Meet the Parents

[Spencer Lynch]

Smilet gjorde ham som alitd blød om hjertet skønt det nok kun var Luna der bemærkede det lille glimt der kortvarigt viste sig i de blå øjne. Det kom faktisk lidt bag på ham at hun skulle have fortalt meget om ham, primært fordi han egentlig ikke så sig selv som værende særlig interessant. Han var bare en moody enspænder -type.
Hendes far så overraske på sin datter, "rolig Luna, jeg spurgte jo bare, og jeg går da ud fra at han har en ide om hvilken retning han vil gå, ligeså vel som du jo også forhåbenligt vælger at få dig et rigtigt job." Et lidt sigende blik blev sendt imod Toby.
Spencer sank. Wauw, han kunne allerede mærke irritationen stige og han måtte bide sig i læben for ikke at lade den næsvise teenageside overtage som han ellers normalt gjorde. Lunas mor lade roligt en hånd på sin mands arm. Tydeligvis var dette en debat der helst ikke skulle prikkes hul på, alligevel kunne Spencer ikke dy sig, "hvad er definitionen da på et forkert job?" Spurgte han, det var umuligt for ham at skjule irritationen i hans stemme selvom han forsøgte. Han troede på Luna og han vidste at uanset hvilket job hun endte ud med at få ville hun klare sig helt fantastisk, det burde de som hendes forældre da også vide.
Overraskelsen over Lunas forslag stod da også skrevet i hans ansigt som han kiggede på hende, han viste aldrig sine tegninger til nogen, hun havde været undtagelsen af den regel, men på den anden side ville han ikke skuffe hende, slet ikke nu hvor han lige havde udfordret hendes far, hvilket set i bakspejlet måske ikke var det smarteste træk. Han rømmede sig, "øhm..ja. Hvis det skulle have interesse." Sagde han i et mere behersket tonefald.

[Toby Max Daniels]

Tobr fulgte med i samtalen i tavshed. Han vidste hvordan alt dette her med jobs var et ret føltsomt emne og han valgte at sende sin far et let køligt blik tilbage, "altså nu er jeg teknisk set uddannet advokat." Mumlede han da han godt vidste at forældrene ikke værdsatte hans karriererskift. Dog var han, som Spencer, irriteret over forældrenes holdning omkring hvad "et rigtigt job" var, men han var også godt klar over hvor hurtigt dette her kunne eskalerer, især nu hvor Spencer ved fra sig.
Han sendte Luna et let bekymret blik, jobs var bare ikke et emne man skulle lukke op i familien Daniels hjem.

[Luna Clary Daniels]

Luna sendte sin far et strengt blik, der tydeligt fortalte at han var dum og træls med sine karriere spørgsmål, men meget ulig Luna tav hun blot og puttede en kartoffel i munden. Det tydeligvis en samtale hun ikke ønskede at deltage i. Nok fordi hun vidste at hendes far aldrig ville kunne accepterer eller forstå den karrierevalg hun allerede havde taget. "Du ved udmærket godt jeg ikke gider være tandlæge eller et eller andet andet fornemt som du forventer af mig." mumlede hun ned i tallerkenen og skævede imod Toby. Nok var Spencer hendes kæreste og hun elskede ham virkelig Højt, men lige i dette tilfælde havde hun brug for sin bror. Nok fordi han vidste præcis hvordan deres far kunne være og hvor umulig han var, når der var tale om at være åben for den magiske verden og ikke mindst karriere valg.
Hun så imod Spencer, som han stillede sit spørgsmål. "Bare lad være Spence, du ender med at vække et monster, der for udyret i dig til at ligne en skødehund."  Hviskede hun roligt, så det kun ville være Spencer der hørte det. Hun håbede virkelig på at de snart bare kunne blive færdig ved bordet, og så smutte op på hendes værelse. 
hun havde lidt dårlig samvittighed, over at bruge Spencers tegninger som afledning til snakken og jobs, men det var det bedste hun lige kunne komme på og hun håbede sådan at det kunne fange, om ikke andet, hendes mors interesse.

