Silence...

[Deleted]

Han sukkede let, han var ikke interesseret i at blive uvenner med Nicole, ikke efter det her. Han forsøgte at støtte hende lidt, men hun gled mere eller mindre ud af hånden på ham som hun knækkede sammen, et strejf af frygt hjemsøgte hans blik. Var han faktisk oprigtig bekymret for om der var sket noget med hans barn? Det var en super underlig og meget ny følelse for ham og den gjorde ham en smule handlingslammet.
Alastair sendte Harper et giftigt blik da hun kaldte ham en nar. "Pas på Blondie jeg har en meget lav tolerancegrænse for dumhed." Svarede han spydigt. Hun skulle satme ikke kalde ham en nar han havde stadigvæk sine kontakter i garden og der var da et par stykker der som var ret interesseret i at få fingrene i hende.

"Slap nu af med jeres unge! Der er lidt vigtigere ting at tage hensyn til lige nu end hvordan jeg tiltaler hende!" Jeez de burde da lige få styr på deres prioriteter.
Som Harper sagde at de måtte tage hjem, kunne han også selv føle panikken bredde sig. "Tage hjem? Og hvad helt præcist? Du aner jo ikke hvad der er glad med hende! Der kunne være sket et eller andet! Jeg havde aldrig troet jeg skulle sige det, men Adrian har ret, delvist, vi bliver da nødt til at finde nogen der har styr på tingene!" Han vidste godt at det ikke ville blive bare lige, han anede jo ikke endgang hvor der nærmeste hospital lå henne, men bare et eller andet. "Men lad os starte med hytten." Han tog fat i Nicoles arm og forsøgte at få hende på benene. "Kan du gå?" Spurgte han med en underlig ømhed i stemmen.

[Deleted]

Nicole havde ikke lige overskud til at kommenterer deres lille debat. Hun syntes da også Alastair var en røv til tider, nogengange mere end andre, men hun havd eligesom lært at se igennem fingre med det, fordi der jo også var en side af ham som hun virkeligt holde meget af.
Hun vidste at han var god nok på bunden, han var bare ikke altid så tolerent overfor mennesker, og man kunne jo ikke rigtigt gøre andet end bare at tage tingene som de kom. Nu skulle de have et barn, og hun håbede da den opgave ville få ham til at vokse lidt mentalt.

"Ja... Ja jeg kan godt gå" sagde hun og mærkede i stedet for noget helt andet ske. "Ehm... Jeg tror ligesom... Det er noget andet.." sagde hun og kiggede ned af sig selv som hun kunne mærke hendes vand gå, og hun greb fat i Alastair som hun kom op at stå.
Lige nu var hun faktisk rimeligt ligeglad med hvor drengene havde tænkt sig de skulle gå hen, bare de kom væk fra hvor de stod lige nu. Det var måske heller ikke mærkelgit at baby ville ud nu, for med det stress Nicole havde haft den sidste halve time, så var hendes krop sikkert ikke et specielt spændende sted at være.

[Adrian Russo]

Adrian så på Harper med et lidt hjælpeløst blik, "Harper tænk hvis det var vores barn og der måske var noget galt med det, ville du så ikke helst have professionel hjælp?" Han anede jo intet om fødsler og den slags, han havde været med til Harpers og det havde været intenst.
Alt han vidste var bare at havde det været deres barn ville han gerne have checket at det var okay. Hvilket fik ham til at tænke på noget andet, "faktisk synes jeg også at du skal blive checket Harper, vores barn kan også have lidt overlast." Han ville ikke at nogen at børnene skulle lide under det der var sket.

Selvom Adrian havde mest lyst til at kvæle Alastair over hans latterlige kommentarer så forsøgte han at forholde sig rolig. De blev nødt til at få situationen her under kontrol så da Alastair hjalp Nicole på benene gav han Harpers hånd et lille klem inden han hjalp Al med at holde hende lidt oppe.
Så skete det der bare ikke måtte ske. Adrian kunne nærmest mærke hvordan flashbacket væltede ind over ham. Han havde ikke lige set at hendes vand var gået, men han kunne høre på hende at der var et eller andet under opsejling som han slet ikke kunne overskue på nuværende tidspunkt. "Vi må se at få jer hjem," sagde han både henvendt til Nicole og Harper og begyndte så at gå i retning af huset.

