Jeg længes ud mod fjerne horisonter

[Priscilla Rigel Cooper]

"Jeg vil ikke...." lød det sagte fra hende. Hun ville ikke med, hun turde ikke. Hun var bange for hvad der skulle ske. Så hellere blive i værelset her, det kendte hun da nu. Hvad skulle der blive af hende? Hun rystede lidt på hovedet og så opgivende ned i jorden. "... Jeg vil ik'..." Et par dråber dryppede ned på gulvet, men lige lidt hjalp det. Julian virkede ikke til at tage notits af hvad hun følte eller hvordan hun havde det med det. Kunne hun overhovedet gøre andet end bare at følge med? Det virkede ikke sådan.
Døren blev åbnet og hun gik med ham ud i den friske luft, det var rart nok at komme ud igen, men den knugende fornemmelse var der selvfølgelig stadig. Så de gik, kom der et par gående imod dem, og Priscilla skyndte sig op på siden af Julian og fandt et ret overbevisende smil frem. Der måtte ikke herske nogen tvivl om at hun var glad for ham, ikke hvis du skulle forestille sig at være gift. Hun var bange for hvad han kunne finde på, hvis ikke hun spillede rollen godt nok. Hun fulgte med ham uden at sige nu, gik bare lidt bag ham og forsøgte ikke at  blive overmandet af tankerne eller tårene der igen pressede på. Det var slut nu, sådan var det bare... hun ville blive solgt til en eller anden, der sikkert ville behandle hende dårligt. Hun ville aldrig kunne komme hjem igen. Uden at have bemærket det var hun stoppet op og stod nu med ansigtet skjult i hænderne og græd.

[Deleted]

Julian gik ned i mod transitnøglen med ganske rolige skridt.
Han havde været i branchen længe og han var ganske god til bare at være en del af baggrunden, frem for at være en som folk gik og lagde mærke til. Han kiggede kort i mod hende: "Tag dig sammen!" sagde han i en lav men meget bestemt stemme som hun stoppede op og han greb så fat i hendes arm for at trække hende med videre.
Hun måtte da holde op med at klynke på den måde. Igen var det jo ikke fordi at Julian ikke havde noget hjerte, han var ikke psykopat eller sådan noget - men han havde lukket ned for den del af sig selv.

Han sukkede som han fortsatte med at få imens han havde fat omkring hendes håndled og ikke ret langt fremme så han et par briller der lå på jorden: "Hold fat" påpegede han men havde dog stadig fat omrkign hendes håndled for at sikre sig hun ikke gik nogen steder.
Han tog fat omkring brillerne og sammen fløj de igennem luften i en tumult sky af glimmer og støv, inden de landede hårdt på sandjord og Julian var hurtig til at holde øje med hvor hun var. Det var mørkt og vejret var overskyet men det var utroligt varmt.
De var landet på en strand i Thailand, heldigvis uden folk omkring dem.

[Priscilla Rigel Cooper]

Som hun stod der er græd med ansigtet dækket i hænderne, mærkede hun pludselig en hånd tage fat om hendes håndled og begynde at trække i hende. "Nej! Nej lad være! Jeg vil ikke! Lad mig nu gå!" Tiggede og bad hun mellem tårerne, hvilket kun fik grebet til at strammes føltes det. Det var bestemt ikke noget hun brød sig om dette her og hun følte sig helt syg af frygt for hvor de var på vej hen. "Jeg har ikke engang... hvis bare jeg... Jeg hader dig!" Hun var ret ligeglad med hvad han ville sige til en sådan kommentar, han var vel sikkert en alt for kold skid til overhovedet at kommentere på det. Han ville nok bare kigge ligegyldigt på hende, som han hele tiden gjorde og bare trække hårde i hende. 

De nåede transitnøglen, og snart efter mærkede hun den susende snurrende fornemmelse, der fortalte hende, at hun var ved at blive flyttet et andet sted hen. Hvor de landede anede hun ikke. Hun havde aldrig været der får! Hun kunne se det var en Strand, men det kunne ikke være en britisk strand. det var vandet for blåt til og sandet for hvidt og palmerne for... Okay der var palmer! 
Priscilla sank sammen i sandet, nu var alt slut. "Hvordan kan nogen gøre dette her imod et andet menneske? Selv hvis ikke jeg havde reddet dit liv... "  Hun tøvede lidt før hun så olmt op på ham igen. "Jeg vil håbe min far og hans flok en dag for tænderne i dig!" normalt var hun ikke meget for Carmine Rigel og hans ulve, men lige nu, var der noget der var værre. Gad vide egentlig om Carmine havde opdaget hun var væk? Sikkert ikke. Det var yderst sjældent de snakkede sammen.

