It Reveals You

[Delphine Modeste St. Martin]

DATO: Juli Lørdag 2057
TID: Formiddag

STED: Delphine's lejlighed, York, England

VEJR: Høj sol, lækkert vejr
PÅKLÆDNING: Her + her

TAG: Blanche Elaine Beaumont

---

Det var godt vejr. Høj sol og ikke en sky på himlen. Helt igennem lækkert vejr. Og en hvilken som helst anden dag end i dag, så ville det glæde Delphine. Gardinerne ville være trukket fra, og hun ville sidde ude på altanen, som gik ud fra hendes soveværelse, og drikke noget te, allerede klar til at gå på arbejde. Men ikke i dag. De tunge gardiner virkede endnu tungere end normalt. De var trukket for og henlod rummet i mørke. Så mørkt at man ikke engang kunne gennemskue, at gardinerne faktisk var grønne. En blød mellemgrøn faktisk, men

Men Delphine kunne ikke være mere ligeglad. Hun ville bare gerne være i fred. Hun havde fået den mest forfærdelige nyhed med ugleposten denne morgen. Brevet havde bestået af en meddelelse om, at hendes mor var afgået ved døden. Hun var blevet dræbt af en gruppe dødsgardister, som åbenbart havde bosat sig i Frankrig i nærheden af, hvor hendes forældre boede sammen. Det var et kæmpe chok. Ikke et chok at dødsgardister dræbte andre, men at det var gået udover hendes mor.

Så nu sad hun halvt med nattøjet af, og arbejdstøjet på, og havde ikke energi til at gøre noget ved det. Hun sad præcis hvor hun hadve siddet, da hun havde modtaget brvet, og sad i sin lyserøde natskjorte og et par trusser, og en leopardplettet nederdel halvt oppe ovre knæene. Hun havde en sort hæl på, mens den anden lå i den anden ende af værelset. Hun havde kastet den ind i væggen tidligere i afmagt, og hun var faktisk ikke sikker på, om hælen var knækket. Det kunne den meget vel være, og hun var noget så ligeglad. Hun var mere ligeglad end hun huskede, at hun nogensinde havde været.

For knap en time siden havde Elise været inde for at tjekke til hende, men hun havde blot vinket hende ud af rummet, og bedt hende om selv at tage noget morgenmad. Hun kunne ikke overskue at kokkerere lige nu. Hell, hun kunne ikke engang overskue at tage nederdelen af eller på.

[Blanche Elaine Beaumont]

Hvis ikke Blanche havde hørt om det fra uglen, der havde givet hende beskeden denne morgen, så havde hun i hvert fald hørt det, da dagens magiske avis faldt på bordet. De franske aviser skrev alle detaljer de havde fået med om hændelsen. Frygteligt. Først var Blanches tanker landet på Delphine, og hvor forfærdeligt hun måtte have det lige nu. Dernæst var hun kommet i tanke om Elise - og at Delphine bestemt ikke skulle stå og tage sig af et barn på nuværende tidspunkt efter det der var sket.
Derfor havde hun hurtigt besluttet sig for at pakke en kuffert, så hun kunne komme af sted til England. Det var vel også derfor hun havde fået et hastebrev?

Hun havde brugt sin morgen på at rejse, og endelig var hun nået til York. Det var ikke nemt at finde rundt i et område, man aldrig havde været ved før… Men med lidt held, fandt hun endelig Delphines lejlighed. Alle gardiner var trukket for… Ikke et lovende tegn, måtte Blanche indrømme. Hun tog nogle tøvende skridt imod hoveddøren og lod sig endelig banke på efter et par sekunders overvejelse. Forhåbentligt var det her hun boede.

I hendes hænder stod hun med en flaske vin, samt en lille gavekurv med noget kage, baguettes og smør. Blanche havde ikke anet hvad hun skulle gøre af sig selv... Hvad gjorde man for en der lige havde mistet sin mor? Blanche havde selv mistet sin far for nogle år siden, men hun kunne ikke huske hvad der havde virket for hende den gang. Åh... samleje - utroskab, rent faktisk.

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine sad stadigvæk på sin seng, og kunne ikke overskue at rejse sig. Elise var gået for nogle minutter siden. Hun havde hørt pigen råbe farvel til hende. Noget om en nyerhvervet veninde hun skulle besøge. I virkeligheden skulle Delphine have kørt hende, men hendes store pige løste som altid sine problemer selv. Hendes store, store pige. Hendes dygtige snart voksne pige. Hun var blevet en teenager. Hun var gået ind i de voksnes rækker. Eller ja, hun var ganske vidst kun 13 år gammel, men hun var blevet stor så hurtigt!

