It Reveals You

[Delphine Modeste St. Martin]

Først nikkede hun, så rystede hun på hovedet og så trak hun på skuldrene. Undervise igen? Måske. Hun vidste det ikke. For hun havde egentlig været glad for, at hendes liv havde været fyldt med mindre teenagedrama - andet end det hun fik fra Elise selv -, fordi hun arbejdede og ejede denne tøjbutik. Men hun kunne også godt mærke, at hun savnede at undervise. Hun savnede de unge og ældre elever. De var sjove på deres helt egen måde, og måske - hvis hun arbejdede på Hogwarts - kunne hun bedre holde øje med og styr på, om Elise trivedes. For som det så ud nu, så virkede det ikke som om, at hun gjorde...

Dybt begravet i sine egne tanker sukkede hun, og så på Blanche. Hun havde så mange modsatrettede tanker lige nu. Så mange bekymringer og spørgsmål, og hun vidste ikke, hvad hun skulle sige eller gøre længere. Der var jo spørgsmålet om Elises trivsel, så var der hendes egen jobsituation og så var der morens død, som var det sidste hun havde lyst til at tænke på lige nu.

"Jeg ved det ikke. Måske. Hvis den rigtige mulighed åbnede sig for mig," svarede hun lidt halvkryptisk, bare fordi hun ikke selv kunne komme op med et svar.

"Lyder da godt. Jeg er glad på dine vegne." Men at svare det gjorde alligevel lidt ondt på Delphine. For en ny bog betød med største sandsynlighed nye seksuelle oplevelser med en anden kvinde. Det gjorde hende trist, og hun ville ønske... ja, hvad hun ville ønske vidste hun faktisk ikke, for hun kunne ikke være sammen med Blanche igen, men samtidig ville hun ikke have, at Blanche var sammen med nogen. Og det virkede da lidt unfair og egoistisk.

"Altså du styrer det selv Blanche, det ved du jeg syntes. Men jeg tror også, at det er noget du skal spørge Elise om. Selvom det ikke er særlig sandsynligt, at Hogwartseleverne læser fransk erotik," svarede hun eftertænksomt, og tappede sig på underlæben med en fingernegl.

[Blanche Elaine Beaumont]

“Det er måske også et spørgsmål til en anden dag… Eller slet ikke et spørgsmål overhovedet - jeg vil bare gerne have at du gør det, der gør dig glad,” hun tog sig endnu en tår vin.

Delphines svar overbeviste ikke helt Blanche om at hun oprigtigt var glad på hendes vegne. Men samtidigt var det måske også bare svært at være oprigtigt glad i dag - det skulle hun også tage hensyn til. “Måske ville det være nemmere bare at skrive børnebøger… Jeg har et barn og vil altid have et barn - men det andet hænger ikke ligefrem på træerne, når man er kræsen.” Hun fnes kort. Blanche havde haft andre elskere end Delphine… Hun havde været nødt til at komme videre i sit liv - og der havde været en periode, hvor det rent faktisk føltes som om elskere hang på træerne… Men pludselig var det bare blevet nok for hende. Det havde ikke længere givet hende den nydelse hun havde været vant til. Det efterlod hende i stedet næsten tom indeni.

“Jeg burde nok snakke med hende om det - men nej, du har nok ret… Jeg tror heller ikke at der er mange elever, der sidder og læser fransk erotik,” hun tog sig en slurk vin, før et legesygt smil begyndte at spille hen over hendes læber, “måske burde jeg begynde at skrive engelsk erotik, så Hogwartseleverne også kan følge med?” det var ikke et oprigtigt forslag, men helt klart en joke fra Blanches side. Da hun igen så på Delphine kunne hun ikke lade være med at lede sine øjne over på kvindens læber og den fingernegl, der tappede mod den. Hun prøvede ikke på at være diskret med sit blik.

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine så eftertænksomt på Blanche, som forsøgte at lukke spørgsmålet ned - på en måde i hvert fald. Egentlig havde Delphine ikke noget imod at tale om det, men hun følte også bare, at hun gav op for hurtigt, hvis hun solgte Madam Malkins, og søgte et job som Professor på Hogwarts. Især fordi der var Elise. Og et spørgsmål om, om det ville gøre hendes ophold på skolen lettere eller sværere. For meget ville hun gøre, men hun ønskede ikke at gøre livet sværere for Elise. Heller ikke selvom det betød, at hun måtte holde fast i et job, som hun ikke var glad for lidt længere.

