Jeg længes ud mod fjerne horisonter

[Priscilla Rigel Cooper]

Det var ikke muligt for Priscilla bare at ignorere at Julian var kommet til skade. Nok havde han kidnappet hende, men havde jo sådan set behandlet hende pænt. Hendes mave rumlede lidt, og hun måtte tage sig til den. Hun havde endnu ikke fået noget at spise fordi hun havde været stædig nok til at nægte hans dumme kartoffelmos. Det forstød hun lidt nu, men måtte også skubbe det væk, da hun havde fokus på Julians og hans skader. "Det var så lidt. Lig nu bare stille. Du er nødt til at holde din arm i ro." Lød det bestemt fra hende, det kunne godt være det var ham der styrrede og havde overhånden, men lige nu skulle han ligge stille hvis ikke han skulle gøre det værre. Hun skævede imod kniven og så tilbage på ham. "Hvad har du dog lavet?"  Lød det bekymret fra hende. Det var ikke lige det her hun var vant til. Det hele var faktisk lidt underligt, men hun kunne jo ikke bare lade manden forbløde.

Dog kiggede Priscilla på ham, da han snakkede om en eliksir. Måske det var meget godt at skaffe den. "Hvilken eliksir? Hvor er den? Jeg skal nok hente den." Hun regnede egentlig med at den ville være her et sted, måske på badeværelset eller ude i det lille køkken. Uanset skulle hun nok hente den.

[Deleted]

Det var faktisk ikke fordi at Julian kom sådan skide meget til skade, men det skete da fra tid til anden.
"Jeg jeg var lige oppe og slås med en, hvad tror du jeg har lavet!" sagde han irriteret, ikke fordi at han var sur på hende men fordi at smerten nærmest ikke var til at holde ud: "Og han havde en kniv åbenbart" sagde han irriteret og sukkede.
Han var så irriteret over at han havde ladet sig selv komme til skade, han skulle jo have haft slappet af, og bare holdt fokus på at tjene penge på hende.

"Du skal ikke hente noget som helst... Det er fint, lad mig sove et par timer så er jeg god igen... OG du skal ikke prøve på noget" sagde han og lagde sig en smule tilrette som han stadig trak vejret hurtigt i smerter.
Hele hans hånd dunkede og han kunne slet ikke finde ro i den: "Få noget søvn, klokken er alligevel mange" sagde han, uden helt at have nogen idé om hvad klokken rent faktisk var.

[Priscilla Rigel Cooper]

Hun stirrede på ham ved hans åndsvage svar. "Ja jeg regner ikke med du har forsøgt at lave mad med den kniv hvert fald! Du skal være glad for den kun satte sig i din arm. Men du ser ud til at være sluppet heldigt. Det virker til det primært at gået ud over dine vener.  Havde kniven ramt lidt ved siden af, så havde det været rigtig grimt." Hun skyllede kluden ren for blod og tørrede sig så selv over hænderne der også var blevet lidt blodige. Derefter stillede hun skålen til side og fandt et tæppe der lå i rummet. Dette foldede hun godt sammen før hun gik hen til ham og løftede forsigtigt den skadede arm op, så hun kunne lægge tæppet ind under. På denne måde ville armen ligge højt og derved ville det være begrænset hvor meget blod der ville blive pumpet ud i den. "Sådan. Prøv om du kan holde armen højt, så vil den værste dunken snart fortage sig."  Hun rettede sig op og børstede sig af, og kunne godt høre han ikke var helt tilfreds. "Jeg venter det gerne. Men hvis ikke du mener det er nødvendigt." Hun gik hen og satte sig op ad væggen, nu han havde taget sofaen. Hun ville ikke tage hans stol. Her lænede hun så hovedet tilbage, gad vide hvor længe hun skulle være her. Der måtte forhåbentligt da være nogen der undrede sig over hvor hun var blevet af. "Jeg prøver ikke på noget." gentog hun så bare og så alligevel rundt for om hun kunne få øje på sin bog et sted. Måske skulle hun gøre som han sagde og få noget søvn, men kunne hun bare lægge sig til at sove, når han havde det skidt? Alligevel satte hun sig bedre til rette og lukkede øjnene. "Kald hvis du har brug for noget."

[Deleted]

han kiggede på hende, men han kunne nærmest ikke sige noget.
Han følte sig svimmel og dårlig og om han faldt i søvn eller besvimede vidste han ikke, men han var ihvertfald ganske hurtigt væk.

