Jeg længes ud mod fjerne horisonter

[Deleted]

Han nikkede og gik så ud på badeværelset.
Et hurtigt bad også tøj på. Hans hånd var heldigvis okay igen og der var kun et lille ar tilbage efter at eliksiren havde ordnet resten. Han havde taget et par mørke boyboy bukser på og en pæn grå skjorte med korte ærmer som afslørede hans meget veltrænede overarme.
Men det job som Julian havde var han jo nød til at holde sig i form hele tiden og sikre sig at folk ikke lige pludseligt var stærkere end ham. Så derfor gik han en hel del op i at træne i sin fritid.

Han gik ud til hende og smilede let i mod hende.
Hun var da meget pæn, men nu var det jo ikke fordi at Julian var interesseret i hende på den måde, det var ganske professionelt: "Klar til mad?" spurgte han afslappet som om hun bare var en af hans venner.
Ikke at han sådan rigtigt havde nogen venner.
Han var et meget privat menneske og den han talte mest med var nok hans søster, og engang imellem så talte han da også med Wyatt som var meget sjov, han var meget cool - men de talte jo ikke om hans arbejde.

[Priscilla Rigel Cooper]

Priscilla kiggede i retningen af Julian som han kom ud af badeværelset. Hun kom da nok også til at stirre på ham lidt for længe til at kunne skjule, at hun faktisk netop havde stået og tjekket ham ud, men helt ærligt, han var en virkelig pæn mand. Det havde hun ikke lagt mærke til før, måske var det tøjet der gjorde det.  Hun blev revet ud af tankerne, som han spurgte om hun var klar til mad. Hun var faktisk ret sulten. "Ja tak."  Lød det fra hende med et lille smil, for hun så hankede op i sin taske og satte den over skulderen, hvis ikke de skulle vække unødig opsigt, måtte en kvinde vel have sin taske. Hun kom til at grine lidt ved tanken. Fandtes der noget mere opsigtsvækkende end en kvinde ud sin taske? Hun kunne ikke nævne noget, men hun var måske også bare lidt fordomsfuld. 

Hun fulgte efter ham ud af døren og blev ved hans side, mens han sørgede for at værelset var låst. Hun kunne måske godt være stukket af, og nogen ville måske undre sig over hvorfor hun ikke gjorde det, men hun var helt ærligt ikke sikker på, at hun ville nå så langt og så var det nok bedre bare at blive som det var nu. Måske hun kunne arbejde lidt på at få ham til at trække handlen tilbage, men hun var ærligt talt ikke sikker.

[Deleted]

Han smilede kort.
"Godt, så vi er på vores bryllupsrejse hvis nogen spørger" sagde han i en rolig stemme, der var ikke rigtigt andet han kunne sige.
Som de gik ned i mod middagsbordet, smilede han roligt til hende som han tilbød sin arm som hun kunne tage fat omkring hvis hun havde lyst, Julian havde ingen følelser omkring kvinder og det var jo ikke engang fordi at samleje rigtigt var vigtigt for ham.
Han havde da været i seng med kvinder i sit liv, mest af alt kvinder han mødte når han havde været i byen, men det var jo ikke ligefrem noget specielt. Det var bare hyggeligt og Julian havde det nok også med at blive lidt for opstemt når han var fuld.

Han gik ned i mod resturenten og de blev hurtigt vist til at bord og fik begge to et menu kort.
"Mr and Mrs?"[/b] spurgt tjeneren: "Watson" sagde han hurtigt, det var hverken hende eller hans efternavn, men han afslørede ikke rigtigt bare sådan lige sit efternavn til folk. Han tog i mod menu kortet.
"Jeg tror jeg tager steaken... Hvad med dig, darling?" spurgte han i en næsten tør stemme som han kiggede i mod menu kortet: "Og en falske rødvin" sagde han roligt, det blev man jo ikke fuld af.