[Deleted]

"Jeg siger bare at Judas er ude på mord" sagde hun: "Desuden er jeg nødt til at hente Hope" sagde hun i en rolig stemme, hun kunne jo ikke bare efterlade sin datter, selvom de var i problemer. Hun kunne knapt overskue det hele lige nu, men hun var nødt til at holde hovedet højt og fortsætte med at tænkte i de rette baner.
Desuden havde hun ondt, den flækkede læbe og den ømme overarm var klart det værste, men heldigvis ikke noget hun ikke kunne leve med, nu havde hun jo trods alt prøvet værre i sit liv.
For nu ville hun egentligt bare gerne have styr på sin datter.

"Jeg har det fint Adrian, der er ingen der har rørt andet end mit ansigt og min ene arm" sagde hun i et roligt smil, men var da glad for at han i det mindste tænkte på den slags: "Kald mig Blondie en gang til, og jeg skal sørge for du også mister den anden hånd" snærrede Harper i mod Alastair.
Det var ikke fordi at hendes temprement var blevet ret meget mindre.
Lige nu havde Harper mistet overblikket og egentligt ville hun heller ikke tage beslutningen, det måtte jo være NIcole og Alastair der styrede hvad de ligesom havde brug for. Men hun tog ikke nogen chancer med hendes børn.

[Deleted]

an støttede hende som hun kom op. Han var så rasende og frustreret over alt dette her at han næsten ikke kunne holde samling på sig selv, men for nu vidste han godt at det smarteste ville være at lade det ligge lidt, lige nu havde de trods alt kun hinanden at støtte sig op af, selvom det jo ikke ligefrem havde vist sig at være en succes eftersom dette her kunne finde sted.
"Så lad os komme afsted." Sagde han roligt frem til hun sagde at der var noget andet. "Hvad? Hvad er der?" Spurgte han og så lidt tilfældigt ned af hende og blev overrasket over hvad han så. Havde hun lige tisset i bukserne? Han så op og ned af hende nogle gange med forvirring i blikket. Hvad var det der foregik?

"Tak for den åbenlyse information, Judas er altid ude på mord!" Sagde han med himmelvendte øjne og skulle til at svare at upålideligheden måtte ligge til familien, men nåede at stoppe sig selv, Adrian vidste jo ikke at Judas faktisk var hans bror. Eller rettere; halvbror.
Han gloede på hende, "nå undskyld, er der et andet navn du hellere vil kaldes? Barbie måske?" Han nægtede at lade sig kue af hende. "Kom," sagde han lidt mere forsigtigt til Nicole og støttede hende så de kunne komme hjem, så måtte de tage stilling til alle tingene der.

[Deleted]

Nicole havde ikke lige fokus til at tænke på hvad de sagde, og alligevel var det et øjeblik som om alt smerten forsvandt og hun kunne tænke klart igen: "Ja hvad tror du!" snærrede hun var Alastair, det var ikke helt nemt at være super pædagogisk når NIcole godt vidste hvad der snart skulle ske.
"Jeg tror gerne maven vil ud" sagde hun og kiggede i mod Alastair, nogengange havde hun bare lyst til at slå ham og lige nu var uden tvivl et af de momenter, men på den anden side havde han jo nok aldrig været med til en fødsel før, well newsflash for her kom en, for hun kunne ikke rigtigt holde det inde længere.
Hun tog fat i Alastair som han støttede hende, så de kunne komme afsted, lige nu havde hun det da i det mindste nogenlune.

** TIME **

Det havde nok taget omkring tre timer det hele, det var jo egentligt også ganske hurtigt, men nu var det jo også hendes andet barn. Nicole fortrød på mange punkter at hun ikke havde været der mere for Felton, men hun havde jo set ham en del før hun ligesom var blevet snuppet af Alastair, og hun elskede ham da også højt.
Nicole var træt, og det var Harper da sikkert også. Hun lå på gulvet og havde nu et tæppe over sig og sad med ryggen op af væggen der var beklædt med alle de puder der lige var at finde i huset. I armene lå en lille pige med mørkt hår, præcist som NIcole og Alastair's var det, NIcole var smadret og havde lyst til at sove forevigt lige nu. Den lille pige græd som hun skulle, og hun var glad for at hun havde haft Harper til hjælp, Scott og Alastair havde jo ikke ligefrem været den store støtte. Nicole kiggede i mod Harper, som hun rejste sig op for at gå hen og åbne døren ud til køkkenet for at annoncerer at drengene godt kunne vågne op.