Da hun hørte det banke på, så kunne hun ikke tage sig sammen til at gøre andet end at råbe: "Entré!"

Hun var så meget ude af sig selv, at hun ikke engang nåede at tænke over, at hun lige havde råbt på fransk og ikke engelsk. Hun havde nærmest glemt talens brug i sin sorg. Det eneste hun havde fået gjort efter at have fået nyheden var, at hun havde sendt sin ugle til frankrig efter en fransk avis, som kunne fortælle hende mere om sin mors død. Mere end hun havde fået pr. brev i hvert fald, for der havde hun ikke fået ret meget andet at vide end at hendes mor var død, og at det var dødsgardisters skyld.

Det var ikke engang et brev fra hendes far, men fra Det Franske Ministerie for Magi. Åh hendes stakkels far! Han måtte da være helt ude af den! Hun sank en klump, og ventede egentlig bare på hvem end der stod ved hoveddøren kom ind. Døren var alligevel åben - mente hun nok.

[Blanche Elaine Beaumont]

Blanche fik hurtigt bekræftet at det var Delphine, der boede her, da hun hørte hende invitere hende indenfor på fransk. Det bekymrede hende lidt, at hun ikke kom hen til døren for at lukke hende ind - hun kunne jo være hvem som helst. “Delphine? Hvor er du?” spurgte hun hende på ganske almindeligt fransk. Ikke tale om, om hun skulle begynde at tale engelsk til Delphine. Før hun fik et svar fik hun dog øje på hende inde på soveværelset.
“Du milde, du har ikke engang ordentligt tøj på…” udbrød hun en smule forfærdet. Blanche vidse jo godt, hvorfor alt var gået i stå for Delphine i dag, men alligevel virkede det overraskende at hun ikke engang havde fået sin nederdel ordentligt på endnu. Hun var slet ikke påklædt!

“Jeg har medbragt en flaske vin og en baguette.” hun viste det frem, før hun tog nogle forsigtige skridt tættere på Delphine. “Jeg er forfærdeligt ked af dit tab, Delphine… Jeg kondolerer.” hun fik flasken flyttet fra sin højre hånd og over i kurven, og så lagde hun derefter sin frie hånd prøvende og blidt på hendes skulder.

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine hørte godt nogen kalde på sig, men reagerede ikke rigtig. Hun ville gerne sige noget, men hun kunne pludselig ikke huske, hvordan man talte. Hvordan man fik ordene til at lyde rigtigt. Faktisk registrerede hun ikke engang, at der blev kaldt på hende på fransk. Hun registrerede ingenting overhoved, for hun var bare blevet til en tom skald af ingenting. Udenpå så hun mere eller mindre normal ud, men indeni var hun knust. Helt knust.

Men da hun hørte nogen nærme sig soveværelset, så kom der lidt gang i hende. Eller hun løftede i hvert fald hovedet. Gennem tågerne af sorg syntes hun, at hun så Blanche. Men det kunne da ikke være rigtig kunne det. Hun lukkede derfor øjnene, og rystede afvisende på hovedet af den hallucination, som stod foran hende. Men da hun åbnede øjnene igen, så stod Blanche der stadigvæk.

Det fik hende til noget forfjamsket at forsøge at trække nederdelen op, men den var stram og strittede imod, så hun gav op og skubbede den af sig i stedet for. Så trak hun benene op under sig, trak dynen over sine bare ben, og vendte ryggen til Blanche. Hun var ikke interesseret i at se nogen lige nu. Ikke engang da Blanche snakkede om at have tage en baguette med. Men da hun hørte der var vin, rakte hun hånden frem med en forventning om, at blive givet vinen.

"Blanche," sagde hun hæst, ikke meget over en hvisken, og glemte kortvarigt vinen, som hun rakte en hånd frem imod hende og placerede den over Blanches hånd på hendes skulder. "Hvordan er du her?"

[Blanche Elaine Beaumont]

Hun kiggede en smule overvejende på Delphine, da hun spurgte hende hvordan hun var her - ikke hvorfor, hvornår hun var ankommet, men hvordan. “Magisk transport er rimelig hurtigt - selvfølgelig kom jeg. Jeg fik et brev fra en ugle, måske fordi vi har været gift? Eller måske fordi vi har et barn sammen,” hun klemte kærligt hendes ekskones hånd, før hun så gav slip og gik ud i køkkenet for at hente et par glas, samt et bræt de kunne smide baguetten ovenpå.

