Ehm.. Surprise?

[Deleted]

Adrian Russo

Kl. 17.30

---

Harper havde været nede i byen, hun havde haft sin tvivl de sidste 8 uger, og nu var hun endt med at gå ned til den lokale... Læge... var det vidst han hed. Det var de ældre mennesker de havde lånt huset af, som havde henvist hende.
Hun ville ikke sige noget til Adrian før at hun var sikker, mest fordi at hun ikke var sikker på hvordan han ville reagerer, Harper havde aldrig ville have børn, men efter hun havde mistet det barn hun havde haft dengang med Samuel, havde hun ikke kunne få sig selv til at tænke i de baner igen, desuden var Hope jo hendes store kærlighed.

"Så er jeg tilbage“ sagde hun i et smil og stillede posen med lidt mad på køkkenbordet, hun havde ikke købt det vilde, men eftersom hun havde sat til Adrian at hun ville tage ned og handle, så var hun jo nødt til at købe lidt, bare for at det så ud af noget.
"Har Hope opført sig pænt?" spurgte hun roligt, nu havde hun jo kun været væk nogen timer, men den efterhånden 4 år gamle pige, kunne godt være lidt af en udfordring fra tid til anden, nu hvor hun rigtigt var begyndt at tale og bevæge sig.

[Adrian Russo]

Ærlig talt havde Adrian aldrig troet at han skulle se sig selv som far og rent faktisk være glad for det, men det var hvad der var sket efter han og Harper havde fået Hope for 4 år siden. Han kunne ikke tro at de havde levet på denne måde i 4 år. De var da begyndt at kunne finde ud af tingene og Adrian forsøgte ikke at være deprimeret over at vide hvor mange penge han havde i Gringotts som han ikke var i stand til at bruge nu her.
Ham smilede til Hope der lå og sov på sofaen, de havde leget imens Harper var taget ned for at handle, men den lille pige var blevet træt og ville bare lige "slappe lidt af" som hun sikkert havde hørt ham og Harper sige hvis de blundede. Nu var hun så gået ud som et lys. Adrian vidste at det ville være ris til egen røv for hun ville helt sikkert ikke være til at få til at sove i nat.

Som døren gik annoncerede han at de befandt sig i stuen, ikke at huset var stort nok til de ville være svære at finde, men det var nok bare høfligt at svare. Adrian rejste sig fra sofaen for at gå ud og modtage Haper med et kys mod hendes læber. "Hej," hilste han blidt og tog imod en af poserne. "Fik du købt pasta?" Adrian var ikke glad for at lave mad, men han havde da vendt sig til det som tiden var gået.
Skønt han savnede sin vila og sine penge, ville han ikke bytte det for sin datter og Harper, de var de vigtigste personer i hans liv og han elskede dem højere end noget andet.

[Deleted]

Harper modtog hans kys, hun var stadig forelsket i Adrian selvom det var nogen år siden de havde mødt hinanden, men der havde været så meget drama i årene op til at Hope var kommet til verden, at det for hende var forfriskende med ro i sit liv, hvor hun bare kunne nyde Hope og Adrian, hun ønskede alligevel ikke andre end de to i hendes liv.
"Ja jeg har købt det hele" sagde hun i et smil og kiggede ind i hans mørke øjne, han var en skøn fyr og selvom hun håbede de en dag kunne vende hjem, så havde hun også vendet sig til et liv blandt mugglere.

"Der er forresten noget jeg skal fortælle dig" sagde hun i et forsigtigt smil og lænede sig frem for at kysse ham igen, inden hun tog fat omkring hans arme, som hun stod foran ham for at se på ham.
"Jeg har været ved en muggler healer i dag efter at have snakket med hende vi har lånt huset af, fordi jeg har været lidt bekymret" sagde hun i en rolig stemme, og kunne mærke hun var næsten lige så nervøs som dengang med Hope: "Men altså ja... Jeg er gravid" sagde hun og turde ikke helt smile, men forsøgte i stedet for bare at læse hans ansigt.

[Adrian Russo]

Han smilede stort som hun sagde at hun havde købt det hele. "Perfekt for jeg har planer om at lave den bedste pasta med kødsauce du nogensinde har smagt," informerede han med stor sikkerhed i stemmen. Han fandt en pære frem fra posen som han tog en betragtelig bid af før han atter vendte sin opmærksomhed mod hende.
"Og hvad er så det?" Spurgte han stadigvæk med en smule pære i munden. Ikke just charmerende, men når man boede sammen kunne man jo ikke være charmerende hele tiden.

