When Christmas Comes Around

[Theodore Maganiello]

Theodore så på hende med et bedrevidende blik. ”Med dén salgstale forstår jeg godt du ikke har større klienter.” Sagde han tørt og med et let skuldertræk til følge.
Han nikkede, ”det tror jeg du har helt ret i.” Medgav han. Han stolede i hvert fald hundrede procent på sine egne instinkter. Det blev han nødt til. Han havde ikke så meget andet at gå efter, slet ikke nu hvor han ikke længere var i besiddelse af en tryllestav.
Det var ufatteligt så hurtigt at stemningen havde ændret sig. Det skete nogenlunde lige så pludseligt som når en dementor fik kulden til at sænke sig over alt den nærmede sig. Ikke desto mindre følte Theodore sig ualmindelig varm i hele kroppen. Han tyggede let på sin underlæbe som hun fjernede sin finger fra læben.
En smule sur på sig selv over at hun havde formået at tage pusten fra ham på den måde, kørte han en hånd gennem sit hår og så i retning af det omtalte juletræ. Hun kunne være hans datter. Det der var forkert. Desuden ville hun blot blive opslugt af hans mørke, og det ønskede han trods alt ikke for nogen. Slet ikke hende.
Han så til som hun masede lidt for at trække det mere i centrum. Det farverige træ fik smilet frem på hans læber. Hvor var det dog meget hende. Dog tog han sig selv i at holde mere øje med hendes ryg end med selve træet.
Det var først som musikken lød at hans tankestrøm blev brudt. Han skar en let grimasse, som hun nævnte at det var en mugglersang. Han havde aldrig været vild med mugglere, men efter hans tid i garden var det blevet værre. Tæt på had. Han forsøgte dog at bide det i sig. ”Den er virkelig forfærdelig,” konkluderede han efter at have hørt første vers og et omkvæd, han sukkede let, ”men den har noget fangende over sig. Jeg forstår hvorfor den er så populær.” Han smilede skævt, et smil der gled over i en letsindig latter som hun begyndte at danse til musikken, mere eller mindre i takt. Han rettede sig lidt op i sofaen og måtte erkende at han nød hvert et sekund af det, om han så burde gøre det eller ej. Der var bare noget over den varme hun udstrålede, som dragede ham. Velsagtens som hun blev draget af hans mørke.

[Kimberly Sunshine]

"Jeg har jo dig, ikke?" pointerede hun en kende for selvtilfreds. Theodore var helt sikkert hendes hidtil største sag - og hidtil største udfordring. "I virkeligheden siger det vel en del om mine evner, at jeg kan få dig frifundet uden om hieraki." hun trak bare på skuldrene.
Det hjalp lidt at den fysiske afstand mellem dem, blev større. Der var noget ved den måde han så på hende på. Noget sder triggede hendes værste sider, noget der gav hende lyst til at bryde reglerne, men heldigvis var hun stadig nok i kontrol til at ignorere det. Selv med ryggen til ham, kunne hun mærke blikket.
Træets farvestrålende facon passede overhovedet ikke ind i den slidte, væglusbesatte lejlighed. Et øjeblik tog hun sig selv i at betragte sit eget mesterværk med et lidt drømmende blik. "Du hader det gør du ikke? Jeg tænker ikke at du er vild med lagkage-looket" hun vendte sig rundt mod ham, og så fra træet til ham, og tilbage, hvorefter det gik op for hende at hun hendes kjole også lidt kørte samme stil. Det var nok meget godt. Hun fik tændt musikken, og kunne ikke lade være med at grine lidt over hans ansigtsudtryk. Han lignede en der var blevet fanget lidt i sit værste mareridt. Efter alt det mørke der omgav ham, havde hun en idé om at han ville have godt af lyset. "you gave it away.. THIIIS YEAR to save me from tears, I give it to someone special."[/i] udbrød hun lidt for entusiatisk med sin overraskende musikalske stemme. Hun svang hovedet, så de blonde lokker føj lidt omkring hende, indtil hun besluttede sig for at hun var for stakåndet. "Okay jeg stopper nu." lovede hun. "Det skulle ud af systemet. Men ja, den er virkelig forfærdelig." medgav hun med et lille grin, og dumpede ned i hjørnet af sofaen hvor hun kom fra. Musikken og den mere rolige stemning, havde allerede fortrængt den meget tætte stemning, der havde luret for et øjeblik siden og fået hende til at glemme alt om faren ved det. "Jeg burde have fortalt dig hvad du signede up til inden du kom med." indrømmede hun med et lidt uskyldigt skuldertræk. "Havde I nogle juletraditioner?" spurgte hun nysgerrigt og pustede en vildfaren lok væk fra ansigtet. Hun hentydede naturligvis til hans tid med hans familie.

