Jeg længes ud mod fjerne horisonter

[Priscilla Rigel Cooper]

Outfit

Tråd til Julian Black
August - 2056

---

Priscilla havde netop fået fingre i en ny bog, som hun glædede sig til at skulle læse. Vejret var skønt, solen skinnende og vinden var stille, så hun havde besluttet sig for at gå nede på engen, for at finde et sted der at læse. Som hun kom derned så hun en stor sten i mild sollys lige dækket lidt af skyggerne fra nogle høje træer. Med andre ord, det helt perfekte sted. Hun satte sig godt til rette på stenen og åbnede så bogen for at sætte sig til at læse.
Hver gang Priscilla læste var det som om hun havnede i sin egen lille osteklokke og fuldstændig glemte, hvad der skete omkring hende. Derfor var det heller ikke unaturligt, at hun, som i dag, hurtigt fik brugt flere timer med næsen i bogen. 

Det var først, da hendes mave fortalte hende, at hun var sulten og hun lukkede bogen. Det var blevet sent kunne hun se. Der ville ikke gå længe inden mørket ville begynde at falde. Derfor pakkede hun også fin bog sammen, og besluttede sig for at gå imod De tre koste, for at få sig noget aftensmad inden hun skulle hjem.

[Deleted]

Julian var på lur, han havde netop fået at vide at han skulle kidnappe datteren af en vigtig diplomat, Jennifer Mattheus, som han syntes han havde fået øje på. Ihvertfald havde han overvåget hende godt de næste par dage, og han var nu klar til at komme videre med sin plan.
Julian var en veltalende mand der så ganske godt ud, og hvis han selv skulle sige det så var han ganske god til sit arbejde. Han var ikke nogen ond person, men hans fortid havde gjort ham til den han var.
En person der ikke ønskede at binde sig til noget. Det eneste han holde af var sin søster, han kendte ikke engang hendes børn og han havde ikke selv nogen.

Han gik roligt ud på gaden et stykke bag hende: "Undskyld Miss?" sagde han i en høj og hurtig stemme os han fik pulsen lidt op, skuespil kunne han da godt finde ud af engang imellem: "Det er bare fordi at min søn er faldet ned i et hul heromme, og jeg kan ikke få ham op... Vil du ikke nok hjælpe?" sagde han i en hektisk stemme.
Han begyndte hurtigt at småløbe i mod en gyde tæt ved.
Gjorde tegne il at hun var nødt til at følge med.

[Priscilla Rigel Cooper]

Priscilla snurrede omkring, som hun hørte nogen bag sig henvende sig til hende. Manden hun nu kiggede på så lettere panisk ud, og hun blev nervøs for, hvad der kunne være sket. Der gik dog heldigvis ikke længe før, han også fortalte det. Åh nej, bare drengen ikke var kommet noget til! Hvad hun lige skulle gøre vidste hun ikke, men måske de kunne klare det sammen. Måske var hans magi bare ikke stærk nok i sig selv. "Det var da frygteligt." Lød det fra hende, før hun satte i løb over til hvor han havde peget. Hun gik ind i gyden og kiggede efter et hul, men Kunne ikke lige umiddelbart få øje på det. "Sagde du ikke han var faldet i et hul?" Hun forstod det ikke lige, her var da ikke noget.

[Deleted]

Julian havde ikke ligefrem dårlig samvittighed.
Det var da ikke fordi han ikke havde en samvittighed, men han havde lukket den ned igennem årene. Han havde ikke haft den fedeste barndom og det havde hans søster heller ikke, det var nok også derfor de begge to var endt så dårligt.
Som de kom om i gyden sørgede han for at være en meter bag hende og i en hurtig bevægelse greb han fat omkring hende og satte en klud foran hendes mund så hun forhåbenligt hurtigt faldt i søvn.

Han brugte altid muggler metoder.
For selvom magi var smart, så duede det ikke hvis man pludseligt var midt i London, for selv at lille glimt fra staven kunne jo afslører hans position. Lige nu håbede han bare at hun var hans næste gode scoring.
10.000 galloner havde han kunne få for at få fat i hende, og for en mand som ham var det mange penge.

