When Christmas Comes Around

[Theodore Maganiello]

Kimberly Sunshine

En park nær Kimberlys bolig

Omkring kl. 18

December 2057 - Juleaften

---

Sneen lå som en tyk dyne over hele parken og gav den et næsten eventyragtigt look. Theodore sad på en bænk og kiggede på de faldne snefnug der forvildede sig rundt i viden, der havde taget løbende til i de timer han havde siddet her. 
Tidligere havde han betragtet nogle unger løbe rundt og lave en snemand, der nu stod et stykke fra ham og nedstirrede ham med de kulsorte øjne og et dumt falsk smil.
Han sukkede og pustede ind i sine hænder for at få noget varme i dem. Det par pisse koldt, for at sige det mildt, men for at være ærlig havde han ikke bedre ting at tage sig til, ikke engang på selveste juleaften. 
Det var faktisk en af de eneste dage hvor det for alvor ramte ham, hvor splittet hans familie var. Et savn stak i ham fra bedre tider, men som altid blev det begravet dybt nede. Det hjalp ikke en skid at sidde og wine over noget han alligevel ikke kunne gøre noget ved. Hele kroppen føltes ubehagelig stiv grundet kulden og han gav sig til at vippe let med benene for lige at få lidt liv tilbage i den gennemkolde krop.
De havde holdt noget julepjat tilbage på tilsynsstedet, men end ikke 10 vilde flyvende heste ville kunne tvinge ham til at sidde og fejre jul med den flok ynkelige bundønninger af det magiske samfund. Så hellere sidder her på en parkbænk alene og forfrossen med værdigheden intakt.

[Kimberly Sunshine]

Kimberly Åbnede den pivende låge ind til den snebelagte park. Hendes skridt spor i landskabet, hun mærkede den velkendte knitren under sine fødder. Solen var gået ned for flere timer siden og havde efterladt parken i et underligt dunkelt lys. Nogle ville måske undre sig over at hun i mørket søgte efter en af tidens største kriminelle, og det var nok første gang hun ikke følte sig bange.
De havde ikke set hinanden siden det lille optrin foran hendes hoveddør, og hun havde også været i tvivl om hun burde opsøge ham, men hvad hun havde kunne ikke vente, så hun var først taget forbi opsynsstedet, hvor han ikke havde været at finde, men eftersom de holdt øje med ham, havde det ikke været svært at finde ham. Hendes varme åndedrag skabte en lille tåge i luften hver gang hun udåndede. Trods hun var klædt i en lang, beige frakke, halstørklæde, handsker og en hue med en barnlig lille dusk på toppen der bevægede sig i takt med hendes skridt, så frøs hun stadig. Hun havde papirer en den ene hånd, derfor kunne hun ikke rigtigt stikke dem i lommen, i stedet holdt hun dem lidt under armene, mens hun bevægede sig i retning af hvor han skulle befinde sig. Ganske rigtigt, bemærkede hun ham sidde på bænken og studerer et par børn. Julen var altid en lidt mærkelig tid for hende, ligesom ham var hun alene, og somme tider så meget at hun tog sig selv i at blive jaloux på dem.
Lydløst satte hun sig på bænken ved siden af ham, med sammenbidte tænder for at forhindre dem i at klapre. "Det virker som et lidt sølle sted at holde jul." Bemærkede hun uden at se på ham. Kulden havde gjort hendes kinder røde og en smule tørre. Et øjeblik var hun lidt i tvivl om hun burde nævne deres sidste møde, men hun kunne mærke at hun slet ikke var klar til at tænke på det. "Glædelig jul." Hun rakte ham lidt tøvende mappen. Det var lykkedes hende at frikende ham for hans brors mord. "Det er ikke meget. Og det giver ikke rigtigt svar, men det er noget." Hun stirrede på børnene der legede ubekymret med snemanden. Der havde været spor af polyjuice eliksir på stedet, og et langt sort hår, og eftersom hans stav stadig befandt sig i ministeriet, kunne man ikke bevise at han havde begået drabet på sin bror.

