Jeg længes ud mod fjerne horisonter

[Priscilla Rigel Cooper]

Priscilla sad på badeværelset i lang tid, mens hun lod tårerne trille. Hun var ikke klar til at se Julian endnu. hun var faktisk ikke klar til noget overhovedet. Men efter lang tid blev hun enig med sig selv om at prøve at komme op. Hun pjaskede derfor noget vand i hovedet og gik så tilbage ind i værelset, hvor hun satte sig med sin bog. Hun åbnede den, men læste ikke noget, sad bare og stirrede ned i da, som tårerne så igen begyndte at løbe. Hun sad helt stille i håb om at Julian ikke så det, så rømmede hun sig lidt og så endelig på ham. "Må.. må jeg gå ud og få lidt frisk luft?" spurgte hun så med grødet stemme, men forventede faktisk allerede et nej.

[Deleted]

Julian kiggede i mod hende, han kunne slet ikke få det ud af sit hoved at han måske var ved at gøre noget virkeligt skidt og det lignede bare sket ikke ham at fokuserer på sådan nogen ting, han havde det normalt rigtigt fint med det han gjorde.
Der var bare noget over denne her situation der virkede anderledes, men det kunne jo ogs sagtens være at det var alkoholen der spillede ham et pus: "Skal jeg ikke gå med? Jeg kunne faktisk også godt bruge lidt luft tror jeg" sukkede han og satte sig op.
Han havde brug for luft, så han forhåbenligt lige kunne tænke klart.

"Vi kan gå en kort tur?" spurgte han hende, som om han helt havde glemt at de to faktisk ikke ligefrem var venner og kunne g og snakke om dagen og vejen. Men alligevel så syntes han tanken var lidt hyggeligt.
Heldigvis var det jo i et land hvor det var varmt udenfor.
Julian havde været næsten alle steder i verden, han rejste en del - sådan var det nok med et job som hans.

[Priscilla Rigel Cooper]

Priscilla sank en klump og tørrede øjnene igen, det kunne hun nok blive ved med det næste stykke tid. Hun så dog lidt overrasket op på ham, da han spørge om han måtte gå med. Egentlig havde hun jo forventet et nej, men hvis han ville med kunne han jo bare sige det. Det var jo hans ord der ligesom var lov her. Hun tyggede sig selv lidt i kinden og skævede op på ham. "Jeg ville egentlig helst gå selv. Jeg kommer ikke til at gå så hurtigt og jeg... jeg..." Så sank hun lidt sammen igen. Der var svært lige nu. Hun ville virkelig gerne hjem. Hun ville være fri ikke død. "Meg jeg har vel ikke meget at sige i den sag?" Konkluderede hun så og rejste sig modløst op. 
Hvad hvis aldrig hun kom til at se sin far igen? Sin familie? Sine venner? "En... En kort tur? B-betyder det...?" Hun kunne ikke engang få ordene over læberne, men hvis det var en kort tur måtte det vel betyde at handlen snart skulle gennemføres. "Vil du ikke nok lade mig være Julian? Hvis nu.. hvis jeg betaler dig mere end ham der kommer, vil du så ikke nok?" Spurgte hun grav alvorligt, selvom hun godt vidste, at hun aldrig ville komme i besiddelse af den mængde penge. 

[Deleted]

Han kiggede roligt i mod hende.
"Jeg tror heller ikke Thailand er et særligt sikkert sted for dig at gå alene om aftenen, nok er det et godt hotel men det er området ikke" sagde han i en helt rolig stemme og kiggede på hende som han kom op at stå for at gøre sig klar til at gå.
Han havde ikke tænkt sig at lade hende gå alene, han vidste jo godt at hun ikke kunne gå særligt langt, hun kunne jo ikke komme ud af landet - men han syntes alligevel ikke helt han orkede at gå ud og lede efter hende.
Det var ikke helt let at finde en person i det her land hvor der var mennesker over alt.

