Natteravnen

[Deleted]

Han hørte hendes skrig og vendte sig om og satte i løb. Han sprang hen over slangerne og løb hurtigere og hurtigere. Han kastede sig ind foran hende og skreg af sine lungers fulde kraft "PATRONUS" han fremtvang hans hvide væsel som dansede imod dementoren og fik den til at forsvinde. Han kiggede på Echo og hev hende op til sig og gav hende en plade chokolade mens han mumlede "For fanden unge dame"

[Deleted]

Echo nåede lige akkurat at hører Chesters ord, inden hun forsvandt helt hen. Med et gisp kom hun få minutter senere til bevidstheden, og satte sig straks op, for til sin lettelse at se at dementoren var forsvundet. Uheldigvis (hvis man overhovedet kunne sige det, eftersom han jo netop havde reddet hende) stod Chester nu foran hende, og rakte hende en plade chokolade. Uden at tænke videre over det tog Echo imod chokolade, og tog en lille bid. Det var en anelse bittert. Hun var stadig en anelse svimmel, og turde derfor ikke prøve med at 3 flugtforsøg. Da hun havdet fået samlet sig selv nogenlunde, tyggede hun af munden, inden hun lettere forlegnet rettede blikket mod Chester. ”Tak..” sagde hun dæmpet, med et skævt smil på læben og førte en hånd igennem det blonde hår. Det var efterhånden ved at være pinligt, sådan som Chester måtte redde hende ud af den ene kattepine efter den anden. ”..Chester..du har gjort så meget for mig…og jeg synes ikke du skal bruge mere af din tid og energi på mig. Vi kan alligevel ikke bevise noget.” sagde hun og trak benene ind til sig, med hagen hvilende på knæene.

[Deleted]

Han kiggede på hende og sukkede let "Det var så lidt, er du 1000 meter løber eller sådan noget" han sukkede tungt ud og sukkede, han var virkelig ved at træt af at jagte hende. "Echo, det er dit problem. er din verden kun sort og hvid? Tilfør den nogle farver" han sukkede strengt og kiggede rundt "Så vil du kunne redde dig selv, uden overhovedet at have tænkt over det" han smilede blidt og strøg hende over kinden for at trøste hende.

[Deleted]

Echo trak let på skulderne. ”Jeg er ikke sortseer. Jeg er bare realist..” sukkede hun og skjulte ansiget mod sine knæ. ”Kan du ikke bare tage mig med tilbage så jeg kan få det hele overstået” mumlede hun mod knæene. Hun beundrede virkelig Chesters optimisme. En så positiv fyr som ham skulle man lede længe efter. Hun lagde armene om sine ben, og forsøgte at drømme sig tilbage til dengang hendes evne bare var en hemmelighed og hun stadig havde en lys fremtid foran sig.

[Deleted]

Han kiggede på hende og nikkede "Jo det er du virkelig, det er du virkelig" han sukkede og strøg hende over ryggen "Det kan jeg ikke, for der er ikke noget og sige endnu. Du skal virkelig begynde at tale for at jeg kan stykke det hele sammen Echo" han sukkede tungt og kiggede på hende og lænede sig tilbage "Hvorfor brugte du slangerne imod mig? Det får det heller ikke ligefrem ud til at se mere positivt ud?"

[Deleted]

Echo sukkede dybt. ”Men hvad er der at tale for? Du har jo intet at stykke sammen af..” mumlede hun mod knæene og lukkede øjnene. Ved hans næste ord trak hun let på skulderne, stadig med ansigtet lagt i skjul. ”Hvad skulle jeg have gjort? Du havde jo ikke tænkt dig at lade mig gå…” svarede hun stille. Kom det virkelig sådan bag på ham? Hun løftede hovedet op og fugtede læberne. ”Hvorfor bekymre du dig der overhovedet for mig? Kan du ikke bare være ligeglad?” vrissede hun, da de store grønne øjne mødte hans, med et sørgmodigt blik.

[Deleted]

Han kiggede på hende og sukkede tungt "Du er alt for naiv, du tror at fordi en person skubber dig væk og siger at personen ikke har set dig. Så er det hele spildt?" han lagde hovedet på skrå og sukkede irriteret. Hvorfor ville hun ikke bare se at forstå at han prøvede på at hjælpe hende? Han kiggede på hende og lagde hovedet på skrå "Stille!" hans irritation over hende, var nærmest på højde med den dag hun trådte ind på hans kontor og spillede så uskyldig og provokerende. Han rejste sig op og sparkede til en sten "Nej det havde jeg fandme ikke Echo, for du har brug for min hjælp for at slippe ud af ministeriets bobble" han tog en sten mere og kastede ind i skovens dyb og sukkede igen "Jeg kan ikke være ligeglad, du er en del af mit job. Og mit job Echo" han trådte helt hen til hende så hans ansigt ikke var langt fra hende og hviskede det sidste faretruende "ER noget som jeg sætter ufatteligt pris på!"

