Ehm.. Surprise?

[Adrian Russo]

Adrian huskede stadigvæk den først gang de havde mødt hinanden. Allerede dengang havde der været noget mellem dem ingen af dem havde været i stand til at modstå. Normalt ville han da aldrig havde knaldet en kvinde han ikke kendte midt på en bar. Alting var så anderledes nu, de var en familie og Adrian følte sig meget overbeskyttende overfor både Hope og Harper, intet ville ske dem så længe han var der!
"Du har ret, det er mere mig der er den fornuftige af os to," drillede han og lænede sig ned for at kysse hendes pande. Hun havde virkelig ændret sig, man kunne vel sige at hun var vokset med opgaven som mor. Det var han vel også som far, de var i hvert fald blevet bedre til at snakke sammen frem for at råbe og skrige af hinanden.

Han lod navnene give genlyd i hans hoved og kunne godt høre at hun måske havde ret. "Ja okay..." Indrømmede han betænksomt. "Men altså Justice? Det er for sjov ikke?" Var det i det hele taget et navn? Han valgte ikke at spørge. "Måske noget mere maskulint til en dreng, kan dog virkelig godt lide navnet Faith." Svarede han ærligt og gik tilbage til stolen og trak hende med sig.
Han satte sig og trak i hendes arm for hun skulle sætte sig på skødet. "Hvad med....." han tænkte og sukkede så, "okay jeg er lost." Indrømmede han og skar en grimasse. Tøvende lod han en hånd glide til hendes mave. Under hele hendes graviditet med Hope havde han nægtet at affinde sig med det, denne gang var han en anelse mere nysgerrig.

[Deleted]

"Ja lad os lege det, og siden du er den fornuftige, laver du så noget fornuftigt aftensmad?" sagde hun i et smil og lænede sig i mod ham for at kysse ham igen, hun håbede at han vidste hvor meget hun holde af ham, og hun glædede sig til de skulle være en rigtig lille familie.
"Jeg kan også godt lide Romeo må jeg indrømme, selvom det måske er cheesy" sagde hun, Hope og Romeo lød da også meget godt sammen, det var ikke altid helt nemt at være god til at finde på navne, men altså de havde jo heller ikke travlt.

"Justin er også pænt... Eller Wyatt" sagde hun i et smil, åh der var så mange gode navne ude i verden og det var ikke ligefrem nemt at vælge imellem dem alle sammen: "Ja det kan jeg godt forstå" sagde hun i et grin, det var jo også en stor beslutning.
Hun lagde armene omkring ham igen og kyssede ham så atter engang, at hun havde fundet kærligheden i sådan en dejlig idiot som ham, var ikke altid nemt at forstå, hun elskede ham og hun var glad for at de kunne finde ud af et roligt liv sammen, bare de to og Hope naturligvis.

[Adrian Russo]

Han sukkede blidt og nikkede så. Han var stadigvæk ikke vild med at skulle lave mad, men han vendet sig til det over tiden. Det var bare en ufattelig kedelig beskæftigelse. "Lidt cheesy?" Blikket viste tydeligt at navnet ikke var faldet i god jord. "Det er sådan et navn der er sødt når de er små, men når de så bliver store er det bare fescent." Han smilede lidt til hende.
"Justin er pænt, men passer det bedre til Hope end det jeg kom med?" Wyatt var nu ellers også et ret sødt navn, "han kunne også hedde Hero," Han blinkede til hende uden at vide hvad han selv syntes om det, dog havde Hope og Hero en ret god klang, men det var mindst lige så fesent som Romeo, måske endda mere.

Som hun satte sig ned til ham gengældte på ny hendes kys. Han var virkelig glad for hende og for det liv de levede sammen nu. Lige bortset fra de minimale boligforhold og manglen på magi. "Jeg elsker dig, ved du godt det?" Sagde han lidt ud af det blå. Det var ikke så tit han sagde det til hende, men sommetider kom det lige over ham.
"Så hvad er planen når du skal føde? Vi skal vel finde et eller andet mugglerhospital?" Der var jo masser af tid endnu, men derfor kunne man jo godt forberede sig lidt. Han lod hænderne glide ned over hendes ryg hvorefter de fandt hvile på hendes hofter. "Det er sjovt som alting endte, jeg troede ellers aldrig jeg skulle have børn," sagde han og så lidt frem for sig.