"Den samtale skal vi ikke tage nu.., Det er som det er, lad os nu bare gå" sagde han og kunne mærke hans hoved var ved at eksploderer bare ved tanken om at tale med hende om tingene sådan her. Han kunne slet ikke overskue det.
Han prøvede virkeligt ikke at lade sine følelser tage fat i ham.
Men pludseligt virkede det faktisk en smule svært.

[Priscilla Rigel Cooper]

Det gav god mening det han sagde også selvom det kun var middag, var det måske rigtigt nok at hun ikke ville være sikker. Efter at have stået i stilhed et øjeblik gav hun sig så. "Fint, vi går sammen." Hun ville jo netop have været alene fordi hun havde det så svært med det hele. Hun ville ønske hun kunne få en pause fra tingene. Bare så hun kunne finde en måde at stoppe det her galskab. 
At han ikke ville lade hende købe sig fri generede hun. Hun var virkelig bange og kunne slet ikke slappe af. "Jeg kan ikke Julian. Må jeg så i det mindste ikke bare blive hos dig? et eller andet, men jeg har ikke lyst til at skulle væk. " En tårer løb igen og hun bed sig i kinden. "Jeg er bange." VAr det det hun var blevet holdt skjult for alle de år, for at hun bare skulle sælges til en eller anden der sikkert ikke ville hende det godt. Julian havde da trods alt behandlet hende ordentlig.

[Deleted]

Han nikkede som hun gav sig og sagde at de gik sammen.
Egentligt havde hun jo ikke rigtigt noget valg, men han havde ikke tænkt sig at sidde og være en idiot lige nu. Han havde det ikke selv super og han måtte hellere bare sove alkoholen ud inden han begyndt at tænke alt for meget over hvad det egentligt var han havde gang i.
Han havde jo bare altid levet sådan her.
Julian havde aldrig drømt om et almindeligt job, en familie eller alle sådan nogen ting som normale mennesker måske drømte om.

"Lad os gå" afbrød han hende som hun snakkede, og han åbnede så døren så de kunne gå ud af den, han kunne slet ikke tåle at snakke om tingene lige nu og naturligvis havde han tænkt sig at afleverer hende.
Han ignorerede jo altid sine følelser.
Hvorfor skulle det være anderledes denne gang?

[Priscilla Rigel Cooper]

Det var nok egentlig meget godt at Julian skar igennem og bare fik dem afsted. Dagen var endnu ung og der var nogle timer til middag, men Priscilla var begyndt at tælle timer ned, minutter endda. Hun gik langsomt ud a hotelværelset og var meget forsigtig med at træde ned på den dårlige fod. Hun havde ikke fået nok hvile i den og smerten skød op igennem for hvert kridt hun tog. Det ville helt sikkert ikke blive en lang tur de fik gået. Hun gjorde dog sit bedste også uden at klage sig. 
Flere gange kiggede hun over på Julian, men vidste ikke hvad hun skulle sige i den position hun var i. Det virkede ikke rigtig til hun kunne gøre så meget andet end prøve ikke at tænke for meget over hvad der skulle ske. 

[Deleted]

Julian gik ud af døren og kiggede blot på hende som de i stilhed gik vejen ud af hotellet.
Han sagde ikke noget det første lange stykke tid da de gik, no fordi han ikke helt vidste hvad han skulle sige. Han følte bare at det hele var en smule mærkeligt og han kunne ikke rigtigt holde styr på sig selv lige nu.
"Ehm hvad.. Jeg..." stammede han lidt usikkert.
Han var ikke helt sikker på hvad det var han lige skulle sige.

"jeg er altså ikke noget dårligt menneske" sagde han i en rolig stemme, han vidste godt hun nok ikke rigtigt kunne bruge det til noget, men det var lidt som om at han pludseligt lige havde brug for at sige det.
Han hadede hende jo ikke og han mente jo ærligt at han ikke var noget dårligt menneske.
Men det kunne han da godt forstå hvis hun mente.

