Jeg længes ud mod fjerne horisonter

[Priscilla Rigel Cooper]

Ja det var nemt for ham at tage så let på det hele. Han kunne sagtens glæde sig til i morgen, det var ikke han, der skulle sælges! Hun kiggede irriteret på ham, men lod så endnu engang blikket falde til maden. Hun havde ikke lyst til at være her, hun ville bare gerne tilbage til værelset så hun kunne lægge sig på sengen og ikke snakke med nogen. "Heldigvis.." Gentog hun monotont ned i tallerkenen. Hun havde prøvet hvad hun kunne for at snakke bare lidt over maden, men hun var ærligt talt træt af det hele og han havde bedt hende tie stille, så tale kunne hun jo ikke rigtig. Hun skar et stykke af sin bøf, proppede det i munde, tyggede og sank det så, for derefter at skylde efter med lidt vin. Det var virkelig lækkert mad. Kødet var virkelig mørt og vin passede godt til. Det ville være en samtale man nemt ville kunne have, men ikke med Julian. Han var ikke en small talk'er. Ikke hvad hun forstod af ham. 
Om han forsøgte at opmuntre hende eller hvad han havde gang i, vidste hun ikke, men hun var bestemt ikke enig med ham, men det ville han vel heller ikke høre på. Han trak derfor bare på skuldrene. "Javel. Jeg skal nok lade være med at gøre dig til grin. Hvorfor skulle jeg overhovedet det? Jeg er ikke noget dårligt menneske." ... Jeg er bare den uheldige til at blive kidnabbet af en eller anden idiot, der ikke engang kan finde ud af hvem han skal finde.. Tilføjede hun i hovedet, så han ikke hørte det. Det var sikkert ikke den slags han ville blive særlig glad for at høre.

[Deleted]

Julian sagde ikke noget til hendes kommentar, men endte bare med at spise maden færdig i stilhed. Han havde ikke rigtigt andet at skulle sige til hende, for nu ville han bare rigtigt gerne have det her helved overstået så der ikke længere var noget han skulle bekymre sig om.
I mange år havde han været en fri mand der havde gjort som det passede ham og han havde tjent gode penge på det. Han havde ikke nogen han skulle stå til regnskab overfor.
Ham og hans søster havde det da godt sammen, men de talte kun sammen til tider, da hun uden tvivl havde en anden opfattelse af virkeligheden end ham, hun var jo endt som auror.

Da klokken nærmede sig hvor de skulle ned til Charlotte og Jonathan, fulgte Julian med Pricilla efter sig, ned til baren hvor at JOnathan og Charlotte allerede havde fundet sig et bord.
"Jamen der er i jo, hvor var det dejligt i ville komme" sagde Charlotte og rejste sig op for at omfavne dem begge to, Julian krammede hende kort tilbage og nikkede så i mod Jonathan der var noget mere bestemt i sin attitude.
"Godt at se jer... Skål for at i er kommet" sagde han og nikkede i mod de to drinks der stod på den side af bordet hvor Julian sad.

[Priscilla Rigel Cooper]

Priscilla stak lidt til maden, men fik den til sidst spist, selvom stemningen føltes meget trygget i og med at ingen af dem sagde noget, men hun turde ikke rigtig sige mere og hun havde desuden svært ved at lade være med at tænke på morgendagen. Der ville der komme en eller anden og hente hende og så ville hun være tabt for altid. Hun ville så gerne nå at sende @ayla en ugle, så hun ikke skulle blive bekymret. Hun manglede bare papir og noget at skrive med. Måske hun kunne skaffe det i baren om aftenen. Tiden gik, de blev færdige med at spise og da tiden var inde gik de også i baren. Priscilla var stille men fulgte bare efter Julian, som hun havde fået besked på, hun hilste kort på dem begge, før hun satte sig ved Julians side og så ellers bare til. Hun to selvfølgelig et af de to glas og deltog i skålen, med overbevisende smil, men indvendig kunne hun godt mærke, at hun ikke kunne holde til så meget mere. Hun tøvede lidt skulle hun spørge Julian om lidt frisk luft? Bare lige et øjeblik. Nej.. Det ville nok ikke gå her. 
Hun hørte slet ikke efter hvad de snakkede om, men tænkte kun på hvad hun dog skulle gøre. "ja, Tak for invitatione. Det var charlotte og Jonathan ikke?" Spurgte hun forsigtig, mens hun skævede til Julian for at tjekke om hun sagde for meget.

