Date, yea telt The truth

[Atreus Phoebus Winchester]

Sky Wolfgang
lørdag april kl 12
solskin 17 grader meget lidt vind ingen skyer 
winchester castle/ ruinerne 
Outfit

---

For noget tid siden havde Atreus sendt sin chauffør hen til det magiske universitet for at hente Sky, den meste interessante person han nogen sinde havde mødt, og så var hun ret pæn. Han stod lænet op af en af ruinerne bage huset der stod tilbage af Winchester castle. Han stod med en picnic kurv i hånden og afventede at bilen ville dukke op med sky i. Solbrillerne sad perfekt hen over øjnene, den stribede t-shift sad tæt til kroppen og afslørede en begyndende 6pack og det var tydeligt at se at han trænede hvor han havde behov for det. De sorte bukser sad som der ikke havde gjort andet. De var suget ind til lårene og læggen da det var slim fit bukser. Men intet på ham virkede stramt eller for stramt på ham.
han havde drømt om denne dag i noget tid, og han håbede ikke at sky ville blive skuffet, men hun kunne lige så godt se det kaos der var inde i ahm som det kaos der var netop her ved winchester castle. Hun fortjente at høre sandheden om ham og hans familie. Desuden så var der mange ting de skulle snakke om, tanken om at hun helt ville afvise ham var der selvfølgelig, men de havde allerede kysset så helt en afvisning kunne hun vel ikke lave. Han lagde mærke til bilen der dukkede op på parkerings pladsen og Sebastian der steg ud for at åbne døren for sky så hun kunne stige ud. Hun så smuk ud sådan som han så hende på afstand. Han løftede en hånd til en vinken så hun kunne se hvor han var. Et smil spredte sig på læben som han kunne se hun kom nærmere.

[Sky Wolfgang]

Outfit

Det have virket voldsomt at blive hentet af en chaurrør Sky slet ikke kendte og så bare sætte sig ind i bilen og køre med. På vejen havde hun kigget ud af vinduerne og flere gange havde hun overvejet at spørge Chaufføren om, hvad han vidste om Atreus, men af høflighed havde hun ikke gjort det. 
Til sidst nærmede de sig et smukt gammelt slot og Sky blev meget betaget af det. Det var derfor også først da Sebastian åbnede døren, at det gik op for hende, at de faktisk var fremme. Ellers havde hun nok bare gjort det selv. Hun trådte ud af bilen og rettede kort på de rødelokker, hvoraf ca halvdelen var sat op mens resten hang i sin fulde længde. Derefter fik hun til sin lettelse øje på Atreus, som hun skyndte sig hen til. "Sir Hertug" Hun tog fat i kjolens skørt og trak det lidt ud, mens hun så nejede dybt og yndefulgt for ham. "En ære at møde Dem" Drillede hun så lidt som hun igen kiggede op på ham og man kunne se hvordan et lille blink spillede i hendes øjne. "Hvordan går det?" Spurgte hun derfor mere hverdags agtigt.

[Atreus Phoebus Winchester]

Et smil spredte sig mere og mere på hans læber som han så det røde hår flagre lidt af den smule vind der kom. Han satte virkelig pris på at hun ville på date med ham. For egentlig kunne hun bare have sagt nej i sidste omgang. Men han havde ikke svigtet hende eller forladt hende tvært imod. Hun gjorde noget ved ham der var så meget anderledes end alle mulige andre. Så det var vel kun en ting hun kunne sætte pris på ikke? Hans smil var så bredt da hun sagde noget til ham at hans øjne for en kort bemærkning blev gule bag solbrillerne. Han tog solbrillerne af og satte picnic kurven på græsset. “Hej Prinsesse” kom det fra ham og havde lyst til at træde helt tæt på hende og kysse hende lige som i musiklokalet for en uges tid siden. Men han måtte hellere lade vær, det var jo kun første date, og der var nok at tale om. Som hun nejede bukkede han sig pænt og rettede ryggen. “Æren er helt på min side” han rettede sig op og holdte fortsat sit smil. “Nå ja, jeg klare mig, og dig?” Han håbede ikke at hun ville tvære i at han ikke havde snakket med hende intet par dage, men hvem kunne det når sorgen over ens forældre hang så dybt i en at man aldrig helt var kommet over det. “Jeg er virkelig glad for du ville mødes med mig” kom det roligt fra ham og trådte et skridt frem for st give hende et kys på kinden. Ikke det han længtes efter men det var en start.

