Ehm.. Surprise?

[Deleted]

"Hver eneste gang? Du får det til at lyde som om jeg er et mega røvhul der aldrig fortæller dig noget" sagde hun og følte sig pludseligt såret atter engang, hun vidste godt det var forkert, men kunne han ikke se det en lille smule fra hendes side? Hun gjorde det jo fordi hun ønskede at være sammen med ham.
"Du er modbydelig lige nu" sagde hun som han retted epå hende da hun sagde hans datter, han havde jo altid følt hende som en datter, så hvorfor skulle de ændre sig bare fordi at manden der måske var hendes far var en anden, Harper vidste jo godt at det var damned up.

"Jeg kaster ikke skylden på dig, men forhelved Adrian hvis jeg havde fortalt dig det og havde været død nu, ville du så være glad?" spurgte hun, kunne han slet ikke se at hun også havde været fanget i det her?
"Jeg elsker dig Adrian, og det er den eneste grund til at jeg har handlet sådan her" sagde hun, hun tænkte meget over det efter hun havde opdaget det, men med årene var det roligt gledet i baggrunden, det var jo ligemeget, de var jo glade for hinanden og det var vigtigere.

[Adrian Russo]

Han sendte hende et gennemborende blik. "Du fortæller mig en del, men du holder fandme også meget skjult for mig Harper og jeg er så træt af det! Er der andre ting som du godt ved du bør fortælle mig, for så opfordre jeg dig til at gøre det nu!" HAn kunne jo lige så godt få det hele på en gang.
Måske han var uretfærdig lige nu, men han havde svært ved at tænke når han blev presset så sagde han bare lige hvad der faldt ham ind. "Men det er jo sandt åbenbart." Han var så tosset på hende. Hun kunne ikke gøre for at hun var blevet voldtaget af hans far, men hun kunne da godt have fortalt ham det noget før! Desuden havde det jo teknisk set været hendes eget valg at opsøge garden der.

"Du havde da ikke været død! Du har da lige fortalt mig det og se vi lever endnu!" Gav han igen. Det var så dumt, kunne hun ikke have sagt det på natten de var flygtet, hvor Hope også var blevet født? Det ville da have været ret god anledning skulle han mene.
Han rystede på hovedet, "det her er simpelthen så langt ude," mumlede han opgivende. Han elskede jo også hende, men var bare lige nu for stolt til at indrømme det fordi han var sur på hende. Logisk set vidste han jo godt at han ikke kunne undvære hende.

[Deleted]

Harper var udemærket godt klar over at Adrian ville være sur over det her, og hun havde da også forberedt sig på det så godt hun kunne, men derfor gjorde det stadig ondt på hende at han sagde alle de ord. Harper havde altid været hård, men når det kom til Adrian, så ramte alt hvad han sagde hende i hjertet.
"Nej der er ikke andet... Du aner ikke hvor meget jeg har spekuleret og hvor længe jeg har lagt søvnløs over at skulle fortælle dig det her" sagde hun og kunne mærke hvor tungt hendes hjerte var ved følelsen, hun var bange for hvad konsekvenserne ville være.

"Du er simpelthen så ond! Hvornår begynder du nogensinde at forstå at man nogengange gør ting fordi man holder af folk?" spurgte hun i en hård stemme, hvad foregik der! Hvorfor skulle han altid lave sådan et drama ud af tingene, hun ville bare så gerne have... Hun ville bare.. At de var sammen og at de kunne være ærlige.
"Ja det er langt ude, men jeg har aldrig ønsket det Adrian, jeg har kun ønsket dig... Jeg turde ikke fortælle dig det fordi at jeg ikke ønskede at sætte mere i farer men også fordi jeg vidste det måske betød du ville forlade os" sagde hun i en rolig stemme og prøvede ikke at hæve den nu hvor Hope lå og sov.

