I've missed you

[Deleted]

Hun kiggede på ham og grinede "Det håber jeg da virkelig at jeg gør. Ellers håber jeg virkelig at personen tager os begge. For frankly kunne jeg ikke se lige nu, hvordan jeg skulle kunne klare mig uden dig" hun rødmede og kiggede ind i hans øjne og mærkede hvor rød hun var i hovedet og grinede genert. Hun strøg ham over kinden og nikkede "Vi er sikre her, jeg har forresten fået mig et job" hun strøg sig i nakken og smilede skævt, det job havde hun aldrig nogensinde selv regnet med at hun ville få, at kunne få lov til at være med til at forme unge mennesker og deres uddannelse ville blive den største gave hun havde fået i livet, selvfølgelig lige ud over Uriah. Hun rødmede ved tanken og grinede lige indtil han snakkede og hun kiggede ind i hans øjne "D.. Du er min" hun måtte rømme sig for at snakke videre "Bandit" hun rødmede og nød at blive strøg i siden, lige indtil han nåede ned omkrig hendes hofte hvor hun var kilden og hun fnisede let "Ne.. Nej Uriah.. det kilder!" hun grinede og lænede sig tæt ind til ham og kyssede ham igen og hev ham helt ned og ligge oven på sig og fnisede.

[Deleted]

Uriah mærkede hvordan hendes ord gjorde ham helt varm indeni. Han forstod ikke, at så sød og fantastisk en pige, kunne være forelsket i ham. Han blev så glad af at høre, at hun var så glad for ham. På en måde beroligede det ham. Hvem end der kunne finde på, at komme efter dem, så stod de sammen om det. "Der ville blive så tomt uden dig." Han strøg kort hendes kind.
Uriah spilede øjnene op og så på hende. Det var de bedste nyheder, som han havde hørt i dagevis. "Tillykke. Som hvad?" spurgte han og så på hende med et nysgerrigt blik. Forhåbentlig var det et job, der ville holde hende her i Paris, imens han selv rejste mellem de to destinationer - Paris og Hogsmeade - for at kunne arbejde, som bartender der.
Han grinte svagt og blev ved med at smile. "Så du er altså kilden?" Han smile svagt og lod kort sine hænder passrer over hendes hud, undtagen det givne sted. Han kunne næsten ikke, stoppe med et grine igen.

[Deleted]

Hun kiggede på ham og smilede stort, det var rart at hun kunne sige noget som kunne gøre ham glad. Endda noget som hun virkelig mente, måske havde hun drømt om at finde en engang som kunne gøre hende så ør og glad som han gjorde, men hun havde aldrig regnet med rent faktisk at møde ham. Hun smilede og grinede blidt "Det ville også blive tomt uden min bondeknold" hun grinede og kyssede ham kærligt, hun rullede rundt så de lå side om side og lagde sit ben hen over hans hofte og smilede stort, nu kunne hun snart ikke komme meget tættere på ham.
Hun smilede som hans interesse pludseligt blev vagt og hun strøg ham over kinden "Jeg er blevet professor i Non-verbale besværgelser på Beauxbatons. Det er virkelig et godt job som jeg virkelig glæder mig til at komme i gang med, at udforske og lære elever hvordan man bliver en stærk magiker" hun smilede stort og kyssede ham igen, hun vidste at han elskede hans job. Men hun håbede at han på sigt ville flytte ind med hende et sted her i Paris, dog ville hun ikke lufte tanken endnu for det virkede måske for anmassende i starten af et forhold.
Hun rødmede som han fik det til at kilde og hun grinede let "Ja, det er jeg desværre. Men det er rart når du røre mig. Det er som at få elektrisk stød men på en mere kildende og rar måde" hun rødmede og kiggede ind i hans øjne, hvor efter hun blidt lod den ene hånd glid op og nusse ham i nakken mens hun lagde hovedet ind til hans hals og kyssede den. Og den anden arm lod hun glide op i hans side og strøg ham der og forsatte med at kysse ham på halsen "Du er virkelig fantastisk Uriah, bare at ligge her med dig. Det er det bedste jeg ved" hun rødmede og kiggede ind i hans smukke brune øjne.

