Jeg længes ud mod fjerne horisonter

[Deleted]

Han kiggede i mod hende som hun sagde hun ikke hed Jennifer.
"Jennifer? Jo du gør" sagde han en smule irriteret, som regnede han med at hun bare prøvede at narre ham: "Jennifer Albertsen" sagde han som hendes fulde navn, han havde endda et stykke papir med det på.
Dog orkede han ikke helt at rejse sig op lige nu og finde det. Han havde stadig lidt svimmelhed i kroppen, så han skulle nok ikke lige begynde at hoppe rundt.

"Hvorfor er du her så endnu?" spurgte han undrende som om at hun var underlig.
Han havde jo låst døren op, og han havde da ikke forventet at hun ville redde ham også bare blive hængende, altså ikke at han ville brokke sig og han skyndte sig da derfor også at tage sin stav op fra sofaen og han svang den så i mod døren så den låste.
Puha han havde hende da endnu: "Men jo tror der er noget i køkkenet" pointerede han i et suk, han følte sig virkeligt træt.

[Priscilla Rigel Cooper]

Nu blev det meget mærkeligt for hende. Troede han virkelig at hun var denne Jennifer? og hvordan overbeviste hun ham så om at hun ikke var det? "Mit navn er Priscilla Rigel Cooper, jeg arbejder som bibliotekar på Hogwarts og aner intet om denne Jennifer Albertsen." Uddybede hun så og spekulerede på hvordan hun dog kunne overbevise ham. Hvorfor det var så vigtigt vidste hun egentlig ikke, men altså han skulle bare forstå hun ikke hed Jennifer. Så gik det op for hende, hvordan hun måske kunne overbevise ham. "Min bog... Den bog jeg havde på mig, da du.. overfaldt mig. Deri står mit navn. Der er et bogmærke, hvorfor der står Priscilla. Jeg fik det af min mor for nogle år siden. Der er lidt bidt i kanterne, men du kan læse mit navn der." Det var en dårlig vane hun havde med at bide i sit bogmærke, når hun sad og læste, og hendes yndlings bogmærke, som dette her var, havde lidt meget under det gennem årene.

Han andet spørgsmål kom egentlig lidt bag på hende, hvorfor hun var her endnu? "Hvis ikke, var du måske død. Jeg var ret nervøs må jeg indrømme. Jeg prøvede at suge giften ud, det var bare ikke nok. Så skulle jeg bare være stukket af, da jeg lovede at hente eliksiren til dig? Jeg mener.... Hvordan skulle jeg kunne det? Du havde jo brug for hjælp." Det lå ikke i hendes natur ikke at hjælpe folk i nød og hun ville aldrig have fundet ro i at forsvinde, sådan som han havde haft det. Hun så godt hvordan han svingede imod døren og hørte så det lille klik, som fortalte hende, at døren igen var låst. Det var måske ikke så smart. "Men... Jeg forstår stadig ikke hvad du vil med mig?" Som de begyndte at snakke, kiggede hun på den sårede arm. "Min mor er helbreder på Mungos, hun ville aldrig acceptere ikke at hjælpe en person i nød."

[Deleted]

Julian stirrede bare undrende på hende: "Ja ja mig narre du altså ikke så let" børstede han det af, der var så mange der prøvede at bilde ham ind at han havde fået fat i den forkerte og han havde lært at man skulle forholde sig mistrorisk til sådan noget information.
"Det er da nemt at kunne det, alternativet er jo at du bor her nu og du bliver udleveret og jeg får mine penge. Dårligt valg" sagde han, det var utroligt at man kunne stå og kalde det et dårligt valg at hjælpe et andet menneske.
Men i Julian's hårde opdragelse og hårde liv, havde han bare lært at man altid var nødt til at sætte sig selv højest før noget som helst andet.

"Jeg regner med at de henter dig i morgen" sagde han og kiggede på sit ur der også viste datoen for at sikre sig han ikke havde sovet i flere uger, men nej planen så heldigvis stadig ud til at holde.
"Så det hele er heldigvis snart overstået" sagde han og satte sig op i sofaen og svang benene udover siden.
Han ville bare gerne passe dit arbejde, så han kunne leve et nogenlunde liv.