[Priscilla Rigel Cooper]

De nåede længere ind i gyden, men der var hverken noget dybt hul eller barnegråd fra en søn. Det begyndte at virke noget mistænkelig. Det var den slags Priscilla så ofte havde læst om i sine bøger, men... nej det ville da ikke ske for hende? Ville det. Uanset mærkede hun frygten krybe sig op ad ryggen på hende og måtte ryste sig under den kolde fornemmelse. Manden kom nærmere kunne hun høre men turde ikke vende sig om. 
Pludselig mærkede hun ham lægge armene om hende og hun indåndede nogle ubehagelige dampe. Så blev alt sort og hun fornemmede hvordan kroppen forsvandt under sig.

[Deleted]

Julian lod hende falde til jorden som han roligt greb hende, han var trods alt ikke ude på at hun skulle komme til skade.
Han transfererede dem begge to afsted og landede i hans undergrunds lejlighed der lå udenfor London. Den lå i en gammel bunker og var svær at finde hvis man ikke vidste hvor den var - dog var den indrettet meget som en lejlighed.
Der var ingen vinduer, kun kunstigt lys og han havde naturligvis sørget for at låse døren med en besværgelse kun han kendte.

Han havde placeret hende på sofaen og lagde hende så hun roligt kunne vågne. Han havde ikke bundet hende eller noget i den stil, han stolede på hans egne evner - men det var klart at når han skulle sove var hun nødt til at være i "snor" så hun ikke lavede ballade.
Lige nu sad Julian ved sin computer, han skulle jo finde ud af hvor han skulle afleverer hende med dem der ønskede at få hende udleveret, og lige nu sad Julian bare og fejrede indvendigt at han forhåbentligt snart ville tjene en god potion penge.

[Priscilla Rigel Cooper]

Hvad der skete, fra at hun mistede bevidstheden vidste Priscilla intet om, hun fornemmede godt der skete noget, men var ikke ved bevidsthed og kunne derfor ikke forkusere på hvad det var. Hun fik følelsen af at blive fluttet rundt på og fornememde så et susende mørke, men var slet ikke sikker.
Så pludselig (Efter flere timer på sofaen) kom hun til sig selv igen. Hun messede forsigtig med øjnene, og var meget uforstående over hvad der var sket. Var hun faldet i søvn? Hun gned øjnene og kiggede sig lidt omkring, hvor var hun. Brynene blev rynket og hun havde en urolig fornemmelse i maven. Det var ikke hendes hjem.
Så fik hun øje på en mand. Han virkede på en eller anden måde bekendt, men hun kunne ikke finde ud af hvorfra eller hvordan. Var hun faldet og havde måske slået hovedet? Nej, Nej så ville hun have haft en bule eller hvert fald have kunnet mærke det. Pludselig var der noget der generede hendes luftveje og hun kom til at hoste. Her mærkede hun så at hun faktisk var ret tør i halsen. "Undsky..." Stemmen var svag og hun måtte rømme sig en gang for at kunne få ordene ud. "Undskyld, Hvor er jeg? Hvem er du?" Hun forstod ingenting af hvad der foregik.

[Deleted]

Julian vidste godt at han måske ikke var så flink en fyr som han så ud til at være.
han var typen der ikke altid var så god til at udtrykke sig selv og der var ingen folk der var tætte inde på livet af ham, hans søster var nok den nærmeste og de snakkede ikke engang om dybe ting. Lige siden Julian havde været lille, havde han ikke haft det særligt godt med at tale med andre mennesker.
Han var glad for sit job som dusørjæger, der var spænding, der var gode penge og der var skiftende arbejdstider. Hvis han fik et godt hunt i kassen så kunne han nogengange holde fri i flere måneder og bare nyde livet.
Hvem elskede dog ikke sådan et liv?

"Jamen dog, så vågnede du... Det tog lidt tid, jeg kom måske til at give dig lidt for meget" sagde han og smilede i mod hende: "bare rolig der sker dig ingenting, du skal bare lige være her inden du skal sendes videre" sagde han roligt.
Julian vidste aldrig præcist hvem han sendte dem videre til eller hvorfor der var en dusør på deres hoved, egentligt var han som oftest også ligeglad, det eneste han gik op i var at han fik sin betaling.

