Meet the Parents

[Spencer Lynch]

Tilegnet: Luna Clary Daniels

Sted: Hjemme hos Luna

Tid: Omkring kl 18 -ish

År: 2057 - April

Påklædning

---

Spencer kastede rygsækken på ryggen. Han stod lidt og kiggede op imod huset. Lyset strålede ud fra vinduerne og selv på denne behørige afstand, kunne han dufte maden fra det åben køkkenvindue.
Han vendte sig kort imod taxaen som den startede op og efterlod ham alene tilbage. Han mærkede en underlig svag nervøsitet i kroppen. Han havde aldrig mødt nogens forældre før….men han havde selvfølgelig heller aldrig haft en kæreste før, så det gav nok lidt sig selv.
Han havde aftalt med Luna at han skulle komme forbi et par dage i påskeferien. Hun skulle gerne have snakket med dem om at han kom forbi, og eftersom han ikke havde hørt noget andet, gik han ikke ud fra at der var nogen problemer i det.
Han havde set Lunas bror, som vidst nok også skulle være derinde. I det hele taget følte Spence et underligt pres på sig. Han ville gerne at de kunne lide ham, for hendes skyld. Men hvad nu hvis ikke de kunne? Han sank og bed sig i læben. Andres meninger havde aldrig haft betydning for ham før, men det havde de bare når det omhandlede Luna.
Varsomt nåede han op til hoveddøren, meget langsomt hævede han hånden og bankede på.

[Luna Clary Daniels]

Outfit

Luna havde glædet sig til denne dag, men også været ret nervøs for den. Spencer skulle møde hendes familie og også Toby igen. Sidst de to havde set hinanden, var før Toby kendte sandheden omkring Spencer, - en detalje hun endnu ikke lige havde fået nævnt for Spencer. Luna var desuden ret sikker på hun gennem hele dagen havde fået bekymrende og tvivlende øjne sendt fra Toby, men hun rokkede sig ikke en millimeter! Spencer var ikke farlig, og han var ikke et monster. Han var sød, virkelig dejlig og han virkede ofte til at være den eneste, der sådan rigtig forstod hende. Desuden var han vildt spændende og rar at være omkring. - en ting det vidst aldrig rigtig var blevet helt enige om. Men sandheden var bare, at Luna passede på Spencer, mens hans passede på Luna.

Som Luna hørte det banke på døren, strøg hun hurtigt derned fra sit værelse og rettede kort på håret, før hun så åbnede og næsten kastede sig om halsen på Spencer og trak ham ind i et varmt kram. "Spence. Enelig kom du." Hun kyssede ham let på kinden og så på munden, før hun trådte et skidt bagud og tog ham lidt i øjesyn. Wauw han så godt ud! og wauw hvor ville hendes forældre helt sikkert kommentere på at hans påklædning var forkert og mest mindede om en vagabonds. Luna var dog ligeglad, hun elskede ham for den han var. Lige fra set sjældne skjulte smil på hans læber, til hans kæreste kronede hue på hans hoved.

[Spencer Lynch]

Han hankede lidt op i rygsækken endnu engang imens han lyttede efter fodtrin på den anden side af døren. Han håbede virkelig at det ville være Luna der åbnede. En lille del af ham fortrød lidt at han havde sagt ja til at møde familien, han duede ikke til familiære sammenkomster, men han ville så gerne glæde hende. Nu havde hun jo ikke gjort andet end at glæde ham gang på gang.
Så lød der trin. Helt automatisk rettede han ryggen en smule. De lette skridt næremde sig døren på den anden side, og han havde en ide om at det måtte være Luna. Det lød som hendes måde at gå på. Det var en af de første ting han nok havde lagt mærke til efter hun var begyndt at komme ned til ham i fangekælderen.
Døren gik op og Spencer skulle lige til at sige hej, men nåede det ikke før hans kæreste havde kastet sig om halsen på ham, og forsynet først hans kind og dernæst hans læber med et varmt kys. Det blev omgående gengældt. Skønt de kun havde været adskilt i nogle dage, grundet påskeferien, så havde han virkelig savnet hende.
”Sorry, jeg skulle lige..finde mine blyanter..” Det var en åbenlys løgn. Var der én ting Spence havde styr på, så var det hans tegneting. Sandheden var at han havde været nervøs og derfor havde haft lidt svært ved at tage sig sammen til at komme afsted.
Armene som han havde viklet omkring hende i kysset, slap hende igen så han kunne komme med indenfor. Duften af mad fra køkkenet fik hans mave til at rumle svagt. Han var virkelig sulten.
I det samme lød en kvindestemme inde fra stuen af, ”Luna skat, kommer du ind og præsenterer din ven. Vi har sådan glædet os til at møde ham.” Spencer sendte kæresten et lidt hjælpeløst blik.

