When Christmas Comes Around

[Kimberly Sunshine]

Der var en milliard årsager til at hvad end der var sket med dem, ikke kunne eller skulle ske, og selvom ingen af dem sagde noget, så var den stilhed der lagde sig engang i mellem, en ret fin indikator for hvad der foregik i deres begges hoved. Kimberly havde i hvert fald end idé om at hun ikke var alene om mærke det. Det burde frastøde hende, men af uforklarlige årsager, gjorde det, det bare ikke.
Hans fnysen fik hende til at skule lidt efter ham. Hun var vant til at blive undervurderet for sit søde udseende og sprudlende person. "Bare vent." mumlede hun mere for sig selv. Hun burde slet ikke lade ham se den side af hende, men en lille del af hende, fik lyst til at bevise overfor ham, at hun var mere end et sødt ansigt.
Det lykkedes hende at ryste skuffelsen over at han ikke havde indfriet hendes mørke fantasier, af sig, med retionalet om at det var bedst sådan. Hun mindede sig selv om at hun havde en kæreste - sådan da, og at han stadig var Theodore. Det bedste ville nok være at takke af for i aften, inden alkoholen fik et tag i hende, inden hun fik lyst til at være rebelsk og gøre noget hun ville fortryde, men det var jul, og det var første gang i årevis at hun ikke behøvede at være alene, så i stedet for, ignorerede hun alle fornuftige tanker hun havde og trak ham med ud på gulvet. "Fordi jeg ikke er så sød som du og alle andre går og tror?" foreslog hun med et ubevidst lokkende glimt i øjet, da hun snurrede rundt om sig selv. Hendes blik gled ned af ham, hvilket ikke virkede mærkeligt situationen taget i betragtning. Hun kunne ikke lade være med at smile af hans lidt halvhjertede forsøg, der mest vidnede om en irriterende trang til kontrol. "Du tænker for meget over det." konkluderede hun og tog fat om begge hans hænder, ru og varme som de var. "Giv slip på kontrollen og føl det." opfordrede hun og tog en dyb indånding hvorefter hun åndede langsomt ud, på en måde det indikerede at han skulle gøre det samme. Herefter begyndte hun let at svinge fra side til side med hans hænder i sine, så han automatisk blev tvunget til det samme. Hun vidste ikke helt om hendes trang til at få ham til at slippe kontrollen, i virkeligheden handlede om noget andet end bare dansen..

[Theodore Maganiello]

Imens han lod sig trække op på "dansegulvet" gik det op for ham, hvor meget hun allerede nu kunne lokke ham til. Det var faktisk en kende skræmmende, men ingen anden ville have kunne lokke ham med på at stå her og gøre sig selv total til grin, med sine akavede dance-moves. Hvor var det dog dumt -og så alligevel befriende på samme tid. Som en willie, fik hun ham til at slække mere og mere af de bånd der havde holdt ham igen i årevis. Siden Rebecca, havde han aldrig haft den luksus at stoppe op og bare nyde et øjeblik, som han gjorde nu.
Det var lidt sjovt, for måden hun sagde det på, fik ham næsten til at tro hende, skønt det svarede til at skulle tro på at en enhjørning var et modbydeligt monster. Det var bare to billeder der ikke helt hang sammen. "Hmm. Jeg tror at jeg skal bruge nogle beviser i den sag for at tro den." Besvarede han, som var han den professionelle der skulle vurderer hendes uskyld, eller mangel på samme.
Han nåede ikke at kommenterer på hendes ord før hun allerede havde grebet hans hænder, og var i færd med at trække noget mere bevægelse ud af ham. Denne gestus fik ham blot til at smile bredt og han følge hendes bevægelser. Ooh han følte skam en del lige nu, men det var primært temmelig upassende ting, så den dør burde han nok ikke åbne. "Jeg beklager meget, jeg var ikke klar over at jeg var i rum med en professionel." Jokede han blot og slap hendes ene hånd for at svinge hende under armen og derefter gribe hende igen. Det endte heldigvis ud mere elegant end han havde forventet.

