Ballade eller skæld ud?

[Baldrian Zacharias Dumbledore]

Baldrian lod sig kysse kort men trak sig så fra det. Selvom han elskede at kysse Raphael, så virkede kysset ret malplaceret ovenpå det spørgsmål der netop var blevet stillet. Han så derfor vurderende på sin gæst og endte så med kort at sukke lidt. “Er du sikker på du vil kende svaret på det spørgsmål?” Baldrian havde ingen dårlig samvittighed over hvem han var, men følelsen af at blive stillet til regnskab og holdt nede voksede for hver gang Raph åbnede munden. Baldrian følte han var ved at blive kvalt og kunne slet ikke slappe af i denne trænge plads. Vigtigst var dog at han ikke følte noget behov for at stå til regnskab for Raph uanset, hvor mange følelser han havde for fyren. Det var bare uglerne om igen. Det fik Baldrian til at sukke. “Og hvor mange har du ligget med?” Sikkert ingen. Det var det der var hele problemet. På det punkt havde Raph stadig ikke lært at forstå ham. 

[Raphael Kovinsky]

Det var ikke så svært at regne ud. Han ville ikke vide det men spørgsmålet var røget ud af ham. Var det så ikke bare at svare? Eller nej åbenbart ikke. Han sank en mindre klump så hans adomsæbæe bevægede sig en smule. "Nej egentlig ikke. Glem at jeg spurgte..."Han kiggede ned på sin øl og lagde mærke til at han stemme havde lydt list skinger af hans stemme der var gået i overgang. Nogen gange kunne han bare ikke helt styre sin stemme selvom den egentlig var stoppet i år. Han kiggede lidt p Baldrian og kiggede så væk igen. Da spørgsmålet lød.blev han nærmest flov over ikke qt være lige så.åben og fri som Baldrian. Han hobede egentlig på at det hele bare var en stor joke som Baldrian havde fundet på. Alligevel kunne han mærke at han rystede på hovedet over spørgsmålet og hørte ham selv sige. "Hvorfor skulle jeg? Jeg er ikke lige så fri som dig."

[Baldrian Zacharias Dumbledore]

Baldrian sukkede opgivende og rejste sig fra sofaen. Han var nødt til at tage fysisk afstand fra fyren som han egentlig elskede. Men den ynkelige side der blev fremvist nu, den kunne han simpelthen ikke snuppe. Han gik nogle gange frem og tilbage mens han rystede på hovedet for sig selv og stoppede så til sidst op og så på Raph. "Helt seriøst, tror du selv på alt det lort du lukker ud? og hva fanden er det for en måde at tænke og tro om mig. Nej jeg er ikke til faste forhold so what. Men jeg begynder at tro, at du har en forventning om at jeg knepper til højre og venstre. Hvad fanden regner du med?"Mon Raph overhovedet vidste hvor sårende hans ord altid var? og endnu værre hvordan han for hver møde de havde proppede Baldrian i en mindre kasse. Baldrian kunne snart ikke ånde i det længere og følte han var ved at blive kvalt. "Du skal ikke sammenligne dit liv med mig konstant. Du ved jo ikke engang hvad mit liv indebære for fanden." Han så igen på Raph. Det her var svært men også nødvendigt, så han tog en dyb indånding, før han stillede et meget direkte spørgsmål. "Hvad laver du her overhovedet? Hvad er grunden til at du er kommet? For jeg har virkelig ikke tænkt mig at bruge en weekend på at blive stillet for retten og på at høre dig ynke om hvor lidt du ligner mig."

[Raphael Kovinsky]

Afstanden imellem dem gjorde ondt på ham. Men han vidste at det nok var nødvendigt. Han vidste ikke længere om hvad han skulle gøre af sig selv, i stedet lyttede han til de mange ord der overhovedet blev givet. Han havde håbet på noget mere anderledes og at det ikke bar helt sp skidt som det lød til. Men alligevel blev han overrasket over de ord der blev fløjet ud sf Baldrians mund. Han sukkede opgivende og satte øllen fra sig. Inden han rejste sig op og satte hænderne i siden på sig selv. “Su må virkelig undskylde at jeg overhoved kom. Den store barske fyr skal nok være alene nu. Hvis den herre vil have mig undskyldt!” Det var det eneste han kunne sige og det eneste han ville sige. I stedet tog han sin jakke og vandrede ud imod gangen for at læne sig lidt op af væggen i håb om at baldrian dukkede op og tog sine ord i sig igen, han rystede på hovedet. “Du kan finde mig på den utætte kedel hvis du vil mig noget, ikke at jeg tror du vil” kom det fra ham inden han åbnede hovededøren og ventede med at træde ud af lejligheden.

