This Was A Mistake...

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya følte virkelig nogengange, at hun var med i en eller anden dårlig tv-serie til mugglerne kunne blive underholdt. Ville de ende sammen? Hvem ved! Se med i næste afsnit. Hun rystede lidt på hovedet af sig selv. Det var jo dumt det her. Virkelig dumt. Men det burde hun nok havde sagt sig selv, allerede aftenen før, da hun havde fulgt ham hjem og havde ladet sig overtale til, at blive og sove.
Hun rynkede lidt på panden, "Så du ville mene, at jeg har været Lucas utro ved at sove her i nat og morgenputte med dig?" spurgte hun roligt og brugte med vilje Lucas som eksempel og ikke Elliotts og hendes eget tidligere forhold. Det var der ingen grund til, at begynde og rode op i. Men hun var alligevel nysgerrig efter, at vide, hvor hans grænser var, for hun mente da bestemt ikke selv, at hun havde været Lucas utro ved at sove og ligge sammen med Elliott.
Hun bed sig svagt i læben, "Du er ikke fair," svarede hun og vendte blikket mod ham, som hendes øjne var blevet blanke. "Forvirret? Over hvad?" spurgte hun ikke helt sikker på om hun ønskede et svar på det. Hun rettede sig lidt, så hun sad lidt bedre i sengen med fronten mod ham, da han lagde hånden for panden, "Jeg sætter kaffe over.." sagde hun roligt, da hun regnede med, at det var fordi han havde tømmermænd. Hun rejste sig fra sengen og gik ud i køkkenet, selvom det var underligt for hende, at være der, når hun selv havde boet der engang. Hun satte kaffen over og gik så tilbage til soveværelset, hvor hun lænede sig op af dørkarmen, stadig kun iført sine trusser og hans t-shirt hun havde lånt til, at sove i. "Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, Elliott," sagde hun roligt, men ærligt og så på ham.

[Deleted]

Elliott sukkede, de havde haft de samme samtaler igen og igne, men på den anden side så var der jo heller ikke så meget man kunne gøre andet end at være med i det hele så godt man nu engang kunne. Elliott elskede Kaya, helt inderst inde i sit hjerte vidste han jo godt at han aldrig ville kunne slippe hende.
"Nej... Hør Kaya, jeg syntes ikke vi skal snakke om præcist dét punkt, hvordan dit forhold med Lucas er ved jeg ikke og jeg ved ikke hvad regler i har" sagde han i en rolig stemme, han ville helst ikke blive uvenner over sådan en bakatel.

"Over dig, over mig selv... Over det hele" sagde han i frustration og satte sig op i sengen, det her var simpelthen så åndsvagt: "Jeg ved slet ikke hvor vi står, hvor jeg selv står eller... Ja hvor du står" sagde han.
Det kunne jo godt være hun bare var kommet sig over ham og var helt ligeglad, men noget i ham sagde bare det ikke kunne passe, nok mest fordi han stadig tænkt på hende fra tid til anden, og når han så endeligt så hende ligeosm nu, så kunne han bare mærke hvor meget han savnede hende.

[Kaya Elisabeth Hansen]

