Ehm.. Surprise?

[Deleted]

Harper havde virkeligt underlige følelser i kroppen lige nu, som hele tiden modsagde sig selv. På den ene side så havde hun lyst til bare at slå Nicole og fortælle hende at her i huset var hun kællingen og Adrian var hendes idiot. Men på den anden side så var spillet også meget sjovt, og hvis Adrian skulle spille dum, jamen så kunne hun da også.
Harper var gået ind for at pakke videre på sin taske, nok mere for at understrege en pointe, sandheden var at hun elskede Adrian og ville gå langt for deres forhold, nogengange havde hun bare brug for at han holde om hende og sagde at han elskede hende.

"Og du skulle absolut stå og flirte med lille miss mørkhåret?" svarede hun skarpt igen, hvor var hun dog bare pisse irriteret på ham lige nu, hvorfor skulle han også altid være så dramatisk? Nogengange ville hun ønske han bare lige trak vejret.
"JA jeg er på vej ud og finde et andet sted at bo Adrian... Som du nok husker er jeg hende den klamme kæreste der knepper med din far og dine brødre" sagde hun i en hård stemme, der dog var fuld af afsky og skuffelse. Hvordan kunne han dog hade hende for det her?

[Deleted]

Han sendte hende et hårdt blik. "Jeg ville også have kunne bruge det sidste års tid på langt mere interessante ting end at lege babysitter for dig." Kommenterede han fornærmet og lod armene falde over kors som en 12 årig unge der ikke havde fået sin vilje.
Da hun kommenterede at han kunne smutte tilbage til Judas kunne han mærke hvor arrig han blev. Han havde lige risikeret sit liv for at redde hende og så var hun bare en total kælling omkring det!
Han skulede til hende på ny, "ja måske jeg skulle gøre det, jeg kan også give ham mange spændende informationer nu!" Snerrede han gennem sammenbidte tænder. Hvor var hun dog utaknemmelig! Ja ja han havde da holdt hende fanget, men det havde da ikke været så slemt, hun havde da fået mad...de fleste dage anyway.

Han så efter Adrian som han forsvandt ind på værelset og så så tilbage på Nicole. "Så I kender hinanden?" Spurgte han ind og forsøgte ikke at lyde som om at det ikke generede ham.
Hvor i alverden kendte de hinanden fra? Og hvorfor? Han kunne ikke lide tanken om det. Havde de knaldet eller hvad? Det skulle da lige passe! Han havde ikke brug for også at bekymre sig om det, hvorfor det i det hele taget bekymrede ham havde han ikke lyst til at spekulerer videre over.

[Deleted]

Nicole følte sig såret, det var utroligt som hun havde givet Alastair lov til at komme ind på livet af hende, men hun kunne bare ikke ændre på det. Hun var glad for ham og hun havde en helt speciel connection til ham.
Måske var det bare fordi at hun var blevet sindsyg, man havde vel også før hørt om kvinder der var blevet forelsket i deres kidnappere? Hun måtte jo være fuldkommen tosset, men der var bare noget over Alastair der fik hende til at tro at der var meget mere i ham end hvad han sådan lige gik og viste, hun havde jo set et par glimt af det!

Nicole tarv som Adrian forsvandt sammen med Harper, det virkede da heller ikke til at der var den bedste stemning imellem de to lige nu.
"Ja, vi har kendt hinanden som unge... Intet seriøst" sagde hun og kiggede i mod Alastair, hun havde brug for at have en alvorlig samtale med ham meget snart: "Hør, jeg har brug for at vide hvad du vil... Hvis du helst vil slippe af med mig, så er det fair nok, jeg skal nok finde ud af at klare mig og gemme mig ved Adrian eller andre i ministeriet, men jeg er træt af det her" sagde hun, og hentydede til ham.
Hun var træt af at hun ikke vidste hvor hun havde ham.

[Adrian Russo]

Adrian lænede sig lidt op at væggen og så til med et opgivende blik som hun rendte rundt og pakkede alle tingene ned. Hvor var hun dog dramatisk. Han var stadigvæk sur på hende og træt over alle hemmelighederne, men han var faldet nogenlunde ned lige nu...nogenlunde. "Sig mig...er du jaloux?" Han lod hovedet glide lidt på skrå som han betragtede hende. I det mindste stod han ikke og lagde an på Nicole som hun gjorde på Alastair.
"Helt ærligt, hvad havde du forventet? Ja jeg er sguda sur over at du har hygget med hele min familie og ja jeg er sur over at vi er i familie og du ikke har fortalt mig det! Jeg har ret til at være sur over de ting og du skal ikke komme og fortælle mig at du ikke var blevet pissed hvis jeg havde knaldet med Kaya." Han gik hen til kufferten hun var ved at fylde op og gik nærmest per automatik i gang med at tømme den og ligge tingene tilbage på plads i skabet.