[Sky Wolfgang]

Skønt hun ellers var imod det kælenavn han havde givet hende, så kunne hun ikke lade være med at grine lidt for sig selv over det. Han var sød og som hun nu så ham tættere på gav det et sug i maven, han så virkelig godt ud med solbriller og alt muligt. "Jeg har det ganske fint tak." fik hun så bare sagt. Utroligt nok var hun lidt generet hvilket jo var skørt, men når hun stod der i de smukke omgivelser virkede det hele bare så overdådigt og det gik ligesom op for hende at han virkelig var Hertug. Det var ikke bare en titel ligesom hendes prinsesse titel. 

Sky kiggede sig omkring og havde svært ved at tage alle de mange indtryk ind og glemte derfor også næsten helt Atreus i forløbt. Først da han kyssede hende, virkede det til at hun blev nærværende igen. "uh" lød det fra hende og man kunne ane farven i hendes kinder, før hun så tyggede let ned i sin læbe. Var det virkelig det rigtige at gøre dette her? Hun måtte hvertfald huske at forholde sig pæn og høflig. "Jeg er glad for invitationen. Bor du virkelig her?" Hun så imod det store flotte slot.

[Atreus Phoebus Winchester]

Han var overbevist om at dette her var noget hun ville. At dette her var noget hun satte pris på, også selvom det blot var i en ruin. “Det glæder mig” han var høflig, præcis som han normalt altid var, når det ikke lige kom til skolen. Der var lidt andre ting der var pressede. Og så hadet han hvis for mange vidste han var hertug. Det var et sted det han gerne ville have folk skulle se bort fra. 

solbrillerne blev sat i t-shirts kant foran og han kiggede på hende for at vende sig rundt og tage en dyb indånding. Hans blik vandrede lidt rundt blandt ruinerne inden han kiggede på hende og hørte hendes spørgmsål. Han begyndte så småt at grine i et kort stykke tid. “Her blandt ruinerne? Nej bevares, jeg bro i oxshott. Dette her er Winchester castle. Eller det var Winchester castle. Nu er det blot et museum i bygningen bag os og ruiner her bagved hovedbygningen” han lod blikket vandre lidt rundt for at studere det hele. “Det er noget gammelt familie historie knyttet til dette sted, jeg er ikke inde i historien. Men jeg kommer tit her ud, for at se det kaos der ligger her lige så vel som i mit indre.” Forklarede han og lagde en arm rundt om hende bare for at se om hun ville acceptere det.

[Sky Wolfgang]

Okay, selvfølgelig boede han ikke mellem ruinerne, men han kunne da have boet i en af husene omkring. Det lød dog til at være museum. Det gjorde hende for alvor flov og hun begyndte at pille ved en hårtot mens hun bed sig i kinden.. Det her date noget gik vidst ikke særlig godt for hende. Kort fugtede hun læberne og så imod ruinen. "Så hvad er din plan? at vi spise her i ruinerne? Er det ikke farligt?" Kunne der ikke falde sten og murbrokker ned sådan et sted?
Der var noget lidt tragisk over hele stedet, men så fik Skys øjne øje på en lille lilla blomst, hvilket fik hende til at smile for sig selv. Der var altid et form for håb, selv når alt virkede til at ligge i ruiner. "Hvorfor får du det ikke bygget op igen?" Spurgte hun og så på murbrokkerne rundt omkring. det kunne sikkert blive rigtig godt.

[Atreus Phoebus Winchester]

Han kiggede på hende og synes hun var vældig sød sådan som hun havde haft tankerne. Det var en gestus han næppe havde hørt før, egentlig kunne han have boet i nærheden, men det gjorde han heldigvis ikke. Det var slet ikke området for ham længere. Nu boede han oxshott i new Hampshire sammen med en masse andre rige folk, men den eneste hertug der boede der. “Der er intet farligt her længere, mange kommer forbi for at se ruinerne og muset. Hvis det var farligt havde man spærret området af.” Startede han ud med og kiggede på hende. Hun klagede ikke over den arm han havde lagt rundt om livet på hende, så det var vel et godt tegn. “Planen er at vise dig lidt af det farlige der kan være sådan et sted her. Uroen der er i mig, som der også er her.  Ise hvordan de vilde blomster vokser og alligvel kan bringe et håb med sig. Vi spiser her ved ruinerne blandt de vilde blomster og nyder udsigten ud over markerne og skoven der nede” kom det fra ham på ny og pegede ned imod skoven et stykke fra dem. Hvis de var heldige dukkede der en Hjort eller to op, hvem vidste det var jo forår. Hendes spørgsmål kom noget overraskende og han kunne ikke lade vær med at smile. “Det er ikke mig der står for det mere. Desuden er det vældig dyrt at bygge sådan noget op igen. Nu er det en turist attraktion, og de har deres egne ideer om hvordan turisterne kan komme på guide ture, og sådan nogle ting.” Han ønskede ikke at bygge noget op igen. Det var givet bort for længe siden, og han vidste ikke engang hvornår. Så meget var han ikke inde i sin egen familie historie. 