[Luna Clary Daniels]

Skønt Luna havde kastet sig over Spencer, så var det ikke fordi de normalt var sådan et kærestepar, der hang så tæt sammen, at man ikke kunne se hvem den ene sluttede og den anden begyndte, men lige nu havde Luna bare virkelig savnet ham og derfor fik han også en ordentlig velkomst. Hun var så glad for at se ham, men trådte dog så alligevel et skridt bagud og så på ham, som han gav en åbentlys løgn. Den dag Spencer ikke kunne finde sine blyanter, ville blive den dag verden gik under. Det var hun slet ikke i tvivl om. Nok lignede hans taske jahovas ødelæggelse og hans værelse var sikker endnu værre, men han ville ALDRIG få Luna til at tro på at hans blyanter, eller skitsebog for den sags skyld, var blevet væk. Det ville svare til at Luna glemte hvad et bibliotek blev brugt til. Det skete bare ikke. Hun fik dog en ide om, at det nok var noget andet der havde været galt, men i sidste ende var han jo dukket op og så ville hun ikke vade i det. "Det var godt du fandt dem. Det er jeg glad for." Hvad hun nok egentlig mente var: Jeg er glad for du endte med at dukke op.
En stemme lød inde fra huset og Luna drejede sig for at besvare den. "Øjeblik mor! Han skal jo lige have jakken af." Derefter vendte hun sig tilbage imod Spencer og smilede lidt undskyldende til ham. Det betød virkelig meget for hende at han kom for at møde hendes familie. Hun vidste hvor svært den del varfor ham. "Tak Spence"

[Spencer Lynch]

Spence elskede tanken om hvor godt han følte at han kendte Luna, og hvor godt han følte at hun kendte ham. Selvfølgelig havde han stadigvæk visse steder af sit sind han ikke havde delt med hende. Ikke at hun ikke måtte vide alt om ham, men han så hende lidt som et lys i hans mørke, og han ønskede ikke at hans mørke skulle omslutte hende. Hun var så god til at trække ham med ud af det.
Tankerne blev atter skubbet i baggrunden, han var bare generelt en person der tænkte rigtig meget, men det vidste hun jo også godt. En af ulemperne ved at kende hinanden så dog, var dog at han hurtigt fik en fornemmelse af at hun havde gennemskuet hans løgn, hvilket blot gjorde ham så meget mere taknemmelig over at hun ikke påpegede det overfor ham. Han sendte hende et lettere taknemmeligt blik og nikkede så. De havde så mange indforståede samtaler og hun gjorde det så let for ham at være ham selv.
Igen kunne han mærke nervøsiteten skylle lidt ind over ham som moderens stemme lød inde fra stuen. Hans hænder føltes klamme og svedige. Han hadede at være nervøs. ”Tak for hvad?” Spurgte han så og rettede atter de blå øjne til Luna, imens han gav sig til at trække rygsækken og jakken af. Jakken blev hængt på knagen og tasken stillet ind til siden. Huen forblev på, den var som en fast del af hans hoved og han tænkte slet ikke over at nogen nok ville finde det uhøfligt at han beholdt den på.
Et let suk. Han kunne nok desværre ikke trække den længere.

[Luna Clary Daniels]

Luna sendte ham et stort smil. "Tak fordi du ville komme. Det betyder meget for mig." Uddybede hun så. Det var ingen hemmelighed, at hun bestemt også selv var lidt nervøs over dette møde, men det var nok mest fordi Toby ville være der, og så den eneste ud over hende, kendte han sandheden omkring Spencer. Nemlig at han var varulv. Toby havde virkelig ikke virket glad for den oplysning, og havde mere eller mindre bedt Luna om at holde sig på sikker afstand, men det ville hun ikke. Hun havde da også været med Spencer i kælderen under hver fuldmåne siden. På det punkt var og blev hun bare stædig.