Eller det var vel ikke fordi, at hun ikke var glad for det. Det gav hende bare ikke den samme glæde som at undervise. En sjælden glæde. Måske hendes mors død skulle tages som et slags tegn? Et tegn på, at hun ikke var glad i det hun lavede nu, og skulle kaste sig videre i systemet? Måske det var det det var? Måske hun skulle ændre noget i sit liv? Under alle omstændigheder, så skulle hun i hvert fald tilbage til Paris og planlægge begravelsen. Hjælpe sin far.

Burde hun tage Elise Maude St. Martin med? Nej, der var for meget at planlægge, og ærlig talt, så havde Delphine brug for noget pusterum, hvis hun skulle komme sig ovenpå det her. Ikke fordi hun ikke elskede Elise, nej slet ikke, men lige her var hun nødt til at op-prioritere sig selv, for at komme ud på den anden side. For ellers var hun bange for, at hun aldrig ville komme op af det her hul igen. Og i sidste ende, så ville det gå ud over Elise. Og det ville hun ikke.

"Det er som man tager det tror jeg. Men jeg vil give dig ret, der er for lidt litteratur med lesbiske i, i disse tider," svarede hun eftertænksomt, og lagde dårligt mærke til, hvis hun lige havde sagt. At hun lige havde afsløret sig selv i at have læst Blanches bøger, efter de var blevet skilt. Det var bestemt ikke det hun havde ment, men det var altså sådan det kom ud.

"Du skal nok være påpasselig med, hvad du fortæller hende." Hun skar ansigt i displeasure, og fortsatte, "Der er grænser for, hvor meget jeg lader dig scare our daughter for life."

Så mærkede hun varmen stige til kinderne igen. Hun havde sagt 'vores datter'. Det var ikke noget hun gjorde tit, og oftest kun ved en fejl. Normalt sagde hun 'bare' Elise. For at fjerne fokus lidt fra, hvad hun og Blanche engang havde været. Det var mildest talt lidt akavet for hende.

"Spørgsmålet er: Kan du overhoved skrive sådan på engelsk?" svarede hun med en munter mine, og latter i øjnene. For et kort øjeblik gled sorgen væk, erstattet af humor.

[Blanche Elaine Beaumont]

Blanche kunne ikke gemme sin overraskelse, da hendes eks nævnte at der var for lidt lesbisk litteratur disse tider. “Åh, Delphine… Jeg skal nok sørge for at der kommer mere lesbisk litteratur på din boghylde snart,” hun smilte bredt til hende.

Og så grinte hun, “Nej, det kan også godt være at jeg gemmer den… Bare til en anden god gang, måske. Og bare rolig, jeg fortæller hende ikke at det meste er… var inspireret af os.” hun rystede på hovedet af sig selv og tanken om hvor lidt hun ønskede at hendes datter skulle kende til deres samlejeliv. Aldrig. Alkoholen steg hende til hovedet.

Hun havde kigget fnisende ned på bordpladen, men hævede igen sit blik, da Delphine havde stillet hende spørgsmålet om hvorvidt hun kunne finde ud af at skrive det på engelsk! Og så grinte hun lidt mere, “Jeg ville sagt noget til dig på engelsk, men så kunne jeg ikke huske ordet for “kloge” “ indrømmede hun flovt, mens hun grinte videre. “Fint, jeg er måske ikke en mester til engelsk!” hun slog ud med armene, “Men i det mindste har jeg min charme… Den kan de engelske forhåbentligt ikke modstå.” Hun vippede med sine bryn.