[Deleted]

Jonathan og Charlotte nikkede i mod den unge kvinde.
"Jeg må sige Julian, det er en smuk ung dame du har fundet dig" sagde Charlotte i en varm stemme som de satte sig ned: "Tak... Det syntes jeg også" fik han sagt i et halvhjertet smil, han var virkeligt ikke god til noget som helst der handlede om kærlighed.
Charlotte smilede, som Jonathan gjorde tegn i mod bartenderen: "Vi skal have nogen shots! Det er jo ikke så ofte at man løber ind i gamle bekendte!" sagde han i et smil og klappede Julian på skulderen.

"Åh nej, jeg drikker ikke" afslog Jonathan venligt, men det var ikke lige et svar som Jonathan tog for gode var: "Det kan du fandeme tro i gør!" sagde han og smilede, dog i sin dominerende stemme som shots begyndte at blive hældt op.
"Skål!" sagde Jonathan og løftede det første glas som han kiggede i mod Pricilla og Julian som forventede han at de naturligvis gjorde det samme.

[Priscilla Rigel Cooper]

Priscilla var ikke vant til at drikke alkohol. Hun havde egentlig holdt sig fra det grundet sin karriere som balletdanser, så det var ikke med hendes gode vilje hun skulle drikke nu, men hun turde ikke rigtig sige nej. Hun havde jo lovet Julian at opføre sig pænt, og hun var ikke sikker på, hvad der kunne ske hvis hun gik imod ham. Hun tog tvivlsomt et glas og skålede med de andre. "Skål." Lød det fra hende før hun så bundede glasset så godt hun kunne. Det smagte ækelt, men hun fik det da ned og håbede så på hun kunne slippe lidt igen. Hun så lidt rundt på dem og så på Julian. Passede det virkelig at han syntes hun var pæn? Hvorfor det overhovedet havde nogen betydning anede hun ikke, men hun sagde ikke noget, sad bare og rokkede lidt med til den musik der blev spillet. Det var nok bedre end så meget andet. OG så kunne det være hun slap for flere shots.

[Deleted]

Julian drak meget sjældent.
Han var nok en mand der gerne ville være i fuld kontrol af sig selv, og det var han ikke hvis han drak for meget alkohol, så han gjorde et godt forsøg på at holde sin sti sådan nogenlunde regel, men han ville jo også gerne holde ro på situationen.
han smilede imod de to.
"Så! Fortæl mig hvordan i to mødte hinanden?"[/|] spurgte Charlotte i en nysgerrig stemme.

Han kiggede i mod PRicilla med et spørgende blik, og endte med at række sig frem og tog et shot mere som om han lige havde brug for at styrke sig: "Ehm...Vi mødtes på en ferie" fik han sagt i en ikke ret overbevisende stemme.
Nu var det jo ikke fordi han lige havde en gammel historie eller noget han kunne trække op af hatten og han smilede i mod de to og tog et shot mere som forsøgte han at trække tiden ud med ingenting.

[Priscilla Rigel Cooper]

Priscilla så overrasket på Julian som han blev bedt om at fortælle, hvordan de var mødtes. Det var ikke lige noget de havde snakket om. Julian havde faktisk ikke virket til at ville lave nogen "dækhistorie". Samtidig havde han også bedt Priscilla og at holde mund, men det han fik sagt var meget åben og lagde kun op til flere spørgsmål. Hvilket blev afgørende for at Priscilla besluttede sig for at tage over. Det bedste våben til at dræbe spørgsmål var at snakke dem ihjel. "Ja, vi mødtes i Frankrig. Det var faktisk mig der ikke så mig ordentligt for. Jeg havde så travlt med at kigge på Louvre, at jeg helt glemte at kigge mig for, og pludselig gik jeg ind i Julian."  Forklarede hun meget overbevisende og med et lille smil på læben til at bakke det hele op. Hun smilede lidt til ham, før hun så på Charlotte. Når først kvinden var overbevist ville manden sikkert følge efter. "Du kender det vel nok, det er ligesom når man ser tøj på udsalg, man glemmer helt at se sig for. Nå men jeg måtte jo undskylde, og så ja.. så endte jeg med at invitere ham på kaffe ved Seinen. Der er simpelthen den bedste udsigt." Det var måske løgne hun fortalte, men de var alle vævet godt og sikkert ind i hendes tid i Frankrig, hvor hun faktisk havde oplevet at møde sin daværende kæreste ved netop at gå ind i ham og undskyld. Hvis han kunne falde for det, ville Julian vel også kunne gøre det. 
Priscilla fugtede læberne lidt og smilede så til parret overfor. "Tilgiv mig at spørge, men hvor længe har I to så været sammen?" hun ville gerne skubbe fokuset lidt væk fra hende og Julian. 

