It Reveals You

[Blanche Elaine Beaumont]

Blanche fik igen sat sig ned, så hun sad over for hendes eks kone, som kiggede så tomt ud i luften. Det var bekymrende - især for Blanche, fordi hun vidste at Delphine altid havde haft mange mørke dæmoner at kæmpe med i hendes hoved... og det var bekymrende fordi Blanche var nødt til at have Elise i en hverdag, hvor der var en voksen til altid at være der for hende, skulle hun have brug for det. Alt andet var ansvarsløst.

"Du gør nok. Du kan ikke gøre mere end du gør, min kære..." hun fortrød måske kort at hun kaldte hende for hendes kære - de var trods alt ikke sammen længere, men det var hårdt at se hendes elskede Delphine på denne måde.

Hun var dog uenig i at Elise havde det bedst hos Delphine - under normale omstændigheder var der ingen tvivl om at Delphine var en fantastisk mor, men nu hvor Delphine selv havde mistet sin mor, så var det måske på tide at hun trådte i fodsporene som en datter for en tid, og lod moderrollen ligge på en hylde, gemt til en tid hvor hun kunne overskue det igen.
Blanches øjne flakkede mellem Delphines ansigt og bordfladen. Hun måtte passe på hun ikke kom til at græde over de tragiske følelser, der fyldte luften.
"Har du fortalt Elise det?" spurgte hun hende i en rolig tone. Blanche håbede på at Elise kunne bo hos hende for en stund. Bare for en stund.

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine kunne ikke ret meget andet end at sidde og ryste med begge hænder nu lukket om flasken. Hun forsøgte at gøre et eller andet, men endte med bare at slå håbløst ud i luften med den ene hånd. Så sukkede hun dybt, og tog altså en tår af flasken, selvom hun godt vidste, at hun ikke burde. Hun havde bare brug for det lige nu, skulle hun være helt 100 procent ærlig. Hun hørte ikke engang, at Blanche kaldte hende 'min kære'. Det gik fuldstændig hen over hovedet på hende, fordi hun var bundet på hænder og fødder af sorg.

"Jeg vil-" Hun sank en klump og gik i stå, "-jeg vil bare gerne gøre noget. Det føles håbløst." 

Hun skubbede flasken fra sig, men den blev dog stående, og begravede ansigtet i sine hænder. Så hvilede hun panden mod bordet, og gemte ansigtet i armene. For hun kunne ikke engang tåle at se på Blanche lige nu. Så mange hårde minder med Blanche. Men også minder med Blanche som var komplet sammen med Delphines mor. Minder hun ikke kunne slippe. Det var helt igennem forfærdeligt, skulle hun være helt ærlig.

"Nej," kom det svagt fra hende, stadigvæk med hovedet gemt i armene. Så løftede hun hovedet en smule, og så på Blanche: "Jeg kan ikke."

[Blanche Elaine Beaumont]

Blanche holdte sine tanker for sig selv, da Delphine igen satte igang med at drikke direkte fra flasken. Det begyndte at gøre Blanche tørstig, men hun tænkte at hun nok måtte holde det så sobert som muligt, nu hvor Delphine drak for to.

"Jeg ved det, Delphine... Det er ikke nemt det du går igennem, og du skal ikke stå alene med det," for alt i verden måtte hun ikke stå alene med det.

Selvom Blanche ville ønske at Delphine havde fortalt Elise de sørgelige nyheder, så kunne hun ikke bebrejde hende for ikke at have fortalt hende det endnu. Det virkede til at Delphine ikke selv helt havde accepteret nyhederne endnu, så hvordan skulle hun nogensinde kunne formidle det til hendes datter?
"Kan du?" artikulerede hun for sin kone, før hun lagde en hånd blidt på hendes arm. Hun havde skjult hendes ansigt, så nu måtte hun i stedet bare sidde og tale til hendes hår og ae hendes arm, "Ellers skal jeg nok tage den med Elise..." og så slog det hende "...Forresten, hvor er lille Elise?" spurgte hun og kiggede sig rundt i lokalet, som om hun ville få øje på Elise her inde.

