Date, yea telt The truth

[Sky Wolfgang]

Det var svært ikke at trække lidt på smilebåndet over hvordan Atreus grinede af hendes ord. Men det hele blev bare lidt for... Måske savnede hun alligevel lidt af den Hertug hun havde mødt den første dag. sagten var hun elskede at diskutere og køre tingene ud, eller nej... nej... Hun var bare ikke god til at blive komplimenteret på den måde som han gjorde. Det var bare for meget. "Jeg må indrømme, at det er rart du lige bekræfter dig selv. Jeg havde nok kigget lidt, hvis du havde sagt at du vidste det." Drillede hun ham så videre, bare lige for at pine ham lidt inden hun så lod ham slippe helt. "uanset, så har du vel set mange piger kan jeg forestille mig." konkluderede hun bare og begyndte så at gå lidt videre. Mest fordi hun ikke ønskede at blive stående i samtalen. Den havde været fin, men nu ville hun også gerne videre fra den. Hun var ikke så god til det med de dybe følelser, det skræmte hende en hel del. 
"Det må virkelig være fantastisk at have en sådan have. Det er jo næsten din egen lille park. Er det så en kærestebænk?" Spurgte hun roligt det lød hvert fald meget fint og ganske hyggeligt. "Uanset burde du gøre mere ved haven. Det synd det bare står indtil sommer.. Der er så mange smukke muligheder."

[Atreus Phoebus Winchester]

Dette var helt klart en samtale han ikke ville være i. Ja han havde set piger uden tøj på, men kun fordi det havde været ren udnyttelse, aldrig for hvad han egnetlig var og hvad han stod for. Nej dette her var bare så lige frem og han kunne lide den måde hun var på. Men han ville ikke gøre noget hun ikke ville have. Ting tog rid, og dette her måtte gerne tage lidt mere tid. Den rosenrøde farve i kinderne foravandt ikke, i stedet forblev den og han kiggede ikke engang på hend.e “jeg øhh... så....” han rømmede sig lidt for at finde sin vej igen, men det var svært med de ord hun netop havde sagt. Hun var så lige frem og selvom han kunne lide det og det viste hvem hun var, så kunne han ikke lide det det gjorde ved ham, helt pinlig og tom for ord. Han stod lidt og så først hun bar gået videre efter lidt tid. Han trådte efter hende og puttede hænderne i lommen stadig tydeligt genert og råhed røde kinder. “Det øøh... ser du det var mine forældres bænk, deres specielle sted” han kiggede ikke på hende og men rettede blikket ned imod stedet hvor han kunne skimte bænken. Han var der så sjældent, det gjorde blot mere ondt at være der, specielt pga mindepladsen i bænken han havde fået sat op. Han havde aldrig haft en real kæreste der ville det samme som ham. Det havde altid været for deres behov, hvilket nok var grunden til han var så direkte ved deres første møde. “Og hvad ville du forslå til nye blomster?” Spurgte han lidt og starte sig ved siden af hende. 

[Sky Wolfgang]

Det var nok egentlig ikke særlig pænt at ødelægge ham på denne måde, men det hele var bare blevet så... højtidelig og forsigtigt. Det gjorde hende alt for nervøs. Der skulle lidt latter til, men havde hun vidst at han helt ville miste fokus, så havde hun nok ikke gjort det. Hun fik da også lidt dårlig samvittighed over det. "Undskyld Atreus. Det var ikke meningen at slå dig helt ud af den. Du vidst lige mere følsom end hvad jeg er vantt til." Konkluderede hun og gik så blot ved siden af ham, nu han havde stukket hænderne i lommerne.
Hun prøvede at se ned mod bænken, men kunne ikke ordentlig se den. Hun besluttede dog at lade være med at spørge om de kunne gå tættere på, det virkede ikke lige som noget de skulle i dag. Istedet valgte hun at snakke videre om planter. Det fik hende dog til at smile lidt. Fed Date at have.. planlægning af en kæmpe have hun sikkert aldrig ville få at se igen.Svaret kom dog prompte. "Anemoner. Hvide anemoner. De er så smukke og bekræfter en lys og god fremtid og så hvis hende skovbunden, eller her græsset er dækket, så er det bare sådan en fin forårs dyne, som man har lyst til at lægge sig i og aldrig stige op ad igen."