[Spencer Lynch]

Mr. Daniels så lige pludselig lige så betuttet ud som sin datter. Der var tydelige unenigheder her, det kunne selv Spencer mærke. Dog var han ikke sen til at tage sin kærestes parti. Han havde set hvor dygtigt hun var til alt. Hun skulle nok blive til noget stort, om så det var inden for mugglernes eller magikernes verden.
”Det har vi snakket om Luna.” Sagde han i en let bestemt tone, ”Du bliver nødt til at have dig et ordentligt arbejde hvis det med magien ikke lykkedes.” “Det med magien. Han fik det jo næsten til at lyde som en fase der skulle overstås. Spencer kunne mærke en mild vrede boble i sig. Bekymringen i faderens stemme var nu reel nok, det var ikke fordi han ikke ville Luna det bedste, han så bare ikke en magisk vej som værende “det bedste”.
Mrs. Daniels sukkede dybt, som Mr. Daniels rettede blikket imod Spencer, klar til at tage den unge fyr op på udfordringen, ”Du ved, et job som man kan bruge til noget i den virkelige verden.” Sagde han blot og tørrede munden i en serviette.
Spencer hørte godt Lunas ord, men han havde så svært ved at lade diskussionen ligge. Det var jo ikke rigtigt, Magien var en lige så god vej som et mugglerjob. Spencer elskede Luna og havde svært ved at accepterer at hendes far ikke forstod hvor dygtigt hun var og hvor meget hun kunne udrette. ”Der er da rigeligt af “rigtige jobs” i det magiske samfund.” Argumenterende han køligt. ”Luna er en af de dygtigste elever på vores årgang, hun vil have utallige muligheder.” Han havde lidt glemt at spørgsmålet jo egentlig havde været henvendt til ham til at starte med.
Mrs. Daniels, brød ind med en mild tone, og sendte Spencer et venligt smil. ”Skal vi ikke skifte samtaleemne kære.” Bad hun og så på sin mand der viftede hende let af. ”Hold nu op med de pjat. Knægten kan vel selv sige fra hvis det bliver for meget.” Svarede han hende og rettede atter blikket imod Spencer som nægtede at bryde øjenkontakten. Mrs. Daniels sukkede igen og rettede sin opmærksomhed imod Luna, ”Du siger at Specer tegner?” Hun så kort imod Specer og så tilbage til Luna, ”det lyder spændende, det vil jeg da meget gerne se lidt senere..”

[Luna Clary Daniels]

Det var hverken, fordi Luna ikke kunne lide sin far, eller fordi hun var bange for ham, men lige netop denne her samtale hadede hun at have. Det gjorde hende altid så pokkers ked af det, at han ikke så og accepterede, hvem hun var og hun ønskede ulig hende, ikke at diskutere det. Det var et af de meget få tilfælde, hvor hun bed sig i kinden og bare så ned i tallerkenen. 
Man kunne tydeligt se på hendes skuldre, hvordan hun trak vejret dybt og næsten også hvordan tænderne var bidt hårdt sammen. "Jamen jeg har ikke lyst til et job i mugglernes verden. Min passion ligger i magien, far." øjnene blev rettet imod sin far. "Vil du ikke godt lytte?" Det virkede flovt at have denne samtale mens Spencer var her. Hun havde aldrig rigtig fortalt om, hvordan hendes forældre så på den magiske verden og lige nu ønskede hun næsten, at hun ikke havde inviteret ham. Hun blev dog rørt af de ord han sagde om hende, men ville bare heller ikke at Spencer og hendes far endte i skænderi. Derfor rettede hun opmærksomheden imod Spencer. "Tak Spence, men så enkelt er det ikke. Han giver sig ikke, så du behøver ikke prøve." Hun havde mistet appetitten og havde mest af alt lyst til at skubbe sin tallerken væk og gå fra bordet. Hun gjorde det dog ikke, men så på sin bror med et blik, der mest af alt var en lydløst bøn om hjælp. Toby havde stået imod og det ville hun også gøre, men det var svært når han var så pokkers stædig; mere stædig end hun selv kunne være. Det var nok egentlig et ret godt tegn på, at de var i familie. Bagefter kiggede hun lidt opgivende men smilende imod sin mor. Hun prøvede i det mindste at rette op på stemningen, men ikke uden det store held.

