Silence...

[Adrian Russo]

Adrian var virkelig bange lige nu, ikke så meget for ham selv, men for alle de andre. Han havde roddet dem ud i dette her og nu risikerede de alle at miste livet ¨på den bekostning. Som Nicole og Alastair lod til at holde Judas beskæftiget rettede han sin stav mod rebet der bandt hende og med en simpel besværgelse var hun fri.
"Vi må hjælpe dem." Sagde han bekymret, han følte det lidt som dengang inden de var flygtet hertil hvor han var kommet hjem efter at være stukket af fra en kamp. Det kunne han ikke gøre igen, han kunne ikke efterlade nogen på den måde som han havde gjort dengang og slet ikke når det var hans skyld at de var her.

Han rettede hurtigt sin stav mod Judas mand og med en nonverbal besværgelse skød nogle reb ud af tryllestaven mod ham. Han nåede kun at høre Judas stemme hvorpå en Dolorforbandelse blev kastet mod Alastair. Det skar Adiran lidt i hjertet nu var det jo trods alt hans bror og han vidste hvor mange smerter man var i under den forbandelse, den var jo ikke utilgivelig for ingenting.
Han fik hurtigt fat i Harpers stav fra manden på jorden og kastede den mod hende, nu var de fire mod én også selvom Judas var en stærk troldmand og selvom begge kvinder var gravide kunne de jo stadigvæk godt kæmpe selvom Adrian helst så at de lod være og bare så at komme i sikkerhed.

[Deleted]

Harper havde virkeligt ikke forventet at Judas kunne finde på at tage hende, men som hun fandt ud af de var interesseret i hende på grund af Nicole, var hun alligevel blevet en smule rolig. Judas havde dog alligevel tildelt hende lidt øretæver, nok fordi at hun jo stadig officielt var en del af dødsgarden, selvom hun ikke havde lavet noget med dem i flere år.
Egentligt ville hun bare gerne ud af det lort fra sin fortid, nu havde hun jo Adrian, Hope og en ny på vej. Hun ville gerne bare leve et helt normalt liv, og det gjorde hende da lidt mere rolig og Judas ikke var direkte ude efter hende.

Som Harper kom fri, kiggede hun i mod Alastair og Nicole der var lidt i problemer, hun var jo heldigvis ikke bange af sig og hun kunne da også en ting eller to med magi som hun havde lært fra dødsgarden, Judas havde hun dog aldrig stået overfor.
Som Adrian fik kastet hendes stav i hænderne på hende, svang hun den i mod Judas: "Imperius" sagde hun og lyset stod snart ud fra staven og ramte plet på Judas, hvilket fik Harper til at bruge alle kræfter på at få ham til at stoppe sin Dolor.

[Deleted]

Nicole stod et øjeblik som lammet, og hun håbede ikke at der ville ske noget med barnet, bare fordi at hendes puls var helt oppe i skyerne lige nu, hun havde en hånd på Alastair for at holde fat i ham, som om hun var bange for han måske ville forsvinde hvis hun slap ham.
Det var underligt at hun havde fået så stærke følelser for ham, og hvor præcist de stammede fra var hun heller ikke sikker på, hun vidste bare at hun havde brug for at have ham ved sig, hun var jo ogås gravid med deres barn, og det barn skulle ikke vokse op uden en far.

Som hun så Judas pege staven råbte hun: "Pas på!" mere nåede hun dog ikke at sige før hun selv sammen med Alastair landede i den ulidelige dolor, og uden at slippe ham lod hun sig falde på knæ, og den eneste tanke der kom til hende, var hvordan barnet mon havde det med sådan en tur.
Nicole skreg, ikke kun fordi det gjorde ondt, men fordi at hun var i panik, det her kunne bare ikke ske, nu var alt endeligt begyndt at gå så godt.
Hun havde lyst til at slå Adrian ihjel lige nu, i afmagt og smerte.