[Kimberly Sunshine]

Kimberlys værste frygt havde aldrig været alene. Hun havde altid frygtet mere at være ligeglad eller følelesløs, så ved enhver given lejlighed gav hun sig selv et øjeblik at nyde. Nogle gange dansede hun nøgen i køkkenet, andre gange drak hun vin i brusebadet, eller lavede stor middag til sig selv, bare for at mærke noget. Det var nok også derfor hun var blevet så fascineret af den verden Silas havde indviet hende i - fordi hun følte helt ind i knoglerne. Normalt delte hun det ikke med nogen, men hun havde en fornemmelse af Theodore ikke gav sig selv de øjeblikke der gjorde livet værd at leve, og så måtte hun jo hjælpe ham på vej. Hun sendte ham et fortrøstningsfuldt smil.
Det at han krævede beviser, gav hende djævelske billeder i hovedet af alle de ting hun kunne gøre for at overbevise ham, men ingen af dem var en reel god idé. "Hvis du er uheldig får du dem måske." svarede hun kækt igen. Hvis han vidste at hun nød at blive pint for nydelse, eller havde en tendens til at mænge sig med tvivlsomme typer, eller hvis han vidste hvad hun havde lyst til at gøre ved ham i øjeblikket, så ville han vide at hun slet ikke var så sød og uskyldsren som han forsøgte at gøre hende. Hun blev også vred, og stædig og hun havde en irriterende tendens til at tro at hun altid vidste bedre. "Mere professionel livsnyder." indrømmede hun med et lidt ydmygt smil. Hun fulgte hans føren, og drejede rundt om sig selv under hans arm igen. Hun lod ham fange hendes hånd på ny og kunne ikke lade være med at grine dog med et halvimponeret blik. "Måske har du slet ikke brug for hjælp. Nogle har vidst underkendt deres egentlige talent." bemærkede hun sigende med hovedet tiltet lidt på skrå. Åh det her virkede som den mest oplagte mulighed for hende, det var så fristende, så nemt, men hun kunne ikke gøre det, hvilket hun var nødt til at fortælle sig selv i tankerne, gang på gang for at blive overbevist. Hendes blik faldt til deres lukkede hænder. Ironisk nok havde hun ikke følt sig tryggere i meget lang tid. Ikke engang med Silas.

[Theodore Maganiello]

Havde han kunne læse hendes tanker i det øjeblik, havde han kunne give hende helt ret i, at han aldrig tog sig selv de samme friheder. Alligevel ville han havde nydt at høre om hendes små livsnyder-tendenser.
”Heldig” Rettede han hende ufortrødent. Han ville faktisk elske at se hende være “mindre uskyldig” igen fordi tanken ikke helt hang samme i hans hoved.
Han skød uderlæben en smule ud i en “aha” ligende grimasse. ”Jaså? Det har jeg hørt skulle være en god måde at leve livet på.” Svarede han blot. Personligt så han dét ikke at være i Azkaban som livsnyderi.
Theodore fnøs og himlede let med øjnene af hendes kompliment, ”ja det siger du nu, bare vent til om lidt når jeg har trådt dig over tæerne 4 gange.” Han blinkede til hende. Alt i ham havde lyst til at reagerer på hans impulser, og trække hende tættere ind til sig, den stædige fornuftige side af ham, holdt ham dog i skindet. Hendes hænder føltes perfekte i hans og han fulgte blikket ned til dem. Hendes sarte fine hud virkede næsten eventyragtig ved siden af hans ru hånd. Igen blev han lidt irriteret på sig selv over han havde ladet tankerne omkring hende slå rødder. Hvorfor havde han ikke bare ignoreret dem fra starten af? Det var bare som om at lige så snart de var for tæt på hinanden, skete der et eller andet, som en mystisk kraft der holdt dem sammen. Selvfølgelig kendte han følelse af tiltrækning, men dette her var alligevel lidt anderledes end hvad han før havde oplevet.
Han tyggede kort på underlæben, for helvede hvor havde han bare lyst til at lade sin hånd glide gennem de gyldne krøller og trække hendes ansigt helt tæt til hans. Han kunne selvfølgelig altid skyde skylden på hendes mærkværdige æggedrik.

