Jeg længes ud mod fjerne horisonter

[Deleted]

Julian havde ingen dårlig samvittighed når det kom til hans arbejde, trods alt var det jo bare et arbejde og det var meget få mennesker han havde slået ihjel – okay han havde da slået nogen stykker ihjel men kun hvis det var missionen.
Desuden var han jo bare manden der gjorde det, han hverken bookede det eller pegede på målet. Hvis nogen mente at folk fortjente at dø, jamen så måtte der vel være noget om det, også var hans job bare at få det gjort så han selv kunne få brød på bordet.
Han var ikke ud af nogen god familie og selvom hans søster var på den helt anden side af loven, så var de to ganske ens.

”Såh nu ikke så mange spørgsmål… Du sidder stille, du tier stille.. Ellers kan jeg en forbandelse eller to der kan få dig til det” sagde han i en rolig stemme.
Julian var trods alt vant til nogengange at fange folk der både råbte og skreg, og han vidste at det bedste han kunne gøre var at forholde sig roligt.
Desuden var han ikke en særlig aggressiv mand, selvom han måske havde et job hvor man skulle tro det: ”Du kan få et glas vand?” tilbød han.

[Priscilla Rigel Cooper]

Priscilla krøb sig lidt sammen i sofaen. Hun Ville gerne hjem nu. Øjnene kiggede bange rundt mens skuldrene havde taget fast plads helt oppe ved ørerne. Hvorfor var hun fanget her? Hvorfor ville han ikke sige noget? Og måske det allerværste, hvad skulle der ske med hende?
Hun kunne ikke lide det, men hvad kunne hun gøre? Han var sikkert stærkere end hende alligevel. ”hvor er min bog? Den må jeg vel i det mindste gerne læse i?” hendes stemme lød mere fortabt nu. Opgivende, som hun måtte sande at hun var fange. Hun ville ikke snakke med manden, bare have sin bog og så ignorer ham.

[Deleted]

Julian kiggede i mod hende.
Hun forstod vidst ikke ret meget: "Nej egentligt må du bare ligge der og kede dig lidt, indtil jeg finder ud af hvor du skal udleveres... Men jeg kan tilbyde dig lidt mad?" sagde han i et skævt smil.
Julian var ganske glad for sit arbejde, nok mest fordi at han for mange år siden havde smidt sin samvittighed ud af vinduet, så han kunne jo lige så godt bruge alt dette her på noget fornuftigt. Han kiggede let rundt.

"Jeg skal nok fortælle dig når jeg ved hvornår de vil have dig udleveret... Jeg passer bare mit job" Sage han i en ganske kold stemme.
Der var ting i hans liv der havde gjort ham til en han var i dag, og han var jo desværre ikke alene om det - hans søster var meget som ham, selvom hun havde valgt en helt anden vej i livet. Han sukkede kort.
Det var fint, så længe han fik de penge ud af det han skulle.

[Priscilla Rigel Cooper]

Hun bed sig i kinden for ikke at sige mere til ham. Hun var bestemt ikke tilfreds, men hun måtte også bare sande at der ikke var meget at gøre, og at hun ikke engang måtte få sin bog ramte hende hårdt. Det ville da ikke skade, hvis hun sad og læste? I det mindste ville hun da så være stille. Hun kiggede vredt over på ham, før hun så rejste sig fra sofaen og gik om på den anden side af den, hvor hun så satte sig, så Julian ikke kunne se hende. Det var måske nok lidt en barnlig måde at gøre det på, men hun havde ikke rigtig noget at gøre. "Jeg er ik sulten." Lød det fra hende, som han tilbød hende mad. "Desuden er jeg ikke interesseret i et tørt stykke brød. Det er vel hvad jeg får, vand og brød."
Hun kiggede ind i væggen og gad slet ikke se på ham længere. Hun ville bare være fri for ham. Han kunne gøre som han ville, og han skulle aldeles ikke tro, at han nu kunne vinde point ved at være sød. Hun havde fået nok og ville gerne bare hjem. Hvorfor havde hun dog også gået med ham! Men.. men hun havde jo ikke vidst det. For en gang skyld håbede hun på, at hendes far ville forsøge at opsøge hende, sådan så han ville opdage at hun var var, eller at Ayla ville blive bekymret. 
Priscilla sad på gulvet bag sofaen og trak her benene op, og lod panden hvile på knæene.