[Deleted]

Alastair var nok lidt for fokuseret på Nicole til at bemærke hvad der skete omkring ham, det var jo derfor at kærlighed var så farligt. Livet var bare lettere når man kun havde sig selv at bekymre sig for. I det samme mærkede han en ubegribelig smerte skyde gennem ham. Han udstødte et skrig i smerte og knækkede sammen.
At Nicole faldt om på jorden ved siden af ham ænsede han næsten ikke fordi han var i så store smerter at han ikke kunne tænke på noget som helst andet end hvor meget han ønskede at smerterne skulle stoppe. Hvis han slap levende ud af dette her ville han personligt kvæle Adrian.

Som forbandelsen begyndte at tage lidt af gispede Alastair voldsomt, han turde næsten ikke røre sig fordi hver eneste del af hans krop gjorde helt afsindig ondt. Langsomt fik han drejet hovedet mod Nicole og for første gang mærkede han frygtens klamme greb om sit hjerte, var hun okay? Var deres barn okay? Hans hals føltes så tørt at han nærmest ikke kunne få en lyd frem.
"Nicole er du okay?" Spurgte han hæst og kiggede mod hende. Han kæmpede sig atter op og stå og rakte hånden frem mod hende for at hjælpe hende op. Dette her var virkelig gået for vidt. "Så gør dog noget, fang ham!" Råbte han mod Adrian, nu havde de ham jo endelig på kornet, Alastair ville da også med glæde gøre det selv, men lige nu havde han travlt med at forsøge at holde sig oprejst ingen tvivl om at Judas var uhyggelig magtfuld!

[Deleted]

Judas var rasende, en ting var da at man var en idiot, men at man forsøgte at overmande ham, det var alligevel mere end hvad han havde troet om de små vatnisser. Alligevel var han da ikke itvivl om at han før eller side nok skulle få ramt på dem, nu tilgav han jo ikke så nemt.
Som han blev ramt af Imperius forbandelsen, var han nødt til at stoppe sin besværgelse i mod Alastair og Nicole og han kunne mærke hvordan han blev tvunget til at slippe sin stav, og han bed tænderne hårdt sammen for ikke at sige noget, han nægtede at udvise smerte eller bekymring.

Som hendes bevægelse stoppede, var Judas lynhurtig om at samle sin stav op, og i et enkelt vrik fik han sig transfereret væk. Han skulle ikke være en dle af det her synkende skib og han havde det ikke skidt med at have efterladt sin besvimende mand, ham måtte Randy eller en af de andre hente senere.
For nu fokuserede han kun på at det her ikke fungerede, han skulle nok komme videre i teksten og slå dem alle ihjel,når han bare lige havde fundet ud af hvordna. Ingen vandt over ham, ingen nogensinde.

//Out

[Adrian Russo]

Adrian havde virkelig svært ved at fokuserer fordi han frygtede alt for meget for de andres liv. Især Harper og hans ufødte barn. Han så forfærdet til som Dolor-forbandelsen ramte både Nicole og Alastair. For fanden Nicole var jo gravid, gad vide om hendes barn overhovedet kunne klare den form for stress og smerte.
"Lad dem være!" Råbte han som om at det ville hjælpe at råbe at Judas denne gang, inden han kunne nå at gøre mere havde Harper allerede overtaget situationen, Adrian så på hende i komplet fascination som hun låste Judas fast i en imperiusforbandelse, det kunne godt være at det var forbudt, men det bevidnede bare om hvor kraftfuld en heks hun var. Adrian var virkelig imponeret.

Denne fascination gjorde ham desværre også handlingslammet i nogle lange sekunder frem til Alastair råbte, men inden han nåede at kaste en besværgelse mod Judas var manden væk. Hvad helvede havde han dog tænkt på? Han løb over til Nicole og Alastair og rakte hånden frem mod Nicole for at hjælpe hende på benene.
"Er I okay?" Spurgte han frygtsomt og så ned på Alastair. "Jeg er så ked af at jeg fik rodet dig ud i det her," hans blik hvilede igen på Nicole. Han skulle nok have grebet det hele anderledes an, men det var jo for sent at være bagklog og han havde bare frygtet for Harpers liv.