[Spencer Lynch]

Spence kunne mærke hvordan han kogte lidt indvendigt. Hvordan kunne hendes far være så uretfærdig i dette her? Hvis Luna ønskede et job i den magiske verden, så var det vel ligeså godt som et i mugglernes.
Han skævede let til hende, som hun prøvede at forklare sin far at hun ikke var interesseret. Problemet med Spence var at han aldrig var bange for at gå ind i diskussioner, og slet ikke når han selv mente at han havde ret. De blå øjne blev rettet imod hendes fars på ny, "jeg kan sagtens sige fra." Svarede han blot. Hans tone var en anelse kølig, men ikke direkte uhøflig, bare en svag hentydning til, at Spencer ikke holdt sig tilbage fra at sige sin mening.
Der opstod en let akavet stilhed ved middagsbordet, hvor Spencer og Mr. Daniels blot sad og kiggede let på hinanden. Dette blev først brudt da Mrs. Daniels brød ind for at snakke videre om tegningerne. "Ja det gør jeg." Hans tone og blik var en smule mildere, men stadigvæk afholdt som hans opmærksomhed blev rettet imod kvinden.
Han spiste et par bidder fra sin tallerken som snart var tom, og lod diskret en hånd snige finde vej til Lunas lår, under bordet, som for at give hende en mild trøst. "Men det er vel dit valg hvilken retning du ønsker at gå." Konkluderede han så, as a matter of factly.

[Toby Max Daniels]

Toby opfangede godt hvor dette her bar hen, og han havde så inderligt ondt af sin lillesøster. Han så godt hendes blik og valgte at rømme sig en smule. "Så har du overvejet om du måske vil gå i den retning? Altså lave noget med dine tegninger?" spurgte han ind med en venlig mine. "Ikke at det haster, I har jo tid nok til at beslutte jer." Han skævede til sin far.
"Og Luna, jeg ved Spencer har ret. Der er så mange muligheder, du skal bare følge det du brænder for." Han blinkede opmuntrende til hende.
Mr. Daniels brummede og fnøs let. "Toby, nu skal du ikke sidde der og opfordre de unge til jobs der ikke har nogen fremtid." Rettede han og tog en tår af sin vin. Toby himlede åbenlyst med øjnene, "det gør jeg heller ikke. Men de skal vel heller tage et eller andet dødsygt advokatjob, bare fordi en eller anden ikke kan klare tanken om at der er andre muligheder." "Toby!" Denne gang var det Mrs. Daniels der brød ind. Han rettede blikket imod sin tallerken. "Sorry." Mumlede han, det var jo ikke meningen at han skulle fortsætte debatten.

[Luna Clary Daniels]