[Theodore Maganiello]

Han tænkte lidt over den udtalelse og nikkede så en smule anerkendende. "Tjo, det kan man selvfølgelig sige." Skønt det måske ikke var den største bestræbelse, der var ikke mange advokater som var interesseret i at tale hans sag.
Igen tænkte han lidt over hendes ord. "Ja, men nu var jeg også rent faktisk uskyldig." Om ikke andet så i den sag. Det sidste sagde han dog ikke højt. Dog havde hun en god pointe. Igen så de fleste gerne at han endte tilbage i Azkaban. "Men du har stadigvæk ret. Du har gjort langt mere end de fleste andre ville have gjort." Ingen andre troede på ham. Om hun gjorde, varierede nok fra tid til anden, hvilket også var forståeligt, han omgik ofte sandhederne, for at dække over sig selv.
Theodore var selv en kontrolfreak uden lige, at han var i kontrol over enhver situation, kunne betyde forskellen mellem liv og død for ham. Ikke at der var noget specielt faretruende ved den blonde heks i den farvestrålende kjole. Måske var det også derfor at han havde ladet paraderne falde. Bare en smule.
De brune øjne blev flyttet fra hende og draget mod træet. Han tippede hovedet let på skrå. "Hader er et meget stærkt ord." Konkluderede han blot og smilede skævt imod hende.
Smilet voksede kun i takt med at hun berigede ham med sin, overraskende gode, sangstemme. Han vidste ikke om det var fordi han bare ikke havde forventet det, men der var noget tryllebindende over det. Selv med hendes overdrevende danserier. Han lo lavmelt for sig selv frem til hun dumpede ned i sofaen. "Det er okay, jeg frygtede mere at du ville hive mig med op." Indrømmede han dertil med et glimt i øjet.
Hendes spørgsmål var egentlig reelt nok. Han lænede sig frem i sofaen så hans albuer hvilede mod hans lår. "Puha, det er mange år siden efterhånden." Svarede han og så lidt frem for sig. Selvfølgelig huskede han da børnene var små, dengang havde alting virket så fredfyldt og fremtiden så lovende. Sjovt som tingene så hurtigt kunne ændre sig.

[Kimberly Sunshine]

Hun nikkede unødvendigt stolt, uden at overveje det faktum at hun nok i virkeligheden bare var den dummeste advokat. Hun påtog sig sager, som alle andre afviste fordi de vidste de ville tabe. Hendes blik stoppede ved hans. "Ja i hvert fald i den sag." understregede hun som om hun havde læst hans tanker og foldede armene over brystet. Det var lykkedes hende denne her gang, men i andre sager var beviserne ret overvældende.
Som en der aldrig havde kunnet modtage ros, slog hun blikket ned da han rigtig nok pointerede at hun havde gjort mere end de fleste. "Der skal vidst ikke så meget til." indrømmede hun. De vidste begge to godt, at alle andre intet ville gøre, og i set i det lys, var enhver handling jo nærmest en gave.
Hele snakken om hvor vidt han var uskyldig eller ej og hendes anstrengelser for at få ham frifundet, var ved at være en gammel og trættende snak, så at han tog det tilbage til træet, fik hende bare til at lyse op i et nyt smil. Hun slap taget om sig selv, og lod armene falde ned langs siden. Hendes blik havde fuldt hans til det farvestrålende træ. "Jeg synes det er bedårende." erkendte hun og så lidt drømmende på de mange farver. Det var derfor hun elskede julen, masser af lys og undskyldninger for at spise alverdens søde sager. Kimberly så tilbage på ham med et drillende blik. "Jeg overvejede det." indrømmede hun men undlod den part hvor hun havde fortrudt fordi hun helst ikke ville have ham tættere på. Hun sad i sofaen, lidt skrå, så halvt sad på det ene ben, mens det andet hang ud over sofakanten. "Årh hold op. Du husker det tilsyneladende ret godt." hun så sigende på ham. "Hvad plejede I at gøre?" vedholdt hun. På en måde forestillede hun sig lidt at han var den slags mand, der havde pyntet hele huset inklusiv for og baghave med lys og magiske rensdyr, der hoppede rundt på græsset. Måske fordi hun altid havde bildt sig selv ind at hendes far ville have været den slags mand. Med det hun vidste nu, tvivlede hun stærkt. "Hvis du giver mig noget godt, lover jeg at lave min berømte æggepunch." lokkede hun.

