Date, yea telt The truth

[Atreus Phoebus Winchester]

Sky havde ret, det kunne ikke ændres nu. Det stod ikke til at rede, ikke engang med en tidsvender måtte man blande sig i tiden. Det gik ikke længere. Og alligvel ville han nok have ændret alt ved et alligevel når det kom til stykket. Han satte sig ind i bilen efterfølgende og hørte Sebastian tænde bilen. “Sebastian bare hjem”  kom det fra ham og lukkede et lille vindue bag førersædet og kiggede på sky. “Nu tager vi hjem til mig og spiser noget frokost, måske du kunne lide stedet.?” Hun havde selv forslået at tage hjem til ham så hvorfor skulle de ikke holde på det lidt endnu? Han vidste ikke om hun ville ændre mening men han håbede det ikke. Det ville virkelig være en som hvis hun gjorde det.”vi har hele eftermiddagen til at snakke hvis du vil?” Kom det fra og smilte lidt forsigtigt til hende,

[Sky Wolfgang]

Hun mærkede hvordan bilen rumlende startede op og satte igang. Faktisk anede hun ikke hvor han boede, men det var vel ligemeget ikke? Det vigtige var at få noget nogenlunde godt ud af dagen som var startet så dårligt. Hun så ned af sig selv og børstede så lidt støv af tøjet og tørrede sig for en sikkerheds skyld under øjnene. Så skævede hun til Atreus og sendte ham et lille smil. "Du Sir? Jeg ville blive ked af det, hvis ikke du... hvis du stoppede med at leve." Hun så væk inden han kunne nå at reagere på det. Hun turde ikke rigtig se ham i øjnene, hvis han svarede noget. Hun havde trods alt lige selv sendt en masse dårlige ord efter ham, som havde medført et stort skænderi, men derfra og så til ikke at ville have ham i livet, det var svært. "Jeg er ked af at du har mistet dine forældre. Jeg ved hvor hårdt det kan være. men du må aldrig tro du er alene. Det er du ikke" Hun strøg hans hånd let et par gange og kiggede så ud ad vinduet. Der fandt hun så smilet igen og rettede lidt på sit hår. "Jeg glæder mig til at se hvor du bor. og lærer dig bedre at kende." denne gang kiggede hun på ham med et smil og håbede på at kunne skabe øjenkontakt.

[Atreus Phoebus Winchester]

Sebastian var en fremragende chauffør og han havde gjort det i mange år, der var ikke det han ikke kune køre uden om. Men heldigvis ville det aldrig blive boget større arbejde for ham. Han lagde hovedet lidt tilbage mod sædet og kiggede hen på picnic kurven for at kigge på sky da hun havde agat sin sætning færdig. Han så ikke hendes ansigt ud over fra spejlbilledet i vinduet. Han smilte lidt for sig selv, var han i sandhed lidt heldig omsider? “Nej du har nok ret. Der er for mange løse ender til at tage her fra.” Han fastholdte sit smil og kiggede lidt hen imod førersædet og smilte fortsat. Han havde ingen ide om hvad der ville komme ud af dette her, men han var en anelse lykkelig selvom de havde skændtes. Det hørte naturligt til at skændes. “Men har du ikke din far endnu?” Spurgte han stille og kiggede på hende og nød hendes kærtegn. Hendes hånd føltes så silkeblød imod hans hånd, og hun kunne roligt slappe af i hans selvskab, eller det håbede han at hun kunne. Endelig kiggede hun på ham og for en gangs skyld fastholdte han hendes blik uden at få gule øjne. Han nød hendes selvskab, han kunne slappe mere af når hun var i nærheden, ville det vare ved? “Vi har hele aften hvis du har lyst?” Han vidste der var en halv times kørsel ca til deres destination. Men han håbede hun ville kunne lide hans hjem. 