[Atreus Phoebus Winchester]

Han kiggede på hende og måtte grine en smule.”det går nok, jeg er jo ikke død endnu prinsesse” kom det fra ham og smilte til hende. Han vidste ikke med sikkerhed hvad det ville sige at være sammen med sky. Men hun var faktisk rigtig smuk, og sikkert også uden tøj på, det var bare ikke der hans tanker havde været henne. Han ville jo gerne lærer hende attende først inden han tænkte på den slags. Han var vel stadig en gentleman? De rosarøde kinder foravandt en smule som han begyndte at tænke på hans forældres bænk og roserne, ha det skulle nok blive pænt når de slog ud, som vånok ville ske om nogle måneder, og til den tid ville alt være helt okey ikke?
“Anemoner siger du. Ja.. jo., lidt påske blomster også måske, et par tulipaner. Ja hvorfor ikke.... det må jeg vidst heller få skrevet ned på et stykke papir til gartneren” han ville helt sikkert have glemt det om nogle dage hvis ikke det blev skrevet ned. “Nå skal vi gå op og få lidt mad prinsesse?” Spurgte han og kiggede på hende med et smil. Han elskede hende allerede mere og mere for st komme med forslag og være så ærlig som hun var.

[Sky Wolfgang]

Sky så længe på ham og med et smil der bredte sig helt op i øjnene på hende rystede hun lidt på hovedet af ham. "Hvordan kan du overhovedet tillade dig at kalde mig prinsesse, når du selv bor så smukt. Stedet her er de kongelige værdige." Hun så op imod huset igen. Det var virkelig smuk og lignede næsten noget fra nogle af de bøger hun elskede at læse i. Hun kunne lige forestille sig hvordan handlingen fra dem, ville kunne foregå her. Disse tanker holdt hun dog for sig selv. Ikke fordi hun var pinlig over dem, men de var hendes. Hendes privatliv og hendes kerne. Det var hun ikke klar til at dele. Ikke som hun før havde brændt sig på ting.
Heldigvis tilbød at de skulle gå op og spise hvilket var et tilpas naturligt skift i det de sad i og hun nikkede derfor venligt og fulgte med ham. "Mad lyder dejligt. Jeg er også ved at være lidt sulten." Forklarede hun så og begyndte at gå tilbage imod huset. Det føltes næsten uvirkelig at være her sammen med ham. Måske var det slet ikke virkelig og blot en drøm hun havde i sit hoved. 
Diskret to hun derfor begge arme om bag ryggen på sig og nev sig selv for at se om hun ville vågne. Det gjorde hun dog ikke.

[Atreus Phoebus Winchester]

Han kiggede lidt på hende og tænkte sig lidt om. Hvorfor skulle han ikke kalde hende prinsesse? Det var blevet en naturlig ting for ham at kalde hende det. Han kunne dog ikke lade vær med at smile og havde lyst til at kysse hende bare fordi han kunne. "Hvorfor ikke? Du er da en prinsesse i mine øjne, og det var positivt ment, ikke som at du opføre dig som en." han ville gerne forklare hende at det ikke var negativt ment. For hun var langt fra en prinsesse i opførsel. Hun var venlig og kærlig, vidste hvad hun ville med sit liv, og det var egentlig kun en god ting. Det var ikke fordi hun opførte sig som en der ville have alt hvad hun pegede på, eller at være snoppet.

Han bevægede sig op langs grusstien og videre hen til udkanten af haven hvor der var dækket op med lidt mad og drikkelse af en hver art man kunne tænke sig til. I udkanten af haven til højre lå der en tennisbane indhegnet og det var tydeligt at se den også blev benyttet og så pæn ud. Han kom nærmere bordet og trak en stol ud for Sky så hun kunne sætte sig ned og han kunne skubbe stolen ind under hende. Når det var gjort satte han sig ned foran hende. Der var forskellige slags sandwich da han ikke anede hvad hun spiste. Der var lidt af hvert og det var tydeligt at der ikke var mangel på noget som helst. "Hvad kunne du tænke dig at drikke?" spurgte han og kiggede lidt på varene. Sodavand, vand, saft, vin, og for slet ikke at glemme mugglerøl. Han anede jo ikke engang hvad hun drak, så selv det havde kommet med i picnic kurven da han havde arrangeret daten.