[Deleted]

Han så på hende med et smil. Hun gjorde ham virkelig glad, mere end han havde været længe. I langt tid havde hans tanker konstant drejet sig om hans familie, hvordan han lettest kunne sikke af fra dem, hvor han skulle søge hen næste gang og hvad han mon skulle sige, hvis det ikke længere var muligt for ham, at flygte fra dem. Særligt det sidste spørgsmål nagede ham, men han var aldrig kommet frem til et svar. Men med Raven, tænkte han ikke så meget over det. Han fandt et lille smil frem. "Bondeknold, bare fordi man midlertidigt bor i Hogsmeade. Jeg har også boet midt i London, at du ved det." Han lagde blidt sin hånd oven på hendes, for at fastholde den på hans kind. Han så på hende med store øjne, som hun fortalte om hendes nye job. Professor i non-verbale besværgelser, det var noget mere en Uriah kunne sige, om ham selv. Han havde da levet blandt mugglere imens han havde været på flugt, og havde selv læst tonsvis af bøger om besværgelser, og var også utrolig dygtig, men en god nok uddannelse til, at blive professor mente han bestemt ikke at han havde, selvom det kunne have været lidt, af en drøm, fremfor at arbejde som bartender, som var sjovt nok, men ikke et job, han håbede at beholde for evigt. "Jeg vidste, at du nok skulle finde noget godt. Tillykke med det!" Han kyssede hende kort. Forhåbentlig ville hendes job i Beauxbaton holde hende i sikkerhed for farer.
Han lo lidt af hende. Han selv var heldigvis ikke kilden, men han havde da andre da andre 'svagheder', men ikke nogen, som han ønskede, at dele ud af. Han smilte og sagde: "Du må bare sig til, hvis det kilder for meget så." Han nød hver enkelt berøring og kys og trak hende tættere ind til sig. "Du er den mest fantastiske, Raven."

[Deleted]

Hun kiggede på ham og smilede tilbage, han havde virkelig fået hende til at se livet i et bredere perspektiv. Fået hende til at se at der fandtes andre ting end fuldblodsmagikere, at der fandtes mellemtoner og ikke kun de grå og kedelige. Hun smilede og kiggede på ham, han så ud som om han slåssede med nogle tanker, men hun lod det hvile. Mon ikke han selv ville fortælle hende det? Hvis alt hun skulle vide det. Hendes tanker blev afbrudt af hans svar og hun grinede igen "Hey hey hey, du kaldte mig blåbær. OG du er så en bondeknold" hun smilede og grinede da han lagde sin hånd oven på hendes blev hun helt stille og stoppede nærmest med at trække vejret, det sende vibrationer igennem hende, en summen som hun slet ikke kunne forstå hvor kom fra, det havde hun aldrig oplevet før. "Jeg ville gerne bo i Hogsmeade, men kun hvis det var sammen med dig!" hun rødmede og kiggede ned og strøg ham stadig blidt over kinder.

Hun kunne faktisk heller ikke selv forstå det, at hun havde været så heldig at få jobbet, men selvfølgelig med alt den træning som hun havde set Raysal udføre, havde hun jo kunne projektere over i sig selv. Hun smilede og kyssede ham igen og lukke øjnene, det føltes så fantastisk når hans læber var mod hendes, som om alt blodet susede fra hendes hjerte, ud i sine læber og tilbage igen og hun åbnede øjnene "Jeg siger mange tak min skat, jeg kan stadig ikke helt forstå det". Hun smilede og kiggede ind i hans øjne igen og rødmede "Du har de smukkeste øjne".

Hun gøs da han igen strøg hende over siden og hun hviskede let "Så skulle du slet ikke røre mig, dine berøringer får hele min krop til at kilde." hun rødmede og bed sig i læben og endnu engang pressede hans sine læber mod hendes og hun besvarede det kærligt, intimt og krævende "Åh gud nej, det er du" hun kiggede igen ind i hans øjne og lagde sit hoved tæt ind til hans bryst "Jeg holder så meget af dig!"

[Deleted]

Han forsøgte at lade tankerne om hans familie ligge, men de blev ved med, at nage ham lidt. Han havde ikke set dem længe, eller han så skyggen af sin far på De Tre Koste for ikke så længe siden, og var suset ud af døren og væk. Han ønskede ikke at se dem, men alligevel kunne han ikke lade være med, at undre sig lidt over, hvad de mon foretog sig. Det sidste han havde hørt, var at hans tvillingesøster var blev færdiguddannet dragefanger, hendes store drøm, siden de havde været børn. Han selv var mere af en skuffelse. Han havde droppet sin familie og var endnu ikke blevet til noget særligt. Blot endnu en bartender på endnu en kro.

