I've missed you

[Deleted]

@raven

Hotel Jacobo, Paris

Omkring kl. 11

Solskin men blæsende

Det havde været en lang nat for Uriah. Han havde haft en sen vagt på sit arbejde på De Tre Koste, som havde varet fra klokken 20.00 til 02.00. Han var derfor fuldstændig smadret da han kom hjem og var drættet om på sin seng, i det sekund han var trådt ind af døren. At være bartender, var egentlig sjovt nok og Uriah nød at få snakket med nogle forskellige mennesker, både de der boede i Hogsmeade og de der blot var på et visit. Men efter en vagt på hele seks timer, kunne han knap tænke klart. Han var dog blevet noget så skuffet, da han kun var kommet hjem til en dum ugle og en sovende kat. Ingen Raven. Han var slukøret faldet i søvn, hvor han havde haft et besynderligt mareridt om hans familie, dødsgaridster, varulve, Raven og ham selv.

Han var vågnet op med et sæt. Det sidste han huskede fra din drøm var et gennemtrængende og koldt grønt lys, og han syntes stadig at kunne se det da han blinkede. Frustreret og lettere skræmt af sin drøm, var han trukket i noget afslappet tøj og havde spist noget morgenmad. På et tidspunkt troede han, at han hørte en lyd komme fra stuen af, men da han kiggede derind, var der kun hans kat, der havde fundet et stykke legetøj frem. Han sukkede dybt. Det var i det øjeblik, at Uriah besluttede sig for, at tage en hurtig tur til Paris. Hvor svært kunne det være? Raven havde alligevel efterladt ham navnet på hotellet og værelsesnummeret hun skulle bo på. Hvis bare der var en pejs... Det var bestemt et forsøg værd. Uriah fór afsted. Han ville ikke være alene i et enkelt sekund længere. Han fik derfor hurtigt pakket en sportstaske med de nødvendige ting, her i blandt lidt ekstra susepulver til hjemrejsen og hans tryllestav, som han altid havde med sig. Kort efter stod Uriah inde i sin pejs, udtalte navnet på hotellet og det angivne værelse, og få sekunder efter blev han opslugt af de grønne flammer.

Han landede hårdt på hotelværelsets gulv. Han ramrede lidt da han rejste sig op og så sig omkring. Det var helt bestemt et hotel han var havnet på, men om det var det rette hotel eller værelsesnummer var han lidt i tvivl om. Kort efter hørte han en gøen og en lille hund kom styrtende hen til ham. Han lo og satte sig ned på hug for, at sige pænt hej. "Du må være Xander," lo han og klappede den lille hund. Han måtte give Raven ret. Den var godt nok kær. "Hvor gemmer du Raven henne?" Hunden kunne selfølgelig ikke svare ham, men kort efter hørte Uriah lyden af løbende vand, og han rejste sig og fulgte lyden, stærkt efterfulgt af den lille hund. Han åbnede døren ud til badeværelset. Han kunne ikke lade være med at smile svagt. Selvom han havde åbnet døren, bankede han alligevel på. "Gæt hvem?"

[Deleted]

(Hendes mislykkede forsøg på at dække farven)

Hun havde haft en sær dag igår mødet med Judas, havde været en af de meste ubehagelige, frygtindgyende og lærerige som hun nogensinde havde haft. Men hun var træt, ikke så meget fysisk men psykisk var hun helt færdig. At skulle kigge sig over skulderen ligemeget hvor man gik, det gjorde ondt og det smertede i hende. Hendes drømme havde de seneste par dage været fyldt med angrebet på Hogwarts, hvordan små børn faldt livløse til jorden og hun bare stod der og kiggede, hun var låst inde i en osteklokke og kunne intet gøre end bare at kigge på dem blive slået ihjel. Og altid det samme vækkede hende, Raysals iskolde stemme som sagde hendes navn og det blev ved med at ekkoe.

Hun vågnede helt svedig og dynen lå på gulvet, hendes pude i fodenden og hun selv havde vendt sig halvt i sengen, hun havde været mere rolig du Uriah var der, men på den anden side han kunne også få alle hendes bekymringer til at forsvinde. Hun satte sig op og kiggede rundt, stadig i sikkerhed og hendes dejlige hund var her også "Xander mus" hun strøg ham over hans skinnende pels og rejste sig op. "Når jeg må hellere tage mig et bad".