[Sky Wolfgang]

Hans spørgsmål omkring faren fik hende kort til at fnyse og se på ham. "Jo.. Eller nu har jeg. Indtil for to år siden ca kendte jeg ikke min far. Først da min mor blev indlagt, fandt jeg ud af at jeg havde en far. Ministeriet opsporede ham og afleverede mig så på dørtærsklen hos ham." virkelig den lykkelige historie, man ønskede at være en del af, når man var en ung teenager. Theodore Wolfgang var ikke lige den familiefar hun havde drømt om, og måden han omgik sine stuepiger var også lidt for selskabeligt for hendes smag. Det var svært at vende sig til. Det var ikke familiefølelsen der var størst, måtte hun indrømme. "Med ham fik jeg så også en masse halvbrødre. Og.. Jeg tror måske, at jeg er i familie med Ministeren, altså Jasper 'Wolfgang' Rider. Men min far vil ikke have at jeg opsøger hans familie." Det hele havde været så mærkelig dengang hun havde fået alt dette at vide, og hun havde lidt glemt detaljerne om hvorfor det hele var så vigtigt. Det havde bare virket absurt mærkeligt.
Hele aftenen til en date? Det lød da meget rart, men hun blev enig med sig selv om at se det hele an og se til om det overhovedet ville fungere for dem. De havde trods alt lige skændtes.

[Atreus Phoebus Winchester]

Han lyttede til hende men fik mere ondt af hende end noget andet. Det var en skam at det skulle være sådan. Takket være ministeriet havde hun fået en familie, en som sikkert ikke engang ville have hende. Det måtte være svært. “Det før mig ondt” kommet roligt fra ham og aede hendes hånd. Hvis det var sådan det var st være hende kunne han ikke sætte sig ind i det. Lige 0ludselig at stå fra ikke at have nogen familie til lige pludselig at have, det måtte være svært. Han ville ikke kunne forstille sig hvordan det var at stå som hende. Hendes næste ord gjorde endnu mere ondt på ham. Tænk atnhave en familie der ikke ville have man opsøgte resten? Hvorfor ikke, og hvilke hemmeligheder lå der bag dem? Han vidste det ikke, men han kunne godt forstå hvor mærkeligt det egentlig var. “Men du er jo myndig, kunne du ikke bare gøre det?” Spurgte han lidt forsigtigt. Hvilken skade ville det gøre at hun opsøgte noget familie der måske ville hende det bedre? han stirrede ud af roden og kunne kende omgivelserne, det ville ikke vare længe før de var ved Crosswater, og til den tid, ja så vidste han jo ikke engang om hun ville med ind.

[Sky Wolfgang]

Sky mærkede hvordan en klump begyndte at samle sig i brystet på hende og hun sank i håbet om, at det kunne få den væk, men så let var det ikke. Hun snakkede normalt ikke om sin familiesituation, og havde ikke gjort det siden hun havde fået beskeden om, hvad der var sket. Egentlig havde hun ikke lyst til at snakke om det, men Atreus havde startet det ved at snakke om sine forældre. Det var ikke nogen konkurrence, men skulle sandheden frem, så ønskede hun, at hendes mors overfaldsmænd havde taget livet af hende, frem for den uoprettelige tilstand hun nu lå i. Tanken fik en tåre til at løbe ned over hendes kind, som hun stille tørrede væk. 
Hun hørte hans ord, men vidste ikke, hvad hun skulle svare og trak bare sin hånd til sig. Det var for meget lige nu. Hun ville gerne bare være selv, ellers var hun ikke sikker på hun kunne klare det.

Hans spørgsmål fik hende til at ryste på hovedet. "Det er ikke så lige til. Hvis jeg har forstået det rigtigt, så tror min onkel at min far døde for mange år siden. Med andre ord, så tror han ikke på jeg er min fars datter. Jeg... har snakket med ministeren. Da han lige fik posten. Det var der jeg bed mærke i navnet. Wolfgang." Egentlig havde hun nok lidt bare accepteret den del, desuden dukkede der jo halvbrødre hos hele tiden, og de var da meget søde.