[Deleted]

Det havde holdt hårdt. De sidste mange timer havde han og Adrian bare gået lidt rundt om sig selv, eller han havde, Adrian havde siddet og læst en eller anden muggleravis imens Al havde vadet op og ned af gulvet. En i mellem havde han fået tiden til at gå ved at genere Adrian på den ene eller den anden måde; Sparket til hans fod som han gik forbi, kommet med irriterende lyde og ligende ting.
Lige nu stod han op af køkkenbordet og klikkede med tungen. Sørgede for at klikke på det rette tidspunkt så Adrian ville blive tricket af det. Han var stadigvæk så bitter på sin bror at han ikke kunne lade være.

Da døren gik op rettede han sig omgående op og stirrede på Harper på grænsen af panik. Skulle han spørge? Han ville helst ikke lyde alt for bekymret, men samtidig kunne han slet ikke vente med at høre hvordan det var gået. Var Nicole okay? Var hans barn okay? Var det en pige eller en dreng? Burde han sige noget.
Det var her det gik op for ham at han bare havde stået og stirret tomt på Harper de sidste par sekunder uden egentligt at sige noget. "Såh?" Han anede ikke hvad han ellers skulle sige. Adrian havde også rejst sig op fra stolen og så nysgerrig mod Harper.

[Deleted]

Nicole var virkeligt lettet over at alt var gået godt, og var virkelgit glad for at Harper selv havde været igennem det hele. Det havde hun jo også selv, men det var jo en del år siden. Hun følte det hele var gået ret hurtigt, og som den lille pige lå i hendes arme, følte hun sig bare lykkelig.
Hun kiggede i mod Harper som hun var gået hen til døren og sagde til Alastair at han gerne måtte gå ind. Nicole ville da også gerne se ham, hun havde absolut ingen idé om hvilken form for reaktion hun skulle forvente han ville have på det her, men hun håbede på det bedste.

Nicole kiggede ud i mod gangen, og så igen i mod den lille pige. Hun følte slet ikke hun kunne stoppe med at stirre på hende, hun var bare så lille og fin, og var på alle mulige måder fuldkommen perfekt. Hun havde slet ikke regnet med at alle de her følelser ville strømme indover hende.
Hun vidste også at denne her pige skulle være i hendes liv forevigt, hun havde det i forvejen svært med at hun ikke havde været 100% mor overfor Felton på grund af hendes dengang unge alder og nu travle arbejde, hun ville helt sikkert være mor for hende her, hvad end hun nu skulle hedde

[Deleted]

Alastair stod lidt lammet ude i køkkenet. Han var pludselig ikke helt sikker på om han turde gå ind, det var faktisk ret skræmmende at vide at han nu var far. Ham havde et barn. Han duede da ikke til den slags. Han kunne da umuligt være far han var jo ikke engang særlig ansvarsbevidst. Han følte ikke at han kunne gå ind til Nicole, han mærkede hvordan han var ved at få kolde fødder som panikken begyndte at tage over.
Bedst som han stod her på randen til angstanfald, gik det op for ham at de andre ventede på ham. Eller ventede på at han skulle tage stilling til at gøre noget. Eller det virkede som om at det var det de ventede på.

Han sank en klump, men ville helst ikke virke så nervøs som han følte sig. Derfor valgte han at rette ryggen og gå ind i stuen hvor Nicole befandt sig. Han så hende siddende på gulvet op af væggen med utallige puder til at støtte hendes ryg. I hendes arme lå en lille byld som Al gik ud fra var hans søn eller datter.
"Hej," hilste han lidt akavet. "Gik det godt?" Han bed sig lidt i den bløde underlæbe. Det var nok et ret dumt spørgsmål. men han anede slet ikke hvilken fod han skulle stå på lige nu.
Meget langsomt - som var gulvet dækket af landminer - bevægede han sig tættere på hende. Han var faktisk ret nysgerrig på at se den lille.

