Silence...

[Deleted]

Nicole havde det en smule underligt ved hele situationen, men den underlige fornemmelse smed hun hurtigt væk, hun havde egentligt bare brug for at få tjekket hendes baby, hun ville så gerne sikre sig at alt var okay så hun roligt kunne se frem i mod en fødsel, måske de også kunne hjælpe med den.
Heldigvis var hun ret tryg ved Adrian og han skulle jo nok beskytte hende: "Vi ses..." sagde hun i et varmt smil som Alastair annoncerede at han ville i bad, og Nicole gik så roligt med Adrian som de skulle afsted. Hun glædede sig bare til at få svar.

** TIME **

Som de gik ned af gaden, syntes hun efterhånden de havde gået i ret lang tid: "Vi er vel ikke farret vild?" spurgte hun i en rolig stemme som hun konstaterede at det her ikke ligefrem lignede et sted hvor der ville komme en eller anden hyggefar forbi med en bamse.
Faktisk så det ret creepy ud, bare det ikke var nogen af de folk der var gået under jorden fordi de ikke kunne finde ud af noget, hun ville hade at skade sit barn.
"Hvor er Harper egentligt?" spurgte hun undrende, som hun huskede at hun stadig ikke havde set hende i huset, var hun stadig ude?

[Adrian Russo]

Adrian var komplet fordybet i sine egne tanker. Han kunne slet ikke klare tanken om hvad han var ved at gøre. Inderst inde vidste han jo godt at det var forkert, men han kunne jo heller ikke bare lade Harper i stikken. "Hvad?" Han blev revet ud af sine dybe tanker og så sig så lidt omkring, hans fødder havde ligesom bare slæbt ham afsted uden han selv rigtigt havde bemærket hvorhen.
De var langt tættere på end han havde troet. "Nej..d-det er lige herovre.." Begyndte han usikkert og kunne slet ikke se på hende. Han kunne ikke gøre dette her, han ville ikke have at der skete noget med Harper, men han kunne heller ikke lade der ske noget med Nicole. "Så du og Alastair..I holder virkelig meget af hinanden?" Han vidste ikke hvorfor han spurgte, men han havde brug for at snakke om et eller andet.

"Hun..øh.." han kunne ikke klare det mere hans stemme knækkede kort til han fik styr på sig selv igen. Hvad i alverden var det han lavede. Han kunne ikke bare give Nicole til Judas, han blev nødt til at stoppe dette vandvid, men hvad skulle der så ske med Harper? "Nicole..jeg.." Han anede ikke hvordan han skulle få det sagt, han var bare fuldstændig ødelagt.
Derudover var tiden knap, de ville jo ikke kunne nå at ligge en slagplan og hvorfor skulle Nicole overhovedet ville have lyst til at hjælpe ham når først han fortalte hende hvad der foregik.

[Deleted]

Nicole kunne mærke hvordan Alastair hele tiden var i hendes tanker, måske fordi at hun faktisk var glad for at hun endeligt følte der var mere i ham end bare en eller anden idiot som egentligt bare havd udnyttet hende. Det havde da bestemt også ændret hendes følelser omkring ham.
"Det er vi ihvertfald begyndt på" sagde hun roligt.
"Det var nok lidt kompliceret i starten, og selvom man slet ikke skulle tro han var min type, så er jeg virkeligt glad for ham" sagde hun i et smil, hun havde det underligt med at sige det højt, hun havde jo ikke snakket med nogen om det. Dog var hun ikke genert når det kom til følelser og hun havde altid været en åben og hjertevarm person.

Nicole kiggede i mod ham, som hun bemærkede at hans attitude ændrede sig, og et øjeblik betragtede hun blot hans ansigt: "Hvad?" spurgte hun og brød sig ikke om måden stemningen pludseligt ændrede sig på.
Ikke at hun overhovedet mistænkte noget i den retning som sandheden måske gik.
Hun kunne ikke forestille sig Adrian nogensinde gøre hende ondt, han var en rigtig sød mand og hun havde også været glad for ham dengang for mange år siden hvor de havde kendt hinanden, også selvom hun aldrig havde haft nogen store og stærke følelser for ham, kun venskabelige.