[Theodore Maganiello]

Theodore lænede sig en smule frem på bænken så hans albuer hvilede imod hans lår. Fingrespidserne blev presset let sammen og man kunne se at han var fordybet i sine tanker. Dog blev han alligevel opmærksom på da sneen knagede bag ham. Han vendte sig halvvejs om på bænken og lyste op i et genkendeligt smil da han fik øje på blondinen, der mest af alt lignede noget taget ud af en julehistorie.
"Ms. Sunshine," hilste han drilagtigt og flyttede sig en smule så hun kunne sætte sig ved siden af ham. "Sølle?" Gentog han og smilede igen, som han kiggede mod snemanden der nu stod til at blive efterladt, af ungerne som de forlod plænen for at løbe hjem og spise. "Slet ikke. Sølle ville være at fejre det i fællesskab med Dementorerne i Azkaban. Eller med en flok halvsavlende, paranoiaramte tåber, der ikke kunne holde livet i Azkaban, og deres pædagoger som kun deltager i måltidet fordi de er pålagt julevagten." Han smilede som han omtalte opsynsstedet, "nu hvor jeg tænker over det, fortrækker jeg måske faktisk dementorerne i dé valgmuligheder, de kommer ikke med dumme kommenterer der giver en lyst til at praktiserer dolorforbandelsen." Han blinkede kækt imod hende, tydeligvis ude efter chokeffekten over hvor letsindigt han snakkede om så frygtelig en forbandelse.
Det var først nu det gik op for ham at hun havde noget med til ham, han rynkede brynene en kende overrasket, og tog imod mappen, "Kimse, jeg vidste slet ikke vi var på julegaver," jokede han før han åbnede den, blikket faldt ned over papirerne. De blev bladret igennem med mere og mere entusiame for hver side, og for første gang følte han sig faktisk næsten målløs. De blev bladret igennem en ekstra gang, som skulle han lige sikre sig at han ikke havde læst forkert, herefter faldt blikket atter på hende, taknemmeligheden stod tydeligt skrevet i ansigtet. "Det er meget. " Rettede han hende. "Tusind tak." Han mente det.
I stilheden kunne man høre den svage lyd af julesalmer "Faktisk så.." han tøvede og rakte så ind i inderlommen på sin lædervest. Herfra fandt han en lille flakon frem. I den var hvad der ligende en lys blå rygende eliksir. Han tøvede lidt og rakte den frem mod hende med et alvorligt blik, "det er mit minde fra den aften." Sagde han alvorligt, "men det er ikke kønt, så jeg vil ikke anbefale dig at se det før du føler dig klar til det." Med den advarsel, overgav han mindet til hende.

[Kimberly Sunshine]

Mens han sad der i mørket, fordybet i egne tanker, så han bemærkelsesværdig dyster ud. Det var i de korte øjeblikke alderen og hans svære liv, afspejlede sig, men det blev slettet ligeså hurtigt som han smil gled over læberne, som nu hvor han fik øje på hende. Det burde ikke betyde noget, men selv i kulden følte hun en lille varme over at han blev glad for at se hende. Hun nikkede og fulgte hans blik hen til den færdige snemand. Der var virkelig noget magisk over denne tid. Hun satte sig ned og lyttede til hans tanker. Hendes smil falmede stille. Tanken om dementorer fik stedet til at virke koldere end det havde været for et øjeblik siden, så hun foldede hænderne i et forsøg på at holde dem varme.
"Undskyld. Jeg glemte helt at det er din første jul som en fri mand. Næsten i hvert fald." bemærkede hun. Ministeriet vidste altid hvor han var, og der var et hav af begrænsninger på hvad han måtte, men det var nok bedre end Azkaban.
Et gys løb gennem hende igen. Hun så op på ham med et bebrejdende blik. Hver gang hun besluttede sig for at han var god nok, så slyngede han sådan noget ud. Måske nægtede hun bare at se hvad alle andre så? Et monster..
"Tal ikke sådan. Slet ikke her." hendes stemme var lav men bebrejdende. Måske det havde været sagt i sjov, men hun så overhovedet ikke underholdningsværdien i tortur. Hun sagde intet, ignorerede endda det faktum at han kaldte hende for noget så barnligt som 'Kimse'. Til gengæld rullede hun med øjnene da hun overrakte ham papirene. Mens han sad og læste, studerede hun snemanden. Guleroden der var sat i som næse, var begyndt at glide lidt ned. "Jeg ville sige at det var så lidt, men det var ikke helt nemt. Sagen bliver selvfølgelig genåbnet, forhåbentligt finder de noget mere værdifuldt i denne omgang." Hun vendte blikket tilbage mod ham og så på ham med et varmt smil. Nysgerrigheden begyndte at melde sig, da han rodede rundt i sin lomme. Hun havde ikke regnet med at få noget tilbage fra ham, faktisk var det slet ikke meningen at hun skulle se ham. De smukke, lyse stemmer der sang julesange i det fjerne, fyldte hende lidt med den velkendte barnlige glæde. Hun så ned på hans hånd hvor den lille flacon lå. Selvom hun vidste hvad det var, tog det hende et øjeblik at accepterer det. Endelig løftede hun hånden og flaconnen i sin egen. Selv på trods af handsken, virkede den så lille i forhold til hans. "Jeg ved det sandsynligvis er grimt, men i det mindste er det sandheden.. grim eller ej. Tak.. Det betyder mere end du tror." Hun knyttede hånden om flasken, før hun lagde den ned i sin egen lomme. I mellemtiden var det lille, hvidtbeklædte kor kommet tættere på, og passerede dem med fakler af levende lys, der lyste vintermørket op.

