Meet the Parents

[Spencer Lynch]

Spencer fulgte hende op til værelset hvor han gik ind før hende, som hun gjorde plads. Han var ikke sikker på om hun ville efterkomme hendes fars ønske, han vidste bare, at han måske ikke havde gjort sig selv voldsomt populær ved middagsbordet, og derfor ikke ville være den der var provokerende nok, til at ignorerer en af husreglerne.
I et kort øjeblik, blev han en smule nervøs for om Luna måske var sur på ham over det der havde udspillet sig. Han blev stående inde midt på gulvet og studerede hend en smule afventende som hun kastede sig ned på sengen. Efter nogle lange sekunder, vovede han sig dog en anelse tættere på, så han kunne se ned på hende. De blå øjne bar præg af de mange tanker der, som altid, flugtede gennem hans hovede. ”Er du okay?” Spurgte han let tøvende og tyggede en kende på sin underlæbe. Man skulle ikke være særlig socialt begavet for at vide, at middagen havde været et flop. Han havde virkelig ønsket at det var gået bedre, da han ville virkelig gerne passe ind, for hendes skyld. ”Jeg er ked af hvis jeg ødelagde middagen.” Sagde han så en kende skyldbetynget. Han blev bare så gal når folk gik efter Luna, og hans forsvarsmekanisme var bare at bide igen.

[Luna Clary Daniels]

Luna lå et øjeblik og samlede sig med lukkede øjne og armene om sig. Der herskede ingen tvivl om at hun lige nu havde det rigtig svært, men dette her var hendes værelse og derfor også stedet, hvor hun lod sig selv være sårbar og bare for et øjeblik ikke være den der kæmpede og nægtede at give op. Hun havde brug for pausen til bare et øjeblik lige at give op og bare være ked af det. 
Da hun så hørte Spencers spørgsmål slog hun øjnene op, smed benene ud over sengekanten og rejste sig for at gå hen og lukke døren. Først da den var lukket så hun på ham igen, der var ikke den vanlige glød i hendes øjne, ikke skyggen af smil på hendes læber. "Jeg hader ham. Han vil aldrig lytte..." Hun sukkede og gik tilbage i sengen, hvor hun tak hovedpuden op i sin favn, før hun kiggede op på Spencer. Det var ikke ligefrem dette her hun havde håbet på han skulle deltage i, men hun gav på intet tidspunkt ham skylden for hvad der var sket ved bordet. Det var ikke ligefrem første gang de havde haft denne samtale. "Det er ikke din skyld Spence. Han vil bare ikke forstå hvem jeg er.. hvem vi er, mig og Toby."  Hun rystede på hovedet og så ned i puden. "Det var ikke meningen du skulle opleve det." Måske kunne man fornemme ud fra hvad hun sagde, at det ikke var første gang denne samtale kom på tale, når hun var hjemme. Hun sank engang og sad og tyggede sig lidt i kinden. "... Spence?... Vil.. vil du ikke sætte dig her over?" utroligt nok var det svært for Luna at spørge om, men hun følte sig også meget mere sårbar end hun plejede at være og lige nu var hun bare virkelig ked af det og havde slet ikke lyst til at være glad.

[Spencer Lynch]

Spencer blev stående og betragtede hende på afstand, usikker på om han delvist var årsagen til hendes opgivende adfærd. Måske han skulle have holdt lidt igen ved middagsbordet, men det var bare så svært...nærmere næsten umuligt for ham.
Han blev tilmed stående som hun rejste sig fra sengen, og passerede ham for at lukke døren. Blikket der kort efter mødte ham, fik det til at løbe ham lidt koldt ned af nakken. En mindre klump blev sunket. De urolige blå øjne hvilede på hende, frem til hendes ord brød stilheden og han følte en underlig lettelse skylle ind over ham. Måske det alligevel ikke var ham det handlede om.
Lidt tænksomt overvejede han sine næste ord. Han nagede intet ønske om at gøre situationen værre for hende, for det var tydeligt at det gik hende på. "Det virker lidt som om at han ikke forstår den magiske verden, fordi han ikke ønsker at sætte sig ind i den." Konkluderede han så, og tog et par forsigtige skridt frem mod sengen.
Han fnøs let og trak på skuldrene, "no worries, det er ikke den værste middagsdiskussion jeg har oplevet." Forsikrede han med et træk på den ene skulder. Han havde prøvet en del de gange han havde været adopteret.
Spørgsmålet fik ham, uden den mindste tøven, til at komme helt over til hende. Han satte sig på sengen så tæt på af hende at deres ben rørte hinanden. Trøstende lagde han en arm omkring hende og trak hende ind mod sig. Omsorg fra andre var ikke noget han kendte så godt til eller var god til at udvise, men overfor Luna, faldt det ham langt mere naturligt.