"Uanset hvad kan du ikke bare skride! Du kan ikke bare altid løbe fra problemerne, dét der er også mit barn og der er Hope også." Hun kunne ikke tillade sig at efterlade ham på den måde. Desuden var det jo ikke ham der havde en pris på sit hoved.
Naturligvis ville han ikke have at hun skulle komme noget til og han ville beskytte hende med sit liv uden at tøve, men hun skulle lade være med altid at flygte fra problemerne.

[Deleted]

Harper kiggede i mod ham: "JA jeg er! Og hvad så?" snærrede hun, hun var ikke bange for at indrømme det, gu' da hun jealoux når han stod der og gloede på lille miss mørkhåret. Harper var trods alt glad for Adrian og selvom hun var sur på ham lige nu, så ville hun ikke miste ham.
"Selvfølgelig havde jeg været sur hvis du havde knaldet med Kaya men forhelved, vi har snart to børn sammen og jeg ville tilgive dig fordi at jeg elsker dig og jeg ville vide du ikke havde sagt det til mig fordi du netop vidste det her ville ske" snærrede hun igen, forhelved hvorfor skulle det altid være sådan her, hun holde jo så meget af ham.

"Du skal slet ikke tvivle på at jeg godt kan skride Adrian! Jeg er så pisse træt af det her o jeg giver ikke mere" sagde hun fast og var så tilpas sur lige nu og hun ikke gav sig til at græde, selvom hun nok mest af alt havde lyst til det.
"Jeg vil ikke leve resten af mit liv med os to der hader hinanden, på grund af en fejl jeg begik for længe siden og som ikke engang var med min frie vilje" sagde hun i en mere rolig stemme, forstod han slet ikke at det ikke var fordi hun frivilligt havde jumpet hans far? Det var jo ikke ligefrem den fede kærlighedshistorie.

[Deleted]

Alastair var så træt af at folk altid udtænkte den mest kujonagtige løsning og så per automatik gik ud fra at han ville følge den. Han havde selvfølgelig ikke tænkt sig at smutte tilbage til Judas, for det første ville det være selvmord og for det andet så ønskede han jo ikke at der skulle ske Nicole noget, heller ikke selvom han ikke sagde det højt.
Han skulede efter Adrian da han forsvandt efter Harper. Sådan en vatpik, han var jo så meget under tøflen at han måtte få hold i nakken af at ligge under hendes fødder. Tanken fik et lille smil til at vende den ene mundvig op for et ganske kort øjeblik.

"Virkelig? Hvor tætte er "intet seriøst" helt præcist?" Spurgte han ind og hævede et mørkt bryn. Ja okay han var måske en lille smule jaloux, men det skulle hun jo helst ikke blive klar over.
Hendes ord gav ham da også en smule hjertebanken, ikke på den behagelige måde. Det var "the talk" den som han for alt i verden (næsten) ville undgå. Han hadede den type samtaler mest fordi at han aldrig helt vidste hvad han ville, han var mere "leve i nuet" -kind of guy.
Dog vidste han godt at han ikke havde lyst til at skride og bare efterlade hende her sammen med Adrian. Ja han ville da sikkert passe på hende, men nu var det jo sådan at Alastair kun stolede på sig selv, så den eneste der kunne passe ordentlig på Nicole var ham selv og ingen anden. "Træt af hvad?" Spurgte han uskyldigt, som anede han ikke hvad hun snakkede om.

[Deleted]

"Hvorfor vil du vide det? Du er vel ligeglad?" sagde hun blot og kiggede på ham med et roligt blik. Hun hadede virkeligt sig selv for at se noget godt i ham, men hun havde bare en fornemmelse af at de glimt hun ganske få gange havde set, var derinde et sted hvis han forhelved bare gad lukke op for det.
Hun havde lyst til at sige noget mere, sige noget der kunne ramme ham. Men hun gjorde det ikke, måske fordi hun var bedre end ham eller måske bare fordi at hun virkeligt ønskede at stoppe denne her fight. Hun havde brug for nogen der var der for hende lige nu, og hun ville bare så gerne have at det var Alastair.