[Theodore Maganiello]

Han sendte hende et sinister smil ved hendes ord, "tja, jeg har heller aldrig påstået andet." Svarede han blot. Han var nok ikke skyldig i alle de sager han var blevet beskyldt for. Nogle gange havde ham mistanke om at ministeriet bare brugte ham som deres syndebuk. Det var i hvert fald hans opfattelse. Dog var der også flere sager hvor han var skyldig, men søgelyset ikke var rettet imod ham, fordi han havde fået andre til at tage faldet for det.
"Det betyder ikke at det ikke bliver værdsat." Forsikrede han hende roligt.
Et lidt for stort smil tog form på hans læber. "Ja selvfølgelig synes du det. Det er lyst og farvestrålende. I har temmelig meget tilfælles." Jokede han og blinkede til hende. Han havde rettet fronten imod hende så han egentlig sad på næsten samme måde som hun selv. "Det kunne godt gå hen og være blevet til en voldsom ubehagelig oplevelse for dig. Jeg tror ikke jeg har danset i 30 år." Besvarede han som han tænkte lidt tilbage.
Et dybt og lettere opgivende suk blev presset ud gennem læberne. Han brød sig egentlig ikke om at tænke for meget på dengang. Så meget havde ændret sig siden da, og hvad han havde var mistet. "Udemærket." Overgav han sig til sidst og rettede sig lidt op i sofaen. Benene blev svinget ud over kanten og han lænede sig frem så albuerne hvilede imod hans lår, imens han tænkte over hvad han skulle fortælle. "Vi havde et træhus ude i haven der hvor vi boede-" begyndte han, "-dagen før juleaften, når jeg kom hjem fra arbejde, plejede vi at kravle derop. Allesammen. Vi sad med tæpper og varm kakao og snakkede om hvad pigerne ønskede sig, ofte sad vi der i timevis, til vi var så gennemkolde at vi dårligt kunne kravle ned af stigen-" Et lille smil legede i hans mundvig ved mindet imens han så en smule fjernt på træet foran sig. Der var noget der rørte sig i ham når han snakkede om det og det var tydeligt at han kort efter skærmede sig selv imod det, for smiliet dalede og blikket blev gled atter tilbage til hende med det samme hjemsøgte udtryk, som altid huserede hans øjne skønt det sommetider forsvandt bag hans grimasser og vittige kommentarer. "Men det er længe siden nu." Sluttede han kort som havde han klappet historiebogen i med et højt smæld. "Så æggepunch siger du?" Han var nu helt tilbage til sig selv.

[Kimberly Sunshine]

Det var rigtigt, men hver gang han pointerede det, så hun væk med et lidt usikkert blik, ligesom nu. Nogle gange spekulerede hun på, hvorfor hun havde så stort behov for at han skulle være uskyldig, når han var så åben omkring at det ikke var tilfældet. Hun nikkede bare, selvom en del af hende havde lyst til at bede ham om at fortælle hende hvor han var uskyldig, så hun kunne holde fingrene fra alt det andet, men det ville bare ødelægge stemningen og i aften var ikke stedet til den samtale.
Theo reddede hende lidt ved at flytte fokus. Hun så op på ham med sit sædvanlige smil. "Så inddirekte siger du at jeg synes jeg selv er bedårende?" hun rynkede på panden og kom til at grine. Han havde ingen idé om hvor lidt hun synes det. "Men jeg tager det som et kompliment at du synes jeg er lys og farvestrålende." hun holdt hånden smigret mod brystet selvom det lå en lille drilsk undertone bag. Hendes hånd faldt ned igen. Musikken spillede stadig i baggrunden. "Nu er jeg jo nødt til at se det. Du er nødt til at begynde at leve lidt igen, ellers er det ligegyldigt om du er her eller i en celle." pointerede hun med et lidt forsigtigt smil. Hun satte sig lidt mere til rette, dog stadig med front mod ham. Intentionen lod til at virke. Hans fortælling vækkede noget i ham, han fortalte den med sådan en varme at hun kom til at smile for sig selv. Hun elskede at se ham sådan. Som en helt almindelig mand, der smilede ved tanken om sin familie. Desværre varede det aldrig længe. Da hans smil falmede, gjorde hendes det samme. Hun kunne ikke lade være med at se på ham med medfølende øjne. "Så.. godt nok er det her næppe et træhus, men hvis du kunne vælge ét ønske, hvad skulle det så være?" spurgte hun og forsøgte at holde magien i mindet i live bare et øjeblik længere. Hver gang han så hjemsøgt ud, fik hun lyst til at forsikre ham om at alt nok skulle blive okay, men sandheden var at hun ikke kunne garanterer det. Hans datter hadede ham, hans hustru var død og han var alene. "Æggepunch." bekræftede hun med et nik og rejste sig. Heldigvis havde hun forberedt den tidligere. Det var hendes egen lille tradition, lavet på rigeligt at rom og whisky - Skotsk selvfølgelig, og med vanille og stjerneanis. Hun gik ud i køkkenet og hentede kanden fra køleskabet og to glas, som hun tog med ind og serverede. "Jeg håber du kan lide den stærk." bemærkede hun mens hun stod lænet lidt ind over sofabordet for at hælde op.