[Deleted]

Han kiggede i mod hende som hun pludseligt begyndte at klage sig.
"Jennifer... Whatever du hedder! STop med at pive... Livet er nogengange uretfærdigt, og man holder sin kæft og tager det som en mand" sagde han i en hård stemme, det var præcist sådan nogen ting hans far altid ville sige til ham, som han nu som ren vane kastede videre mod andre mennesker.
"Kom så, vi skal ind på hotellet... Du kan jo ikke ligge her og tude hele aftenen" sagde han i en bestemt stemme og trak i hendes håndled for at få hende med op i mod et kæmpe stort hotel der lå ved foden af stranden.

Det var ikke første gang at Julian rejste hertil og han kendte faktisk området ganske godt.
"Ja ja, du skal ikke true mig... du er heller ikke den første. tør dine øjne og tag dig sammen" sagde han i en hård og næsten råbende stemme i mod hende, heldigvis var der jo ikke andre mennesker på stranden.
Han ville bare gerne videre i teksten, han ville gerne have hende ud af vagten.
Han ville have penge, han ville hjem til London og han ville have lov til at slappe af et stykke tid.

[Priscilla Rigel Cooper]

Priscilla lagde armene over kors og så olmt på ham. "Priscilla. Du kan i det mindste lære mit navn!" Lød det bebrejdende fra hende. Hvis de skulle til at lege mand og kone, så måtte han da vide hvad hun hed, ellers ville de aldrig virke særlig overbevisende. Hun så sig lidt omkring og konkluderede hurtigt at det nok lige nu ville være bedst alligevel at holde sig til Julian. Han var pludselig det mest sikre hun havde, utroligt nok. 
DE gik imod et stort hotel og så man bort fra at Priscilla var blevet kidnappen, så kunne det faktisk være en rigtig god tur. Hun så ned på det håndled hun blev trukket i, og tørrede hurtigt øjnene med den frie hånd. "Slip min hånd Julian, der er ingen, der tror på vi er gift, hvis du trækker sådan afsted med mig." Hvorfor hun samarbejde vidste hun ikke helt, men hun havde bare virkelig ikke lyst til pludselig at stå helt alene i et fremmed land, så hellere prøve at få det bedste ud af det med Julian. Hun kunne ikke lide hans råben, og besluttede i sit stille sind bare at spille med så længe de var offentlig, så kunne det være hun kunne få lov at få en pause, når de fik deres værelse. 

Indenfor på Hotellet kiggede Priscilla sig først omkring. Her var faktisk ganske hyggeligt, måske hun i det mindste for nu bare skulle prøve at hygge sig og nyde det lidt. Derfor voksede et smil langsomt frem på læben, og da hun fik øje på en receptionist, gik hun derhen for at hilse på. "Godaften. Min mand og jeg skal have et værelse. Gerne et godt et, det er vores bryllupsrejse se du og han har lovet mig at det her skulle være en tur jeg ikke vil glemme. Kan det lade sig gøre?" Spurgte hun og sendte så et prøvende smil til Julian, for derefter kort at lægge armen om ham, og se nyforelsket ud.

[Deleted]

"Nej og der er heller ingen der vil tro det hvis jeg slår dig ihjel over at du flæber hele tiden" hidsede han på hende og endte alligevel med at slippe hendes håndled, han ville bare gerne have sine penge og lige nu var han bare gal.
Ikke kun på hende, men da også på sig selv over at han havde fået fat i den forkerte pige, hvordan fanden kunne det ske? Det virkede jo fuldkommen og aldeles åndsvagt! Lige nu måtte han bare forsøge at holde tungen lige i munden.
Han havde lyst til at slå hende ihjel som de kom indenfor, men han lod hende alligevel bare tale.

Kvinden gav dem et værelse og en nøgle, nu var det jo ikke det bedste engelske de talte i Thailand, men Julian forstod vel sådan nogenlunde hvad der blev sagt.
"Lad os gå op" sagde han roligt som han fik nøglen og han bevægede sig så op af trapperne og op for at finde det værelse de skulle have, som vel nærmest var en halv lejlighed: "Du skal være glad for at jeg kan få en halv million for dig" snærrede han.
Nu havde hun jo lige kostet ham et dyrt værelse, han låste døren op så de kunne gå ind. Forhåbenligt skulle der ikke gå mere end et par dage, så var det hele bare overstået.