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine hikstede, og forsøgte bare at gemme sig fra omverdenen. Gemme sig i sine arme, og forsøge at komme væk fra det hele. Det var det hun havde flasken til, men hun havde pludselig mistet al lyst til at drikke. Det var ikke det hun skulle længere. Hun skulle passe på sin datter. Hun skulle sørge for, at ingen nogensinde kunne skade hende. Aldrig igen. De dødsgardister skulle betale for, hvad de havde gjort ved hendes mor - Elises mormor. De skulle bøde for at have taget hende fra dem.

"Jeg skal nok gøre det selv," kom det næsten ynkeligt fra hende, selvom hun var vred indeni. En vrede som hun kun lige kunne styre. En vrede hun kun lige kunne holde under lås og slå.

"Ude med nogle venner, tror jeg nok," den sidste del kom ud som en hvisken. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige eller hvordan. For hun havde rent faktisk glemt alt om, hvad der var sket før Blanche kom. Eller hun kunne huske, at hendes mor var død, men det var mere eller mindre det. Hun kunne dårligt nok huske, om Elise rent faktisk var i besidelse af en mobiltelefon, så hun kunne ringe til hende.

"Men Blanche hun skal være hos dig imens. Jeg kan ikke... jeg har ting jeg skal have ordnet, og hun skal være et sikkert sted. Jeg kan ikke dette og sørge for hende samtidig." Hun gestikulerede mod sig selv og så flasken.

[Blanche Elaine Beaumont]

Blanche prøvede på ikke at se for bekymret ud, men hun prøvede samtidigt også på ikke at virke alt for ubekymret. Det var et rod, dannet af en begivenhed der var så tragisk og forfærdelig.
"Og du har ikke brug for støtte? At jeg er der?" spurgte hun hende, mens hun trak sin hånd tilbage til sig selv igen. Hun ville ikke være for omklamrende over for Delphine. Blanches berøring var måske ikke det Delphine ønskede lige nu - det havde sikkert været bedre, hvis der havde siddet en anden kvinde over for Delphine lige nu, som aldrig havde gjort hende noget ondt og som ikke havde kendt Delphines mor, som Blanche havde kendt hende.

Tror jeg nok kritiserede Blanche, Delphine i hendes tanker. Hun måtte da vide det! Og Blanche kunne have fortsat hendes kritik, hvis ikke Delphine pludselig overgav sig og fortalte at Elise burde bo hos Blanche for noget tid. Det fik hende til at sukke, og hun prøvede på ikke at lyde alt for lettet. Hun var bare glad for at det her ikke behøvede at blive en højrystet diskussion.

"Du kan være sikker på at jeg passer på hende, Delphine. Jeg er også hendes mor, og jeg ville kaste mig foran en forbandelse for at passe på hende, hvis det nogensinde kom til det," svarede hun i en dæmpet og omsorgsfuld tone.

"Og jeg kommer og besøger dig... Jeg vil ikke have at du mister dig selv, fordi du mistede din mor... Det vil jeg ikke tillade. I dag får du lov, men jeg vil ikke have at du forsvinder." Tonen var mere bekymret end den var hård. Alkohol skulle ikke blive et problem på sigt.

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine så på Blanche, og rystede trist på hovedet. Hun ville ønske at hun kunne kysse og kramme Blanche som før, men det var ikke en mulighed. Selvom hun allerinderst elskede hende, så kunne hun ikke lade hende ind i sit hjerte igen. Det ville gøre for ondt. Hun elskede Blanche, og hun stolede på hende, når det kom til Elise, men det var også det.

"Jeg tager til Paris i morgen. Direkte. Jeg skal tale med min far, høre hvad der rent faktisk skete. Fra hans mund." Hendes blå øjne slog nærmest gnister. Hun var så vred på dem, som havde taget hendes mor fra hende. Hun ville hævne hende. Det var det hun skulle bruge tiden på. Ikke på at græde og have ondt af sig selv. Nej, hun skulle bruge tiden på rent faktisk at hjælpe. At gøre noget. At dræbe dem - hviskede en lavt stemme inde i hendes hoved.

"Det er jeg glad for," sagde hun næsten ømt, og rettede sig op, for så at røre Blanches kind, "Jeg ved du vil passe på vores datter til det sidste."