"Du må komme op med noget bedre end det. Jeg er født i New York, det er der ikke meget bondeknold over." Han lo lidt af hende. Han tænkte kortvarigt på hans første møde med amortentia eliksiren, der var stærkt præget af hans opvækst i storbyen, men det vidste Raven selvfølgelig ikke. Han smilte til hende og rystede svagt på hovedet. "Nej, det går nok for nu. Desuden skal du vel bo i nærheden af skolen, når du nu er professor." Han holdt hende tæt ind til sig og kyssede igen kort hendes pande. "Jamen de valgte vel bare den bedst kvalificerede til arbejdet." Han spærrede øjnene lidt op af hendes kommentar. Meget havde han hørt, men det var godt nok sjælendt, at nogen komplimenterede hans øjne. Det var nok også derfor, at han reagerede, som han gjorde. Han klemte hårdt sine øjne i. "Lad være med at sige sådan noget pjat."

Han kunne slet ikke lade være med at smile stort og grine. Han kørte drillende en hånd hen over hende igen, og fjernede den så helt fra hende. "Så må jeg jo hellere lade være." Han sendte hende et skævt smil og et drillende blik. Han lagde dog hurtigt armen om hende igen. "Det vile vi jo kunne diskutere for evigt." Ordene 'jeg elsker dig' lå lige på tungen, men alligevel kunne han ikke få dem sagt. Tre simple ord, der var utrolig svære at få sagt, og han ikke mente at have sagt til andre, end hans mor, dengang han var lille. Men han kunne ikke sige dem til Raven, ikke endnu i hvert fald. "Jeg holder også meget af dig."

[Deleted]

Hun kiggede på ham som han så ud som om han virkelig kæmpede med noget og hun bed sig i læben, hun kiggede ind i hans øjne og løftede det ene øjenbryn "Uriah? Hvad tænker du på?" hun lagde armene tæt om ham og kyssede ham på kinden "Det ser virkelig ud til at gå dig på, jeg kan virkelig ikke lide det" hun strøg ham stille løftede hans skjorte op og lod hånden glide inden under og strøg ham over den bare hud, den var så blød mod hendes hånd at hun helt tabte pusten og rødmede.

"Måske er du vokset op der, min skat. Men du er en bondeknold nu" hun grinede og kyssede ham drilsk "Jeg gad faktisk godt se New York, at opleve det om aftenen når alt er slukket og mugglernes lystavler lyser alt så smukt op" det var noget af det Raven elskede mest ved London, Picadelly Circus hvor det hele var så smukt lyst op af alle reklame tavlerne som nærmest snurrede fra det ene hus til det andet. Hun kiggede ind i hans øjne igen og grinede "Me.. Men jeg tror ikke du forstod mig." hun bed sig i læben og sugede den ind i munden "Jeg.. Jeg spørger" hun satte sig op da hendes hjerte begyndte at hamre ubehageligt i hendes bryst, var dette panik? Hun kiggede rundt og prøvede at finde ud af hvad der fik hende til at panikke, men det vidste hun allerede. Det var hendes spørgsmål til ham der fik hendes hjerte til at panikke sådan, hun rødmede derfor og lagde sig ned til ham igen og grinede "Ingenting, jeg ville ikke noget" hun smilede og kyssede ham blidt, hvorfor var hun ikke klar på det? Hun lukkede øjnene og smilede stort "Jo de er virkeligt smukke, jeg kunne stirre i dem til jeg blev revet bort en gang".

Hun smilede og hvinede lavt som han kørte hånden over hende igen og nussede ham på kinden "N.. Nej, bliv ved. Jeg beder dig?" hun rødmede og kiggede ind i hans øjne og lagde sig helt ind til ham igen. "Ja, så derfor slår jeg fast, at vi er lige fantastiske" hun grinede og kiggede på ham og lod sin hånd igen søge hans nakke og strøg ham der. "Og det er jeg virkelig glad for at høre" hun lænede sig imod ham og kyssede ham kærligt og krævende "Je.. jeg har virkelig lyst til dig?" hun rødmede igen, de ord kom mere bag på hende end nogen andre ord hun havde sagt i løbet af de sidste par timer, men det var hendes hjerte der talte og ikke hendes hjerne.