[Priscilla Rigel Cooper]

Priscilla himlede med øjnene af manden. Det var som at snakke til en dør. Han lyttede jo overhovedet ikke efter! Men det måtte være hans problem. "Nej det klare du også fint selv. Det er ikke mig, der får en lang næse." Det var ikke svært for han at gennemskue hvem hun var. Han kunne bare gøre som hun sagde og kigge i bogen, den bog hun stadig ikke havde fået tilbage. Gosh! hvor var han irriterende!! "Jeg ville nærmere kalde det et dårligt valg at være for stædig til at lytte og indrømme sine egne fejl, men det må du om. Desuden lyder du som en rigtig skidt fyr, hvis det er sådan du tjener dine penge!" Hun lagde armene over kors og og mærkede hvordan vreden begyndte at ulme i hende. Det var simpelthen for meget det her! "Og tænk sig jeg har lige reddet dit liv, ikke engang et ordentligt tak får man. Men det fortæller selvfølgelig også en hel del om dine evner." Han kunne ikke være særlig god til sit fag, hvis han fik fat i de forkerte mennesker OG hankom så voldsomt til skade også. Hun rystede på hovedet af ham, før hun så gik ud i det lille køkken og kiggede efter kartoffelmosen, der stod i køleskabet. Hun tog en lille potion, fandt en gaffel og hoppede så op på køkkenbordet, for at sidde der. Hun gad ikke sidde inde ved ham længere. "Lader du mg så gå i morgen, efter du er blevet gjort til grin over at have fået fat i den forkerte? Jeg tænker, det ikke særlig professionelt er det? At lade en eller anden dude komme for at hente en kvinde, og så er det ikke engang den rigtige.. Mig får du sgu sikkert ikke mange penge for. Men igen, så har jeg vel reddet denne Jennifers liv. Det nok meget godt." kævlede hun afsted. Det var de mange frustationer og frygten for at hun måske aldrig kom ud igen, der blandede sig i træthed og nervøsitet. Hun spiste videre af mosen og tilføjede så til sidst. "Hvem er denne Jennifer overhovedet? Hvad har hun gjort siden du vælger at sælge hende som et slagtedyr?"

[Deleted]

Han grinede og rystede på hovedet som hun begyndte at snakke om at han ikke takkede hende.
"Du ved virkeligt ikke hvem jeg er" konstaterede han hende bare, Julian vidste da godt at han var en kold skid. Faktisk så var den eneste person her i verden som han holde af og som han beskyttede, hans lillesøster Rachel.
Hende ville han gøre meget for at passe på, også selvom han godt vidste at hun ikke ligefrem havde brug for beskyttelse, hun ar en meget stærk kvinde og arbejdede jo som auror, men skulle det komme dertil at hun fik brug for hjælp, så ville han stå der med det samme.

"Hør min søde skat... hvis du ikke stopper med at plapre så er der en chance for at du slet ikke ser dagen i morgen" sagde han i en hård stemme som han kunne fornemme at hun provokerede ham.
Han kiggede i mod hende, truende. Han var trods alt ikke bange for at gøre skade på folk og hvis hun bare havde tænkt sig at sidde der og plapre, så kunne han da en besværgelse eller ti der om ikke andet kunne lukke munden på hende.
Så behøvede han jo ihvertfald ikke høre på hendes brok.

[Priscilla Rigel Cooper]

Nææh hun vidste ikke hvem han var. Det var nok også godt det samme. Havde hun vidst det havde hun nok alligevel været mere bange. nu var hun mest bare irriteret, dog var hun bange for ham, eller altså hun havde en respekt for ham af frygt for ellers at komme i problemer. Hun var dog ikke helt enig i hans holdninger stadig. "Selvfølgelig ved jeg ikke hvem du er, du vil jo ikke fortælle mig noget, men du ved tydeligvis heller ikke hvem jeg er, så så er vi jo lige." Hun prøvede virkelig at overbevise ham om at hun ikke var denne Jennifer, men det virkede simpelthen ikke som en mulighed.

Hun lukkede dog prompte munden, da han næsten truede omkring det og kom med sit: "hvis ikke du stopper nu..." Det fik hende til at synke en klump og så ellers bare koncentrere sig om sin kartoffelmos. Da det var spist hoppede hun ned at bordet og stillede tallerknen i vasken, for derefter at kigge over på ham, stadig lidt usikker. "Hvor skal jeg sove i nat så?" Spurgte hun noget mere underdanigt end hun havde været førhen. Hun ville helst ikke komme til skade. Det var nok bedst at lytte og sørge for hun ikke blev mere sur.