[Baldrian Zacharias Dumbledore]

Baldrian mente hvert af sine ord. Han kunne slet ikke forstå, at Raph kunne finde på at behandle ham med så lidt respekt, og at han så ikke engang ville stå ved det, det gjorde kun mere ondt. Måske passede de virkelig ikke sammen? Hvis det var rigtigt var han lykkelig for han endnu ikke havde givet deres forhold en titel; en tanke han ellers havde haft meget i hovedet på det sidste, men tydeligvis tog han fejl. 
At Raph rejste sig på så egoistisk en måde, fik kun Baldrian til at hæve et øjenbryn og se koldt på fyren. Han skulle ikke nyde noget af at sætte sit knuste hjerte til skue. Han fnøs dog lavmælt over hvor dramatisk Raph opførte sig, men sagde ikke noget.

Baldrian lyttede efter Raph og hørte, at han alligevel ikke gik med det samme. "Og du kan finde mig her, når du engang kommer til fornuft og opdager hvilken røv du har været!" Derefter lænede han sig tilbage i sofaen, greb sin guitar og satte sig til at spille en rolig melodi. Han havde efterhånden fået nok af den fyr!Alligevel lyttede han efter om hoveddøren gik.

[Raphael Kovinsky]

Han hørte hvert et ord fra baldrian og han forstod en hentydning. Skulle han blive væk? Ja det var nok bedst. “Idiot” mumlede han for sig selv og smækkede nærmest døren efter sig som han bevægede sig ned af trappen og hen imod den utætte kedel.

næste dag lignede Raphael noget der var løgn. Han havde ikke sovet hele natten, han havde render under øjnene og tøjet sad sjusket. Han var træt, men han kunne ikke sove. Han havde ligget og tænkt hele natten på hvad der var sket dagen før. Han håbede på det hele bare var en misforståelse. Hvilket gjorde at han på ny havde vandret hen imod Baldrians hjem og bankede på døren. Han forventede ikke at nogen ville åbne så han lænede sig op af dørkarmen med hovedet ind imod væggen. Han skulle bare bruge en hovedpude så ville han sikkert sove, men baldrian var første priotet lige nu, og sådan skulle det gerne blive ved med at være. “Undskyld” mumlede han for sig selv i håb om at Baldrian kunne høre det igennem den lukkede dør, men han tvivlede på at han kunne. 

[Baldrian Zacharias Dumbledore]

Baldrian havde fået nok at Raph for nu, og sad nærmest bare og ønskede at han ville skride. Hvordan kunne dette her overhovedet være en god ting, når tingene gik så skævt hele tiden. Det var alt Baldrian frygtede ved et forhold og skønt han efterhånden brændte fingrene hver gang, kunne han ikke bare vende ryggen til Raphael. Den drenge havde stjålet hans hjerte godt og grundigt. Det var han da efterhånden ret sikker på. Han hørte hoveddøren smække og sparkede i vrede til Sofabordet, hvorved en stak papirer fløj ud og spredte sig over hele gulvet, men han var ligeglad. Han fortsatte med at spille guitar til langt ud på morgenen, ikke fordi han havde haft lyst, men fordi han var bange for hvad han kunne finde på at gøre, hvis ikke han holdt sit fokus fanget. 

Til sidst var han dog faldet i søvn, og vågnede først, da nogen bankede på døren. han gned hurtigt ansigtet i hænderne før han så kom på benene og kom ud for at åbne. Synet der mødte ham overraskede ham en hel del. "Hvad laver du her?"  Spurgte han og så bare tomt på Raph.

[Raphael Kovinsky]

Det hele kørte rundt i hovedet på ham. Han vidste ikke engang hvor han skulle starte eller slutte. Han havde aldrig set så træt ud før, med de mørke render under øjnene, det sjusket tøj og håret der aldrig var blevet redt eller sat. Han lignede ærlig talt en der læste til en eksame og var uhyrlig bagud. Han sukkede lidt og havde nær opgivet håbet da Døren gik op og stemmen ramte ham lige i hovedet som en lussing. Hvad lavede han her, var det virkelig det eneste som Baldrian kunne sige? “Jeg øhh.. jeg ville bare.. ser du... du... du fortjener nok en undskyldning” han havde stadig ikke helt regnet ud over for hvad endnu. Men han kunne ikke skyldes sådan her. Der var stadig hele lørdagen og noget af søndagen til at snakke sammen, men om det skete anede han ikke. Han ville bare gerne have det lidt hyggeligt med Baldrian. Snakke med den irriterende fyr der stod foran ham. “Jeg ved ikke.. måske... jeg vil bare gerne snakke”

[Baldrian Zacharias Dumbledore]

Inderst inde mærkede Baldrian en lille skuffelse over at Raph ikke valgte at kæmpe, men måske var det bare ikke sådan han var. Han blev dog taget meget direkte på ordet, hvilket dermed i Baldrians ører betød, at Raph endnu ikke havde sagt undskyld. Han havde kun fortalt at han ville sige undskyld. Der var forskel på de to ting i Baldrians hoved, og særligt efter den opførsel Raphael var kommet med dagen før. Han endte dog med at træde til side, så Raph kunne komme med indenfor. Der var ingen grund til at hele opgangen skulle høre deres samtale. 