[Kimberly Sunshine]

Nogle gange skulle man passe på med hvad man ønskede sig, hvilket hun virkelig havde lyst til at pointerer, men selv i hendes hoved lød det som en udfordring, og hun vidste at han ikke kunne vende ryggen til den slags. I stedet for endte hun bare med at ryste lidt på hovedet, som et ringe modsvar.
Musikken havde skiftet for længst til en endnu en ny klassiker med langt mere rolige toner. "Jeg anbefaler det varmt." medgav hun og sendte ham et bredt smil. Før eller siden skulle han jo tilbage til livet, hvad var meningen med frihed hvis han ikke levede i det?
Begge deres blikke var gledet ned og så på deres hænder. Hans var store i forhold til hendes, ru men varme og holdt fast så hun havde en fornemmelse af at han ikke ville slippe hende, men det føltes hverken skræmmende eller forkert, nærmere.. beskyttende. Hun grinede en smule af hans kommentar og hævede blikket, kun for at se ham tygge lidt i underlæben, hvilket fik hendes blik til at gå i stå der. Hendes forræderiske sind, forsøgte at lokke hende med tanker om hvordan de ville smage, og føles. Det var nok første gang hun nogensinde oplevede hvor stor selvbeherskelse det krævede ikke at give efter for den slags tanker og Silas havde ellers udfordret dem mere end rigeligt før.
Hun sank en klump, da det gik op for hende at hun bare havde stået og studeret ham med et lidt for stort smil på læben, men hun kunne ikke bare løsrive sig, så i desperationens øjeblik, trak hun hans hænder op over hendes hoved, og drejede rundt, kun for at lægge hans hænder tilbage, så hun stod med ryggen ind mod hans bryst, og hans arme omkring hende, hvilket overhovedet ikke hjalp. Hun kunne mærke varmen fra hans brystkasse, og stoffet fra hans bluse kilde hende en smule i ryggen når han trak vejret, og hun kunne have bandet sig selv langt væk.

[Theodore Maganiello]

Smilet voksede sig blot en kende større som hun opgav at modargumenterer yderligere. Endnu engang tog han det som en sejr. Han fik ret, hun fik fred.
De rolige toner havde spredt sig i rummet, den infame bjældelyd, som tilkendegav enhver julesang, raslede dog stadigvæk gennem nummeret. ”Det vil jeg skrive mig bag øret.” Svarede han blot, velvidende om at han nok ikke ville komme til at følge det råd. Han måtte altid være 10 skridt foran og altid se sig over skulderen. Nægte at lukke folk ind af reel frygt for at de ville blive gjort fortræd for at ramme ham. Det hang ikke helt så godt sammen med livsnyder-delen.
Han fangede hendes blik hvile på hans læber, og for en kort stund havde han en ide om at hun tænkte præcis det samme som ham. Hvordan den anden ville smage og føles. Den rebelske fantasi, som ikke kunne lade være med at plante små glimt af hvordan det kunne ende.
Denne gang var det hende som brød boblen, og svingede sig under hans arm på ny. Som hun stoppede halvvejs og i stedet pressede sin bare ryg mod hans bryst, måtte han kort lukke øjnene og atter minde sig selv om at hun jo “kun var et barn”. Det løgn, men det var lettere at overbevise sig selv om at hun var nix pille, hvis det var hvad han fortalte sig selv.
Alligevel var han ikke helt overbevisende nok overfor sig selv, han lod sine armen glide ned og omfavne hende bagfra, imens de blot svajede videre til musikken. Han hænder var staidigvæk i hendes, og hans skæggede kind hvilede nærmest mod hendes øre. Han kunne så ganske let bøje hovedet fremad og kysse hendes nakke og hals. Han havde lyst til det, ”Ms. Sunshine, jeg tror at vi er ved at bevæge os ned af en lidt farlig sti her.” Mumlede han uden at gøre antydning til at ville slippe hende. Han var ikke sikker på om hun ville panikke ved at han adresserede elefanten i rummet, men inderst inde håbede han det ikke.

[Kimberly Sunshine]

