When Christmas Comes Around

[Kimberly Sunshine]

Okay set i bakspejlet havde hun nok åbnet en lille dør på klem, hvilket ikke var meningen, men hun burde nok have vist at det var nok til at få Theodore til at sparke døren ind.
Normalt skulle der meget til at gøre hende flov, men lige nu priste hun sig lykkelig for at kulden maskerede hendes blussende kinder, fordi de i forvejen var røde af kulde. Hun tog sig til hovedet og sørgede for at sukke en smuuule for overdrevet, bare så han vidste at hun ikke helt forstod hvorfor samtalen altid faldt tilbage på Silas. "Okay for det første undervurderer du ham. Han er ikke en dødbider han er.. intens. Og vi har en del historie." indrømmede hun og lod den ligge der. Hun havde ikke ligefrem lyst til at afsløre sine bizarer lyster overfor Theodore af alle mennesker.
Hun vendte hovedet mod ham og så på ham med et drillende glimt. "Er det ikke lidt ønsketænkning? Jeg mener det eneste du har kunnet score de sidste mange år er rotter og dementorer, og de skulle være elendige kyssere har jeg hørt, så det er der nok ikke blevet noget af." hun blinkede til ham. De fleste ville nok være blevet fornærmet over den slags kommentarer, men hun havde en idé om at han ikke var i den gruppe. Tværtimod ville han nok bare synes det var morsomt at se hendes mere morbide side. "Hvad med din ekskone? Hvordan var hun?" spurgte hun denne gang mere seriøst, mens de bevægede sig hen over det knitrende sne. Hun havde læst hans journal, så hun vidste et par ting om hans ekskone, såsom at hun også havde siddet i Azkaban og efter sigende og skulle have været loco, men hun ville hellere høre det fra ham.
Ved siden af ham følte hun sig så.. lille, men ikke på samme måde som ved Silas. Hun greb hans arm lidt tættere uden at tænke over det, alene fordi hun opdagede at det føltes en lille smule varmere, med hans skulder mod hendes. Hun så ned på sneen og tænkte sig om et øjeblik, ikke fordi hun behøvede det, men fordi hun altid lidt overvejede hvor langt hendes held strakte sig med ham, hvor meget hun kunne være ærlig uden at sætte ham af. "Dit blik. For det første i hvert fald. Det er som om at hver gang du ser andre være glade, eller mærker noget der burde gøre dig glad, så får du det der dystre blik og falder ud. Næsten som om du prøver at forhindre dig selv i at mærke det." hun trak på skuldrene, før hun så op på ham. Det var jo bare hendes teorier, det var måske slet ikke rigtigt. "Og du prøver hele tiden at bevise dig selv. Du lader ministeriet hundse rundt med dig, du dukker op og laver mad til mig, og hver gang nogen nævner din bror eller datter bliver du sammenbidt. Det betyder noget for dig hvad andre tænker, selvom du helt sikkert vil påstå andet, men alt i alt minder det mig mere om en mand med et knust hjerte, end en psykotisk morder." afsluttede hun og stoppede op. De var nået til hendes lejlighed. Hun lod armen glide ud af hans.

[Theodore Maganiello]