"Træt af at du skal spille så pisse hård hele tiden... Hvis du ikke gider andet end komme med hånelige kommentarer og være sur på mig hele tiden, kan du så ikke bare please skride, så skal jeg nok selv tage mig af resten" sagde hun fast.
Hvad fanden skulle hun gøre for at nå ind til ham? Slå ham? Ruske i ham? Bryde sammen foran ham? hun følte snart hun havde prøvet det meste og absolut intet kunne slå igennem til ham: "Eller er det eneste tidspunkt du ikke er en røv på, bare når du har drukket?" spurgte hun irriteret.

[Adrian Russo]

Et lidt for selvtilfreds smil gled over hans læber ved hendes selverkendelse. Han vidste godt at det var barnligt, men han kunne ikke lade være. Han elskede at høre hende indrømme den slags nok fordi at de jo ikke var den type par der generelt sad og fortalte hinanden om deres inderste følelser, det var nærmere inforstået imellem dem. De vidste hvad de betød for hinanden uden at sige det alt for ofte.
Han sukkede opgivende. ”Men hvorfor er det så helt præcist at du står og flirter med Al?” Spurgte han ind og forsøgte at holde igen så han ikke lød skide sur. ”Jeg var bare venlig overfor Nicole, vi kender hinanden, men det er en del år siden, jeg flirtede i det mindste ikke med hende for jeg kender godt min plads.” Forsvarede han sig sen smule. Hun kunne da ikke tillade sig at blive sur og jaloux på ham når det var hende der havde flirtet med Alastair.

Igen ramte hun en nerve og han stirrede på hende med et faretruende blik, ”det tvivler jeg skam ikke et sekund på! Det ville jo ikke være første gang!” Han vidste godt at den var hård, men det var sandt. Det havde jo været en af deres store problemer tidligere at han ikke vidste hvor han havde hende fordi hun kunne finde på at "stikke af" når hun følte sig presset.
”Nej det med min far var måske ikke med din frie vilje, men hvad så med Leo? Og nu også med Al?” Han hævede et bryn med faldt så ned igen med et suk. ”Sorry, okay? Jeg bryder mig ikke om at have Alastair omkring for han bringer altid problemer med sig. Jeg ved godt at jeg ikke kan tillade mig at være sur på dig over at du har knaldet med både ham og Leo før vi fandt sammen, men så skal du heller ikke være sur over at jeg knalede med Nicole før vi fandt sammen. Lad os bare slå en streg over det, det er fortid.” Han gik frem mod hende og lagde armene om hende. ”Jeg er her fordi jeg vil have dig Harper, men du bliver simpelthen nødt til at være ærlig overfor mig, du bliver nødt til lige at lade mig sluge alt det her med at vi er i familie sammen for det freaker mig virkelig ud.” Indrømmede han og bed sig i læben.

[Deleted]

Harper hadede nogengange sig selv for at elske ham, for nu var sikker på at gjorde hun ikke det, så var der helt sikkert mange ting der ville blive langt nemmere: "Jeg flirter ikke med Al" sagde hun i en rolig stemme, der måske viste at det var en smule løgn.
Mest fordi at hun jo ja... Det var jo ikke fordi at hun havde tænkt sig at gøre noget ved det, hun blev bare irriteret over at han åbenbart kendte Nicole og havde brug for at stå og smile til hende på den der irriterede måde, især nu hvor de to rent faktisk var uvenner.

"Ja før jeg kendte dig" sagde hun i en hård stemme, som han så senere bekræftet. Hun havde jo ikke været utro med nogen af alle dem her, det var jo før de to havde kendt hinanden: "Fortæl mig ikke at du var jomfru inden du mødte mig" sagde hun i et grin, han havde jos elv været omkring, så han skulle da ikke spille smart.
Som han gik hen og tog omkring hende, lod hun også sine arme glide om ham, ligegyldigt hvor sur hun end måtte være på ham, så kunne hun ikke benægte at hun elskede ham og at hun ikke havde lyst til at være sammen med andre end ham.
"Men det ændre jo ikke noget Adrian..." sagde hun roligt: "Tingene er som de hele tiden har været..." sagde hun rolig tog lod sit hoved hvile sig i mod hans brystkasse.