Ironisk nok, så var verden underligt sort/hvid i den ellers farverige kvindes øjne, nogle gange havde hun svært ved at forstå alle de andre nuancer som Theodore blandt andet repræsenterede. Han var fri, i hendes øjne havde han alt ret til at leve, hun overvejede knap konsekvenserne han efterlod bag sig med alt hvad han havde gjort. Måske fordi hun bevidst undlod at tænke over det. Hun nikkede bare, og på den måde fik de lukket den diskussion.
Det farlige øjeblik hvor den samme tanke havde hærget deres sind, var blevet brudt efter hun havde vendt ryggen til ham, men kun skabt en langt mere farlig. Hun studerede det farverige træ overfor sig, og forsøgte at koncentrere sig mere om det, end varmen fra hans krop, og den lille kilden fra hans ånde der ramte hendes øreflip, men det gik ikke helt som hun gerne ville. Hendes hænder holdt hans arme fast omkring hendes liv. Det havde været nemmere hvis hun stadig havde været bange for ham. Ligesom ham, lukkede hun øjnene og tillod sig selv at nyde det bare et lille øjeblik. Hun havde hurtigt kunne fanges i følelsen, hvis ikke det havde været fordi han selv ødelagde magien ved at italesætte den usynlige elefant.
Hun spærrede øjnene op og så på træet igen, mens hun gennemsøgte sin hjerne for muligheder. Han gav hende kun to valg. Enten var hun fornuftig og gjorde det rigtige, ellers udfordrede hun skæbnen og gav efter. Hvorfor? Vi danser bare." pointerede hun stille og havde alligevel fundet en tredje mulighed, der var at ignorere faktum trods det åbenlyse. Hendes hjerte slog så hårdt og hurtigt at det næsten gjorde hende behageligt varm og svimmel. Desværre havde en lille del af ham ret. Hun hankede op i sig selv, og endte til sidst med at slippe hans hænder. "Men hvis det gør dig ukomfortabel, så beklager jeg." Hun vendte sig rundt mod ham igen og trådte et skridt bagud. Hendes blik afslørede slet ikke den samme beklagelse, tværtimod. Han havde selv sagt at han ville se hendes mere farlige side. Nu fik han sit ønske opfyldt.

[Theodore Maganiello]

At stå her og roligt svaje til musikken imens han holdt hende i armene som var de en gammel kærlighedsroman, det var næsten for godt. Måske var det også derfor at tendensen til selvdestruktion satte ind og spolerede øjeblikket, ved at han åbnede munden. Hendes varme krop så tæt mod hans, duften af hendes parfume der kildrede i hans næse. Følelsen af hvordan hun holdt ham fast, skønt han egentlig var den der holdt om hende. Som ønskede hun lige så lidt at give slip som han gjorde.
Alt dette blev spoleret på et øjeblik og en del af ham. hadede sig selv for det.
Han svarede hende ikke. Hun vidste lige så godt som han, at de havde krydset grænsen for "uskyldigt" for længe siden. Dette her var ikke "bare" dans. Not really. Fortrydelsen ramte ham hårdt som hun slap hans hænder. Skønt han vidste at det var det rigtige at gøre, havde han svært ved at accepterer det. Desuden havde han alligevel aldrig været god til at "gøre det rigtige" eller "fornuftige" for den sags skyld, så hvorfor helvede var de lige at han følte trang til at være den voksne nu?
Den pludselige professionalisme han følte hun præsenterede ham for, vækkede lynhurtigt hans fanden-i-volsk-hed, og som hun trådte tilbage havde han næsten omgående taget et skridt frem mod hende, så de endte lige så tæt som før.
I samme bevægelse havde han grebet hendes hænder på ny, og lige så stille førte han dem om bag sin nakke, hvorefter han lod sine hænder hvile mod hendes hofte. "Jeg sagde ikke noget om at jeg var ukomfortabel." Påpegede han og lod de mørke øjne fordybe sig i hendes, hvorpå perlerækken af tænder endnu engang trådte frem som han smilede til hende, "men hvis du er ukomfortabel, såååh..." han lod sætningen afslutte sig selv med et simpelt skuldertræk.

[Kimberly Sunshine]