[Deleted]

Nicole var træt, og alligevel havde hun aldrig følt sig mere lykkelig. Hun elskede den lille pige allerede, også selvom hun ikke engang kendte hende endnu. På samme måde håbede hun også at det hele ville blive en smule mere tydeligt for Alastair nu, at de faktisk kunne være en familie og at kærlighed slet ikke var så skræmmende.
Som hun så Alastair, hævede hun blikket og smilede med det samme: "Ja... Ja jeg har det godt" sagde hun og smilede, som hun igen kiggede i mod pigen, imens hun så Harper lukke døren ind til stuen så de kunne være lidt alene.

hun vidste godt det måtte være underligt for ham, heldigvis var hun jo rimelig god til alt det med følelser i forhold til ham: "Vil du prøve at holde hende?" spurgte hun og nikkede i mod gulvet som et hint til at hun håbede Alastair ville sætte sig ned ved siden af hende.
Hun ville virkeligt gerne at det her kom til at fungerer, hun elskede jo Alastair, nok mere end hun sådan lige ville indrømme.
Hun håbede virkeligt at de to kunne finde ud af det sammen, og især nu hvor hun havde en lille. Bare Alastair ville accepterer hende, der var jo bange følelser i at være far, og det vidste hun ikke om han var klar til at tage i mod.

[Deleted]

Al følte sig hele tiden på kanten til et panikanfald. Det ene øjeblik var han nysgerrig og det næste havde ham lyst til at stikke af så hurtig som hans ben kunne bære ham. Blikket flakkede lidt usikkert fra pigen til Nicole som var han ikke helt sikker på om han turde kigge på den lille for længe af gangen.
Han var faktisk ret stolt. Det her var hans barn, men det var bare en ret overvældende følelse, især for en mand som ham der altid kun havde havde tænkt på sig selv og kun havde sat sig selv først. "Det var godt," svarede han lidt akavet og rømmede sig en smule.

Ved hendes hentydning satte han sig ned på gulvet ved siden af hende. Hendes spørgsmål fik ham tøvende til at se mod sin klo. Tænk hvis han kom til at skade den lille. På den anden side var det jo aldrig sket før - medmindre han havde ønsket at skade personen. Han sad ved siden af hende med ryggen mod væggen og benene let bøjet, meget tæt op af Nicole så han kunne se det hele. "Dt er en pige?" Spurgte han selvom Nicole jo teknisk set allerede havde givet ham svaret på det spørgsmål.
Han tøvede lidt og nikkede så, det var en underlig ømhed over ham på nuværende tidspunk, han brød sig jo slet ikke om at være blødsøden, men lige nu kunne han ikke lade være. Han valgte dog at klikke kloen af og ligge den ved siden af sig - just in case - inden han strakte armene frem mod Nicole som var han et 5 årigt barn der skulle holde sin lillesøster for første gang.
Der skete vel ikke noget ved at være blødsøden en enkelt gang.

[Deleted]

Nicole havde ikke forestillet sig andet end at han ville mene det var mærkeligt og akavet, men hun ville gerne være der for ham så godt hun nu kunne. Hun troede på at Alastair kunne være den mest fantastiske person i verden hvis han bare ville, og han gav det hele chancen.
Hun nikkede, hun var så lykkelig lige nu, og et øjeblik havde hun glemt om alle de ting der havde foregået. Hendes kidnapning, hendes familie som hun savnede og det faktum at Judas havde prøvet at få fat i hende.
Alligevel så var hun bare lykkelig og var så fyldt med kærlighed når hun kiggede ned på den lille pige.

"Sådan her" sagde hun og lagde ham ind i den ene arm på ham, så hun lå som hun skulle, hun var jo så lille bitte og Nicole ønskede ikke at Alastair skulle komme til at skade hende, hvilket hun bestemt heller ikke troede han var ude på.
"Hvad skal vi kalde hende?" spurgte hun i en rolig stemme, hun var nærmest ligeglad, hun anede ikke engang om hun skulle mede Russo eller McShane til efternavn, måske begge dele?
Så mange mærkelige beslutninger der skulle tages, og hun vidste ikke helt hvor hun skulle starte.