"Regler?" spurgte hun en smule skeptisk, "Vi har ikke nogle regler i vores forhold. Vi snakker sammen i stedet for," sagde hun roligt og trak lidt på den ene skulder. Det var måske netop dét som var gået galt i mellem hende og Elliott. Der havde været alt for mange regler som Kaya ikke havde kunne overholde, i stedet for, at de havde snakket om tingene og var gået på kompromis.
Hun rystede lidt på hovedet, "Der er ikke noget, at være forvirret over, Elliott," sagde hun og gik hen til sengen og satte sig på kanten ved siden af ham. Der var jo ingen grund til, at de blev ved med, at hive op i tingene. De var to forskellige steder i deres liv og hun havde en kæreste. Der var jo ingen grund til, at de blev ved. De havde prøvet så mange gange, at få det til at fungere, men måske var det bare ikke meningen, selvom tanken gjorde utroligt ondt.
"Det var dig som gik fra mig, Elliott. Jeg kan ikke ændre på min fortid og du kunne ikke acceptere jeg har været gift med Jayden," sagde hun roligt og trak lidt på den ene skulder. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun havde jo sagt ja, da han havde friet til hende, men det var ham selv som havde trukket i land og var gået fra hende. Hun regnede med, at der kun var én grund til, at han var gået fra hende to gange, og den grund måtte jo være, at han ikke ville hende og ikke følte for hende mere. Hun vidste godt, at hun havde lavet mange ting i sin fortid, som havde været mindre smarte, men hun prøvede jo virkelig, at gøre tingene bedre i sin fremtid, men Rom blev ikke bygget på én dag, og hun kunne ikke slette sin fortid.

[Deleted]

Elliott sukkede, han vidste godt at han nok var på vej ind i den forbudte skov lige nu, ihvertfald metaforisk set, samtalen om ham og Kaya havde aldrig nogensinde været nem og alligevel så følte han endnu engang den var nødvendig at tage. Han vidste jo ikke hvordanhun havde det, men han var nok lige så forvirret som altid.
"Det kunne da godt være" sagde han og trak på skuldrende, egentligt ville han helst ikke vide for meget om hende og Lucas' forhold, den mand var en kæmpe idiot og Elliott hadede ham helt ind til benet, nok mest efter de upassende kommentarer han var kommet med den dag på danseskolen.

"Så du har det stadig fint med at vi ikke ses?" spurgte han roligt, Elliott vidste at det med Kaya var svært og han var ikke sikke rpå at han kunne være venner med hende uden med tiden at ligge mere i det, de to var bare for gode sammen.
Ja de havde da haft deres meget dårlige perioder, men når det gik godt imellem dem, så havde det jo også været det bedste Elliott nogensinde havde oplevet, og det ville han sådan ønske han kunne få mere af.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya så undrende på Elliott og rystede så lidt på hovedet. Hun vidste godt, at der ikke var ret mange mænd, som brød sig om Lucas, og listen over kvinder som heller ikke ligefrem var fans, var nok også ret lang efterhånden. Det var jo heller ikke fordi Kaya direkte elskede Lucas, men hun holdt uden tvivl af ham. Hun havde kendt ham i utroligt mange år efterhånden, selvom hun aldrig havde troet, at de skulle ende med, at indlede et forhold.
"Jeg tror bare, ikke hverken Lucas eller jeg er særligt gode til regler i forhold," sagde hun og trak lidt på den ene skulder. Hun vidste med sig selv, at hun ikke ville kunne være i et forhold, hvor hun hele tiden skulle rende rundt og være bange for, at hun gjorde noget forkert. Så var det bare nemmere med Lucas, fordi der kunne hun ligeså godt damne op som han kunne.
Hun vendte et overrasket blik mod Elliott, og stod et lille stykke tid, før hun skubbede sig lidt væk fra dørkarmen og gik hen for, at sætte sig på sengekanten ved siden af ham. "Det sagde jeg ikke. Men det var dig, som gik fra mig dengang. Min fortid har ikke ændret sig siden, der er tværtimod bare kommet mere til," sagde hun og lagde bildt sin ene hånd oven på hans, med et lille smil. Hun havde jo stadig været gift med Jayden, selvom han var død nu, og hun havde stadig været gravid med ham. Hun havde stadig været afhængig af stoffer. Det var alt sammen ting som hun ikke kunne ændre på, det var en del af hendes fortid. "Jeg vil gerne se dig, Elliott, men jeg har stadig tilhold til Timothy og der er ikke noget udsigter til, at de vil ændre mening i nogen nær fremtid," tilføjede hun roligt og trak lidt på den ene skulder.