Theodore forsøgte ikke engang at skjule sin fnysen over hendes udtalelse. "Intens.." gentog han, som om ordet i sig selv morede ham grænseløst. Han havde ikke gennemskuet hendes rødmen, grundet kulden, men han kunne alligevel fornemme på hende, at det ikke var et emne hun var specielt komfortable ved at betræde. "Hvilken historie?" Spurgte han ind, og ignorerede overlegent hendes forsøg på at lukke samtalen. "Ja undskyld, men jeg har svært ved at se hvordan hans sti skulle have krydset din." Indrømmede han.
Hendes hånlige kommentar, skønt blidgjort af det uskyldige smil, fik ham til at smile bredt imod hende. "Din lille rebel." Lo han og rystede så på hovedet. Hun havde en god pointe, dog var den ikke helt rigtig. "Dog er jeg er en charmerende mand. Du vil blive overrasket over hvor mange kvinder der er interesseret." For det meste var det godt nok kvinder på kant med loven, eller kvinder der ønskede at snige informationer ud af ham til højere magter, men samleje var samleje, uanset intentionen bag.
"De sidste måneder derimod, de har ikke været specielt berigende på det punkt." Tilføjede han som snakkede de om ingredienserne i en gryderet. Det rørte ham ikke at snakke om, for det betød ikke noget for ham, så han kunne tage afstand til det. Det var noget andet når tingene blev personlige, som det spørgsmål der fulgte.
Munden trak sig sammen til en smal streg og han brød øjenkontakten. Det var tydeligt at han ikke hiede efter at snakke om hende. "Hun var.....intens." Sagde han før han sendte hende et blik der tydeliggjorde hvor snedig han selv mente han var, at bruge hendes egne ord imod ham. Alligevel var der noget i ham som sagde ham at han kunne stole på den blonde heks, selv efter hun havde opgivet hans position og smidt ham i Azkaban.
Han lyttede intenst som hun fortalte sit syn på ham. En lille forræderisk side af ham, nød hendes nærhed. "Så du tror ikke jeg tillader mig selv at være glad?" Spurgte han ind. Det kunne der være noget om. Han kunne fremstå glad og letsindig, som om intet kunne røre ham, men det var delvist en facade. Han var faktisk ikke helt sikker på om han huskede hvordan det føltes at være reelt lykkelig.
Hendes næste ord, fik ham dog til at sende hende et skarpsindigt blik, "tag endelig ikke fejl, jeg er ikke ministeriets skødehund. De skvathoveder er mere inkompetente end vådt flourmelis. Du burde efterhånden vide at jeg ikke bliver et sted jeg ikke selv vælger at være." Svarede han hende med et sigende blik. Nej selvfølgelig ville han ikke bare kunne valse afsted og ikke blive opdaget, men han var undsluppet Azkaban 2 gange, af egen vilje. Naturligvis ville han kunne undslippe ministeriets åh så gode overvågning, hvis han virkelig satte sig for det. Det var i hvert fald hans egen overbevisning. "Madlavningen til dig, var bare for hyggens skyld. Skønt jeg ikke selv nåede at tage del i den fornøjelse. Smagte det godt?" Et flabet udtryk formede sig på hans ansigt, skønt han burde vide at det ikke ville give hende dårlig samvittighed over at have smidt ham ud.
Han stoppede op foran hendes hoveddør som hun trak sig fri. "Men hvem ved, måske er jeg begge dele." Han trak på den ene skulder. Det var nok ikke helt løgn at han var ødelagt i mere end en forstand. Men den ene ting udelukkede ikke nødvendigvis den anden.

[Kimberly Sunshine]

Kimberly skævede lidt olmt til ham over hans nærmest hånlige måde at tale om Silas på. Og så undrede det ham, at det ikke var hendes yndlingsemne sammen med ham. Hun valgte ikke at kommenterer mere på det. ”Hvorfor? Vi kommer i de samme kredse og vi arbejder sammen.” pointerede hun, og lod helt bevidst være med at fortælle historien om hvordan hun havde været lærling i ministeriet under sin uddannelse, og Silas havde lært hende ting, både fagligt men mest om hende selv. ”At vores veje skulle krydses er mere usandsynligt.” tilføjede hun slog nakken let tilbage for at se op på ham.
”Selvtilliden fejler i hvert fald ikke noget.” mumlede hun lavt og himlede med øjnene. Hun havde ikke lyst til at indrømme at han havde ret. Han var charmerende på sin helt egen måde. ”Det er sikkert den der bad-guy ting du har kørende for dig.” konkluderede hun med et lidt smørret smil. Der fandtes et hav af kvinder – inklusiv hende selv, der blev tiltrukket af det lidt mørke, dystre og mystiske. Det kom ikke længere bag på hende, at han var så åben om noget så.. privat, men selvom hun stadig blev en kende forarget, så spillede hun helt cool, fordi hun vidste at det andet bare ville tænde mere ild under ham. ”Virkelig? Er verden løbet tør for halvpsykostiske kvinder, der drømmer om at have samleje med en berygtet kriminel?” spurgte hun lidt flabet tilbage.
Den lidt mørke humoristiske stemningen mellem dem, blev brudt i det øjeblik han så væk, og lod hende vide at hun havde ramt en nerve. Hendes smil dvalede langsomt. ”Er det virkelig alt hvad du har tænkt dig at give mig?” spurgte hun og sukkede, da han bare smed hendes egen beskrivelse tilbage i hovedet på hende. ”Og her troede jeg at vi lige var ved at lære hinanden at kende?” Hun bakkede op mod hoveddøren og bed sig i underlæben med et drilsk glimt i øjet. Det virkede som et godt argument eftersom han selv havde klaget over den manglende viden. Hun vendte sig rundt og låste døren op til den slidte opgang. De penge hun havde sparet sammen, havde hun brugt på at stifte sit firma, hvilket betød at hun boede i noget der mildest talt var et rottehul. ”Jeg tror ikke du ved hvordan.” Svarede hun ærligt og holdt døren åben så han kunne gå indenfor. ”Jeg tror på det. Desværre har du ikke rigtigt noget valg denne gang. Det er enten et liv på flugt, eller danse efter deres pibe og have adgang til deres ressourcer.” bemærkede hun tørt. Selv hun kunne ligge to og to sammen. ”Det smagte glimrende. Jeg har vidst stadig nogle rester frosset ned, så du kan nyde godt af det.” Svarede hun. Hver gang hun lige nåede at falde til ro i hans selskab, så kom han med en bemærkning, der gav hende gyldegysninger. Hun slog hovedet tilbage mod døren. ”Hvis du siger det.” Svarede hun bare en kende opgivende.