[Luna Clary Daniels]

Luna fnøs og lod en del af sine ophobede følelser gå ud over Spencer, ikke med vilje selvfølgelig, men hun blev bare påvirket af hans ord på en måde lige nu, som hun ikke helt havde styring over. "Neeeej virkelig? Hvorfor får du dog den ide fra? Tror du evt der var en grund til at jeg skjulte for mine forældre at je....." Hun stivnede og bed hårdt ned i sin underlæber, for ikke at fuldende sætningen. Hun havde på ingen måde lyst til at sige resten. Blikket søgte chokkeret hans og hun kiggede meget sørgmodigt og skyldbetynget på ham. "Undskyld Spence! Det var ikke sådan ment, jeg... jeg.. Han gør mig bare så vred. undskyld." Hun sank engang og måtte tørre øjnene. "Det er så frustrerende. Jeg vil ikke være tandlæge eller advokat, bare så på Toby, han prøvede, men det gik slet ikke. Se det blik min far sender ham. Som om han har svigtet, sådan vil han også ende med at kigge på mig. at blive kaldt mudderblod kan jeg klare, og jeg kan til dels klare at der er nogen idioter, der mener jeg er sammen med et monster, men at min egen far mener jeg er forkert skruet sammen, dét kan jeg bare ikke." Som Spencer kom over i sengen søgte hun ind imod hans favn, for hende var det et af de tryggeste steder der fandtes i hele verden, hvilket var utroligt, eftersom hun vidste hvordan Spencer havde det med den slags. "... I det mindste var der ingen brændende hundhvalpe..." mumlede hun med et lille smil på læberne, som hun citerede nogle af de mange rygter der gik om Spencer, nu hun kendte ham og vidste til hans hemmelighed, var rygterne næsten grinagtig sjove at høre på. "Tak fordi du er her." Fik hun så sluttet af, mens hun rettede sig lidt op og så på ham, og valgte så, at kysse ham på munden. Det blev et lidt vådt kys, men umådelig tiltrængt.

[Spencer Lynch]

Hendes næsvise tone kom en smule bag på ham, og utilpasheden steg kort i ham på ny. Spencer var ikke god til at være i situationer som disse. Havde hun været en hvilken som helst anden person, havde han bidt af hende, og irriteret påmindet hende om at han ikke bar hele skylden. Dog forholdt han sig tav. Han ønskede ikke at forværre situationen. "Skjulte hvad for dine forældre?" Spurgte han stille ind. Blikket var en anelse mere hårdt end normalt. En forsvarsteknik, han slet ikke selv bemærkede.
Han sagde ikke rigtigt noget til undskyldningen, betragtede hende bare, nysgerrigheden brændte mere i at høre den afsluttende del af den sætning hun havde været ved at sige højt.
Den unge fyr veg svagt og kastede blikket imod vinduet som hun nævnte monster-delen. Han hadede det ord. Han troede selv fuldt og fast på at et var rigtigt, hvilket nok også var grunden til at det gjorde så ondt. På trods af dette forholdt han ansigtet udtryksløst.
Tankerne fik en smule frit løb som han sad og holdt om hende, og som hun puttede sig ind til ham. Hvis hendes far ikke kunne accepterer at hans egne børn var magikere, hvordan skulle han så nogensinde kunne accepterer at hans datter var sammen med et monster? Han tyggede hårdt sammen om underlæben. "Huh?" Han havde været så opslugt af tankerne at hendes joke desværre faldt lidt til jorden. Der gik et par sekunder før det gik op for ham hvad hun havde sagt, men hertil fik hun da også tilsendt sig en let trækning i den ene mundvig. "Jeg ved ikke ligefrem hvor stor en hjælp jeg har været, det virkede mere til jeg forværrede situationen," en let grimasse løb over hans ansigt.