[Priscilla Rigel Cooper]

Priscilla havde gået i sine egne tanke og lidt forsvundet væk fra det helved hun var i, hvilket også betød hun ikke rigtig opfangede hvad Julian havde for, før han pludselig sagde noget, som lød som taget ud af en samtale. Hun forstod det ikke og måtte derfor lige bruge et øjeblik til at finde tilbage, da hun hørte ham sige noget.
Ikke et dårligt menneske? Hvor kom det dog fra? Var der en samtale hun havde overhovedet? Eller som hun ikke havde forstået. Hun kiggede dog over på ham og smilede mens hun lagde hovedet let på skrå. "Jeg synes ikke du er et dårligt menneske. Du... gør vel hvad du mener er nødvendigt?" Han havde da trods alt behandlet hende meget pænt, og hun holdt fast i, at dagen i går havde været den bedste hun havde haft længe hun havde faktisk haft det ret hyggeligt. "Og Julian... Tak for i går." Hun sendte ham et oprigtigt venligt smil, som fortalte at han ikke skulle have dårlig samvittighed over noget. Det var der ingen grund til.

[Deleted]

Julian syntes det her var noget at det mærkeligeste han nogensinde havde prøvet: "Lidt" rettede han hende, han måtte da være et lidt dårligt menneske med alle de ting han nu engang havde gjort.
Han var jo ikke ligefrem noget englebarn og det vidste han ganske udemærket godt, han var en mand som måske havde været lidt for dårlig til at tage hurtige beslutninger især da han var yngre, og nu var det bare blevet hvem han var.
"Men tak" sagde han i et kort grin som de kom udenfor i den stjerneklare nat. Det var ikke engang koldt, men nu var de jo også et ganske varmt sted.

"For igår? hvad mener du?" spurgte han og kiggede på hende som de begyndte at vandre.
han var ikke engang sikker på hvor de var på vej hen, lige nu gik han bare ud i natten - de skulle vel nok finde hjem, hotellet var højt og med en masse lys så de kunne vel se det nærmest ligegyldigt hvor i byen de var henne af.
Julian var bare ikke lige klar til at sove endnu.

[Priscilla Rigel Cooper]

Priscilla blev overrasket, da hun så det endnu var mørkt udenfor. Så var det altså ikke morgen endnu, og de havde stadig tid sammen. Måske skulle prøve at nyde turen de gik så. Tanken fik hende til at trække på skuldrene med et lille smil på læberne. ”Du er nu ikke den værste at være i nærheden af. Du har da behandlet mig godt. Nok er jeg din...fang… nok er jeg her imod min vilje, men siden Hogsmeade har du behandlet mig bedre end de fleste andre.” Hun tav og vendte sig med ryggen til så han ikke kunne se på hende. ”De samtaler i baren var ægte. Flere af mine exkærester var mig utro og en anden gang fandt jeg ud af, at ham jeg var sammen med havde en kone derhjemme” Hun tav og så op på det kæmpe store hotel. ”Hvem ved måske overlever jeg faktisk det her og kan finde… “ så tav hun. Hun savnede sine bøger. Hun savnede Hogwarts. Hun ville så gerne hjem, men det var ikke en mulighed. ”måske er det ikke så slemt” hun så ned i jorden og lød ikke særlig overbevisende.

[Deleted]

Julian vidste ikke rigtigt hvad han skulle sige til hende.
Han var faktisk bare meget spændt på hvordan udleveringen kom til at gå og lige nu måtte han indrømme at det bare var nu. Han var bange for at det her ville komme til at damne med hans hoved, så han måtte bare have hende ud af sit liv så tingene kunne vende tilbage til det normalt igen.
"Nåh, har folk da ikke behandlet dig særligt pænt?" spurgte han, nu var han jo selv ud af en ganske god familie, han ville bare ikke have noget med nogen at gøre og han havde altid været si selv.
Han havde få venner, og ingen kontakt til noget familie udover sin søster.