[Sky Wolfgang]

Som hertugen forklarede sin prinsesse snak dybere, kunne Sky ikke lade være med at rynke brynene. Noget i hende så igen den selvglade snobbede fyr, som hun havde mødt den første dag de havde snakket sammen. Var det virkelig hans opfattelse af en prinsesse? Nok følte hun sig ikke som en prinsesse med måden han omtalte dem, fin hende til at tøve. “Hvordan er jeg så en prinsesse helt præcist?” Spurgte hun så og forberedte sig på at trække sig lidt fra ham igen. 
de nåede dig snart bordet og hendes snak forstummede, da hu. Så alt maden. “Bliver vi andre der skal spise med?” Det var jo helt absurd med den opdækning hvis bare de var to. De ville aldrig få spist alt det og i tankerne skrev hun sig det bag øret at han nok var mere snoppet og forkælet end først antaget. Hvorfor gøre så meget ud af det? Det var helt ærligt lidt smagløst og hun måtte kvæle et suk for ikke at virke ubehøvlet. “Vand er fint tak” lød det fra hende, som hun nu prøvede at sætte sig ned, men også det ville han have en finger med i. Det blev næsten for omklamrende for hendes smag, men hun kommenterede det ikke. Hun ville bare klare sig gennem daten og så kunne hun jo overveje om de måske alligevel ikke passede sammen. 

[Atreus Phoebus Winchester]

“Du har udseendet med dig, og jeg kan godt lide at kalde dig prinsesse. Du har ben i næsen, og jeg kan lide det ved dig.” Det gav ikke forklaring på hvorfor han fandt hende til at være en prinsesse, men helt ærligt skulle der også forklaring på alt? Han vidste heller ikke hvad hun overhovedet mente om ham, og han fik det nok ikke lige frem af vide, men det gjorde ham intet. Han behøvede ikke at gå op i hvad hun tænkte, han behøvede jo ikke at ændre sig for hendes skyld. Egentlig ville han også bare være en gentleman da han hjælp hende ind og sidde. Det var sådan han var opdraget og det var sådan han var i kræsen omkring ham. “Jeg vidste ikke hvad du spiste” kom det fra ham og blev en smule flov. Han skulle måske bare have holdt sig til lidt mad, men det var altså svært at vide hvad piger spiste nu om dage, og han vidste jo ikke om hun var en sundheds freak der ville passe på sin krop. Han hældte noget vand op til hende i glasset foran hende og tog selv en sodavand som han åbnede og hældte i sit eget glas. “Sky... er du bange for mig? Eller.. jeg mener hvad tænker du om mig, vær ærlig...” han frygtede det spørgsmål, men han ville gerne vide det. Ikke at han ville ændre på sig selv, men han ville gerne vide hvor han stod. De havde jo allerede kysset i musik lokalet, og det var ikke lige frem fordi han havde startet daten ud særlig godt. 

[Sky Wolfgang]