[Deleted]

Elliott sukkede let som han vendte sig rundt i sengen, han følte sig virkelig doven og han havde stadig en alt for enorm hovedpine han gerne ville slippe af med: " Det er jo også fair nok, det vigtigste er jo at i begge er glade" sagde Elliott forstående.
Alle forhold var jo forskellige og så længe man talte om hinandens grænser så var det jo fint, egentligt vidste Elliott jo godt at han generelt bare slet ikke burde blande sig i hvordan hun og Lucas kørte deres forhold, de havde jo sikkert styr på det begge to.

"Det styre du selv det tilhold der... Det har intet med mig at gøre, jeg har sagt jeg er ligeglad" sagde Elliott, hvordan kunne de overhovedet bestemme et tilhold når Elliott var faderen og han var ligeglad? Det var vel ikke en regel de kunne sætte? Men han orkede ikke at tage de debat op, det ville han ikke bestemme.
"Men jeg vil gerne se dig" sagde han roligt, han havd elyst til at se hende, det var jo som om noget manglede når hun ikke var i hans liv, hun var skøn og de havde jo kendte hinanden siden Elliott ikke var ret gammel, at det så var gået så surt siden... Det var bare frustrerende.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya lod en hånd glide i gennem sit lange lyse hår og nikkede så lidt, "Jah, det er det vel," sagde hun roligt og trak lidt på den ene skulder, før hun vendte blikket imod ham igen. Hun vidste jo godt, at det ikke ville være hende og Lucas for altid, men lige nu var det bare en hun kendte rigtigt godt og omvendt, så det var trygt og det var sikkert. Nok ikke så stabilt som det kunne være, men det var okay.
Hun måtte dog hæve sine øjenbryn af ham, ret så overrasket, "Styrer det selv? Tror du jeg har givet mig selv et tilhold, mod at se mit eget barn? Det er en beslutning de har taget inde på Ministeriet, Elliott. Jeg har ligesom ikke nogen ren straffeattest, jeg sad i Azkaban i et år, for mordforsøg, det ved du godt. Selvfølgelig lagde de mig ikke bare se Timothy," sagde hun og bed sig i læben. Det gjorde ondt som bare pokker, at vide hun havde en søn som hun ikke kunne se vokse op. Hun kunne dårligt huske, hvor gammel han var efterhånden, fordi hun prøvede ikke at tænke over det i sin hverdag, for ikke at ende med, at kører sig selv fuldstændigt ned.
Hun så lidt på ham, med et blidt blik, "Tror du, vi kan gøre det? Jeg mener, bare holde os til, at ses som venner?" spurgte hun, selvom det nok mere var hende selv end ham, som hun ikke stolede på kunne gøre det. Hun lagde sig ned i sengen igen, denne gang på ryggen med en hånd over sin panden. Hun lukkede øjnene et øjeblik og sukkede tungt. Hvorfor skulle det også være så besværligt det hele? Hun magtede snart ikke mere.

[Deleted]

Elliott kiggede i mod Kaya, han kunne mærke hans hjerte næsten gik i stå ved tanken om at de to måske aldrig ville ende sammen. Det var ikke fordi han som sådan tænkte på det til dagligt, men han vidste jo godt at hun altid ville have en speciel plads i hans hjerte, de havde bare været igennem så meget.
"Kaya.. Det var ikke et angreb" sagde Elliott i en rolig stemme, han orkede ikke at begynde at skændes med hende, den del havde de jo ret god erfaring med: "Jeg siger bare at jeg er ligeglad... Altså om du overholder det, jeg har ikke tænkt mig at anmelde dig" sagde han og forsøgte sig med et forsigtigt smil.