[Deleted]

Som Judas forsvandt og Harper stoppede sin besværgelse, kunne hun mærke at hun gyngede let fra side til side og hun tog sig til hovedet, det var hårdt for hendes krop. Hun havde ikke brugt så stærk magi i lang tid og hun kunne mærke hvordan hendes krop med blev.
Hun stod dog stadig på sine ben, men hun var ret sikker på at hun ville falde i søvn så snart hun ramte sengen derhjemme, var det overhovedet sikkert at bo der? Så mange spørgsmål og Harper følte sig overhovedet ikke tættere på frihed lige nu, tværdimod følte hun sig bare mere frustreret.

Harper bevægede sig over i mod Alastair og Nicole som hun så Adrian gå væk, og som hun kom derover stilte hun sig automatisk tæt ved Adrian og lagde en hånd på hans ryg, lige nu var hun bare glad for at der var styr på det igen.
"Shit man.. Jeg havde ikke forventet at Judas ville komme, en af hans mænd angreb mig på vej hjem var supermarkedet... undskyld" sagde hun i mod dem alle sammen.
Hun ville ikke skabe problemer for nogen og da slet ikke en højgravid kvinde, Harper havde jo nok fået lidt flere venlige følelser i mod folk, end hun havde haft i fortiden.

[Deleted]

Alastair var hvidglødende af raseri og Adrian kunne bare vente sig til han kom på benene. Det varede dog lidt før han fik taget mod til at sætte sig op i frygt for at hans krop ville falde fra hinanden hvis han forsøgte at bevæge sig. Han så Judas forsvinde og hadede Adrian lidt mere på den bekostning.
Som han kom over og hjalp Nicole på benene var han endelig indenfor rækkevidde. Som trold ud af en æske fløj Alastair på benene og sprang frem mod Adrian med et vanvittigt blik, "jeg slår dig ihjel!" Råbte han frustreret hvordan kunne han have udsat Nicole for det der? Hun var højgravid!

Han svingede kloen ud efter Adrian i raseri, men hans ben gav efter under ham grundet den belastning hans muskler havde været udsat for kort forinden i dolorforbandelsen og han endte i stedet med at vælte fladt på maven. Bandende og svovlende og stadigvæk med mord i tankerne kom han op knæene og forsøgte at komme op igen. Han kunne slet ikke huske at han nogensinde før havde været så arrig.
"Din forbandede kujon Adrian! Du havde nær kostet Nicole livet! Hvad helvede tænkte du på?" Han måtte da godt kunne regne ud af et undskyld ikke helt dækkede hans idiotiske og dumdristige handling.

[Deleted]

Nicole gispede efter vejret og lod en hånd hvile i mod hendes mave, som hun tog i mod Adrian's hånd, men nåede dog ikke at få fat i den før at Alastair kastede sig frem efter ham. Nicole anede ikke hvad hun mente om hele situationen lige nu, det var damned up og langt ude.
Hun kunne godt forstå at Adrian havde handlet som han gjorde, men det betød jo ikke at hun mente det var okay: "Alastair... Stop!" sagde hun og tog fat omkring hans arm, en ting var at han var sur og at de skulle snakke om det her - en meget alvorlig snak, men det skulle helst ikke end ei mord.

Som Adrian væltede, var Nicole kommet nogenlunde på benene: "Al please... Jeg vil gerne hjem" sagde hun, hun havde så ondt i hele kroppen lige nu og hun ville gerne ligge ned: "Adrian, hvorfor kom du ikke til os og sagde det ærligt? Vi ville da have hjulpet dig!" sagde hun i en frustreret og ærlig stemme.
Naturligvis skulle Judas ikke have Harper: "Ville du virkeligt have byttet mig?" spurgte hun med forfærdelse i stemmen, hun havde troet at hun kunne stole på Adrian og det her var da uden tvivl et ham i hendes tillid til ham, men på den anden side var hun heller ikke så blind, at hun ikke gerne ville lytte til hvad han havde at sige.