[Theodore Maganiello]

Theodores liv havde ikke været let, men han løb heller ikke rundt og pev over det. Han havde selv truffet de beslutninger der havde ført til hans kommende undergang, om man så kunne sige. Han forventede ikke andet og havde efterhånden affundet sig med det, så længe han kunne holde dem i live der betød noget og var uskyldige i alt dette her.
Et grin kom ud som et let fnys, "en fri mand kan man vel næppe kalde mig," argumenterede han, "jeg er kun "fri" så længe din kæreste kan bruge mig. Han er temmelig magtliderlig, ved du godt det?" Han hævede et bryn af hende. Den slags kunne godt være en farlig combi når man havde en høj stilling. Desuden fattede han ikke hvad en pige som Kimberly, der udadtil virkede sød og uskyldig, på trods af hendes tiltrækning af mørket, så i en skidespræller som Silas Parker. Eller måske var det lige nøjagtigt dét. Mørket. "Men jeg kan ikke klage, jeg nyder det så længe jeg har muligheden." Han lænede ryggen tilbage mod ryglænet og slog armene ud så de hvilede på kanten, den ene dermed bag hende.
Hendes skarpe tone fik atter tilkæmpet hans blik der ellers igen havde været drevet udover det snefyldte wonderland. Der var noget morende i hans blik, "hold da op, du ser ud som om jeg lige har skidt i din risengrød." Drillede han hende. Ja han var provokerende og ja 50 procent var for at få en reaktion fra hende, fordi hun nok var den eneste der turde give ham en.
Han så på hende og nikkede, han var ikke i tvivl om at det havde været svært for hende at frikende ham på den sag. Især fordi han jo ikke var uskyldig i så mange andre henseener, dog var denne her den der havde størst betydning for ham.
Det varmede ham at se hende blive glad for gaven, og selvom det måske ikke var den fedeste julegave at få et klip af mordet på sine forældre taget ud af minderne på en af tidens største kriminelle, så var han ikke i tvivl om at det havde samme store betydning, som det hun lige havde givet ham.
Stilheden passerede frem til det lille kor gled forbi dem. Theodore betragtede dem, men gjorde lidt ud af at placerer ansigtet så godt i skyggerne som det var ham muligt. Han kendte de flestes reaktion når de så ham, og skønt det normalt ikke generede ham, var han ikke ude på at spolerer julestemningen. Ikke denne gang i hvert fald.
"Så, har du ikke et sted du burde være?" Spurgte han roligt. Det var ikke en hentydning til at hun skulle gå, men blot et reelt spørgsmål, hvilket også lå klart i tonen.