"Det ved jeg ikke... Altså jeg kan godt, hvis jeg er nødt til det" sagde han roligt, han havde ikke lyst til bare at være venner med hende, men på den anden side havde de jo prøvet at være mere. Det her var virkeligt den ultimative forvirring og Elliott anede slet ikke hvad ben han skulle stå på.
"Jeg har altid ønsket forholdet bare fungerede Kaya, men jeg er bare blevet for gammel til en teenage romance, jeg vil gerne have noget seriøst, fast og noget... Uden alt for meget drama" sagde han i et smil. Han havde endeligt fået et stabilt liv op at stå og kunne fungerer igen efter brudet med Kaya, og han var ikke villig til at hoppe ud på et gyngende skib igen, denne gang ville han gerne blive i land.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya følte sig virkelig i vildrede når det kom til Elliott. Selvfølgelig elskede hun ham stadig, det ville hun nok altid gøre, men hun orkede ikke, at de altid skulle skændes og hun havde det jo også fint med Lucas, selvom hun godt vidste, at han ikke var hendes eneste ene. Hun var efterhånden begyndt at tvivl så, om der overhovedet fandtes eneste ener.
"Det ved jeg godt.." svarede hun og sukkede lidt, som hun førte en hånd i gennem sit lange blonde hår. Hun vidste snart ikke, hvad hun skulle stille op med noget som helst. Hun ville jo bare gerne have styr på sit liv hundrede procent, selvom hun følte, at hun var godt på vej. Hun vendte blikket imod ham, "Det tror jeg heller ikke du kunne, Elliott, men hvis Ministeriet finde ud af det.. Jeg vil ikke være skyld i, hvis de også tager ham fra dig," sagde hun og slog blikket mod loftet, som hun stadig lå på ryggen ved siden af ham i sengen.
Hun bed sig svagt i læben, mens hendes blik stadig var mod loftet, "Jeg ville ønske, jeg kunne sige det samme, men jeg kender mig selv," sagde hun og sukkede lidt. Hun vidste jo godt, at hun ikke ville kunne være sammen med Elliott som en ven, uden at have lyst til, at røre ham og kysse ham. Hun havde jo allerede kysset ham den her morgen. Hun kendte nok bare sig selv lidt for godt, når det kom til sådanne nogle ting.
Hun vendte blikket tilbage på ham med en rynken på panden, "Hvis du virkelig ville det, hvorfor slog du så op? Vi var forlovet, Elliott, jeg ved ikke med dig, men i mine øjne, findes der ikke rigtigt noget mere seriøst end et ægteskab," sagde hun og rystede lidt på hovedet, før hun vendte blikket tilbage mod loftet.

[Deleted]

Elliott kiggede på Kaya uden at fortrække en mine, hvad skulle man sige? "De tager ham ikke fra mig" sagde Elliott i en rolig stemme som om at han var helt sikker, ikke fordi, det vidste han jo godt at han ikke kunne bestemme, men han var nok bare ganske afslappet omkring det.
Ministeriet havde vel også andet at lave end at gå og holde øje med helt almindelige mennesker som Kaya og Elliott. Der var jo mordere der skulle fanges og en dødsgarden der havde godt gang i den igen: "Du skal ikke give mig skylden for vores break up Kaya, det var vi vidst lige gode om" sagde han i en lidt mere alvorlig stemme.