[Adrian Russo]

Adrían trådte overrasket et par skridt tilbage som Alastair fløj frem mod ham, "hey Al, slap af, der skete jo ikke noget," det var nok en ret dårlig undskyldning for at undgå at få et par på lampen af den yngre bror. Adrian vidste godt at han havde handlet strid mod al fornuft, men han havde bare ikke set andre muligheder på daværende tidspunkt.
Han trådte yderligere et skridt tilbage da Alastair væltede og i stedet forsøgte at kravle frem mod ham. Han vendte sin opmærksomhed fra det mærkværdige syn til Harper. "Du skal ikke undskylde! Det kunne du ikke vide," svarede han bestemt. Hvis nogen skulle have skylden for dette roderi var det ham. Han måtte stå til ansvar for sin dumme beslutning. På den anden side fortrød han det ikke for var han kommet tomhændet havde Judas nok bare dræbt dem begge.

Nicoles spørgsmål fik ham dog hurtigt til at vende blikket mod hende. "Helt ærligt, så ved jeg ikke hvad jeg havde tænkt mig...han ville slå Harper ihjel, men jeg kunne ikke gøre det mod dig." Det var jo sandheden, "jeg tror bare jeg ville tage kampen op med ham og enten redde Harper eller dø i forsøget." Det havde været en dum ide, men heldigvis var de alle sluppet uskadte fra det - mere eller mindre. "Jeg er virkelig ked af det Nicole, men jeg følte ikke at jeg havde noget andet valg." Han slog skamfuldt blikket ned.
Pludselig var der en tanke der strejfede ham og han kiggede mod Alastair, "hvor er Hope?" Spurgte han bekymret.

[Deleted]

Harper havde en forfærdelig følelse i kroppen, hun vidste jo godt at Adria inderst inde havde et stort hjerte selvom han ikke altid ville være ved det, og hun håbede virkeligt at det ikke ville give alt for meget drama imellem de 4. Harper var ikke sur på nogen, hun var bare glad for at hun var kommet ud på den anden side.
"Stop.. Adrian..." sagde hun roligt: "Er i to ikke søde lige at ligge det for nu, vi er alle okay... Lad os nu komme tilbage til huset inden Judas dukker op med 10 mand mere" sagde hun i en rolig stemme.
Hun anede ikke om Judas præcist vidste hvor de var, eler om de blot vidste hvad de var i nærheden af.

"Hope? Har i ikke styr på Hope!" fløj det ud af Harper, hendes datter! Hvordan kunne de bare glemme hendes datter, hvad nu hvis Judas havde taget hende. Der var vel ikke noget at sige til at hun var lidt paranoid efter sådan en nat.
Hun lod en hånd glide ned af Adrian's arm og lod sine fingre flette sig ind imellem hans, bare fordi hun lige havde brug for at stå ved ham. Han var det eneste faste holdepunkt hun havde haft i sit liv, og han var der altid for hende ligemeget hvad.
Det var en mærkelig følelse, men det gjorde hende tryg.

[Deleted]

Alastair var ikke helt klar til at lade Adrian slippe så let, han skulle til at bytte hans kæreste..eller hvad man nu kaldte det han og Nicole havde sammen. Han måtte jo desværre erkende at han var blevet ret glad for hende over tiden, men han brød sig virkelig ikke om tanken om at andre skulle finde ud af det.
"Nej der skete ikke noget, men det var fandme ikke din fortjeneste!" Råbte han. Al turde slet ikke tænke på hvad han Adrian ville have gjort hvis Judas havde fået fat i Nicole, desuden hvor dum var han? Han var vel da for helvede ikke så naiv at han troede på at Judas ville lade både ham og Harper gå når han havde fået fat i Nicole? Det var en auror og en dødsgardist, de var sguda blvet grillet.

"Ja vi er okay, men det er sguda ikke takket være general tophat her!" Klagede han, men lagde lidt mere bånd på sig selv ved lyden af Nicoles bedende stemme. Han prustede arrigt, "fint," mumlede han og kom på benene, han løftede dog en faretruende finger af Adrian, "det her er ikke forbi!" Advarede han, Adrian skulle simpelthen ikke slippe godt fra det.
Harpers bekymring fik Al til at glo på hende, "hør her prinsesse Guldlock jeg har lige reddet røven på dig, så undskyld mig at jeg ikke lige gjorde det med jeres samlejeaffald på slæb!" Snerrede han. Han var virkelig tosset på de to lige nu, havde det overhovedet ingen situationsfornemmelse?!
Han tog en dyb indånding og kiggede på Adrian med behersket raseri, "så hvad er planen nu?" Hvor skulle de tage hen? De måtte jo næsten søge beskyttelse ved Ministeriet, det ville i hvert fald være Als bedste bud selvom han ikke brød sig om tanken.