Luna sad bare stille og tyggede sig lidt i kinden. Hun havde fuldstændig mistet appetitten og havde derfor skubbet tallerkenen lidt væk. Egentlig havde hun slet ikke lyst til at sidde ved bordet mere og en lille del af hende ønskede, at Spencer ikke var kommet. Jo selvfølgelig var hun glad for at han var der, men at han skulle overvære, hvad der egentlig skete hjemme hos hende, det ønskede hun bestemt ikke. 
Dog var der ikke meget hun kunne gøre nu. Hun måtte bare håbe at samtalen snart sluttede, så de kunne gå fra bordet. Var der en person i hele verden, som Luna ikke kunne snakke sin sag for, så var det hendes far. Den mand havde et eller andet, som gjorde hende mundlam, når hun ikke var enig med ham. Det generede hende, når ikke hun som nu var fanget direkte i det. Lige nu ønskede hun sig bare væk.
Det var omkring her, at hun mærkede Spencers hånd på sit lår og rolig fandt hendes ene hånd, ned til den og lagde sig over den, for så at nusse hans håndryg lidt.
Blikket blev rettet i mod Toby, som nu også fik en tur af deres Far. "Toby har ret... ingen af jeres børn er støbt til at være advokater, læger eller noget andet fint, det.. det er der ingen skam i far." Hun tav og slap så Spencers hånd under bordet, Luna var ret sikker på Spencer ikke ville bryde sig om det, hun skulle til at sige. "Far hvis ikke jeg var endt som magiker, så var det måske noget andet. Jeg ønsker ikke at skamme mig over hvem jeg er, men sandheden er også bare, at jeg er mere end bare... en almindelig person. Hvis jeg skulle gøre dig glad, uden selv at blive ulykkelig, så ville jeg skulle binde min magi fra nu af og resten af mit liv. Er det hvad du ønsker jeg gør?" Det lød næsten som når hun forhandlede og måske var der er også en del af hende, som faktisk overvejede det, men den del var langt fra stærk nok til at vælte hendes passion for magi.

[Spencer Lynch]

Som de sad her og debaterede deres fremtid, blev Spencer igen klar over hvor heldig han følte sig over at bo på børnehjemmet og være sin egen herre. Der var ingen som bestemte over hans fremtid der, og jo han havde da engang imellem savnet det at kunne have en familie, men hver gang han havde haft en var det endt lidt på samme måde som her. Med “forældre” der prøvede at styre ens liv. Skønt det ikke var ham det gik rigtigt ud over i dag, irriterede det ham dog lige så meget.
Det beroligede ham lidt som han mærkede Lunas hånd over sin egen og han spredte fingrene let så de kunne flettes sammen med hendes. Han kunne dog ikke lade være med at klemme hendes fingre en lille smule da hendes far åbnede munden igen. ”Du burde være forblevet adokat Toby,” sagde han kæligt, ”At skifte job for at rende rundt ned forvoksede firben..” Han rystede let på hovedet. ”Hvordan har du tænkt dig at klare dig for den lausie løn?” Han rettede blikket imod Luna, ”Og det gælder også dig Luna. I kan ikke leve af kærlighed og kildevand. Det er på tide I begge får øjnene op og bliver voksne.” Ingen ved boret rørte længere deres mad. Deres far var ikke et dårligt menneske, men hans uvidenhed om det magiske samfund gjorde ham blind for mulighederne det havde.
Blikket blev forfærdet rettet imod hende som hun snakkede om at binde sin magi. ”Luna..” mumlede han og så også godt Toby sende hende det samme blik. Hendes far derimod himlede let med øjnene, ”Hold nu op med at være så dramatisk, jeg siger bare at du skal have dig et godt job, jeg er ligeglad med jeres hokus pokus, jeg siger bare at man ikke kommer sovende til tingene.” Konkluderede han.
Spencer rettede atter vredt blikket imod hendes far, ”hvis du rent faktisk havde sat sig ind i det magiske samfund, ville du vide at der er utallige højt lønnede jobs, og bare lige for the record, så er det at arbejde med drager utroilig risikofyldt og noget der bør respekteres! Det svarer til at indfange krokdiller der er ca. 5 gange så store, dobbelt så arrige, som kan flyve og spyde ild. Var du klar over at der bare i sidste uge var en drage der forvillede sig ind i et boligkvarter magen til dette her? Havde der ikke været dragefangere ville den af brædt det hele ned til grunden og slået utallige mennesker ihjel. Og havde der ikke været obliviatorer, ville I have set det i tv’et. Hele det magiske samfund ville være blevet afsløret og der ville være udbrudt panik når folk som dig finder ud af hvad der ellers lurer i mørket. Ting som magikerne har formået at holde jer i sikkerhed fra gennem utallige generationer, så lad være med at tale ned til os som om den magiske verden er en fase der skal overstås.” Dette blev sagt med en ufattelig ro skønt han hånd, som Luna kort forinden havde sluppet, dirrede af raseri. En larmende stilhed spredte sig i rummet.