[Deleted]

Uriah sukkede lavt i frustration. Han rullede om på ryggen og stirrede op i loftet. Han ønskede virkelig ikke, at tale om sig selv eller sin familie, men et sted ville det jo være meget rart, at få nogle af hans frustrationer og irritationer lukket ud. "Det er bare min familie," sagde han i et opgivende toneleje. "Jeg har undgået dem i alle de år, men alligevel savner jeg dem." Han rystede svagt på hovedet, som for at benægte, hvad han selv lige havde sagt. Han kunne da umuligt savne dem. Men det gjorde han. Han mærkede kort efter hendes mave på hans hud og han måtte bide sig i sin læbe, og en jernagtig smag spredte sig i hans mund. Han gjorde dog det bedste for, at ignorere blodet i hans mund.

Han lo lidt. "Nu har jeg også tilbragt de sidste ti år i Storbritannien, så jeg er vel nok mere bondeknold end en storbyperson." Han så på hende med et smil. "Selv min accent er britisk." Han så på hende med et spørgende blik, og forstod tydeligvis ikke, hvad hun havde forsøgt, at spørge ham om, eller opgav at spørge ham om. Han løftede et øjenbryn og så på hende. Han opgav dog. Måske havde hun fortrudt. Han holdt sine øjne lukkede. "Raven, du lyder ligesom min mor." Han klemte sine øjne endnu mere sammen, men åbnede dem så og så på hende. Han skulle tilsyneladende ikke slippe sin familie ud af tankerne i dag.

"Hvis du ligefrem beder om det," sagde han drillende, og trak hende ind til sig. "Lige fantastiske, det kan jeg godt leve med." Han besvarede hendes kys lige så krævende. Han smilte svagt af hendes ord, imens hans kinder blev brændende røde. "Hey, jeg er din og du er min.. Men..." Han tøvede og så kortvarigt ned, inden deres blikke mødtes igen. "Men jeg er ret træt, jeg arbejdede den halve nat." Det var ikke en løgn, bare en måde at undgå sandheden på. Han strøg blidt hendes kind og ned af hendes nakke, og kyssede hende igen. Han havde også brændende lyst til hende, men han følte sig ikke helt tilstedeværende i øjeblikket. Hans tanker var hos hans familie, og af en grund, han ikke kendte, smertede tanken i hans bryst.

[Deleted]

Hun kiggede på ham og mærkede hans irritation med det samme, hun satte sig op og bed sig hårdt i siden af sin kind så der gik hul i den og hun sukkede let da det smagte blodigt og slugte det. Hun vendte sig imod ham og tog en dyb indånding "Hvis du gerne vil se dem, så lad os tage af sted sammen?" hun tog hans hånd og flettede sine fingre ind i hans og strøg ham kærligt over kinden "Jeg kan godt forstå dig, jeg savner også Sal allerede, men lige nu skal jeg ihvertfald ikke tilbage til England".

Hun kiggede på ham og grinede "Jeg elsker din accent, men jeg mindes nu også at den du havde på Hogwarts, var ganske sød" hun lænede sig ned og kyssede ham "Min bondeknold" hun smilede stort og kiggede på ham med kærlige øjne "Jeg vil godt lyde som din mor, hvis i var tætte" hun kiggede ned og strøg sin fod og derefter over på ham igen "Uriah, hvad er det med din familie?" hun ville bare så gerne kunne forstå ham, kunne hjælpe ham og være der for ham, hun tog en dyb indånding og pustede ud "Jeg ville faktisk spørge om" hun bed sig igen i læben og tog en tåt af sit hår "Om vi ikke. OM jeg ikke, må flytte ind ved dig i Hogsmeade?" hun rødmede og strøg ham over kinden, hvorfor var det så svært for hende at spørge?

"Det glæder mig" hun grinede og lagde sig ind til ham igen og smilede "Det var godt min skat, kompromiser er altid det bedste". Hun nikkede og smilede af hans næste ord og rødmede så mere end før "Du er min" det var som om hun skulle smage på ordene. Hun hev ham blidt med lidt længere op på sengen og kiggede på ham "Jeg ved det, det gør heller ikke noget at det ikke bliver nu. Men nu ved du det" hun grinede blidt og kiggede på ham og kyssede igen "Kom med herop og sov lidt, det kunne jeg også godt trænge til" hun smilede og lagde armene om ham.

