For kæphøj til dette spil

[Deleted]

"At have lyst til at være sammen med nogen er en helt anden sag end rent faktisk at være sammen med nogen.” sagde hun og løftede en belærende finger som hendes far plejede at gøre. "Tror du ikke at jeg har nogen selvkontrol?" De havde sat betegnelsen 'kærester' på dengang på fjerde årgang, så den havde hun bare holdt sig til. Hun havde i hvert fald tænkt det sådan.
Hun grinede. "Den fik ikke fat på mig, så den slog mig bare. Jeg ved godt hvordan man håndterer planter." Det havde hun gjort siden hun var helt lille.
"Der er billeder, men så kræver det at du kommer fordi mit hus." sagde hun. Det kunne være at kjolen var den sidste overtalelse han behøvede. "-og ja, fortæl."

[Deleted]

Mylon smilede skævt, tæt på at grine, imens han tog et enkelt skridt hen mod hende, der gjorde at han så godt som stod helt oppe i ansigtet på hende. "Nej, men jeg vil gerne se dig meste den selvkontrol, for så kan jeg også give slip på min egen" han vippede de lyse øjenbryn op og ned to gange imens hans pegefinger kærtegnede hendes kraveben. Han havde fået en vane med at lave sjov med det hele, med dem og desværre frygtede han, at disse jokes betød, at han snart mistede selvkontrollen. Han havde endda svært ved at følge med i timerne, fordi hun sad så tæt på! Det var ligefør han knapt kunne styre sine egne tanker-eller krop.
"Ja, det ved jeg du ved..men jeg undre mig stadig over hvordan planten kunne slå dig. Har de dem i drivhusene? Eller var det der hjemme?" Mylon mindedes at have hørt fra sin mor, om en troldmand der var blevet kvalt af planten fordi han havde den stående ved siden af sin seng.Mindet fik ham til at rynke på næsen. Skrækkelig måde at dø på, tænkte han.
"komme forbi dit hus.." Han fugtede læberne med tungespidsen, "Okay, jeg kan godt komme forbi, men må jeg også godt gå ind? Ha-Ha-Ha, hvor er jeg sjov ikke?" Han skar kort en grimasse før han rettede ryggen og tog et par skridt tilbage.
"Jeg mødtes med forretningsfolk i rusland, både konkurrenter og ikke-konkurrenter, jeg vil til rige troldmænds midagsselskaber hvor min mor, som sagt, prøvede at sætte mig sammen med en ny pige hver gang, Igor og jeg spillede troldmandsskak i ferierne når jeg var hjemme hos hans familie..jeg delte værelse med Demitri som kun kan snakke om sit eget kollegie-ravenclaw..jeg råbte som sædvanligt af min personlige husalf og.." Han kiggede tænkende ud i luften, hen over hendes hoved, "Og så mødtes jeg med nogle flere vigtige troldmænd-også nogle af dem fra dødsgarden fordi de er familievenner" Han trak på den ene skulder, som om informationen var normal eller ligegyldig. "Men..er der egentlig nogle bestemte ting du har tænkt på? Altså angående min tid væk?"

[Deleted]

Hun pustede sig op og skubbede sit bryst frem, for at fremstå større end hun var, nu hvor han stod og tårnede sig op over hende. Hun gik også lidt op på tæer, bare for at gøre aldersforskellen mindre. Hun vippede dog ned på hælene igen, da det han sagde slet ikke var lige så fornærmende som hun havde forestillet sig det ville være. Det var ikke fornærmende overhovedet, bare drillende. Formentlig drillende. Hun lagde armene over kors og smilede fjoget, ”Det må vi vente med til jeg ikke er øm over det hele.” Hendes hjerte sprang et par slag over.
”Der findes faktisk djævleslynge overalt i verden,” sagde hun, bare for spændende information, ”men den var derhjemme. Min far fjernede den efter. Den var ellers flot.” Hun havde gået igennem stor besvær for at plante den, Judy havde hjulpet hende og de havde håbet på at ingen ville bemærke det, men det havde ikke fungeret. Den havde skræmt hestene.
Margo rullede med øjnene af ham. Jo, hans humor havde ændret sig fra hvad hun huskede. Han havde ikke joket så meget som han gjorde nu. Hun kunne nu godt lide det. ”Hysterisk morsom,” svarede hun. ”men helt ærligt, du burde komme forbi. Og indenfor.”
Det lød alt sammen som noget man kunne forvente af to år i Rusland til at lære familieforretningen at kende, indtil det sidste. Dem havde hun hørt mange skrækhistorier omkring. Skulle hun kommentere på det? Hun kunne ikke ignorere det. ”Jeg tænkte rigtig meget mens du ikke var her, men ikke længere.” sagde hun. Hun tog sig et øjeblik til at tænke, men kunne ikke komme i tanke om noget. Hun kunne ikke koncentrere sig om andet end den ene ting. ”Din familie er ikke dødsgardister, er de?”