[Deleted]

Julian var ganske afslappet omkring hans arbejde, han vidste da godt at det ikke altid var det rigtige valg at have det sådan, men han havde begravet sin samvittighed for mange år siden, sammen med mange andre dele af sig selv.
Han havde klaret sig fint i livet når det kom til karrierer og økonomi, men det var da også det eneste. Han havde ikke rigtigt noget med familie, venner og den slags at gøre.
Jo jo, han havde da venner, men ikke nogen han var tætte ved - han stolede ikke nok på nogen til at lukke dem ind.
Med hans job var det nok fint bare at holde kortene tæt ind til kroppen.

”Selvfølgelig ikke… jeg havde tænkt du kunne få kartoffelmos og ketchup” drillede han let og smilede hen i mod hende.
Det kunne da godt være hun ikke syntes det var sjovt, men eftersom Julian ikke havde nogen samvittighed kunne han jo lige så godt drille hende lidt.
Han havde lukket ned for sin sunde fornuft for mange år siden, så nu brugte han bare de impulser der kom til ham.

[Priscilla Rigel Cooper]

Priscilla blev siddende på gulvet bag sofaen og kunne bestemt ikke se noget sjovt i hvad manden sagde. "Jeg er ik sulten, sagde jeg!" Det var dog løgn, hun var sulten, meget sulten efterhånden. Hvor længe mon hun egentlig havde været der? Hun havde jo også sovet en del timer sikkert. Der var ikke rigtig nogen vinduer heler som kunne fortælle hende noget. Opgivende sank hun lidt mere sammen hvor hun sad og vendte nu hovedet imod Julian. "Du er desuden ikke spor morsom at du ved det." Hvis hun skulle være stille og lade være med at forstyrre, så mente hun faktisk, at han skulle det samme. Det burde hvert fald være de samme forhold der galt. "Du kunne også give mig min bog, og så holde maden for dig selv?" foreslog hun lidt halvhjertet, hun regnede ikke med at det ville virke. Han havde allerede sagt nej en gang og han virkede ærligt talt ikke som en der bekymrede sig særlig meget om hendes meninger.

[Deleted]

”Jamen så slipper du” sagde han i en rolig stemme. Julian var ikke noget ondt menneske, han havde bare aldrig rigtigt vokset op i noget varmt hjem hvor alt havde været godt, så han vidste ikke helt hvordan han skulle behandle folk.
Han var god til dette her arbejde fordi at det hele tiden havde faste rammer og regler, så han ikke kom til at træde forkert.
Det var præcist sådan han bedst kunne gøre tingene. Når det var sat op i faste rammer.
”Du skal nok komme ud herfra” sagde han i en rolig stemme og smilede let i mod hende.

** TIME **


Timerne var gået, Julian var gået ud af døren for at ordne noget business og havde været væk et par timer. Han havde naturligvis sikret sig at døren var låst og at besværgelserne stadig lå over bygningen for at sikre sig at der ikke var noget.
Han kom ind af døren, med hjælp fra besvægelsen. Pustende, svedende og fuldkommen far den som han havde en klud omkring sin arm.
Han havde været oppe og slås og havde fået en kniv lige igennem sin arm som stadig sad i den. Han tog kluden af som han kom indenfor, og kom med en høj og klagende lyd som han satte sig ved bordet og kiggede i mod sin arm.
Han tog fat i kniven, men han kunne ikke få sig selv til at trække i den. Han kiggede derfor bare imens blodet løb og havde fuldkommen glemt at han faktisk havde en ekstra person boende.