[Priscilla Rigel Cooper]

Priscilla gned øjnene og derefter tindingerne. Hun havde det som om hun havde jordens ondeste tømmermænd og der gik da heller ikke længe før hun igen lagde sig ned i sofaen. Hun drejede sig dog så hun kunne kigge på manden i stolen. Der var noget bekendt ved ham, men hvor var det lige hun havde mødt ham? Hun havde da ikke været i byen havde hun? Hun huskede hun havde læst... og så... Hvad var der så sket? Hun så op på ham igen. "Har jeg sovet længe?" Hun pillede lidt søvn ud af det ene øje og rynkede så brynene. "Givet mig for meget? Hvad skal det sige?" Hvad foregik der? Hans efterfølgende udsagn gjorde hende kun mere mistænksom. Så satte hun sig op igen og så sig omkring. Hvor var hendes bog? og.. og hendes ting. Hun havde da haft en taske havde hun ikke? Hun mærkede efter i sin lomme for at se om hun stadig havde sin tryllestav, den var der heldigvis stadig. Det fik hende til at slappe en smule af igen. Hun lænede sig tilbage, da hun stadig følte sig lidt usikker i forhold til sin balance. "Sendes videre? Hvad mener du med det? Jeg skal da ikke sendes nogen steder hen. Jeg.. jeg vil gerne hjem." Noget fortalte hende pludselig at hun ikke bare kunne gå når hun var klar til det. Noget fortalte hende at denne mand på en eller anden måde ikke ville lade hende gå. MEn hvorfor? Hun kunne vel ikke have gjort ham noget? Kunne hun??

[Deleted]

Julian kunne godt forstå hun var forvirret, men som udgangspunkt sagde han ikke noget - der var jo ikke noget hun behøvede bekymre sig om, hun skulle bare lige blive og vente. Han smilede let til hende.
"Du behøver slet ikke tænke så meget, pointen er bare at du skal blive her for nU" sagde han, de fleste vågnede op i totalt panik så det var da dejligt anderledes at hun virkede til at tage det stille og roligt.
Dog nyttede det nok heller ikke at prøve på noget trods alt kunne Julian fint stoppe hende.

Julian var en dygtig magiker.
"Desværre, du kommer inden steder" påpegede han som hun sagde at hun gerne ville hjem, han var ganske glad for dette her sted han havde fundet sig, han havde også bygget det igennem nogen år.
Han havde trods alt brug for et sted at opbevarer folk indtil han skulle udleverer dem, der kunne godt gå et par dage engang imellem, alt efter hvor folk kom fra eller hvorfor det var de skulle have fat i dem.

[Priscilla Rigel Cooper]

Hun så på ham med sammenrynkede bryn og rystede så på hovedet. Hvad var det lige han mente med, at hun skulle blive der. "Nej. Nej det skal jeg ikke. Det har jeg slet ikke tid til, og jeg kender dig ikke." Hun havde et helt biblioteket hun skulle have gjort klar til det nye skoleår, så hun kunne ikke blive her. Desuden var det mærkeligt, hun anede ikke hvor hun var eller hvordan hun var kommet herhen. 
Det var her omkring noget pludselig slog hende, kunne det være... Nej selvfølgelig ikke? Vel?? Tankerne var mange i hendes hoved. "Du.. Har du? Men det kan ikke... Hvorfor sov jeg? og hvorfor har jeg så ondt i hovedet?" Han kunne godt til at fortælle lidt om hvad der foregik. Hun var forvirret og prøvede at finde hoved og hale i tingene.

"Jeg vil gerne hjem. Jeg har et arbejde at passe." Hun trak fødderne op under sig og pegede så tøvende sin stav imod ham. Skulle hun angribe? Hun ville helst bare være fri for det, men måske kunne hun narre ham til at tro hun ville gøre ham noget? Hun kendte bare heller ikke vejen ud. som hun sad der med staven trukket imod ham så hun sig omkring, for at se hvad der var af vinduer og døre, som hun kunne bruge som flugtvej.