[Priscilla Rigel Cooper]

Det gav et ordentligt gip i hende, som Julian snakkede om at slå hende ihjel og hun trak sig derfor et skridt væk, bare lidt for at være lidt i sikkerhed. Hvordan kunne han? Hun stirrede skræmt på ha og mærkede hvordan brystet hamrede hårdt løst i brystet på hende. "Undskyld." Kom det prompte fra hende. Det var ikke fordi hun vidste hvad hun havde gjort forkert eller om der overhovedet var noget, men det virkede mere sikkert. Hun ville virkelig ikke dø. Hun bad en stille bøn til at det ikke ville ske, hvis bare hun gjorde som hun fik besked på, men Julians ord havde skræmt hende en hel del. Det var som om, at når hun endelig blev sikker på at kunne slappe lidt af, så skete der noget, så hun igen blev bange og nervøs.
DE fik en nøgle til et værelse og Priscilla fulgte lydløst efter, som Julian sagde at de skulle gå op. Hun måbede dog senere, da han udtalte sig om hvor meget hun var værd. "En halv million!?!?! Er du rigtig klog? Det er der da ingen der vil give for mig. Se mig lige." Hun så ikke længere super frisk eller synderlig pæn ud. Hun var lidt som en slidt dukke, der trængte til lige at blive gået efter i sømmene, blive frisket op og generelt blive shinet lidt.
Julian låse op til værelse og Priscilla fulgte med ind efter ham. De kom til et stort smukt værelse, det så dyrt ud, men det der var kun én seng. Priscilla sukkede lidt og så sig omkring efter andre muligheder, det var der bare ikke rigtig. "Jeg skal nok sove på gulvet." Det var ikke fordi hun gerne ville, men altså hun regnede ikke med at Julian ville dele sengen alligevel og var det en måde at vise sin prøvende velvilje.

[Deleted]

Som de kom op på værelset kiggede han i mod hende.
"Du har ingen idé om hvor meget kvinder er værd" sagde han, Julian tænkte aldrig rigtigt over hvad det var man brugte folk til - altså jo han vidste da godt det typisk var prostitution, men han prøvede ikke at tænke videre over det.
Han havde kun en eneste gang før sendt folk denne her vej, normalt så dræbte han folk eller sendte folk til at blive udleveret ved dem der manglede dem. Det kunne være alt fra børn der var stukket af hjemmefra, til x mænd der mente konen var skredet med sekræteren og en masse penge.

"Næh sov ud bare i sengen... Så kan jeg holde styr på dig" sagde han i en rolig stemme: "Jeg skal til møde med dem du skal ud til i aften, også regner vi med at det hele er overstået i morgen" pointerede han.
Nok lige så meget til sig selv som til hende.
For ham var det hele jo trods alt bare overstået når at hun var blevet afleveret, så kunne han komme hjem til England.

[Priscilla Rigel Cooper]

Der var noget galt i Juliana ordvalg, hvis man spurgte Priscilla. “Hvad kvinder var værd”.... kvinder, ja folk generelt, var mere værd end at sælge dem som var det ejendele. Hun sukkede lidt for sig selv. Det virkede ikke rigtig til at hun havde så mange valgmuligheder lige nu.
Han oplysning fik hende dog til at undre sig lidt. ”Du skal til møde? Hvad så med mig? Hvad gør du ved mig imens?” Nu var det jo ikke længere hans bolig og forholdene kunne derfor være anderledes. Hun håbede bare ikke… ”hvis du bare låser døren, så skal jeg nok blive herinde. Det lover jeg. Jeg… jeg trænger alligevel også til et bad” Alt for ikke at blive lænket som lige nu ville være det hun frygtede allermest.
Uden yderligere protest satte hun sig ellers på sengen og fandt sin bog frem, som hun lige havde nået at gribe fat i inden de var taget afsted.
Bogen blev åbnet og de nøddebrune øjne fandt stedet hun var nået til, hvilket resulterede i at Julian nu blev 110% ignoreret. Han var nærmest ikke eksisterende for hende.