[Priscilla Rigel Cooper]

Hmm… bryllupsrejse uden en vielsesring? Den kunne nogen sikkert godt lægge mærke til. Det måtte hun udtænke lidt, hun havde hvert fald ingen ring på sig som kunne bruges. Hun tog prøvende hans arm og smilede forelsket til ham, ikke fordi hun var det, men for at støtte op om den løgn de sammen spandt.
I restauranten tog hun imod sit menukort og kiggede i det lidt, hvor meget måtte hun mon bestille? Men hvis det skulle være realistisk skulle hun måske heller ikke virke underkuet. Tjeneren kom og Julian præsenterede som mr og mrs Watson, det måtte hun huske. Efter at Julian havde bestilt lukkede hun menukortet i og så på tjeneren. ”En steak til mig også tak. Medium stegt. Og gerne med lidt salat til ved siden af. Følger der vand med til vinen?” Hun smilede til tjeneren, der nikkede af spørgsmålet før han gik.
Da tjeneren var gået kiggede hun på Julian lidt før hun så åbnede munden. Et overbevisende ægtepar snakkede vel sammen. ”Så hvor længe har du været i branchen?” Hun ville gerne prøve om hun kunne få lidt viden ud af ham, men vidste også godt, at hun ikke skulle afsløre ham.

[Deleted]

Han kiggede på hende med et lidt overrasket blik som hun spurgte hvor længe han havde været i branchen.
Det var da ikke lige sådan et samtale emne han havde regnet med at de skulle tale om: "Nogen år, siden jeg var ung..." sagde han blot, det var jo ikke lige noget han ville sidde og tale højt om her, men han var da også godt klar over at de ikke bare kunne sidde og tie stille.
"Hvad med dig? Hvad arbejdede du med?" spurgte han i en rolig stemme og lænede sig tilbage i stolen som han afventede maden.

Han var faktisk ved at være rimeligt sulten.
Han havde da heller ikke spist noget tid og lige nu glædede han sig bare til det hele var overstået, han gad ikke involverer sig i hende, for det ville sikkert bare ende med at give problemer alligevel.
Han havde allerede snakket meget mere med hende end han havde snakket med mange af de andre som han havde haft fat i, men det plejede jo heller ikke lige at ske for ham at han fik fat i den forkerte.

[Priscilla Rigel Cooper]

Ung... Det var et lidt sært svar, gad vide egentlig hvor gammel han var? Måske nogle år ældre end hende selv. Han var hvert fald ikke yngre, det troede hun ikke på. Priscilla kom til at regne lidt på det, hvis han var startet, da han var ung, så... hvor mange mennesker mon han så havde solgt gennem tiden? Hun kunne ikke rigtig lide tanken. Hvert fald ikke hvis de som hende var uskyldige. Faktisk blev hun næsten glad for, at han spurgte ind til hende, netop for at hun kunne begynde at tænke på noget andet. "Jeg er bibliotekar. På Hogwarts... Eller det er jeg jo nok ikke længere, efter det her." Hun mærkede en knude stramme sig i maven på sig, som det gik op for hende, at hun måske aldrig ville komme til at sætte sine ben på Hogwarts igen. Hun havde elsket det slot siden hun som kun 11 år gammel havde set det første gang, og nu... Hun havde ikke engang sagt farvel, hun havde ikke fået afleveret de bøger hun havde haft med hjemme i sommerferien, de lå stadig i hendes lejlighed. 
Hun måtte synke engang. Hendes lejlighed.... Hvad skulle der dog blive af den? Hvad med hendes ugle? Hun så ned i bordet, som det hele skyllede ind over hende som en stor bølge. Uden selv helt at bemærke det sad hun stille og rystede lidt på hovedet. Det sveg i øjnene og hun havde ondt i maven. Hun kunne ikke det her. Hun slog blikket over på Julian, det var triste øjne der mødte ham, øjne der var tæt på blanke. "Undskyld, Jeg øhm... Du må have mig undskyld et øjeblik, jeg skal lige pudre næsen. Så kommer jeg tilbage." Sidste del sagde hun mest for at håbe på hun fik lov til at gå. Hun havde da også tænkt sig at komme tilbage, hun havde bare lige brug for et øjeblik selv. Forsigtig rejste hun sig afventende på om Julian ville stoppe hende. Hun kiggede sig lidt rundt efter toilettet og satte så i den retning.