Hun så til mens Spencer fik hængt jakken på plads, og smilede lidt over, at han lod hatten blive. Men så igen, den hørte bare ligesom til ham. Til hvem han var og hvis ikke hendes forældre kunne lide det, tja så kunne de heller ikke lide Spencer. Puha den tanke var skræmmende. Hvad hvis de ikke kunne lide ham? Hun vidste godt Spencer nok ikke lige var svigermors drøm, men i sidste ende var det vel vigtigst at Luna var glad? I deres øjne hvert fald. 
Som Spencer så ud til at være klar, flettede hun sine fingre ind i hans, smilede og gik ind imod stuen. "Det skal nok gå fint Spence, og ellers så kan vi gå op på mit værelse så snart vi har spist."

[Spencer Lynch]

Han smilede et let forpint smil til hende. ”Ja? Jeg håber bare jeg slipper levende ud af det,” jokede han lavmeldt. Igen var han godt klar over at han nok ikke ligefrem var svigermors drøm og hendes forældre var mugglere. Ville de overhovedet accepterer ham? Det håbede han. Ikke for sin egen skyld, personligt var han ligeglad, men for Lunas skyld
Han lod deres fingre flette sammen og gav hendes hånd et let klem, hvorefter han sukkede let til hendes ord, ”Er det et løfte?” Spurgte han halvvejs i sjov, men en lille del af ham var også en smule forhåbningsfuld.
Han fulgte efter hende ind i stuen hvor de blev mødt af et flot dækket bord. Stegen på midten duftede helt fantastisk og Spencer mærkede igen sin mave rumle.
Han bed let ned i sin læbe som han mærkede alles blikke hvile på sig. Han rømmede sig en smule. Hvor han dog bare inderligt hadede denne form for opmærksomhed. Langsomt trak han hånden ud af Lunas betryggende greb, for at række den imod hendes far i en præsentation. ”Godaften Mr. Daniels. Tak fordi jeg måtte komme.” Det var svært for ham at lyde glædestrålende, men han forsøgte at lyde om ikke andet så lidt mere entusiastisk end han normalt gjorde. Bagefter fik Lunas mor hånden og til sidste Toby. ”Dejligt du ville komme Spencer, sæt jer bare ned,” Bød. Mrs. Daniels med en let gestus mod de tomme stole.

[Luna Clary Daniels]

Luna hævede sig op på tæer og gav Spencer et blidt kys på kinden. ”Du skal nok klare dig. De er ikke så slemme” forsøgte hun i håbet om at berolige ham lidt. ”Hvis du klare det rigtig godt, kan vi fortsætte hvor vi slap i sommers oppe på mit værelse.” Foreslog hun så med et drillende glimt i øjet, og forventede egentlig at han vidste hvad hun snakkede om.
Det havde været deres første gang sammen i sommers og hun vidste, at Spencer havde kunnet lide det og tja… hun havde nok også selv lyst til ham.
Men først skulle de selvfølgelig spise. Luna så til mens Spencer hilste pænt på dem alle. Diskret sendte hun Toby et blik som gerne skulle fortælle ham, at han lige kunne prøve på at afsløre, hvad Spencer egentlig var. På sin mors opfordring, tog Luna Spencer i hånden og gik hen til de frie pladser ved bordet, hvor hun satte sig.