Så fjernede hun sin hånd igen, og kaldte på sin ugle Hermes. Hun hev noget papir op fra skuffen, og begyndte hastigt at kradse et brev ned til sin far. Da det var gjort fik uglen brevet, og den fløj snart efter ud af vinduet.

"Tak. Virkelig." Hun gav Blanche det obligatoriske kys på hver kind, før hun tog flasken, og to en ordentlig slurk. Hun var udmattet af at være så ked af det. Af at være i så stor sorg. Det gjorde ondt indeni hende, og hun ville bare gerne... ja, hun ville bare gerne sove lidt. Måske med hjælp fra flasken med vin.

[Blanche Elaine Beaumont]

"Og jeg skal nok sørge for at finde et sted til mig og Elise, hvor hun kan finde sig til rette. Du skal ikke bekymre dig om andet end din mor lige nu," Blanches ord betød for hende at Delphine fik frie tøjler til at sørge og tage afsked, men hun anede ikke at Delphine gik med en vrede indeni. At tanker bad hende om at dræbe hvem end der havde gjort dette ved hendes mor - de tanker havde slet ikke strejfet Blanche endnu.

Blanche frøs, da hun mærkede Delphines hånd imod sin kind. Det var ømt og det vækkede følelser i Blanche, der ærligt talt aldrig havde været svære at vække. Hun var en fransk kvinde, der skrev magisk erotik og som ikke havde brugt sin seng til andet end at sove i i de sidste par år... Hun manglede den fysiske kontakt så meget.
"Altid," svarede hun dæmpet og hun mærkede en uvant varme brede sig hen over kinderne.

Da hun fik kysset på kinden havde hun mest af alt lyst til at vende sit ansigt og fange sin eks-elskers læber mellem sine egne i et hedt kys, men hun holdte sig tilbage - for Delphine skulle ikke forvirres med Blanches mærkelige lyster, og desuden var det heller ikke så længe siden at Delphine havde tømt sit maveindhold ned i toilettet. Det kunne vente.

"Jeg tænker jeg vil give dig noget fred nu... Kan du klare dig selv?" spurgte hun hende, før hun rejste sig op fra sin stol. Hun var klar til at handle ind for hende, hvis hun fik brug for det - klar til at gøre rent, klar til at tage sig af Elise og klar til at gøre alt hvad der skulle til for at Delphine ville få det godt igen.

[Delphine Modeste St. Martin]

"Godt," var hendes korte svar. Hun var allerede ved at planlægge rejsen til Paris. Ikke at der var meget at planlægge altså. Andet end at hendes far skulle vide, at hun kom, så han havde kaminen åben. Så nemt var det sådan set. Men det føltes alligevel som meget, skulle hun være helt ærlig. Lige nu i hvert fald.

Hun kunne dog ikke lade vær med at smile varmt af Blanches 'altid'. Hun tog endnu en tår af vinen, før hun kom lidt mere til sig selv, og hældte den op i glasset. Hun skulle til at hælde op til Blanche også, da hun begyndte at tale om at gå. Delphine smilede da trist til hende, og nikkede eftertænksomt. Manglede hun noget? Andet end at Blanche tog Elise med sig altså.

"Du kan jo vente på Elise her, hvis du vil. Måske få et enkelt glas?" fristede hun nærmest underholdt, men ikke nødvendigvis flirtende, "Jeg kan selvfølgelig også sende Elise til dig. Har du et hotelværelse eller noget?"

[Blanche Elaine Beaumont]

Hvorfor? Blanche bemærkede med det samme det triste blik falde hen over den franske eks kone, da hun forstod at Blanche var ved at efterlade hende. Blanche kunne lige så godt gå hjem og drukne en spand med hvalpe nu, for intet kunne føles så slemt, som at se Delphines blik forvandle sig til dét dér.

Da hun derfor fik et alternativ af Delphine, kunne hun ikke gøre andet end at overveje det i et halvt sekund, før hun så nikkede, "Det er måske bedre, som du selv siger - jeg ville ikke nænne at Elise skulle til at lede efter mit hotelværelse midt i alt det her." det ville være for hjerteskærende.