Han slugte biden for at kunne gengælde hendes kys og smilede så til hende, det ligenede da ikke hende at være hemmelighedsfuld, men hun så ikke alarmeret ud så det gik han heller ikke ud at han burde være. Som hun begyndte at snakke om healer dannede der sig dog alligevel et par bekymrede rynker i hans pande.
"Hvorfor?" Spurgte han forsigtigt uden at have den fjerneste anelse om hvor det dette her bar hen. Den store afsløring ramte ham i hovedet som en bold. Han blev stående fuldstændig handlingslammet og gloede på hende imens en million tanker løb gennem hans hoved. Han behøvede ikke at spørge ind til hvem faren skulle være, for det havde han en ret god ide om.
Hans mund gled op som skulle han til at sige noget, men den blev hurtigt lukket igen. En hånd blev kørt gennem håret. Det underlige var at en del af ham faktisk var en smule glad over nyheden, imens den beskyttende del af ham frygtede det fordi der nu var endnu et menneske han skulle bekymre sig om. "Du..." han rynkede brynene. "Jeg tror jeg har brug for at sidde lidt ned." Han stavrede hen til en af køkkenstolene og satte sig hvorefter han kiggede op på hende som for at være sikker på hun ikke tog pis på ham. "Igen?" Et lidt hjælpeløst glimt var at spore i de blå øjne.

[Deleted]

"Godt, jeg er sikker på at du har været kok i dit tidligere liv" sagde hun i et varmt smil, nok mest i et forsøg på at være flink. Hende og Adrian havde heldigvis nogenlunde samme idéer om deres forhold efterhånden.
Selvom de kunne råbe og skrige af hinanden, så gjorde de det aldrig i nærheden af Hope og desuden så elskede de jo hinanden på bunden, det var bare ikke altid så nemt at få pusterum når man altid gik så tæt op og ned af hinanden, men man måtte jo om ikke andet give det et forsøg.

Hun nikkede og kiggede i mod ham: "Ja, jeg ved heller ikke helt hvad jeg skal sige til det" sagde hun blot, Harper håbede ikke han mente at hun skulle have en abort, men hun vidste også godt at det her nok ikke var skide smart: "Og ja altså du er far hvis du er itvivl" sagde hun i et roligt smil
Hun kiggede i mod ham som han satte sig på stolen: "Så hva tænker du?" spurgte hun en smule forsigtigt og håbede virkeligt at han ville bare være en lille smule glad, for hun måtte indrømme at nyheden faktisk have varmet hendes hjerte, hun elskede jo Hope og hun ville elske den næste lige så højt.

[Adrian Russo]

Han gloede på hende med et blik der tydelig afslørede at han ikke stolede på det. "Jeg ved ikke helt om du bare siger det for at være flink, men jeg tager det alligevel til mig," sagde han i et grin. Han savnede sit gamle liv, men ikke nok til at han ville opgive dette her for at få det tilbage.
Det lød måske ret kliché agtigt, men så længe han havde Harper og Hope, så kunne han leve med stort set alt. Eller det bildte han da i hvert fald sig selv ind. Der var ingen tvivl om at Harper kunne gå ham på nerverne, men han elskede hende og ønskede ikke at være sammen andre end hende.

Han satte sig tungt ned på stolen og så lidt hjælpeløst frem for sig. Skulle de have endnu et barn? Han var både lykkelig og oprevet på samme tid, det var jo de samme følelser som dengang med Hope, lige bortset fra at de jo stadigvæk ikke var hundrede procent sikre på at han var den biologiske far til Hope.
Denne gang kunne der dog ikke være nogen tvivl, han gik i hvert fald ikke ud fra at hun havde været sammen med andre end ham, for deres forhold var faktisk gået godt imens de havde været her selvom de godt kunne fare i totterne på hinanden fra tid til anden. "Jeg....ved ikke hvad jeg tænker," indrømmede han og så lidt frem for sig. "Vi skal..." han rynkede brynene som han lod det sive ind. Han havde ikke været interesseret i hendes graviditet sidst og det havde han lidt fortrudt nu hvor han fandt ud af hvor fantastisk det var at være far, denne gang havde han muligheden for at gøre det om.