[Deleted]

Han vendste sit blik fra loftet og ned til Raven. Han forstod ikke, at hun vil gå med til, at møde hans familie, blot for hans skyld. Han selv var dog meget splittet omkring tanken, bange for, at hvis han først vendte hjem, aldrig ville få lov til, at rejse bort igen, eller måske helt at blive afvist. Han rystede let på hovedet. "Tak, men det går ikke." Han så på hende. Han forstod godt, at hun ikke kunne tage til England, med hendes søster på fri fod, selvom hun savnede hende havde de vel heller ikke det bedste forhold.. Længere i hvert fald.

Han kiggede på hende med et grin. "Tak, men jeg er nok mere til britisk end amerikansk for, at det ikke skal være løgn." Faktisk følte han sig også mere, som en englænder efterhånden, men New York ville altid have en særlig plads i hans hjerte. Alle de oplyste gader og det konstante liv. Det mindede ham, om den gang hans familie var hel, og der ikke var alverdens krav til ham. Dengang han løb og legede med mugglere og magikere, afhængig af hvem der end havde tid. Han satte sig op på sengekanten. Han så ind i hendes smukke øjne og derefter tomt ud i rummet. "Vi var tætte engang. Ikke så tætte, som min søster og jeg var, men tætte nok." Han ville ikke kede hende med hans livshistorie, men pludselig strømmede ordene ud. "Det har altid bare været mange krav og forventninger. Til venner, til karakterer, til uddannelse og så videre. I sær min far og farfar planlagde mit liv for mig, som om jeg intet havde at sige." Han skar en lille grimasse. "'Uriah, din førstfødte, skal være auror, og Emily, skal arbejde med drager'. Bum. Så var det besluttet." Han talte meget hurtigere end sædvanlig og hans stemme var blevet hårdere. Det var tydeligt, at det frustrerede ham meget. "Det sidste jeg har hørt er, at gæt en gang, min kære tvillingesøster, er blevet dragefanger for det engelske ministerium." Han bøjede sig forover, satte albuerne på sine knæ, og lagde hovedet i sine hænder.  

Uriah smilte lidt af hende, da hun gentog hans ord. "Nu ved jeg det," sagde han, og gentog dermed også hendes ord, uden, at det var med vilje. Han gengav kysset, inden han rykkede længere op i sengen, og lagde sig med armene omkring hende. "Jeg er måske ikke sove-træt, men det er nu dejligt bar, at ligge her." Han så ind i hendes øjne, som på en eller anden måde, altid kunne berolige ham.

[Deleted]

Hun fangede hans blik og holdte det, hun ville altid gøre hvad hun kunne for at hjælpe ham. Om det så betød at hun skulle slæbe ham med ned og møde hans familie, eller at hun blev nødt til at opsøge hans familie. Hun bed sig i læben ved tanken og blev enig med sig selv om at hun måtte prøve og finde hans søster, få snakket med hende. Måske kunne hun hjælpe hende en smule, hun blev igen forstyrret i sine tanker og lænede sig ind til ham "Du må sige til, jeg ville rejse til verdenens ende med dig. Springe ud fra en klippe for dig!" hun sørgede for at han virkelig vidste hvor meget hun mente de ord som nu forlod hendes mund.

Hun smilede stort og grinede "Jeg synes begge accenter er ret samlejeede, men jeg kan nu bedst lide den britiske" hun grinede og kiggede på ham og nød at han så ud til at have det rart i et par sekunder inden han igen brød tavsheden mellem dem. "Åh gud, Søskende jeg kan godt forstå i var tættest det er altid båndet med dem der er stærkest" hun bed sig i læben og kiggede på ham med store øjne "Første fødte som Auror?" hun måbede let og grinede så "Jamen, det må vi jo så sørge for" hun grinede og kunne næsten ikke lade være med at smile stort så han virkelig vidst at hun jokede. Det virkede syret og samtidig sært at vide dette "Men måske ville de bare beskytte dig, selvom de prøvede at forme dig?" hun sukkede og strøg ham over kinden indtil han satte sig op og hun bed sig i læben "Måske har hun følt sig tvunget til at gøre det?"