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine blev helt rød i kinderne og i nakken rejste hårene sig ved Blanches ord. Dog tog hun hurtigt en tår af sin vin, og håbede, at det kunne pass as alkoholrødmen. Og ikke fordi Blanche havde gjort hende både forlegen udenpå og helt varm indeni. Vent... hvad?! Hvad foregik der lige? Det måtte være vinen, som var begyndt at stige hende til hovedet. Hun stillede den derfor fra sig. Det havde aldrig, i dette liv eller det næste, været en god idé, at drikke vin sammen med Blanche. De endte med næsten 99 procents chance altid i seng med hinanden. Og den tanke fik hende bare til at rødme, om muligt, dybere.

"Jeg sagde ikke... jeg mente ikke..." spruttede hun, men klappede så i, da hun opdagede, at hun kun gjorde ondt værre lige nu.

Dog kunne hun ikke lade vær med at studse over, at Blanche først havde sagt 'er', men så rettede det til 'var'. Mon hun drømte, hvis hun troede, at Blanche stadigvæk skrev om 'dem'? Og ikke om en eller anden ny kvinde i hendes liv? Var Blanche overhoved stadigvæk single? Delphine havde været single siden skilsmissen. Hun havde da haft en håndfuld one-nights-stands, men aldrig noget dybere. Om det var fordi hun ikke turde, vidste hun ikke. Var hun bange for at vedkommende var utro? At historien ville gentage sig selv? Hun var ikke sikker.

"Nej, for Guds skyld ikke fortæl hende den detalje!" Delphine forsøgte at laugh it off, men det kom måske ud akavet.

"Så pointen er, at dit engelsk er elendigt?" svarede hun selvfølgelig på fransk, som de hele tiden havde talt. Hun var jo ikke ude på at ydmyge Blanche. Det var hun ovre at ville. Hun kunne dog ikke lade vær med umærkeligt at nikke, da Blanche fortalte om sin charme. Jo jo, den havde hun oplevet first hand.

[Blanche Elaine Beaumont]

Blanche bemærkede hvordan Delphines kinder blev røde, hvordan hun tog sig en ordentlig tår vin og derefter stillede vinen fra sig. Blanches blik måtte mildest talt være underholdt lige nu, for hun mærkede hvordan hun begyndte at smile over hendes eks. Var Delphine begyndt at lægge mærke til at Blanche måske lagde en smule an på hende? Blanche vidste det var en dårlig idé – de burde ikke lave noget, der kunne føre til forvirrede følelser… Men hun kunne ikke lade være. Vinen var stærk og det var Blanches tiltrækning til Delphine desværre også.
”Åh, shhh, elskede Delphine. Du ved jeg bestemt ikke har noget imod det, hvis det er mine bøger du læser. Det ville faktisk nærmere være en smule smigrende,” sagde hun en smule stolt og en anelse forførende, forhåbentligt.

Hun grinte, ”Selvfølgelig – jeg tror nok det er en detalje vi begge ønsker at undgå… For vores datters og vores egen skyld,” hun så sin eks i øjnene. Tiltrækningen var stor og hun kunne ikke lade være nu… Hun lod sit ben søge sin ekses ben under bordet. Hendes hage hvilede over hendes foldede hænder. Hendes blik forlod ikke Delphines, som hun eksperimenterende strøg sin fod op ad hendes ben i en langsom bevægelse. Det havde været en ret pludselig beslutning, men ikke en hun håbede på at fortryde med det samme.
”Pointen er, at jeg er langt bedre til fransk end engelsk…” sagde hun i en lavere stemme, før hun tog sig endnu en tår af sin vin, uden at fjerne sit blik eller sin fod fra Delphine. Nej hun ville da ikke kalde sig selv elendig, selvom hun knap nok kunne danne en sætning på engelsk. Hendes mor og far havde været absolut franske og hun havde aldrig haft brug for engelsk, før… nu og her, sådan set.

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine hvilede sin pande mod bordet, og skjulte ansigtet i armene, da Blanche blev ved med at borer i det med de bøger. Hun var beyond embarrassed. Og hun vidste ikke, hvordan hun kom væk fra det her emne igen. Og så havde hun lige kaldt hende 'elskede Delphine'. Det fik det til at krible over det hele på Delphine, men på en behagelig måde, mens varme bredte sig i hendes mave, og lavere endnu (xD). Hun samlede hurtigt sine ben, og skulle til at se op, da hun mærkede noget mod sit ben. Var det virkelig Blanche som legede 'footsie' med hende lige nu? Ærlig talt var hun får fuld til at bekymre sig ret meget om det.