[Theodore Maganiello]

Smilet voksede sig gradvist større. "Synes du da ikke det?" Spurgte han blot med hævede bryn. Der var faktisk noget interessant i at høre hvad hun mente om sig selv. Af en eller anden årsag, havde han en følelse af at hun ikke så sig selv som værende noget udover det sædvanlige. Hvis hun gjorde, var hun i hvert fald meget ydmyg omkring det. Det eneste tidspunkt hvor han havde set hende udvise sin mere forførende side, som han by the way ikke anede hun besad, var lige før. Han kunne ikke gennemskue om hun havde gjort det bevidst, men det havde i hvert fald virket, hvilket faktisk irriterede ham lidt, for det ville helt sikkert ende med at bide ham i røven hvis han begyndte at bevæge sig ned af den sti.
Han sendte hende blot et anerkendende blik, ”det var skam et kompliment.” Var hans respons. Herefter rankede han ryggen en smule, ”er du virkelig så opsat på at se mig gøre mig selv til grin?.” Indskød han, med hævede bryn, men som hende med et drilagtigt glimt i øjnene. ”Ikke helt det samme,” argumenterede han, ”-selskabet er bedre herude.” Han blinkede til hende.
En stilhed spredte sig i rummet, det faldt endda sammen med at musikken skiftede over til et nyt nummer hvilket lod den tomme stilhed imellem dem gøre sig ekstra bemærket. Men så begyndte musikken igen, og ligeså deres samtale. ”Ét ønske?” Gentog han og smilede svagt imod hende. Tankerne huserede hans sind for et par lange øjeblikke. Han tog en dyb indånding og sagde så uden den mindste form for fortrydelse i stemmen, ”jeg ville ønske at jeg havde slået Rebeccas far ihjel da jeg havde chancen.” Der spredste sig et mørke over ham, som rakte dybt. Havde han slået Rebeccas far ihjel før han havde delt Rebeccas sjæl, var alt dette her ikke sket. Han havde bare ikke haft det i sig dengang, skønt han havde kunne se at manden var farlig. Theodore havde været und og naiv. Stolet på at systemet ville løse tingene på retfærdig vis. Den rigtige måde. Men hvor havde han dog taget fejl. Og så begyndte hans rejse mod enden.
Han rømmede sig og så næsten undskyldende tilbage på hende, ”det blev hurtigt temmelig mørkt.” Indrømmede han og tog en dyb indånding. Han så til som hun begyndte at hælde punchen op, dog fik hendes vinkel ham til at synke hårdt. Når han så imod hende havde han et ret godt udsyn til hendes kavalergang. ”Det gør intet, jeg tror jeg har brug for noget stærkt.” Mumlede han, imens han mentalt forsøgte at finde ud af hvordan han havde krydset over på den anden side af den meget tydelige streg i sandet! Kimberly var off limit, det havde han fint accepteret, så hvad helvede fik hans hjerne til at slå fra nu?

[Kimberly Sunshine]