[Sky Wolfgang]

Sky fulgte Hertugen tæt ved hans side og gik og kiggede lidt rundt, når ikke blikket faldt på, hvor smuk han kunne være. Hun kiggede dog aldrig for længe på ham, af frygt for at han ville lægge mærke til det og kommentere på det. Lige nu ville hun helst kigge lidt i smug. 
Armen der var blev lagt om livet på hende, havde hun ikke rørt endnu. Hun havde ikke lyst til at bede ham fjerne den, men havde det egentlig heller ikke helt godt med at den var der, men hun sagde intet om det. I stedet forsøgte hun bare ikke at lægge for meget tanke i det. Som han snakkede kiggede hun alligevel på ham, denne gang med rynkede bryn. "Hvad er det med dig og filosofi? Du bliver ved med at snakke om et kaos inde i dig selv. og om hvordan tingene foregår inden i dig. Det lyder altså mærkeligt." Nu var hun stoppet og hun fik sig snoet ud af hans arm. Der var noget ved det hele hun ikke kunne lide. Ikke at han havde i kaos i sig, men måden han omtalte det på, det var så.. Rampelys søgende.. Det fik hende til at miste modet til. "Det kunne ellers være smukt at få bygget op igen. - Få styr på kaosset." hun kunne ikke lade være med at tilføje sidste del, bare fordi.

[Atreus Phoebus Winchester]

Han vidste ikke længere hvad han skulle gøre for at opretteholde den facade han mere eller mindre havde oppe. Den skulle nedbrydes, og måske sky kunne være den der formåede netop dette. Han vidste at han havde brug for at græde over tabet af sine forældre, men han havde ikke grædt over tabet endnu. Der var så mange ting som kunne ændres, som ikke var sket, og alligevel håbede han mest af alt på sky kunne være den der kunne grave der frem fra ham. “Hør jeg inviterede dig ikke ud for at lyve for sig. Du kan arge mig om alt, uanset hvad det er. Jeg har meget kaos i mig, som helst skulle brydes ned... med tiden” kom det fra ham og et suk kom fra ham. Han håbede inderligt på at sky forstod hvad han mente, men han anede det ikke men han kunne jo starte et sted. “Et af de ting jeg kæmper med.... jeg er... jeg er varulv, ikke af min gode vilje...” han sagde det stille, men hun fortjente sandheden. Det var jo ikke fordi han ville gemme den del af ham. Han kiggede også væk, og hans øjne kom frem i en gule farve og blev der selv da han drejede hovedet for at kigge på hende. Han ville se skammen i hendes øjne, om hvordan man kunne lærer en at kende som ham. “Det koster for meget, og arbejdskræften er værre end noget andet” han sagde ikke noget til at hun havde trukket sig væk fra ham. I stedet kiggede han fortsat på hende med de gule øjne der stod så lyst og skarpe at de nærmest kunne virke uhyggelige.

[Sky Wolfgang]