[Deleted]

Nicole havde ondt i hele kroppen og havde svært ved at stå på sine ben, det var hårdt at bære så mange ekstra kilo med alt dette her: "Please... Alastair, jeg vil gerne hjem" sagde hun og greb fat omkring hans arm for at have noget at støtte sig op af, det her var bestemt ikke specielt behageligt.
Nicole havde det skidt og uden overhovedet at bemærke hvor hurtigt det gik, vendte hun sig væk fra Alastair og kastede op på jorden som hun tog sig til maven. Måske hun bare havde været alt for stresset, men hun var ikke glad for den udvikling det her tog.

Egentligt var hun også stadig overrasket over at Adrian kunne finde på dte, selvom hun da ikke ville benægte at hun kunne finde på det samme hvis det var Alastair der havde været i problemer.
Nicole endte med at falde på knæ og tog sig til maven, hun havde ondt lige nu, dog ikke på en ve-agtig måde, mere på en måde der fortalte at hun var dårlig. hun havde næsten lyst til bare at ligge sig til at sove midt på jorden og hun hørte knapt nok alt det de snakkede om.
Lige nu ville hun faktisk bare gerne hjem eller et andet sted hen og ligge ned.

[Adrian Russo]

På en måde var Adrian faktisk lidt glad for at Harper støttede op omkring ham og bad de andre om at træde lidt tilbage, for han vidste jo godt at det han havde gjort var mere eller mindre utilgiveligt og han ville bebrejde sig selv for det resten af sit liv også selvom han jo faktisk ikke havde fuldført det. Han fandt faktisk en stor trøst i Harpers berøring og lod sine fingre flette sammen med hendes.
"Harper har ret," slog han fast. "Vi må se at komme væk herfra," Hun havde jo en ret god pointe, de burde komme videre i en alahelvedes fart. Han slog dog atter blikket lidt ned ved Als hårde ord, for han havde jo ret. Havde det ikke været for ham ville situationen nok have endt en hel del mere tragisk end den gjorde indtil nu.

Dog gik han over stregen da han begyndte at snakke så nedladende om Hope, Adrian så rasende på ham, "du har bare at tale pænt om min datter!" Sagde han hårdt, men blev afbrudt som Nicole gik i knæ. Han så forfærdet på hende, "Nicole?" Udbrød han og bukkede sig for at støtte hende, "hvad er der galt?"
Da hun så kastede op kunne han godt se at situationen var ved at spidse til, "vi må have hende på et hospital!" Muggler eller magiker, det var ligemeget, men hun havde virkelig brug for at blive tilset af en healer eller en læge lige nu!

[Deleted]

Harper ville egentligt bare gerne sikre sig alle var okay, hvilket var noget helt nyt for hende. Som barn og teenager havde hun altid været utrolig omsorgsfuld, men efter at være blevet en del af dødsgarden, var det en del i hende der var mere eller mindre forsvundet, man kunne jo ikke gå rundt og have ondt af de folk man slog ihjel.
"Hey! tag dig lige sammen, din nar!" sagde Harper i en hurtig kommentar som Alastair talte grim om Hope, nogengange så måtte han fandeme styrer sin lyst til at ytre sig, især når det galt folks børn.
Harper var sgu ligeglad med om folk svinede hende til.

"Et hospital? Du må da være sindsyg Adrian... Judas står helt sikkert klart på hvert hjørne" sagde hun i en hurtig stemme og bukkede sig ned for at hjælpe Nicole, det var ikke fordi hun ikke ønskede at hun skulle have hurtig hjælp, men Harper havde ikke lyst til at blive slået ihjel.
"Kom så.. Hjem NU!" sagde hun, så måtte hun finde ud af at få hentet Hope, i det mindste så var dte jo ikke fordi at hun var blevet efterladt og hun gik da heller ikke ud fra at de kunne finde på bare at efterlade hende, selvom de måske ville ende med at komme en smule for sent.