[Atreus Phoebus Winchester]

Han fandt det ikke så underligt at hun trak hånden til sig, eller at hun ikke sagde noget i et stykke tid. Det var en privat sag, og hun kunne egentlig bare lade vær med at snakke om det, tale om noget andet. Men han havde allerede skældt hende ud en gang, han ville nødig gøre det igen, det var ikke lige ham. I hvert fald ikke lige nu. Desuden var han sjældent sur. Det lå normalt ikke til ham, som slåskampe hågjorde, men det var aldrig af arrigskab til at starte med, normalt fik ahm bare nok af andres kommentare og deres hovmod om hvad de vidste om ham, hvilket var ingen ting. 

han lagde sine hænder på sine ben og kiggede ud af vinduet. Dog drejede han hovedet da hun sagde noget. “Det er jeg virkelig ked af...” han vidste ikke hvad han ellers skulle sige, det lød ikke lige frem på hende som om det var noget hun ville snakke om. Han kunne se at det var et finere kvartere de snart var på vej ind i og han vidste at de netop nu snart ville være der. “Så er vi der snart” kom det fra ham og slog vinduet op ind til Sebastian. “Bare kør op foran, få Marie til at sætte lidt op udenfor i baghaven fra picnic kurven så viser jeg prinsessen rundt” han lænede sig tilbage alt imens han kunne høre “javel Sir” komme fra Sebastian. Han stak sin stav i lommen og kiggede på hende. “Nu håber jeg ikke du bliver skræmt når dus er stedet” han smilte lidt til hende og lagde hovedet lidt på skrå.

[Sky Wolfgang]

Hun så til som de drejede op imod huset og kiggede man på hende, ville man fornemme, hvordan hun rent mentalt lige fandt fokus igen og gjorde sig klar til at møde verden igen. Et så fornemt hus skulle ikke tilsmudses af hendes dårlige humør. Det var også svært ikke at smile da hun så hørte ham omtale hende som prinsesse. Nok kunne hun ikke lide det, men der var noget hyggeligt over det. 

“Du skal ikke tænke på det. Jeg skal nok klare mig. Desuden har jeg en virkelig sej halvbror, som jeg måske kommer til at snakke en del mere med fremadrettet” han var direktør ved cirkusset og havde tilbudt en mulig plads til hende også. Det var et tilbud hun stadig havde lidt svært ved helt at beslutte mens hun fulgte med ham og så sig omkring imens. “Her må virkelig være smukt om summeren, når alle blomster springer ud” sagde hun så før hun endelig så på ham igen. “Jeg skal nok lade være med at blive skræmt, når jeg ser det” hun smilede til ham og lod så sine fingre flette sig ind i hans. 

[Atreus Phoebus Winchester]

Det var ikke fordi at han havde lyst til at være her, det var mere om det var et for stort et sted her for sky end det var at være ude på landet blandt alt det farlige. Han smilte lidt til hende og nød virkelig at se et smil på hendes læber. Selvom hun havde det svært var der alligevel noget godt at hun havde noget hun kunne se frem ril, også selvom det bare var en halvbror. Det var trolds alt bedre end ingen familie at have som ham selv. “Det må være dejligt” kom det fra ham og så hvordan de kørte op til hovedeingangen. Han smilte lidt som bilen satte i stå ved hendes sidste ord. Han åbnede selv døren og trådte ud bl9t for at holde døren til hun selv kom ud af bilen. “Bare vent Til du  så rosenhaven når den er sprunget ud, meget mere fascinerende. Roser over alt, lige som min mor ønskede det” han kiggede på hende og lukkede først døren da hun var steget ud. “Velkommen til Crosswater” kom det fra ham og lagde sine fingre imellem hendes for at flette dem ind i hinanden. 

[Sky Wolfgang]

Sky trådte ud af bilen, og kiggen på den smukke natur, men da hun så vendte sig en halv omgang, fik hun øje på huset og stivnede i, hvad der kunne kaldes ærefrygt. Hun blinkede nogle gange og stirrede så ellers på den store smukke bygning. "Bor du her?" Rimelig dumt spørgsmål egentlig, men det var ikke noget hun tænkte over lige nu. Hun kiggede bare på huset indtil en tanke slog hende og hun så kiggede ned at sig selv. Var hun overhovedet fin nok i sit tøj? "Hert... Jeg øhm... Wauw hvor er det smukt." En ny tanke skød op i hendes hoved og hun kom til at grine lidt for sig selv. "Har I også roser? Må jeg ikke nok få en rundtur? Der er så meget."Hun var enormt betaget af området og prøvede at få det hele med, som meget som muligt. "Det ligner jo et slot til en konge."