[Luna Clary Daniels]

Hun var blevet fanget midt i en sætning, som hun ikke havde lyst til at færdiggøre. Faktisk havde hun nok håbet på, at Spencer selv kunne gætte resten, men det var jo efterhånden og en god rum tid siden og måske ikke noget der helst hvilede i ham på samme måde. Hun trak dog på skuldrene som hun tog sig mod til at fortælle. "Flere ting faktisk. Alt der sker af negativt på Hogwarts og i troldmandsverdenen. Den... den dag med Jayson... Jeg.... Mine håndled var så modbydelig ømme dagende efter fordi de havde klemt så hårdt om dem og i så længe... og sikkert fordi jeg havde gjort modstand. Jeg fortalte det ikke til nogen, bed det bare i mig, selvom det gjorde ondt de første par dage når jeg skrev. Men..." Hun rettede sig lidt op og kiggede op på ham. "Jeg ville ikke sætte dig i yderligere problemer, så mens alle fokuserede på både dig og dem, så gik jeg stille med dørene omkring, hvad der var sket mig. og.. Sommerferien. Du ved jo selv hvad der skete. Mine forældre tror jeg snublede ned af trappen. Hvis de kendte sandheden ville jeg blive taget ud af Hogwarts med det samme." Det var svært hver gang hun snakkede om det også selvom Ezekiel Amardeus havde hjulpet hende, men hun var stadig flov over at det var sket. Det kunne også godt ses på hende nu. Hendes øjne blev fjerne, hvis det da var muligt at de blev mere fjerne, men det egentlige tegn var nok at hun lige nu undgik øjenkontakt.
Luna bed godt mærke i at Spencer blev stille og hun kom et øjeblik til at tænke på om hun havde sagt noget forkert. Hun ville ikke miste Sepncer, eller bare skubbe ham væk. Det var hun ikke sikker på at kunne holde til. Som han spurgte til hvad hun havde sagt smilede hun blot lidt og gentog så sig selv. "Jeg prøvede bare at lette lidt på stemningen." forklarede hun og flyttede sig længere ind på sengen, så der blev bedre plads til dem begge. "Jeg synes du var til stor hjælp. Du sagde så mange pæne ting om mig. Det har jeg ikke oplevet før. Tak."

[Spencer Lynch]

Han lyttede til hvad hun sagde, og kunne godt fornemme at hun stadigvæk var meget påvirket af det der var sket dengang. Han kunne nu godt sætte sig ind i det. Han var jo også stadigvæk meget påvirket af overfaldet på toilettet. Så meget at han faktisk aldrig brugte det toilet længere. Når han endelig skulle på toilettet, var det altid med høj puls og ubehag i kroppen. Dette snakkede han dog ikke rigtigt om. Han havde prøvet værre -bildte han sig ind, men han måtte erkende at det var noget helt andet at vågne op med skræmmerne, og blive påført dem imens man stadigvæk var ved bevisthed.
Der var dog noget i hendes ord der fik ham til at tippe hovedet undrende på skrå. ”Hvorfor skulle de dog gøre det? Det var jo ikke på Hogwarts og det kunne jo lige så godt være sket i London.” Kommenterede han. Dermed ikke sagt at han ikke troede på hendes forældre kunne finde på det. For det havde han bestemt en ide om at de godt kunne. Han kunne genkende det hjemsøgte blik hos hende. Han så det hos sig selv hver eneste gang han så dig i spejlet. En del af ham havde lyst til at spørge ind til det, men han ville heller ikke presse på.
Han fulgte hende tænksomt med blikket som hun gled længere ind på sengen. Efter kort tøven fulgte han med hende og lagde sig ned cirka på midten af sengen. Han lå på ryggen, med den ene arm ud til siden, som en tavs invitation til at hun skulle lægge sig sammen med ham. ”Jeg sagde bare sandheden.” Slog han fast, som var det det allermest logiske i verden.

[Luna Clary Daniels]

Det var måske ikke så ligetil for andre at forstå hvad Luna bøvlede med i sin familie. Måske meget af det også mest var problemer hun selv skabte, hun var faktisk ikke sikker, men sikkert var, at hun havde det indtryk, at hendes forældre bare ventede på den mindste grund til at trække hende ud af Hogwarts og troldmandsverdenen, så hun kunne blive en fuldbyrdig del af deres verden og gøre alt det hendes far havde sat sig i hovedet. Lige Fra gå på den rigtige skole, som han i sin tid gik på og få en god uddannelse.
Hun sukkede kort. ”Det var stadig i troldmandsverdenen. Det er nok for dem. Det jo ikke kun skolen de er imod. Det er det hele. Min far vil slet ikke anerkende at der kan være gode ting ved magi også.” hun sukkede lidt og rettede på sit hår, før hun så puttede sig ind til Spencer. Et sted hun virkelig elskede at være. Hun skævede imod døren. Toby havde snakket om at ville kigge ind, men lige nu ville hun gerne bare slappe af. Desuden gjorde de jo ikke noget forkert ved bare at ligge på sengen. ”i så fald kan jeg godt lide din sandhed” hun grinede lidt og vende sig så lidt i kroppen så hun lå mere på maven og strakte halsen, for at kunne give ham et kys på kinden.