[Deleted]

Hun smilede: "Jeg siger det fordi jeg elsker dig" sagde hun i en rolig stemme og kiggede i mod ham. Hun elskede virkeligt Adrian, og hun kunne slet ikke fokuserer på andre mænd end ham, og det var en underlig fornemmelse. Hun var ellers aldrig faldet for bare en fyr, men hver gang hun kiggede på ham kunne hun igen mærke hvordan hun bare havde lyst til at kysse hver eneste del af hans krop.
Desuden havde Adrian jo givet hende Hope, og selvom hun stadig tvivlede på om han var far til barnet, så var han jo var moralsk set hendes far og det ville andre ændre sig.

Harper lod varene stå på bordet, og gik hen til ham for at sætte sig på hug foran ham og ligge sine hænder på hans knæ: "Jeg det kom også som et chok for mig, men jeg tror måske det er meget sundt at have to, så kan de også passe på hinanden når de vokser op" sagde hun i en rolig stemme.
Hun elskede Adrian og hun ønskede virkeligt det her, men hun ville naturligvis ikke presse ham: "Men jeg forstår også godt hvis du syntes det er dumt, nu hvor vi har så meget andet omkring os" sagde hun roligt.

[Adrian Russo]

Hendes smil blev gengældt, "jamen jeg elsker da også dig," slog hans ærligt fast. Hun var både det bedste og det værste der nogensind var sket for ham. Det værste fordi han ikke ville have stået i lort til halsen hvis det ikke var for hende, men det bedste fordi han elskede hende og ikke ville bytte det væk for noget andet.
Ærligt ville han hellere have alt det dårlige gange 10 end at miste bare 5 minutter af det gode. Han ville aldrig kunne få nok af hende uanset hvad der så end måtte ske i fremtiden som jo desværre var meget usikker. Ikke for dem som par, men nok nærmere med dem som levende.

Som hun sank ned foran ham kiggede blev han igen nærværende for de titusind skrækscenarier der lige havde husseret hans tanker. "Men...vi skal jo passe på dem begge to." Sagde han lidt desperat. Hvad hvis der skete dem noget? Det ville han jo slet ikke kunne bære.
Modsat sidste gang hun havde fortalt det var han bekymret denne gang, ikke vred. Han så indtrængende på hende, "vil du virkelig gerne føde endnu et barn ind i alt dette her?" Her mente han det "skrækkelige" liv som mugglere. Han hadede ikke rigtigt at kunne bruge magi, og bare det at hele dette hus jo nærmest kunne ligge i hans soveværelse derhjemme gjorde det måske heller ikke helt så børne-plads-venligt. Der var ikke engang plads nok til at Hope kunne få sit eget værelse medmindre det blev i kælderen. Stadigvæk var han dog ikke sur eller irriteret, han ville bare sikre sig at de ikke tog en overilet beslutning.

[Deleted]

Hun smilede til ham. Havde man for fem-seks år siden sagt til Harper at hun ville ende sådan her, så havde hun troet at folk var fulde af løgn, også med en auror? En af dem hun hele sin ungdom havde hadet aller mest? Det var en vild tanke.
Alligevel så kunne hun ikke slippe den glæde det gav hende at være sammen med Adrian, og nu hvor han også havde givet hende Hope, så havde hun også utroligt mange ting at være taknemmelige for, hun elskede den lille pige og ville gøre absolut alt for at holde hende i sikkerhed.

"Nej Adrian det vil jeg ikke... Men vi har jo ikke rigtigt noget valg, jeg mener... Tror du nogensinde at det bliver bedre? At garden og Judas holder op med at jagte os?" spurgte hun ærligt, de kunne da godt vente til de fik et normalt liv, men det var da ikke noget hun regnede med at de ville få lige foreløbigt.
"Jeg vil ikke det her uden dig... Men.. Jeg har bare svært ved at se at jeg vil have det godt med ikke at få det" sagde hun ærligt, i det mindste turde hun sige sin mening til ham, også selvom hun altid var en smule nervøs for om han verbalt ville overfalde hende, de var jo ikke altid så gode til at kommuikerer.