[Adrian Russo]

Han smilede svagt, ”ja undskyld, jeg forstiller mig bare ikke lige Al være den store romantiker.” Indrømmede han og bed sig lidt i læben. Nu havde Adrian jo også kendt Ben, ikke helt så godt som han kendte Nicole, men alligevel. ”Ben virkede bare mere loyal og nede på jorden.” Sagde han stille.
Adrian stoppede op som mistanken begyndte at melde sig hos hende. Han kunne ikke gennemfører dette her. Han måtte finde en anden måde at redde Harper på eller dø i forsøget. ”Nicole, jeg er så ked af det..vi må væk herfra..det er en fælde.” Indrømmede han med lettere blanke øjne.

”Han har Harper, han ville slå hende ihjel hvis ikke jeg afleverede dig til ham, men...jeg kan ikke...” Han slog blikket ned og vidste at Judas kunne være her hvert øjeblik. ”Kom.” Han tog fat om hendes håndled og begyndte at trække hende med sig, ”vi må se at komme tilbage til huset,” sagde han bestemt.
”Jeg forstår godt hvis du ikke tror på mig, men jeg er virkelig virkelig ked af det. Jeg havde intet valg.” Han anede ikke om han lige havde skrevet under på Harpers dødsdom, for så kunne Judas lige så godt også dræbe ham han ville ikke kunne holde sig selv oppe uden hende, men han kunne heller ikke bare afleverer en uskyldig og slet ikke en veninde.

[Deleted]

"Ja det er meget anderledes end Ben, men måske er det en god ting du ved" sagde hun i et smil. Hun savnede Ben helt utroligt meget, han var sjov, kærlig, omsorgsfuld og alt det hun havde forestillet sig at have i en mand.
Hun var da også sikker på at de to stadig havde været sammen den dag i dag,hvis det ikke var for hans død. Alligevel så holde hun af Alastair, der var bare noget over den sårbare side af ham som fik hende til at smelte og som nærmest gav hende lyst til at hjælpe ham, selvom han ikke brød sig om det.

"Hvad?" spurgte hun undrende og kiggede i mod ham som han begyndte at forklarer sig, hun prøvede at forstå havd han fablede om og det var ikke en behagelig fornemmelse der spredte sig i kroppen ved tanken om de ting han havde gang i.
"Hvad snakker du om? Du ville have byttet mig? Til... Til hvem?" spurgte hun og mærkede det gyse ned af ryggen på hende, nu hvor han ikke havde nævnt hvem det var, men hun havde en rigtig klam fornemmelse i kroppen.
Hvordan kunne det lade sig gøre? Hun troede Adrian var et godt menneske.

[Deleted]

Judas stod afventende hjemme inden hans transfererede sig frem til møde stedet, han kiggede sig frem på vejen som han så Adrian og Judas så stille og snakke, inden Adrian begyndte at gå den modsatte vej: "Jamen dog, i er vel ikke på vej væk?" spurgte han i en rolig stemme og smilede skævt. Han havde da intet i mod at jagte dem lidt, men han vidste jo på forhånd godt hvem der vandt.
"Nu skal i ikke gå inden vi overhovedet har startet legen" sagde han og knipsede, hvilket gjorde at en mand kom frem med Harper der var bundet på hænder og fødder og med tape for munden så hun ikke kunne tale.

Hun så en smule forslået ud, og var tydeligt ikke blevet behandlet særligt pænt, men det gjorde han nu aldrig når han fik fat i folk: "Så Adrian, du mener vel ikke at vi skal tage det her på den hårde måde vel" sagde han og kiggede i mod Adrian.
"Aflever Nicole.." sagde han og lagde armene overs kors som han afventede: "Nu.. Eller din kæreste vil tage sig en lang lang lur" sagde han og svingede sin stav i mod Harper, hvilket fik hende til at skrige bag tapen af smerte, Judas var ikke en mand med meget empati.

