Natteravnen

[Deleted]

Chester Cleve Niles

Solen var for længst forsvundet bag bjergene og mørket lå nu som en skygge over slottet. Langt de fleste af skolens elever, lå allerede i deres seng. På nær én. Echo. Som mange gange før havde Echo sneget sig ud i nattens mulm og mørke og bevægede sig nu med hurtige skridt, ned mod søen. Natteluften ramte hendes snehvide hud og frembragte en svag rosa farve i hendes kinder. I nakken og på de bare armene fik den kolde luft hårene til at rejse. Hun skælvede halvfrysende, idet hun passerede de store egetræer, et stykke fra søen, og fortsatte hen langs breden, under nogle andre træ, bag et lille buskas. Søen, hvori månen spjelede sig i, lå fuldstændig uforstyrret hen, og kun lyden af kvækkende frøer, afbrød stilheden. Echo var ikke nået at kravle i nattøjet, og var derfor iført den sædvanlige Ravenclaw uniform, bestående af en musegrå nederdel, der endte lidt over midten af låret, en hvid skjorte, med et blå/gråt slips omkring kraven, en strikket cardigan i samme blå farve, musrgrå knæstrømper og et par sorte laksko.

Hun fortrød hurtigt at hun ikke havde taget sin kappe på. Så havde hun ikke frosset nu. Dog kunne hun ikke have noget der flagerede på hende. Så risikerede hun at blive opdaget. Nogle kunne undre sig over hvad hun lavede ude på denne tid om natten, men Echo nød sine små ture, og stilheden. Også selvom det før havde kostet hende en mindre lungebetændelse. Det var det hele værd. Efter et par minutter havde hun vænnet sig til kulden, og stoppede kort på, inden lod blikket vandre hen over stjernehimlen. 

[Deleted]

Chester havde bestemt sig for at denne dag, ville være god til at snakke med nogle elever om Echo. Han havde stadig ikke glemt den blondhårede pige med de livelige grønne øjne, som havde været så flabet til at starte med fordi han selv havde været så hård ved hende. Han sparkede til en sten som han gik ned mod Hogwarts sø, et sted han skattede højest da han gik på Hogwarts, stedet hvor man mødtes med sine kærester. Han grinede let ved tanken og kiggede ud på vandet som skvulpede let.

Han kunne høre der var nogen foran ham og han satte farten ned, han ville hellere holde øje med personen end at fortælle at han var der, så han faldt i med skyggerne og kiggede på hende med vagtsomme øjne.

[Deleted]

Det var kun et par uger siden Echo var blevet hevet ind på Ministeriet for Magi. Til at begynde havde hun været, uforstående, vred og bange, men hele episoden endte med at hun havde siddet og hyggesnakket med ham der skulle afhøre hende, Chester. Der var ikke gået en dag siden, uden at Echo havde tænkt på det. Ville det lykkes for ham at få bekræftet hendes alibi? Echo havde ikke selv talt med Olive. Hun kunne ikke rigtig se, i hvilken sammenhæng hun kunne spørge hende, uden også at fortælle hvad der var sket. Og det ønskede hun ikke. Så tætte var de ikke.

En ugle tudede i det fjerne. Echo fortsatte ud på den gamle badebro, og slog blikket ned i det grumsede vand, mens hun med dæmpet, men klarstemme begyndte at nynne en sang hun havde hørt for nyligt. Han var nu sød, ham Chester. Ikke at hun på nogen måde kunne forestille sig at han havde syntes det samme som hende. Nu var jo blot en lille snottet elev. Hun strøg et par fingre igennem håret, og kastede blikket tilbage mod breden. Pludselig kunne hun svagt ane en skikkelse i buskaset. Fandens! Hun var blevet opdaget. Men vent. Måske havde personen ikke opdaget hende endnu? Med dæmpede, skridt bevægede hun sig ind mod breden. Personen rykkede sig ikke ud af stedet og havde derfor tydeligvis ikke set hende endnu. Hvorfor havde hun ikke husket at tage sin stav med? Endelig nåede hun græsset, og først her satte hun i løb ind mod skoven. Hendes hjerte hamrede løs mod brystkassen, mens hun inderligt håbede på at hun nåede at slippe væk inden nogen opdagede noget.