[Adrian Russo]

Han var bare voldsomt irriteret på hende lige nu, men sådan reagerede han altid når han ikke kunne gennemskue tingene. Ved at fare op og være negativ og råbende. Han ville virkelig ikke gå fra hende, og det havde han nok heller ikke planer om selvom al hans fornuft sagde at han burde, og måske han og nød lidt at hun tvivlede, udelukkende for at give hende en lærestreg.
"Du skulle have sagt det da du fandt ud af det!" Blev han stædigt ved, "det var ikke dit valg at tage Harper!" Vrissede han og lod armene falde over kors, "du burde fortælle mig det så vi kan se på tingene sammen og ikke først flere år senere når du venter vores barn!" Kunne hun ikke selv se hvor tarvelig en situation det var at sætte ham i? Han var tosset.

Hendes ord ramte ham, det var nok derfor at de altid endte med at råbe og skrige af hinanden når de blev sure, fordi de mange gange prøvede at stikke lidt til hinanden for at få ret. "Jeg er sguda ikke ond! Det er da dig som har hold det skjult for mig i så mange år!" Argumenterede han stædigt som gav det ham ret til at være en idiot omrkring det.
Han anede ikke hvad han skulle svare til hendes begrundelse. Han var stadigvæk pisse sur, men han ville heller ikke sige at han ville forlade dem, for det vidste han jo godt inderst inde at han nok ikke ville være i stand til. "Du burde stadigvæk have sagt det til mig," sagde han blot og sendte hende et hårdt blik. Hvor var hun dog irriterende og hvor han dog hadede at tingene var på denne måde.

[Deleted]

"Og risikerer at blive slået ihjel? Adrian forhelved, forstår du slet ikke hvorfor jeg handlede som jeg gjorde?" spurgte hun frustreret og kunne mærke hvordan det åd hende op indefra, hvorfor kunne han ikke bare for en gangs skyld prøve at sætte sig ind i hvorfor hun havde handlet som hun gjorde.
"Adrian, jeg havde lagt det bag mig, jeg tænkte slet ikke det var relavant og at det ville andet end skade vores forhold anyway, men det er jo relevant fordi at hvis du vil have tage testen, så vil de jo nok kunne se det" sagde hun, hvis det var Adrian's barn var det jo fint, men var det hans fars kunne de jo nok se at der var noget off med den DNA profil.

"Så det du siger er, at hvis jeg havde fortalt dig det imens jeg havde gået gravid med Hope, hvor du i forvejen var skide sur over jeg var gravid... At du ikke havde forladt mig?" spurgte hun i en ærlig stemme, for det havde netop været hvad hun hele tiden havde frygtet.
"Ja det burde jeg, og jeg er ked af det Adrian, men jeg var så bange for at miste dig og at det her bare ville ende" sagde hun, nu havde de jo i forvejen ikke haft de bedste odds dengang de var startet med at falde for hinanden.

[Adrian Russo]

Han pustede sig lidt op og slog ud med hånden, "nej Harper, det gør jeg virkelig ikke!" Slog han irriteret fast og lod armene falde over kors. "De har jo ikke kunne røre os så længe vi er her," påpegede han, "og vi har været her siden Hope blev født så ergo har du haft masser af tid til at fortælle det."
Blodet begyndte at koge lige med det samme, "du tænkte ikke at det var relevant?! Så hvis ikke det havde været fordi du var gravid så ville du aldrig have fortalt mig det?!" Rasede han. Hans temperament havde det med at løbe af med ham når han blev rigtig vred og lige nu havde han næsten lyst til give hende en dumflad for at være så egoistisk.

"Jeg siger bare at det kunne være rart at vide at jeg kunne stole på dig! At du havde lært af dine fejl om at holde ting skjult for mig, men det er bare som om at du aldrig lærer det!" Råbte han vredt og var lige nu ligeglad med om han kom til at vække Hope, han var bare så tosset.
"Jeg kan slet ikke overskue dette her lige nu!" Han kørte en hånd gennem håret helt ude af sig selv. Hvad fanden skulle han stille op med alt dette her, det var så irriterende at hun ikke fortalte ham tingene før hun mente at det var "nødvendigt".

[Deleted]

"Du behøvede jo ikke at vide det Adrian, det er en del af min fortid jeg ikke har lyst til at snakke om, er du klar over hvordan det er at blive voldtaget siden man var 14 år gammel? Nej! Det gør du ikke" pointerede hun hårdt, den mand havde aldrig været god i mod hende, og hun havde ingen lyst til nogensinde at have noget at gøre med ham igen.
"Jeg var i fuldkommen chok den dag til familiemiddagen" sagde hun, og hun hade da også overvejet flere gange om hu burde slå op med Adrian, bare fordi at hun ikke ønskede at leve i sådan en forfærelig familie, men hun elskede ham bare alt for højt.