[Deleted]

Han rystede på hovedet.
Nej hun kom ikke til at se Hogwarts igen, hun kom nok ikke engang til at se England igen. Egentligt havde han ingen idé om hvad der kom til at ske med hende, han vidste bare at hun nok ikke lige kom til at se europa igen.
Det var mere hernede i syden at man købte og solgte mennesker, det var jo også derfor at Julian var endt til at tage hertil. Det var ikke fordi at han ikke havde nogen samvittighed, han havde bare helt bevidst valgt at slukke for den, for snart mange år siden.

"Du går ingen steder..." påpegede han i en sammenbidt stemme: "Du kan vente til vi har spist" sagde han som han pludseligt hørte en stemme der talte til ham: "jonathan, jamen dog er det ikke Julian" Sagde en kvindestemme og smilede i mod Julian, han frøs nærmest.
"Hvor er det dog lang tid siden!" sagde kvindestemmen, Julian rejste sig op for at give hende et knus, og hendes mand det samme "Jonathan, Charlotte.. Hvor er det dejligt at se jer... lang tid siden" sagde han: "Det her er min kone ehm... Pricilla" sagde han og var lige ved at glemme hendes navn, hvilket fik parret der måske var lidt ældre end Julian, til at hilse på hende.

[Priscilla Rigel Cooper]

Priscilla nåede ikke langt før hun blev stoppet af Julians ord. Der intet at gøre, hun fik ikke lov at gå. Derfor måtte hun bare lukke øjnene i og forsøge at finde en ro, som kunne få hende til at undgå igen at græde og derved skal en scene mit i restauranten. Det blev da bestemt heller ikke bedre af at en eller anden kvinde og hendes mand fik øje på dem og ville hilse.
Priscilla tørrede diskret øjnene og vendte sig imod parret for at hilse. Hun fandt et smil frem og rakte dem begge hånden. ”Goddag, rart at hilse på jer begge. Navnet er nu Priscilla, men Julian glemmer det hele tiden.” Hun smilede til dem og forsøgte at lege nyforelsket brud på bryllupsrejse. ”Men altså det har også været en lidt stressende tid grundet brylluppet.” fortsatte hun for at undskylde Julians fejl.
Så lod hun blikket glide på Charlotte for at komplimentere hende, mest for bare at skubbe emnet væk fra dem selv. ”Sikke en smuk halskæde du har. Er det perler?” hun skævede diskret til Julian for at se om han var tilfreds med hvad hun lavede.

[Deleted]

Julian sad blot og lyttede.
Det var to gode mennesker som han havde handlet med i sit liv tidligere, dog ikke i den branche han var i nu. Han havde også stjålet en del engang og der skulle jo også være købere til alt, og der havde parret da været ganske gode.
"I skal da med ned i baren i aften, jeg giver" sagde Jonathan og kiggede på Julian der et øjeblik ikke vidste hvad han skulle svare og det spottede Jonathan vidst godt. "Jo du skal så, nu skal du ikke sidde der og tøve. Det bliver skide hyggeligt, ligesom i gamle dage." sagde han i et lettere bestemt smil og nikkede, hvilket så også fik Julian til at nikke, ja det kunne de vel egentligt godt.

"Åh det er en jeg har købt af Julian engang" sagde Kvinden i et smil og kiggede i mod Julian som nikkede.
"Ja det var gode tider... Men dem kan vi jo snakke om i aften" sagde han i et falsk smil, han gad sgu da ikke sidde på en bar med dem i aften sammen med hende, han var jo nød til at holde øje med hende.
"Jamen så ses vi i baren, kl. 21.00?" sagde Jonathan som en halv konstatering, inden han så fortsatte væk fra bordet og videre. Julian sad et øjeblik bare i stilhed.