[Theodore Maganiello]

Han sendte hende et skeptisk blik, "så du kastede bare dit blik på ham og tænkte; sikke et hunk af en mand, dén alder, de muskler, dét smil." Drillede han i en lidt mere skinger tone som forsøgte han at lyde mere piget, idet han pointerede Silas -set med hans øjne, mangler. Han kunne bare slet ikke sætte sig ind i hendes valg, men på den anden side lod hun sig drage af mørket, og det lå bestemt også over Silas.
"Det var da på ingen måder usandsynligt, det var temmelig planlagt. Måske ikke lige måden vi mødtes, der havde jeg set bedre dage." Erkendte han som han tænkte tilbage på den aften hvor han var dukket op hjemme hos hende. Meget havde ændret sig siden da.
Igen blev der svaret med et let skuldertræk, "jeg har haft en del kvinder til at bakke det op," han blinkede til hende med et perverst glimt i øjet. Åh hvor han elskede at trykke på hendes knapper. Det gav ham en indre tilfredsstillelse. "Og du har ret, der er overraskende mange kvinder der tænder på den slags." Besvarede han.
Et skuldertræk fulgte, "nej det tror jeg bestemt ikke, jeg har bare været optaget af andre mere presserende emner, såsom at sidde i Azkaban." Svarede han som var det en mindre detalje.
Han sukkede en smule, "herude er det, man ved aldrig hvilken lille fugl der lytter med." Svarede han og pludselig var der noget næsten ukendt i Theodores tone. Noget der kunne antyde frygt. "Du ville slet ikke kunne håndterer at lære mig at kende, Kimse." Han blinkede til hende. Alt for meget drama.
"Jeg ved ikke hvordan man er glad?" Gentog han, tydeligvis interesseret i den antagelse. "Du er en kvik pige. Og du har ret. Som tingene er nu, har jeg brug for de ressourser ministeriet kan tilbyde mig. Sommetider må man bøje sig lidt for at nå målet." Svarede han kryptisk. "Livet på flugt er dog ikke noget nyt." Det var den måde han havde levet på gennem flere årrækker.
Et tilfreds smil formede sig efter hendes opgivende tone, idet han fulgte hende indenfor. Han morede sig atter over at hun ikke ynkede ham skønt han hentydede til hendes "grove behandling af ham" sidst de havde set hinanden.

[Kimberly Sunshine]

Selvom Kimberly bed tænderne hårdt sammen og gjorde sit bedste for ikke at grine, så var det en tabt sag. Hun opgav efter at have kæmpet et par lange sekunder, og brød ud i latter, til hun til sidst stod lidt foroverbøjet og forsøgte at stå styr på sig selv. Det mest ironiske var at han nævnte hans smil. Det gik op for hende at hun nærmest ikke engang vidste hvordan det så ud, kun det skæve, selvtilfredse smil han kunne få, når hun lykkedes med at tilfredsstille ham.
"Noget i den stil." fik hun endelig sagt og fik lidt styr på latterkramperne. Det var overhovedet ikke noget i den stil. Jovist havde hun en svaghed for ældre mænd, men det havde hun ikke lyst til at fortælle Theodore. Desuden havde de arbejdet sammen et stykke tid før der var sket mere mellem dem, indtil han havde smidt hende ud, for senere hen at tage hende tilbage og det var så hvor de var nu.
"Planlagt for dig måske. Det kom ret meget bag på mig." pointerede hun. Døren gled i bag dem, som hun ledte ham op af den knirkende trappe, op til den lille to værelses lejlighed. Hun åbnede døren ind til den varme stue og spisestue. Hun smed nøglerne i en skål på bordet. "Hvorfor er det lige vi har den her samtale igen?" spurgte hun uforstående ved hans perverse blik. Det føltes lidt som selvforræderi, at hun ikke kunne lade være med at spekulerer på om de kvinder havde ret. Hun fjernede sin våde hue, frakke, halstørklæde og handsker, og trådte ud af sine sko. Indenunder havde hun en prangende lyserød og rød stribet kjole på. Hendes krøllede hår var blevet en smule kruset af vinden og sneen. "Sjovt, jeg synes jeg sagde det samme til dig." gentog hun og sendte ham sit varme smil. Måden han konstant provokerede på, forsøgte at skubbe hendes grænser, gav hende lyst til at skubbe tilbage, bare fordi hun åbenbart også var en af de dumme kvinder der skulle prøve at presse sit held. At han kaldte hende ved det åndssvage kælenavn, lod hun gå, af samme årsag som hun ignorerede meget andet fra hans side, for ikke at friste ham yderligere. Hun nikkede og gik tæt på ham. Hun stoppede først op da der var en halv meter mellem dem, og hun lænede nakken tilbage og stirrede direkte ind i hans blik. "Nej. Og jeg tror ikke du ville vide det, selv hvis lykken stod lige foran dig." Tilføjede hun og trak uskyldigt på den ene skulder. Det var egentlig kun delvist ment som en symbolik, i den forstand at hun nok var den eneste der prøvede at give ham et reelt liv, og han var ikke ligefrem tilbøjelig til at tage imod det. "Det er måske ikke nyt, men det må være ret udtrættende. Hele tiden at skulle gemme sig, hele tiden at skulle tænke på hvem der lytter med." opremsede hun. "Sæt dig ind i sofaen, så laver jeg den kakao." hun gjorde gestus mod stuen.