[Spencer Lynch]

Igen lyttede han til det hun sagde. Selvfølgelig kendte hun sine forældre bedre end ham, og han ville da ikke benægte at hendes far havde lydt som typen der kunne finde på at trække hende ud, men samtidig gav det bare heller ikke mening. Bare fordi det var sket i en magisk by, igen kunne det jo være sket alle steder. Han valgte dog ikke at gå mere ind i det, og i stedet bare være der for hende.
Det lille skæve smil formede sig på læberne ved hendes ord og det søde kindkys hun bød ham. Han så ned på hende og fik en anelse dobbelthage i processen, som han forsøgte at nå hendes læber i stedet.
Han sukkede så let, ”jeg er ked af dine forældre ikke forstår sig på den magiske verden.” Hans stemme var stille og medfølende, personligt ville han nu til enhver tid have foretrukket dette over sin egen opvækst, men ikke desto mindre forstod han godt at hun var frustreret og ked af det over det. Han strøg blidt hendes overarm med et par fingre, som på trøstende maner.

[Luna Clary Daniels]

Lige nu ville Luna helst ikke tænke for meget på sine forældre, eller rettere sagt sin far, men blot nyde tiden med Spencer. Det blev da også klart noget nemmere, da hun mærkede han stryge et par fingre over hendes overarm. En gestus, der fik hende til at smile lidt for sig selv. Både fordi det var rart, men også fordi hun huskede hvordan han havde været forhen. Mere lukket og mere afholden. Det var dog rart med omsorgen og hun vendte blikket for at se ham i øjnene, denne gang med et lille smil. "Jeg har ikke rigtig lyst til at lade mine forældre ødelægge mere af dit besøg. Jeg tænker vi har brugt nok tid på dem nu?" Konkluderede hun så og trillede om på ryggen, men stadig så hun lå tæt ved siden af ham. 
En arm fandt over lidt ham, og stille søgte den ind under hans tøj og lagde sig blidt på hans maveskind, hvor hun stille begyndte at nusse ham. Det var virkelig rart og hun kunne igen mærke hvor meget hun havde savnet ham. Luna kunne ligge sådan her resten af dagen, men en del af hende frygtede stadig om hendes far kunne finde på at kigge op til dem, og så ville hun helst ikke tages i for meget kærestestof. Måske hun også lige skulle få snakket med sin far, når der var faldet ro på igen. Hun ønskede jo egentlig ikke være i konflikt med ham, hun havde bare brug for lidt luft, før hun var klar til at snakke.

[Spencer Lynch]

Smilet hun sendte ham fik hans hjerte til at slå et ekstra slag. Han elskede nå hun smilede, det fik altid hele hendes andigt til at lyse op. Som en lille sol der stod i perfekt kontrast til hans mørke. ”Jeg er enig.” Sagde han mildt. De kunne jo lige så godt nyde tiden de havde sammen i stedet. Det virkede langt mere hyggeligt.
Hånden der sneg sig ind under hans bluse, fik det til at krible behageligt i kroppen. Han vidste godt at de måske ikke kunne lave så meget nu med forældrene på vagt. Ikke fordi han var speciellt bekymret, men han ville heller ikke sætte hende i en pinlig situation.
Langsomt hævede han sig op på den ene albue og lænede sig en smule ind over hende med overkroppen for at placerer sine læber imod hendes. Det var bare hyggeligt at ligge sammen med hende på denne måde, og bare nyde hinandens selskab, uden de nødvendigvis behøvede at sætte ord på. Blidt strøg han sin tungespids imod hendes læber i en tavs bøn om at blive lukket ind.

[Luna Clary Daniels]

Luna nussede ham blidt, men vidste også godt, at de nok ikke rigtig kunne gå så mange skridt videre af den sti, da de sikkert bare ville blive afbrudt af familien. Det var ellers ærgerligt, for Luna havde virkelig lyst til ham, men lidt uskyldigt kælen, kunne vel også gå. Hvis nu Spencer ville overnatte der, kunne de jo gemme det andet til natten? 
Som Spencer så hævede sig lidt ind over hende smilede hun op til ham og da først deres læber mødtes lod hun sine fingre vikle sig ind i hans hår, hvilket nok før eller siden ville få hans hue til at falde af. Hun blev dog ligeglad, som hun mærkede den nysgerrige tunge, som ventede på at blive lukket ind, og selvfølgelig lod hun sine læber skilles for at kunne lade deres tunger lege. Det gav et skønt syg i maven på hende og hun smilede op til ham. Efter lidt tid trak hun sig fra kysset og så lykkelig op på ham. "Jeg har lyst til dig." lød det så fra hende, som var det det mest naturlige i verden, men når han lå der og var så dejlig var det altså svært at sige nej!