[Priscilla Rigel Cooper]

Priscilla skævede til Julian, som de blev inviteret med i baren senere. Var det nu en god ide? Hun ville meget hellere tilbage til værelset, men hun anede jo ikke hvem de to folk var, og det lød til at de kendte Julian ret godt, så hvad andet kunne hun gøre end smile og nikkede med hovedet? Det var så mærkeligt dette her, men samtidig var det en god afledning fra de triste tanker, der netop havde fyldt hendes hoved. Hun sank en klump for lige at klare hjernen og smilede så igen fra parret og over på Julian. "Det lyder da meget hyggeligt. Skat" Hvis de var Julians venner, så måtte de jo hellere overbevises om at hun og Julian være forelskede og glade. Ellers ville Priscilla sikkert bare ende med at få problemer hos Julian. Kvinden, der angiveligt hed Charlotte, fortalte at kæden var købt af selveste Julian. Priscilla skævede imod ham. "Jeg synes ikke du har fortalt du har arbejdet i en smykkeforretning? Eller det er måske bare en kæde du har solgt videre?" Det var ikke for at sætte ham i problemer, hun prøvede bare at virke naturlig og imødekommende. Det var simpelthen så surrealistisk det hele nu, at Priscilla slet ikke kunne følge med mere. Heldigvis gik parret kort tid efter og Priscilla sank ned i stolen. "Puh... Tror du de troede på det? Eller altså.... vent, hvem var de egentlig? har du.. har du -" Hun sænkede stemmen til en hvisken. "Det ikke dem vel? Dem jeg skal sælges til mener jeg?" Det ville være mærkeligt hvert fald, men man kunne aldrig vide. hvis hun sad og agerede kone til Julian, så kunne de lige så let agere et venner par, som han skulle mødes med kl. 21, hvor de så ville færdiggøre handlen. Det vendte sig i hende, og hun mistede appetitten. Hun bed mærke i hans stilhed, hvilket kun gjorde hende mere nervøs. "Er.. Er der noget galt?"

[Deleted]

Han kiggede på hende med at sammenbidt blik som hentydning til at hun skulle holde sin kæft, hun behøvede jo ikke ligefrem at smøre tykt på: "Det er bange år siden" svarede han blot, og fik et øjeblik ikke ondt af at han skulle smide hende for hundende i morgen.
Han kiggede roligt på hende som de gik og trak vejret dybt ind, han ville ikke lige opdages af dem: "Nej, det er to gamle arbejdskollegaer..." sagde han roligt: "De ved ingenting" sagde han, faktisk var de auror begge to, der bare var lidt for glad for hælervarer.
Men det havde han jo ikke lige lyst til at fortælle hende.

"Nej alt er fint... Jeg tænker vi tager ned og får en drink med dem i aften" sagde han roligt og skulle lige komme sig over både invitationen og den irritation at han var i denne her lorte situation.
Han spiste let videre.
Fedt, og nu skulle han så ned og drikke med nogen gamle venner, med hende på slæb? Denne her aften blev da bare mere og mere neden.

[Priscilla Rigel Cooper]

Priscilla skuttede sig lidt under der hårde blik fra Julian. Han kunne virke ret så farlig, når man selv var lidt usikker og han så på hende med det blik. Hvad der ellers foregik i hovedet på ham vidste hun ikke, men egentlig fik hun følelsen af at han glædede sig til snart at slippe for hende. Da parret var gået kiggede ud forsigtigt på ham. "Undskyld Julian.. Hvis der er noget jeg skal vide til i aften, eller noget du vil have mig til at gøre, så skal du bare sige det. Jeg... Jeg prøvede bare at virke... nej undskyld det er lige meget." Taget i betragtning, at hun var blevet kidnappet og taget med til Tailand, eller hvor de nu var, så var det ret utroligt at tænke på hun stadig følte hun havde oplevet værre, men det var desværre endnu sandheden. Priscilla havde ikke levet noget nemt liv, så hvis de sluttede i morgen kunne hun måske lige så godt bare nyde aftenen.
Hun skævede lidt til Julian, han så ikke ud til at ville afsted. Hun tøvede lidt, hvorfor overhovedet hjælpe ham? Men omvendt så var han den eneste hun havde her. "Jeg er ret god til at fake et ildebefindende, hvis du får brug for en grund til at gå hurtigt." Tilbød hun så, i et forsøg på at være til en eller anden form for hjælp.