[Deleted]

Han kunne mærke at han begyndte at blive stædig omkring det igen og han lod armene falde over kors. "Øh ja jeg er," sagde han i en ikke specielt overbevisende tone. "Men lad os nu for sjov skyld antage at jeg ikke var, hvor tætte?" Han vidste ikke hvorfor han gik så meget op i det. Han fortalte sig selv at det jo var rart at vide nu hvor de skulle være forældre, men hvorfor bekymrede han sig i det hele taget om dét? Hvorfor skred han ikke bare?
Han fnøs over hendes ord, "jeg er da ikke mere sur end du er? Men hvad havde du regnet med? At vi skulle sidde og flette fingre imens vi stirrede hinanden dybt i øjnene?" Han slog ud med kloen og rullede med de himmelblå øjne, "sorry love, den slags er ikke mig." Han havde aldrig nogensinde haft et sådan forhold, så han var ret sikker på at det ikke var ham i hvert fald.

"Uanset hvad er det også mit barn og jeg har tænkt mig at blive." Sagde han stædigt. Armene blev atter slynget over kors og han så på hende med et bittert blik. "Jeg er da også en røv når jeg er fuld." Svarede han med et let skuldertræk.
Dog kunne han godt se at de ikke nåede nogen vegne på denne måde, og når alt kom til alt ønksede han jo ikke at være uvenner med hende, han var bare ikke god til den slags med følelser og det. Han tog en dyb indånding, "okay...måske du har ret, jeg er en idiot, men derfor har jeg stadigvæk reddet dit liv flere gange nu, jeg er interesseret i at du.." han så mod hendes mave, "I" rettede han sig selv "...er i sikkerhed." Han kunne ikke helt holde øjenkontakt i sin tilståelse, det var ret underligt for ham.

[Deleted]

Nicole vidste godt hun måske ikke ville komme nogen vegne med det her, men hun havde bare brug for at være fuldkommen ærlig omkring tingene, go sige det præcist som det var. Hun orkede ikke mere af det her, og nu måtte da være det rette tidspunkt at finde ud af hvor de stod, der var jo ikke så meget mere.
"Forhelved,, holder du aldrig op med at være en røv? Jeg står og siger til dig at jeg holder pisse meget af dig, og alligevel er du damning ligeglad. Hvad laver du overhovedet i mit liv?" sagde hun i en hidsig stemme og vidste ikke om de kunne høre noget inde på den anden side, men egentligt var hun også rimeligt ligeglad lige nu.

"Fordi at hvad? Du har tænkt dig at være far?" spurgte hun kritisk, hun forstod ikke hvordan det her kunne ske, hvordan kunne han lyde så blød og alligevel tale med så hård en stemme?
"Nej... Du var faktisk ikke en røv da du var fuld" sagde hun, han havde faktisk virket en smule følsom for eneste gang i den tid hun havde kendt ham, måske hun bare burde drikke ham fuld noget oftere.
"Og hvorfor?" spurgte hun og kiggede ham ind i øjnene, hun havde brug for mere end det her, selvom hun godt vidst han havde været ved at give det.

[Adrian Russo]

Han stirrede bedrevidende på hende. "Og jeg flirtede ikke med Nicole." Svarede han blot tilbage en smule tørt. Det havde han nu heller ikke gjort - ikke ifølge ham selv i hvert fald. Han var jo bare glad for at se hende i god behold efter hun havde været forsvundet så længe.
Adrian kunne godt se at hun havde en pointe der. Hun havde jo sådan set ikke været ham utro med de andre - kun med Trescott hvilket stadigvæk var alt for akavet for ham at tænke på, det var bare en af de episoder han havde håbet på at han helt ville glemme med tiden.

Hvor var hun dog irriterende når hun havde en pointe. Han ville helst gerne sige noget igen til hende, men han havde intet. "Fint så lad os droppe denne her latterlige samtale. Men just for the record, så var jeg total jomfru før jeg mødte dig." Et lille smil gled over hans læber. Han havde ikke lyst til at snakke om det - igen fordi hun jo havde ret.
Han åndede lidt lettet op da hun gav efter og lod sig falde ind i hans arme. Han ville ikke være uvenner med hende og slet ikke ned Alastair i huset. Han strammede grebet lidt om hende og kyssede toppen af hendes hoved. "Det burde virke forkert at vi er sammen, men jeg ved jo godt at jeg ikke kan undvære dig." Sukkede han og bed sig lidt i læben. Måske skulle han bare lade som om at de aldrig havde haft den samtale om at de var i familie, bare gemme det langt væk igen.

