Date, yea telt The truth

[Sky Wolfgang]

De nedfaldne murbrokker havde heldigvis ikke ramt hende, men støvet der havde virvlet op ved kolapset havde sat sig på hendes tårerfugtige kinder. Ikke at det var noget hun tænkte meget på lige nu. Hun var nervøs for at råbe igen, ligesom hun nu holdt noget bedre øje med ruinerne, hvilket også betød, at hun nået af tiden til baglæns. 
Derfor så hun heller ikke Atreus før han sagde noget, og da hun så vendte sig og fik øje på ham i god behold løb hun lettet hen til ham, men stoppede så før hun skulle til at søge ind i hans favn, nu alt virkede okay igen. I stedet rømmede hun sig lidt og så på ham. "Seb..Sebastian blev bekymret. Så jeg.. Jeg lovede at finde dig." Lød det forsigtigt fra hende og hun trådte et lille skridt nærmere. "Er... Du okay?"  Hun tjekkede efter for spor på skade, men holdt aldrig hans blik fast mere end maks 2 sekunder. Hun kunne simpelthen bare ikke. "Undskyld.. S...Sir Hertug. Jeg... Altså... undskyld. Sebastian venter på Dem." Hun trådte et skridt til siden så han lettere ville kunne komme af stien og op til bilen og chaufføren. Selv gav hun ikke rigtig noget udtryk for hvad hun ville eller skulle. Hendes formål var bare at få ham i sikkerhed igen.

[Atreus Phoebus Winchester]

Han have Elise håbet på at hun løb ind i hans favn, men det gjorde hun ikke, i stedet stoppe hun op foran ham og han stak hænderne i lommerne. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige eller gøre. Han havde bare prøvet på at åbne sig en smule for en han kunne lide. Det var det samme hver gang, man kunne virkelig ikke stole på nogen mere. Måske han bare skulle finde en i de rige kredse som kunne flå hans hjerte itu, eller finde en han ikke elskede præcis som i gamle dage. “Sebastian ved godt han skal kære dig, han lytter altid til en instruks”  kom det fra ham og trak lidt op skuldrende. Han vidste ikke hvor hun ville hen med dette her. “Hvad havde jeg forventet? At du ville acceptere mig? En vanskabt yngel der lige så godt kunne have været død sammen med sine forældre.. ja hvad havde jeg egentlig forventet?”  Han sukkede lidt og kiggede ned i jorden for ikke at møde hendes blik. Hvad skulle han det for. Han var lige glad med hvad der skete lige her og ni, ham skulle ingen steder. “Sky... tag med ham, jeg finder selv hjem. Skal nok lade vær med at belemre dig mere, jeg er kun et problem...” kom det stille fra ham og gik hen til en mur for at læne sig op af den hvis noget faldt ned håbede han lidt på det kunne slå ham ihjel.

[Sky Wolfgang]

"Måske, men han er stadig bekymret. Desuden så skal jeg nok selv finde hjem. Det sagde jeg også til dig." Hun var vred og såret og bekymret og vidste slet ikke hvad hun skulle gøre af sig selv lige nu. Det var ikke en situation hun var vant til at stå i og hun kunne ikke lide bare at efterlade Atreus her, slet ikke med det humør han var i lige nu. "HOLD OP MED AT SIG SÅDAN OM DIG SELV!" Råbte hun, da han kaldte sig selv for en vanskabt yngel. Tårerne havde fundet vej frem i hendes øjne og hun var langt mere berørt at det her end hun lige nu udstrålede. sten raslede ned, da hun igen havde råbt. "Forstår du ikke... Du... Du har i det mindste stadig dit liv at leve. Du... Du må ikke bare smide det væk eller neglegere det!" Nye sten ramlede ned, der var nok en grund for at der havde været skilte på hendes vej der havde opfordret til ikke at larme. Men hun var ligeglad. "Du... Stop Atreus! Du får ikke lov til det der. Du får ikke lov til bare at... at stikke halen mellem benene." Først da hun havde sagt det, gik det op for hende hvor dumt et ordvalg det var at bruge lige nu. "Sebastian venter på dig. Gå dog op til ham."