Der gik dog ikke længe før at Julian begyndte at vende og dreje sig, han talte i vildelse, han svedte og han var helt bleg. Han vågnede op af og til, men denne gang vågnede han helt op i et mindre skrig i en blanding af smerte og mareridt.
Han kiggede ned i mod sin hånd der var ild rød, han var bange for om der var gået betændelse i, måske en blod forgiftning. Han var nødt til at få fat i eliksiren. Han kiggede roligt rundt, og han anede ikke hvad han skulle sige.
Han pustede som om han havde løbet et maraton og han følte han ikke helt kunne se noget, som om det hele var sløret. Hans hjerte hamrede, og lige nu havde han mest af alt bare lyst til at skære sin hånd af.

[Priscilla Rigel Cooper]

Priscilla som var faldet i søvn på gulvet op ad væggen, vågnede som hun hørte Julian tale i vildelse. Først gjorde hun ikke så meget ved det, han kunne vel have mareridt, som alle andre? Men da han så afgav et skrig, kunne hun godt se det ikke bare var almindeligt hverdags drømmerier. Hurtigt kom hun på benene og skyndte sig ud efter en ren klud, som hun fugtede med koldt vand. "Julian! Læg stille!" Hun tørrede sveden af ansigtet på ham og lod så kluden blive på hans pande for at køle. Derefter holdt hun fokus på hans tilskadekomne arm. Forbindingen blev hurtigt fjernet og hun kunne se hvordan hans arm var rød og nogle steder næsten helt sort. Det fik Priscilla til at spærre øjnene op. GIFT!! hvorfor havde hun ikke tjekket for det. "Julian." Hun kiggede meget alvorligt på ham og prøvede på at få øjenkontakt med ham, så han kunne se hun mente sine ord ret alvorligt. "Hvad end der sker, så hold din arm i ro. Jeg ved det sikkert gør ondt og jeg ved det her kommer til at blive ubehageligt. Men hold dig i ro!" Bagefter samlede hun hurtigt sit hår i en elastik hun heldigvis havde haft i lomme, før hun så forsigtigt klemte på såret, som når man klemmer en bums ud, og lagde så munden ned til såret, for at suge giften ud. Det smagte frygteligt, som en god blanding af jern blandet med noget syrligt. Hurtigt som hun fik det i munden, spyttede hun det ud på gulvet, for så at fortsætte processen. Hun var meget opmærksom på kun at trække vejret gennem næsen, for ikke selv at komme til at sluge noget af den gift der var i blodet. 
Hvilken gift der var tale om vidste hun ikke, men de sorte plamager var begyndt at blive mindre. Hun vidste dog at det ikke var nok bare at fjerne giften, noget af den ville måske allerede være i hans kredsløb rundt omkring i kroppen. "Hvis du har en eliksir imod gifte, så skal du have den nu! Eller også så skal du lade mig hente en på Mungos. Jeg lover at komme tilbage og jeg lover ikke at snakke med nogen, men jeg vil ikke være vidne til at du dør, når jeg ved jeg kan gøre noget for at hindre det!"

[Deleted]

Julian kunne godt høre hende tale, og han kiggede på hende selvom hans øjne havde svært ved at fokuserer på noget som helst.
"Jennifer, det er fint nok" fik han sagt i en sløret stemme eftersom han stadig troede det var hendes navn, men han kunne nærmest ikke sige mere som han pludseligt følte at han skulle besvime igen.
Han kunne ikke huske at han nogensinde havde haft det så skidt før, men normalt så havde han også eliksirer lige i nærheden når sådan noget her skete.
Dog nåede han ikke at tænke mere før hun allerede var igang med hans hånd og han stønnede let i smerte som hun begyndt at pille ved den, det gjorde ondt - men han prøvede ikke at pive alt for meget.

"Giv mig min stav" sagde han i en helt lav stemme og rakte sin raske hånd frem.
Han var ikke engang sikker på hvor den var lige nu, men han troede måske stadig at han havde den på sig. Men hvis han skulle gøre noget som helst for at åbne en dør eller andet, så skulle han have sin magi ligemeget hvad.
Han kiggede op i loftet, han kunne ikke engang overskue at kigge på hende og han kunne mærke at han igen bare havde mest lyst til at lukke sine øjne.