[Spencer Lynch]

Han sukkede afslappet under hendes blide berøring. Han kunne stadigvæk sommetider blive lidt forundret over hvordan det havde lykkedes hende at nedbryde næsten alle hans facader på relativt kort tid. Hun var den person der kendte ham aller bedst.
Under kysset kunne han godt mærke huen glide langsomt af, men han gjorde ikke noget for at forhindre det. Hans ravnsorte hår kom bedre til syne som huen landede på sengen.
Han var ikke helt tilfreds med at slippe kysset de delte. Ærlig talt, følte han ikke helt han kunne få nok af hende lige nu. Derfor sendte hendes ord også en behagelig kriblen gennem hele hans krop og han smilede en smule lusket til hende. En hånd blev sneget ned langs hendes lår og ind under den prikkede kjole, blot for at trække den nok op til at blotte hendes lyse maveskind. Han kravlede lidt ned i sengen så han lå ud for hendes mave, der blev tildelt et par pirrende kys omkring navlen. ”Hvor stor er sandsynligheden for dine forældre kommer op og checker til dig?” Spurget han så og rettede de lyse blå øjne imod hendes. Han vidste desværre godt at der var en reel chance for at blive bustet hvis de gik igang med noget nu, men kors hvor havde han alligevel lyst til det. Han forsynede hende med en række nye kys, og lod læberne glide lidt mere op mod underkanten af hendes bh, dog uden at gå højere. I stedet sendte han hende et nyt let smil der fik de blå øjne til at virke endnu mere levende. Tankerne bevægede sig kort tilbage til hvor fantastisk det havde været i sommers og han længtes efter at være sammen med hende igen.

[Luna Clary Daniels]

Der fremkom altid en lille form for Triumf hos Luna, når hun fik vippet huen af Spencers hoved, selvom hun elskede at se ham gå med sin ikoniske hue, så var der noget i at være den der skubbede den af ham, den der fik LOV til at skubbe den af ham. Hun smilede dog op til ham og var tydeligt i meget bedre humør. 
Luna mærkede hånden der havde sneget sig ind under hendes tøj, og hun ønskede øjeblikkeligt at de var et sted hvor de med sikkerhed ikke ville blive forstyret. Måske det kunne gå her, hvis ikke de larmede for meget, men Toby havde jo sagt han ville komme op senere, så det holdt hende også lidt tilbage. Hvis bare der var en måde de kunne... Luna bed ned i læben. Spencer var overhovedet ikke fair lige nu så dejlig som han var. "Jeg ved det ikke. Min far sidder sikkert og sumper de næste timer og er sur. Måske min mor kommer når der er dessert, men hun plejer at kalde først og Toby, ham ved jeg aldrig rigtig med." Forklarede hun opremsende, og søgte så op imod Spencers læber igen for at forene dem i et kys og samtidig lod hun nu en hånd søge lidt indenfor hans bukser. Bare lige lidt. Døren var alligevel lukket, så hvis der skulle komme nogen, ville de vel banke på først? Det virkede bare som en god mulighed, der lå foran dem, og sidste gang var der jo ikke sket noget...

[Spencer Lynch]

Han kunne godt mærke på hende at humøret var bedre nu, til hans lettelse. Han havde fundet ud af at det der nærmest gjorde mest ondt, var hvis hun ikke havde det godt. Hun betød alt for ham, måske var det en lidt vild statement, men han følte at det var sandt.
Hendes ord fik ham til at smile lidt mere udspekuleret i hendes retning. Lige nu ville han bare ønske at der ikke var nogen hjemme. At de bare kunne ligge og hygge sig, uden at være bange for at blive forstyrret. Spencers hørelse var en del mere følsom end andres og for første gang i sit liv, ville han næsten ønske han havde lært at udnytte det bedre. Så kunne han have holdt et halvt øre på trappen, om man så kunne sige.
Han fangede atter hendes læber på hendes opfordring og mærkede kort efter hendes hånd snige sig lidt ind bag bukserne. Det gav et behageligt sug i hele kroppen og flyttede lidt på sig så hun bedre kunne komme til. Han kunne allerede mærke nu hvordan hjertet slog lidt hurtigere. De kunne vel godt nusse lidt, right? Det ville der vel ikke ske noget ved. Bare liiiige lidt. Han gjorde kysset dybere og lod sin hånd glide det sidste stykke vej op af hendes bløde maveskind, for at lukke sig om hendes ene bryst, uden på bh’en.