De sidste par dage havde virkelig været slemme for Raven, hun stod nu under bruseren og sang. Det føltes rart at mærke hvordan vandet piskede ned over hendes krop, det var virkelig lækkert og mærke hvordan det varmede hvert eneste del af hendes krop op. Hun lukkede øjnene og kiggede op i bruseren og smilede ved tanken om at det vand der gled ned over hende rensede alle de forfærdelige ting ud af hendes krop. Men det gjorde det jo desværre ikke, hun satte sig ned i bunden af badet og lod det halvt hvide, halvt blå hår hænge. Det var ikke lykkedes hende at dække den forfærdelige hårfarve. Hun bed sig i læben og kiggede igen op i brusehovedet og begyndte at tælle udgangene lige indtil hun hørte døren gå, hvorfor havde hun ikke taget sin stav med i bad? Hvad fanden tænkte hun dog på? Hun sprang op lige indtil hun hørte stemmen der fulgte kroppen der var trådt ind og hun mærkede hvordan lykkes tårer pressede sig på hendes øjne, hun rømmede sig men hendes stemme var stadig grødet "Uriah?" hun stoppede bruseren og tørrede sine øjne inden hun trådte ud af badet.

[Deleted]

Uriah kunne ikke helt lade være med, at smile af hunden, Xander, der fulgte efter ham ud til badeværelset. Han var godt nok en sød, lille og klumpet hund. Han forstod bedre nu, hvorfor Raven havde savnet den så meget. Den var da også noget bedre selvskab end hans kat og ugle.
Han stod stadig i dørkarmen ind til badeværelset, da Raven sagde hans navn og han nikkede svagt, selvom hun ikke kunne se det bag badeforhænget. Han lyste helt op da han så hende, og bemærkede straks det blå/hvide hår, men tænkte ikke yderligere over det. Han havde virkelig savnet hende, hendes smil og hendes gode humør. Det var dog lidt noget andet han blev mødt af. Hendes stemme lød grødet, som havde hun lige grædt, og Uriahs smil forsvandt øjeblikkeligt. Han så bekymret på hende, som hun trådte ud af badet. "Er der noget i vejen? Er du ok?" Han så kort rundt, og fik øje på hendes håndklæde. Han trak det hurtigt frem, foldede det ud og viklede det omkring hende. Han trak hende tæt ind til sig og kyssede hende på panden. Der var ikke noget, der gjorde mere ondt på Uriah, end at se Raven ked af det, skuffet eller på nogen måde dårligt tilpas. Han knugede hende derfor tæt ind til sig, selvom han kunne mærke, at hans tøj blev vådt, selv igennem håndklædet.

[Deleted]

Hun kiggede på ham og mærkede hvordan hendes frygt forsvandt, hun snøftede uden tårer da han spurgte om der var noget i vejen og hun kastede sig ind i håndklædet og kiggede på ham "D.. Der er ingenting" hendes stemme var lille og fyldt med løgn, for der var ting. Mange ting galt denne dag, hendes drømme, hendes møde med Judas og at hun havde savnet ham forfærdeligt. Hun løftede sine hænder og kørte dem igennem hans hår og kyssede ham, hun ville mærke at han fandtes at han ikke bare var en del af hendes fantasi som spillede hende et pus, som legede med hende. Da det endeligt gik op for hende at det var ham, kiggede hun ind i hans øjne og smilede så "Hvorfor er du her? Bør du ikke være hjemme og arbejde?" hun strøg ham på kinden, trådte lidt væk fra ham og fnisede så "Du er våd, jeg har tøj til dig ude i skabet" hun blinkede med sine isblå øjne og tog håndklæddet og begyndte at tørre sig.

[Deleted]

Uriah holdt hende tæt ind til sig, for at berolige hende, da han godt kunne fornemme, at noget var galt, selvom hun prøvede, at skjule det. "Jeg troede, at vi var ærlige overfor hinanden," sagde han med en rolig stemme og strøg en hånd over hendes ryg. Han lod hende køre hendes hænder igennem hans hår og smilte svagt. Det gjorde ham så glad, at se hende igen, men særligt når hun rørte ved ham på den måde og han følte sig igen, som var han elektrisk ladet. Han besvarede kysset blidt, og strøg lidt hår væk fra hendes ansigt. "Nej, jeg havde en lang vagt i nat, så jeg har taget fri i dag." Han mødte hendes isblå og utrolig smukke øjne, med hans brune. "Og så savnede jeg dig." Han blev lidt varm i kinderne og så på hende imens hun begyndte at tørre sin krop. Han rystede en anelse på hovedet. "Det går nok, ellers har jeg selv med." Han kunne næsten ikke lade være med at smile når han så på hende. Selvom hun kun havde været væk i nogle få dage, havde Uriah savnet hende helt vild, imens hun havde været væk. Han var bare glad for, at være sammen med hende igen nu.