[Deleted]

Echo for rasende op ved hans ord. ”Du skal overhovedet ikke tale sådan til mig!!” råbte hun med et arrigt blik og prikkde ham hårdt i brystet med en finger. Hvad fanden bildte hans sig ind!? Troede han at han talte til et lille barn? Han kunne tro om kunne han. Hans næste ord og den provokerende måde han stak hovedet helt op i ansigtet op i hovedet på hende, var nok til at sætte fut i den gnist i hende han netop havde lavet. Han nåede kun lige at færdiggøre sætningen, inden hun med begge hånder gav ham et hårdt skub i brystet. ”So what!” hvæste hun og slog armene ud til siden. ”Ved du hvad? Jeg går tilbage til slottet. Så må jeg tage den konsekvens der nu engang måtte være. Bare jeg kan blive fri for at høre mere på dig og dit konstante behov for at nedgøre mig!” sagde hun arrigt og skulle lige til at vende sig om, da hun i stedet gik helt hen til ham, så der kun var et par cm mellem deres næser. ”Og den eneste naive her er dig , hvis du tror jeg har brug for din hjælp” hviskede hun hånligt med blikket i hans, inden hun vendte sig om og satte kurs mod søen. Så kunne hun i det mindste finde vejr derfra.

[Deleted]

Han kiggede på hende med lyn i øjnene "Nej for man skal fandme helst føje dig Echo" han stirrede intenst på hende, vreden var malet langt ind i hans krop og hans holdning havde ændret sig på under 5 sekunder. Han tårnede op og kiggede latterligt irriteret på hende og fnyste "So what? SO WHAT?" han løftede irriteret sin arm og grinede hånligt "Ja jeg glæder mig til at skal følge dig ind i Azkaban i morgen aften, for det er nemlig lige præ damning cis hvor du er på vej hen. Lille dukke barn!" han grinede og fnyste hånligt igen "Jeg kan love dig for at jeg er naiv, fordi jeg troede du have en hjerne. Men det har du tydeligvis ikke. Så hvis du går nu, skal du fandme ALDRIG nogensinde regne med min hjælp igen!" han hvislede det sidste og bakkede et par skridt baglæns i håbet om at han ikke ville komme til at kværke hende så.

[Deleted]

”Poor me, huh?” halvråbte hun mens hun med hurtige skridt efterlod ham. Så han mente altså at hun var dum? Til trods for sin arrigskab, kunne Echo ikke finde ud af om han sagde det fordi hun rent faktisk havde såret ham, eller om han bare sagde det for at være et dumt svin. En del af hende håbede på det første. Når hun rigtigt mærkede efter, var hun et eller andet sted ked af at det hele var endt på den her måde. Hun kunne bare leve op til hele hans forstilling om at hende. Han troede tilsynladende hun var stærkere end hun var.

Efter et par minutter, stod hun atter ved søens bred. Det var en del køliger her end inde i skoven. Med et lille fnys, lagde hun armene om sig, og i kørte dem op langes siden i gentagende bevægelser i et forsøg på at få varmen. Hun skævede ned mod sine knæ, der var indsmurt i mudder og visne blade. Sikke noget lort! Med rolig skridt fortsatte hun hen langs søen. Selvom hun frøs, ville hun ikke tilbage til slottet lige med det samme. Det kunne trods alt blive hendes sidste aften ude i det fri. Hvordan kunne han gøre det mod hende? For første gang i lang tid trillede en tåre ned over hendes kind. Af en eller anden grund havde Echo troet at han rent faktisk kunne lide hende. Måden han så på hende på. Men måske var det bare det rene spil for galleriet.

[Deleted]

"Ja du er virkelig ynkelig, jeg har aldrig oplevet nogen havde så ondt af sig selv. Som du har" han vendte sig væk fra hende, faktisk skar det ham en smule i hjertet at han skulle være sådan en idiot, men hun skulle ikke tro at hun kunne blive ved med at løbe om hjørner med ham, at hun kunne blive ved med at være sådan en klap som hun var lige nu. Han gik op imod slottet, denne aften var stadig lang og smuk og han havde bestemt sig for at han hellere måtte snakke med hendes veninde igen, for at se om svaret stadig var det samme? Så det gjorde han og endeligt dækkede veninden over hende. Han satte sig ned i storsalen og stirrede tomt rundt, der var så mange gode minder her som han kunne holde tæt i sit hjerte og beskytte, men på den anden side var her også mange hjerteskærende minder som kunne knuse ham med et enkelt ord og minde. Han sukkede tungt og lagde sit hoved på Slytherins langbord og gabte en enkelt gang, her var rart at være igen. Duftede næsten som da han selv havde været elev.

[Deleted]

Echo havde vel været væk i ca. halvenden time, da hendes hoved tittede frem bag murstene. Der var fri bane. Med hurtige skridt bevægede hun sig op af stentrappen, med kroppen ind langs muren. Efter hun var gået sin vej, havde hun haft tid til at tænke situationen igennem. Hun var ked af at hun havde ladt sine følelser overumble hende - og ikke mindst Chester på den måde. Hun havde altid haft et ret eksplosivt temperament, der sommetider løb af med hende.