[Adrian Russo]

Adrian havde meget svært ved at se hvordan Alastair på nogen måder skulle være god for en kvinde som Nicole. Han var uhøflig, selvisk og uærlig alle modsætninger til hende, så kunne det godt være at man sagde at modsætninger mødtes, men der måtte da for pokker være grænser!
"Jeg forklare det hele senere, men lige nu må vi se at komme væk." Sagde han med påtvungen ro i stemmen. De havde ikke tid til at stå og snakke, de skulle væk lige nu. Adrian kunne ikke gøre dette her mod hende og han var godt klar over at hun nok aldrig ville tilgive ham, men det måtte han tage til den tid nu skulle hun bare i sikkerhed.

Desværre nåede han ikke særlig langt før stemmen fik hans blod til at fryse til is. Han stoppede op og snurrede rundt, hans blik faldt hurtigt på Harper og han kunne mærke frygten stige. Han hævede sin stav mod Judas. "Lad hende GÅ!" Råbte han rasende.
Da Judas bad om at få Nicole udleveret kiggede han kort på hende og vendte så atter blikket tilbage mod Judas. "Nej." Sagde han bestemt. "Du får ikke Nicole, men slip Harper fri og jeg lader dig gå," Ikke at han forventede han havde en chance, men han var ikke gammel Gryffindorelev for ingenting.
Adrian havde ingen plan, men som Judas kastede en besværgelse mod Harper mærkede han raseriet boble i sig, "expelliarmus" Råbte han som et rødt lys skød frem mod Judas.

[Deleted]

Nicole kunne mærke hvordan panikken spredte sig, og et øjeblik havd ehun bare lyst til at slå på Adrian. Hvordan kunne han bare sådan tage hende med? HUn var jo høj gravid! Når man var i panik så havde man ikke rigtigt lyst til at sætte sig i hans sted, og lige nu spekulerede hun kun på det faktum at han havde været ude på at bytte hende.
Nicole var klar til at følge med Adrian, det var nok også lidt nemmere at stille resten af de spørgsmlå hun havde når de engang var hjemme igen, dog nåede de ikke mange skridt, før at Nicole hørte en stemme der fik det til at løbe koldt ned at ryggen.

Nicole kiggede i mod stemmen, i mod harper og kunne mærke hvordan hele situationen tog en drejning, hvilket fik hende til at trække sin stav. Hun var da glad for at hun havde fået den tilbage af Alastair, hun følte sig så nøgen uden den.
Nicole stod fuldkommen frosset, hun havde ingen idé om hvad hun skulle gøre, men hun endte med at lade en hånd glide over hendes mave som hun så Harper blive ramt. Hun var jo høj gravid og hun var jo også nødt til at tænke på sit barn. For nu måtte hun afvente, og et øjeblik overvejede hun at stikke af.

[Deleted]

Der havde været noget lusket over hele situationen lige fra starten af. Adrian havde virket alt for jumpy samtidig med at han på en eller anden måde havde været lidt i sin egen verden. Nu var Alastair en ganske glimrende menneskekender, det var jo nærmest en nødvendighed i det fag han var i, men han skulle da ikke mene at man behøvede at være nogen form for ekspert på området for at se at Adrian havde noget på sinde.
Al havde ikke turde tage chancen så han var gået ud på badeværelset og havde ladet vandet løbe til han hørte de gik hvorefter han var fulgt efter dem. Desværre havde han mistet dem af syne for et kort øjeblik og der havde lige taget ham lidt tid at finde dem igen, men nu var de ikke længere alene.

Alastair havde slet ikke kunne fatte at Adrian faktisk ville opgive Nicole til Judas, den kujonagtige gazellelort! Havde det ikke været fordi Judas havde medbragt et par mænd ville Alastair være sprunget på Adrian og kvalt ham på stedet. Dette her ville han aldrig kunne tilgive sin bror, selvom Judas havde Harper (og Al sikkert ville have gjort det samme i hans tilfælde) så skulle Adrian bøde for sit forræderi!
Skjult i skyggerne sneg han sig tættere på manden der havde Harper. Kunne han få hende fri ville de have overtaget igen. Han rettede sin stav mod manden. "Dolor" Sagde han højt og tydeligt, komplet ligeglad med at bruge en utilgivelig forbandelse foran de to auror. Han ville have brugt dræberbesværgelsen hvis ikke manden havde stået med Harper,situationen kunne jo hurtigt gå hen og blive akavet hvis han ramte hende i stedet. Al vidste godt at han langt fra var så stærk som han havde været før i tiden, dengang havde han jo haft sin "rigtige" tryllestavshånd, men takket være Judas var det ikke længere tilfældet.