[Spencer Lynch]

Han sendte hende et temmelig tvivlsomt blik, skønt det mildnedes en smule af hendes kys. Hendes efterfølgende kommentar gav ham et kort længselsfulgt skær i øjnene. Han mærkede at alene tanken om det gjorde ham varm. "Hvor vi slap? Altså ved at sove arm i arm?" Jokede han med det sjældne skæve smil på læben, "eller er det muligt at spole lidt længere tilbage?" Han havde en let flirtende undertone i sin stemme og måtte pludselig modstå trangen til at lade middag være middag og bare slæbe hende med op på værelset right then and there.
Tankerne blev dog hurtigt skubbet videre, men tanken om Luna i sengen lige nu var bare virkelig indbydende. Han satte sig hen til bordet med familien og Lunas mor begyndte omgående at forklare lidt om hvad middagen bestod af, før der blev sagt værsgo. Spencer afventede roligt tur før han tog noget på sin tallerken.
"Nåh Spencer," Begyndte mr. Daniels. "Du går så også på Hogwarts har vi ladet os fortælle? Ja vi prøver jo at være åbne om den slags herhjemme." Forklarede han videre. Spencer skævede lidt til Luna før han svarede, "Jah. Jeg går på 6. årgang ligesom Luna." Forklarede han rolig, "jeg går bare på Slytherin og ikke Ravenclaw." Han var ikke sikker på hvor meget de kendte til skolen, men han gik ud fra de vidste at der var delt op i kollegier.

[Luna Clary Daniels]

Der var så mange ting ved Spencer, som Luna virkelig elskede. Bl.a. måden han altid lidt skjulte på, at han faktisk besad positive følelser også, og endnu mere de øjeblikke, hvor disse følelser endte med at skinne helt igennem. Hun vidste det ikke var noget alle fik at se, og derfor havde det også så meget mere betydning, når det sjældne smil dukkede op.
Han joke fik hende dog til at smile faretruende drilsk og roligt gik hun tættere på ham. De var stadig i entreen, så resten af familien ville ikke kunne se hvad de foretog sig. ”Pas nu på jeg ikke spoler den anden vej, til da vi vågnede morgenen efter..” Drillede hun lidt, selvom hun bestemt også selv havde lyst til at ligge med ham snart igen. De skulle dog nok lige havde aftensmaden klaret først.
Luna elskede sine forældre og hun kunne ikke helt lade være med at smile, da hendes mor begyndte at forklare maden, de kunne jo alle se hvad det var, men hun var måske også lidt nervøs for at møde sin nye svigersøn.. eller nye og nye, de havde jo faktisk efterhånden været sammen længe. Hun slog dog blikket lidt ned, ved hendes fars kommentar omkring at de prøvede at være åbne omkring den magiske verden herhjemme. Hun var på sit 6. år nu og Toby var endda allerede færdig med skolen og et godt stykke videre, men altid denne tvivl for om det nu også var så godt og sikkert. Luna var stadig sikre på, at forældrene ville blive jublende glade, hvis hun en dag kom hjem og fortalte, at hun ville være tandlæge eller butiksejer eller andet helt almindeligt muggleragtigt. Sådan var det bare ikke, og det var de nødt til at acceptere.

[Spencer Lynch]

Han havde så virkelig lyst til bare at trække hende ind i sine arme og kysse hende inderligt, men af respekt for resten af selskabet...eller nok egentlig mest for Luna, gjorde han det ikke. Han ville ikke give hende problemer, skønt de ikke kunne se dem her, kunne de jo komme ud.
”Uha nej, det vil jeg helst ikke risikerer.” Besvarede han morende og så ned på hende med længsel i blikket. Han ville elske at nyde aftenen sammen med hende som de havde gjort sidst.
Som de kort efter befandt sig om spisebordet, lyttede Spencer opmærksomt til forældrene. Allerede her var han langt udenfor sin comfortzone. Egentlig ville det passe ham bedre at tage maden med op på værelset og bare være alene med Luna, men det ville nok ikke anses som værende god bordskik.
Han så Lunas mor nikke forstående til kollegiedelen. ”Og Slytherin er for de...” man kunne fornemme at hun ledte efter ordene. Som ville hun gerne sige noget som hun måske godt selv vidste var upassende.

[Toby Max Daniels]

”Ambitiøse-” Tilføjede Toby sig til inden hans mor sagde noget dumt som “onde”, fordi rygtet havde det at de fleste mørke troldmænd og hekse stammede fra det kollegium. ”-Slytherin er for de ambitiøse.” Slog han fast og skævede let til Luna.
Han havde forholdt sig ret tavs siden han var kommet. Dette her var også for lige at sige ordentlig farvel til familien før han tog ud og rejste. Det var omsider ved at falde på plads. Han tog en ny bid af maden og tyggede før han tilføjede, ”Luna har fortalt os mange gode ting omkring dig.” Endte han med et venligt smil. Forældrene skulle jo helst ikke skræmme Lunas kæreste helt væk.