Som svar på hans spørgsmål, rynkede hun undrende på panden. Hun forventede næsten at han ville afbryde spørgsmålet eller tilføje mere, men da han ikke gjorde det, overvejede hun det et kort øjeblik. "Bedårende er nok ikke lige ordet jeg ville bruge." indrømmede hun. Målrettet jo, venlig, jo, godtroende, naiv og optimistisk også, men ikke ligefrem bedårende. "Tak." Svarede hun endelig og smilede for sig selv men uden at se på ham. Hun var ikke god til at modtage ros eller komplimenter, normalt undskyldte hun sig fra det, men denne her gang tvang hun sig selv til bare at tage imod det, og håbede at han ikke bemærkede hendes akavethed.
"Mhmm." mumlede hun og så op med nyfunden iver i blikket. "Det ville klæde dig at gøre dig selv lidt til grin." Hun blinkede nok mere flirtende end det var intentionen, nu var luften mellem dem ligesom allerede blevet trang baseret på hendes tidligere handling. "Jeg er glad for at jeg trods alt er bedre selskab end morderer og dementorer." svarede hun og kom til at grine.
Kimberly nikkede bekræftende og skænkede i begge glas. Selvom hun så op på ham mens hun stadig stod bukket, nåede hun ikke at se hvad der havde fanget hans blik, så hun rettede sig bare op og stod med kanden i hånden, pludselig lykkelig over at hun havde hældt op, for ellers ville hans svar nok have fået hende til at tabe halvdelen af indholdet. Nu gjorde han det igen. Det hvor han sagde noget der fik hende til at tvivle på alle hendes instinkter. "Ehh ja. Det var ret mørkt. De fleste plejer at sige en rejse til Caribien, eller muligheden for at tale med en afdød mormor eller sådan noget. Ikke mord." hun slog blikket ned mod den halvtomme kande og blev underligt tavs et øjeblik. Stadig under tung tavshed, satte hun den fra sig på bordet og gik rundt om det med et lidt tomt blik for at sætte sig tilbage. "Også mig." medgav hun og rakte ud efter sit glas. Normalt ville hun sidde og sippe til det, og nyde det, men denne her gang tømte hun glasset i et par store mundfulde hvorefter hun satte glasset fra sig. Lidt af skummen fra æggene havde sat sig på hendes læbe, så det slikkede hun væk med tungen. "Meget bedre." mumlede hun og tog en dyb indåning. Først da hun slap luften så hun op på ham igen.

[Theodore Maganiello]

Han fangede godt den akavethed hun forsøgte at skjule, men der var nu noget lidt sødt over det somehow. ”Hvorfor ikke? Du har da nogle ganske bedårende træk, såsom lige nu hvor du bliver helt genert over at få ros.” Kommenterede han observant og sendte et let provokernede smil.
Hovedet blev tiltet en anelse på skrå, ”nå så dét synes du? Du ved godt jeg har et ry at opretholde ik? Det kom jeg altså ikke sovende til,” jokede han letsindigt som var det en ting at blære sig med. Han gjorde virkelig hvad han kunne for at ignorerer den flirtende undertone, men hans krop vendte sig imod ham og han mærkede atter hvordan pulsen slog lidt hårderer gennem hans åre.
Han lo sammen med hende, glad for at hun tog så let på hans dårlige humor. Det var skønt at hun ikke blev tøsefornærmet over den slags. Lige nu måtte han bare fokuserer på ikke at gøre eller sige noget dumt. Dette kunne godt blive en udfordring i sig selv, det var trods alt ham. Men hun var bemærkelsesværdig svær, ikke at flirte tilbage med.
Et smil der næsten forekom en anelse trist blev meldte sig i hans mundvig, ”tja, det ville have ændret en del af udfaldet, måske vi kunne have mødtes under andre omstændigheder.” Han så lidt frem for sig, ”jeg ville kunne have været en af de auror der rystede på hovedet over at du gad spille din tid på ynkelige kriminelle.” Smilet voksede, men nåede aldrig helt hans øjne.
Theodore var godt klar over at han havde ødelagt stemningen, men den dystre side var en del af ham, som han ikke bare kunne slippe. Igen blev han fanget af hendes gestus med en vis imponering og måtte modstå trangen til at læne sig frem og fjerne hendes “overskæg” med fingeren. Hun kom ham heldigvis i forkøbet. Han besluttede sig hurtigt for at løfte humøret lidt igen og tømte selv sit glad i én slurk.
Han skar en grimasse, den var temmelig stærk, nu var han vant til alkohol, men havde aldrig smagt noget som denne her mystiske mixtur. ”Hvad i alverden er der i den?” Han forsøgte at genskabe et normalt ansigtsudtryk imens han undersøgende holdt det tomme glas frem for sig til nærmere analyse.

[Kimberly Sunshine]