[Deleted]

"jeg gør ikke noget med dig imens, andet end at jeg låser døren og hvis du prøver at stikke af så skal du dælme løbe stærkt" truede han, hvis hun stak af så skulle han nok sørge for at få fat i hende ig trække begge ben af hende så hun ikke kunne stikke af igen.
"Jeg går ikke ud fra at det er nødvendigt at jeg binder dine ben sammen eller noget i den stil?" spurgte han i en lettere hård stemme som han kiggede på hende med en ganske bestemt mine.
Han nikkede som hun sagde ja til at blive låst inde. Han ville alligevel snart være tilbage. Han gik ud, lukkede døren

**time**

Halvanden time senere var Julian tilbage, ganske tilfreds.
Han havde fået en aftale i hus og det var præcist hvad han havde brug for, han var blevet lovet knapt en halv million for hende til en eller anden random dude, og det var fint for ham. Han skulle bare have nogen penge ind.
"Har du opført dig pænt?" spurgte han og kiggede rundt som han kom indenfor døren og smilede en smule tilfreds med sig selv, så blev det måske alligevel en god dag.

[Priscilla Rigel Cooper]

Hun trak benene til sig og så hen på ham, da han snakkede om at binde hendes ben. Hun var ret sikker på at han nemt kunne finde på det, af samme grund vidste hun heller ikke om han mente det eller bare lavede sjov. For hende var det dog ikke spor sjov. "Jeg går ingen steder! Det lover jeg." Lød det derfor prompte fra hende før hun så slog blikket ned igen. Hun havde ondt i maven og ville egentlig gerne bare sove, nej hun ville gerne være alene. bare lidt.... Så det var egentlig fint nok, at Julian skulle gå. Hun hørte et lille klik fra låsen, der fortalte at døren nu var låst og lidt sørgmodigt, lagde hun bogen fra sig. Hun havde virkelig brug for det bad og det kunne hun vel lige så godt bruge tiden på, nu hun var alene. 
Badeværelset var større end hun nok havde forestillet sig, hun blev hvert fald overrasket, da hun kom derud. Det første hun gjorde, var at søge over imod vasken, hvorover der hang et spejl. Wauw hun lignede virkelig en død dementor i ansigtet, hvilket fik hende til at sukke dybt, før øjnene så igen blev blanke og fyldtes med vand. Hvad skulle hun dog gøre? - Der var jo ikke noget hun kunne gøre... Måske skulle hun bare prøve med at varmt bad og se om ikke det kunne berolige hende lidt. Hun var faktisk ret udmattet oven på den følelsesmæssige rutsjetur det havde været hele dagen og de forgående dage. Hun mærkede det lune vand løbe ned over hende og lod det roligt gennembløde hende, mens hun bare stod med lukkede øjne og masserede sine skuldre lidt. Håret blev vredet og plejet så godt hun nu kunne uden shampoo og da hun var færdig og bruseren slukket rakte hun ud efter et håndklæde. Det føltes lidt bedre nu, men samtidig mærkede hun søvnen liste sig ind på hende. Håret blev snoet op i et håndklæde og til hendes hæld hang der en morgenkåbe hun kunne tage omkring sig. Derefter gik hun ind i seng igen, hvor hun slog op i sin bog. Hun nåede dog ikke at læse mange linjer, før hun faldt i søvn. Hun hørte derfor heller ikke Julian komme tilbage, men lå bare på siden i sengen og sov ganske fredeligt.

[Deleted]

Julian var ganske tilfreds som han kom tilbage.
Nu kunne det nærmest ikke gå galt. Julian talte aldrig med folk om sin fortid, men alle mennesker havde jo en grund til at de var som de var. Han havde en søster der jo heller ikke var helt normal efter deres barndom, men dog ville han mene at hun jo alligevel var noget mere normal end ham.
Julian havde beskyttet hende meget da de var yngre og nu prøvede han faktisk bare at komme godt igennem livet. Som han kom hjem kiggede han rundt og så at hun lå og sov, han gik roligt hen i mod hende og prikkede til hende i venlighed for at vække hende.

Trods alt behøvede han jo ikke være en røv hele tiden.
"Hvad tænker du? Skal du ikke ned og have noget at spise?" spurgte han som han ganske mildt vækkede hende, han behøvede jo ikke sige til hende at han havde fået handlet i hus, han tænkte hun var ret ligeglad.
Nu havde han bare lige to dage han skulle vente på at de kunne hente hende.
Så ville det hele jo været overstået.