Elliott var nok bare blevet mere voksen efter han var blevet alene far til Timothy, det var utroligt så hurtigt man kunne blive voksen når man havde ansvaret for et barn: "JAmen jeg er enig, og jeg tror bare ikke vi var klar til det" sagde han roligt og lod igen sin hånd stryge henover hendes ryg.
Han havde faktisk ikke rigtigt lyst til at tale om fortiden lige nu, mest af frygt for uvenskab, på den anden side havde de jo aldrig rigtigt fået talt ud om det, så måske de alligevel skulle bruge tiden på det selvom det var hårdt.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya var nok ikke helt så sikker på Elliotts ord, som han selv virkede til at være, "Hvis du lade din søn se mig uden deres tilladelse..? Jeg ved det ærligt talt ikke," sagde hun og trak lidt på den ene skulder. Hun vidste ikke om, de kunne finde på, at sige at han ikke var ansvarlig nok, hvis han lod en tidligere azkaban fange se deres søn. Det havde noget været noget helt andet, hvis hun havde siddet inde for noget lidt mindre alvorligt end lige mordforsøg. Hun vidste jo godt, at hun havde et problem med sit temperament, det havde hun altid haft, det var bare blevet værre efter hun var blevet varulv.
Hun rynkede dog på panden, da han mente de havde været lige gode om, at gå fra hinanden. Hun magtede ikke en ny disksution med ham, men hun var heller ikke typen som vendte den anden kind til eller bare gav folk ret. Det var hun alt for stolt til. "Du gik fra mig. Det var dit valg, at stoppe vores forhold, ikke mit," pointerede hun selv i en ret alvorlig tone med blikket hvilende på ham. Hun havde haft et ret anstrengt forhold til ægteskaber efter hendes forældre var blevet skilt, men da Elliott havde friet til hende, havde hun alligevel sagt ja, fordi hun jo også havde troet, at de skulle være dem for altid, men nogengange gik tingene bare ikke som man gerne ville have de skulle gøre, og det var nok lidt det, at hun bare prøvede at acceptere, selvom han altid ville have en plads i hendes hjerte.
Hun vendte blikket fra loftet og mod ham, da hun mærkede hans hånd mod sin ryg, hvilket fik et lille smil frem på hendes læber, "Det var vi vel ikke.." medgav hun stille og trak lidt på den ene skulder. "Anyway, jeg tror kaffen er ved, at være færdig," sagde hun og satte sig op i sengen, før hun vendte blikket tilbage på ham, "Skal vi sætte os ind i stuen, eller vil du ha' kaffen herind?" spurgte hun og rejste sig fra sengen for at gå ud og se om den var ved at være der.

[Deleted]

Elliott kiggede på hende: "Det er min søn, jeg er hans far og min vudering er at jeg nok ved hvad der er bedst for ham" sagde Elliott i en rolig stemme, han var ret sikker på at han nok skulle tage den rigtige beslutning for Timothy, og desuden havde Elliott jo aldrig været bange for at Kaya ville gøre ham noget.
"Så du ville aldrig have stoppet det? Kaya vi var jo hele tiden uvenner..." sagde han, de diskuterede jo stortset alt og selvom Elliott savnede hende, så var han ikke sikker på om det nogensinde ville have gået i nogen retninger dengang.
Men det betød nu ikke at han ikke savnede hende.

"Jeg syntes bare du skal blive liggende lige her og glemme kaffen lidt" sagde han og trak i hende, og kyssede så roligt hendes nakke. Han var glad for hende og han vidste godt at det måske var dumt at starte noget igen.
Dte ene øjeblik var Elliott sikker på at de aldrig ville få det til at fungerer og det næste øjeblik kunne han mærke at han ikke havde lyst til at leve uden hende. De to havde jo trods alt altid været gode sammen, når bare dte gik godt. Dog kunne de også skændes, når det først gik igang.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Et roligt smil meldte sig på Kayas læber, "Hvad har du tænkt dig, at gøre? Ta' ind til Ministeriet og du gerne vil ha' at din søn ser mig eller hvad?" spurgte hun roligt. Hun vidste godt, at Timothy var Elliotts søn, ikke hendes. Det kunne godt være det var hende som havde båret rundt på ham i ni måneder og født ham, men det var Elliott som var der for den lille dreng, som nok ikke var så lille mere. Han måtte jo snart være omkring et år.
"Det er ligemeget, hvad jeg ville have gjort Elliott, det er fortid," sagde hun og nikkede blot lidt til, at de havde været uvenner hele tiden i det sidste stykke tid af deres forhold. De havde råbt og skreget af hinanden, gået i vrede. Selvom Kaya nok havde været værre end Elliott. Hun var bare virkelig ikke god til, når nogen prøvede at bestemme over hende. Det slog klik i hendes hoved, når nogen prøvede.
Hun vendte blikket mod ham, da han trak i hende, men lod ham da også gøre det uden den mindste smule modstand. Hun bed sig svagt i læben og blottede sin nakke for ham, velvidne om at hun ikke burde. Hun var jo kærester med Lucas, selvom hun havde en ret god idé om, at han heller ikke var hende tro. "Du er ikke fair.." sagde hun stille i et nydende suk. Hun vidste ikke hvad det var ved både Elliott og Seth. De kunne begge to et eller andet. Forskellen var bare, at Elliott havde hun haft et forhold med og haft følelser for. Seth havde altid 'kun' været hendes bedste ven.