[Deleted]

Han kiggede på hende og nikkede bestemt.
Glad for at hun havde valgt at holde sin mund, det var nok også det klogeste valg hun kunne tage lige nu: "Sofaen" sagde han og satte sig op til spsiebordet, der var det samme tæppe som han havde lagt og sovet med og det passede ham fint.
Selv hvis han ikke havde fanget den rigtige kunne han da helt sikkert få et eller andet for hende et eller andet sted, der var jo heldigvis folk der købte kvinder sådan lidt fra tid til anden, og penge skulle han vel nok få.

"Sov du hellere... Jeg vækker dig når de er her" sagde han og kiggede i mod sit ur, de ville forhåbenligt komme ret tidligt og hente hende så Julian kunne komme videre, han ville jo blandt andet gerne finde ud af hvem der havde forgiftet ham.
Han vidste da godt at han havde en del fjender efterhånden, men hvis han skulle være ærlig så accepterede han det faktisk helst ikke. Folk måtte simpelthen tage sig sammen efterhånden.

[Priscilla Rigel Cooper]

Selvfølgelig skulle hun sove på sofaen. Derfor var det også der hun gik hen og satte sig. langsomt bandt hun skoene op og stillede dem pænt ind til sofaen. Hun smed sin cardigan så hun kun havde et lag tøj på foruden undertøj selvfølgelig og så så over på Jullian, før hun lagde sig. Hun havde ondt i maven og var bange. Det her var ingen leg længere, og det virkede til at være blevet meget alvorligt nu efter han var blevet sur. Den del kunne hun virkelig ikke lide. "Må.... Må jeg f-få min bog? Bare lidt?" Hun forventede et nej, særligt efter at hun havde sagt at hendes rigtige navn stod deri, han ville sikkert bare tro, hun ville have bogen for at kunne bevise hvem han var. Hun sukkede lidt og trak det brune hår om foran den ene skulder.
Derefter skævede hun op til ham, det var ikke til at forstå han var sådan. Han havde lige været tæt på at dø, men hun havde hjulpet ham. Hun havde suget giften ud, hentet eliksiren og været bekymret. Nu var han kold som sten igen. "Sikkert ikke..." Efter selv at have konkluderet at hun nok ikke fik sin bog, lagde hun sig ned med ryggen til ham og hovedet ind imod sofaryggen. Hun trak tæppet op om sig, ligeglad med og det havde været brugt af ham også, det var stadig den eneste form for tryghed hun kunne mestre lige der. Selvom hun blev helt stille og ikke rørte på sig, så var hun stadig vågen. Hun havde ikke lyst til at sove, og kunne heller ikke. Frygten havde sneget sig ind på hende. Hvem var det der kom og hentede hende, og hvad ville de gøre med hende?

[Deleted]

"Din bog? ja gå amoK" sagde han blot.
han var ligeglad med om hun læste, et eller andet kunne hun jo lige så godt lave. Desuden var han ikke ude på at straffe hende eller noget i den stil, det var jo ikke fordi at hun havde gjort noget personligt mod ham, han ville bare gerne sikre sig at han fik sine penge.
Julian afventede bare, men var vågen det meste af natten, han ville gerne sikre sig at der ikke skete et eller andet.

** TIME **

Den næste morgen af Julian en smule oprørt, han havde jo naturligvis fået bekræftet på en ugle at han havde fået fat i den forkerte tøs og det irriterede ham grænseløst. Han gik med pergament papiret i hånden og kløede sig let i nakken som han kiggede ned i det.
Han endte dog med irriteret bare at krølle det sammen og smide det i skraldespanden, han måtte have fat i Judas, han plejede da godt at ville give nogen gode penge for at få en tøs han måske kunne sende til udlandet.
I det mindste så hun jo godt ud.