På en måde begyndte Hertugen at minde hende om kejseren fra eventyret om nattergalen; En mand, der bliver så optaget af noget, at han vil have det for sig selv. Eje det om så det vil koste den, dens frihed. Ikke at Sky var bange for, at han ville spærre hende inde, men der var alligevel noget dystert over de ord han sagde. Måske det bare var hende, men hun kunne ikke lide dem. Hun ville dog ikke være uhøflig og valgte derfor blot at smile frem for at kommentere på det. "Tak, sir."
Det overraskede hende lidt, at han havde lavet så meget mad, bare for at sikre sig, at der var noget hun brød sig om, men Hertugen var måske vant til andre piger? Mere besværlige piger? Sky så blot rundt på maden og valgte så en sandwich, der så ud til at være med laks. Det var altid lækkert. "Du kunne jo bare have spurgt." grinede hun så før hun smagte på maden og virkelig nød den lækre smag, der fyldte hendes mund. Samtidig med at hun spiste kiggede hun lidt rundt på de mange varianter, hun ville aldrig kunne spise alt det, men hun ville gøre et forsøg på at smage det hele, bare for at være høflig. 
Hans næste spørgsmål Fik hende til at se overrasket på ham og lægge maden fra sig. "Bange for dig?" Hun forstod ikke rigtig spørgsmålet. "Har jeg grund til at være bange for dig? Hmm men hvad jeg tænker om dig?" Hun gentog spørgsmålet, for lige at trække lidt tid til at tænke. Hun ville ikke kunne få sig selv til at være 100% ærlig, men hun kunne da godt trække derhenad. "Du virker tænksom, følsom... hmm... Fornem. Jeg kan lide dine beskeder og så er du sød. Tænker jeg umiddelbart." Hun kunne godt have tilføjet andre ting, men hun ville ikke ødelægge stemningen og besluttede sig derfor at lade det være for nu. Det var hendes mening og den var ærlig.

[Atreus Phoebus Winchester]

Han kiggede på hende og holdte et smil, han mente hvert et ord han havde sagt, og det svar der ikke nogen der skulle ændre på. Ærlig talt så fortrød han ikke engang at have sagt det. Sjældent havde han mødt en som Sky, og det ville nok ændre sig på et tidspunkt. I hvertfald når man så på hvad han havde spurgt om for lidt siden. “Jeg kan godt lide at overraske, men jeg bad nok Marie  om at gå lidt for  meget op i sandwich” han grinte kort og lagde hovedet på skrå inden han tog en tår af sin sodavand han lyttede intenst til hvad hun forklarede til hans spørgsmål, og det overraskede ham en smule, hun havde virket skræmt over at han var varulv, men han ville ikke bringe det på banen igen, det måtte gerne forblive langt væk.han nikkede dog lidt til hende. “Javel ja, interessant”

[Sky Wolfgang]

Det var da forståeligt nok at han kunne lide at overraske folk, hvem kunne ikke det, men dette her virkede bare... snobbet. Det var det bedste ord hun havde for det. Snobbet og forkælet. Hun sukkede lydløst og besluttede så at lade det ligge. Hun ønskede ikke skabe drama og forhåbentlig kunne hun holde det til hun fandt en bedre løsning. Derfor lod hun det også mest ske for at fraholde ham fra andet. 
“du er vel Hertug? Jeg mener, det kan man tydeligt mærke. Jeg ved ikke lige hvad din plan er, men... jeg er mere end bare et pænt ansigt og en du lige kan fordrive tiden med” prøvede hun så at forklare. Helst havde hun lyst til at tage hjem, da hun følte hun var ved at blive kvalt, men omvendt ville hun heller ikke virke uhøflig eller utaknemmelig. Så efter hendes svar, besluttede hun at det var tid til at krybe lidt i baggrunden, og så bare være diskret omkring det hele. Hun ville faktisk virkelig gerne bare hjem,
men ville ikke være uhøflig. 

[Atreus Phoebus Winchester]

Han kiggede på hende og var ærlig talt overrasket over at det føltes som et angreb det hun netop sagde. Havde han lige frem gjort noget forkert sådan uden videre? For det havde bestemt ikke været meningen ej heller at han skulle have sagt noget forkert. Han måtte bide sig svagt i læben for at tage kontrol over tingene og ikke bryde ud i en eller anden ting om at hun bare skulle gå, fordi han blev fornærmet. “Du misforstår... virkelig.... Jeg er hertug ja, men det er ikke med min gode vilje at jeg er det. Du er ikke en jeg bare vil fordrive tiden med, det må du ikke tro. Jeg kan faktisk godt lide dig Sky Wolfgang. Du er mere sig selv end de andre porcelæns dukker der har trådt ind på denne ejendom” han kiggede på hende og tvivlede på at hun overhovedet ville høre efter, eller om han endnu en gang havde sagt noget forkert. Men det viste bare at han var en ulykkes fugl og slet ikke egnede sig til at snakke med andre end de fine kræse. 