[Deleted]

Han smil blev, om muligt, mere fjoget ved hendes ord og han var næsten ved at sprænges, for at få lov til at komme med sin kommentar. "Sikker på du har lyst til bare at blive øm igen, så hurtigt?-Undskyld jeg kunne ikke lade være," undskyldningen kom grinene, "Den lå bare så godt i munden" han kløede sig på kinden og trak blikket væk fra hende. Jo mere han jokede med det, jo nemmere blev det at skubbe det til siden-skubbe tankerne væk som var det ikke andet end en joke.
"Flot? Er det ikke bare en plante der ligner..grene?" Spurgte han og undrede sig over de ting Margo fandt flotte-det var lige før han heller ikke selv ville blive kaldt flot af hende, hvis det var hendes synspunkt.
"Okay, okay jeg skal nok komme forbi og indenfor jeg lover det som his vi havde lavet en, ubrydelig ed!" Sagde han højlydt og holdt sin ene hånd hen over hjertet.
Måske han ikke burde have fortalt det med dødsgardisterne? Mylon kunne ligefrem se Margos ansigtsudtryk ændre sig.
"Ehm de..på en måde," Han kørte sukkende en hånd igennem sit blonde hår, "De deler holdningerne og snakker med dem, men de er ikke..aktive. Forstår du hvad jeg mener med det?" Han kiggede afventende på hende før han fortsatte, "Før jeg mødte dig og din familie, var det min store drøm at blive en af dem-de gjorde en forskel og lavede deres egne regler...de havde ingen der sagde til dem at de ikke bare kunne..gøre det de gør"

[Deleted]

Hun trak på skuldrene, for han kom med en udmærket pointe. Hvis det var sådan han ville have det, var det sådan det skulle blive. ”Så gør vi det bare ikke.” sagde hun og smilede i spøg.
Margo så op på ham, oprigtigt forbløffet over at han kunne finde på at sige sådan noget dumt noget. ”En plante, der ligner grene?” gentog hun og rystede langsomt på hovedet, ”det er ikke sådan det virker! Har du ikke set én før?”
Hans familie var på en måde dødsgardister. Hun havde ikke set det før, men kunne godt se det nu. Stereotypen var jo, at de typer røg direkte på Slytherin. Det var bare ikke slået hende at hans familie var sådan en.
”Deler du holdninger med dem?” spurgte hun. Det gjorde hun helt bestemt ikke. Hun gjorde sit bedste for ikke at se forfærdet ud, men om det lykkedes kunne hun ikke sige. Hun vidste ikke om hun havde mest lyst til at bakke væk fra ham eller at lægge armene omkring ham og kramme ham. Hun kunne ikke bære tanken om at han skulle være en del af de skrækhistorier hendes forældre havde fortalt hende. ”Hvad er så din store drøm nu?” spurgte hun, og lagde armene over kors igen. Denne gang mere for at gemme på sig, end for at drille.

[Deleted]

"Jo i en bog eller sådan noget" sagde han fornærmet med en rynket næse, "Men jeg har da ikke valgt at kaste mig ned i en for, at blive kvalt eller noget-Jeg lever ikke på jorden jeg lever blandt stjernerne" sagde han og pegede op mod himlen, "Du ved jo godt at botanik ikke er noget der..siger mig noget som helst" Havde hun virkelig glemt hvor forskellige deres interesser-og personligheder-var?
Han burde have forudset at dét spørgsmål ville komme..det var ALTID det spørgsmål der kom.
"på nogle punkter," svarede han ærligt, "Men samtidig er jeg jo også 'venner' med Will som er mugglerfødt men..jeg kan godt se at der er nogle af deres standpunkter som giver mening-Men du kender mig vel godt nok til at vide at jeg aldrig kunne finde på at kaste mig ud i bare at dræbe mennesker, gør du ikke?" Han var tydeligt såret over hendes ord, og gemte sine hænder på ryggen. Kendte hun ham ikke?
"At blive kendt indenfor astronomiens verden" Svarede han hende, uden tøven.