[Adrian Russo]

Adrian kunne ikke helt finde ud af om han skulle juble lige nu. Det var jo gået godt med Hope og han elskede sin datter så højt og han elskede Harper så måske var det ikke en dårlig ting at få et ekstra barn? Dette her var jo hans liv nu, og selvom han ikke havde set sig selv sammen med en dødsgardist så kunne han ikke elske hende mindre af den grund. Måske han også levede lidt i den naive overbevisning at hun hun ikke var så slem som dødsgardist.
Ja da de havde et valg, de kunne få det fjernet, men på den anden side virkede det bare ikke helt som en mulighed. Før Hope blev født havde han ikke så meget som overvejet muligheden at få et ekstra barn, men nu hvor han vidste hvor fantastisk det var at have en familie havde han det ikke så godt med at skulle bede hende om at få en abort.

Han tog en lidt dyb indånding og smilede så svagt til hende. "Okay...så gør vi det." Sagde han en smule tænksomt, "men måske vi så burde finde et større sted at bo?" Han skar en mild grimasse. Huset her var jo nærmest for småt til bare de tre så at skulle have et ekstra barn her var jo nærmest umuligt.
"Jeg indrømmer at jeg ikke ved om det er en god ide, men jeg vil ikke bede dig om at få det fjernet.. ikke igen...desuden virkede det jo ikke særlig godt sidste gang." Han sendte hende et lidt sigende blik. Der havde hun bare løjet for ham, så det var vel bedst at de var enige om det fra starten denne gang.

[Deleted]

Hun nikkede roligt som han snakkede om et større sted at bo, ja det ville hun da også gerne have: "Jeg vil egentligt hellere snart hjem" sage hun en smule opgivende, det her havde jo varet mange år, og hun havde efterhånden ingen idé om hvordan tingene skulle ende godt, skulle de bare elve i frygt og isolation forevigt.
"Og hvad med når Hope og den nye bliver større? Skal de så også vokse op i et liv hvor de knapt må gå udenfor?" spurgte hun frustreret, en ting var jo da de kun havde været de to, men nu var de jo en familie og selvom Harper for alt i verden ville beskytte sine børn, ville hun jo heller ikke binde dem fast til altid at være nær deres forældre.

Hun rejste sig roligt op som hun havde siddet på hug foran ham, og lænede sig så ned i mod ham for at placerer et kys på hans læber: "Vi skal nok klare os igennem det" sagde hun i en rolig stemme og kyssede så hans læber endnu engang, selvom de havde været sammen længe, så elskede hun ham stadig højt.
[b)"Desuden er det en god ting Adrian, vi elsker jo Hope"[/b] sagde hun og tog hans hånd for at ligge den i mod hendes mave, selvom den jo ikke ligefrem var stor endu, men hun vidste at Adrian nok skulle blive glad for tanken, han var jo så god en far overfor deres datter.

[Adrian Russo]

Hans smil fadede lidt, han havde været lidt bange for at nævne alt det derhjemme for han havde haft en ide om at hun måske ikke havde syntes at det var så slemt alt dette her. På den anden siden kendte han hende jo, så hvad der havde givet ham den tanke vidste han egentlig ikke.
"Det ved jeg, og tro mig, hvis jeg kunne fik jeg os alle hjem." Han vidste bare godt at det ville være for risikabelt som tingene var lige nu.
Han sukkede blidt og rystede let på hovedet, "det ved jeg ikke, men vi må jo gøre hvad vi kan for at holde dem i sikkerhed." Sagde han roligt. Det det var jo deres ansvar som forældre.

Han gengældte hendes kys og nikkede så, "det ved jeg....men jeg kan ikke lade være med at bekymre mig," indrømmede han, han ville ikke stoope med at bekymre sig for familien før Judas og Raysal var fanget og deres latterlige foretagende opløst. Indtil den dag kom ville han beskytte sin familie med alt hvad det krævede af ham, om så han skulle opfostre sine børn uden magi.
Han rejste sig op fra stolen og lagde armene omkring hende for at trække hende ind til sig, "du har ret," han tog en lidt dyb indånding, "måske vi i stedet for at gå og leve i frygt og vente på at kunne komme hjem at vi bare skal begynde at leve igen, vi har hinanden og vi har Hope og snart en lille en mere." Lidt prøvende lod han en hånd finde hendes mave, "det er vel alt vi i bund og grund behøver?" Pengene ville nu også være rart, men han måtte jo erkende at de ikke var de vigtigste.