[Deleted]

Hun kiggede ned på gulvet og derefter op på ham igen "Det er jeg også?" hun tog en dyb indånding og lænede hovedet mod hans skulder og tog en dyb indånding "Jeg har bare haft det sygeste mareridt". Hun mærkede hvordan panikken igen greb hende, den samme panik som i drømmen og hun rykkede lidt tilbage "Jeg har mareridt om Garden og angrebet på Hogwarts" hun hviskede det stille og kiggede på ham med triste øjne og matte øjne.
Hun kiggede på ham igen og nikkede så "har du fået sovet?" hun tørrede det sidste af sin krop og begyndte at tage tøj på, det var virkelig lummert på badeværelset og hun var ikke den bedste til at klare alt den varme. Så hun trådte ud af badeværelset og tog det sidste tøj på, hun koncentrerede sig om at tage det på lige indtil hans ord sivede ind i hendes knold "Savnede... mig?" hun vendte sig imod ham og smilede stort og nærmest småløb tilbage til ham og kastede sig i hans arme "Åh gud.. jeg har savnet dig SÅ meget!" hun rødmede og kyssede ham kærligt, det var ikke løgn hun havde virkelig savnet ham og det var meget, det var som om når han ikke var der svirrede hendes tanker hele tiden om ham.
"Jeg har købt en smule" hun grinede og tog hans hånd "Please du må ikke blive sur, men jeg tænkte at hvis vi pludseligt røg af sted. Var det måske meget rart bare at have noget her?" hun strøg ham på kinden og pegede på skabet "Det er derinde".

[Deleted]

Uriah så på hende med et uoverbevist blik, til hun pludselig nævnte hendes mareridt. Han fik en klump i halsen, i mens han lyttede på hende. Han havde også haft et mareridt den selv samme nat, et forfærdeligt og gruopvækkende mareridt, der var endt med hans egen død, og han kunne på nuværende tidspunkt også huske hvad der havde dræbt ham, men ikke hvem. Han knyttede hårdt hænderne sammen, og forsøgte at kontrollere sin frygt og nervøsitet, for at fokusere på Raven. Desuden ville han ikke have, at hun skulle bekymre sig om ham. Det var jo meningen, at han skulle være den mandige, selvom han ikke ligefrem følte sig sådan. "Det lyder slemt," sagde han og så på hende med et bekymret blik. "Jeg har sovet fint," løj han og mærkede sit hjerte hamre. Han gjorde virkelig sit bedste for, at holde masken.
Han så lidt overrasket på hende, som hun kom løbende tilbage. Han snublede et skridt bagud og greb hende i sine arme. "Selvfølgelig har jeg savnet dig. Der er så tomt, når du ikke er der." Han mente virkelig hvert et ord, og gengav glædeligt hendes kys. Han så på hende med lidt store øjne. "Så du har altså allerede shoppet," lo han og så hen imod skabet. "Jeg har taget en taske med selv, så det var virkelig ikke nødvendigt."

[Deleted]

Hun kiggede på ham og gøs en smule "Hvis jeg fortæller dig om mit mareridt, så skal du også love at fortælle om dit" hun grinede, hun kunne tydeligt mærke på ham at han løg eller ihvertfald prøvede på det "Jeg drømmer at jeg er tilbage på Hogwarts den Januar dag, hvor der var angreb. At børn falder omkring mig blinkende grønne lys som om vi er på et diskotek som får flere og flere kroppe til at falde livløse om. At jeg siger til Raysal at jeg ikke vil mere, at jeg pludseligt er auror, jeg falder ned på knæ og BAM et grønt lys" hun kiggede på ham og mærkede hvordan hendes brystkasse sænkede og hævede sig langt hurtigere end nogensinde og hun pustede tungt ud og satte sig på sengekanten, panikken var ikke til at tage fejl af. "Det er slemt" hun bed sig i læben og kiggede på ham og strøg ham på kinden "Du lyver igen min skat, hvad drømmer du?" hun kiggede alvorligt på ham og hev ham ned til sig "Jeg er glad for at høre at du har savnet mig. For jeg har virkelig også savnet dig. Når du ikke er i nærheden føles der så tomt og ensomt" hun lagde sig blidt ned på ryggen og kiggede på ham "Ja jeg har shoppet en smule, jeg kedede mig efter mit møde med Judas og jeg skulle have dulmet nogle smerter" hun grinede og kiggede på ham med store øjne "Vissevasse, nyt tøj er det bedste basse!"