[Atreus Phoebus Winchester]

“Nej sky, jeg har fået dig her ud, jeg får dig hjem. Sebastian køre dig og sådan bliver det!” Han var alvorlig i sin tone men han var lige glad. Hvis sky troede hun kunne stikke af tog hun fejl. I det mindste vidste han at der ville blive passet på hende, det kunne han ikke være sikker på hvis hun selv tog hjem. Han kiggede lidt på de småsten der begyndte at falde ned men han bar lige glad. Hvis de ramte ham ramte de, og det kunne ikke være anderledes. Han håbede måske inderligt på at boget ville ramme ham, så slap han for at være i et liv ha. Ikke ønskede at være i. Han sagde Ingen ting til hendes råben. I stedet lænede han hovedet tilbage for at se om nogle af murbrokkerne faldt ned over ham. Men nej de stod stabilt og havde ikke rørt sig det mindste øv altså! “Har JEG. Et liv? Du tager fejl Sky Wolfgang! Jeg er en hund i snor der egentlig bare kæmper for at overleve. Jeg kunne lige så godt finde en varulvejæger og lade livet, ingen ville savne mig alligvel...” det var måske hårdt sagt men det var sandt.  Han havde ingen at leve for på nuværende tidspunkt, hele hans familie var væk, der var kun ham tilbage. “Nej Sky du tager op til Sebastian, og så lader du mig være i fred, præcis som alle andre, det er bedst sådan” han kiggede ned i jorden stadig med hænderne 8 lommerne. Han kunne mærke småsten falde ned i hovedet på ham, og på et eller andet tidspunkt ville stenen oppe over ham falde ned.

[Sky Wolfgang]

Hun himlede lidt med øjnene af ham, noget hun ellers normalt ikke gjorde af folk. "Jeg er ikke nogen baby. Det er dit bil og din chauffør." Gav hun ham igen. Han skulle ikke bare køre hende væk som affald der skulle på genbrugspladsen. Hun nægtede det simpelthen men hans ord ramte hende alligevel hårdt, og hun måtte trække vejret for ikke at gå helt amok på ham. "Ja du har! Så stop med at spilde det som en anden idiot. Min mor ligger på Mungos! Hun har ikke set på mig i over to år! Hun har ikke sagt mit navn. Hun ligger bare, og ... og somme tider.. får hun panikanfald. Hun ved ikke hvem jeg er længere. Så hvordan kan du overhovedet tillade dig at stå der og nægte livet? Hvilken forkælet mødunge gør den slags? Der er folk der får frataget sig livet og der er du. For forkælet til at kunne være taknemmelig." tårerne løb men hun var ligeglad. Han skulle forstå hvor dumt det var, det han sagde. Hans ordre ramte hende hårdt og hun skulede til ham. "Fint! Jeg skal nok lade dig være i fred så." Med de ord vendte hun omkring og gik væk fra ham. Han kunne rende og hoppe kunne han! Hun lagde armene lidt om sig selv, som for at finde lidt trøst og da hun var kommet et stykke væk, satte hun sig ned og begyndte der at græde.

[Atreus Phoebus Winchester]