OUTFIT

[Theodore Maganiello]

Latteren føltes opmuntrende og samtidig malplaceret på dette dystre sted. Opgangen var så nedslidt og sølle at man kunne frygte om for høje lyde ville slå revner i den mørnede cement. Han kunne næsten ikke selv lade være med at grine lidt med. Hendes latter smittede af en eller anden årsag af på ham. "Jeg kan fornemme at du ikke har tænkt dig at spilde guldkornene." Sukkede han en kende dramatisk. Det var fint nok for nu, han skulle nok finde ud af det på den ene eller den anden måde. Han var ikke god til at lade noget gå forbi hans næse.
"Tja jeg er temmelig udspekuleret." Slog han fast som var det komplet ny viden. De brune øjne gled atter rundt i den nedslidte lejlighed. "Du burde virkelig finde dig et mere passende sted at bo." Indskød han lidt ud af det blå. Det var ikke ligefrem den fine ende af London, og skønt tiderne havde ændret sig, var der stadigvæk langt mere kriminalitet her end så mange andre steder.
Han pustede uskyldigt luft ud gennem munden, "det ved jeg ikke, men jeg er ret sikker på at det var dig der begyndte." Han sendte endnu et flabet smil i hendes retning. Det var næsten umuligt at lade være. Det varme smil fik dog hans eget til også at ende ud i at blive lidt mere oprigtigt. Der var virkelig noget ved hende som han fandt tiltalende. Hun var dog meget ung, og han var ikke sikker på om det var den form for tiltrækning, eller mere bare fordi han fandt hende inspirerende. Uanset hvad havde han ikke tænkt sig at agerer på det. "Muligvis," svarede han blot. De stod pludselig temmelig tæt, hans brune øjne låste sig fast til hendes blik. Hun vækkede i hvert fald noget i ham, en let hurtigtere hjertebanken. "Lykke er en illusion, som er hurtigt og nem at destruerer." Igen sagt med den mere dystre tone som han rakte op med den ene hånd og fjernede en lille løs tråd fra hendes skulder tæt ved hendes hals.
Han betragtede hende dybsindigt før han trådte et skridt tilbage og trak sin frakke af. Den blev hængt på knagen, og afslørede en simpel tshirt indenunder. Ikke så mærkeligt han havde frosset. "Ikke når det bliver en livsstil." Svarede han med et simpelt skuldertræk og satte sig ind i sofaen som hun bød ham. Benene blev også smækket op, som var han hendes husbond, hjemvendt fra arbejdet.

[Kimberly Sunshine]

Der var noget befriende over når han endelig grinte.. eller bare smilede helt oprigtigt. Selvom hendes egen latter var forstummet lidt og bare var endt i et stort, varmt smil, så fortog hun sig lidt i hans et øjeblik. "Nej. Jeg vil også bevarer mine hemmeligheder." Svarede hun og lod den lille der. De kom ind i den lille, slidte gang. Væggene var gamle og formentlig besatte af svamp, i hvert fald lå der sådan en lidt tung, muskagtig lugt over stedet. Hun så sig omkirng ved hans kommentar. "Tja.. jeg kan nu godt lide det her." Løj hun meget lidt overbevisende. Hun strøg hånden ned langs dørkarmen ind til stuen, hvor malingen var mere eller mindre afskallet. "Man bliver ikke ligefrem millionær af at arbejde med kriminelle, og det er billigt." Forklarede hun lidt ærgrende. I en periode havde hun nærmest boet hos Silas, der boede i noget der for hende mindede om et palæ, men hun var heldigvis god til at tilpasse sig.
"Mig?" udbrød hun en smule overrasket og pegede på sig selv. "Na-ah, det var helt sikkert dig." modargumenterede hun på lidt barnlig vis.
Det havde nok ikke været den bedste idé at komme så tæt på ham. Ud af øjenkrogen, fulgte hun hans hånd, til de kølige fingre kom flygtigt i kontakt med hendes hals, og fik hendes hjerte til et skippe tilstrækkelig mange slag til at luften nærmest blev slået ud af hende. Hun lod armen falde langsomt ned langs siden, og slap ikke hans blik, selvom hun burde trække sig væk. Hånden var til hendes store ærgrelse alt for hurtigt væk igen. Hun kom til sig selv, og det gik op for hende at hun intet havde sagt. "Det er både det mest tåbelige og mest deprimerende jeg har hørt længe." hun rystede smilende på hovedet af ham, og var lidt glad for at han passerede hende uden videre. Så glad at hun ikke engang pointerede måden han slog sig ned som om han følte sig hjemme. "Og det beviser min pointe ret godt." tilføjede hun og krydsede igennem stuen, ud til der mere rædselsfulde køkken. Døren var åben så hun kunne stadig høre ham, men man kunne ikke se hende fra hvor han sad, så hun tog sig et øjeblik og lagde hænderne på køkkenbordets kant, for at hvile et øjeblik. Hun lukkede øjnene og fik langsomt styr på sit hidsige hjerte. Det her var åndssvagt. Da hun ikke længere følte hun kunne stå der i stilhed, gik hun endelig i gang med fixe den varme kakao. "Det lyder stadig trættende." svarede hun lidt fraværende mens hun rodede i skabene.