Nogle gange kunne hun lade være med at overveje hvor meget det nemmere det havde været, hvis Theodore havde været så stort et egocentreret røvhul som han prøvede at få alle til at tro han var. Så ville han ikke have bemærket alle hendes små ukontrollerede reaktioner. Hendes blik flakkede lidt søgende omkring for at fjerne fokus, til sidst endte det på juletræet. Ud over ham, var det, det eneste der var værd at se på. "Nogle gange burde du virkelig lære bare at lade det gå." konkluderede hun og tog en hånd op foran munden og lod tomlen stryge lige åndsfraværende hen over sin overlæbe for at skjule sit halvgenerte smil. Det gjorde det jo ikke bedre at han trådte i det.
"Måske det er på tide at få et nyt ry?" foreslog hun og rettede sig op. Hun fjernede hånden og så på ham med et udfordrende blik. "Kom nu. Jeg ville være dødskuffet hvis det viste sig at Theodore var bange for at danse af alle ting." hun lagde hovedet på skrå og nærmest nedladende på ham, selvom det var åbenlyst påtaget.
Stilheden lå lidt tungt i det mørke han havde trukket tilbage i stuen. Hun strøg en blond krølle væk fra ansigtet, om bag øret og overvejede scenariet et øjeblik. Tanken om ham som en lovlydig mand, en mand af ære.. hvis det havde været tilfældet, ville de nok have taget den til soveværelset allerede, for det eneste der holdt hende tilbage var at han var.. ham. "Måske. Men du ville stadig have været morder, så, så meget havde det nok ikke ændret når alt kommer til alt." Svarede hun med en lidt malplaceret ærgrelse i stemmen. - og han havde nok stadig været gift og levet det perfekte familieliv med jul i træhytten.
Det gik op for hende hvad han gjorde, og hun besluttede sig for at han ikke skulle have lov. Hans mørke skulle ikke få lov til at fylde, slet ikke i aften. Ligesom ham tømte hun glasset og skar en ret uelegant grimasse. "Puh, jeg har vidst været en kende gavmild med whiskyen. Rommen havde vidst ikke været nødvendig." Konkluderede hun, og besvarede derved hans spørgsmål. Hun holdt ligesom ham, det tomme glas op foran sig og så skeptisk på det, før hun satte det fra sig. "Det både bekymrer mig og letter mig lidt at du ser ligesådan ud," hun studerede hans ansigt og hendes læber skiltes i et grin igen. Hans ansigt var ret priceless.

[Theodore Maganiello]

Åh hvor han dog morede sig over hendes anspændelse lige nu, og stadigvæk gjorde han absolut intet for at lægge skjul på det. “Lade de gå? Det er som om du ikke aner hvem du taler til.” Kommenterede han hovedrystende. "Måske du skulle øve dig i at tage imod komplimenter." Skød han tilbage. Hendes usikkerhed var i hvert fald fuldkommen ubegrundet. Hun var en utrolig smuk og attraktiv ung kvinde.
Han hævede brynene af hende, som var han spændt på at høre hende argument. Dette fik ham da også til at le hjerteligt. Hendes ubeskrivelige uskyld sneg sig ind under huden på ham, skønt det ikke burde. “Hov hov, jeg sagde ikke at jeg var bange for at danse. Jeg siger bare at for din psykes skyld, vil jeg helst skåne dig for synet. Jeg er jo en gammel mand efterhånden, skal du tænke på," han gjorde en gestus som var han langt ældre end han egentlig var og tilføjede så med et glimt i øjet, "-men sig det ikke til nogen, folk skulle nødigt tro at jeg er ved at falde af på den.” Han blinkede atter kækt til hende.
Theo fortrød den efterfølgende dystre stemning han havde formået at skabe, han svarede derfor ikke på hendes kommentar, det var jo en god pointe, men der var et eller andet i hendes stemme, som han ikke lige kunne sætte en finger på. En form for ærgelse? "Du lyder næsten skuffet." Bemærkede han i et mislykkedes forsøg på at lyde uskyldig.
Heldigvis formåede Kimberly atter at løfte stemningen som den lille solstråle hun var. Han sænkede atter glasset imens han snakkede; "Måske en smule, havde jeg ikke vidst bedre ville jeg jo tro at du havde skumle bagtanker." Det selvsikre drengerøvssmil, var tilbage på læberne og han rettede lidt på sig i sofaen. "Ser hvordan ud?" Spurgte han udfordrende, skønt han udemærket godt vidste hvad hun mente. Det var den åndsvage grimasse han lige havde formået at fremmane.

[Kimberly Sunshine]