Hvorfor havde hun så svært ved at forstå han bare gerne ville hjælpe hende. Sørger for at hun havde det godt og at alt var sikkert? Havde hun ikke forstået det var tæt på en  varulve aften? Alt kunne ske på sådan en aften og han ville ikke være til at kende. Det var bare ikke helt fair over for nogen af dem heller, men hendes næste ord ramte ham dybt. “I det mindste HAR du en mor OG en far, om du værdsætter dem eller ej!” Råbte han efter hende som han så hun bevægede sig væk. Flere sten ramlede ned i hovedet på ham men han var lige glad. I det mindste havde han set hendes tåre, men han stod som en dum skiderrik der forventede at hun blev for at kigge på ham. Men han kunne ikke forlange det af hende, og hun kunne ikke forlange det af ham. Han sukkede lidt og tog nogle skridte væk blot for at sparke til en af de mange sten der var faldet ned på jorden. Hvad var dette her for en date overhovedet? Det var den værste han nogen sinde havde været på. “AAAAAARGH!”  Kom det irriteret og vredt fra ham som han satte efter hende for at finde hende igen. Han hørte et rabalder bagfra som murbrokkerne han netop havde stået under faldt ned. Hvis han havde stået der bare nogle sekunder før var de faldet ned i hovedet på ham. Han fandt hende men han ville helst ikke nærme sig hende. “Sky, kom op der fra gå hen til bilen og tag hjem” kom det fra ham og satte sig på hug foran hende “vil du ikke nok lytte?” Nærmest hviskede han og bed sig i læben. Hvis han kunne have grædt havde han nok gjort det. Men nej det var ikke hans lod i livet at græde.

[Sky Wolfgang]

Ordene bag hende ramte hende som hårde piskeslag. Hvordan kunne nogen sige sådan noget? Hvad var der galt med ham? Det fik hende kun til at blive yderligere ked af det og opgive fuldstændig. Som hun satte sig skjulte hun ansigtet i armene og græde for sig selv. Så man efter ville man kunne se hvordan hun rystede over det hele som en lille forhutlet hundehvalp. Hun kunne ikke rejse sig, kunne slet ikke rører sig, men sad bare fortabt tilbage for sig selv. 
Et sted i det fjerte hørte hun måske Atreus, men registrerede ikke hans ord. Først da han kom helt hen til hende høre hun hans ord og hun rystede på hovedet. "Gå din vej." mere sagde hun ikke men hun begyndte også at græde på ny efter det sidste ord. Hun var helt knust og kunne ikke finde samling på sig selv igen.

[Atreus Phoebus Winchester]

Et eller andet sted han havde lyst til at løfte hende op og bærer hende væk, men det kunne han ikke, hun ville sikkert være alene. Alligvel satte han sig ned på jorden og kiggede på hende med benene bukket op under hagen. “Jeg går ingen steder” kom det stille fra ham og lod hende blot græde ud. Hvad skulle han ellers. Gøre? Hun ville jo ikke lytte til hvad han sagde alligevel. Måske havde han været for hård, måske havde han været den der havde sagt for meget. I det mindste havde han bare prøvet på at være ærlig. “Sky....” han måtte bide sig i læben i det han lagde en hånd på hendes knæ. Han trak den dog hurtigt til sig igen. Skulle han skamme sig eller skulle han have ladet værd med at fortælle en sandhed hun fortjente at vide? Hans øjne skiftede til en ravgul farve igen og han kiggede indgående på hende. “Sky... kom op og lad mig følge dig hen til bilen...” mest af alt havde han lyst til at sige daten var overstået, men det vidste hun allerede i forvejen,

[Sky Wolfgang]

Det lille kærtegn imod hende knæ rørte hende. Ikke bare fordi det rent fysisk rørte hende, men det hentede hende tilbage fra det kaos hun var drevet ud i. hånden forsvandt dog så hurtigt igen, men alligevel så hun op på ham. "Undskyld.. Undskyld for alt jeg har sagt, og for at daten blev så dårlig. Undskyld Atreus." hun rystede som hun sad der. Det var blevet køligt og når hun i forvejen var ked af det, var det meget lettere at komme til at fryse. 

Mens hun så på ham skiftede hans øjne igen farve til den uhyggeligt ravgule farve, som hun frygtede. det fik hende til at trække sig lidt sammen igen, men alligevel søgte hendes hånd nu ganske forsigtigt hans. "Lover du at du går med? Lover du at du ikke får dig selv slået ihjel så?" Spurgte hun med lille stemme.