[Deleted]

Når ja. Det var ikke ham, som hun altid snakkede om planter og resten af den botaniske verden sammen med. Han havde sikkert ikke læst om noget som helst botanisk i den tid han havde været i Rusland. Hvorfor skulle han også det? Bare fordi hun elskede det. ”Du bør holde dig til mig, Kozlovsky.” sagde hun. ”Så kommer du til at finde det interessant inden længe.”
Hun vidste egentlig godt at han ikke var lige som resten af hans familie, det kunne man næsten se på ham, men hun måtte spørge alligevel. Der var så meget hun endnu ikke vidste om ham. ”Jo, jo,” sagde hun og lagde armene rundt om ham i et forsøg på at tage hans hænder. ”Undskyld.”
Hun fortrød ikke at have spurgt, selvom det måske ikke var så pænt. Det var sådan noget man burde vide om hinanden. ”Det er så det du bør gøre. Astronomi.”

[Deleted]

Mylon vidste knapt nok om han ville lade hende tage sin hånd, da hun gjorde tegn til at ville forsøge på det, men hendes undskyld fik ham alligevel vundet over. Med et kort suk tog han fat i hendes hånd.
"Det er okay..jeg burde have forudset spørgsmålene.." indrømmede han og flettede sine fingre ind i hendes, "jeg havde bare lidt håbet på at det kun ville væer folk som Victor der tænkte at jeg var præcis som mine forældre" Han så de to ranglede, lyshårede, mennesker for sig, med deres alvorlige ansigtsudtryk og monotone stemmer. "Hvis ikke jeg havde mødt mine...'venner' og specielt dig, så havde jeg nok endnu drømt den samme drøm" Han kunne knapt nok forestille sig selv som dødsgardist mere.
"Men hvad med dig? Hvad er din drøm?" Spurgte han og strøg sin tommel finger hen langs hendes pegefinger.

[Deleted]

”Nej, undskyld, det er ikke okay.” sagde hun og rystede på hovedet af sig selv. Det var forkert bare at antage noget. Han fik det til at lyde endnu værre mens han fortsatte. Hun havde mødt hans forældre, og hun kendte Mylon, og de var slet ikke ens. Han var ikke engang lige som sine søskende, som Margo holdt øje med rundt omkring på skolen. ”Det er bare… vi har ikke ligefrem snakket om det før. Men du er slet ikke lige som dine forældre, så jeg bør vide bedre.” Hun svingede deres arme frem og tilbage og bed sig hårdt i tungen, mens hun overvejede hvordan hun lettest skulle spørge videre. ”Tør du fortælle mig om de ting du er enige med dødsgardisterne i?”
Hun kom til at smile da han spurgte ind til hendes drøm. ”Jeg vil arbejde med planter. Jeg vil opdage dem, og studere dem, og skrive om dem.”

[Deleted]

Imens Margo fortsatte sin undskyldning, valgte Mylon at betragte hver eneste millimeter af hendes ansigt; Hendes øjne var bekymret og nogle steder klumpede fregnerne sig sammen over den lyse hud, hendes læber var nærmest rosa farvede og virkede næsten til at bevæge sig i slowmotion imens han kiggede.
"Det er okay Margo, hvem som helst ville have spurgt om det samme, og jeg sagde jo også at jeg ikke var fuldkommen i en anden boldgade" Set i bakspejlet, burde han nok ikke have nævnt noget som helst med det, til hende.
Han modstod et tungt suk og nikkede, "ja, selvfølgelig..ehm" Han vidste knapt nok om hun ville kunne se på ham på samme måde igen, "Det virker mærkeligt når magikere forelsker sig i mugglere, for hvordan forklare man det+ Hvordan får man mugglerne ind i den verden som vi lever i, og er det ikke bare et dødsdømt forhold? Jeg kan godt se at vi ikke alle sammen kan gøre som min familie og bare lave indavl hele tiden men..der er vel nok halvblods til, at ens verden ikke behøver bliver ødelagt?" han kiggede spørgende på hende i et håb om at hun ville give ham ret, "Det virker et eller andet sted bedre at være fuldblods-renblods men..jeg synes ikke man skal dræbe for det" han tig en dyb indånding, nærmest som var han løbet tør for luft efter sin lille tale.
"Jeg tror du vil være rigtig god til det Margo."

[Deleted]

Det var mærkeligt, fordi det ikke var lige som hun havde troet. Han skadede jo ikke nogen, så det var ikke så slemt. Hvorfor havde hun ikke opfattet at hans familie kunne være sådan en? Hun havde bare gået rundt og troet at hendes forældre ikke kunne lide hende fordi hendes fødder var for store, eller hendes hår var for rodet.
Hun sendte ham sit roligeste blik, men svarede ikke. Hun turde hverken melde sig enig eller uenig, i frygt for at komme til at fortryde det. ”Hvad skal man så gøre i stedet for?” spurgte hun. Nu hvor han ikke var enig med sine forældre, kunne det være at han havde dannet sig helt egne meninger. Margo var af samme overbevisning som sine forældre, om at alle skulle have lov til at være til og være som de var. Det var ikke hendes problem hvem folk gik og forelskede sig i. Gad vide hvad han syntes om hendes familie? Det kendte hun allerede svaret på.
”Jeg tror du kunne blive en stor astronom.” svarede hun og smilede. Hun troede også at hun ville være rigtig god til det.