[Deleted]

"Jo du gjorde" kommenterede hun en smule tørt, men det var da heller ikke fordi hun ville være en nedern type og sige at han aldrig nogensinde måtte flirte med nogen, men det forstyrrede bare noget inde i hende at se ham sammen med en anden,og tanken om at hun måske en dag kune miste ham.
Harper havde aldrig følt sig så knyttet til nogen som hun følte sig til Adrian, og hun ville gøre alt for at beskytte deres forhold: "Ja det var du helt sikkert.. Du var ret skod i sengen" sagde hun i et grin og kiggede op på ham for at kysse hans læber.
"Godt jeg kunne oplærer dig lidt" sagde hun og blinkede drillende til ham, heldigvis havde han som oftest lige så dårlig humor som hende.

"Men det er ikke forkert, og det er ligemeget Adrian, for vi har det godt sammen" sagde hun roligt og lod en hånd ae hans kind, for så at læne sig op og kysse ham igen.
Det var helt underligt at sige hun var faldet til ro, for sådan var det jo ikke helt præcist, og alligevel så følte hun sig underligt afslappet i forhold til hvad hun havde gjort tidligere, som om hun faktisk bare ikke magtede drama og bare ønskede et mere almindeligt liv.
"Men så må jeg jo hellere blive lidt endnu" sagde hun i et smil og aede blidt hans brystkasse, mest fordi det nok var lidt upassende at ligge alt for meget an på ham nu hvor de havde fået gæster, selvom hun havde lyst.

[Deleted]

Han tav som hun bed af ham. Hvilket temperament hun lagde for døren! Han så på hende i nogle lange sekunder som var han ikke helt sikker på hvad et fornuftigt svar ville være i dette tilfælde. Alt i ham bød ham at være sarkastisk, det var det han var bedst til, men det ville nok ikke falde i god jord hos hende, i hvert fald ikke lige nu.
Der var dog en ting han slet ikke kunne begribe han så på hende med ny hårdhed i blikket, "hvorfor?" Det gik hurtigt op for ham at hun nok skulle bruge lidt mere end bare det. Han sukkede kort og talte så igen, "Hvorfor holder du af mig? Jeg har ødelagt dit liv." Han fattede det simpelthen ikke, og hvad han slet ikke fattede var at han lige havde sagt det højt.
Det fik ham jo lidt det hele til at lyde som en dårlig kærlighedshistorie på en "hvorfor elsker du mig, jeg er slet ikke god nok til dig" -agtig måde og det gav ham en grim smag i munden.

Han betragtede hende vagtsomt, "selvom jeg måske virker ufølsom så er det stadigvæk mit barn og jeg har ret til at passe på det!" Undgik han hendes spørgsmål og pillede lidt ved spidsen af sin klo.
Hovedet faldt lidt på skrå, hvad skulle han svare på det? Pludselig fik han en spontan ide og trådte frem mod hende trak hende ind til sig og placerede sine læber over hendes i et lidt hårdt kys. Det skulle have været lidt mere blidt, men han blev nødt til at slå lidt igennem for ikke at ombestemme sig.
Det var sådan set slet ikke svar på hendes spørgsmål og han anede ikke hvorfor han gjorde det, men det fik hende da til at tie stille om det så kun var for et kort øjeblik.

[Deleted]

Nicole vidste godt at chancen for hun kom nogen steder med denne her samtale, var cirka 1%... Alligevel så var hun nødt til at give det chancen. Sandheden var at hun havde nogen følelser for Alastair som hun ikke følte hun helt kunne holde styr på og hun havde svært ved at placerer dem i forhold til ham.
På den ene side så var han jo bare en kæmpe klaphat og hun havde lyst til at fortælle ham at han bare skulle skride ud af hendes liv, og på den anden side så kunne hun ikke slippe de følelser han havde sat i hende den nat de havde været sammen.
Det var noget helt andet end den idiot der stod foran hende lige nu, og det gav hende håb om at der lå mere i ham end som så.

"Fordi at jeg tror der er mere i dig end det røvhul du hele tiden giver dig ud for at være" sagde hun i en ærlig stemme, der dog var fuld af frustration. Hvorfor kunne han ikke bare give hende en chance? Han måtte virkeligt have noget inde i sig selv han kæmpede med, men nu var han nok ikke typen der ville høre på hendes analyser.
"Du svarer ikke på mit spørgsmål" sagde hun i en hård stemme, hun krævede svar og det skulle helst være lige nu!
Som han kyssede hende, blev hun først en kende chokeret, og kyssede ham så kort igen: "Du... Jeg er bare så forvirret lige nu" indrømmede hun og kiggede i mod ham som hun tog fat omkring hans hånd og lod den anden hvile på han overarm.