[Deleted]

Hendes historie gjorde næsten Julian mundlam.
Nok mest fordi at han aldrig havde kunne finde på alt det pladder som hun lige lukkede ud: "Ja præcist, super romantisk" sagde han og smilede over i mod hende som han måtte tage sig et shot mere, nu blev han heldigvis ikke super hurtigt fuld og lige nu havde han bare lige brug for at få tankerne lidt på afstand.
Han smilede i mod Charlotte og Jonathan.

"Åh mange år. Det må da være over de 25"[/B] sagde Charlotte og smilede imod sin mand.
"Så lad os skåle atter engang for en god aften.. Og for at Julian endeligt fandt kærligheden" sagde Jonathan og skubbede shots hen i mod dem igen, hvilket fik Julian til at spærre øjnene op, han var ikke ofte fuld.
Faktisk så havde han det ikke særligt godt med at drikke: "Fortæl mig noget om dig selv Pricilla" sagde Charlotte i en varm stemme efter at have taget en tår af et shotglas, hun hyggede sig gevaldigt i selskabet.

[Priscilla Rigel Cooper]

Det glædede Priscilla at mærke tilfredshed fra Julian. Det virkede til han næsten blev imponeret over hvad hun fortalte og da Charlotte så spurgte videre ind var hun ikke nær så nervøs for at fortælle. Julian havde ikke selv spurgt ind til hvem hun var endnu. Han havde jo lidt regnet med at hun var en eller anden Jennifer eller hvad hun hed, så det var svært at vide om hun overhovedet ville passe ind i selskabet, men hun kunne vel lige så godt være ærlig, som at lyve. Hun skålede med dem og drak en enkelt shots, generelt formåede hun at holde sig fra alkoholen ved at snakke mens de andre så drak. Det var en god taktik havde hun fundet ud af. "Om mig selv? hm.. Altså da jeg var 19 rejste jeg til Paris for at deltage i nogen af deres balletter. Jeg har vel danset ballet siden jeg var hmmm 5? nå lige meget. Men desværre så kom jeg galt afsted med min fod og sprang nogle sener, såååh tja jeg kan ikke holde til at danse ballet mere. Jeg blev på teateret for at undervise andre, men grundet nogle personlige ting, rejste jeg til London. Har fik jeg så lov til at  udøve en af mine andre store interesser, nemlig bøger. okay, jeg arbejder som bibliotekar, måske ikke lige det folk forbinder med det aller mest spændende. Jeg tror stadig ikke helt Julian har forstået min interesse." Hun vendte hovedet imod Julian og så smilende på ham for at virke forelsket, bare lige for at skabe lidt stemning under den ellers måske lidt kedelige fortælling. Det hele lå i følelserne, det vidste hun. "Julian forstår ikke hvad jeg vil med bøger, men det okay. Jeg kan lide ham som han er." Afsluttede hun så og hævede sit glas. "skål"

[Deleted]

"danser du?"spurte Julian overrasket som han et øjeblik helt havde glemt at de jo "Kendte hinanden" "Eller jeg mener... Skat jeg vidste ikke du havde danset SÅ meget" forsøgte han lige at redde den og lagde kort sin hånd ovenpå hendes der lå på bordet.
Trods alt så var han jo ikke helt ny omkring kvinder, at han ikke havde haft et forhold var jo en ting. Han levede da ikke i direkte cølibat, men det var ikke fordi at han scorede meget, det var trods alt primært vigtigt at han havde fokus på sit arbejde.
"Bøger er da også kedelige" drillede han og smilede, sådan helt oprogitigt smilede.