[Priscilla Rigel Cooper]

Priscilla sov ret godt. Det var en søvn der havde været virkelig tiltrængt og der havde været en ro i værelset, som hun havde haft brug for. Derfor skulle der også et par prik til, før hun vågnede og stille missede med øjnene. "Julian?... Skal jeg sælges nu?" Hun skulle lige bruge et par minutter på at vågne ordentlig, der blev gnedet søvn ud af øjnene og hun strakte sig behersket. Så kiggede hun undrende på ham. "Ned og spise? Men jeg troede ikke..." Hun havde lidt forventet hun ikke kom ud af værelset før hun skulle afleveres, hvor det så måtte være. 
Hun lod hænderne ryste det let fugtige hår igennem og lukkede sin bog ordentligt, før hun så over på sit tøj. Det så farligt ud, det bar beskidt og der var blodpletter på benene efter, at hun havde hjulpet Julian. Det kunne hun ikke tage på, medmindre det var et virkelig lurvet sted de skulle spise. 
Måske hun kunne fjerne det værste med sin tryllestav. "Har du min tryllestav? Jeg kan ikke gå nogen steder længere med blod på mine bukser." Forklarede hun uden at det lød anklagende imod ham. Hun havde heller ingen makeup.. faktisk havde hun ikke rigtig noget. Jo måske hun havde en læbestift i sin taske? Hun var faktisk ikke sikker. 

[Deleted]

"Du skal ikke bekymre dig" sagde han: "Der går lige et par dage, så for nu må du nyde det fine hotel" sagde han og smilede let til hende, han havde måske en liiille bitte smule ondt af hende, men det var ikke noget han havde tænkt sig at lade stå frem.
"Ja altså vi skal jo have noget at spise... Jeg har købt noget tøj til dig" sagde han og rakte den pose frem i mod hende som han havde i hånden, det var intet mega fancy. Bare en almindelig pæn kjole og lidt rent undertøj.
Trods alt så skulle de jo helst fremstå som nogenlunde almindelige mennesker.

"Jeg er sikker på det her tøj er fint... Jeg regner også lige med at skifte" sagde han i en rolig stemme og kiggede ned af sig selv, han så jo heller ikke ligefrem skide godt ud og det var trods alt et okay pænt hotel.
"Tag et bad, skift tøj... Så gør jeg det samme" sagde han og kiggede på sit ur.
Han var faktisk også ved at være rimeligt sulten.

[Priscilla Rigel Cooper]

Det var tydeligt at se, at Priscilla ikke helt forstod hvad der foregik. Skulle hun ikke sælges endnu? Måtte hun nyde hotellet? Det lød slet ikke som den Julian hun havde mødt den første dag, hvor hun knap nok måtte trække vejret. Men hun var selvfølgelig stadig fanget og udsigterne havde ikke ændret sig. Hun havde da heldigvis en halv bog hun manglede at læse...
Overraskelsen tog også kun til, da han fortalte, at han købt tøj til hende. lidt skeptisk kiggede hun på ham før hun så kiggede ned i posen, og tog kjolen op. Den var faktisk meget pæn, simpel og faktisk meget hendes stil. "Wauw, der kan man bare se. Den er flot. mange tak." Hun tjekkede efter for størrelsen, som var meget passende, med hvad hun normalt gik i. Lidt skræmmende egentlig, men rart i forhold til hvis det havde været for stort eller for lille. "Jeg var i bad, mens du var væk, så du kan bare gå derud." Hun kunne sagtens skifte i værelset, mens han alligevel ikke var der. 
Det hele var pludselig blevet meget surrealistisk og hun følte sig enormt forvirret, hvornår var Jullian begyndt at være bare lidt sød? Okay han havde endnu ikke givet hende tryllestaven, men ellers. Undertøjet hun havde fået var meget neutral, men længe fint til hende. Så var det bare at vente på at han gik ud på badeværelset, så kunne hun skifte, måske hun også kunne gøre et eller andet ved håret? Flette det måske? Ja, det blev en skæv fletning ned over den ene skuldre. Hun fandt en elastik i bunden af sin taske, som hun kunne lukke fletningen med. Så så hun sig i spejlet. Det var ikke værst, skønt hun ingen makeup havde ud over den koralrøde læbestift hun havde fundet i tasken også.