Trods hun spillede uvidende, så vidste hun også at de var gået langt forbi en usynlig grænse. Det var ikke længere dans, det var verdens længste forspil. Silas ville kaste Theodore direkte tilbage i hullet hvis han vidste hvad der foregik og hende.. hun turde ikke engang tænke på hvad han ville gøre ved hende. For ikke at tale om hvor meget hendes karrierer ville forstøve og falde fra hinandens mellem fingrene på hende, hvis nogen så det. Alt det burde være nok til at hun tog hans stikord og afbrød deres nærmest magnetiske kontakt, men alle årsagerne virkede underligt ligegyldige hvilket hun godt vidste var umodent og alt andet end fornuftigt.
Alligevel stod hun der foran ham med afstand i mellem dem og lignede mest af alt end der udfordrede ham, hvis man kunne læse mellem linjerne i hendes lidt for uskyldige blik.
Idet hun skulle til at tage endnu et skridt bagud, afskar han afstanden i mellem dem igen. Hun stirrede bare på ham, idet han tog hendes hænder og førte dem op til hans nakke. Hun stirrede ind i hans mørke blik, og bad til sit indre om at hendes kinder ikke brændte ligeså meget som det føltes som. Hans hænder på hende burde frastøde hende, men selvom hun var underligt bevidst præcis om hvor hans hænder var fordi hun mærkede varmen gennem kjolen, så passede det hende fint. Hun gengældte hans smil og lagde hovedet lidt på skrå. "Nej jeg har det udmærket. Du har trods alt ikke trådt mig over tæerne endnu." bemærkede hun kækt men lavt nu hvor afstanden mellem dem var så lille. Ærlig talt anede hun ikke hvad hun havde gang i, det føltes lidt som om hun prøvede at glemme hvem de var, bare lige for et øjeblik så hun kunne stille sin egen forfærdelige nysgerrighed. Som om den var værd at risikerer alt for. Hendes blik flakkede lidt mellem hans øjne og hans læber, hun forsøgte stadig at ignorere sin lyst til at smage på ham, men nu hvor afstanden om muligt var endnu mindre end før, var det en konstant indre kamp. "Men måske har du ret. Måske bevæger vi os ned af en alt for farlig sti." indrømmede hun hviskende, dog uden i første omgang at gøre antydning til at ville slippe.

[Theodore Maganiello]

Det var som om at den spænding der lå i luften mellem dem, kun blev mere og mere trykket og skønt de begge godt vidste at de burde bryde ud af det, lod de i stedet begge bare stå til. Tog bare lige et skridt nærmere på katastrofen.
Han opfangede hurtigt den udfordring der lå imellem linjerne, og alt i ham bød ham at tage hende op på det. Han havde altid haft svært ved at vende ryggen til den slags, skønt han godt var klar over at det ville være det eneste rigtige at gøre i denne situation.
Smilet trådte atter frem ved den lille kække kommentar. "Det kan der være noget om," svarede han blot og lod atter kort blikket dale til de rosa læber, imens tankerne fik lov til at spinde lidt mere til det upassende spindevæv.
Theo havde ingen intentioner om at slippe hende. Det var som om at de begge var på samme side, det handlede blot om hvem der turde tage det første skridt. Smilet var stadigvæk på læberne skønt det var falmet en smule i det intense øjeblik. "Måske en af os burde være fornuftig og afbryde hvad end dette her er." Konkluderede han ligeså lavmeldt som hende, og i stedet for at flytte sig væk fra hende, formånede han blot at rykke tættere på, millimeter for millimeter, som skulle de dermed ikke bemærke at det skete.
Det var helt åndsvagt så svær hun var at modstå. Alt i ham længtes efter at føre dette her skridtet videre. De brune øjne landede på en gylden hårlok, som han med den ene hånd, strøg bag hendes øre. Fingrespidserne strøg dermed over den bløde kind, der havde en svag rødlig nuance, men om det skyldtes varmen i rummet, eller om hun var "genert" kunne han ikke helt vurderer.

[Kimberly Sunshine]

Det var lidt som de legede en leg hvor de forsøgte at se hvem der kunne lave den største flamme uden at sætte ild til huset, desværre var det en leg de begge ville komme til at tabe. Kimberly havde opgivet at lade som oma t det hun tænkte ikke var det hun tænkte, men hun hadede sig selv for at være så draget af hans væsen. De bevægede sig minimalt, musikken kørte men det var som om den bare var en underlig baggrundsstøj.
Hendes fingre strøg let hen over hans nakke og snoede en tot af det halvllange, mørke nakkehår om sin slanke fingerspids. Afstanden mellem dem eksisterede ikke længere. Hun kunne mærke hans faste bryst strejfe hendes når han pustede ud. Han havde virkelig ret, én af dem var nødt til at kalde game over, i stedet for hele tiden at pointerer at de burde gøre det. Hendes blik blev ledt tilbage til hans, da den varme håndryg der strejfede hendes kind for at fører håret væk. Hendes ene hånd slap hans nakke og lagde sig mod hans kind for at fastholde hans blik. Uden rigtigt at have tænkt over det, havde hun trukket ham tættere og selv strakt sig lidt, så der var nærmest millimeter mellem deres læber. Hans varme ånde kildede hende, og hans duft gav hende en falsk følelse af at hun faktisk udlevede sine fantasier, selvom hun ikke rørte dem. Hun tog en dyb indånding, holdt den inde et øjeblik, før hun endelig slap ham og gled ned på hælene igen, så afstanden blev lidt kortere. Hendes arme faldt ned langs siden, mens hun nikkede. "Det må være punchen." konkluderede hun bare for at finde en undskyldning for deres højest upassende opførsel. Ubevidst tog hun hånden til munden og strøg sin underlæbe med fingerspidsen. "Måske vi bare skulle.." hun så sig omkring uden at ane hvad hun ville sige, for hun vidste at hun burde sende ham ud af døren, men hun nød hans selskab - lidt for meget.