[Deleted]

Han sukkede lavt, da hun afsløredde hans bluf. At tale om hans mareridt var det sidste han ønskede sig, men han kunne vel ikke holde det skjult for hende, særligt ikke nu hun kunne gennemskue hver gang han så meget, som tænkte på at lyve. "Fint," sagde han med et suk og lagde armene over kors. Han lyttede imens hun fortalte om hendes eget mareridt, og han gøs, særligt da han hørte hvordan hendes mareridt endte. "Lyder ikke som en særlig rar drøm." Han lod sig trække ned på sengekanten ved hendes side. Han så på hende med et bekymret blik inden han vendte sit blik ned. "Jeg drømte, lidt det samme. Jeg ved ikke hvor det foregik, men vi to befandt os midt i det her kaos af varulve, dødsgardister og ehm... min familie. Jeg kan egentlig ikke huske så meget af det ud over, ja gæt en gang, det grønne lys der blændede mig, selv efter jeg var vågnet op." Det løb ham koldt ned ad rygge, selv nu syntes han stadig at kunne se lyset for sig, og det skræmte ham. Han vidste godt, at han ikke var Seer, og det forhåbentlig bare var et grusomt mareridt, men alligevel havde han det som om, at luften blev flået ud af ham, og et øjeblik føltes det som om, at han ikke kunne få vejret, selvom han trak vejret helt fint.
Han smilte lidt og tog hendes hånd. "I det mindste har du Xander," sagde han med et lille smil. Snakken om mareridtene havde lidt ødelagt hans humør, og ærlig talt sitrede hans nakkehår endnu. "Tusind tak, men jeg har altså mere end rigeligt." Han så på hende med et seriøst blik.

[Deleted]

Hun kiggede på ham som han fortalte om sit mareridt hun var slet ikke i tvivl om at det hele satte dybe spor i ham og hun nikkede til hans fortælling. Hun satte sig op, rejste sig lynhurtigt og satte sig op på hans skød og vippede ham ned og ligge. Stille lagde hun sig oven på ham og kyssede ham fjer let "Min bassemand" hun nussede ham på kinden og smilede skævt "Jeg vil altid beskytte dig for grønne forbandelser min skat". Hun kyssede ham igen. "okay så lad det hænge. Selvom jeg nu er ret sikker på at du vil se samlejeet ud i meget af det" hun grinede og lagde sit hoved på hans bryst. "du har et ufatteligt blødt skød. Her kunne jeg godt sidde lidt oftere" hun rødmede og kyssede ham så på kinden "har du egentligt nogensinde haft" hun vidste ikke lige præcis hvordan hun skulle stoppe sætningen så hun rødmede bare og fniste

[Deleted]

Uriah nåede nærmest ikke, at reagere før Raven pludselig sad på hans skød, og skubbede ham ned at ligge på senge. Selvom hans humør var besynderligt dårligt efter snakken om deres mareridt, fandt et lille smil alligevel vejen frem på hans læber. Han så op i hendes øjne og besvarede kysset. "Raven, jeg har det fint. På ære." Han blev dog mere seriøs som han sagde: "Men hvis, kun hvis, det skulle ske en dag, så må du for Guds skyld ikke prøve at redde mig. Jeg vil ikke have, at der sker dig noget. Specielt ikke hvis det er min skyld." Han mente det, selvom det oprigtig skræmte ham. Han ønskede ikke at dø, særligt ikke af en utilgivelig besværgelse, som avada kedavra.
Han lo lidt af hendes kommentarer om tøjet. "Fint fint, jeg skal da nok prøve det, hvis det gør dig glad." Han strøg kort en hånd igennem hendes dobbeltfarvede hår. "Hvis du da forklarer mig, hvorfor du har farvet dit hår halvt?" Han kyssede hende kort.
Uriah rødmede lidt af hendes kommentar og blev helt tavs ved hendes spørgsmål. Han vidste godt hvad hun ville spørge ham om, men lige at spørge, når hun lå sådan oven på ham, var virkelig at tage Uriah med bukserne nede. "Oh, øhm... ja. Nogle gange." Ham mærkede hvordan hans kinder blev varmere. "Og dig?"