[Sky Wolfgang]

Sky begyndte at nippe lidt til en sandwich. Det var på mange måder et sikkert valg, når man ville afholde sig selv fra at snakke før man tænkte, medmindre selvfølgelig, man var typen, der snakkede med mad i munden. Det var hun dog ikke. Så hun tyggede af munden og kiggede så over på Hertugen igen. Sådan rigtig kiggede og spekulerede over de ting de allerede havde været igennem sammen. "En titel forklarer ikke handlinger, men det er okay. Jeg ved, at du er okay på bunden." Hun sendte ham et smil. Det var hendes ærlige mening om ham, skønt hun også vidste der til tider var langt ned til bunden. Det ville hun dog ikke nævne for ham. Det så hun ingen grund til.
Hans ord omkring hende fik hende til at lukke munden og bare stirre på ham. Noget ved hans ord virkede utroværdigt, men måske var det bare fordi deres første møde havde været som det var. "Hvordan kan du vide jeg er mig selv? Er det kun fordi jeg nægtede at kysse dig? for helt ærligt, jeg er ikke så anderledes fra dem du kalder porcelæn." Forklarede hun. Hvilket også til dels var rigtig. Hun var lige så usikker som dem og ville som dem gerne bekræftes. Hun var bare ikke typen, som tillod at blive kysset af en der opførte sig dårligt. "Vent, nej. Lad være med at svare på det. Bare... overvej at du nok ikke rigtig kender mig." Prøvede hun og så ned i sin sandwich. hun hadede denne her samtale. Hun hadede at blive mål og vejet på den måde og stilles op imod andre. Hun ville gerne bare kunne være sig selv, også uden at det skulle hæve hende over andre.

[Atreus Phoebus Winchester]

Han undrede sig en smule over hvorfor hun var sådan der. Så afvisende på en eller anden måde, som om han var forkert på den. Han ville jo bare gerne være sig selv, men han ville også gerne forklare hende hvorfor han synes hun var anderledes, det virkede bare somm hun ikke ville hære det. Hvilket han også fik bekræftet til sidst. Hun ville ikke samlingens med andre, og det kunne han godt forstå. Men var hun vi virkeligheden ude efter noget? Det fik ham til at tænke ekstra meget over tingene. Han sagde ingen ting men lænede sig tilbage og lagde hænderne i skødet og kiggede på hende. Hun havde virkelig sat tanker i hovedet på ham han ville bare gerne ønske at hun kunne forstå ham. Men nu tvivlede han på om hun nogen sinde kom til det. For slet ikke at nævne om hun overhovedet ville ham eller hans status og penge?

[Sky Wolfgang]

Sky tog en bid af sin mad og tyggede så langsomt af munden, mens hun ventede på at hertugen ville sige noget. For hun havde nok egentlig en klar forventning om, at han ville sige et eller andet. Han behøvede ikke undskylde sig, men bare han gav en form for udtryk for hvorvidt han forstod hende eller ej. 
Det virkede bare ikke rigtig til at der kom noget. Det skuffede hende nok ærligt talt lidt, og hun lagde maden fra sig og kiggede op på ham. Hvor var fyren hun for tid til bage havde lappet sammen i undervisningen? Hvor var fyren, der havde sendt hende en masse gode og søde beskeder? Ham hun så her, ham kunne hun ikke lide. Han virkede... besidderisk, og det ønskede hun ikke. Måske kom det med varulve-generne?

Hun tørrede sig forsigtigt med servietten om munden og rykkede så stolen ud. "Jeg havde virkelig ikke troet det, men lige nu savner jeg næsten den hertug der bare fokuserede på sin næse." Hun rømmede sig lidt og kiggede på ham. "Jeg tror dog ikke jeg er skabt til dette, så hvis du vil have mig undskyldt, så vil jeg gerne sige tak for daten og så tage hjem." Det var ikke fordi hun direkte var såret, men hun følte sig slet ikke set. Hun følte sig proppet ned i en kasse og nu som Nattergalen i H. c. Andersens eventyr.