[Deleted]

Hun smilede blot til ham, han havde jo fundet på navnet Hope og hun var ærligt ret vild med det, men hun vidste godt at det ikke altid var så nemt at finde et godt navn som man ville ønske det var: "Hero er meget cool" sagde hun og trak på skuldrende.
Altså ja det var da specielt, men Hope var jo også et ret specielt navn og hun ville da ikke have noget i mod at deres søn også fulgte i de fodspor, desuden mente hun da også at Hope og Hero havde en god klang: "Også ikke flere børn, så skal vi bare finde på flere navne" drillede hun, dog havde Harper heller ikke et ønske om flere børn.

"Til tider har jeg det på fornemmelsen ja... Du er nu også helt okay" sagde hun i et kærligt smil og kyssede han: "Jeg elsker også dig" endte hun alligevel i en rolig stemme, bare fordi hun godt kunne lide at sige det, når det var ham.
[b}"Ja det tænker jeg... og nej det havde jeg virkeligt heller ikke"[/b] sagde hun i en ærlig stemme, alligevel fortrød hun ikke et sekund at have fået Hope: "Tænker du at... Du ved nu hvor vi skal have en mere, at vi skal få tjekket det med Hope?" spurgte hun roligt, måske var det meget godt at vide om Adrian nu var far til hende.

[Adrian Russo]

Han så lidt overrasket på hende, ærlig talt havde han ikke forventet at hun ville gå med til det, og igen var han jo ikke helt sikker på om han selv brød sig om det, men det klikkede bare ret godt med Hope. "Så Hero Shantan Russo?" Spurgte han for lige at slå det fast. Hans bryn formede sig kort efter i lidt tænksomme rynker. "Nej, jeg havde aldrig regnet med at jeg skulle være far og nu har jeg snart to." Sagde han i et bredt smil. "Hvis vi får flere ender vi jo med at blive nødt til at gifte os," han blinkede til hende.
Ordene han lidt i luften og han tyggede lidt på det. Burde de gifte sig? Han elskede hende jo, men de havde bare aldrig snakket om det, det virkede lidt som om at det ikke var den type forhold de havde, men på den anden side kunne han nu ret godt lide tanken om at have hende for sig selv. Eller det havde han jo også nu, men bare det at have ring på, det gjorde det lidt mere, vedvarende i hans hoved.

Han sendte hende et smil og daskede hende kærligt over nakken for hendes flabethed, men gengældte uden tøven kysset. Han nikkede så lidt til hendes ord om hospitalet, det var nok en god ting at det blev gjort ordentligt denne gang, han turde i hvert fald ikke tage chancen på endnu en dramatisk fødsel.
Blikket blev en smule vagtsomt som hun spurgte om de skulle checke det. Det ville jo være rart at få vished, men det ville på den anden side kun være rart hvis prøven bekræftede at Hope var hans. Hvis ikke hun var, ville det hele så bare blive super underligt. Tøvende nikkede han alligevel på hovedet, "måske det ville være ret smart?" Spurgte han og skar en mild grimasse.

[Deleted]

Hun nikkede roligt, ja de havde jo stadig to efternavne, de var jo ikke gift, det var også noget Harper havde tænkt på på det sidste, hun kunne bare ikke lige forestille sig Adrian som typen der ville fri til hende, men deres forhold var jo også ganske udemærket som det var.
"Ja, jeg havde slet ikke troet jeg nogensinde skulle have en familie" sagde hun og vendte sig i mod ham for at placerer et kys på hendes læber, men de blev jo heller ikke ligefrem yngre, og Harper var bare lykkelig for at de havde fundet så godt ud af tingene som de havde.

"Ehm ja.. Måske" sagde hun usikkert, havde han lige stået og tænkt det samme som hende? Hun ville ikke fri til ham ihvertfald, sådan skulle det ikke være. Desuden var det jo også ligemeget, hun vidste jo at hun ville være sammen med ham resten af sit liv.
"Adrian, ligemeget hvad så vil du jo altid være hendes far" sagde Harper i en rolig stemme og lod sine hænder glide op af hans brystkasse og omkring hans skulder, bag hans nakke: "Jeg syntes bare det ville være rart at vide" sagde hun og kyssede ham så kort igen, selvom hun godt kunne mærke at tanken gav hende en urolig fornemmelse i kroppen.