[Priscilla Rigel Cooper]

Priscilla stoppede det hun havde gang i og så nu alvorligt bekymret på Julian. "Jennifer? Hvem er Jennifer?" Kunne det være hans kæreste eller tjener eller sådan noget? Det lød som en der burde være i rummet hos dem. Hun lod blikket skøjte over rummet, måske det var en kat? Hun vidste det ikke, måske snakkede han bare i vildelse? "Der er ikke andre end os Julian. Dig og mig. Her er ingen Jennifer." Forsøgte hun at forklare ham, lidt nervøs for hvad der egentlig foregik. Det var ikke ligefrem hver dag hun oplevede mænd snakke i vildelse tæt på at dø grundet gift i armen. "Jeg skulle have tjekket såret noget bedre. Det er jeg ked af."  Hun tørrede munden af med bagsiden af hånden, sikker et griseri hun havde lavet på gulvet, men det måtte hun klare senere. Det vigtigste lige nu var Julian.

Hun så sig omkring efter hans tryllestav og måtte da også forsigtigt se om den stadig var på ham. Det lod dog til have havde den i inderlommen af sin jakke. Efter lidt tøven tog hun fat i den og gav den så til ham. Han skulle vel bruge den til at hente eliksir eller noget. 

[Deleted]

Han kunne slet ikke svare på hvem Jennifer lige nu.
FAktisk kunne han ikke engang tælle til ti hvis hun havde spurgt ham om det, han følte sig fuldkommen rundforvirret. Han kunne ikke engang svare på om han havde ondt længere eller om han var dårlig.
Han var bare i en hel anden verden, der lignede den han levede i utroligt meget. For bare en time siden var han bekymret, men det gode ved at være så dårlig og forvirret var jo at man slet ikke kunne overskue at være dårlig.

Som han fik sin tryllestav, svingede han den lidt rundt i luften uden at der skete noget, som om han havde glemt hvordan man brugte den: "London... London... Oxford 198" sagde han i en sløret stemme for at fortælle hende hvor eliksiren var.
Han svang sin stav i mod døren så den gik op, den besværgelse kunne han da heldigvis i søvne og hans arm faldt så sammen ovenpå hans mave igen, han var ikke sikker på han kunne holde sig vågen ret meget længere.

[Priscilla Rigel Cooper]

"London Oxford 198" Gentog for at være sikker på at hun havde hørt rigtig. Han så virkelig skidt ud og det var måske et spørgsmål om tid for om hun kunne redde ham. At hun egentlig var kidnappet var slet ikke en del af ligningen længere, hun skulle bare sørge for at han klarede den. Han havde jo sådan set behandlet hende fint nok indtil nu. "Jeg skynder mig tilbage. Hold ud i mens." Derefter løb hun imod døren og så snart hun var ude af den tranferede hun sig til adressen. 

Det var selvfølgelig ikke en bolig hun kendte og derfor var det svært at finde den lille eliksirflaske. Hun kiggede alle de mest logiske steder, og til sidst var hun da også så heldig at hun fandt hvad hun søgte. Hun kom flasken i lommen og med et plop var hun væk og dukkede op foran hans skjulested. Hvor længe der var gået havde hun ikke styr på, hun vidste bare hun havde travlt. Derfor nærmest løb hun ind til ham og med tænderne til hun proppen hevet at eliksiren, så han kunne drikkes dens indhold. "Lov mig at du ikke dør." Hviskede hun lidt forpustet for sig selv.

[Deleted]

Han kunne nærmest ikke høre hvad hun sagde.
Derfor kunne han heller ikke helt love at han ikke døde, lige nu havde han nok mest af alt lyst til at dø. Han kunne ikke engang mærke om han havde ondt, han kunne bare mærke at hele hans krop bare ødelagt og han bare havde lyst til at sove.
Han sukkede ganske roligt og lukkede sine øjne og faldt i søvn.

Han var måske nok nærmest i koma, han drømte ingenting, han mærkede ingenting han var bare væk.
Han trak dog stadig vejret, men han havde ikke rigtigt lyst til at gøre noget som helst. Han havde bare lyst til at forsvinde langt væk. Hans krop var alt for træt.

[Priscilla Rigel Cooper]

Da Julian ikke virkede til at reagere på eliksiren kunne Priscilla mærke hvordan panikken krøb op omkring hende. "Åh nej! åh nej!" Det måtte ikke ske. Han måtte ikke dø nu. Hun havde jo eliksiren, hun havde suget giften ud og såret var lukket, hvorfor vågnede han så ikke? "Julian? Julian vågn op!?" Hun prøvede at ruske i ham, uden selvfølgelig at komme til den skadede arm. 
Panikslagen kørte hun fingrene gennem håret og så sig omkring. Hun havde brug for at der vidste mere om lægekunst end  hun gjorde, men hun kunne ikke rigtig hente sin mor. "Julian, vågn nu op!" prøvede hun igen. 
Så fik hun en ide, måske en våd klud i panden kunne gøre noget? Det prøvede hun hvert fald og håbede på det ville få ham til at røre på sig.