"Du kan stole på mig Adrian..." sagde hun og kunne mærke hvordan hun fik tåre i øjnene ved tanken om at han måske ikke ville stole på hende: "Hold nu op... Adrian please" sagde hun og tog fat omkring hans hånd i håb om at hun kunne tale ham til fornuft.
"Jeg elsker dig, og jeg elsker Hope og jeg elsker også allerede den nye... Jeg har ikke lyst til at miste noget" sagde hun og sank den klump hun havde i halsen, hvor hun dog bare hadede dette her.

[Deleted]

Alastair mærkede til sin store fortrydelse hvordan han landede på noget der mærkedes ufattelig meget som mudder. Hans støvle lanede lidt derfra og han kiggede sig hurtigt omkring. "Please lad det være mudder," mumlede han for sig selv som han kiggede på sine hænder og kunne se antydningen af noget brunt.
Eftersom han også var våd kunne det heldigvis godt tyde på bare at være det. Han kiggede lidt rundt og fik øje på et lille hus for enden af hvad der måtte være en have, eller altså det var noget skovværk, men det lå ved kanten af en have. "Jeg håber det er det rigtige sted," sagde han henvendt til Nicole, inden han kom på benene.

Igen var hans magi ikke hvad den havde været. Han hævede sin stav og mumlede en modbesværgelse til det der havde gjort støvlen til en transitnøgle hvorefter han atter tog den på. Han fik kæmpet sig og stå fra det mudderhul han var havnet i og trak Nicole op at stå inden han slap hendes hånd. "Er du okay?" Spurgte han i et mildt suk.
Han ønskede ikke at vidreføre den diskussion de havde haft inden de greb nøglen. Faktisk ville han bare gerne ind og have noget rent tøj og et varmt bad. Bare det at være i et hus der ikke frøs til indvendigt når det var vinter var da fremskridt!
Han kiggede mod huset og som de kom tættere på så til sin lettelse Adrian passerer frem og tilbage i det ene vindue. Han så lidt oprevet ud, men AL gættede på at det nok skulle blive endnu værre ved det uanmeldte besøg.

[Deleted]

Nicole var usikker på det hele, det eneste der gjorde hende bar en smule mere sikker på hvor de skulle hen, var da det faktum at Alastair sagde hans bror var auror, så kunne der forhåbenligt være lidt mere stabilitet, måske han endda kunne hjælpe hende med at komme hjem?
Det var virkeligt svært for hende, hun var forvirret. Ikke nok med at hun var gravid så var hun også glad for Alastair og lige nu levede hun bare for de få bløde momenter de havde haft sammen, samtidig med at hendes indre sagde at hun skulle holde sig væk fra ham. Kærlighed endte alligevel aldrig som man gerne ville have det, det med Ben var jo ikke ligefrem endt lykkeligt selvom de havde ønsket det.

"Ja, ja det tror jeg" sagde hun og tog sig til brystet, hun havde en smule kvalme efter den tur, men intet der var værd at klage over, hun havde så mange andre ting i sin krop der ikke fungerede nu hvor hun rendte rundt med den store mave.
"Er du sikker på det er okay vi kommer forbi?" spurgte hun og trak vejret tungt ind, som hun greb fat i Alatair's overarm for ikke at vælte af sin svimmelhed og kvalme, det var dumt at rejse på den måde når man var gravid, det ville hun da huske fra nu.

[Adrian Russo]

Adrian kunne mærke at han virkelig måtte ligge bånd på sig selv for ikke at eksploderer op i ansigtet på hende. Et lidt for voldsomt temperament havde nok altid været en familiesvaghed. "Du skal ikke snakke som om du kender min egen far bedre end jeg gør!" Råbete han rasende, "jeg fik tæsk af ham stort set hver eneste dag! Han låste mig inde i et damning skab hvis ikke jeg fulgte hans mindste vink! Jeg ved præcis hvad han er i stand til!" Hun kunne da ikke bare sige at fordi hun ikke ville snakke om det måtte han ikke vide at de var i familie.
"Men ikke nok i chok til næsten at knalde ham." Vrissede han surt. Var der noget Adrian var ekspert i så var det at bage nag. Han var stadigvæk eddersur over det, præcis som han stadigvæk var tosset over at hun også havde knaldet Leonardo, og det var på trods af at det var før de fandt sammen og han i bund og grund ikke kunne tillade sig at være sur over det.