[Priscilla Rigel Cooper]

Sulten var noget værre end hun selv ville indrømme, men hendes stædighed var nok for nu til at skjule hvor sulten hun egentlig.
Som Julian forsøgte at opmuntre hende, eller hvad pokker han lavede, så hun bare utilfreds over på ham. ”Jeg forstår slet ikke hvad du skal med mig i første omgang” men hun fik stadig ingen svar. Snart blev hun ladt alene i lejligheden, eller hvad man nu skulle kalde det.
Her rejste hun sig og nysgerrigt begyndte hun at kigge sig omkring, måske kunne hun finde noget som kunne fortælle hende, hvad der foregik, eller endnu bedre, finde noget at spise!
Tiden gik men hun blev ikke rigtig klogere. Da hun nogle timer senere hørte Julian igen stod hun i det lille tekøkken og for at undgå for meget snak listede hun sig bare tilbage til sin plads på gulvet bag sofaen. Hun nåede dog ikke så langt, før hun fik øje på kniven i Julians arm. Først lod hun som ingenting, men da det gik op for hende, at han ikke ville fjerne kniven tog hun affære.
”øjeblik.” Hun drejede rundt og gik tilbage ud i køkkenet, hvor hun fandt en skål med vand, en klud og en grydeske af træ. straks var hun tilbage ved Julian og så på skaden i armen. ”Her, lad mig hjælpe dig. Det.. kommer til at gøre ondt, så bid ned i denne her” Hun rakte ham grydeskeen, som han så kunne komme i munden, og bide over til når hun trak kniven ud.

[Deleted]

Han kiggede ikke engang i mod hende, han havde fokus på hvor stor en smerte han havde i sin arm som han sad og kiggede ned i mod.
han ville da gerne sidde og sige at han aldrig kom til skade, men med det arbejde han havde skete det desværre fra tid til anden. Dog havde han stadig en idé om at dette her ikke gjorde halvt så ondt som den psykiske smerte det måtte være at leve med andre mennesker.
Han kiggede pludseligt op som hun kom hen til ham og et øjeblik anede han ikke hvad han skulle sige, han skulle fandeme ikke bide i nogen ske og der kom i stedet et skrig ud imellem hans læber som kniven kom ud af hans arm.

"For satan mand!" sagde han og kiggede ned i mod sin arm hvor han kunne se blodet løbe ud. Han skulle bare have fat i sin eliksir så han kunne få fikset såret, men han måtte lige vente lidt til han havde fået ro på sig selv.
Det gjorde så pisse ondt at heale ting som dette her, men Julian var en dygtig magiker og havde naturlgivis allerede lavet lidt forskellige eliksirer til nødsituationer som denne.

[Priscilla Rigel Cooper]

Mænd var simpelthen utrolige! Udenpå skulle de fremstå som å så seje og stærke og når det så kom til stykket, så klynkede de alle alligevel. Hun forstod ham dog godt, det måtte gøre fandens ondt at have en kniv i armen, og endnu værre måtte det blive at få den trukket ud. Så snart den var fjernet lagde hun en fugtig klud over såret, så der ikke ville komme for meget blod ud. Han kunne hurtigt blive dårlig hvis han mistede for meget, og hun havde ikke ligefrem tid til at han skulle dø for hende. Hun så sig lidt rundt i håb om at finde en førstehjælpskasse eller noget, men hun intet se. 
"Har du noget forbinding? måske nål og tråd? Det så ret dybt ud." Heldigvis var hendes mor helbreder på Mungos og hun havde derfor lidt viden til hvad man gjorde. Der var dog ikke noget der hed personligt space, eller spørge om lov til at hjælpe, hun maste sig bare på og gjorde hvad der virkede nødvendigt. DEt måtte jo trods alt gøres et eller andet inden det blev for sent.

[Deleted]

Julian var en smule svimmel af smerten, og han ville nu ellers ikke sige at han var sart. Men han måtte da indrømme at det her havde gjort teeemmeligt ondt, hvilket han da ikke tænkte at nogen kunne fortænke ham i.
Han begyndte først nu nogenlunde at opdage at hun faktisk hjalp ham: "Forbinding i skabet under vasken" sagde han i en sammenbidt stemme, det her skulle da nok gå hen og blive rigtigt sjovt, men forhåbenligt når han havde fået pengene fra at han havde fanget hende, så kunne han godt have råd til at holde ferie i noget tid, hvilket han da helt sikkert havde brug for, selvom hans arm nok snart var i bedring.

Han sukkede let som han lod en hånd glide over sin pande, han svedte en del, men udover at han jo havde løbet ret så hurtigt både for at fange manden og komme væk bagefter, så hjalp det jo heller ikke så man følte man havde fået sin arm skåret af.
Han sukkede let, han skulle nok lige have en lille snaps eller noget at falde ned på, også selvom han nærmest aldrig drak alkohol.