Hun smilede og grinede "Og du er min, undskyld. Det lød bare så urealistisk at høre det komme ud af din mund. Ikke at jeg ikke tror det. Men jeg er så bange for at jeg om lidt vågner op o det hele er forsvundet" hun sukede og lagde sig ned. Hun nød nr han lagde sine arme om sig og hun rødmede let "Jamen så lad os bare ligge, her er alligevel så rart". Hun kyssede ham fjerlet og vendte sig rundt da hun hørte en lille piven og løftede Xander op til dem og han lagde sig mellem dem så hun kunne stryge ham ganske blidt "I er mændene i mit liv"

[Deleted]

Uriah så på hende, i lang tid ude af stand til, at sige noget. Så kom der er lille smil frem på hans læber. "Tak, men jeg ville virkelig foretrække, hvis du ikke sprang ud fra en klippe." Han fandt hendes hånd og tog den i hans. Han forstod virkelig ikke, hvad han havde gjort for at fortjene en pige som Raven, der altid kunne få ham i et bedre humør, de få gange, han faktisk ikke var glad.

Han kunne ikke lade være med at smile. Han havde aldrig rigtig tænkt på accenterne, som værende samlejeede, bare en måde at høre på, hvor folk kom fra, eller i hvert fald havde tilbragt deres tid. Så var der selvfølgelig folk, som Uriah, der kunne efterligne accenter, så let som at klø sig i nakken. "Det tager jeg, som et kompliment." Han blev dog tavs igen. "Ja, og så var hun jo ikke bare min søster, men min tvilling." Han kløede sig let i nakken og så ned i gulvet. Han skar en kort grimasse. "Mig? Auror? Der gik de alligevel galt i byen." Han sagde det, men en anelse sjov i stemmen. Igen rystede han på hovedet. "Nej, hun har altid elsket drager og magiske væsener. Vi er i virkeligheden meget forskellige."

Han lyste lidt op igen, og mærkede en varm fornemmelse sprede sig i hans krop. De værste bekymringer forsvand igen fra ham, og han slappede mere af i kroppen. Han løftede drillende en hånd og nev hende blidt i armen. "Bare rolig, du er vågen," sagde han, en anelse i tvivl, om han mon selv var det. Han holde hende tæt ind til sig, og kørte forsigtig sin hånd op og ned af hendes ryg. Da Xander kom op i sengen, lavede han en plads mellem dem til den lille hund og smilte så lidt mere. "Jeg elsker dig, Raven." Pludselig røg ordene bare ud af munden på ham, og han så selv en kende overrasket ud. Men han mente det. Det gjorte han virkelig, og det vidste han også nu. Han pressede igen sine læber mod hendes, på en mere passioneret måde end tideligere. Han elskede hende, og nu vidste hun det også.

[Deleted]

Hun kiggede frem for sig og bed sig i læben, hun smilede dog let og tog en tåt hår væk fra sit ansigt "Jeg ville gøre det, hvis det betød at du overlevede" hun kiggede alvorligt på ham. Hun smilede da han tog hendes hånd i hans, hun forstod slet ikke at han ville have hende. Hende som havde været med i Garden, som havde været et forfærdeligt menneske og som altid ville hade sig selv for denne periode af hendes liv? Hendes som havde været informant og stikker fra Azkaban. Hun tog en dyb indånding og gav hans hånd et kærligt klem.

Hun smilede og kiggede på ham med det stort smil "Det skal du også, for jeg mener hvad jeg siger". Hun strøg ham over kinden og smilede stort "Ja, søskende vil altid være ens støtte. Hvorfor snakker du ikke med hende?" hun strøg igen håret væk fra sit ansigt og smilede stort "Hvis du gerne vil, vil jeg virkelig gerne hjælpe dig igennem uddannelsen Uriah" hun vendte sig imod ham og kyssede ham kærligt. "Sådan er det tit med tvillinger, har jeg ladet mig fortælle at de kan være stik modsætninger på alt andet end udseende" hun grinede og kiggede på ham med store glade øjne.

Hun kiggede på ham og smilede stort, det var dejligt at ligge her sammen med ham, hun blev helt varm og kærlig indeni. Hun grinede og hvinede så da han nev hende "Av!" hun smilede stort og lænede sig frem og bed ham kærligt i læben "Det tror jeg heller ikke du gør" hun grinede og smilede stort da hans arm strøg hende op og ned af ryggen, det føltes virkelig dejligt. Hun kiggede ned på Xander og strøg ham over ryggen, hun spærrede øjnene op og kiggede ind i hans og hoppede op "DU SAGDE DET?" hun stod bomstille i et kort sekundt og derefter begyndte hun at danse "Åh gud, han elsker mig" hun grinede og lagde sig ned viden siden af ham igen og besvarede hans passionerede kys og rødmede "Jeg elsker også dig" hun vidste det allerede, at hun virkelig elskede ham for bare tanken om at han skulle gå igen på et tidspunkt, skar hende i hjertet.