Da hun var nået helt op af trappen, fortsatte hun ned langs en lang gang. Hun havde netop passeret de store trædøre til storsalen, da hun pludselig hørte nogle stemmer, der langsomt blev højere. Hun stoppede hurtigt op og kiggede panisk tilbage. Var der ikke noget med at der var en smutvej til kollegiet fra storsalen? Det havde hun i hvert fald fået fortalt. Med et par hurtigt skridt, var hun henne ved dørene, som hun hurtigtigt skubbede op, inden hun forsvandt ind bag dem. Med ansigtet mod døren, lod hun den lige så stille glide i. Hun satte øret mod døren, mens hun holdt vejret. Et halvt minuts tid efter, var stemmerne væk. Selvom de havde talt dæmpet, kunne hun høre at det var nogle af vejlederne fra hendes kollegie. Et lettet suk forlod hendes læber, inden hun vendte sig om, og skulle netop til at bevæge sig hen til den anden ende af lokalet, da hendes blik fangede en skikkelse, siddende ved Slytherins bord. Hun stoppede brat op, og udstøttet et lille gisp. Der gik et par sekunder inden hendes øjne havde vænnet sig til det dæmpede lys, og hun kunne se hvem det var. En del af hende havde lyst til atgå hen til ham, og undskylde, men hendes fornuft mindede hende om at der netop lille havde været til vejledere forbi, og selv den mindste lyd ville fører dem herind. Hun strøg hurtigt en hånd igennem det blonde hår, og uden så meget som et ord, fortsatte hun med hurtige skridt hen forbi Chester, og videre ned i den anden ende af salen.

[Deleted]

Hans hoved blev liggende på bordet, han var alt for træt og bombet til at kigge op og se hvem der puslede rundt, han havde hørt vejlederne men for ham ville de ingen mening have så han blev derfor bare siddende, hovedet hvilede mod den iskolde bordplade og det var faktisk rart, den blev langsomt mere og mere behaglig som han lod det ligge der længe nok. Han udstødte et lille gab og lukkede øjnene i, måske kunne han falde i søvn her. Her duftede ihvertfald sindssygt lækkert og hjemligt, han nåede ikke at tænke over mere før end at han havde en af de der "Du falder ned og dør nu drømme" og han vågnede med et sæt og faldt at den lille bænk han sad på, men han var alt for træt til at rejse sig så han blev faktisk bare liggende på storsalens gulve og kiggede op i det smukke loft, også dette havde han tit stirret sig selv halvt ihjel ved at sidde og kigge på, de smukkeste stjerne hang deroppe og han fik virkelig lyst til at prøve og fange en af dem. Men trætheden overtog og han faldt hen igen, de sidste par dage med at stykke hendes historie sammen havde kostet ham en masse søvn og nu hvor det virkede som om der var styr på det hele havde han bare lyst til at sove og sove og sove.

[Deleted]

Echo havde netop fundet det sted i murvæggen, der rummede en hemmelig smutvej. Hun lagde hånden på en af murstenene som stak en smule ud og skulle lige til at fremsige besværgelsen, da der lød et brag bag hende. Hun vendte sig lettere forskrækket om og så at Chester, der før havde siddet på bænken, nå lå på gulvet. Hun kiggede kort ind mod murstene, inden hun forsigtigt bevægede sig hen til ham. Hvad var der med ham? Hun lod sig langsomt dumpe ned på knæ ved siden af ham, og bøjede sig forsigtigt ind over ham, mens hendes blik inspiserede ham. Hun lagde blidt en hånd på hans kind. ”Chester?” hviskede hun en bekymret, og hendes stemme, der en halv times tid forinden havde været fuld af bebrejdelse og vrede, var nu lige så blød som silke. Hun skævede kort tilbage mod døren til Storsalen. Mon nogen havde hørt det? Hun vendte ansigtet mod ham igen, og bed sig svagt i underlæben. Hendes hår var faldet ned over skulderen, og nåede lige at strejfe hans ansigt, da hun med en hurtig bevægelse skubbede det om på den anden side af nakken.

[Deleted]

Han glippede med øjnene et par gange og kiggede op på hende "Echo?" hans stemme var mussestille og tør som hvis man havde spist et tørt stykke sandkage. Han kiggede ind i hendes øjne og mærkede hvordan hendes hår kildrede ham i ansigtet, han lagde sin hånd på hendes kind og smilede let "Jeg er helt færdig, jeg har brugt så meget energi på at hjælpe dig. At jeg er så træt, at så snart jeg sidder eller ligger et eller andet sted, så falder jeg i staver eller i søvn" han grinede let og satte sig op og kiggede på hende, hun var stadig smuk selvom hun var så fjollet at stikke af gang på gang, han gabte let og strøg hende over kinden "Du behøver ikke løbe mere, jeg har fået din venindes mund på gled. Hun har sagt hun så dig!" han smilede og kiggede ned, han havde gjort hans job nu ville han være endnu en i mængden som ville kunne huske hans navn fordi han havde hjulpet dem. Mere ville han ikke være når han denne aften gik her fra, forlod hende og ikke så hende igen. Det skar ham en smule i hjertet og han sukkede tungt ud.