[Theodore Maganiello]

Han så blot på hende med samme oprigtige smil, "Ja, nyd du det blot så længe du kan," han vippede udfordrende med øjenbrynene. Dog var han også okay, med at lade det emne gå for nu.
Den hengemte lugt synes en smule stærkere end sidst han havde været her, eller også havde han bare ikke bemærket det sidste gang på grund af den kraftige duft af krydderier fra hans madlavning.
"Det er den værste omgang gylle jeg længe har hørt." Svarede han sigende og fulgte hendes kærtegning af den afskallede dørkarm. Det var vidst mere hende selv hun skulle prøve at overbevise om den påstand end ham.
Et skuldertræk fulgte, "Tydeligvis heller ikke af at knalde en minister." Kommenterede han tørt. Kriminelle havde sjældent mange penge. Ikke lovlige penge i hvert fald, og hun kunne trods alt ikke leve af kærlighed og kildevand, men hvad han ikke helt kunne lade være med at få en lidt grim smag i munden over, var at vide hvor mange penge Silas sad på, og så kunne han ikke engang sørge for at give hende tilskud til et ordentligt sted at bo skønt han hyggede sig med hende.
"Det var absolut ikke mig, jeg er et sobert menneske!" Udbrød han muntert. Den barnlige diskussion skubbede til hans mere letsindige side, en side der ikke havde været fremvist for andre end Kimberly.
Han rynkede brynene en smule, men måtte give hende ret, det blev en smule mørkt, men ikke desto mindre havde han set lykke krakelerer i større grad end hendes lejlighed, så mange gange at han ikke kunne tælle det. Ikke kun hos ham, men også hans familie.
En "aha" grimasse blev sendt mod hende som han anerkendte hendes pointe.
Som han satte sig godt til rette i sofaen gav han sig omgående til at pille lidt fraværnede ved en af pyntepuderne, hvilket resulterede i at kvasten på den ene puden knækkede af. Theodore skar en grimasse og stirrede på den afrevne kvast og det hul den havde efterladt i puden. I et latterligt forsøg på at skjule sin drengestreg, stoppede han blot kvasten ind i hullet, i håb om man ikke kunne se det, skønt det var ganske tydeligt. "Nah, det er ikke så slemt. Man vender sig til det-" forklarede han og fumlede videre med puden, "-desuden, er halvdelen af de huller jeg har boet i, været kønnere end denne her tidskapsel." De brune øjne rettedes mod døren mod køkkenet som kvasten faldt ned i skødet af ham for fjerde gang. Stadigvæk utrætteligt forsøgte han at sætte den på en måde så den ikke ville falde af og afsløre at han havde ødelagt den.

[Kimberly Sunshine]