[Kimberly Sunshine]

Hun så væk da han bragte Silas på banen. Det havde slet ikke været meningen at han skulle kende til dem. Det var der ingen der gjorde endnu og det passede hende glimrende. 'Tell me about it' tænkte hun for sig selv, men sagde det ikke højt. "Så lang tid du holder stien ren, er jeg sikker på at er save." svarede hun og undlod bevidst at kommenterer på det andet. "Og han er ikke min kæreste." mumlede hun alligevel så sammenbidt at nærmest kun dampen fra hendes ånde afslørede at hun havde sagt noget. Hun vidste desuden ikke helt hvorfor hun havde brug for at pointerer det.
Hun nikkede stille og betragtede det koret der passerede. På en måde var det nærmest skræmmende her i mørket.
Hendes suk blandede sig med sangen. Til gengæld var hendes opgivende blik, meget svær at tage fejl af. Hun stirrede vantro på ham, og blev nærmest irriteret over hans morende facon. "Det er i virkeligheden også det du gør. Du ville ikke sidde og tage så let på det, hvis du vidste hvor meget arbejde jeg havde lagt i at få dig frikendt." Svarede hun tvært.
Hun fornemmede godt hans arm glide om bag hende, og selvom den ikke var i kontakt med hende, var hun underligt bevidst om at den lå der. Hendes blik studerede flakonnen igen, før hun lagde den i sin lomme og så op på ham med fornyet energi. Det var begyndt at småsne lidt igen, nogle af fnuggene smeltede på hendes næse. "Hvor skulle det være?" spurgte hun neutralt. Det var lidt ømt for hende at tale om, mest fordi hun ikke rigtigt havde nogen at nyde julen med. Hendes familie vidste han jo hvad der var sket med, og Silas havde ingen intentioner om at underholde til jul. Måske ville han dukke op, desperat senere på aftenen. "Jeg havde tænkt mig at drikke et glas rødvin og se en eller anden dårlig julefilm hvor hovedpersonen forelsker sig i sin værste fjende." hun trak smilende, skuldrene op til ørene før hun slappede af igen. Det gik ikke rigtigt op for hende hvor ironisk det plot var.

[Theodore Maganiello]

Han fnøs os så lidt frem for sig, tydeligvis ikke overbevist. "Ja, lad os bare sige det." Han var temmelig sikker på at hans frihed kun var midlertidig. Hvilket vel i bund og grund også var fair. "Nå så det er han ikke? Jeg fornemmede ellers seriøse seksuelle tensions imellem jer." Der var det sædvanlige drillesyge glimt i de brune øjne, som han endnu engang forsøgte at snige sig ind under huden på hende.
Hænderne blev slået forsvarende op foran sig, ved den anklagende tone. "Okay okay, undskyld." Svarede han blot, men tydeligvis havde han stadigvæk en indre fest over at det irriterede hende når han snakkede på den måde.
Theodore betragtede hende som hun betragtede den lille gave, med den store betydning. Selv havde han også stykket papirerne i inderlommen så de ikke skulle blæse væk, med den kølige vind. Han var slet ikke i tvivl om at det havde været den rette ting at give hende, men samtidigt var det også en farlig gave fra ham, for uanset hvad hans motiv havde været, var dette et klart bevis på at han havde myrdet hendes mor uden så meget som at blinke. At faderen, Ilario Marsters så havde myrdet både Kimberlys mor og bror forinden. Mindet omhandlede hvordan Theodore havde fundet både Kimberlys mor og lillebror myrdet, og hvordan han fik fingrene i Ilario før han kunne fuldføre jobbet. Theodore havde tortureret ham før endelig at ende hans lidelser ved at myrde ham. Efterlade Kimberly i kaosset og kontakte aurorne anonymt. Altså ville det med lethed kunne bruges som besvis imod ham, hvilket også var grunden til han ikke havde givet hende det før nu.
Tankestrømmen blev stoppet som hun atter snakkede, "det ved jeg ikke, du har vel nogen du kan være sammen med?" Spurgte han med hovedet let på skrå. "Hvad med din "ikke kæreste"" Han brugte fingrene til at illusterer "ikke kæreste" -delen. Dette gjorde at han uhensigtsmæssigt kom til at stryge hende kort over ryggen.
Modsat hende fangede han godt ironien i hendes plotbeskrivelse af julefilmen. "Jaså, noget du kan relaterer til." Han blinkede til hende og grinede kort.