Ikke tale om, om hun skulle sidde i sengen med hende dog. Sengen var ikke til for at spise… mad i. “Kom til køkkenbordet, Delphine min kære,” kaldte hun og lagde brættet ovenpå bordet, “der er vin” lokkede hun, da hun frygtede at hun ikke ville komme, blot fordi hun kaldte. Hun ville gerne snakke mere om det, men først skulle hun lige sørge for at Delphine ikke faldte om grundet lavt blodsukker.

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine nikkede blot tavst. Det var ikke helt det hun havde ment, da hun spurgte, men det var egentlig også ligemeget. Det hun havde ment var mest, hvordan Blanche vidste, at Delphine havde brug for hende. Eller det havde hun måske ikke, men hun havde brug for at snakke med en voksen, og ærlig talt så havde hun ikke rigtig nogen tætte venner på den måde her i York. Hell, her i England! Så lang tid siden var det trods alt heller ikke, at hun var flyttet.

Hun trak altså bare på skuldrene, og trak dynen op over brystet også, fordi hun opdagede en knap var åben, men ikke magtede at knappe den sådan lige. Hun fjernede også hånden fra Blanches, selvom hun mest af alt bare havde lyst til at holde fast og aldrig give slip igen. Hun havde brug for... ja, hun havde brug for Blanche lige nu, også selvom hun næppe ville indrømme det overfor ekskonen selv. Set i bakspejlet, så ville hun nok aldrig indrømme det overfor hende. Hun skulle jo forestille stadigvæk at være vred på hende over, at Blanche havde været hende utro.

Så så hun efter Blanche, som hun forlod soveværelset, og gik ud i... ja, hun gik ud fra det var køkkenet. Hun var dog ikke helt hooked på selv at skulle gå derud. For det første var hun kun halvt påklædt, og for det andet så følte hun, at hun havde vægte som tyngede hende ned. Selvom det nok var sorgen der gav hende den følelse. En suk undslap hendes læber, da Blanche kaldte på hende, og snakkede om vin. Vin. Den kom hun i tanke om igen, og fik pludselig lyst til at rejse sig alligevel.

Og hun rejste sig så op. Så kom hun til at se ned af sig selv og opdagede, at hun stod i et par underbukser og en dårligt knappet skjorte. Så hun skyndte sig at få knappet skjorten, og kiggede rundt efter sine pyjamasbukser. Hendes blege ben var oversået med vrede, røde streger fra hendes negle. Det var sådan hun havde håndteret nyhederne de første par minutter. Enkelte steder sad der lidt tørret blod fra hvor hun havde fået revet hul.

På med pyjamasbukserne, og så sjoskede hun ud af soveværelset, og ind i køkkenet. Hun ignorerede fuldstændig de tog glas, åbnede flasken med vin og tog en ordentlig tår af den, som en anden sømand der drak rom. Det var meget ukarakteristisk for hende sådan at drikke direkte fra flasken.

[Blanche Elaine Beaumont]

Blanche var tilfreds, da hun så Delphine komme ud. Men munden blev hevet åben på Blanche, da hendes eks begyndte at drikke direkte fra flasken. Hun ville under normale omstændigheder have hevet flasken ud ad hånden på hende, men Blanche havde selv gjort lignende i morges inden hun var taget af sted, og desuden havde Delphine lige mistet sin mor - hun havde tilladelse til at være lidt ligeglad med alt lige nu.

“Delphine, når du er færdig med flasken, er der mere i glasset,” mindede hun hende om, måske med et spinkelt håb om at kvinden ville stille flasken fra sig og opføre sig bare en smule civiliseret igen.
Hun placerede sig på stolen og begyndte at skære baguetten op, samt at smøre noget smør på et stykke, som hun så rakte Delphine. “Jeg kunne ikke finde noget ordentligt ost - Englændere har ingen smag,” svarede hun og rynkede på næsen over hvad hun havde set i dag.

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine lagde nakken tilbage, som hun tog en tår mere af flasken. Så satte hun flasken fra sig lidt flov over sin opførsel, men kunne ikke samle nok motivation til virkelig at bekymre sig om det. Hun var allerede sindssygt træt af den her dag, og at hun også skulle opføre sig som det dannede menneske hun var, var altså for meget at kræve af hende lige nu. 