Til trods for at Theodore formåede at hylde hende ud af det med hans komplimenter og hans tendens til at kommenterer alt, så var det lang tid siden hun havde følt sig så godt tilpas i et selskab. Overfor ham behøvede hun ikke at lade som om, men det var også farligt, for hun måtte hele tiden minde sig selv om situationen. "Jeg sagde da tak." forsvarede hun sig med et lille grin. Hans hjertelige latter, fik hendes til at forstumme og ende i et tavst smil, alene så hun kunne lytte til hans latter. Hun var begyndt at nyde de små øjeblikke, hvor han bare virkede som en helt almindelig mand hun kendte.
Kimberly himlede med øjnene af hans dårlige undskyldning. "Det eneste jeg høre er undskyldninger. Hvis det ikke er gået op for dig endnu, så er jeg ikke en eller anden delikat blomst. Jeg er sikker på at jeg nok skal overleve synet." drillede hun. Hun så på ham et snu blik, og synes selv hun var det mest geniale menneske lige nu. "Hmm, hvis du ikke passer på kunne jeg begynde at få mistanke om at du er ved at falde af på den." svarede hun kækt tilbage.
Det at han kommenterede på den lurende skuffelse, fik hende bare til at stirrer frem for sig et øjeblik - dog stadig med et smil på læben. Hun overvejede lidt hvor ærlig hun burde være, men det lå bare ikke til hende at lyve. Hun trak på skuldrene. "Det er jeg også. Mest over universets uretfærdighed nogle gange." hun så ned. Hendes smil falmede en smule. "Når jeg ser på dig, ser jeg ikke alle de forfærdelige ting du har gjort. Jeg ser ikke en morder, guderne må vide at jeg prøver. Jeg er bevidst om hvem du er, men jeg ser det ikke. Jeg er skuffet over at universet på en eller anden måde har besluttet sig for at du skulle være en af de 'onde', for hvis det havde været anderledes, så havde jeg ikke behøvet at være så pinligt bevidst om hvor forkert det er af mig at nyde dit selskab." Svarede hun hudløst, men indså hurtigt at det var blevet lidt.. dybt. Hun rynkede på panden, før hun så op på ham efter hans reaktion, men allerede efter sekunder var ventetiden udelidelig. Lyden af "All I want for christmas" reddede hende. Hun rakte frem over bordet og rakte ud efter æggepunchen for at skænke et nyt glas til dem begge. Stadig med flasken i den ene hånd, tømte hun sit eget glas og pegede på hans med et sigende blik. "Ned med det. Du får brug for det." advarede hun og satte begge ting fra sig på bordet, hvorefter hun rejste sig og glattede kjolen ud. I takt med musikken, begyndte hun at svinge hofterne en smule frem og tilbage mens hun rakte ud efter hans hånd, for at trække ham med.

[Theodore Maganiello]

Han sad nok lidt med samme problem som hende. Især her til aften havde han set hende i et lidt andet lys, end hvad han havde gjort de andre gange de havde mødtes. Dette skræmte ham faktisk en del, for det kunne meget hurtigt eskalerer og blive et problem. Han havde i forvejen alt for mange personer der betød noget for ham, sådan for alvor. De personer ville automatisk være i fare, og det ønskede han ikke for hende. Desværre var han ikke selv herre over det, og en del af ham var godt klar over at det allerede var et problem.
Latteren forsatte lidt længere som hun lige understregede sin egen formåen i at have sagt tak. Han kunne godt mærke at hun sad med sine egne tanker, at dømme på hendes smil, var de dog venligsindet...som om hun ville være i stand til at producerer andet en glade, rosenrøde tanker. Det havde han i hvert fald svært ved at forestille sig, hvilket også kom til udtryk i det ansigt an sendte ende da hun forsøgte at overbevise ham om andet, "okay, så siger vi det." Svarede han tilbage og bed sig en smule i underlæben for ikke at le igen. Det føltes som evigheder siden at han bare havde kunne være sig selv og nyde livet, bare en lille smule, uden at skulle tænke ti skridt frem.
"Nåh kunne du det?" Igen var tonen udfordrende og han måtte virkelig modstå trangen til at udføre bare et lille magisk tryllestavsløst trick. Dog blev han sporet og han frygtede lidt at det ville få aurorne til at komme rendende. Det ville nok lægge en dæmper på den gode stemning.
Theodore blev faktisk overrasket over hendes ærlighed. Han forhold sig tavs og lod hende snakke ud. Han slog blikket lidt ned, som fik han næsten dårlig samvittighed. Det gjorde han nok egenligt også en smule. Han tog sig en kort tænkepause før han rømmede sig og så tilbage op på hende. "Desværre er vi ikke altid herre over den slags," begyndte han så og smilede lidt skævt, som han lænede sig en anelse frem mod hende, med et lidt mere listigt blik, "men jeg skal nok lade være med at sladre, hvis du ikke gør." Han blinkede til hende og lænede sig så en smule tilbage igen.
Musikken startede op igen og med ét blev den underlige stemning brudt af Kimberly der rejste sig og på ny fyldte hans glas. Han sad der og stirrede dumt på hende som hun berigede ham med endnu et par dance-moves og derefter rakte ud efter ham. Han fangede godt hendes hentydning, "hvorfor føler jeg at jeg kommer til at fortryde dette her?" Sukkede han opgivende, tømte så sit glad i en mundfuld og tog hendes hånd som han rejste sig.