Kimberly havde opdaget at Theodore var vedholdende, stædig, og uden grænser når det kom til at opnå hvad han ville have, så hun tog ham på ordet når han antydede at denne samtale ikke var slut, og hun havde i den grad tænkt sig at nyde freden indtil da. "Du bor da heller ikke ligefrem i et palæ." pointerede hun en smule irriteret. Det var jo ikke fordi hun ikke gerne ville bo i et bedre miljø og et mere trygt kvartér, men hun prøvede at stable en forretning på benene, og den slags tog tid. Hun lod hånden falde og sendte ham et lidt olmt blik. "Som om jeg ville necærdige mig selv til at tage penge for mit selskab." bemærkede hun tørt. Silas tilbød somme tider at købe ting til hende, eller insisterede på at de skulle være hos ham eller på et alt for fint hotel, men hun var meget stædig omkring ikke at tage imod noget som helst fra ham igen.
"Jeg har ikke brug for hans hjælp. Eller penge." fastslog hun stædigt. Hun nægtede at være den slags kvinde. En dag skulle hun nok sørge for sig selv. Hun fnøs. "Du er det mindst sobre menneske jeg nogensinde har mødt." svarede hun ude fra køkkenet. Hun varmede mælken i en gryde hvorefter hun tilføjede lidt forskelligt chokolade. Da det endelig smeltede, hældte hun det op i to julemændsformede krus og tilføjede flødeskum og skumfiduser. Eftersom hun havde arbejdet i en isbar som ung, lignede det noget fra en cafe. Med et krus i hver hånd, vendte hun endelig tilbage til stuen. Hendes blonde hår og farvestråelende kjole, lyste det kedelige rum en smule op. Hun lagde overhovedet ikke mærke til kampen med puden, i hvert fald ikke i første omgang. Hele lejligheden var besat af gamle møbler fra en genbrug, så intet havde særlig stor værdi. Hun bukkede sig ned og stilte en kop foran ham, hvorefter hun satte sig i den modsatte ende af sofaen, med sit eget krus i hånden, og benene bøjet under hende. "Er du færdig med en brokke dig over min dårlige smag?" spurgte hun med et hævet øjenbryn. Han boede på et opsynssted, måske det ikke lige var ham der skulle snakke for højt.

[Theodore Maganiello]

Han snedte hende et bedrevidende blik, "nej det kan jeg ikke prale af, de lod mig ikke engang få det største værelse," klagede han med et overdrevent dramatisk suk, "fatter man det? Jeg burde da være æresmedlem." Ærlig talt var værelset han boede på nu, bedre end så mange andre steder han havde skjult sig, men han morede sig bare stadigvæk over at se sin kriminelle baggrund som noget ophøjende.
Theodore trak på skuldrene som var det ikke det værste man kunne tage penge for. Skønt han på ingen måder ville ønske det liv for hende. Han hævede dog alligevel et bryn ved tilføjelsen. "Ramte jeg en nerve?" Spurgte han blot i en direkte tone.
Igen måtte han le over hendes ærlighed. "Og du er nok en af de stædigste jeg har mødt." Responderede han tilbage som havde hun kastet brænde på det barnlige bål de havde opstartet for lidt siden.
Puden blev hurtigt placeret bag ryggen, idet hun kom ind. Kvasten derimod landede på gulvet lige akkurat udenfor hans rækkevidde. Han smilede uskyldigt, i håb om hun ikke havde bemærket det, hvilket det ikke lod til.
Han tog glædestrålende imod kakaoen, som var den luksusdrik han havde været foruden i alt for mange år. Hvilket det vel egentlig også var. Kort sippede han til den, en smule af flødeskummet blev siddende i overskægget som koppen blev fjernet fra munden, hvilket nok fik ham til at fremstå endnu mindre faretruende end han hidtil havde formået. "Nej lige et øjeblik, tapetet er hæsligt. Det ligner noget der er blevet skidt op af en pixignom." Han tænkte lidt, "okay nu er jeg færdig." Endte han med et veltilfreds smil.

[Kimberly Sunshine]

Hun sendte ham et falskt medfølende blik, der mere mindede om en nedstirren. "Ih nej, hvordan kunne de dog gøre det?" spurgte hun sarkastisk. "Du burde minimum have det største værelse, med altan og udsigt ud over London, og roomservice minimum til klokken 19 i hverdage." tilføjede hun og rullede med øjnene. Alt burde føltes som et 5-stjernet hotelophold efter flere år i Azkaban.
Hun slubrede forsigtigt en tår af den varme kakao og fik lidt flødeskum på næsentippen. Hun tørrede det væk med håndryggen, og undgik hans blik. "Nej." mumlede hun en smule irriteret. "Jeg gider bare ikke at være afhængig af en mand." understregede hun og stak ubevidst næsen en smule i sky. Den fejl havde hun begået med Silas, og da han første gang havde vendt hende ryggen, havde det slået benene væk under hende. Hans anklage om at hun skulle være stædig, fik hende bare til at se på ham med et lidt dovent, olmt blik. "Og det kommer fra dig?" spurgte hun sigende. Ved siden af ham var hun vand! Og så stædig var hun da heller ikke.
Hun glemte lidt sin irritation da hun så hvor glad han tog imod kakaoen. Hun holdt sin egen krop op mod læberne uden at drikke, men bare for at dufte den søde kakaoduft. Hun udnyttede det øjeblik hvor han drak, til at smile en smule for sig selv, men det var væk da han så op igen. Hun tog endnu en tår, hvorefter hun sænkede hænderne en smule. Selvom han var ved at disse hendes lejlighed, kunne hun ikke rigtigt andet end at fokuserer på flødeskummet der sad i hans overskæg. Hun forsøgte virkelig ihærdigt ikke at grine, og nikkede bare medgivende til alt hvad han sagde, indtil hun til sidst ikke kunne lade være. "Okay Hr. Brokhovede. Bare så du ved det, så har du noget lige der." bemærkede hun tørt og pegede på sin egen overlæbe for at illustrerer hvor, hvilket endelig fik hende til at slippe latteren. Somme tider hadede hun at hun rent faktisk nød hans selskab. Det virkede ikke helt lovligt på en eller anden måde.