"Et enkelt glas," svarede hun, før smilet gled en smule djævelsk op "..Eller to" Hun måtte holde humøret op for Delphine. Hun skubbede sit glas tættere på Delphine, for at opmuntre hende til at hælde op.

"Jeg har bestilt et kroværelse i forvejen... Det gjorde allerede før jeg efterlod Frankrig. Det er dog kun med en enkelt seng lige nu, så jeg skal lige forhøre mig ad om jeg kan bestille et større værelse."

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine fik et mindre 'haunted' udtryk i øjnene, da Blanche luftede idéen om at blive. Men hun var også enig i, at det nok var bedst, at Blanche blev her. Og at Elise ikke skulle finde hotelværelset helt alene. Så stedkendt her var hun trods alt ikke endnu. Og eftersom Delphine ikke var i stand til at klæde sig ordentligt på, og rent faktisk følge hende derhen, så var det nok bedst, at Blanche blev her. Hun ville egentlig bare give Blanche et 'out', hvis hun ikke havde lyst til at bruge tid sammen med Delphine. Det var jo egentlig forståeligt nok, for lige nu var hun ikke så meget andet end tårer og et glashjerte som klirrede let, fordi det var gået i stykker.

"Nej, det kan du have ret i. Hendes engelsk er ikke..." Hun skar ansigt, og rystede på hovedet. Nej, det var lige meget. Alligevel hørte hun sig selv sige: "-ikke godt."

"Godt," gentog hun fra før, og hældte en generøs mængde i Blanches glas. Så løftede hun sit eget glas op til læberne, tog øjenkontakt til Blanche - af en eller anden årsag - og tog en tår.

"Du kan sikkert godt få det opgraderet. Hvorhenne har du bestilt?" spurgte hun så, da hun havde trukket øjnene til sig igen.

[Blanche Elaine Beaumont]

Blanche måtte kæmpe for ikke at grine, da hun hørte Delphine sige at Elises engelsk ikke var særlig godt, "Heldigvis finder de fleste fransk meget charmerende - så hun skal nok få venner og lære det med tiden..." Det var Blanches overbevisning. Blanche var selv okay til engelsk, mest fordi hun før havde rejst rundt og reklameret for sine bøger og skrevet autografer. Men hun talte det bestemt ikke flydende.

Kort hævede hun sine bryn, da hun så hvor generøs Delphine havde været med vinen. Hendes glas var fyldt til kanten... Men hun takkede ikke nej. Hun samlede glasset op og tog sig en tår. Kort fik hun øjenkontakt med Delphine, som uden tvivl også kiggede tilbage på hende. Der var noget forkert ved at hun sad med disse tanker om Delphine, når hun vidste hvad kvinden var gået igennem i dag... hvilket tab hun havde lidt. Men måske var det netop det her hun havde brug for, for at føre tankerne over på noget andet? Lidt flugt fra virkeligheden.

"Den Utætte Kedel..." Det var det nemmeste for hende at finde. Alle magikere kunne pege vej for hende, for at fortælle hende hvor Den Utætte Kedel lå... "Så er hun også tæt på Diagonalstrædet," Elise skulle have lov til at komme ud og shoppe, hvis det var det hun havde lyst til.

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine nikkede af Blanche. For hun håbede virkelig, at Elise ville blive stærkere i engelsk. Mest for hendes egen skyld. Det var svært, hvis hun ikke kunne forstå undervisningen. Dog havde hun en fornemmelse af, at hun forstod det væsentligt bedre end hun talte det. Og det var da et plus, ikke? Det håbede hun da. Derhjemme forsøgte hun også at tale engelsk til datteren, men fransk slap ud af hendes mund oftere end hun havde lyst til at indrømme. Hun havde da selv accent, men det syntes de fleste bare var charmerende.

Hun holdt øjenkontakten med Blanche, og sendte hendes dagens første smil. Det var forsigtigt, prøvende og ikke særlig stort, men det var dog et smil. Af en art i hvert fald. Så sænkede hun blikket, og satte glasset tilbage på bordet. Det havde hun altså brug for, det her glas vin. Muligvis flere af dem i træk, før hun kunne føle, at verden stoppede med at dreje og gøre hende ondt.