[Priscilla Rigel Cooper]

Det hjalp lidt på det hele at hun fik sin bog. "... Tak..." Det var dog svært helt at koncentrere sig om at læse, for hvad skulle der ske med hende. Hun var bange og ked af det og ville egentlig gerne hjem, men turde ikke sige noget. Efter at have læst et par sider lagde hun bogen fra sig og vendte sig ind imod sofaen. Hun sov dog ikke, lå bare og lyttede til ham og til roen. Det var underligt har var så stille, der var næsten for stille. Uroen krøb ind over hende og hun trak tæppet tættere omkring sig. Så opdagede hun at det lugtede af ham, hvilket på ingen måde hjalp på situationen, men det ville vel også være uhøfligt at sparke det af, og hvad ville han så gøre ved hende?
Det blev sent, og uden hun vidste hvad kl var, var hun ret sikker på det var midt om natten. Hun havde stadig ikke lukket et øje, men hvem kunne også rigtig det når man var kidnappet ved en fejl og ikke kunne komme fri. Et par enkelt tåre havde lydløst forladt hendes øjne, og hun havde ondt i maven. 

Næste morgen blev de afbrudt af en ugle der leverede et brev. Priscilla kiggede kort om på Julian, men vendte så ryggen til ham igen uden at sige noget. Det lød ikke til at være et godt brev. Ikke fordi hun vidste hvad der stod, men hun kunne høre det på hans frustration, hvilket kun fortalte hende at hun skulle være forsigtig. Hun måtte vel bare vente på hvem end der kom og tog hende med og håbe det ikke var alt for onde folk. Tanken fik hende til at bide sig i kinden og endnu en tåre løb nej over hendes kind... ".. Ju... Julian?" Hun rømmede sig lidt for bedre at kunne snakke, men så stadig bare ind i sofaryggen. han skulle ikke se hun var bange. "Hvad kommer der til at ske med mig?"  Spurgte hun forsigtig uvidende om at den aftale han havde haft var gået i vasken. Hun ville bare vide om hun skulle dø. Priscilla kom til af snøfte lidt og trak igen tæppet om sig. "Jeg.. Jeg.." men hvad skulle hun sige? han ville ikke lytte alligevel, for ham var hun bare en ting der skulle sælges, som en sæk kartofler eller en.. en god bog. "... Nej ikke noget... Undskyld."

[Deleted]

Han kiggede i mod hende som han fornemmede at hun var vågen.
"Ikke noget du skal bekymre dig om" sagde han og kiggede sig rundt omkring i huset, han skulle nok finde på noget - han ville have penge på en eller anden måde. Han endt med at sætte sig ned ved bordet og begyndte på at skrive en ugle. Han havde da en idé eller to, men det var jo ikke ligefrem fordi at det var noget hun skulle bekymre sig om eller noget i den stil.
Han begyndte at skrive på pergament papiret, han skulle lige sikre sig at der var styr på tingene og om han så skulle rejse om på den anden side af jorden, så skulle han bestemt nok komme af med hende.

Han gik hen til vinduet og åbnede det med en kort bevægelse, inden han satte brevet fast på en ugle der sad ude på den anden side og han lukkede det så roligt igen og sikrede sig at det var låst.
Hans hånd var heldigvis okay igen, og han var ret sikker på at det nok var forsvundet helt.
"Så skal vi bare sidde og vente" sagde han og lagde armene over kors som han sad og kiggede hen i mod hende, denne her situation var simpelthen så latterlig, men den skulle nok løse sig.

[Priscilla Rigel Cooper]

Ikke bekymre sig? Det kunne han sagtens sige, det var ikke hans fremtid der afhang af en pengegrisk mandsperson. Hun så stadig ikke på ham, men havde nu lagt sig på ryggen, forsigtig tørrede hun øjnene med den ene hånd og kom med endnu et snøft. I hendes verden ventede de stadig på at nogen kom og hentede hende, så derfor var frygten stadig stor hos hende. "Hv..hvad hvis de slår mig ihjel fordi jeg ikke er den jeg skal være?" Hun forventede egentlig ikke at få et svar. Måske forventede hun lidt at blive irettesat om at hun var denne Jennifer, som hun ikke selv kendte. 
Ud af øjenkrogen så hun ham sætte sig ved bordet, og vente. Selv satte hun sig op i sofaen, stadig med tæppet omkring sig, der virkede en smule trøstende. "hvor meget betaler de? dem der henter mig... Jeg kunne jo give dig flere penge og.. købe mig selv fri." Foreslog hun, selvom hun var ret sikker på hun ikke havde råd, hun var trods alt bare bibliotekar, ikke ligefrem noget man tjente kassen på. 
Benene blev trukket op til hende og hun lod hovedet hvile på knæene hun var træt og havde opgivet lidt. Egentlig burde hun nok være sulten, men hun var ret sikker på at hun ikke kunne få noget ned hvis hun fik buddet.

