Jeg længes ud mod fjerne horisonter

[Deleted]

Hendes spørgmsål kom en smule bag på ham.
Der var en lille del af ham der havde lyst til at bede hende holde kæft og at det ikke var noget hun skulle blande sig i, men heldigvis var det nok især alkoholen der stoppede ham lidt, han ville ikke være en idiot, ikke lige nu. Det var trods alt den sidste aften og nat han fik hende at se.
Imorgen havde hun et nyt liv, som Julian ikke engang vidste hvad var, og han ville have en god sum penge så han igen kunne rejse videre til næste mål og forhåbenligt nede med at tjene endnu flere penge.

"Måske engang da jeg var teenager, men ellers ikke" sagde han, han gik jo ikke super meget op i følelser på den måde.
"Åh ... Hvad har du lavet med den? Eller har den altid været sådan?" spurgte han og mente sådan mere i det store billede. Julian havde en del forskellige skader efter mange år i sit fag, me han ignorerede det hele.
Han ville arbejde med det her til han engang brækkede nakken eller faldt død om.

[Priscilla Rigel Cooper]

For en der elskede Romantik og kærligshedsromaner var det næsten helt trist at høre, at Julian aldrig rigtigt havde været forelsket. Selv var hun nok alt for hurtig til at forelske sig, hvilket også havde ført til nogle rigtig usunde forhold gennem tiden. Problemet var bare, at hun ofte ikke kunne se det, når hun var midt i det. ”Tænker du somme tider på om det er noget du har lyst til? Eller er du fast besluttet på at leve som lonely Wolf?"
Hun støttede sig fortsat til Julian indtil de nåede en bænk, hvor hun kunne sætte sig og hvile foden et øjeblik. Hun drejede hovedet imod ham, da han spurgte ind til, hvad der var sket med hendes fod. ”Som nævnt tidligere, var jeg en del af den franske ballet, for nogle år tilbage. Jeg var med til flere forestillinger og godt på vej til at skabe mig et navn, men så skete der noget uventet på scenen. Nogen snakker om det var et slags Fantom, men jeg er ikke helt sikker. Nå men altså sandsække begyndte at falde ned fra loftet og en den var der en stor og meget tung kulisse der væltede ned over mig. Jeg gjorde selvfølgelig hvad jeg kunne for at komme væk, men jeg snublede og kulissen ramte ned over min fod. Den blev knust, så jeg slet ikke kunne gå, men heldigvis fik jeg hjælp til at få den gjort nogenlunde i stand igen. Desværre må jeg bare ikke danse længere, som jeg ellers holder så meget af. Så sker det her.” Mens hun fortalte sad hun og pillede lidt ved nogle folder i kjolen, det var tydeligt at se på hende at det var et ubehageligt emne for hende at tale om.

[Deleted]

Hendes spørgsmål overraskede ham lidt endnu engang, nok mest fordi at han ikke rigtigt var vant til at tænke over livet på den måde.
"Ehm det ved jeg ikke helt, jeg tror mest bare at jeg har tænkt på at... Ja det ved jeg ikke, bare leve som jeg gør nu, det syntes jeg er fint" sagde han og smilede roligt til hende, han havde faktisk aldrig rigtigt tænkt over om han skulle gøre andre ting.
"Jeg har aldrig rigtigt haft nogen drømme" sagde han i en rolig stemme, ikke engang da han var barn. Han begyndte at træne i en tidlig alder fordi hans hoved drillede ham, og derfra var det så egentligt bare gået fint derud af.

"arh ja..." sagde han som han drejede af ned langs stranden som samtidig var på vejen hjem: "Mit liv har sgu aldrig været så spændende" sagde han, det passede jo ikke det var jo nok ganske spændende i forhold til mange andre folk liv, men han havde jo ikke opnået super meget.
"Livet tager nogengange mærkelige drejninger engang imellem" sagde han bare, han prøvede ikke rigtigt at tage det ind, han ville ikke spekulerer for meget over hendes liv eller hvad der skete med hende.