[Kimberly Sunshine]

Nogle gange gav han hende lyst til at give op. Ikke på livet eller noget i den stil, men nogle gange hadede hun altid at være så selvhøjtidig og alvorlig, og han blev ved med at prikke til hende. Hun sukkede, og hvor man nok kunne have forventet at hun ville gå i forsvar, smilede hun bare lidt smørret. "Bare fordi man har en kløe og vælger at kradse, betyder det jo ikke at det vil klø for altid." pointerede hun og så på ham med et lidt drillende glimt i øjet, mest fordi hun vidste at han nok ikke forventede at hun ville tale på den måde. Silas og hende havde en fortid, og der var engang hvor hun havde været helt gabt i ham. Nu om dage var det anderledes. Der var noget underligt trygt i hans tilstedeværelse og hun nød hvordan han kunne få hende til at føle, men han havde også misbrugt hendes tillid, og den slags var svær at vinde tilbage. Hun gnubbede sine hænder lidt mod hinanden for at få varme. Selv under handsken var de iskolde. "Tak." svarede hun bare til hans meget uvelmenende undskyldning.
Hendes tanker kredsede nysgerrigt om hvad hun ville finde i mindet. En del af hende havde lyst til at se den med det samme, men det var juleaften og hun vidste at hvad end der var i det minde, så var det ikke en særlig opløftende julehistorie. Måske hun var alene på en aften som i aften, men hun nød sit eget selskab, og højtider betød noget for hende, så hun ville ikke sidde og føle sig ulykkelig. Ikke i aften. Det diskrete strøg over hendes ryg, bragte hende ud af tankerne og direkte tilbage til virkeligheden. Uvilligt kunne hun mærke sit hjerte banke hurtigere, som det ofte gjorde omkring Theodore, men hun yndede ofte at fortælle sig selv at det bare vær nervøsitet. "Det har jeg ikke. Altså min kollega har tilbudt jeg kunne være sammen med hende og hendes datter, men altså. Jeg foretrækker at være alene." indrømmede hun og trak på skuldrene med et lille smil. Det virkede måske underligt for en kvinde som hende, der ellers var ret udadvendt. "Se kodeordet var 'ikke-kæreste'. Vi gør ikke den slags." fortalte hun uden at det virkede som et problem for hende.
Hun mødte hans drillende blik igen, og det gik op for hende hvad hun havde sagt, men denne gang valgte hun bare at spille uvidende. "Nah. Hvis det ikke er gået op for dig, Theo, så er jeg en smart pige. Jeg ville ikke være så dum at tro på det." hun så på ham med et selvsikkert smil, selvom det var stikløgn. Bare se hele affæren med Silas.

[Theodore Maganiello]

Blikket han sendte hende var imponeret og smilet stort ved hendes kommentar, som havde han lige set hende tage sine første skridt. Det var disse øjeblikke der fik ham til at nyde hendes selskab. Når hun lade den lidt for retskafne side af sig selv en smule på hylden og viste at selv hun, kunne have en lidt mere morbid side. Det havde alle nok når det kom til stykket, nogen var bare langt bedre til at tilbage holde det end andre.
Igen blev blikket betragtende, som var han ikke helt overbevist over den påstand. Alle ville vel gerne have nogen at fejre jul med. Sådan inderst inde. Selv ham. Og det var på trods af at han havde fejret jul alene i utallige år. Dermed ikke sagt at man ikke godt kunne lide at være alene alle andre dage, men julen fik som regel noget socialt frem i langt de fleste. At man så foretrak at være alene fordi de selskaber man var blevet tilbudt var værre end ensomheden, var så en anden side af sagen.
Smilet formede sig på ny, "Ms. Sunshine, du overrasker mig, jeg anså dig ellers ikke for at være en pige, der fandt sig i et hanky-panky forhold." Hvor længe der ville gå før hun vendte sig til hans stødende sprogbrug anede han ikke, men han nød hendes reaktioner når de kom.
Det brede smil holdt vedvarende ved, han nikkede imponeret, "det er et smart træk. Du ville bare ende i situationer du måske ikke kunne håndterer." Sagde han flydende og lod blikket glide udover den nu øde park. Han mente nu ikke de ord, han var ret sikker på at Kimberly faktisk ville kunne håndterer de fleste situationer. Ellers havde han aldrig givet hende mindet. Hun var en stærk kvinde, måske langt stærkere end hun selv var klar over, ellers ville hun vel ikke være endt sammen med et stykke spil af oxygen som Silas.
En anden ting gik lige op for ham og han kiggede tilbage på hende med et alt for underholdt blik, "gav du mig lige et kælenavn?" Barnlig begejstring stod skrevet i hele det midaldrende ansigt, "skal vi så snart have matchende armbånd?"