[Deleted]

Dette her var virkelig mærkeligt for ham. Han havde slet ikke regnet med at han nogensinde skulle have børn, han havde egentlig aldrig brudt sig særlig meget om dem, ikke at han direkte hadede dem, de interesserede ham bare ikke. Men dette her var helt nyt for ham for dette her var hans datter og allerede nu ønskede han hende kun det allerbedste i verden.
Aldrig før havde han følt noget ligende og som Nicole placerede den lille i hans arme mærkede han varmen skyde gennem kroppen. Med hånden førte han en finger ned langt hendes kind og så til hendes lille bitte hånd der lukkede sig om hans fingerspidst. I denne stund havde han glemt alt om at opretholde sin hårde facade.

I nogle korte minutter havde Al komplet glemt omverdenen, der var kun ham og den lille pige, da Nicole så begyndte at snakke igen så han på hende med et lille smil. "Asskicker," han vidste godt at det ikke var et navn de rent faktisk kunne bruge, men at hun havde overlevet en dollor kort inden at være blevet født, det var da temmelig hardcore i hans bog.
Hans blik hvilede på hende. "Hun er virkelig smuk.." sagde han lidt pludseligt og ud af det blå. Men det var hun, hun var virkelig en køn lille pige og han elskede hende allerede.

[Deleted]

Nicole smilede: "Ja... Hun er helt perfekt" sagde hun i en rolig stemme og nød synet af Alastair og den lille, det var ikke noget hun havde forventet at se sådan lige. Nok fordi at hun jo ikke helt så ofte så den følsomme side i ham. Det var underligt at have et barn med ham, med tanken om at de jo faktisk kun havde haft samleje en enkelt gang.
Det var dog slet ikke noget dårligt udfald, den lille pige var helt perfekt og hun elskede hende helt utroligt højt: "Jeg tænker at få hende på hospitalet her senere, vi er jo nødt til at tjekke at hun er okay... Du ved efter alt det her" sagde hun.
Hun havde det helt dårligt over hun havde udsat sig selv for den slags, også selvom hun godt vidste hun ikke kunne gøre noget ved det.

"Asskicker..." sagde hun i et grin: "Jeg tænkte måske noget lidt andet" sagde hun i et smil, hun havde faktisk tænkt på navne lige siden hun have været sikker på at hun var gravid, men hun var ikke helt blevet enig med sig selv om hvad det skulle være.
"Hvad tænker du om Caitlin? Eller... Millicent?" sagde hun i et smil, hun havde ikke noget fast, men hun syntes det va rsøde navne: "Hvad med.. Efternavn? Tænker du Russo McShane eller McShane Russo?" spurgte hun, der var jo så mange beslutninger at tage sig af.

[Deleted]

I praksis følte Alastair nok ikke helt at han havde nogen rettigheder over den lille. Han havde ikke været særlig hjælpsom under hendes graviditet og havde ikke rigtigt givet udtryk for at han ville have noget med deres barn at gøre. Alligevel kunne han mærke at han ikke ønskede at gøre noget der kunne putte hans datter i fare. Måske var det bare tid til at gøre det rigtige for en gangs skyld.
Derfor nikkede han til hende. "Jeg synes.." han tøvede og så så på hende, "jeg synes at vi skal tage hende til Skt. Mungos.." sagde han så. Han vidste at Nicole ville blive genkendt der og at han ikke længere ville kunne bestemme over hende på nogen måde hvis de tog tilbage, men han var ligeglad. Det vigtigste var deres datter. "Jeg synes vi skal tage hjem." Han så på hende med et alvorligt blik.

Han var godt klar over at han måske kunne miste hende på den måde, hvis de kom hjem kunne Nicole melde ham til ministeriet, han kunne ende i Azkaban. "Vi er tydeligvis ikke sikre fra Judas her, jeg tror det vil være mere sikkert for dig" han kiggede på den lille pige i sine arme "..og hende, at være omkring aurorne."
"Millicent? Er det ikke lidt gammeldags?" Han rynkede en smule på næsen. En af hans tanter hed Millicent og hun havde været den typiske tante med niven i kinderne og store våde kys. Han gøs lidt ved tanken. Da hun spurgte om efternavnet så han overrasket på hende. "Vil du virkelig give hende mit efternavn?" Spurgte han overrasket.