[Atreus Phoebus Winchester]

Han kiggede på hende men havde mest af alt lyst til at trække sig længere væk, dybere ind i sig selv og blive det røvhul han vidste han kunne blive. “Det er ikke din fejl, jeg ville bare være ærlig” kom det stille fra ham og trak lidt på skuldrende. Han havde for en gangs skyld åbnet sig for en nu og det var endt galt. Måske han virkelig bare skulle droppe ud af den uddannelse hans mor ønskede at han fik. Han kom jo ikke til at bruge den alligevel. Han sukkede en enkelt gang da han mærkede hendes hånd på han, det fik ham alligvel til at trække lidt på smilebåndet. “Hvis du lover at jeg ikke bliver en fremmed for dig”  det var nok det han frygtede mest ville ske, men hvad kunne han egentlig forvente af hende? Han rejste sig op og rakte en hånd ned imod hende. “Kom” sagde han forsigtigt og på ingen måder bestemt, mens hans øjne forsvandt hen til de klare blå øjne igen.

[Sky Wolfgang]

Sky var flov og kunne lige nu ikke rigtigt se ham i øjnene, hvilket bestemt ikke havde noget at gøre med om de var blå eller gule eller hvad de kunne være. Det var udelukkende grundet den skam hun sad med. "Jeg sagde en masse dumme ting. Jeg.. Jeg blev bare så bange." Forklarede hun og så kortvarrigt ned, før hun så tog fat i hans hånd der blev rakt ned til hende. Kort efter var også hun på benene igen og denne gang søgte hun dybt ind i hans favn, hvor hun lagde armene omkring ham og for en stund bare nød det. "Du vil altid være min Sir Hertug." Kom det lidt grådkvalt fra hende, før hun så kom til at grine lidt. Det var egentlig noget underligt noget at kalde ham. Men hun havde jo gjort det siden de startede med at snakke, så det ville være mærkeligt hvis hun pludselig ændrede i det nu. 
Kort til efter søgte hende fingre ind imellem hans, så de kunne gå sammen tilbage. "Tak fordi du ikke tog afsted." kom det stille fra hende. Hun ville ikke kunne tilgive sig selv, hvis bare han var stukket af.

[Atreus Phoebus Winchester]

Han smilte kortvarigt inden han sagde. “Hvem ville ikke have været bange for det? Men du havde selv spurgt i en sms, og nu ved jeg hvor du står” han var ikke i tvivl om at han vidste hvor hun stod. De ville aldrig helt blive et par. Han var farlig, og han var voldlige under en fuldmåne. Hvem kunne overhovedet elske sådan en fyr som ham? Han var kun til besvær, og et eller andet sted var han vel også elskelig, alligevel blev han chokeret over at hun søgte ind i hans favn. Dog trak han lidt mere på smilebåndet og lagde armene omkring hende, “Det er jeg glad for du siger prinsesse”  i det mindste ville hun ikke glemme ham som så mange andre gjorde, i det mindste gik de stadig på samme skole lidt endnu, men en ting var sikkert. Han ville aldrig kunne efterleve hendes reaktion når han var forvandlet til rovdyret. Han ville blive jagtet for altid, og det skulle sky ikke døje med. Hendes fingre der så søgte hans fik ham til at kigge ned på hænderne men lukkede sine fingre om hendes. Han lagde hovedet en anelse på skrå og kiggede efter Sebastian der sikkert stadig stod og ventede. “Jeg skulle bare være alene” kom det roligt fra ham og lukkede fingrene lidt ekstra rundt om hendes. “Dårlig date var?” 