[Kimberly Sunshine]

En stor del af Kimberlys modstand overfor hans tilnærmelser, lå nok i det faktum at de var begyndt at komme tættere på hinanden, og bevidstheden om at en relation mellem dem var umulig. Hun havde virkelig forsøgt at beskytte sig selv mod det - mod ham, men i aften var nok lidt som at vifte det hvide flag.
Hans blik fik hende til at se undrende ud. Hun foldede armene hen over brystet og så lidt småfornærmet på ham over at han ikke troede på at hun ikke var sart. "Du skal nok blive klogere." understregede hun, uden helt at gøre klart om det var en advarsel eller en trussel.
Selv når han forsøgte at undertvinge latteren, havde han smilerynker der gav hende lyst til at røre ved hans ansigt, men hun var fornuftig nok til ikke at efterleve det denne gang, så hun studerede ham bare, og svor for sig selv at hvis han kunne se ind i hendes hoved, eller læse hendes tanker, ville han tro hun var svært mentalt forstyrret. Selv hun fandt sine tanker.. forstyrrede og bekymrende. "Mhmm." svarede hun selvtilfredst.
Hvis han skulle lærer at lade det gå, så skulle hun virkelig lære at lyve. Der blev helt stille, ud over musikken, men det var ikke akavet stilhed. Hun sad og gennemtænkte hvad hun lige havde sagt. "Desværre..." medgav hun og skulle sige noget mere, men da han strakte sig mod hende, var hun et kort øjeblik overbevist om at han ville kysse hende, hvilket var tåbeligt. Næsten værre var skuffelsen over at det ikke var hans intention. Hun skyndte sig at se væk. Hendes hjerte hamrede. "Aftale."
Hun havde brudt den lidt akavede, intense stemning ved at rejse sig. Hans tvivlsomme udtryk fik hende til at le, men hun gav ikke op. "Jeg skal nok love ikke at grine. For meget." tilføjede hun drilsk og lod ham færdiggøre drinken. Endelig gav han efter og rejste sig, hvilket fik hende til at se lidt for begejstret ud. Hun trak ham med ud på gulvet hvor der var plads, og hævede hans hånd til over hendes hoved, så hun kunne snurrer rundt om sig selv under den engang, hvorefter hun slap hans hånd og begyndte at svinge hovedet og armene i takt til musikken, så de blonde krøller føj lidt omkring.

[Theodore Maganiello]

Der var unægteligt opstået en underlig nærhed og forståelse imellem dem som ikke burde være der. Ikke på denne måde i hvert fald. Så meget var Theodore klar over. Han vidste at det at lukke hende ind, kun ville bringe hende i fare, men hun gjorde det så svært at lade være. Han burde virkelig se at få styr på sit shit.
Det småfornærmede blik hun sendte ham, gjorde det absolut ikke lettere for ham. Igen måtte han tygge sig i kinden for ikke at le, det lykkedes ikke helt, men blev holdt tilbage som en let fnysen. "Jamen det vil jeg da glæde mig til at se." Svarede han henkastet og med stor vægt på stadigvæk ikke at lyde overbevist.
Her til aften var der sket et eller andet imellem dem. Noget usagt der havde fået dem til at krydse en usynlig grænse, som han ikke helt vidste hvad var. Han forsøgte at prøve at regne ud hvad dette helt nøjagtigt betød, imens han studerede hende tilbage lige så åbenlyst som hun studerede ham. Underligt nok virkede det ikke direkte akavet. Mere som om de begge sad og forsøgte at finde hoved og hale i hvad pokker de havde gang i.
Han formåede at opfange et kort glimt af skuffelse idet han havde lænet sig tilbage. Havde hun forventet noget andet? For helvede hvor var han ved at komme på dybt vand her. Han skulle helt stoppe med at tænke i de baner, hun var for helvede ung nok til at være hans datter og skulle der, mod al forventning, ske noget imellem dem ville hele hendes karrierer være i spil. Nårh ja, og så den der mindre detalje med, at hun kærestede rundt med en minister, der kunne sende han røv tilbage til Azkaban.
En let skulen blev sendt hendes vej, "hvorfor stoler jeg ikke helt på det?" Indskød han blot. Han kom på benene og lod hende trække ham lidt ud på stuegulvet hvor der var mere plads. Hendes hånd føltes så lille og delikat i hans. Modvilligt mærkede han pulsen stige en smule, dette blev kun være som hun svingede omkring sig med de gyldne lokker. Theodore var mange ting, men en danser var ikke en af de ting. Han forsøgte en smule halvhjertet med nogle simple fra side til side -skridt, men opmærksomheden lå hundrede procent på hende.