"Det er ikke så slemt, livet er lort og det skal vi bare lære at leve med" sagde han.
Det kunne da godt være det ikke va ham der var ved at blive solgt til en eller anden thailandsk mafia ting, men det var jo ikke ligefrem fordi han syntes livet var skide fedt. For ham handlede det bare om at overleve og tjene penge.

[Priscilla Rigel Cooper]

Priscilla sukkede lidt og gik så videre, hun følte sig egentlig ikke så fanget, men vidste dog godt at hun ikke rigtig kunne gå hvorend hun gerne ville. Hun skulle blive ved Julians side. Mere eller mindre hvert fald, men over den sidste dags tid, var han da blevet lidt mere snakkesalig, hvilket faktisk gjorde det lidt nemmere. Om han helt forstod sig på det med at snakke og lytte var dog stadig lidt tvivlsomt. Derfor stoppede hun op og lagde hovedet lidt på skrå som hun så på ham. "Jeg ville ikke lige kalde det pænt, jeg ved ikke om du er typen der er okay med at din kæreste er dig utro. Har du overhovedet en kæreste?" Hun regnede ikke rigtig med det. Ikke sådan som han opførte sig og levede sit liv. Han måtte være en form for eneboer, det lyste nærmest ud af ham. 

Som de gik videre kunne hun godt mærke den dårlige ankel begyndte at brokke sig og hun tog fat om Julians albue, for at sænke hans fart. "Undskyld, kan vi gå lidt langsommere eller måske holde en pause? Min fod drille virkelig."  Forklaredede hun. Det havde været en voldsom skade engang og hun havde aldrig rigtig fået foden gjort ordentlig igen. Derfor blev dem øm når hun overbelastede den. præcis som hun havde gjort, da de havde danset.

[Deleted]

Han grinede og rystede på hovedet.
"Har ingen, aldrig haft nogen, skal ikke have nogen... Jeg kan godt lide bare at leve for mig selv og være... mig" sagde han, med det her job var det jo heller ikke fordi der lige var tid eller plads til en kæreste.
"I denne her branche skal man ikke have nogen svagheder" sagde han meget bestemt, han havde måske sin søster der var lidt et svagt punkt, men ikke nok til at han håbede folk ville tage sig af det.

"Ja.. Sagtens, er du okay?" spurgte han og tog automatisk omkring hendes arm som ville han gerne støtte hende en smule. Egentligt var Julian jo ganske venlig, og han nød jo også at være omkring folk.
Han havde bare forandret sig med årene.
Han gad ikke være en del af den almindelige verden, han ville skabe sit eget liv, også selvom han efterhånden ikke engang var sikker på hva det betød mere.

[Priscilla Rigel Cooper]

Priscilla så overrasket på ham, det var alligevel en ting, der kom bag på hende. Havde han virkelig aldrig haft en kæreste? Det var næsten imponerende. "Har du så heller aldrig været forelsket?" Spurgte hun inden hun nåede at overveje om det ville være et uhøfligt spørgsmål. Omvendt var de nok langt forbi, hvad der var høfligt på nuværende tidspunkt. Han kunne jo også bare lade være med at svare, hvis han mente det var for personligt, eller at det ikke vedkom hende. 

Det var rart med den lidt ekstra støtte han gav hende. Hun var ikke sart som sådan, men når foden først drillede, var hun meget usikker på den og ville helst ikke overbelaste den unødvendigt. "Det er bare min fod. Jeg overanstrengte den, da vi dansede, men jeg ville ikke ødelægge aftenen for dig, når nu vi snakkede med dine venner." Det værste var ofte at hun først rigtig mærkede smerterne bagefter, hvilket jo var nu. Hun burde nok være blevet på værelset og have sovet ud, men sådan var det ikke blevet. "Der ikke noget at gøre ved den. Det bare en af de skavanker der følger med mig. Så jeg håber ikke jeg bliver solg som væddeløbshest." Hun trak lidt på smilebåndet over sin joke, men så så ned.