[Kimberly Sunshine]

Selvom både hendes navn og udseende skreg solstråle, så havde Kimberly nok i virkeligheden et mørkere sind end de fleste. Hun blev fascineret af mørke og kontrol, og hun nød at udfordre skæbnen. Og hun var ikke halvt så sart som hun ofte fik givet udtryk for. Hun vidste ikke helt hvorfor hun pludselig lod Theodore se den side af hende, men det var jul og hun orkede faktisk ikke at stille en eller anden facade op.
Hans beskrivelse af hendes forhold til hende til at himle med øjnene med et bredt smil på læben. "Måske du kender min historie bedre end nogen anden, inklusiv mig selv, men der er stadig mange ting du ikke ved om mig." pointerede hun med et lidt mystisk glimt i øjet. Hun var ikke sikker på at han nogensinde ville finde ud af det nogle af de ting. Kulden fik hende til at skælve, men alligevel var der noget i det hans sagde der gav hende følelsen af et gys. Han havde ret, desværre havde hun en tendens til at nyde når underlaget under hende blev usikkert. Det fik hende til at føle sig så.. levende.
Hun trak skuldrene lidt op under ørene og foldede hænderne i et forsøg på at holde lidt på varmen. Hendes kinder føltes så kolde at det efterhånden var hårdt at snakke. "Præcis. Og dem holder jeg mig gerne fra." svarede hun mest bare for at sige et eller andet, for det var jo en lodret løgn.
Hun så op og mødte hans blik. Han var lidt for begejstret over hendes måde at tiltale ham på. Det havde mest batre ligget på tungen. Hun næsten frastødt på rynkede på panden. "Det virker ikke fair at du er den eneste der får lov til at kalde mig mærkelige navne - og nej bare rolig jeg har ikke tænkt mig at give dig en hjertehalskæde i julegave." svarede hun en smule kækt tilbage.
Der var blevet helt øde omkring dem. Det gik op for hende at hun sad alene med Theodore Jarvis på et mørkt og øde sted, og hun var for første gang overhovedet ikke bange. Hun overvejede at spørge om han ville med hjem. Hun havde ikke hjerte til at han skulle sidde selv, men samtidig var hun også bange for at sende nogle forkerte signaler.

[Theodore Maganiello]

Igen blev hovedet vægtet en kende til den ene side. De brune øjne var både imponeret og nysgerrige. "Måske jeg skulle invasterer noget af min dyrebare tid, til at lære de sider lidt bedre at kende. Det kunne være... interessant." Udtrykket var listigt, som en kat der forsøgte at lokke musen i en fælde.
Han betragede hende som hun trak sig lidt sammen, hun frøs. "Hvorfor ser du ikke at komme hjem inden din røv fryser fast til bænken?" Spurgte han med et smil, et fnis der gled over i en, faktisk, behagelig latter. "Ja det gør du sikkert." Han forsøgte ikke engang at lægge skjul på at han sad med den komplet modsatte overbevisning.
Det morede ham næsten endnu mere, at hun virkede frastødt over han tog så godt imod kælenavnet, alle hendes ansigtsudtryk og det evige modspil, gjorde hende simpelthen en ren fornøjelse at være i selskab med, og Theodore nød ikke manges selskab. "Udemærket, det er en fair pointe." Erkendte han og forsøgte at tilbageholde smilet, "Årh...nu blev jeg dybt skuffet." Sukkede han melodramtisk og så smilende frem for sig.
Et let suk gled over hans læber, "du burde virkelig komme hjem i varmen," kommenterede han så, og vendte atter de brune øjne imod hende. Han var også ved at være ret gennemkold, men havde ikke så mange steder at tage hen. Han var jo ikke ligefrem typen der gik ubemærket ind på en pub og fik en ingefærøl.