"Så det kan jeg? Hvad bliver den næste store hemmelighed så som du "burde have fortalt mig"? Kan du ikke se hvor svært det er at stole på en der ikke kommer med problemerne, men bare i stedet håber på at jeg aldrig finder ud af det?!" Han kunne slet ikke gennemskue dette her nu.
Adrian var så optaget af skænderiet at han slet ikke bemærkede hvad der foregik uden foran huset. "For helvede Harper." Mumlede han og trak hånden lidt til sig. Han ville bare gerne have at hun skulle tænke lidt over tingene og at han ikke bare tilgav hende lige med det samme igen. Det var også den eneste grund til at han ikke sagde han også elskede hende - for det gjorde han og det kunne dette her nok desværre ikke ændre på, men igen burde det nok have gjort det.

[Deleted]

Harper kiggede i mod ham og kunne mærke hendes øjne blive blanke, men som Adrian sagde at hun åbenbart ikke var i chok nok til at knalde ham, kunne hun mærke en kæmpe vrede og et sus gå igennem hendes krop. Troede han virkeligt at hun havde gjort det frivilligt?
Uden at tænke videre over det løftede hun hånden og placerede en syngende lussing så hårdt hun kunne lige over hans ene kind: "Du skal aldrig NOGENSINDE snakke til mig igen! Jeg flytter ud af det her møghul med Hope så snart at jeg finder noget andet! Så behøver du ikke bekymre dig om mig der åbenbart kun render rundt og skader dig liv!" rasede hun.

Hun var så rasende, så sur og så skuffet lige nu at hun havde lyst til bare at kaste en forbandelse over ham og få det overstået, men der prøvede hun trods alt at styre sig, det var jo kun fordi at han betød noget for hende, at hun blev så såret.
Hun lod aldrig folk komme tæt på, men med Adrian kunne hun jo ikke rigtigt undgå det og det gjorde desværre også at han kunne såre hende: "Du skal lade mig være! damn ud af mit liv!" rasede hun og vendte ham ryggen for at gå ind i soveværelset og begyndte at pakke sit tøj, hun gad simpelthen ikke det her mere.

[Deleted]

Alastair kunne godt høre at der var gang i den derinde, skønt han ikke kunne høre hvad der blev diskuteret. Han vendte sig kort mod Nicole med et næsten barnligt smil på læberne. "Ehm nej, jeg er faktisk ret sikker på at Adrian hellere sendte mig til måen end at ville have mig boende, men han er ret loyal så jeg håber at den side er stærkere end den side af ham der gerne vil kvæle mig." Svarede han ærligt. Han var bestemt ikke populær, men nu havde ham og Leo jo heller ikke ligefrem gjort livet nemt for deres kære bror.
"Nå, men hvor intet våger intet vinder." Han følte sig pludselig ret munter, egoistisk som han var fik han altid en eller anden mental tilfredsstillelse når tingene ikke fungerede for Adrian for det var jo ham der havde haft alt i modsætning til Leo og Al der havde måtte klare sig ved at vende enhver knut og stjæle hvis ikke der var nok til at betale regningerne.

Al hævede kloen og bankede på. Han forsøge at skjule smilet på læberne men for fanden hvor var det svært. Han vidste godt at det ikke var fair at være skadefro, men igen, åh hvor han dog elskede når Adrian havde lidt problemer.
Ikke at Al ønskede ham nogen større elendighed, men bare det at han ikke bare fik alt havd han pegede på.