Derfor sukkede hun træt, og slog sig ned på stolen overfor Blanche, mens hun kiggede tomt ned i bordet. For ærlig talt: Hvad skulle hun gøre? Hun vidste det simpelthen ikke. Mest af alt fordi hun altid havde været meget tættere med sin mor end sin far. Lois St. Martin havde altid været en retfærdig og varm mor, som havde sørget for, at Delphine aldrig blev et offer for sin fars temperament, dengang han stadigvæk drak altså. Men det var også længe siden. Det var da Delphine var helt lille. Han var ikke en dårlig far. Han tålte bare ikke at drikke.

Og netop den tanke fik hende til at kigge på vinen, og få det nærmest dårligt. Hun ville ikke være på den måde. Så fik hun rakt et stykke brød af Blanche, og hendes mave tabte totalt kampen netop der. Hun sprang op af stolen, og styrtede ud på badeværelset, hvor alt maveindhold røg retur og ned i toilettet. Det var lige før hun ikke havde ramt toilettet, så hurtigt kom det op.

[Blanche Elaine Beaumont]

Blanche havde været en smule for optaget af distraherende tanker omkring brød og ost, at hun ikke havde overvejet at mad måske ikke var hvad hendes eks havde brug for lige nu. Det fik hende til at kigge en smule overrasket, da Delphine hurtigt rejste sig og styrtede mod badeværelset, "Delphine?". Helt instinktivt rejste Blanche sig også og fandt vejen der ud, så hun kunne sidde sig ned ved siden af Delphine og holde hendes hår, mens hun kastede op.
"Åh, Delphine... Undskyld, jeg troede brød ville... Jeg ved det ikke - jeg var bare så..." hun var selv ramt af sorg over Delphines mors død - ikke fordi hun havde haft kontakt siden hun var gået fra hendes datter efter den affære der havde fundet sted i deres soveværelse.

Hun lod sin hånd kærtegne Delphines ryg trøstende og omsorgsfuldt, "Jeg er virkelig ked af dit tab... Jeg håber du ved hvor ked af det jeg er, selvom jeg er uduelig til at vise det lige nu," havde deres datter mon fået at vide hvad der foregik? Hun sukkede.

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine blev ved med at tømme sit maveindhold ned i toilettet, og lagde ikke mærke til at Blanche var der, før hun var færdig. Hun smilede lidt over, at den anden kvinde holdt hendes hår. Det føltes så naturligt på en måde. Som om der ikke var gået en dag siden de blev gift, og de aldrig var blevet skilt. Hun kunne heller ikke lade vær med at smile over måden Blanche rablede på.

"Alkohol på tom mave er skidt," kvækkede hun hæst, stemmen ru af at kaste op.

Hun fjernede hovedet fra over toilettet, og satte sig ned på det kolde klinkegulv. Hun drejede sig væk fra Blanches beroligende strøg på sin ryg, og hvilede den mod klinkevæggen. Det var for tæt, for tidligt på en eller anden måde. Og det var ikke fordi hun ikke elskede Blanche. Det gjorde hun skam stadigvæk, men hendes tillid var blevet brudt, da Blanche var hende utro. Desuden var hun i dyb sorg over sin mors død, og kunne ikke håndtere alt for mange følelser på en gang.

"Det ved jeg Blanche," fortsatte hun på fransk, og gav Blanches hånd et kort klem.

Så rejste hun sig fra toiletgulvet, og rynkede på næsen over lugten. Hun trak ud i toilettet, og gik tilbage til køkkenet med en forventning om, at Blanche fulgte med. Hun var bare så uendeligt træt og ked af det lige nu, og havde måske allermest brug for et kram. Det fik hende også til at stoppe op halvvejs der, og kaste sig i armene på Blanche, mens hun lydløst græd.

[Blanche Elaine Beaumont]

Alkohol på tom mave er skidt. Et faktum Delphine var kommet med, og hvor var det bare sandt. Blanche følte sig bare en anelse dum nu, fordi hun havde serveret vin her så tidligt på dagen, og så netop på en dag som i dag. Det havde bare virket som det rigtige valg i det øjeblik hun havde fået idéen.

“Ikke mere vin i dag...” hun mærkede hvordan Delphine trak sig væk fra hende. Snart sad hendes eks med ryggen mod væggen og den fysiske kontakt mellem dem var igen brudt.

Blanche holdte blikket på Delphine, som så en lille smule bleg og ynkelig ud lige nu efter at have tømt sig i toilettet. Hun ville have spurgt hende om hun troede det var det hele, men før hun nåede dertil havde hun allerede rejst sig og var på vej ud i køkkenet igen.

Selvfølgelig rejste Blanche sig også og fulgte trop - og nok som hun troede at Delphine havde tænkt sig at forholde sig fjern, indelukket og stædigt selvstændigt, fandt hun pludselig en Delphine i sine arme. Hun græd, og det fik Blanche til at kramme hende tættere på sig.