[Priscilla Rigel Cooper]

På en måde var det sørgeligt det hanfortalte og egentlig fik hun ret ondt af ham. En ting var at leve selv, men så skulle det være et aktivt valg at tage, Ikke blot en ting man ikke rigtig overvejede. Desuden syntes hun det var sørgeligt, hvis han levede et liv uden drømme. Det måtte virkelig føles tomt. "Det må være svært at leve et liv uden drømme. Før min ulykke var balletten min helt store drøm, men da jeg fik at vide jeg nok ikke kom til at danse igen, måtte jeg finde på noget andet. Derfor valgte jeg en af mine andre store passioner, nemlig Bøger og så var bibliotekar jo et oplagt valg. På den måde kunne jeg også komme tættere på min far igen." Tanken om hendes far gjorde hende stille. Hun savnede ham.nok  var de ikke dem der var aller tættest grundet omstændighederne, men hun var ikke et øjeblik i tvivl om at kærligheden var der.

Som de nåede bænken satte hun sig på den og forsøgte at få lidt ro i sin fod. Hun syntes Julian havde frygteligt travlt med at komme videre, men hun holdt altså ikke til at gå mere uden først at få en pause. Hvis han trak afsted med hende nu, var hun bange for om hun ville ende med at gøre permanent skade på sin fod, og det ønskede hun bestemt ikke.  "Du har ret, hvis ikke det var få ulykken med min fod, så var jeg nok stadig sammen med med min eks. Heldigvis slap jeg af med ham."

[Deleted]

Han lyttede til hende og nikkede roligt i takt med hendes ord.
Han var nærmest ikke sikker på at han nogensinde før havde lyttet til en samtale som denne her og han kunne mærke and et gav ham en mærkelig fornemmelse i kroppen, som om han ikke helt kunne mærke hvad det gjorde ved ham.
Han havde på en eller anden måde bare lyst til at lære hende bedre at kende, hvilket uden tvivl var noget nyt for ham, for hvis han skulle være ærlig så havde han faktisk aldrig rigtigt lyst til at snakke med nogen.

"Åh, han var en skidt fyr?" spurgte han i en rolig stemme.
Han kunne slet ikke forestille sig hvordan det ville være at være sammen med en i så lang tid: "Var i sammen længe?" tilføjede han. Julian havde da været sammmen med piger og sådan nogen ting, men det var jo ikke fordi at han nogensinde havde været i et fast forhold.
Han havde aldrig haft lyst til at knytte sig til nogen på den måde, nok mest af alt fordi han altid havde haft en lidt negativ attitude til livet. Han havde lyst til at sige noget, men han var ikke god til de her samtaler.
Så han lyttede bare.

[Priscilla Rigel Cooper]

Priscilla kiggede overrasket på Julian fra bænken hun sad på og kunne ikke rigtig finde ud af om hun var mest sur eller såret. Uanset droppede hun alt om smerten i fodden og rejste sig fra bænken. "OM han var en skidt fyr!?" Vreden kunne høre i hendes stemme og blikket borede sig ind i Julian. "Ja hvad tror du!? Eller du har måske endnu ikke fattet at den fyr jeg har snakket om hele aftenen og som du bliver ved med at spørge ind til behandlede mig som skidt og at jeg følte mig virkelig såret over ham?? Du har ikke forstået endnu at Det IKKE er fedt det jeg har været igennem! At jeg mistede alt det jeg troede var min lykke!?" Vreden var ikke til at tage fejl af, og under den lå at slør af sorg. Priscilla magtede ikke flere af hans spørgsmål og hun ville bare tilbage og så få dette her overstået. Det havde været en fejl at to de faktisk kunne finde ud af dette her og en fejl at håbe på hun måske kunne nå at slippe, men nu vidste hun at det aldrig ville ske, hvis ikke engang han lyttede hvad betød hun så egentlig. 

Ligeglad med sin fod og med hvad Julian ville sige til det, begyndte hun i hastig halten at søge tilbage imod Hotellet. Hun var ikke interesseret i at bruge mere tid sammen med ham og ville bare tilbage, så hun kunne slippe af med denne mand.