[Priscilla Rigel Cooper]

Egentlig burde han jo nok lægge sig over på sofaen som minimum. Han havde mistet meget blod og det ville være en fordel at få ham ned at ligge for at få lidt ro på og for at der ikke skulle ske unødig skade. Derfor lirkede Priscilla meget forsigtigt en arm omkring ham og løftede lidt op i ham, han var dog nødt til selv at hjælpe til også. "Kom, Du skal over på sofaen, du er nødt til at ligge ned, hvis ikke du vil blive unødvendig dårlig." Nok var Priscilla hans fange og mange ville sikkert undre sig over hvorfor hun hjalp ham, om han også gjorde det, det vidste hun ikke, men hun havde sine grunde for det. Hun så i retningen af hvor der skulle være forbindinger, og da hun havde sikret sig, at hun kunne gå fra ham et øjeblik, gik hun over for at hente det. På vejen tilbage greb hun en flaske spiritus, som hun havde fået øje på på vejen. Hurtig fik hun proppen af og rakte ham flasken. "Her, drik hvis det bliver nødvendigt. Det kan godt gøre ondt." Hun prøvede at lyde lige så blid som hun altid havde hørt sin mor være, når hun behandlede folk, men hun var ikke helt så øvet i det. Da han havde taget imod flasken begyndte hun igen først at rense såret og så at forbinde ham stramt, så han ikke ville forbløde.

[Deleted]

Han kiggede i mod hende: "Nej det er fint, jeg skal bare lige sidde lidt" sagde hun, han have gemt sin eliksir hjemme hvor han selv boede og lige nu var han nok nødt til at overskue at komme derhen, men han måtte hellere vente. Lige så den værste dunken væk.
Han endte dog alligevel med at gøre som hun sagde og ligge sig i sofaen, farven var begyndt at komme en smule tilbage til hans hoved, men han svedte endnu: "Du behøver altså ikke hjælpe mig" sagde han i en lidt mere venlig stemme.
Han vidste da godt at det ville være bedre for hende hvis han bare var dårlig og lukkede hende ud.

"Prøver du at drikke mig fuld?" sagde han og kom med et lille grin som han alligevel tog en tår af flasken.
Lige nu ville han nærmest drikke hvad som helst i et forsøg på at være en smule i bedring. Det gjorde simpelthen så ondt i hans hånd og han orkede slet ikke at kigge på hvor slemt det mon kunne se ud.

[Priscilla Rigel Cooper]

Ih mænd!! Hvorfor skulle de altid være så umulige? Han skulle absolut lege sej hanløve frem for at indrømme at han sikkert var svimmel og havde det dårligt. Hun rystede lidt på hovedet af Ham. “Nej, det behøver jeg sikkert ikke, og hvad så når du forbløder? Hvordan skal jeg så komme ud?” Egentlig gjorde hun det ikke for visningens skyld, egentlig virkede det bare forkert at se til mens andre led. Sådan var hun ikke opdraget. “Alkohol er godt mod skader. Min morer healer på Mungos, så jeg har lært en del” delen om hendes mor vidste han sikkert allerede, det virkede til at han kendte til
meget om hvem hun var. 

[Deleted]

Han kom med et kort smil.
"Nåh ja hvis jeg forbløder så finder du nok en vej" sagde han og klagede sig lidt som han kiggede ned i mod sin hånd: "Det er pænt af dig at hjælpe mig" påpegede han dog, han syntes ikke at han var en pylret mand, men han havde da manerer.
Derfor var det vel kun fair at han takkede hende, eller ja det gjorde han jo ikke helt, også alligevel på sin egen måde.

"Måske at jeg bare burde sove til i morgen" sagde han og tog en tår mere, han kunne stadig mærke hvordan det dunkede i hans hånd: "Så henter jeg eliksiren i morgen" påpegede han og gik ud fra hun vidste hvad han talte om.
Heldigvis var der jo eliksirer der kunne det meste, han havde en der hurtigt ordnede sår, skrammer og brækkede læmmer, nu kom han jo trods alt til skade fra tid til anden med det arbejde han havde.