Det var sikkert alkoholen der også fik ham til at bløde en smule op.
"Ja skål" sagde han og endte med også at drikke alligevel som snakken fortsatte lidt uden at Julian rigtigt hørte efter, han kunne godt mærke at alkoholen var begyndt at slå en smule ind, og han forsøgte lige at holde den nede så han ikke blev alt for påvirket.
"Hvad faldt du for ved hende?" spurgte Charlotte, helt begejstret som var hun kirsten giftekniv, det fik dog plot Julian til lige at synke: "Ehm hendes.. Smil, hår... Hun har et godt hoved skruet på også er hun.... hjælpsom, god til at gøre som hun skal uden at skabe problemer" smilede han halvhjertet, den sidste del mente han.

[Priscilla Rigel Cooper]

Julians impulsive spørgsmål om hvorvidt hun dansede, brændte sig fast i hendes tanker. Hvorfor var det pludselig så vigtigt? Var det da så overraskende? Hun smilede dog bare til ham, før hun så rettede ham. "Dansede. Nej, Jeg snakker egentlig helst ikke om det. Generelt prøver jeg bare at glemme mine år i Paris. Kærlighedens by, ja det kan der så være delte meninger om." Man kunne måske ane den sårede undertone der lå i det hun sagde, den var hvert fald tydelig nok til at hun selv bemærkede den, hvilket gjorde at hun rømmede sig og rettede sig lidt op. "Heldigvis skulle det vise sig at jeg tog fejl omkring byen, jeg mener nogle år senere var jeg trods alt så heldig at støde på Julian. og Sikke et eventyr han har trukket mig igennem allerede." Fortsatte hun mens hun igen vævede løgne og virkelighed sammen. For hun mente reelt det på sin vis var et eventyr de var ude på, men eller lige helt med alle de detaljer, som hun beskrev det med, for at gøre det mere romantisk. 

Hun tog dog sig selv i at synke engang, da Charlotte så spurgte til, hvad Julian godt kunne lide ved Priscilla. Det gjorde hende ganske nervøs, at han skulle basvare det, men ordene blev alligevel meget pæne og hun håbede, at der lå en skjult hentydning om at hun klarede aftenen godt nok. Det var hvert fald hvad hun tog af det. Det var mærkeligt, som de sad der hyggede hun sig faktisk, og hun kom til at sende Julian et reelt smil og nød faktisk sin aften.

[Deleted]

Julian smilede kort i mod hende.
Det var jo ikke fordi at han hadede hende eller noget i den stil, men han tænkte bare på hende som arbejde og han så hende som en chance for lige at kunne leve et par år endnu hvor han ikke behøvede at dø at sult.
han havde lavet meget lort i sit liv, men han måtte da nok indrømme at lige præcist denne her situation havde han ikke lige stået i før.

Han smilede blot som hun roste ham, i det mindste var hun ganske god til at køre rollen helt til ende og det havde han bestemt også brug for at hun gjorde. Jonathan og Charlotte var gode, men magtfulde mennsker med mange penge og han ville helst ikke komme på deres dårlige side.
Jonathan havde allerede fyldt deres drink glas igen: "Puha nej, jeg tror snart ikke jeg kan mere" sagde han og smilede til hende, han syntes faktisk det måske blev lige rigeligt nok: "Jeg skal jo helst kunne gå op i seng" smilede han.
"Jamen så lad os tage en tving om... Skal vi ikke gå ud på dansegulvet?" spurgte Charlotte halvt i mod Julian og halvt i mod hendes mand som roligt nikkede, han dansede bestemt gerne lidt.