[Deleted]

"uhm.." Mumlede Mylon og trak på skuldrene, "Jeg ved det ikke helt..måske finde sammen med halvblods istedet for? Og..det er jo ikke sådan at jeg ikke kan lide mudde-mugglerfødte, det er bare Will jeg ikke kan lide" Det sidste blev sagt med et smil på læben-På trods af sandheden i hans ord. Will var det tætteste Mylon havde på en konkurrent angående Margo, af hvad han vidste i hvert fald. "Prøv at forestil dig, og jeg ved godt det her ikke er muligt, men hvis alle muggler kendte til vores eksistens så ville vi blive udnyttet! De ville kigge på os og tænke-ham der skal ordne alle mine ting, for han klare det hurtigere end mig. Det ville ødelægge alt" Hadede Margo ham mon nu? Og ville hun tage hjem og fortælle hendes forældre at han var fuldkommen sindsyg og venner med dødsgardister? Så ville han i hvert fald aldrig blive lukket ind.
"Kan du stadig lide mig?" Spurgte han usikkert og kiggede ned på deres hænder, der endnu var viklet ind i hinanden, før han også tog fat i hendes anden hånd, "Jeg vil ikke have du hader mig på grund af det her.." Hans stemme var nærmest tiggende.

[Deleted]

Hun hævede et øjenbryn da han skulle til at sige det forbudte ord, men det gjorde han ikke. Det var heldigt. ”Det siger du kun fordi du ikke er forelsket i en mugglerfødt.” sagde hun og smilede op til ham. Lige i det tilfælde var hun ret heldig at være fuldblodsmagiker, så hans forældre ikke kunne hade hende for det. Forhåbentlig hadede de hende ikke over ikke at være dødsgardist.
Det vidste hun slet ikke hvad hun skulle sige til. Hun kunne ikke forestille sig en verden hvor de blev udnyttet af mugglerne. ”Du er virkelig en magiker.” sagde hun. Hendes forældre gik meget op i at børnene, så længe de boede hjemme, skulle gøre deres pligter uden magi, i tilfælde af at de en dag stod i en situation uden magi. Hun gættede på at det ikke var sådan hjemme hos Mylon, der havde privat husalf. Dem havde Margo ingen af.
”Jeg kan stadig lide dig.” sagde hun og fastholdt sit blik på deres hænder. ”Du er ikke så slem, kære Mylon.”

[Deleted]

"Det er sandt" Sagde han stille og kiggede smilende ned på hende, "Men på den anden side lever du heller ikke så 'renblods' agtigt som mig, med jeres heste og alt det der." Han havde virkelig ikke været heldig med de heste, første gang han var hjemme hos hende.
Han rettede ryggen en anelse og gav hendes hænder et blidt klem hver, efter hendes mere korte, dog passende, beskrivelse af ham.
"Havde du forventet andet af mig? Jeg render rundt med min stav hele tiden, går altid i kappe og bruger ord som 'ved merlins skæg' og ti vilde pixiegnomer" Første gang han havde set Margo, havde han tænkt at hun måtte være en muggler født-dette havde dog vist sig at være en stor fejl!
"Vil du prøve at tage hjem til mig én gang mere?" Han gav forsigtigt slip på hendes hænder, "Og prøve at se om de kan lære dig at kende før de sender mig til Rusland igen? Så...og ja jeg overgiver mig-Så kan jeg tage med dig hjem bagefter"

[Deleted]

”Magikere har også heste,” nåede hun lige at protestere, da hun huskede på at hestene ikke helt var de samme. Det var dog stadig samme princip. ”De kan bare flyve, og det kan vores ikke.” Nu hvor hun tænkte det, var hun ikke sikker på hvorfor de havde heste, af anden grund end at hendes far godt kunne lide dem.
Hun trak på skuldrene, for det var det mest ærlige hun kunne gøre. Hun havde ikke tænkt over det. Sidst de havde været sammen havde de været meget yngre.
Margo nikkede ivrigt, forundret over at han pludselig var med på den. ”Jeg… ja. Det vil jeg gerne.” svarede hun. Skulle hun så lade som om at hun ikke praktisk talt levede som mugglere? Hun kunne bruge det han havde fortalt hende. ”Det kan være at de kommer til at kunne lide mig.” Det var ikke andet end et sølle håb, men hun havde det da. Hvis de gjorde, behøvede han ikke at tage med hende hjem bagefter. ”Har du stadig stjerner på dit værelse?”