”Shh, det er okay... det skal nok gå, mon lapin” det var et kælenavn hun sjældent havde brugt om hendes eks, men nærmere havde brugt om deres datter... men det faldt bare ud ad munden på hende, som hun stod der med en sorgfuld kvinde i sine arme.

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine holdt bare fast i Blanche, mens hun græd. Det var helt lydløst, og sådan som de stod, så kunne Blanche ikke engang se tårerne som trillede, men hun kunne sikkert mærke tårerne, som ramte hendes skulder, samt den måde Delphine rystede let på. Hun havde begravet ansigtet i siden af Blanches hals. Voldsomme hulk rystede gennem hele hendes krop, og blev kun voldsommere, men ikke en lyd kom over hendes læber. Nok var hun ked af det, i sorg, men hun ville ikke vise sin sorg mere en højest nødvendigt. Så længe hun kunne holde lidt sammen på sig selv, så gjorde hun det.

Men snart efter tørrede hun tårerne vredt bort, og gjorde sig forsigtigt fri af Blanches arme. Det her var altså for ynkeligt, selv for Delphine. Hun sukkede og satte sig træt ned på en køkkenstol, og så så ellers bare tomt ud i luften. Hun havde stadigvæk våde kinder, og en enkelt tåre banede sig vej ned af hendes kind, men ellers var alle andre spor efter, at hun lige havde stået og tudet væk.

"Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, Blanche," sagde hun så til sidst, hendes stemme tom og hul.

[Blanche Elaine Beaumont]

Blanche havde ikke vidst hvad hun skulle forvente af denne dag, men noget hun havde forventet var følelsen af hjælpeløshed - at Delphine ikke vidste hvad hun skulle stille op, var bestemt ikke nogen overraskelse. Blanche kunne huske hvordan det var den gang hun skulle hjælpe hendes mor med Blanches fars begravelse - hendes mor havde begravet sig meget i alkohol for en tid, indtil hun havde indset at den enes død betød den andens brød. Hendes mor havde frirevet sig... Og selvom Blanche havde planlagt en stor begravelse til punkt og prikke havde hendes mor på det sidste minut besluttet sig for at han skulle kremeres og at urnen "skulle tømmes et sted der reflekterede ham og det liv han havde levet", hvilket lød romantisk indtil hun fandt ud af at hendes mor i sin fuldhed havde tømt urnen ned i toilettet.
Hun kendte ikke de sidste ord hendes mor havde sagt til asken, før det var blevet skyllet ud, men hun kunne forestille sig dem.

"Delphine... Jeg er her for dig. Du skal ikke være bekymret - jeg flytter ind på et kroværelse, hvor der er plads nok til både mig og Elise, så du ikke skal bekymre dig om at være en mor i en tid, hvor du skal fokusere på at være en datter," hun gav hendes skulder et kort og blidt klem.
"Og jeg skal nok være der til at hjælpe dig med begravelsen - så meget du end ønsker... Eller jeg kan holde mig væk, hvis det er hvad du foretrækker."

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine sad og så formålsløst ud i luften, uden at de kønne øjne rent faktisk fokuserede på noget som helst. Rent faktisk så hun ingenting lige nu. Intet overhoved. Hun så bare ud i luften, og forsøgte at få tingene til at give mening ind i sit hoved. For lige nu følte hun, at hun sad foran et stort usamlet puslespil, og hun anede ikke hvor hun skulle starte. Hvilket hun også havde sagt til Blanche nu, uden egentlig at lægge mærke til, at hun sagde det højt.

"Jeg må tage mig sammen, jeg må..." Hun gestikulerede hjælpeløst ud i luften, men gav lidt op, og endte med at tilføje: "Jeg må gøre noget."

Også selvom hun havde allermest lyst til bare at sætte sig ned og give op. Hun var i sorg, og hun havde ikke engang fortalt Elise om det. Hun skulle have gjort det, men kunne ikke få sig selv til at slukke det lys for sin, deres, datter. Pigen havde haft et tæt forhold til sin Mormor Lois. De to havde altid haft et godt forhold, og Delphines mor havde tit passet pigen, dengang de stadigvæk boede i Frankrig. Hun hørte ikke rigtig så meget af hvad Blanche sagde, men fangede godt, at Elise ikke skulle være hos hende.

"Elise har det bedst her," svarede hun som en anden momma-bear, og fik liv i øjnene igen. "Tror jeg," hviskede hun til sidst.