Som Hertugen igen begyndte at tale stivnede hun og så forvirret på ham. Hans ord gav ingen mening. Hvad var det her? Havde han bare trukket hende med for at de kunne snakke om ham? Fordi han forventede hun var en skrigende fan som alle andre?
Hun rystede på hovedet i fortvivlelse og bakkede et par skridt bagud, men stoppede så da ordene lød. Han var varulv!  Det var simpelthen for meget. Af mangel på klarhed rakte hun op for at trække sine rødgyldne lokker om bag øret, mens hun bare rystende på hovedet så på ham og igen trådte væk fra ham. "Du... Du er varulv?" Hun kneb øjnene hårdt i som prøvede hun at vågne fra dette vanvid, men gjorde det ikke. "Og hvad er det her så? Har du lokket mig herud som en anden rødhætte, der går væk fra stien? Hvad vil du mig overhovedet.?" Hun kunne ikke forstå hvad der skete. Hun havde glædet sig sådan til deres date, men nu ønskede hun mest af alt at hun sad hjemme på sit værelse i sikkerhed, langt væk fra ham. "Du rører mig ikke. Forstår du det. Du skal ikke følge mig nogen steder hen, du skal ikke vise mig noget og du ska..." Mere nåede hun ikke at sige, før hun fik øje på hans nu gule øjne og hun sank en klump for så at vende ryggen til ham og skynde sig væk. Hvad var det dog der var sker? Hun ville væk og det kunne kun gå for langsomt. Derfor småløb hun op til stedet hvor hun for kort tiden siden var blevet sat af.

[Atreus Phoebus Winchester]

Han vidste at han ikke skulle have sagt noget. Han vidste at han skulle have holdt sin mund med overhovedet noget af alt det han følte. For en gangs skyld havde han åbnet sig op for andre end Sebastian. For en gangs skyld havde han sagt noget der kunne sårer andre, og nu stod han her som en eller anden idiot og kiggede på hende med ravgule øjne. Han rystede på hovedet mens han klemte øjnene hårdt sammen. Hans øjne blev normale og han kiggede på hende som om alt ting var forandret. “Sky... du må ikke..” han vidste ikke hvad han skulle sige ikke sådan rigtigt, og nu kunne alt være forbi. “Jeg gør ikke noget, forstår du ikke... du er ikke som alle andre.. Sky kom nu... du må ikke gå...” han kiggede efter hende som hun forsvandt ud fra hans synsfelt og vandrede væk fra ham. “Sky!” Kaldte han op imod hende inden han satte i løb efter hende. Han kom op på siden af hende og kom endelig foran hende for at sætte en stoppe fra hendes fremdrift. “Jeg ville jo bare... hør nu på mig, bare for en gangs skyld” han kunne ikke styre sine øjne, hele tiden skiftede de fra en gul til de klare blå øjne. Han kunne ikke styre noget af sig selv. Han ville bare have hende til at forstå. “Fint... Sebastian køre dig tilbage til skolen...”  han bevægede sig langsomt op imod chaufføren der stadig stod der, og han sukkede kort. Dette var ikke gået som det skulle, og nu ville alt være anderledes. Han havde kvajet sig noget så grusomt.

[Sky Wolfgang]

Hun hørte hans mange ord bag sig, hvilket kun fik tårer til at bryde frem i hendes øjne og hun satte farten yderligere op. Hun var gået lige i hans dumme fælde! Dum som hun var var hun igen faldet for den forkerte og nu bed det hende grumt i halen. Hvorfor altid lige hende? Hvorfor kunne hun ikke være sat i grupper med nogle af de andre den dag, at de havde skullet helbrede de sårede studerende, inklusiv Atreus. Dengang havde hun forsøgt at kæmpe imod, men han var alligevel kommet ind på livet af hende, med de dumme sms'er. Var det sådan han gjorde med alle? Og hvad var hans plan overhovedet?

Tårerne løb ned ad hendes kinder som frustation og frygt blandede sig og da hun så pludselig så rigtig op, stod han nu foran hende. Det fik hende til at stande og se på ham med et ulykkeligt udtryk i øjnene. "Lad mig gå. Vil du ikke nok? Jeg har ikke gjort dig noget." lød det næsten skælvende fra hende, før hun så valgte simpelthen at gå udenom ham. "Sebastian skal ikke noget som helst. Jeg finder selv hjem. Bare hold dig fra mig." Hun var bange og de skiftende øjne som hun fik glimt af hver gang hun kiggede op på ham hjalp ikke ligefrem på situationen, derfor valgte hun at stoppe med at kigge på ham. Hun ville bare hjem. Hjem og være ulykkelig med et knus hjerte.