[Deleted]

Elliott kiggede på hende: ”Jeg har ikke tænkt mig at gøre noget lige nu" sagde han: "Jeg tænker at vi bare nyder tiden sammen, ministeriet har jo ikke øjne indenfor mine 4 vægge alligevel, og kommer det dertil hvor vi skal... ja hvem ved, så taler jeg med dem" sagde han i en rolig stemme.
Han ville ikke male fanden på væggene, men på den anden side så var han heller ikke ude på at sætte forhåbningerne op. Faktisk var han bare ude på at se om han kunne slappe af, se hvad der skete og bare nyde livet så meget som muligt.

"Ja det er.. Men det er vel fint vi snakker om det, det har vi jo aldrig rigtigt godt før" sagde han i et smil, han var glad for Kaya og de to havde jo altid haft det godt sammen når først det gik godt: "Nej nej, I know, og du har en kæreste" sagde han og stoppede roligt.
Nok mest fordi at Elliott selv hadede utroskab så indelrigt, og han ville helst ikke ende med at ligge op til noget og få skyllden for at have været med til utroskab, han vidste jo hvordan det var at være den i den anden ende.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya bed sig svagt i underlæben, Timothy var uden tvivl et svagt punkt for hende. Hun havde så længe fået af vide at hun aldrig ville kunne få børn, og da det så alligevel var lykkes, så var han blevet taget fra hende før hun overhovedet havde fået bare en minimal chance for, at bevise hun godt kunne. "Jeg føler mig ikke som hans mor. Jeg ved intet om ham, andet end at han hedder Timothy, jeg ved ikke engang om han har dit eller mit efternavn," sagde hun stille, men ærligt. Nu havde de alligevel taget hul på samtalen, så kunne hun ligeså godt lægge alle kortene på bordet og bare blotte sig psykisk for ham.
Hun smilede lidt til ham, "Fordi vi altid ender med at skændes, hver gang vi prøver, men okay; Nej, jeg ville ikke ha' stoppet. Jeg har ingen tillid til ægteskaber, jeg syntes folk misbruger det til, at føle sig trygge ved at vide, der er et andet menneske som er afhængige af dem, men jeg elskede dig og jeg vidste du ikke ville spørger mig om, at gifte mig med dig, hvis du ikke også elskede mig. Derfor sagde jeg ja," sagde hun og trak lidt på den ene skulder, med et roligt smil på læberne. Hun havde tænkt sig at være ærlig, hvis de virkelig skulle have den her samtale, hun var træt af at pakke tingene ind, så nu kunne hun ligeså godt bare give efter og snakke ud fra sit hjerte.
Hun lukkede kort øjnene og bed sig svagt i læben. Hun sukkede stille og åbnede øjnene igen, da han stoppede. Hendes vejrtrækning var blevet en smule overfladisk. "Yeah.." sagde hun stille og vendte blikket ned, mens hun prøvede at genvinde kontrollen over sine lyster igen. Det var ikke fair, at hver gang hun enten var ved at komme sig over ham eller rent faktisk var kommet sig over ham, så stod han der igen og gjorde sådanne nogle ting.