[Sky Wolfgang]

Det her måtte være den vildeste følelsesmæssige rutsjebane hun havde været ude på længe, men modsat andre gang, så var hun ikke helt alene. Hun havde Atreus ved sig og selvom de begge havde forsøgt at skubbe den anden væk, så var resultatet blot at de var blevet i nærheden af hinanden. "Jeg tror ikke helt jeg var klar på at høre det. En anden gang, må du gerne lige forberede den slags først. Du ved varme lidt om." Selvfølgelig var hun bage for varulven i ham, men hun kunne stadig lide ham og det var der jo så heldigvis plads til resten af måneden. Hun skævede lidt til ham som de gik og sendte ham et lille smil på ny. "Jeg er ikke prinsesse. bare se hvordan dit slot faldt sammen omkring mig." Det havde egentlig ment som værende sjovt, men nu det var sagt følte hun måske ikke rigtig det var så komisk alligevel. Så så hun frem for sig men lænede sig lidt ind imod ham. "Bare du lade døren stå på klem til mig. Og angående daten.. Måske vi kunne tage hjem til dig og spise maden? Den fejler vel intet, og..jeg er faktisk lidt sulten." Svarede hun så ærligt og smilede til Sebastian, da han kom tæt nok på. "Jeg sagde jo jeg nok skulle få ham med tilbage."

[Atreus Phoebus Winchester]

Han kløede sig lidt i nakken med den frie hånd, hun havde måske ret 8 det hun sagde, men hell... hvis ikke han havde sagt det havde hun fundet ud sf det med hans øjne. Hvad var så bedst at han selv sagde det eller st hun opdagede det og troede det var en hemmelighed? Han vidste det ikke, og alligvel var han en smule lykkelig for at gå med hende her i hånden. “Måske, men det var sikkert bedre end du selv havde fundet ud af det” han smilte lidt til hende og nød synet af hendes røde hår og de lidt røde øjne efter at have grædt. Han drejede sig lidt om stadig med hende i hånden og kiggede ned på kurven der stadig stod der nede. Alligvel grinte han lidt over hendes ord. “Måske jeg skulle kaste en reparo et par steder, og hente den kurv...” han slap hendes hånd da de var kommet op til Sebastian. Han drejede sig om og kiggede på hende. “Der er et toilet der over hvis du vil nette dig lidt, hvis vi mødes her om 10min så ruder jeg lige op efter os” kom der fra ham og vandrede ned imod ruinerne igen for at kaste et par besværgelser og samle kurven op.

ganske rigtigt ca 10 min efter kom han gående med kurven i hånden og sin stav stadig trukket. Først ankommet ved bilen åbnede Sebastian bildøren til bagsædet og efter lod ham og sky foran bilen. “Bare start bilen Sebastian, jeg klare resten” han løftede en hånd ind imod bilsædet. “Hvis du vil være så venlig?” Kom det fra ham og smilte lidt inden  han rakte Sebastian kurven som kig over på den anden side for at sætte kurven på de sæder der var overfor hinanden i bilen på bagsæderne. 

[Sky Wolfgang]

"Jeg ved ikke rigtig. Uanset står det ikke til at ændre nu." Konkluderede hun bare. Hun havde måske også reageret hvis hun selv havde opdaget det, men det var stadig noget andet. Sky havde virkelig glædet sig til denne date og så var den endt helt skævt. Men hun havde også virkelig frygtet det værste, så selvfølgelig var det også sket. Sådan var det ofte, hvis man tænkte for meget på en ting.
Det gik op for Sky at de helt havde glemt picnic kurven, gad vide egentlig hvor den var blevet efterladt? Hun kiggede ned imod ruinerne som for at se om hun kunne få øje på den, men det kunne hun ikke. Atreus tilbød heldigvis at hente den, og imens kunne Sky så lige få lidt styr på sig selv også. da hun nåede toilettet så hun sig selv i spejlet og blev der overrasket over hvordan hun så ud. Hun var mød beskidt og havde opsvulmede øjne af at græde. Hun fik sig dog gjort lidt pænere og skyndte sig så ud igen hvor de mødtes som planlagt.
Da han satte Sebastian igen skævede hun lidt til bilen, men kort efter blev hun så også genet ind i bilen. Det smilede hun blot til og nikkede. "Selvfølgelig. Når du er med." forklarede hun før hun så også satte sig ind i bilen. "Jeg havde glæder mig til at lære dig bedre at kende, men det blev der ikke meget af. sukkede hun lidt og satte sig så ind.