[Adrian Russo]

Tanken om ægteskab havde egentlig ikke helt strejfet ham før nu, han ville gerne være sammen med hende for evigt, det var han ikke i tvivl om, han havde været uden hende et par gange og det havde bestemt ikke været en succes. Han ville bare være sammen med hende. Han lod en hånd glide lidt op af hendes arm med en lidt tænksom mine, "kunne du tænke dig at vi giftede os på et tidspunkt?" Spurgte han forsigtigt ind for lige at lure om der var noget at komme efter eller om hun ville gå helt i baglås hvis han på et tidspunkt besluttede sig for at spørge hende.
Alt dette her plus tanken om at få vished med Hope gjorde ham en smule nervøs. Han smilede dog da hendes hænder gled op af hans bryst og gengældte så hendes kys, "det ved jeg godt," sagde han stille og fugtede læberne, "det er bare skræmmende hvis ikke hun er min, men er en eller anden random idiots." Sagde han i et dybt suk.

Han ønskede virkelig brændene at være far til Hope, det ville gøre deres lille familie helt perfekt! Han nikkede. "Du har ret, jeg synes også at vi skal få det undersøgt." Besvarede han i enighed. Det ville være rart at have vished omkring det.
"Men uanset hvad er hun min." Gentog han, han havde nok bare brug for at sige det. Bare for selv at tro mere på det. Han ville så gerne have at hun skulle være hans.
"Tror du det bliver en pige eller en dreng?" Sagde han så og lod en hånd hvile på hendes mave. Det var så underligt at forstille sig at der rent faktisk lå et lille menneske under produktion derinde. Han glædede sig næsten helt til at blive far igen, denne gang ville han gøre det rigtigt og ikke som han havde gjort sidste og flippet ud over det.

[Deleted]

Hans spørgsmål fik hende til at kigge på ham, og hun trak så let på skuldrende: "Ja, hvis det er med dig" sagde hun i et mildt smil, hun ville gøre alt for bare at være samme med Adrian resten af livet, igen mand kunne gøre hende glad, som han kunne.
Harper vidste dog også der var en del ting de burde snakke om før det kom dertil, selvom hun ikke helt anede om Adrian havde gang i et halvt frieri lige nu, hvilket hun ikke helt vidste om hun håbede på, deres liv var bare så damned og hun håbede at de en eller anden dag ville få bare lidt ro på.

"Hun er din helt igennem" sagde hun og kyssede ham igen: "Men vi har altså lige nogen ting vi bør snakke om, nogen ting jeg ikke har fortalt dig" sagde hun roligt og kiggede ind i mod stuen, de burde nok sætte sig ned.
Hun tog fat omkring hans hånd og trak ham med ind til sofaen: "Jeg... Ja jeg aner det ikke" sagde hun i et smil. "Men hvis du gerne vil vide det, kan man få det undersøgt om nogen uger?" sagde hun i et smil, hun kunne slet ikke fatte at Adrian var blevet en familiefar, men hun elskede det.

[Adrian Russo]

Han smilede svagt da hun sagde ja, han vidste godt at han måske ikke burde have spoilet at han havde haft de tanker, det var jo normalt ikke sådan det hang sammen, men han ville bare gerne vide om hun i det hele taget havde tænkt i de baner, at vide at hun havde fik hans hjerte til at slå hurtigere, især fordi han ikke rigtigt kunne se for sig at hun skulle være den romantiske type.
Som hun kyssede ham gengældte han det. Han kunne virkelig ikke se sig selv være sammen med nogen som helst andre end hende, hun var hans et og alt - sammen med Hope og snart den lille nye. Det kunne godt være at folk ville se dem som et umage par, men det var han ligeglad med, han ville bare have hende i sit liv.

Da hun nævnte at der var ting hun ikke havde sagt, mærkede han modet synke, det endte aldrig godt når hun lade ud med at sige sådan noget. Sidst havde det været fordi hun fortalte at hun havde været sammen med Leo...eller nej det var gangen før, sidste var det med Hope. Han stoppede sin tankestrøm og så alarmeret på hende. Hvorfor var det at hun altid havde hemmeligheder for ham? Det føltes lidt som kun at kende den ene halvdel af hende, ikke at det ændrede hans følelser for hende, men han ville bare så gerne kende hele hende. "Hvad nu?" Spurgte han næsten opgivende, "hvis du siger du faktisk er en mand eller noget i den stil.." Jokede han advarende for at løfte den pludsleig pressede stemning.

[Deleted]

Harper vidste godt at de havde haft deres uendelige ture, og da også med Boomer som ikke ligefrem havde været glad for hende, men de var nu alligevel blevet gode venner med tiden.
Harper vidste ikke om hun var klar til at gifte sig endnu, men hun vidste dog samtidig at Adrian var den mand hun gerne ville være sammen med resten af livet, så hun håbede da at det måske en dag ville gå den vej for de to. Hun ville alligevel ikke have andre end ham.