[Deleted]

Hun kiggede på ham og grinede skævt "Det håber jeg da virkelig" hun lænede sig helt ned til ham og lagde sin hoved ved hans hals og kyssede den blidt. Hun kiggede på ham og strøg ham blidt på den ene arm og hviskede så "Kun hvis du lover mig aldrig at gøre det samme. Aldrig at ofre dig for mig hvis jeg skulle blive angrebet. Ellers vil jeg ikke love dig noget" Hun lænede sig op på den ene albue igen og kiggede ind i hans øjne "Hvorfor jeg har farvet det halvt? Fordi man ikke kan dække den forbistrede hår farve" hun strøg hånden igennem sit hår og sjuskede det. Hun havde ikke overvejet at spørgsmålet også kunne stilles tilbage igen og hun mærkede hvordan hendes kinder blev knaldrøde ".. 2.. Gange? Eller 3 men med 2" hun kiggede ned og fnisede "Men jeg behøver kun en 3." Hun rødmede igen og kyssede ham så

[Deleted]

Uriah fik kuldegysninger, da hun kyssede hans hals. Han bed sig selv hårdt i indersiden af sin kind, for at forhindre sig selv i at rødme. Han nød virkelig hver eneste gang hun rørte ved ham, om det så var hans arm, bryst, hals eller kind var ligegyldigt, det gjorde ham lige statisk, og nu hun så lå sådan hen over ham, forstærkede det bare følelsen. Han så hende dybt ind i det blå øjne. "Det kan jeg ikke love," sagde han ærligt. Han ville ikke bare så på, hvis nogen skulle forsøge, at dræbe hende. Tanken fik hans hjerte til at banke hurtigere. I hans baghoved havde han nu et billede af en mørk skikkelse, der viftede med sin tryllestav og skød det grønne lys hen på Raven, som straks efter faldt om. Han knugede hende tættere ned til sig.
Han smilte lidt af hende. Der var nu ikke noget galt i, at hendes hår var to farver, hun var stadig lige smuk. Han sendte hende et drillende smil. "Det ville nok være lettere, hvis dit hår ikke havde samme farve, som et blåbær." Han kunne ikke lade være med at smile lidt, da hun ikke havde været sammen med så mange igen, faktisk ikke flere end Uriah selv. Han så på hende med et lille smil. Han sendte hende et svagt smil. Han gengav kort kysset. "Det gør du alligevel ikke?" Han drejede dem hurtigt rundt, så han lå over hende. Han sendte hende et lille smil. Han holdt sig oppe på albuerne, for ikke at lægge alt sin vægt ned på hende. Han kyssede hende en anelse mere krævende.

[Deleted]

Hun nød faktisk en smule at han fik kuldegysninger, for så vidste hun at hun havde en form for indvirkning på ham. Hun bed sig blidt i læben og kiggede ind i hans øjne og smilede så "Hvis du ikke kan love det Uriah, så kan jeg heller ikke" hun løftede sin hånd og strøg hans kind og smilede, lige indtil hun kom til at tænke på Raysal igen. Bare tanken om at hun kunne være skyld i at han kom galt af sted, det smertede i hendes bryst, hun kiggede ind i hans øjne og lod sig føre væk i de smukke brune dybe øjne.
"Hey hey, bare fordi jeg er et blåbær, er det altså ikke noget jeg ikke vil skjule. Jeg vil ikke have at folk ved jeg er her Uriah, jeg frygter at Raysal finder ud af det. At hun vil prøve at tage dig fra mig" hun mærkede hvordan hendes hjerte føltes som om det stoppede med at slå, hvordan det begyndte at smerte og hun kiggede kort ned af sig selv. Dog blev hun revet ud af tankerne igen da han trillede rundt og lagde sig øverst, hun smilede og kiggede på ham med et stort smil og grinede "Nej det gør jeg ikke din bandit" hun smilede og lagde armene om ham og besvarede hans krævende kys med et lige så krævende kys og strøg ham og op ned af ryggen.

[Deleted]

Han så hende ind i hendes øjne og sendte hende et lille smil, på trods af, at taleemnet langt fra var morsomt. "Så må vi jo se hvem der kommer først," sagde han i et forsøg på at lette stemningen, men det virkede tilsyneladende ikke, for kort efter blev det, der startede som et uskyldigt spørgsmål omkring hendes hårfarve, til endnu et dystert og ubehageligt emne, som de blev nødt til, at diskutere før ellers senere, men Uriah ville foretrække at droppe helt. "Hey, der er ikke noget, at være bange for. Du sagde det jo selv. Vi er i sikkerhed her." Han forsøgte at berolige hende og talte selv med en afslappet stemme, på trods af, at han også var rædselsslagen.
Uriah trak kysset længere end sædvanligvis, inden han trak sit hoved en anelse væk fra hendes. "Du skal ikke kalde mig en bandit." Han sendte hende et drilsk smil mens han så hende ind i øjnene. Forsigtigt kørte han sin ene hånd ned langs hendes side, både for at mærke hendes tilstedeværd, men også for, at teste om hun skulle være kilden et sted, hvilket han håbede på.