[Kimberly Sunshine]

Hans blik var så intenst at hun følte sig nødsaget til at se væk. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle definerer deres relation. På den ene side var den professionel, på den anden side var den allerede blevet for tæt. "Du får point ofr begejstring, men det kommer i til at ske. Du er min klient." påmindede hun ham. Det betød at der måtte opretholdes en hvis distance.
Hans latter varmede det ellers kølige landskab. Denne gang var det hende der så lidt overrasket på ham. Når han lå på den måde, så blev han så.. menneskelig. Han blev mere end bare en forbryder, mere end en morder og en mørk troldmand. Det slog hende nok ud til at der gik et øjeblik før det gik op for hende at han havde sagt noget. Hun rystede på hovedet, bare for at komme til sig selv. "Ja det burde jeg nok." medgav hun. Det var forbandet koldt.
Theodore lod altid til at more sig lidt for meget over hendes selskab. Som om hendes modspil bare fodrede hans lyst til at provokerer. Nogle gange prøvede hun virkelig at lade være, men han trykkede bare på alle de 'rigtige' knapper. "Jeg beklager at knuse dit hjerte, men du skal ikke være ked af det, det sker i alle gode julefilm" drillede hun og sendte ham det mest uskyldsrene smil hen over sin ene skulder, før hun endelig rejste sig og trak jakken tæt omkring sig. Hendes hår var helt vådt af sneen nu. Hun nikkede bare, i en blanding af istemmelse og samtidig et halvt farvel. Hun stod tavs et øjeblik før hun vendte sig om og gik et par skridt, så stoppede hun op igen og stirrede frem for sig. Hun mimede for sig selv at hun helt sikkert ville hade sig selv for det næste hun ville gøre, men inden hun nåede at fortryde, vendte hun sig rundt mod ham igen. Det føltes bare forkert at efterlade ham alene på bænken i sneen. "Vil du med?" spurgte hun, og kunne have bidt tungen af sig selv. Det her var bare endnu en dumdristig beslutning. "Jeg laver en ret god varm kakao." lokkede hun, mest for at vise ham at det var okay - hun ville oprigtigt gerne have hans selskab.

[Theodore Maganiello]

Han rynkede brynene, ”og jeg som troede vores relation stak dybere.” brokkede han sig blot, med et smil i de ene mundvig. Han tvivlede nu på at hun lod andre klienter lave aftensmad til sig. Eller opsøgte dem juleaften for at afleverer en sag. Ikke på denne måde i hvert fald. ”Men altså, du kan jo vælge selv at fortælle mig lidt, eller jeg kan snuse rundt selv, jeg er ret god til at finde informationer om folk.” Indformerede han med en hvis stolthed i stemmen, tonen var dog stadigvæk letsindig. Det var ikke ment som en trussel, men det var blevet et komplet must for ham, at kende sin de mennesker han omgik ud og ind. Normalvis var der andre årsager til at han ville vide alt om folk, men her havde han bare været venlig overfor hende, og havde derfor ikke gravet ned i hendes privatliv.
Havde han vidst hvordan hun så ham i dette sekund, havde han nok udnyttet situationen en smule, igen fordi hun gjorde det så fandens sjovt, det fik ham til at føle sig levende på ny, og det var ellers ikke noget der skete så tit.
De brune øjne hvilede på hende, ”nogen ville nok påstå at der ikke er meget hjerte herinde der kan blive knust.” Jokede han blot tilbage. Folk så ham som en hjerteløs morder, og det kunne han også være hvis situationen krævede det af ham.
Det smil hun sendte ham ramte trods det noget indeni. Det var en af de smil der smittede af på ham, uden han egentlig selv bemærkede det.
Han fulgte hende lidt med blikket, nikkede tilbage som afsked og flyttede så atter blikket ud over de øde plæner. Det gik op for ham at han ikke hørte fodspor gå væk, og opmærksomheden gled atter tilbage til den blonde heks som var stoppet op.
Spørgsmålet kom bag på ham, han gloede vantro på hende i et par lange sekunder. ”Inviterer du alle dine klienter på varm kakao?” Spurget han drilsk, men havde allerede rejst sig og trasket op til hende, så hun ikke nåede at ombestemme sig, for hånden på hjertet kunne han godt trænge til at komme lidt indenfor. Han var, som hende, våd og gennemkold. ”De fører an, unge frøken,” jokede han og bød hende elegant en arm efter at have lavet et let buk, som var hun en prinsesse i et eventyr.