[Atreus Phoebus Winchester]

De5 var tydeligt for ham at høre hun var overrasket over hvordan her så ud. Meget var lavet om 8 tiderne op til nuet, selv han havde lavet om på stedet. Et sted han kunne studere sin magi, et sted han kunne prøve at producere en stormagt eliksir, men lige meget hvad han gjorde virkede det aldrig. Eliksir havde virkelig ikke været hans stærke side. Det blev faktisk kun værre ved tabet af hans forældre. Han vendte sig om og kiggede lidt på stedte inden han lukkede bildøren efter hende. “Ja det kommer jeg ikke helt uden om” kom det fra ham og fastholdte et smil på læben. Han lagde en arm rundt om livet på hende for at føre hende rundt om huset hvis hun tillod det. “Lad mig vise dig det udefra. Haven og den slags” han kiggede på hende og begyndte at satte vejen for hvor de skulle hen, om i haven hvor roserne ville stå i lange rækker men stadig ikke udsprunget. Haven der var passet og plejet perfekt, ingen ukrudt at Ane, og der var ingen måder at se på hvor yndigt det var om sommeren. Nu var det kun ved at være forår og tingene ville langsomt komme i flor. “Jeg går ud fra at vores kronprins bor lidt bedre end jeg gør, men jeg skal ikke kunne sige det” han vidste ikke hvordan kronprinsens eller hvordan det så ud der hvor Archibald J. W. Windsor boede. Ikke at han havde kontakt til kongefamilien, men en dag kom der måske nok en sag imellem deres familier, men han kunne ikke vide det.

[Sky Wolfgang]

Hun lod ham slippe deres greb i de flettede fingre og trådte lidt tættere ind til ham, som han lagde armen om livet på hende. Det var virkelig idylisk det hele. Skys øjne løb og de mange planter, der alle stod med spæde lysegrønne friske skud og afslørede at sommeren var på vej. Der var så meget at se, det var så stor. "Større end DMU, næsten..." Kom hun til at sige højt som en del af hendes tankestrøm. 
Man ville tydelig kunne se på hende, at hun ikke være skræmt over synes men blot enormt fascineret og simpelthen ikke kunne få nok. "Du bor her? Det er jo... Jeg føler mig næsten underdressed nu." grinede hun lidt, og hun havde endda mere fornemt på end standarden blandt piger i hendes alder. Hun var pænt klædt altid, så at hun sagde det nu, fik nok den observante lytte til at tænke på mere prinsesselignende kjoler. 
Sky selv kiggede på bygningen igen og lagde hovedet lidt på skrå. Han boede her jo selv.. Det var et stort hus for en person. Man hans chauffør også boede her? Nej, han havde vel familie et sted. "Har du husalfer?" Spurgte hun derfor så lidt ud af det blå, skønt der i hendes verden var en god mening med det. 
Hun lod ham føre sig rundt, mens hun snakkede og så det hele. Da de kom til roserne stoppede hun da også op. "Hvad farve bliver de?"

[Atreus Phoebus Winchester]