[Deleted]

"Hvad de gør med dig har intet med mig at gøre" sagde han blot.
Julian var i virkeligheden ikke så kold en mand som han måske så ud til at være, men han havde ikke super meget empati. Han var ikke vokset op i nogen god familie, hans forældre havde udnyttet ham og hans søster, og de havde ikke haft en speciel let barndom, så Julian havde nok aldrig helt lært at være ved andre mennesker som han burde.
"Tro mig, du vil aldrig kunne give mig de penge de vil give" sagde han i et smil og rystede på hovedet, der var jo tale om millioner. Menneske handel var utroligt ulovligt, og lige præcist derfor at det gav så gode penge.

"Men jeg tænker vi tager på en lille tur... Vi skal med en transitnøgle tæt herved... Hvis du prøver på noget som helst når vi går ud af denne her dør..." sagde han og tegnede en streg over sin hals med en finger for at gøre tegn til at han ville slå hende ihjel.
"Hvis nogen som helst spørge, så er vi gift" sagde han og kiggede alvorligt i mod hende, der hvor de skulle hen var det nok meget fint at hun bare holde mund, især fordi at de nok godt kunne regne med at være væk noget tid.
Han skulle lige sikre sig at han kunne få den helt rigtige pris.

[Priscilla Rigel Cooper]

Priscilla fik ondt i maven og mærkede igen tårerne trænge sig på, hun var virkelig bange og havde ikke lyst til det her. "Men... Men hvordan kan du overhovedet gøre det her?" Lød det fra hende med grødet stemme. Hun var virkelig bange og ville gerne have det her til at slutte nu. Hvordan var hun overhovedet havnet i det her, hvad end det så var. "Vil du ikke nok lade mig gå? Jeg.. jeg siger ikke noget til nogen, men... vil du ikke nok?" Bad hun og en tårer løb nu ned over hende kind. Rørte man ved hende ville man kunne mærke hvordan hun rystede, men hvad var der at gøre, selvfølgelig lyttede han ikke til hende uanset hvor meget hun bønfaldt ham og selvfølgelig var det ikke en mulighed at betale pengene selv. "Lad mig gå.. Jeg vil ikke sælges.. jeg reddede dit liv, det må da have lidt betydning?"  Prøvede hun så og tørrede øjnene med bagsiden af hånden. 
Uforstående kiggede hun nu over på ham igen. Skulle de nu på tur? Hvor mon de skulle hen? Men hun havde ikke lyst til at spørge. Det kunne ikke være langt, for de havde endnu ikke fået morgenmad. Han instrukser lød dog meget alvorlige og de fik hende til at synke engang, bange for hvad der skulle ske. Hun stivnede dog fuldstændig og makkede ret, som han kørte en finger over halsen, det vidste hun godt hvad betød. Noget hun så sandelig ikke havde lyst til! "Javel Julian..." lød det opgivende men dog med tydelige tegn på at hun havde forstået, hvad hun skulle spille for en rolle her og at hun vidste det bare var om at følge med. Der kom ingen indvendinger, hun gjorde bare lydløst og nedtrykt som hun fik besked på.

[Deleted]

"Hvordan jeg kan gøre det? Nemt" sagde han blot i en kold stemme.
Julian havde aldrig været i et forhold, han havde aldrig ønsket et forhold - han havde ikke lyst til at få børn, han drømte ikke om en familie eller noget som helst i den stil. Han drømte bare om at være sig selv og have det godt med sig selv - og det måtte han jo sige at han havde.
"Øh nej?" sagde han undrende, som om han ikke kunne forstå hvordan hun da overhovedet kunne spørge ham om noget så dumt, naturligvis ville han da ikke bare sådan lige lade hende gå.

Han ignorerede hendes næste ord, hun måtte da være sindsyg hvis hun troede at han havde et varmt hjerte der bare havde tænkt sig at lade hende gå. Julian mente ikke engang han var noget dårligt menneske, men han måtte jo tænke på overlevelse frem for alt.
Det var helt sikkert også på grund af ting i hans fortid.
Han gjorde tegn til at hun skulle rejse sig op, som han begyndte at gå i mod døren og låste den op med den hemmelige besværlgese: "Vi skal kun lige ned bag den næste gade" sagde han som de begyndte at gå, hele tiden med øjne på hende.