"Jo altså du kan godt huske jeg snakkede om min fortid, om at min onkel havde... ja.. Ikke været så god ved mig?" spurgte hun, og huskede jo godt at de havde talt lidt om hendes fortid før i tiden, inden Hope kom: "Og at min onkel var sammen med min den nat der, og det er derfor vi er itvivl med Hope?" spurgte Harper og prøvede ikke at genkalde sig mindet for sit indre.
"Den aften til festen, hvor din far lagde an på mig... Der ehm.. Altså... Ja... Det er ham der er min onkel, det var derfor at han lagde an på mig..." sagde hun skamfulgt, hun kunne lige så godt bare slynge det ud: "Og den nat truede han med at dræbe mig, hvis jeg sladrede til dig, fordi at det jo betyder at.. Du ved... Ja det er jo din far... Og min onkel" sagde hun og prøved elige bare at sidde næsten i håb om at han bare ville sige "fint nok" og ikke opfange mere.

[Adrian Russo]

Ingen kunne få panikken til at stige i kroppen som Harper kunne. Allerede nu kunne han mærke at han var ved at være lidt oppe i det røde alarmfelt og hun havde jo ikke engang fortalt hvad hun havde på hjertet endnu. Det var bare som om at hver gang Harper havde gået med en hemmelighed endte det altid ud i et større skænderi.
"Ja selvfølgelig kan jeg det," han forsøgte at holde det blide tonefald, men nervøsitete skinnede tydeligt igennen. Hvis hun fortalte at han havde været forbi ville han personligt opsøge denne onkel og slå ham ihjel, han var så træt af at han konstan poppede op i deres liv, også selvom om det kunne var i minder fra fortiden.
Desuden hvordan skulle han kunne glemme pointen i at han måske ikke var biologisk far til Hope? Hvad gik alt dette ud på? Var det nye barn her måske heller ikke hans eller hvad?

Da hun begyndte at blande hans far ind i det nåede forvirringen nye højder, han rynkede let på næsen og kløede sig i hovedbunden, åh jo han huskede skam tydeligt at se hans far over hende, alene tanken gav ham stadigvæk kvalme, men hvad havde det med noget at gøre?
Det varede dog ikke længe før trådende blev samlet og efterlod Adrian med en meget tom og ufattelig underlig følelse i kroppen. Han kunne bogstavelig talt mærke farven forlade hans ansigt som hans hjerne forsøgte at bearbejde det hun lige havde fortalt ham.
I nogle lange sekunder sad han helt stille og bare stirrede frem for sig, men så begyndte det hele at arbejde igen, han kunne mærke den velkendte følelse at vrede skyde op i sig og han kastede sig nærmest op af stolen, "hvad?! Fortæller du mig at min far er din onkel?! Den onkel der voldtog dig?! Du siger bare ikke til mig at du....at du...." han måtte tage en dyb indånding for at få ordene frem, "at du er min kusine?! Så Hope er enten min datter eller min søster?!" Han kastede rundt med hænderne som han marcherede op og ned af gulvet, det var umuligt for ham at finde ro lige nu.

[Deleted]

Harper vidste godt at denne her ikke var helt god, og hun hadede også at se ham i øjnene og vide at han måske var vred på hende over at hun ikke havde fortalt ham det, men hun var så bange for hvordan han mon ville reagerer på det.
"Ja, jeg ved godt at jeg burde have sagt det, men jeg var så bange for at miste dig og derudover også bange for at din far ville ende med at holde sit løfte og gøre det af med mig" sagde hun i en ærlig stemme og kunne godt mærke hvor magtesløs hun følte sig lige nu.

"Hør du må virkeligt ikke freake ud, det er bare fordi når testen skal laves, så vil de jo nok kunne se det" sagde hun, altså de kunne jo nok se at det mindede om Adrian's blodtype ligemeget hvad, åh Harper havde det så dårligt over det.
"Please sig at du ikke har lyst til at gå fra os nu" sagde hun frustreret, hun ønskede virkeligt ikke at hun skulle sidde alene med Hope og den lille nye, men hun kunne på den anden side også godt forstå hvis dette her freakede Adrian sådan rimeligt meget ud.

[Adrian Russo]

HAn stirrede på hende med et rasende blik. Det var lige nøjagtigt øjeblikke som disse der gav ham lyst til at kvæle hende med sine bare hænder. "Hvis jeg fik en galleon for hver gang jeg har hørt sig sige den sætning ville jeg fandme være rigere end mine forældre nu!" Råbte han vredt.
Hvorfor var det at hun aldrig sagde tingene, men altid kom med det på helt random tidspunkter når han troede det hele kørte godt? Og det var altid med den på "jeg ved jeg burde have sagt det" ja Gufanden burde hun det, men hun gjorde det aldrig og det gjorde ham tosset.