[Deleted]

Julian var en ganske rolig mand, for selvom han havde et arbejde der krævede han altid havde fuld fokus, så var han ikke nogen ond person, han havde bare ikke rigtigt nogen følelser og det havd han ikke haft i snart mange år.
Følelser gjorde en til et svagt menneske og det var på ingen måde noget han havde interesse i at være: "Hør trunte... Stop med at stille så mange spørgsmål" sagde han i en hård stemme der måske lød en smule som en trussel.
Selvom han ikke var nogen ond person, så havde han trods alt et job at passe.

"Du kommer ingen steder, så sæt dig hellere til rette" sagde han i en rolig stemme som han tog en tår af sin kaffee og blot kiggede over i mod ende, han skulle skam nok kunne holde hende i skak.
Trods alt så var Julian en ganske god magiker.
Og det her var jo ikke ligefrem hans første gang.

[Priscilla Rigel Cooper]

"Du kan i det mindste fortælle mig dit navn! Så jeg ved lidt om hvem du er." Prøvede hun igen. Hun begyndte at blive bange over hvad alt dette her kunne være, for uanset hvor mærkeligt det end lød så følte hun sig mere eller mindre fanget. Men Altså hvem ville kidnappe en bibliotekar, som ikke så meget til sin far og næsten aldrig sin mor. Det kunne umuligt være penge. 
Hun rynkede brynene lidt og så over på manden. "Er det min far der har bedt dig gøre dette her?" Hun håbede ikke på det, det kunne betyde at han alligevel ville gøre hende til varulv. Var det egentlig fuldmåne i aften? Hun var ikke sikker, men månen havde været meget rund de sidste par nætter. "Du får ikke noget ud af det, bare så.. så du ved det." Hendes stemme dirrede og skønt hun nu havde trukket sin stav, så rystede hendes arm en hel del. 

I et hurtigt forsøg kastede hun en lammer imod manden og løb mod døren i håb om at hun kunne komme væk. Hun måtte væk hurtigt, hvad end han var ude på kunne det ikke være godt, og hun havde ikke tænkt sig at blive til hun fandt ud af præcis hvad mandens plan var. Hun ville bare væk nu!

[Deleted]

"Du kan bare kalde mig Julian" sagde han og smilede roligt i mod hende.
Altså det var trods alt også hans navn, lige det punkt var han ikke så hemmelig omkring, rigtigt mange viste jo godt at han var havde dette her arbejde, han gjorde det oftest godt og var jo derfor også ganske berygtet i branchen.
"Jeg ved ikke hvem der har bestilt det... " sagde han blot: "Jeg gør bare som jeg får besked på, og nu har jeg altså fået besked på at få fat i dig" sagde han og smilede roligt i mod hende.

Han kiggede i mod hende og som hun kastede en lammer i mod ham slog han hurtigt ud med sin egen stav og afværgede den, han var en dygtig magiker, det var man nødt til at være med hans arbejde.
Døren var naturligvis låst og han kiggede blot hen i mod hende som hun løb i mod den: "Du kan lige så godt glemme det... " sagde han i en helt rolig stemme uden at gøre noget overilet, han vidste jog godt at han havde vundet.

[Priscilla Rigel Cooper]

Julian, det måtte hun huske. Hun var dog noget forvirret omkring hvad der foregik og det blev bestemt ikke bedre af hvad han sagde til hendes. Staven blev sænket som hun så uforstående på ham. "Bestilt det? Hvad mener du med bestilt? Hvad er det her?" stemmen afslørede en blanding af nervøsitet og frygt. Hvad gik det ud på og hvad var hun bestilt til? 
Det begyndte mere og mere at lyde som nogle af de bøger hun af og til læste. "Du har...."  Hun kiggede sig omkring og kiggede så på Julian. "Har du kidnappet mig? Hvorfor?? OG sig ikke det er fordi der er nogen der har bestilt det! Jeg mener, hvorfor mig?! Hvem er dog interesseret i mig?En bibliotekar fra Hogwarts?" Det undrede hende en hel del. Hvor andre nok ville gå i panik undrede hun sig bare.. Kunne det var nogen af Carmine Rigel fjender. Nej de vidste vel knap nok hun fandtes.
Som hun sad og kiggede på Julian, faldt hendes øjne på koppen ved siden af ham. "Så... Må jeg få en kop kaffe?" måske hvis hun opførte sig pænt ville han ende med at komme til at snakke over sig?