[Deleted]

Han kiggede på hende som hun stod der på badebroen, et lettelsens suk slap hans læber og han grinede. Det var dog utroligt med denne unge heks, ikke nok med at han lige havde haft hende inde til samtale i ministeriet, nej nu kunne han faktisk også skælde hende ud her. Han blev stående som hun løb direkte op imod ham og han kastede sig efter hende og hylede som en vild ulv, hvorfor ikke lege lidt med hende? Han fangede hende dog efter et stykke tid og kiggede på hende "Echo for fanden, du gør det sku ikke nemmere at få dig til at se uskyldig ud, når du er ude og løbe om natten" han lagde armene om hende i et blidt knus, hun var virkelig en køn ung dame det måtte han indrømme.

[Deleted]

Et højt skrig forlod hendes læber, det nogle greb fat om hende. ”Chester?!” udbrød hun halvgispende efter vejret, med en blanding af overraskelse og forundring i stemmen, mens hendes hænder, der før havde forsøgt at vride ham fra sig, gled ned over hans overarme. ”Hva-hva laver du her?” kom det hurtigt efter, herefter hendes hjertelige latter brød stilheden i mørket. Pludselig gik det op for hende, hvor de befandt sig, og at det nok ikke var det smarte sted at han havde fundet hende. ”Vil du ikke nok lade være med at fortælle at du fandt mig her?” bad hun med et smøret smil og skrabede lidt med skoen i jorden, mens hun lagde armene over kors, for at skjule hvor meget hun frøs.

[Deleted]

Han kiggede på hende og smilede let "Echo" han sagde det ganske stille og smilede. "Tja Jeg holder øje med en værre lille bandit" han blinkede let med det ene øje og mærkede hvordan kuldegysninger bredte sig fra hendes kolde hænder. "Jo det vil jeg godt lade være med. For du gør også mit job svære" han dukkede og tog sin kappe af og lagde den over hende "din lille sild"

[Deleted]

Echo lod ham lægge sin kappe om sig. ”Tak.” sagde hun stille og kiggede op på ham med et skævt smil på læben. Han var vel halvandet hoved højere end hende? En mild latter forlod hendes læber. ”Sild? Jeg håber ikke det er fordi du synes jeg er kold og slimet” små lo hun og puttede sig ind i kappen, der hurtigt varmede om hendes kolde arme. Hun bemærkede at den duftede af ham, hvilket af en eller anden årsag virkede beroligende på hende. Måske fordi hun forbandt den duft med den dag han havde afhøret hende, og da det hele overvældede hende, havde trukket hende ind til sig i et trøstende knus. ”Holder øje med? Mener du ikke stalker?” spurgte hun og blinkede til ham, med et triumferende smil på læberne. Han måtte da indrømme det var lidt pudsigt at han skulle rende ind i hende den aften hun valgte at snige sig ud. Echo tav kort, mens hun skævede ned i jorden, inden hun løftede blikket mod hans. ”Såå? Har du fået bekræftet den lille bandits alibi?” spurgte hun med et skævt smil.

[Deleted]

Han smilede venligt og grinede så "Jeg skal jo være sød. Det lærte jeg sidst Jeg havde en ung heks på mit kontor" han sukkede let og grinede så "jo lige præcis derfor Echo" han grinede hjerteligt og tog sig til panden "nej Jeg holder øje. Det var bare et tilfælde at du var her" han smilede let og rystede så nervøst på hovedet "Nej Hun sagde Hun ikke kunne mindes at du havde været på skolen i tidsrummet. Så du skal finde en anden at støtte dig på ad" han kiggede op på månen og smilede, den ville altid være der lige meget Hvad.

[Deleted]

Echo knep øjnene sammen og sendte ham et mistroisk blik. "Sure, you were" små gryntede hun og rystede let på hovedet, inden hun kastede blikket i retningen af søen. "Heey!" udbrød hun og puffede til ham med hånden, inden hun små fnisende bevægede sig hen i en lysning, hvorfra man tydeligere kunne se nattehimlen. Al glæde der før havde været at finde i hendes ansigt forsvandt i samme øjeblik han meldte hende at Olive ikke kunne bekræfte hendes alibi. "Så har jeg intet" mumlede hun mens tårnene samlede sig i hendes øjne. I en blanding af panik og angst smed hun kappen og begyndte at løbe så hurtigt hun overhovedet kunne, længere ind i skoven. Denne gang får han mig ikke. En tåre gled bed over hendes kind, mens grenene knuste under hende. Hun ville bare væk.