[Deleted]

Julian lå livløs på sofaen og drømte ingenting, det var som om at det hele bare var væk og var det ikke fordi at han stadig trak vejret ganske forsigtigt så ville man nok tro at han var død. Han kunne mærke at han roligt kom til sig selv.
Han kunne høre en stemme men han var ikke sikker på hvem det var, et øjeblik var han helt sikker på at han var død. han kunne mærke den våde klud og slog ganske roligt øjnene op og lå bare længe og stirrede op i loftet.

Han følte sig helt rundt på gulvet, men han havde det da noget bedre. Hans hånd gjorde stadig ondt, men der var jo også grænser for hvad eliksir lige kunne gøre og hvor hurtigt det virkede. Han trak roligt vejret ind og ud.
et øjeblik kunne han slet ikke huske hvor han var henne, og han prøvede at huske hvad det nu lige var der var sket. Lige nu følte han sig mest af alt som en eller anden der havde haft en vild bytur og nu ikke længere helt kunne holde sammen på sig selv dagen efter.

[Priscilla Rigel Cooper]

Priscilla skulle til at kigge til såret, da det gik op for hende, at han havde åbnet øjnene. "Heej." lød det blidt fra hende, for ikke at være for råbende nu han lige var vågnet. Det var lidt underligt, for så godt kendte de jo slet ikke hinanden, men hun ville helst ikke at han døede, det var næsten uanset så hvem han havde været. "Din arm ser bedre ud, hvordan har du det?" Spurgte hun også mere for at se om hun kunne få ham lidt i tale, for at se om han var bevidst om hvad der vare foregået. Forsigtigt begyndte han at løsne forbindingen om hans arme, den var både blodig og med nogle sorte plamager. Selve armen så dog ganske fint ud. Hun fandt en frisk forbinding og begyndte at forbinde armen på ny, stadig meget opmærksom på hvordan han havde det generelt.

[Deleted]

Som han havde lagt lidt og kigget op i loftet kunne han pludseligt høre en stemme, hvilket fik ham til at dreje hoved let.
"Åh ja, Jennifer... Hey" sagde han og smilede kort i mod hende: "Ehm jeg tror det har det noget bedre... JEg tror sgu nogen har prøvet at forgifte mig" sagde han og kiggede ned på sin hånd.
Det her havde virkeligt været en ubehagelig nat og ganske langsomt begyndte det at komme tilbage til ham hvad det egentligt var der var sket.

"Hentede du eliksiren?" spurgte han undrende og kiggede rundt i rummet.
Hvorfor var hun ikke bare stukket af? nu var det jo ikke første gang at Julian havde fanget nogen og førhen var de jo trods alt et par gange stukket af fra ham, en enkelt havde endda stukket ham ned og det var jo ikke lige fordi hun havde tjekket om han var okay.
Julian havde det egentligt fint med sit job, han var ikke sociopat eller noget i den stil, han havde bare valgt at han ikke ville have et almindeligt liv. Han havde det fint med at hustle sig igennem livet på denne her måde.

[Priscilla Rigel Cooper]

Nu var det der igen, navnet Jennifer, men denne gang havde han jo kigget direkte på hende. Det forstod hun ikke noget af, måske var det noget hun havde misforstået på den ene eller den anden måde. "Er det mig du kalder Jennifer? Hvorfor?" Undringen i hendes blik var ikke til at tage fejl af, hun var oprigtig forvirret over navnet. Hun havde troet at det var en tjener eller håndlanger eller sådan noget, Nu var hun for alvor i tvivl. Snakkede han måske stadig i vildelse? "Altså Mit navn er Priscilla Rigel. Jeg kender ingen Jennifer. Her har kun været dig og mig." måske var det en der af og til kom her, det kunne det vel sagtens han arbejdede måske ikke alene.

"Men jo, jeg hentede eliksiren. Ellers er jeg ikke sikker på du havde klaret det. Jeg prøvede ellers at suge giften ud, men det var for sent, den havde allerede sat sig i dit blod." forklarede hun, som var hun en læge eller sygeplejerske, der talte til sin patient. Hun fortsatte med at forbinde armen, så den snart var klar til at få lidt ro. Derefter rykkede hun sig lidt væk, som han kunne få det plads han havde brug for til at komme sig. Hendes mave rumlede højlydt og hun måtte tage sig til den. Hun var voldsomt sulten efterhånden og havde ikke fået noget siden før hun var kommet. Hun var ret sikker på hun kunne spise alt lige nu. "Står dit tilbud om kartoffelmos stadig ved lige?"