[Theodore Maganiello]

Legen blev kun farligere som sekunderne gik. De vidste begge hvor det var på vej hen, nu lå det ikke kun mellem linjerne, men skrevet med store fede bogstaver i panden på dem begge. Hvor ville han dog ønske at han kunne skyde skylden på alkohollen, men han var udmærket klar over at den ikke havde været så kraftig, skønt den havde kradset i halsen.
Han mærkede hvordan hendes slanke fingre kærtegnede han nakke og i et kort sekund, tog han sig selv i blot at lukke øjnene ganske kort og nyde den blide berøring. Han kunne dårligt huske hvornår hans sidst havde oplevet denne form for passion. Øjnene gled atter op og mødte hendes blik. Hendes gyldne hår tot gled let gennem hans fingre som den blev ledt om bag øret og kort efter mærkede han hende blide hånd mod sin ru kind.
De stod så tæt nu, alt det krævede var blot at en gjorde en ende for deres pinsler, ved at læne sig frem. Hendes lune ånde mod læberne føltes så velkommen, han kunne næsten smage hende. Men bedst som han troede at de ville opgive og bare overgive sig til drifterne -hvilket han havde været hundrede procent klar til, endte hun alligevel med at tage det kloge valg. Theodore var ærlig talt ikke helt sikker på at han kunne skjule sin skuffelse.
Han sukkede dybt, men lod hende trække sig, skønt han ikke var særlig begejstret for ideen. Han sænkede også sine arme en anelse lod dem på ny hvile imod hendes hofte, for til sidst helt at lade dem falde. Det føltes pludselig så underligt koldt. ”Ja, lad os bare sige det.” Svarede han blot, med et lille smil der vovede sig frem.
Theo fulgte hendes blik. Han forstod hvad hun mente. De burde gøre noget. Hvad som helst, der ledte dem væk fra de tanker der tydeligt huserede begge deres sind for nu. Han burde nok gå, men han havde ikke lyst. Alligevel hørte han sig selv sige, ”vil du gerne have jeg går?” Det var nok første gang -og sandsynligvis også den eneste gang -han nogensinde havde spurgt hende om hun ønskede ham i nærheden eller om hun helst ville være fri.

[Kimberly Sunshine]

Det havde aldrig været svært for Kimberly at tiltrække mænds opmærksomhed. Hun var ikke altid sikker på hvad de så, men hun havde hofte stået tæt med andre som hun gjorde med ham nu. Alligevel føles det anderledes. Om det var spændingen ved hans uforudsigelige og lidt farlige væsen, eller hans dystre, mystiske mørke der vækkede hendes nysgerrighed, vidste hun ikke, det eneste hun vidste var at hun havde lyst til mere. Den ru hånd der strøg over hendes kind, havde hun lyst til skulle stryge hende på samme måde overalt. Det bryst der uskyldigt strejfede hendes når han trak vejret, havde hun lyst til at frigøre at tøjet og mærke ham trykket mod sig. Hun skyndte sig at blokerer for tankerne, men de havde allerede fået hendes hjerte til at slå hurtigere igen. Hun sank en klump og delte fortrydelsen idet øjeblik hun slap ham.
En del af hende var fristet til at benægte alt hvad der lige var sket, men hun havde en idé om at det var nødvendigt at gøre som ham, og tale om den kæmpe elefant midt i rummet. Hun satte en hånd på hver hofte og trak vejret dybt ind. Følelsen sad stadig i hende.
Et lidt skævt smil listede sig hen over hendes læber. "Siden hvornår er du begyndt at spørge?" pointerede hun drillende. De sidste mange måneder havde Theodore været en torn i øjet hun ikke kunne slippe af med, og nu gav han hende pludselig valget. Hun rystede langsomt på hovedet. "Hvad end det der var.." startede hun og fangede hans blik. ".. så kan det ikke ske, det ved du godt ikke? Du er min klient, det var højest upassende af mig, og det kan koste dig din sag, og i værste tilfælde en ny tur i Azkaban hvis Silas hørte om det. Så lad os bare blive enige om at der ikke skete noget bemærkelsesværdigt okay?" hun hadede at høre sig selv sige det, for sådan som hun følte lige nu var meget bemærkelsesværdigt. "Når det er sagt så skal vi jo kunne omgås hinanden og af en eller anden grund, synes jeg ikke dit selskab er helt så slemt, så hvis du har lyst, kan du blive for min skyld." Sagde hun og følte sig meget moden over sin måde at håndtere det på, selvom det strittede imod alle hendes instinkter lige nu. Faktisk havde hun meget svært ved at være i sit eget skind.