 "Så du er kommet for at undskylde? Vil du ikke fortælle mig først, hvad pokker der skete, for jeg er helt ærligt på bar bund. Du opførte dig mildest talt som om jeg ikke var til at stole på og at du forventede det værste af mig." Han sukkede og satte sig over i sofaen, men rejste sig så alligevel for at samle papirerne op, der var dog et enkelt papir han overså. Resten af stakken blev lagt på bordet foran dem. "Hvad er det du vil snakke om så? Hvis det er min seng eller mit liv, så..." Han sukkede, Raph forstod det alligevel ikke. "Undskyld. Jeg vil gerne høre hvad du har at sige."Måtte han så endelig ud med og så lade det blive ved det.

[Raphael Kovinsky]

Han bed sig lidt i læben ogmhåbede ikke hele samtalen skulle forgå her ud i opgangen, for det ville have været akavet. Dog trådte baldrian til side og han trådte indenfor. Han stoppede opbudte i gangen til stuen og lænede sig op af dørkarmen mens Baldrian kom på plads og samlede papirer sammen. “Undskyld Baldrian....” han bed sig i læben og sukkede efterfølgende. “Jeg ville ikke være en idiot, jeg troede... jeg troede bare du ikke ville mig mere.... jeg havde ikke hørt fra dig, og så virkede du lige glad i dine breve.. jeg troede du bar træt af mig undskyld....” han lukkede øjnene og lod blikket dale ned imod gulvet som han åbnede øjnene for at stirre på sine fødder. Han skammede sig og det kunne ses på ham, men hvad skulle han sige? Han var dybt ked af det, og han ville gerne gøre det godt igen på en eller anden måde. “Jeg vil bare gerne snakke, noget der ikke har betydning for noget som helst. En samtale fordybet i sig og mig, snakke om vind og vejr. Hvad ved jeg... altså hvis du ikke smider mig ud” det kunne være overstået på et split sekund, men det kunne også være forbi for altid. Dette hvad de end havde haft kunne være forbi og det hele ville blot forblive et minde.

[Baldrian Zacharias Dumbledore]

Baldrian lyttede til fyrens ord, men følte sig stadig lidt truffet over dem. Dog prøvede han at være imødekommende og venlig. "Hvorfor skulle jeg være ligeglad med dig? Raph, jeg er ikke ligeglad. Jeg ser bare ikke meget ide i at skrive om ligegyldige ting. Det virker så... omklamrende. Ja undskyld." Han pustede langsomt ud og lænede sig tilbage i sofaen, før han så så op på fyren igen. Nøj hvor var han dog usikker! Kunne han ikke bare tage det roligt og så nyde livet? var det da ikke det han gerne ville? Nok havde Baldrian kigget lidt efter andre både piger og fyre, men nej, han var ikke færdig med Raph endnu. Det var så den mærkelige del, for normalt ville han køre den 2 ryk og en aflevering og så videre til en ny, men Raph kunne han bare ikke vende ryggen. Det gjorde ham ked af det, han ønskede virkelig at de skulle være sammen, men han var samtidig også enormt bange for netop den følelse.
"Jeg bliver kun træt af dig, når du opføre dig som et såret lam og ikke tager ansvar for dine handlinger." Forklarede han. Det var den værste side ved Raphael. Hans sukkende "Nu har jeg ødelagt det hele". Baldrian kunne brække sig over det!


Da Raph så gav udtryk for gerne bare at ville snakke, kunne Baldrian ikke helt dy sig. Han klappede inviterende på sofaen tæt ved ham, som en forespørgsel om at Raph kunne sætte sig der, og lod så blikket skæve imod vinduet. "Tja... Vejret ser lidt for fint ud til at jeg kan smide dig på porten. Hvis nu det tordnede eller stormede, så var du nok blevet sendt væk. Men når nu solen skinner, kan du lige så godt komme her hen." Ja, han provokerede og den legende lyst spillede i hans øjne. Det var Baldrian i en nøddeskal.