[Deleted]

"Det kunne også godt være dit kønne ansigt fortjente at blive kvalt lidt" pointerede hun i en tør stemme, hun havde ofte lyst til at kvæle ham, mest fordi at hun virkeligt var faldet for ham den aften de havde været sammen og lige siden havde han været en kæmpe idiot.
Nicole var bare SÅ done med at være følsom overfor ham eller åbne sig selv, han kunne rende og hoppe og det var fint at han ville med, så længe han ikke regnede med noget, hun anede ikke engang hvad hun skulle stille op med barnet som jo desværre var halvt hans.

"Ja det lyder også som hyggelige mennesker" påpegede hun, som hun kunne høre larmen derinde fra, det var jo ikke ligefrem fordi det lød som om det var af glæde at de havde hævet deres stemmer så meget.
Som Alastair bankede på, afventede hun blot at døren blev åbnet. Om ikke andet kunne hun da håbe at den auror kunne holde hende i sikkerhed også at Alastair bare kunne skride. Nicole var langt henne, hendes mave var kæmpe stor og jo ikke ligefrem til at skjule med beklædning, hvor var det dog bare pinligt at hun havde aldet sig selv synke så lavt.

[Adrian Russo]

Adrian vidste at han var gået over grænsen i det sekund han så hendes ansigtsudtryk og ham mærkede hvordan han fortrød sine ord. Den syngende lussing kom komplet bag på ham, kinden brændte og han førte en hånd over den imens han så chokeret på hende. SÅ vred mindes han ikke at have set hende før og hele hans attitude faldt til jorden som hun sagde at hun ville skride.
"Harper vent," sagde han og greb ud efter hende, men hun var allerede suset forbi ham for at gå ind og pakke. "Undskyld," sagde han desperat, hvorfor lærte han aldrig at stoppe når legen var god? Eller det var den jo sådan set ikke, men dette her var bare ikke lige det han havde planlagt.

I det samme lød der en banken på døren og Adrian kiggede alarmeret mod den. Hvem i alverden kunne det være? De havde kun haft en gæst i al den tid de havde boet her og det var Kaya, Harpers søster....hans kusine...han slog tanken ud af hovedet og kiggede tilbage mod Harper, "venter du gæster?" Spurgte han undrende. Ikke at han regnede med det.
Langsomt gik han tilbage ind i stuen og fandt staven frem. Han tøvede lidt med hånden mod håndtaget inden han låste op og åbnede. Synes der mødte ham fik ham næsten til at tabe underkæben. "Hvad laver du her?" Udbrød han vredt. Hvordan kunne det være at alle bare fandt dem? Og det at Alastair vidste hvor de var betød at en flugt ville være en god ide. Først nu faldt blikket mod den højgravide kvinde bag lillebroren. "Nicole?" Han så tilbage på Al. Nu havde Adrian ikke fuldt så meget med, eftersom de havde boet her, men han havde da hørt at hun var meldt savnet. Hun var jo en kollega, eller havde i hvert fald været. "Hvad foregår der?" Spurgte han og gloede fra den ene til den anden.

[Deleted]

Harper ventede ikke og marcherede stadig ind i soveværelset, men nåede dog kun lige derind som det bankede på: "Ja jeg har glemt at fortælle jeg har inviteret dødsgarden til fest" sagde hun ironisk og kiggede i mod ham med et fortsat såret og vredt blik, hun kunne ikke bruge hans undskyldning til meget lige nu.
Som døren gik op kiggede Harper i mod de to der stod, og som hun fik øje på Leonardo, stilnede hun: "Hvordan har du fundet os?" spurgte hun og kiggede i mod Adrian som han åbenbart lignede en der kendte både ham og hende: "Kender i hinanden?" spurgte hun og pegede fra Leonardo til Adrian.

HUn var stadig sur og skuffet, lige nu vidste hun at hende og Adrian var nødt til at have en alvorlig snak, men det var nok ikke lige tidspunktet: "Og tak for sidst, du ser lige så godt ud som du plejer" sagde hun og smilede til Leonardo, hun gik ud fra det var ham. Hun vidste godt at han havde en tvilling, ham havde hun jo også set nede i forretningen, hun var jo trods alt kommet der en del når hun manglede penge.
Hun afventede som Adrian allerede spurgt hvad de ville, var det godt eller skidt at Leonardo havde fundet dem? Han havde jo også rødder i dødsgarden og sikkert også så mange andre steder.