[Theodore Maganiello]

Han lod fuldkommen som om at han ikke bemærkede det nedladende blik og sarkasmen i hendes stemme, skønt hans egen tone var lige så fuld af den. "Jamen jeg er enig. Kan du ikke lige bruge din advokat-visdom og fikse det for mig? Det ville være fandens spektakulært!" Han knipsede med den frie hånd.
Theodore knækkede hovedet en anelse på skrå, "afhængig? Er han dit barn eller hvad? Han kan vel passe på sig selv selvom I er i et forhold. Og passe på dig som han måske burde." Tilføjede han en smule henkastet. Nu var hun jo ikke ligefrem i fare i hans selskab, men Silas anede sikkert ikke engang at hun sad her og drak varm kakao med en af de mest efterrygtede forbrydere.
"Hvad kan jeg sige, takes one to know one?" Besvarede han med samme muntre blik som de andre gange. At benægte sin egen stædighed ville kun tydeliggøre den pointe, med andre ord, kunne han ikke vinde den kamp.
Da det gik op for ham at flødeskummet sad fast i skægget, efter hendes oplysning, "åh har jeg?" Han så uskyldigt på hende, personligt hadede han hvis først nogen havde noget siddende i ansigtet eller mellem tænderne eller noget i den stil, det var svært at ignorerer, "hvad så med nu?" Han stak blot munden ned til kakaoen for at forværre sin tilstand, et provokerende blik blev skudt mod hende, men heller ikke han kunne stå imod latteren, som hun begyndte at le. Den lyse latter var som sød musik i hans øre.

[Kimberly Sunshine]

Kimberly nikkede istemmende. "Det ville være spektakulært. Og umuligt. Du har alt for høje forventninger til mine evner. Eller i hvert fald min plads i hierakiet." tilføjede hun og nikkede lidt overdrevent. Hun var ung og forholdsvis nyopstartet og hun påtog sig kun sager hvor hun havde en idé om at uskyldige blev anklaget eller dømt, det gjorde hende meget lidt populær blandt hendes egen slags. Hun så ned i sin kakao som om det var det mest spændende i verden. Selvom hun igen havde lyst til at pointerer at hende og Silas ikke var i et forhold, så lod hun værre, i frygt for at hendes evige gentagelse bare ville modsige hendes pointe. "Silas ville hellere end gerne være over mig som en høg. Han ville hellere end gerne betale min husleje, min mad, selv mit tøj. Hvis jeg lod ham, ville han passe på mig, men hvad så den dag han ikke er der længere? Jeg har det bedst med at passe på mig selv." afsluttede hun og følte lidt en trang til at beskytte Silas, for hun vidste at lige på det punkt, var det hende der slog bremsen i, også fordi at hans tjenester ikke var gratis. Det gik tilsyneladende ikke så godt med at passe på sig selv, eftersom hun helt bevidst omgikkes kriminelle, og det flere omgange var lykkedes ham at bryde ind i hendes hjem.
Hans comeback på hendes anklage virkede egentlig plausibelt nok, så hun trak bare på den ene skulder, som en form for overgivelse. De var begge stædige og de kom nok ikke uden om det.
Noget i hans stemme var lusket, og indikerede at han havde noget i gærde. Kimberly sad bare og betragtede ham afventende, indtil han dyppede munden i flødeskummet og efterlod en større klat i skægget, hvilket bare fik hende til at le endnu mere, og for et øjeblik slog hendes hjerte åbenbart fra, for hun satte sin egen kop fra sig, rejste sig på sine knæ i sofaen og strakte sig det korte stykke ind over ham. "Nah, bare en lille smule, lige her." Uden at tænke sig om, fangede hun den største del af flødeskumsklatten med sin pengefinger og slikkede det væk, som den lille indre djævel i hende, for et kort øjeblik viste sig ansigt. Da det gik op for hende, hvad hun lige havde gjort, forstummede latteren mens hun stadig havde sin fingerspids i munden. Hun fjernede den med et lidt forvirret blik, og dumpede tilbage på sin plads. "Det.. det er væk nu." pointerede hun en smule forfjamsket og nu med ildrøde kinder der ikke skyldtes vintervejret. Hun undlod at se på ham.