[Theodore Maganiello]

De forræderiske tanker var svære at kontrollerer. Han kunne opfinde alverdens undskyldninger i sit hoved, som at det var fordi “det var længe siden” eller “det var alkohollen”, men når sandheden skulle frem, måtte han erkende at han bare fandt hendes optimistiske og måske let naive sind, ufattelig tiltrækkende.
Den silkebløde hud under hans hånd, fik ham til at have lyst til at røre mere af hende. Det var frygtelig frustrerende.
Smilet blev sendt retur. ”Se det som en ekstra julegave.” Han håbede på at hun lod ham blive, men det var juleaften og han ville, for en gangs skyld, ikke presse sig på.
”Ja det er faktisk meget uprofessionelt af dig at forføre din klient.” Dette blev sagt med den samme drillende tone, som han ufortrødent lagde skylden over på hende. Dog var de godt begge klar over at det ikke passede, men igen var det blot Theodores måde at løfte stemningen på. Han havde lyst til at pointerer at han hverken frygtede Silas eller hans latterlige trusler om Azkaban, men det ville være løgn. Theodore kunne ikke hjælpe sin familie fra en fængselscelle og da slet ikke når dementorkysset lå på bordet. ”Naturligvis, for der skete vel intet bemærkelsesværdigt, gjorde der?” Spurgte han blot med en uskyldig mine. Tensionen imellem dem var så høj at selv en blind ville kunne se det, så at sige der ikke havde været noget, ville være løgn.
”Men udemærket, jeg bliver gerne for din skyld, du skulle nødigt sidde alene og kede dig på en aften som denne.” Han rankede ryggen som skulle han lige understrege hvilken helgen han var, men det drilske glimt forlod ikke de brune øjne.

[Kimberly Sunshine]

Den pludselige høflighed lignede ham ikke, og ærlig talt var hun heller ikke sikker på at hun brød sig om det. Hans flabede, legende og smådominerende facon drev hende ligeså meget til vanvid som hun fandt den tiltrækkende. "Ih tak." svarede hun sarkastisk tilbage dog med et smil på læben.
Hun satte en hånd på hoften og så op på ham med et strengt blik. "Jeg prøvede overhovedet ikke på noget som helst." forsvarede hun sig, og selvom det mest var ment i sjov, så var det en lille påmindelse om at det faktisk var forfærdelig uprofessionelt og noget han kunne bruge imod hende senere. "Jeg tror du forestiller dig ting." konkluderede hun bare og strøg forbi ham med næsen lidt i sky. Hendes arm faldt slapt ned langs siden, idet hun vendte sig rundt og dumpede ned i sofaen, på samme måde som før, med et ben trukket op under sig. Der blev uhyggeligt stille et øjeblik, som om hun overvejede hans spørgsmål, men i virkeligheden sad hun bare og dvælede lidt ved det friske minde om deres nærhed - eller mangel på samme. Hun sank en klump og så op. "Nej. Intet." bekræftede hun velvidende om at de begge to godt vidste det var løgn. Hun bildte sig selv ind at hun bare havde ladet sig rive lidt med.
Roligt rakte hun frem og skænkede et nyt glas af den hjemmelavede punch. Hun tænkte godt at det sikkert var en elendig idet, alligevel rakte hun glasset op mod ham og hævede sit eget som indbydelse til en skål. "Så.. hvad har du lyst til at lave?" spurgte hun og sendte ham et diskret smil. I de ord lå både en accept af at han ville blive, og en tavs overgivelse i og med at hun ikke gik i diskussion med ham om det som hun ellers ville have gjort.