[Deleted]

Som hun pludseligt flippede blev Julian rimeligt overrasket.
Han var ikke særligt god til denne her slags, han vidste meget få ting om følelser og han vidste bestemt ikke noget om hvordan man talte omkring det, derfor blev han blot en smule tavs: "Jeg er ked af jeg ikke har mere klogt at sige" sagde han i en rolig og nærmest medfølende stemme.
"Jeg er nok ikke den bedste at snakke med den slags om" sagde han i et meget forsigtigt smil som han kiggede ned i jorden.

"Jeg tror slet ikke jeg kan forestille mig at knytte mig til nogen på den måde" sagde han ærligt, han kunne dog sagtens forestille sig hvor utroligt sårbart det måtte være, og han håbede da virkeligt også at hun måske en dag ville finde lykke - somehow.
Han tænkte egentligt ikke nærmere over det, men det var jo nok netop det som var Julians problem, han tænkte sjældent dybere over ting, for hvis han gjorde så gjorde det ondt - og når det gjorde ondt.
Så var det nok bedre at man bare lod være.

[Priscilla Rigel Cooper]

Kort vendte Priscilla sig om for at kigge på Julian, som, efter hendes mening, bare lukkede en masse mundlort ud. Hun gad ikke høre hans ævl, og hun gad ikke han var sød, hvis han slet ikke var det! Nu måtte han simpelthen bestemme sig, for dette her gad hun bestemt ikke! "Nej, det kan du vel ikke!" Var alt hun fik sagt, før hun så igen gik imod hotellet. Hendes fod gjorde ondt, men de var heldigvis ikke kommet så langt væk, så hvis bare hun gik direkte, så ville hun snar være på værelse, hvor hun kunne finde hvile til foden. 

Det var egentlig utroligt Julian bare lod hende gå, måske havde han opgivet i forehavende? Måske ville han alligevel ikke gennemføre det, men det virkede alligevel også bare for godt til at være sandt, så det turde hun ikke håbe på. Hun holdt derfor øje med ham hele vejen til hun nåede indgangen til hotellet. Hendes skridt var små nu, men stadig så hastige som smerten tillod hende. Snart ville hun være skjult bag hotellets mure, hvad mon Julian ville sige til det?

[Deleted]

Han kiggede imod hende som de gik tilbage i mod hotellet.
Julian anede ikke hvad han selv tænkte eller følte lige nu, det føltes mest af alt bare anderledes end noget han før havde mærket. Han kunne bare ikke placerer det, det var jo kke ford han ligefrem var erfaren med at føle noget som helst.
"Er du okay? Skal jeg støtte dig?" spurgte han og tog fat omkring livet på hende uden at spørge.

Han havde faktisk glemt alt om hvad det var planen var i morgen, det var som om at hun lige nu bare havde trukket ham ind i nuet og han tænkte bare kun på at han ønskede denne her aften aldrig sluttede.
Han var dog ved at være rimeligt træt og vidste godt at det nok var bedst de kom hjem i seng. Han forsøgte dog lige nu med sin arm at støtte hende og bære noget af hendes vægt, så hun ikke skulle gå på den dårlige fod.

[Priscilla Rigel Cooper]

Priscilla følte sig såret på mange måder og hun ville gerne bare tilbage på hotellet og så sove, så alt dette her kunne blive overstået. "Jeg.. klare mig." Fik hun fremstammet, selvom det var tydeligt at høre, hvordan hun nu måtte anstrenge sig for både at bevæge sig og svare. Der var ingen tvivl om at hun havde ondt, men nok heller ikke meget tvivl om at hun følte sig såret af Julian. Hvorfor havde hun også lukket ham så langt ind? Men var det ikke hende i en nøddeskal? Altid at falde for de forkerte?

Hun ønskede virkelig at komme op og sove nu og så denne gang før vågne når det blev morgen. Hun gik nogle få skridt videre, før hun dog alligevel måtte stoppe og vende sig imod Julian. "Jeg kunne måske godt bruge lidt støtte alligevel" lød det ydmygt fra hende.