[Theodore Maganiello]

Theodore trak atter lidt på skuldrene. "Eller også har du ikke høje nok." Slyngede han blot ud. Det var ikke ment til at starte en diskussion, men han troede ærligt talt på at hun havde langt større talent indenfor felten end hun gav sig selv credit for. After all havde hun lige fået frikendt en af de mest frygtede magikere fra et mord, som ingen var interesseret i han skulle slippe for.
Igen blev hun betragtet med nysgerrige brune øjne. "Du stoler på dig selv og dine instinkter. Det kan jeg kun respekterer." Det var trods alt også sådan han levede og hvis ikke hun stolede på at Silas blev hængende, så var der måske noget om det. Han havde i hvert fald respekt for at hun ville være uafhængig af hans penge.
Theos latter forstummede ikke da hun satte koppen fra sig, men idet hun pludselig var mere eller mindre på vej ind over ham, fortog latteren sig hundrede procent. Han sank en smule ned i sofaen, og for en gangs skyld havde han ikke den fjerneste anelse om hvad hun havde i gærde. Han var ude af stand til at undslippe situationen som han havde gjort de andre gange de havde stået tæt, og som hans hamrende forræderiske hjerte informerede om, var han faktisk heller ikke sikker på om han var interesseret i at flygte.
For brøkdelen af et sekund havde han faktisk været næsten helt overbevist om at hun havde i sinde at kysse ham, men i stedet hævede hun hånden, fjernede det med fingeren og suttede den derefter af på en måde der fik ham til at stirre på hende med brynene i vejret og let åben mund. Temperaturen i stuen lod pludselig til at være steget betragteligt.
Med stilheden der bredte sig imellem dem, ville man kunne høre en knappenål falde til gulvet. I køkkenet. I nabolejligheden. Hans blik søgte hendes, og som hun hurtigt var væk tydeligvis flov, rømmede han sig en smule, "ja jeg...tror du fik det." Havde hun lige formået at sætte ham i en situation hvor han ikke engang kunne skyde en kæk kommentar af? Han rettede sig lidt op og lod en hånd glide hen over sit hår, imens nogle temmelig upassende tanker blev gemt væk i hans sind. Han rømmede sig igen, "det er en god kakao." Sagde han i mangel på bedre.

[Kimberly Sunshine]

Det var ikke sådan at Kimberly ikke stolede på sine evner. Af en ung, forholdsvis ny advokat at være, var hun nået langt. "Tak. Men jeg har ikke manglende tillid til mine evner. Jeg ved bare hvor min plads er i hierakiet." - hvilket var i bunden et sted. Hun vidste det ville tage hende år at rykke op ad rangstien.
Hun nikkede taknemmeligt over at han endelig lod den ligge, og ikke forsøgte at overbevise hende om at burde lade Silas tage sig af hende. "Jeg tror på at vores instinkter holder os i live." Hendes blik faldt på ham, og hun rynkede på panden. Måske hendes instikter var i stykker? At inviterer en massemorder op i sin lejlighed ofr at holde jul, virkede som en virkelig ringe måde at holde sig i live på.
Somme tider lod hun sig rive med, der var en grund til hun altid forsøgte at være kontrolleret. Det lå i hendes natur at ville provokerer og udfordrer, men det var sjældent en god idé, hvilket dette var et klart bevis på. Stemningen havde ændret sig markant, tavsheden var ikke bare stilhed men direkte akavet. Hun fjernede fingeren fra læberne og stirrede ned i sit skød. "Mhmm." mumlede hun istemmende til hans udsagn, mens hun i virkeligheden gennemsøgte sit hoved for at finde en måde at skrue ned for temperaturen igen. Lidt tilfældigt faldt hendes blik på juletræet, der uden lys, stod lidt anonymt over i det ene hjørne. "Nå. Det kunne være vi skulle få lidt stemning. Det er jo jul." påpegede hun og rejste sig op for at gå hen til træet. Hun bukkede sig ned, for at tage fat i tæppet det stod på, og trak det lidt ud. Hun tændte lyset på træet, der var så farverigt pyntet, at hendes kjole nærmest gik i et med det. Det var lidt en lettelse at stå med ryggen til ham et øjeblik, det var som om hun stadig kunne mærke varmen fra ham helt herover. Hun rettede sig op og fik hen til en gennem afspiller der stod på hylden. Det var endnu en bonus ved at leve mere som muggler end som magiker. Med et tryk på en knap, flød tonerne fra Last Christmas[/b] i stuen. "Det her er nummer 1 mugglerjulesang. Den er forfærdelig, men jeg kan ikke få den ud af hovedet." forklarede hun frustreret dog efterfulgt af et grin. I aften var han her ikke som hendes klient, men som en.. ven vel? I hvert fald havde hun tænkt sig at være lidt mere afslappet, og holde afstand for ikke at blive for afslappet. Hendes hoved hvirvlede lidt i takt til musikken for at til sidst at overtage kroppen og lade hende starte en eller anden halvakavet dans, med lidt for meget sjæl i.

JULETRÆ

SHAKE IT OFF