[Atreus Phoebus Winchester]

Han havde virkelig dummet sig som altid. Men det var der intet nyt i. Dette var takken for at være ærlig, for at sige en sandhed der strammede grebet om ham. Hvad havde han overhovedet forventet? Intet var nogen sinde det samme mere, han kunne ikke ændre på hvem han var, men han vidste at dette var sidste mulighed for nogen sinde at være ærlig. Han havde misset chancen for overhovedet at være ærlig over for nogen mere. Han havde så lidt tid tilbage på skolen, og dette gjorde det ikke nemmere. Vreden i ahm kom frem men hun måtte ikke se den. Han var varulv og intet kunne rede ham fra en skæbne om at være alene. Han hørte ikke hendes ord, han var lige glad, det alt sammen kunne være lige meget, i stedet var han målrettet imod Sebastian. “Kør hende hjem til skolen, jeg finder selv hjem” kom det fra ham og bevægede sig væk fra Sebastian med armene trukket om sig selv. Han bevægede sig forbi Sky uden at kigge på hende. Han kunne hære hvordan bildøren blev åbnet i håb om at sky satte sig ind i bilen. Han fortsatte sin lange tunge vej ned til ruinerne. Kaosset der endnu engang fyldte hans tomme rum i hjertet der aldrig helt ville hele til noget bedre. 
sebastian var den eneste der kendte til magien han havde i sig, og han var den eneste der vidste hvad magi var. Men dette var anderledes. Dette var et tungt sted at være. Og det ville være fuldmåne i morgen, chancen for at det gik godt var virkelig dårlig. Stormagt eliksiren kunne han stadig ikke producere. 

[Sky Wolfgang]

Døren til bilen blev åbnet på hans ordre og Sky så på Chaufføren. Han så ikke ud til at nyde situationen heller. Så så hun sig over skulderen i retningen af Atreus. Hendes blik blev overtaget af en bekymring og da hun så på Sebastian igen fornemmede hun samme bekymring i ham. Det gav hende svar nok. "Vent her, jeg... Jeg kommer snart tilbage." Derefter vendte hun rundt og hun kunne høre bildøren smække i bag sig. 
Nu skulle hun bare finde Hertugen. Hun havde set hvilket retning han havde taget, men han havde været hurtigere end hun. Med forsigtige og dog stadig bange skridt nærmede hun sig ruinen. "Atr... Sir?... Sir Hertug?" Spurgte hun forsigtigt da hun nåede ruinerne. Måske var det dumt at bruge det navn lige nu. Hun hørte heller ikke lige umiddelbart noget. "Atr.. Atreus? Und.. undskyld." Det gjorde ondt at tænke på alle de ting hun meget hurtigt havde fået kastet i ansigtet på ham. Så mange hårde ord uden at have lyttet. "Jeg Tror Sebastian er bekymret for dig.. Dem Sir. Vil De ikke nok kommet tilbage?" hun kom længere og længere ind i ruinerne og tænkte ikke over hvor hun gik, prøvede bare at finde ham og få ham med tilbage. "ATREUS!?" denne gang råbte hun, måske han så bedre kunne høre hende? Der virkede dog ikke til at ske meget, men netop fordi hun havde råbt, og fordi hun havde råbt så højt, var nogen sten gået løs, som styrtede ned lige der hvor hun havde stået. Med et lille hvin sprang hun frem og fortsatte nu i en hvisken "sir hertug? vil du ikke nok med hjem?"

[Atreus Phoebus Winchester]

Han havde vandret ned imod ruinerne, der ned hvor ingen rigtig vovede at gå. Hvis han havde haft modet til det ville han bare springe sig selv i luften. Ingen stolede på ham længere, alt havde ændret sig, og nu hvor han faktisk mente han kunne stole på en var det gået i vasken. Han hørte hende ikke, men han stod med sin stav i hånden og overvejede for gud ved hvilken gang at knække den. Hvad var meningen med at være magiker over hovedet? Selv en muggler kunne blive varulv, de ville bare være i chok hvis de overlevede til et mareridt hver fuldmåne. I det mindste var han forberedt sådan lidt...
Han hørte hendes råb men havde ikke lyst til at vende om, først da han hørte murbrokker og sten tumle ned vendte han sig om for at gå imod lyden. “Sky...” kom det stille fra ham som han satte fart på sine ben. “Sky?” Kaldte han lidt højere og bed sig i læben. Nu håbede han ik’e der var sket hende noget. Hellere ham end hende. Han så hende med ryggen til og så at alt var okey. Han stoppede op et stykke fra hende. “Sky?” Han ville have sagt pr8nsesse, men det passede ikke ind. Dette her var anderledes og det virkede lidt taber agtigt at han var gået for at kravle ind i ruinerne, han havde været så tit når han havde det svært.