[Raphael Kovinsky]

Han vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre af sig selv. Baldrian fortjente langt bedre end dette her og det vidste han allerede på forhånd. Men Baldrian var så langt mere fremme i sine sko til at Raphael kunne følge med. Han havde ikke prøvet nær så mange ting, og han ønskede det ikke engang. Måske var han bare lidt for usikker, og det kunne man vel også blive træt af ikke? "Jeg forstår..." det var ikke som i gamle dage hvor de kunne skrive uafbrudt om alt muligt, nu var det lige frem omklamrende og slet ikke til at kunne klare. Baldrian var virkelig ikke til at blive klog på, hverken nu eller senere hen i livet. Men hvem sagde de overhovedet skulle have et liv sammen? Det var ikke engang fortjent. Slet ikke sådan som Raphael havde opført sig på det sidste. Han svarede ikke på tiltalen om at tage vare på sine handlinger. Det var ligesom noget helt andet at forholde sig til. Men han kunne ikke slippe tanken om at Baldrian fortjente noget bedre end ham. Selvom det var den fyr hans hjerte bankede for.

Som Baldrian klappede på sofaen trådte han frem og satte sig dog også på den og kiggede ned i gulvet. Så da Baldrian begyndte at snakke vendte han blikket ud ad vinduet og så på Baldrian hvor et svagt smil spredte sig på hans læber. "Du er så åndssvag... kom det fra ham og små grinte en smule for sig selv. "Du fortjener ikke engang at gå ud i det vejr" egentlig ville han have sagt et kys, men det passede ikke rigtig ind lige nu, og det ville bare virke så malplaceret at sige sådan noget ud af det blå.

[Baldrian Zacharias Dumbledore]

Baldrian smilede sejrisk, da Raph kom hen og satte sig hos ham. Ih det kunne han godt lide. Der gik da heller ikke længe, før Baldrian havde lagt sine arme omkring Raph og roligt trak ham tættere på sig, så de virkelig kunne nyde hinanden. "Kun åndsvag vild med dig."  Hviskede Baldrian ham i øret, før han så nippede Raph i øreflippen med sine tænder. Det var måske en af de aller første gange Baldrian på så ærlig vis og uden forspil, havde fortalt at han var vild med fyren han havde på besøg, men ordene var sluppet ud før han fik dem stoppet. Han stivnede kort, men håbede så ellers bare på at Raphael ville lade det fare for nu.
"Hvorfor skulle jeg også ville gå ud? Der er ting jeg meget hellere vil bruge tiden på." Han læber var lige ud for Raphaels øre, som han snakkede og stemmen havde en varme, der stille kærtegnede hans hals. Derefter gav Baldrian slip om fyren og lænede sig lidt tilbage i sofaen, spændt på at se hvad Raphaels næste træk ville blive.

[Raphael Kovinsky]

Han havde slet ikke regnet med det der skete lige her i dette sekund. At han blev trukket ind i Baldrians arme og nærmest lagt ned. Han lagde sig bare gå med det hele og fulgte med for at høre den stemme ind i sit øre. De hviskende stemme der bare fulgte med det hele og som forblev sagt som ingen andre kunne høre. Det var kun en ting mellem de to. Der var ingen andre der hørte dem. Et smil kom frem på hans læber men han sagde ingen ting. Han ville bare gerne nyde de søde ord der netop var blevet sagt. "Også selvom jeg er en idiot?"[/b] hviskede han tilbage.
Baldrian forsvandt efter hans ord og nu sad han halt ned af Baldrian. I stedet lagde han sig ned i sofaen og lagde hovedet på Baldrians bryst. "Så det kunne du, men ved du hvad. Det passer vidst ikke ind synes du?" Baldrian vidste helt sikkert hvad han mente med det han netop havde sagt. Det passede bare ikke ind sådan at give sig ud i noget af det frække. Slet ikke når de netop havde været halvt oppe at skændes.

[Baldrian Zacharias Dumbledore]

Baldrian grinede lidt over Raphaels ord og strøg ham lidt over kinden. "Fordi du er en idiot.... Min idiot." Han var som en kat der kredsede om sin varme grød lige nu. Egentlig var det langt fra rimeligt for Baldrian at lege sådan med følelserne imellem dem, men han kunne ikke stoppe. Det var som om han hele tiden prøvede at skubbe til en grænse, bryde fri af noget der holdt ham tilbage, alt imens at lysten til at kysse Raph blev større og større!

Baldrian trak på skuldrene over Raph's kommentar om, hvad der passede og ikke passede ind. Det var sjovt som han altid skulle være så regelret. "Jeg er ikke bange for at bryde reglerne, det ved du. Men.. Raph-" Han strøg sine fingre gennem fyrens hår og kælede lidt for ham. "Var der noget du ville snakke om, eller er alt som det skal være? Du virkede så sur på mig. Er du snart færdig med dit underlige skænderi med dig selv?" Han ville gerne kunne nyde at Raph var der, men han gad virkelig ikke det der offer-pis.