[Luna Clary Daniels]

Luna stod og kiggede på ham, imens hun diskret bed sig selv lidt i underlæben ved den ene mundvige. Det havde måske ikke være den bedste ting at nævne, og joke med, hele episoden fra i sommers altså. Nu havde hun også næsten selv mere lyst til at gå op på værelset end ind til bordet. Men det gik nok ikke rigtigt. Hun måtte bare vente til bagefter med det.

inde ved bordet mærkede hun hvordan nervøsitet slog sine klamme klør i hende og hun så nervøst til som hendes forældre udspurgte Spencer. Hun fornemmeste på dem, at de prøvede at finde noget snavs på ham, eller noget de ikke kunne lide, så hun var meget taknemmelig da Toby skar igennem og fortalte omkring Slytherins elever. 
Hun kiggede over på sin storebror og sendte ham et taknemmeligt smil og med lydløs stemme fik hun hvsket et "Tak" til ham. "Slytherin er god nok mor. Der er mange virkelig søde folk der høre til der.Fx var en af Harry Potters sønner også Slytherin." forklarede hun for at overbevise sin mor om at den usikkerhed, hun sikkert sad med ikke var nødvendig.

[Spencer Lynch]

Dette var en af de tidspunkter hvor Spencer lige måtte tænke sig om en ekstra gang før han åbnede munden. Alle var jo ikke ude efter ham, men i hans hoved var der noget negativt ladet i spørgsmålet. Dog kom redningen uventet fra Lunas storebror Toby.
Som sin kæreste vendte han hovedet imod ham, og så hvordan han sendte Luna et sigende blik og et lille blink. Han rettede atter opmærksomheden imod forældrene og rømmede sig en smule uden helt at vide om han skulle svare. Han følte sig en smule malplaceret i alt dette her. "Har hun?" Han vendte blikket imod hende. Det ville faktisk ikke overrasket ham hvis hun havde, af en eller anden årsag lod hun virkelig til at have høje tanker om ham. Højere end hvad han selv havde.
"Og Harry Potter er ham med aret?" Halvvejs spurgte moderen ind. Spencer var en smule chokeret over hvor lidt de vidste, det var her det gik op for ham hvor svært det måtte være at komme fra en familie er intet anede om det magiske samfund.
Det var her Mr. Daniels brød ind. "Så Spencer," han tyggede lidt på et stykke kød, "hvad er dine planer for fremtiden?" Et typisk forældre spørgsmål, et af dem som Spencer virkelig havde frygtet, for ærlig talt, anede han det ikke. Han havde det forfærdeligt som alles opmærksomhed atter blev rettet imod ham.

[Luna Clary Daniels]

Luna smilede venligt til Spencer som hans blik ramte hende. "Selvfølgelig, hvad havde du regnet med?" hun blinkede til ham og smilede, et smil, der kun tilkom Spencer. Det var virkelig rart at han var der, Selvom hun følte hendes forældre havde gang i lidt af et forhør. Det generede hende egentlig, hvem på deres alder vidste helt ærligt hvad de ville med fremtiden? 
Derfor så hun også strengt på sin far, da han stillede netop dette spørgsmål. "Jeg tænker han planer lige som mig er at klare sig godt i skolen og så komme videre ud i samfundet. Behøver du virkelig at forhøre ham på den måde far?" Det var tydeligt at se på Luna at hun ikke brød sig om det. Hun var ikke særlig tilfreds med måden hendes forældre snagede, og hun vidste samtidig også hvordan Spencer sikkert ville have det med det. hvorfor kunne de ikke bare snakke ordentligt med ham? Hun drejede hovedet imod Spencer med et smil. "Spencer du burde næsten vise mine forældre nogle af dine tegninger." Foreslog hun så og bad til at det ikke var for personligt at forslag. Hun vidste godt hvad de tegninger egentlig betød for ham. Men der var da nogen imellem, som man godt ville kunne vise frem.