[Deleted]

Han kiggede på hende som Hun satte af sted i løb igen. Han nåede slet ikke at opfatte hendes start men han satte hurtigt efter "Echo for fanden. Stop Jeg kan ikke hjælpe dig når du løber" han passede hende op og hev hende ind til sig i et trøstende kram. "unge dame. Det nytter intet at stikke af!" han sukkede inderligt tungt. Han ville så gerne kunne hjælpe hende "Vi skal bare tegne en tidslinje over hvordan og hvorfor du bruger dine evner. Så redder vi den der. Rolig nu" han strøg hende blidt over kinden og nikkede for sig selv.

[Deleted]

Echo vred sig i et forsøg på at slippe fri, men måtte hurtigt erkende at han var for stærk. I de første par sekunder hamrede hendes hjertet, som var det ved at hoppe ud af brystet på hende, mens hun desparat gispede efter vejret, men efter et halvminuts tid, havde hun igen vundet kontrol over over sig selv. Hendes underlæbe dirrede, og mens tårene hastigt pressede sig på. Med et snerpede hun læberne sammen i et forsøg på at holde følelserne tilbage, og sænkede blikket. ”Vil du ikke nok lade mig gå?” bad hun stille ”Jeg har ikke gjort noget forkert. Det er ikke min skyld at en eller anden snottet elev hørte mig tale i søvne den nat” sagde hun en anelse vredt kort efter og løftede blikket mod hans. ”Tror du ikke på mig?” spurgte hun og kiggede ham inderligt ind i øjnene.

[Deleted]

Han kiggede på hende og lagde armene lidt fastere om hende "Shh ikke vær ked af det" han sukkede "Jeg slipper dig ikke før end at du lover mig at du tager kampen op i stedet for at stikke af lille ven" han nikkede let ved hendes næste ord og sukkede tungt "Jeg vil gerne lave den linje med dig. Men du bliver nødt til at lukke mig ind i dit liv for at kunne hjælpe dig bedst Echo" han lagde kappen om hende igen og sukkede "Så sæt dig ned og fald til ro. Så snakker vi om det"

[Deleted]

Han forstod det ikke. Uden et alibi var hun færdig. Echo fornemmede at han ikke havde tænkt sig at lade hende gå, uanset hvad hun sagde, og selvom hun ville ønske at hun kunne have undgået det (han havde jo behandlet hende så sødt og bekymrede sig rent faktisk ham hende), var hun nødt til at gøre det. Hun trådte roligt et skridt tilbage, hvorpå hun med en svag hvisken, begyndte at fremsige et sprog, der for udenforstående ville lyde som det rene volapyk. Hun havde kun lige nået at færddiggøre første sætning, da to store kvælerslanger krøb frem fra buskaset bag Chester, og snoede sig rundt om hans ben. ”Jeg er virkelig ked af det Chester. Virkelig” hviskede hun med tårer i øjnene, og plantede forsigtigt et blidt kys på hans kind, inden hun genoptog sin flugt ind i skoven. Hun vidste at slangerne ikke ville gøre ham noget. Bare holde ham hen til hun var nået væk.

[Deleted]

Han stirrede efter hende og derefter på slangerne foran hende. "Forhelvede Echo" han kiggede ned på slangerne og vendte sig væk ikke fordi de gjorde han nervøse men fordi han irriterede sig over hendes måde og håndtere det på "Smart måde at benægte at du har onde hensigter" han gik væk fra stadig igen og op mod Hogwarts

[Deleted]

Efterhånden som Echo nåede længere og længere ind i skoven, begyndte en tyk tåge at lægge sig og gjorde det svært for hende at orienterer sig. Ikke at hun var klar over hvor hun var. Hun havde absolut ingen stedsans. Hvor langt mon hun havde løbet? 500 m? 1 km? Hun satte tempoet ned, for til sidst at stoppe helt op. Lettere forpustet så hun sig omkring. Det eneste hun kunne hører var sin egen vejrtrækning. Var det bare hende, eller var det som om tågen havde omringet hende? Pludselig lød der en hæs lyd, et sted henne i tågen, og jorden begyndte langsomt at fryse til. Echo stod som forstenet, da en mørk, kutteklædt skikkelse gled ud fra tågen. Hun nåede at udbryde at halvkvalt skrig, inden hun mistede bevidstheden til dementoren, som langsomt drænede hende for minder.