Det var sødt at hun mente stedet var større end DMU, men sandheden var at det var det ikke. DMU havde større forsamlinger, og mere plads for slet ikke at tale om alle de lokaler der skulle til. Men det behøvede han ikke sige højt hun vidste det allerede. Det var måske bare en mindre talefejl, det kunne jo ske for alle og enhver. Desuden var det no’ overraskelsen over hvordan her så ud frem for noGet andet der slog hende. Han fjernede ikke hånden fra hendes,liv et eneste sekund, nød at være tæt med hende samtidig med at de gik her for blot at lade stedet være stedet og nyde det med nogen. “Du er allerede smuk prinsesse, uanset hvad du har på” det var måske ikke det der havde været hans første tanke da han så hende første gang, men det var det i hvert fald blevet. Han kunne ikke lade vær med at smile til hende, det var som om alt ting kunne blive bedre i hendes nærvær. “Husalfer? Nej befri mig vel. Jeg har muggler ansatte, det duer ikke jeg har en husalf” tanken om at have en skræmte ham faktisk også en smule. Det ville betyde at han skulle mere ind i magien som han på nogen punkter tog afstand fra. da hun stoppede op stoppede han selv og fjernede hånden fra hendes liv. Han tog solbrillerne af igen og satte i t-shirten inden han kiggede rundt. “Hvide, røde, pinke. Jeg tror endda også nogen er blevet gensplejset til blåmuden helt at vide det” han gik ikke så tit i rosenhaven. Der var for mange minder forbundet med stedet og tanken om at være nær sin mor så meget hågjorde blot mere ondt.

[Sky Wolfgang]

Der var noget beroligende i hans kompliment, men samtidig virkede det også bare næsten lidt for kliché agtig og hun begyndte at overveje hvor mange pige, han kunne havde fyret den af over for. Der var intet galt i ordene som sådan, det var bare meget upersonlige. Det fik hende derfor til at træde lidt ud af karakter og måske vise en side, hun ikke så ofte lod se dagens lys. "Og hvad når ikke jeg har noget på?" Spurgte hun, og var egentlig lidt spændt på hvordan han ville reagere, men måtte også koncentrere sig om ikke at grine. Ikke endnu i hvert fald. 
Det gjorde hende trist til mode, at der ikke var nogen. De ansatte tog vel hjem om aftenen, og hvad så? var han så bare alene? "Så ingen husalfer. Er der nogen af personalet, der på her sammen med dig?" spurgte hun så ligeglad med om hendes bekymring ville lyse igennem ordene. Hun ville gerne have et svar. 

Rosen haven var stor og hun forsøgte at skabe sig et billede af, hvordan det mon ville se ud, når alle roserne blomstrede. Det ville være nogle smukke farver. "Ingen gule roser?"  Spurgte hun så. Men nogen mente selvfølgelig også de betød ulykke, måske han var overtroisk? "Sir. Du burde plante nogle forårsblomster, så her er fint indtil roserne springer ud." Fortalte hun så sagte. Hun ville nødig hundse med ham eller få det til at lyde som om hun syntes her var grimt.

[Atreus Phoebus Winchester]

Hendes kommentar fik ham til at grine. Han måtte tage sig lidt til armen og man kunne se en svag rødmen 8 kinderne på ham jo mere han grinte. Han måtte da stoppe før eller senere og det gjorde han også. Men den lidt Rosa farve i kinderne blev hængende, måske hun bare troede det var varmen fra solen og ikke fordi han blev en smule flov. “Der er du sikkert også smuk, uden at vide det” han kløede sig på armen på ny og lod blikket glide ned i jorden. Han turde ikke kigge på hende, tænk nu hvis hun tænkte at han klædte hende af med øjnene. Nej det lå ikke til ham at gøre den slags, ja piger havde udnyttet ham op til flere gange, men han ville aldrig fortjene en pige som sky hvis hun ikke gjorde det samme. Det var sådan han havde oplevet det hele sit liv, folk der udnyttede ham til sit eget formål, så hvorfor skulle hun ikke også gøre det? “Gule roser? Joooo sikkert nede bagved blandt de blå roser der går op i en bue over bænken. Jeg kan ikke helt huske det. Jeg går der ikke så tit” mest af alt havde han lyst til at sige aldrig, men han kunne ikk få det over sine læber. “I hvertfald har vi en tennis bane ved siden af roserne det er god træning” kom det fra ham, ikke om han anede om hun vidste hvad tennis var. Det var jo ikke lige frem quidditch magikernes national sport i England. “Forårs blomster siger du? Det er faktisk blevet forslået af gartneren, men jeg tog det aldrig seriøst” han bevægede sig jo aldrig i haven han kiggede kun på roserne fra vinduet i sit soveværelse. Måske det var på tide med forandringer