[Deleted]

Judas syntes da det var meget sødt at Adrian sådan prøvede at få Harper fri med vold, men nu var Judas ikke en mand der var bange af sig og ej heller en mand der var dårlig til magi, så at Adrian mente han havde en chance, kunne Judas ikke andet end smile af. To mod to, var vel en fair chance.
Men Judas vidste nu alligevel at han ville vinde. Det var jo heller ikke så ofte at han ligefrem mødte personligt op til de her ting, men Nicole og hendes viden var en vigtig ting for Judas, for at han kunne få fat i den liste over dødsgarden han i så lang tid havde ønsket sig.

Som Judas så Adrian kaste en besvægelse efter ham, afværgede han den i et hurtigt sving med sin stav: "Please hold med med at være barnlig" sagde han og havde mest af alt bare lyst til at slå Harper ihjel på stedet, så var de da ude af det problem.
Det kom en del bag på Judas' hjælper at der pludseligt blev kastet en besværgelse i mod ham, og han skreg i smerte som han slap Harper, hvilket fik Judas til at vende opmærksomheden i den retning: "Hvad satan din lille lort! Har jeg ikke forklaret dig reglerne en gang?" brølede Judas, som han så at det var Alastair der kastede besværgelsen.

[Adrian Russo]

Adrian havde det forfærdeligt over det han havde gjort, men han kunne ikke rigtigt ændre det nu. Nu måtte han bare forsøge at få alle helskindet ud af dette mareridt. Dog faldt hans mod en anelse som Judas slog hans besværgelse væk uden så meget som at få en sveddråbe på panden. "du får ikke lov til at skade dem!" Brølede han, hans førsteprioritet var at få Harper og Nicole i sikkerhed.
Han skulle da også lige til at kaste en ny besværgelse efter Judas da den skriget fra Judas mand fangede hans opmærksomhed.

Det hele gik så hurtigt at der gik er par sekunder før det gik op for Adrian at det var Alastair. Sjovt, han havde aldrig i sit liv forstillet sig Al forsøge at redde andre end sig selv, men kors hvor var han dog glad for at se ham! Med en ny besværgelse sendt i retning af Judas løb Adrian over til Harper for at støtte hende, han rev gafatapen af hendes mund og tog hendes hoved imellem hans hænder for at fange hendes blik i et øjeblik. "Hey, hey er du okay?" Spurgte han bekymret. Han vidste godt at han ikke kunne komme med en større kærlighedserklæring lige nu, de måtte se at komme væk, men han måtte lige være sikker.

[Deleted]

Harper kunne mærke hvordan alt i hende pumpede. Judas havde ikke ligefrem været god ved hende, altså hun havde bare fået nogen slag, intet værre end det. Heldigvis intet i maven og hun håbede ikke barnet var blevet stresset ovenpå behandlingen. Hun havde prøvet at forholde sig i ro for ikke at stresse barnet, når nu hun var så tidligt henne, så vidste hun at man kunne tabe barnet hvis man blev alt for stresset.
Som Adrian kom i mod hende, kastede hun sig næsten i hans arme, stadig med hænderne bundet på ryggen, og som gaffatapen blev revet af tog hun en dyb indånding.

"Ja... Ja... Få mine hænder fri, jeg skal have min stav" sagde hun hurtigt og prøvede selv at løsne sine hænder men uden success. HUn havde stadig sin stav på sig så vidt hun vidste, men nu lød det jo også på Judas som om han bare havde forventet at få Nicole.
Harper kiggede i mod Adrian, han var en skøn mand, og naturligvis var han kommet efter hende. Dog var hun stresset, mange og nervøs for hvad der kunne gå galt lige nu, hun ønskede ikke at nogen skulle dø ved det her, da ikke udover Judas og hans mand ihvertfald.