[Deleted]

Harper nikkede: "Jeg gad bare godt at leve et normalt liv, du ved jeg har altid ønsket at blive noget stort indenfor dødsgardisterne, men nu drømmer jeg mest bare om at få et helt almindeligt og kedeligt liv" sagde hun i et smil og kiggede på ham, hun ville bare gerne leve et normalt liv med Adrian, Hope og den lille nye.
"Skal vi snakke om et navn...?" spurgte hun roligt, ikke at de vidste om det blev en pige eller en dreng, men derfor kunne de jo godt snakke, hun ville have det fint med hvis det matchede Hope lidt, det var jo et meget specielt navn, men Adrian syntes det var utroligt sødt.

Som han lagde armene omkring hende, puttede hun sig ind til hans brystkasse, hun elskede ham utroligt højt og ville gøre absolut alt for at holde sig på god fod med ham, han betød meget for hende og hun var sikker på at hun ikke kunne undvære ham.
[b}"Ja det er det... Men savner du ikke din familie nogengange? Altså jeg har jo ikke den vildeste familie"[/b] sagde hun i et smil: "Altså jo, i tre er min familie" sagde hun, den lille nye var jo også en familie, selvom at han eller hun ikke var kommet til verden endnu.

[Adrian Russo]

Adrian forsøgte at undertrygge en mild fnysen som hun nævnte dødsgarden og hvordan hendes planer havde været med at "blive til noget stort" inden for den. I hans øjne var det stadigvæk komplet latterligt. Hvem i alverden gik dog efter det. Derudover hadede han når hun bragte den fortid op for det betød at han igen blev mindet om hvem hun var dengang, når han langt bedre kunne lide hende som den hun var nu.
I hans lille naive sind var han blevet enig med sig selv om at hvis de ikke snakkede om det var det aldrig sket. "Du er bare blevet fornuftig med tiden," svarede han roligt. "Jeg glæder mig til at vi en dag kan komme tilbage og leve helt normalt igen, men for nu må vi nyde hvad vi har." Sagde han stille. Han var glad for hvad han havde, men han savnede stadigvæk sit store hus, tre - snart fire - mennesker og en stor hun fyldte meget i et hus der kun havde en stue og to små værelser.

Han nikkede lidt da hun spurgte om de skulle snakke navne. "Hvad med Maximillian til en dreng?" Spurgte han. Han havde ellers slet ikke været hooked på denne slags før, men var nok blevet det lidt efter alt det med Hope. Han havde fået øjnene op for at det at have en familie kunne være ret hyggeligt.
En lidt arrogant latter undslap ham da hun spurgte ind til om han savnede sin familie, "Du mener min sadistiske far der forsøgte at hoppe på min kæreste? Eller mine to brødre der ville hugge hovedet af mig og sælge det med min mund som askebære hvis de mente der var nok penge at tjene på det?" Han slog lidt ud med hånden og rystede på hovedet, "nej...faktisk er det dejligt problemfrit uden dem." Han havde aldrig stolet på hverken Leo eller Al skønt han altid forsøgte at hjælpe dem forventede han aldrig noget tilbage, så blev han i det mindste ikke skuffet. "Du og Kaya lader da til at komme ret godt ud af det sammen?" Han smilede til hende. "Ja det er vi." Fastslog han og kyssede blidt hendes pande.

[Deleted]

Harper var glad for Adrian, og hun håbede da også at de to ville kunne finde ud af tingene mange år fremover, heldigvis havde deres skænderier ikke været så voldsomme på det sidste, som de til tider godt kunne blive, når de to først gik godt igang.
"Fornuftig? Du kan selv være fornuftig" gav hun igen, ja hun havde forandret sig meget, især efter at de havde fået Hope, før hende havde der altid været så meget drama i hendes liv, og selvom de jo stadig levede i orkanens øje, så var der i det mindste ro på, og de kunne nyde hinanden og Hope til fulde.

"Maximilliam og Hope? Lyder det ikke som to helt forskellige verdner?" spurgte hun i et grin, hun havde lidt en idé om at barnet skulle hedde noget lidt over i mod Hope: "Hvad med Faith for en pige? Til en dreng måske sådan.. Noble eller Rebel? Eller ehm... Justice?" sagde hun og vidste godt det måske var underligt, men hun syntes bare de var så pæne og specielle.
"Ja det er fint nok, vi har jo aldrig haft et særligt tæt forhold" sagde hun, de var jo ikke ligefrem vokset op sammen: "Jeg håber bare vi vil være så glade her forevigt" endte hun i et stille smil.