[Luna Clary Daniels]

Luna sad med sin gaffel og prikkede lidt ned i en ært hun endnu ikke havde spiste og lyttede kun halvt til, hvad hendes far sagde. Det var ikke ligefrem første gang hun hørte denne sang og hun vidste det ikke ville blive sidste gang. Dog ønskede hun, at det snart ville slutte, mest fordi Spencer var her og hun havde ikke lyst til at han skulle se hende sådan her. Hun tabte dog gaflen ned i tallerkenen, som deres far snakkede om at hun ikke kunne leve af kærlighed og kildevand og dertil også magi. Hun stirrede vantro og meget såret på sin far, som han kaldte det for hokus pokus. Det gjorde så ondt langt ind i hende og havde svært ved at føle sig velkommen hos ham, når han snakkede sådan. En ting var at de på Hogwarts somme tider kaldte hende muddertøs og andre grimme ting, men at hendes far heller ikke kunne rumme hende, det gjorde ondt.
Hun skævede til Spencer men kunne intet sige. Så slog hun flovt blikket ned. Spencer sagde en masse pæne ord, men hun kunne ikke rigtig fokusere på at høre efter lige nu. Hun følte sig virkelig forladt af sine forældre, og havde slet ikke lyst til at være nær dem. Det her var hendes hemmelighed som ingen på skolen vidste, ikke før nu, hvor Spencer havde oplevet det på egen hånd. Det endte med at Luna skubbede tallerkenen fra sig og så op på sin mor. ”Tak for mad. Må vi rejse os?” hun skævede til Spencer for at se om han var klar på at gå med.

[Spencer Lynch]

En larmende stilhed spredte sig ved middagsbordet. Spencer så ud af øjenkrogen hvordan Luna gav sig til at skubbe rundt med en ært på hendes tallerken. Toby havde lagt bestikket fra sig og Mrs. Daniels var gået helt i stå med det stykke kød hun var i færd med at skære.
Mr. Daniels derimod lignede en som ikke helt vidste om han skulle le eller eksploderer i raseri. Spencer var nok mest forberedt på den sidste del. Men det var også okay. Han lod sig ikke intimiderer af voksne der råbte af ham, han havde trods alt prøvet værre.
”Du er ikke bange af dig hva?” Den midaldrende mand kiggede imod Spencer og foldede hænderne foran sig på spisebordet. Spencer rankede ryggen en anelse som gjorde han kar til hvadend der måtte komme hans vej. ”Jeg kan ikke se hvad jeg skulle være bange for.” Svarde han blot i en kølig tone.
Mrs. Daniels sukkede let og lagde en hånd på sin mands arm som for at påminde ham om at opføre sig pænt. Så var det Luna brød stilheden. ”Ja selvfølgelig, jeg kalder når der er dessert.” Svarede hun mildt og sendte Luna et let undskyldende blik. Det var tydeligt at hun gerne ville nede konflikten før den udviklede sig yderligere.

[Luna Clary Daniels]

Luna smilede prøvende, og ikke helt sandfærdigt til sin mor. Det var tydeligt hun var ramt af situationen. Derpå tog hun sin tallerken og bar den ud i køkkenet, for så at gå tilbage til bordet og se bedende på Spencer, uden rigtigt at se på ham, men hun følte ikke rigtig hun kunne gå før han var klar til det også. Hun kunne ikke lade ham være alene hernede. 
igen kiggede hun på sin mor. "Tak mor, det behøver du ikke. Jeg er ikke sulten." Blikket i hendes øjne var fjernt og trist, og hun havde ikke helt den samme kampgejst, som man normalt kunne se ved hende. Hun var nærmest lukket helt ned. Et suk undslap hendes læber, før hun så på sin bror med en blanding af taknemmelighed og bøn om at hjælpe hende. Derefter rettede hun blikket imod Spencer. "Vil du med op på mit værelse?" i princippet, vidste forældrene jo ikke at han havde været der før, så det burde hun nok huske på. Om han kunne gennemskue vejene derop selv fra stuen, vidste hun heller ikke, men han var en kløgtig fyr så mon ikke?