[Deleted]

Nicole prøvede lige nu bare at danne sig et overblik over hvad der foregik, og som hun kunne se Alastair i det fjerne, havde hun et øjeblik lyst til at kalde hans navn, men hun gjorde det ikke i frygt for at han ville kigge i mod hende go selv blive ramt af noget.
I stedet stod hun bare og endte med et overmodigt sekund og sende en benlås efter Judas i et hurtigt sving med sin stav, også selvom hun godt vidste det måske var et long shot, men hvis det kune købe dem bare to sekunder så var det vel bedre end ingenting.

Nicole havde svært ved at holde sig selv i fokus, det var svært at stå og bruge kræfter på at slås når man havde en 9 måneder stor mave på, og skuffelsen over ikke at se en læge havde da også ramt hende for nogen sekunder siden.
Hun kunne slet ikke tage stilling til om hun var sur på Adrian lige nu.
Hun havde bare brug for at komme hjem og lige se det hele an, hvorfor kunne Adrian ikke bare være ærlig? Naturligvis havde hun ville hjælpe ham med at få Harper tilbage, hun var jo trods alt ikke født med et hjerte af sten.

[Deleted]

Judas' stemme fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Al. Han vidste udmærket godt at han var i store vanskeligheder med ham lige nu, ingen han kendte havde forrådt Judas og sluppet levende fra det - og da slet ikke to gange. Første gang havde han mistet hånden, men han var ret sikker på at han ikke ville slippe så let denne gang hvis først Judas fik fingrene i ham.
"Jeg beklager, men du ved at min hukommelse ikke altid har været den bedste," svarede han lidt tørt. Selvom han forsøgte at lyde stor og ligeglad så havde han aller mest lyst til bare at stikke af og redde sig selv, men det kunne han bare ikke. Han havde aldrig haft det sådan overfor nogen andre end Leonardo. Følelsen af at have lyst til at redde et andet menneske koste hvad det ville. Det var omkring det punkt at det gik op for ham at han nok var faldet en del hårdere for Nicole end han havde haft lyst til at indrømme overfor sig selv.

Som Adrian løb over mod Harper løb han selv til Nicole han så på hende med et bekymret blik efter hun kastede sin besværgelse mod Judas. Han vidste at den eneste måde de kunne være i sikkerhed på nu var hvis Judas ikke levede, men han vidste også godt at han ikke ville være i stand til at dræbe ham, Judas var en vanvittig dygtig troldmand. "Hun har ikke det du søger Judas, hun har ikke listen over dødsgardisterne." Sagde han uden at vide hvad han havde forstillet sig der skulle ske. Det var jo ikke ligefrem fordi at han regnede med at Judas ville undskylde sin fejl, pakke sammen og tage hjem.
Han så på Nicole igen, "vi skal væk lige nu!" Ærlig talt var han skide ligeglad med hvad der skete med Adrian og Harper, han var kun her for at redde Nicole. Han smed en dolor mod Judas, selvom han havde en ret god ide om at Judas ville blokere den uden videre besvær.

[Deleted]

Judas var rasende, hvordan kunne de komme og forsøge at narre ham: "I er alle sammen døde" sagde han i en hård stemme, han skulle nok få fat på hver eneste af dem, om det så blev det sidste han gjorde, Judas skulle man ikke pisse på, ikke uden at det fik konsekvenser.
Judas blokerede de to besværgelser der kom i mod ham, han var en stærk troldmand der havde kæmpet i mod nogen af de absolut bedste, og han lod sig ikke sådan lige kue. I stedet rettede han staven i mod Alastair og sendte en dolor i hans retning med fuld overlegenhed.

Han ville egentligt hellere slå ham ihjel, men han ville ikke ramme Nicole, hun var stadig alt for værdifuld, og om ikke andet måtte han ligge en ny plan.
Han gik over i mod Alastair med en fuld dolor stadig pegende i mod ham, og som han gik fremad tænkte han ikke over at han havde ryggen i mod Adrian og Harper, egentligt nok fordi at han forventede hans mand snart ville komme på benene og tage sig sammen, ellers kunne han også godt rejse med at han snart kunne hilse på Vor Herre.
Judas havde aldrig været det mest venlige mennesker, og heller ikke når folk fejlede på grund af andres fejl.