[Deleted]

Uriah rystede bestemt på hovedet. Han ville ikke lade hende gøre noget, der kunne koste hende livet, blot for at redde ham. Han var ikke det værd og ville nok aldrig blive det. Nok havde han et kendt efternavn, men hvad gjorde det, hvis han ikke havde udrettet noget. "Lad være med, at sige sådan noget. Jeg ville aldrig lade dig gøre det." Han klemte hendes hånd igen og flettede deres fingre ind i hinandens.

"Det er nu bare en accent." Han så på hende med et svagt smil, stadig siddende med benene ud over sengekanten. Han lo kort af hendes kommentar. Der var intet auror-agtigt i ham. Han var måske lidt større og mere muskuløs end andre, og var utrolig dygtig til besværgelser, men modig var han ikke ligefrem. Faktisk var han måske lidt af en kylling, men han forsøgte altid at handle på bedste og modigste vis, på trods af hans frygt. "Tak, men ellers tak. Jeg er ikke en auror, og ønsker heller ikke at blive det." Det var sandheden. Præcis hvad han ville med sit liv, stod ham uklart. Men han havde ingen intentioner om, at blive nogen særlig, stor eller kendt magiker. Han drejede sin krop, for at kunne se på hende. Han trak let på skuldrene. "Hun har altid været mor og fars lille kæledække, mens jeg var den umulige søn. På en måde blev vi vel begge bare optaget af hver vores ting. Hun af at blive dygtig og intelligent, hun var en Ravenclaw, og jeg forsøgte bare at komme væk." Han mødte hendes blik. "Så ja, tvillinger men meget forskellige. Slev af udseende. Du ville ikke vide, at vi var i familie, selv hvis du placerede os ved siden af hinanden."

Han rynkede på næsen, da hun bed ham i læben. "Av," sagde han og et smil brød frem på hans læber. Han var lys vågen, og han var sammen med Raven, en kvinde, der gjorde ham så utrolig glad og nervøs på samme tid, at han af og til følte at han helt tabte pusten. Han lo højt da hun pludselig hoppede ud af sengen og dansede. Xander så også noget så overrasket ud, for han fór op og gøede af hende. Han trak hende helt tæt ind til sig og smilte stort til hende. Han elskede hende og hun elskede ham, kunne denne dag overhovedet blive bedre? "Det er jeg glad for." Mere kunne han ikke få sagt.

[Deleted]

Hun kiggede på ham og strøg ham over kinden "Jeg er ked af det darling, men det ville jeg gøre. Selvom du ikke ønsker det, det er bare sådan jeg er" hun grinede og lænede sit hoved imod hans og kyssede ham kærligt, da han lod sine fingre flette sig ind i hendes smilede hun igen og kyssede ham "Jeg ville ikke bare kunne stå og glo" hun hviskede det sagte og kiggede alvorligt på ham.

"Tja, jeg snakker sådan lidt blandet efter hvor jeg er henne. Det er forfærdeligt" hun grinede og kiggede på ham med et stort smil. "Det er også helt i orden, det var bare hvis du ville. Ville jeg gerne hjælpe dig" hun smilede stort og strøg ham over kinden, hun selv var kun modig når hun var nødt til at være det, ellers var hun ganske selvisk. Hun kiggede op i loftet og lyttede til hvad han sagde og nikkede let "Men måske, kan i stadig mødes på midten?" hun nussede hans fingre med sine og kiggede på ham. "Savner du hende?" hun vendte sig helt om imod ham og kiggede alvorligt på ham.

Hun grinede "Ja, så kan du se hvor nuller det gjorde at blive nevet" hun smilede stort, det var syret at tænke på at hun havde mødt en så fantastisk, elskende og rar person. Hun rødmede ved tanken og smilede stort. Da Xander begyndte at gø af hende lænede hun sig ned og kyssede ham på hans flade snude "Så så lille basse, mor er bare glad" hun grinede og løftede den lille hundehvalp op og snurrede rundt med en et par gange. Hun nød at han trak hende helt ind til sig og hun lod igen sine læber trykke sig imod hans og smilede stort "Lad aldrig dette her stoppe, det er alt for fantastisk".