[Spencer Lynch]

Spencer blev siddende lidt og holdt mere eller mindre stirrer konkurrence med Lunas far, som hun bar sin tallerken ud. Først da hun kom tilbage og snakkede direkte til ham, rettede han opmærksomheden imod hende og nikkede. Langsomt rejste han sig fra stolen og tog sin tallerken med.
Han ville hellere end gerne op på værelset og bare slappe lidt af, han blev nok aldrig noget familiemenneske. Ikke på denne måde i hvert fald. Han stillede sin tallerken fra sig på køkkenbordet og vendte sig imod Luna med et forsigtigt og let undskyldende blik. Det havde ikke været hans mening at skabe en scene, men nu var han heller ikke ligefrem kendt for at holde sin mund når han blev udfordret.
Med rolige skridt gik han imod trappen. Han håbede ikke at Luna var sur på ham over det der var sket. Han kunne i hvert fald godt fornemme at hun var godt nedtrykt. ”Husk ikke at lukke døren helt i.” Kaldte Mr. Daniels inde fra stuen som de bevægede sig ovenpå. Spencer sagde ingenting til det, det måtte være Lunas valg om de fulgte hans påbud. De kom op for enden af trappen og han vendte sig atter imod hende, ”vil du føre an?” Spurgte han lidt forsigtigt.

[Toby Max Daniels]

Toby sukkede let. Han havde virkelig ondt af Luna i dette her. Deres far kunne være a piece of work, forhåbentlig så ville han blive klogere på et tidspunk. Toby havdel lidt lært at leve med det og bare ignorerer når han blev for meget, men han kunne godt forstå hvorfro Luna måske havde sværere ved det.
Som hun rejste sig kiggede han imod Spencer og hans far. Godt Luna kort efter kom og bad Spencer gå med op på værelset, så kunne han snakke deres far lidt ned i mellemtiden. ”Jeg kommer lige op senere.” Sagde han mildt henvendt til Luna som de forsvandt ud af stuen.
Han kunne da heller ikke lade være med at rulle med øjnene som deres far kom med kommentaren om at døren skulle være åben.

// out

[Luna Clary Daniels]

Luna så imod sin bror, der lige nu virkede ganske forstående, og hun prøvede da også at smile til ham. Desværre lignede det dog mest en grim grimasse,
Men mon ikke Toby forstod det alligevel? Det håbede hun på og ellers kunne de altid snakke om det når han kom op, eller senere.
Luna gik imod trappen men stoppede op, som hun hørte sin far råbe efter dem. Hun knyttede sin hånd stramt i stilhed. Både for at mærke neglene bore sig ind i håndfladen og derved skabe et fokuspunkt, men også fordi hun mærkede en fortabt vrede ulme sig. Hun sagde stadig intet som hun gik imod værelset, ikke før Spencer stillede hende et spørgsmål. ”Okay” blev svaret blot, som hun samtidig gik videre. De nåede værelset, hvor hun lod Spencer træde først ind. Det lignede et helt andet værelse end det Spencer havde set sidste sommer. Der var ikke en eneste ting, som så ud til at stå eller ligge forkert. Bøgerne i reolen stod snorlige og efter højde, spejlet var ikke længere dækket til, og sengen var pænt redt. Der kunne ses nogle billede rundt omkring både bevægelige og stillestående. Som hun selv kom ind i værelset, smed hun sig på sengen og vendte ryggen til ham. Hun var simpelthen så flov. Hun havde ikke lyst til at sige noget, men var egentlig heller ikke sikker på hun kunne få ordene frem, hvis hun ville.