"Uh hmm," var hendes eneste svar. Mere en lyd end ord, "Det burde kunne lade sig gøre. Ellers så fortæl dem, at du kender mig. Det burde hjælpe lidt. Mit arbejde er trods alt også i Diagonalstræde, så de kender mig." Hun var helt uden at tænke over det gledet over i fransk.

[Blanche Elaine Beaumont]

Det første smil, hun havde set Delphine smile i dag. Det fik Blanche til at føle sig mere afslappet at se hende være i stand til at udtrykke andet end sorg.
”Virkelig? Jamen det vil jeg prøve… Er du ellers faldet godt til her?” det havde overrasket Blanche meget, da Delphine havde valgt at overtage en butik i Diagonalstrædet. Det var både en hel anden karriere og samtidigt også et helt andet land! Det havde været svært at lade hende tage Elise med sig, men i sidste ende følte Blanche at det havde været det rette valg.

Blanche stillede sin vin fra sig. Men nu var skaden også sket – hendes promille var steget og hun følte sig vågen, sensuel og ekstremt tiltrukket af kvinden foran hende. Hun hvilede sit ansigt i sine sammenfoldede hænder, mens hun holdte øjenkontakten med Delphine.

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine tog en lille tår af sin vin, og forsøgte tydeligvis at holde lidt igen. Hun ville gerne ikke have drukket sig fra sans og samling, når Elise Maude St. Martin kom tilbage. Det var den eneste grund til, at hun tog sig sammen lige nu: Elise. Det var den person hun tænkte på mest, når hun tog en beslutning. Det var trods alt hendes datter, og hun var det vigtigste i hendes liv lige nu. Over alt andet var Elise.

Men hun var begyndt at fortryde lidt, at hun havde taget hende med til England. Hun skulle have ladet pigen blive i Frankrig, hvor hun havde venner og kunne sproget. Ikke hertil, hvor hun tydeligvis var ulykkelig. Og hun havde aldrig haft til hensigt at gøre Elise ulykkelig. Men hun havde selv haft brug for at rykke teltpælene op, og prøve noget nyt. Men det skulle jo ikke gå ud over Elise, at hun havde en midvejskrise af en eller anden art.

"Ja, det er godt at se noget andet. Men jeg indrømmer gerne, at jeg savner at undervise. At sælge tøj til magikere er ikke helt det samme," svarede hun og trak på skuldrene. Hun havde svært ved at få øjnene fra Blanche, som virkede mere og mere tiltrækkende jo mere vin hun fik indenbords. Men hun måtte lægge bånd på sig selv. Tage sig sammen.

"Hvad går du og laver for tiden? En ny bog?" Okay, det var nok ikke det bedste emne, siden Blanche skrev erotiske bøger, men hun kunne simpelthen ikke komme på andet.

[Blanche Elaine Beaumont]

Blanches blik var fæstnet på Delphine. Hun kunne ikke andet end tro på at Delphine savnede at undervise, ”Kunne du finde på at undervise på Hogwarts, hvis der kom en ledig stilling? Eller tror du at du beholder butikken?” hun skubbede sit glas lidt fra sig. Hun havde egentlig ikke lyst til at snakke om alt det alvorlige, men hun var nysgerrig og … ja… hun savnede Delphine. At Delphine var flyttet betød at Blanche nu følte sig ekstra ensom. Ingen Delphine og sjældent en Elise.

Hun lukkede et kort pust af et grin ud, da hun blev spurgt om hun havde skrevet en ny bog. Blanche nikkede, ”Jeg er i gang med en bog, og jeg tror faktisk den kunne blive ret populær,” hun smilede til sin eks. ”Tror du jeg burde få mig et andet arbejde, nu hvor Elise er ved at blive ældre? Det er et spørgsmål jeg sommetider stiller mig selv. Er jeg en dårlig mor, fordi jeg skriver erotik og så åbent taler om det?” Hendes blik søgte validering i Delphines. Hun fugtede sine læber ganske kort og diskret og smagte smagen af rødvin på dem.