[Deleted]

Han nikkede.
"Vi skal heldigvis kun overleve det til i morgen" mumlede han let for sig selv. Det her var simpelthen den værste situation han nogensinde havde stået i efter at have fuldført et stykke arbejde, og han følte sig som en fange.
Han glædede sig faktisk til at føle sig som en fri mand igen, måske en smule komisk når han nu havde fanget hende, for det eneste han bekymrede sig om var at der ikke var nogen der skulle eje ham eller bestemme over ham.
Det var jo også derfor han havde valgt dette her job.

"Nej det er fint, vi overlever i aften. Går i seng, så er det hele snart overstået" sagde han og sukkede som han igen kort kiggede på hende, han måtte virkeligt kæmpe for ikke at få en smule ondt af hende.
"Nej det er fint, så længe du opfører dig ordenligt og ikke snakker for meget så er jeg sikker på det nok skal gå" sagde han og endte med at smile en smule i mod hende, bare lige for at holde humøret oppe på hende.
Hun skulle jo ikke ende med at være helt deprimeret.

[Priscilla Rigel Cooper]

Hun hørte godt hans mumlen og kiggede ned i bordet som hun gentog hvad han sagde. ”heldigvis..” I morgen på dette her tidspunkt var det måske ikke engang sikkert at hun stadig trak vejret. Tanken fik det til at knuge sig sammen i hende. Hun havde aldrig fået lov at sige farvel, hverken til sin far som hun sjældent så, hendes mor der ofte havde travlt eller til @ayla, som da heldigvis nu havde en fyr at bruge sin tid på. På den måde ville det nok blive lidt lettere for hende, når Priscilla ikke var der længere, men alligevel gjorde det ondt at tænke på. Hun stak lidt til maden, og prøvede da også at spise, for ærligt var hun monster sulten, men hun havde bare ikke lyst til at spise.
Så fnøs hun lidt af Julians ord. ”Ja, Vi overlever i aften… Og hvad så med i morgen?” Ville de begge være i live der også? Hun var ikke sikker, men selvfølgelig var der også muligheden at hun slet ikke ville overleve det der ventede hende. Hun trak på skuldrene. ”Selvfølgelig findes der også værre ting end ikke at overleve.” kom det så fra hende. Hun havde før fået knust sine drømme så udsigterne om at det nu skete igen, nu hun endelig havde fået styr på sit liv, var svære at acceptere.
Priscilla skævede op til Julian og lukkede så i, mens fokuset blev lagt på maden. Han havde lige bedt hende om ikke at snakke, så det ville hun stoppe med. Hun gad faktisk heller ikke snakke mere med ham. I stedet begyndte hun at overveje en plan, ganske uskyldig godt nok, men alligevel vigtig.

[Deleted]

"HVad med imorgen? Der er det hele heldigvis slut" sagde han og trak på skuldrene, han vidste ikke hvad hun mente - heldigvis kunne han i morgen rejse tilbage til London med en god portion penge på lommen og glemme alt om det her.
Han rystede på hovedet og begyndte så at spise af sin mad, han måtte jo indrømme at han faktisk var ved at være rimeligt sulten: "Imorgen skal nok blive en god dag. Nu tager vi ned og får en drink med dem i aften" sagde han blot.
Han tog en bid af sin bad og tog en tår vin.

"Bare følg flowet. Lad være med at overgøre det, jeg gider ikke gøres til grin" sagde han i en semi hård stemme som han kiggede over på hende, men altså så kunne hun da lige hygge sig på sin sidste aften i friheden.
Eller det vidste han jo ikke.
Han havde ikke nogen idé om hvad der ville ske med hende efter imorgen, og hvis han skulle være helt ærlig, så var det faktisk heller ikke rigtigt noget han havde tænkt sig at tage stilling til.