[Kimberly Sunshine]

"I så fald troede du forkert." bemærkede hun med et næsten overbærende smil. Måske havde han alligevel ikke troet helt forkert. Det var de færreste af hendes klienter hun så uden for kontoret, og endnu færrer hvis selskab hun rent faktisk nød. Okay måske var det også at gå lidt for langt, at sige at hun ligefrem nød Theodore Jarvis' selskab, men der var noget ved ham, som alligevel gjorde at han altid lå lidt i baghovedet. Hun så lidt uforstående på ham, men smilede uden bebrejdelse. "Jeg forstår ikke rigtigt hvad det er du føler du har brug for at vide? Du ved allerede alt om min fortid, hvor jeg bor, hvad jeg laver.. hvem jeg dater." hun skød et slankt øjenbryn i vejret og så sigende på ham. Hvad mere ville han dog vide? Når det var sagt, var hun ikke et øjeblik i tvivl om at han nok skulle finde sin information ét sted.
Hun var stoppet op kun et par meter fra ham. Hun lagde hovedet på skrå og så tilbage på ham med et lidt medfølende blik. Somme tider blev hun i tvivl om det var hende der var naiv eller om folk rent faktisk tog grueligt fejl af ham. "De har måske ret. Personligt tror jeg mere på, at det hjerte der er derinde allerede er knust." Hendes blik var fjernt men hendes stemme oprigtig. Hun kunne genkendte en tabt sjæl overalt. Udtrykket: 'Lige børn leger bedst' var på mange punkter ret korrekt. Det mørke der nogen gange spejlede sig i hans blik, hans konstante forsøg på at bevise at han var god nok, overfor hende, overfor ministeriet.. overfor hans datter. De handlinger sagde mere end noget andet.
Hun lod ham komme hende i møde uden at slippe ham med blikket. "Nej, åbenbart kun de mest besværlige af dem." drillede hun selvom det var med et gran sandhed. Måden han stak armen frem på, som en sand gentleman fik hende til at grine. Hun burde tænke over hvordan det ville se ud udadtil hvis nogle så dem arm i arm, men hun valgte at ignorere fornuften i aften og stak armen ind under hans. Det var både skønt og frustrerende at han af alle, kunne få hende til at føle sig tryg i så upassende selskab, at han kunne få hende til at føle sig som en prinsesse i ethvert eventyr. Mest frustrerende fordi det aldrig kunne fører til andet. Hun begyndte i tavshed at lede ham hen mod hendes boligblok.

[Theodore Maganiello]

Han nikkede blot med en sørgmodig mine, skønt den ikke var specielt overbevisende.
Som hun indbød til at han kunne spørge ind, i hvert fald set med hans øjne, holdt han sig heller ikke tilbage. "Okay, så mit første og mest væsentlige spørgsmål, hvorfor ham? Jeg mener really?! Den dødbider? Jeg ville have mere sjov ud af at at forhører et lig, end at være i selskab med ham." Han tøvede lidt og sendte hende et af sine perfekte tandsmil, "er det på grund af samlejeen? For i så fald dømmer jeg dig ikke. Jeg mener jeg har datet nogle temmelig psykotiske kvinder, men hvis samlejeen er god..." han trak let på skuldrene.
Hendes kommentar om hans knuste hjerte kom faktisk oprigtigt bag på ham, hvilket måske kunne spottes for det korte øjeblik paraden faldt ned. "Nå, så det tror du. Hvad giver dig den indskydelse?" Spurgte han blot. Sommetider var hun lidt for klog til sit eget bedste, men det havde han ikke tænkt sige højt, ikke lige nu i hvert fald.
Sneen knagede under vinterstøvlerne som han bevægede sig frem mod hende. Det var skide koldt og han rettede lidt på halstørklædet for at holde bare lidt af varmen inde.
"Awww, nu smigre du mig." Gav han blot igen og puffede ganske let til hende. Han var faktisk ikke sikker på om hun ville tage hans arm, men igen overraskede hendes handling ham og han mærkede den spinke arm smyge sig ind under hans. Personligt var han komplet ligeglad med hvad folk tænkte om deres relation, de så jo skævt til ham alligevel, og det var dem vel ondt.