[Priscilla Rigel Cooper]

Priscilla havde heldigvis kunnet holde lidt igen med drinksene, mens de tre andre var fokuseret på at tale. Derfor var hun nu mere klar i hovedet og hun overvejede da også kort om hun skulle sørge for at Julian virkelig blev drukket fuld, så hun kunne snige sig væk i løbet af natten, men så godt kendte hun trods alt heller ikke hverken Charlotte eller Jonathan, så lige nu var funktionelt 3 mod 1 måske. Det kunne hun ikke hamle op mod. Hun måtte med andre ord bare fortsætte skuespillet og håbe på et mirakel. Kom det ikke, tja så måtte hun i det mindste sørge for at nyde sin måske sidste aften i frihed. Så da Charlotte spurgte om de ville med ud at danse, trak Priscilla på skuldrene og valgte så det sjove frem for fornuften. Hun vidste jo godt inderst inde at hendes ankel ikke ville kunne holde til det, og at hun dagen efter ville få nogle frygtelige smerte, men det måtte hun tage med og det gjorde hun så. Hun ville nyde sidste aften inden... Hvad end der ventede på hende. 
Hun kunne nu også godt se på Julian at han var ved at være træt, så måske skulle hun forsøge at hjælpe ham lidt, så han kunne komme tilbage til værelset. Hun ville da også gerne selv få lidt søvn inden "den store dag", hvis hun da overhovedet kunne falde i søvn. Hun smilede venligt til Charlotte som de gik imod dansegulvet. "En dans, men så er jeg nok også nødt til at kræve af Julian at vi skal i seng." Hun holdt sig høfligt for munden og fakede et gab. "Jeg må indrømme at være på ferie med ham er hårdere end som så. Skønt, men hårdt. Der er så meget at se hele tiden, og i morgen har vi også et tætpakket skema." Hun smilede og begyndte så i velkendte rytmer at danse, som de nåede dansegulvet.

[Deleted]

Julian kunne godt mærke at alkoholen var steget lidt i ham, så da hun foreslog at det kunne være det var på tide de kom i seng, nikkede han blot. Det var han faktisk ganske enig i, han drak ikke særligt ofte alkohol så når han gjorde så kunne det hurtigt gå en smule vildt for sig.
Han smilede roligt, som han rejste sig op og tog hende i hånden for roligt at begynde at danse. Nu var det jo ikke ligefrem den vildeste sang der var igang, men det var da heller ikke fordi det var en helt stille sang.
Det var nok bare ganske afslappet og folk på dansegulvet vuggede alle sammen roligt i takt med de bløde rytmer.

Han smilede let til hende, som de var kommet en smule væk fra Jonathan og Charlotte.
"Tak fordi du spillede med, det er virkeligt pænt af dig" sagde han og lod roligt sin hånd lukke sig omkring hendes og den anden placerer sig i mod hendes lænd som de rolige begyndte at danse it akt til musikken.
Han kunne da stadig gå og stå.
Men hans hoved var rimeligt omtåget.

[Priscilla Rigel Cooper]

Det var ikke helt uden grund at Priscilla spillede med som hun gjorde, Jo selvfølgelig var hun da bange for, hvad han kunne finde på hvis ikke hun gjorde, eller hvad der ville ske, hvis Charlotte og Jonathan fandt ud af at de blev holdt for nar, men hun havde da også sin egen lille plan med det.
De var kommet ud på dansegulvet og det gik egentlig nogenlunde med hendes dårlige fod, heldigvis var det ikke den hurtigste sang, så det var til at holde til. Prøvende slap hun derfor også Julian og snurrede en gang rundt om sig selv, som det passede til musikken og greb så om Julians hænder igen og så optimistisk på ham. Måske var nu det rette øjeblik. "Måske du så vil hjælpe mig som gengæld, for at jeg spiller dit spil?" Spurgte hun og holdt så en pause, da et andet par dansede tæt forbi dem. Der var ingen grund til at nogen uvedkommende hørte hendes forespørgsel. Den ville hun gerne havde for sig selv. Da de igen var på afstand fra de andre dansende par fortsatte hun så. "Jeg vil gerne skrive et brev til min veninde, og fortælle hende at jeg har det godt og at hun ikke skal være bekymret for mig. Fortælle hende at jeg har... Fundet... at jeg vil prøve lykken i udlandet..." På den måde ville @ayla ikke skulle gå og være nervøs for hende, for hvor hun var forsvundet hen og det ville sagtens kunne ligne hende at rejse til udlandet, ligesom da hun ville prøve lykken i Paris. "Vil Du sende brevet for mig?" Spurgte hun så Julian og håbede virkelig han ville sige ja. Hun ville ikke kunne bære hvis Ayla skulle gå og være bekymret og nervøs. Måske var hun det allerede, men hvis hun var ville et brev jo nok berolige hende.