"Ikke freake ud? Tager du pis på mig! HVordan fanden skulle jeg ikke freake ud, har du hørt hvad du lige fortalte mig?" Han fik det næsten dårlig ved tanken om at Hope som han kaldte sin datter, måske faktisk kunne være hans søster, hvor damned up var det ikke?!
Han holdt en advarende finger frem mod hende, "hvordan kan du have holdt det skjult for mig? Jeg er så træt af du altid holder tingene skjult for mig! Det er som om at jeg kun kender den halve del af dig!" Han var så tosset på hende lige nu, men han var stadigvæk ikke i tvivl om at han elksede hende. Nu følte han sig bare ret klam ved at elske hende. Det burde han vel ikke når de var fætter og kusine? Det var da helt forskruet. "Vil du have jeg skal sige det lige nu?" Hans øjne lynede faretruende. Han var ikke sikker på at han nogensinde kunen leve uden hende, kusine eller ej, men derfor måtte hun gerne svede lidt!

[Deleted]

"Hvilket? At jeg er bange for at miste dig? Forhelved Adrian det viser jo bare at jeg elsker dig!" sagde hun frustreret, hun vidste bare han ville tage det sådan her, det var jo derfor hun ikke havde sagt noget til ham før, kunne den man aldrig bare trække vejret?
"Forhelved Adrian!! Dæmp dig, du vækker vores datter!" pointerede hun i en hård stemme som han begyndte at hæve stemmen, det sidste hun havde brug for lige nu var at tage sig af Hope fordi at Adrian ville ende med at vække hende, de havde brug for lige at tage denne her samtale.

"Forhelved Adrian, jeg vidste jo du ville reagerer sådan her, du har absolut ingen idé om hvor mange gange jeg har grædt mig selv i søvn efter jeg fandt ud af det, men jeg kunne ikke sige det til dig, fordi jeg var så bange for at jeg ville miste dig!" sagde hun, kunne han slet ikke se det bare lidt fra hendes side?
"Ja, selvfølgelig vil jeg det... Mener du helt seriøst at du har lyst til bare at skride?" spurgte hun: "Desuden så vær vred på din far, jeg gjorde hvad jeg kunne for at beskytte dig og Hope" sagde hun, det var jo ikke fordi hun ønskede at holde ting hemmeligt for ham.

[Adrian Russo]

Han sukkede opgivende og rystede på hoevdet. Nej for lige nøjagtig de ord elskede han jo at høre hende sige. "Nej Harpar, "at du godt ved du burde have fortalt mig det" for det siger du hver eneste gang," svarede han frustreret. Kunne hun ikke selv se at det altid endte ud i kæmpe skænderier når hun holdt ting skjult for ham på den måde?
Hver eneste gang tingene kørte godt, kom der altid noget op hun ikke lige havde fået fortalt ham og det gjorde ham altid så inderligt rasende for hvis hun godt viste det, hvorfor sagde hun det så aldrig? Men i stedet lavede den samme dumme fejl om og om igen.

Han fnøs, "ja datter slash søster, men kartoffel kartoffel right?" Kunne hun ikke se at der var ret stor forskel? Han kunne da ikke se Hope som sin datter hvis hun var hans søster, det var underligt. "Vi må få det testet, jeg vil gerne vide hvad jeg skal kalde hende," sagde han og kunne mærke alt i ham vende sig ved tanken. Han elskede jo Hope som sin datter, men han frygtede at han ikke kunne se hende på den måde hvis hun viste sig at være hans søster. På den anden side var uvisheden lige så slem.
"Ubdskyld, men hvordan fanden skulle jeg ellers reagere?!" Rasede han. "Du er min kusine og det har du hele tiden vidst!" Det værste var at det ikke ændrede hans følelser for hende skønt han mente at det burde. Han burde jo ikke være tiltrukket af sit eget familiemedlem, det var simpelthen for bizart.
Han himlede let med øjnene "helt ærligt så ved jeg ikke lige hvad jeg har lyst til lige nu," surmulede han. "Stop med at kaste skylden fra dig! Du holdt det jo lige så meget skjult for at jeg ikke skulle flippe ud, det er mere at beskytte dig selv!" slog han fast. Han elskede hende så højt og han ville ikke miste hende, men for helvede hvor havde han lyst til at give hende et slag over nakken for hendes dumhed.