"Ja, detaljerne skal du nok holde for dig selv," svarede hun, sank en klump og prøvede at holde sin stemme steady, så den ikke rystede for meget. Men hun fandt alligevel ikke sig selv skubbe Blanches fod væk. Hun kunne ikke, ikke engang selvom hun havde ville det. Ikke fordi Blanche pressede sig på, men fordi hun havde fået for meget vin, var for trist og ønskede at være tæt på Blanche. Også selvom hun sikkert ville fortryde det sammen med tømmermændene, når hun engang vågnede fra den her mærkelige drøm.

"Ja, ord har altid været din force," nærmest spandt hun, og havde utroligt svært ved at tage øjnene fra Blanches store, nærmest bedårende øjne.

[Blanche Elaine Beaumont]

Der kom ingen afvisning, trods Blanche tydeligt kunne læse den lette overraskelse malet hen over Delphines ansigt. Selv Delphines toneleje da hun talte virkede forandret og mere lokkende. Blanche kunnec trods hun ikke havde forventet det, mærke sit hjerte banke hurtigere da hun fik øjenkontakt med Delphine.

Blanche fugtede sine læber, før hun med beslutsomhed lænede sig ind over bordet, så langt hun kunne. Hun var ikke langt fra Delphine, og trods bordet der holdte Blanche fra at kysse Delphine, var det ikke stort nok til også at holde Delphine fra Blanche, hvis hun ønskede det. ”Kunne du overveje at kysse mig, Delphine? Hvis jeg ber dig pænt om det?” hendes sovekammer blik slap ikke hendes, som hun nu sad lænet ind over bordet i håbet om et kys.

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine havde svært ved ikke at smile lidt, som hun så ind i Blanches mørkeblå øjne. Faktisk havde hun svært ved at tvinge smilet fra sine læber. Det var noget nær umuligt, og kom som en reaktion, som føltes så naturlig, at hun ikke kunne lade vær. Uden at tænke ret meget over det, klemte hun sine lår mod hinanden og fangede Blanches fod. I sin halvsnaldrede tilstand syntes hun bare, at det kunne være sjovt, men der var sikkert mere i det, hvis hun rent faktisk tænkte sig om.

Hun slap dog foden igen, da Blanche lænede sig frem mod hende, indover bordet og det hele. Og da hun bad om et kys, så fnes - rent faktisk fnes - Delphine næsten ungpigeagtigt, og lænede sig frem mod Blanche. Hun løftede udfordrende et øjenbryn, og pressede et fnuglet kys mod Blanches kind.

"Sådan her?" spurgte hun i en hvisken, og lod som om, at hun ville læne sig tilbage og sætte sig ned på stolen igen, som om intet var sket.

"Eller sådan-" Åndede hun ud mod Blanches kind, og placerede et kys lidt tættere på Blanches mund, "-her?" Så lagde hun vægten yderligere mod bordet, uden decideret at sætte sig op på det, bare vægten fra overkroppen mod det.

"Eller-" Hendes øjne glimtede drillende, og hun sigtede efter Blanches mundvig.

[Blanche Elaine Beaumont]

En kildrende fornemmelse spredte sig til maven og under bæltestedet på Blanche. Hun havde forventet en modtagelse, men ikke denne forførende gave, som hun helt sikkert ville minde sig selv om at skrive ned til senere brug i en af hendes romaner. For hvert kys hun blev givet, tættere og tættere på hendes læber, blev hun drevet længere og længere ud i sin lyst til Delphine.

Hun lod sin hånd glide blidt om bag hovedet på Delphine og lod sine fingre glide ind mellem hendes hår, så hun havde et let, men fast greb om hendes hår. Et drilsk smil legede om Blanches læber, som hun lænede sig ind mod Delphine, så hendes læber blev placeret lige ud for hendes øre.
”Stop med at dril...” hviskede hun kælent, før hun lænede sig ind til et kys på halsen lige under Delphines øre og fortsatte med små langsomme kys langs hendes kæbe ”og kys mig...” bad hun.

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine fik placeret kysset i Blanches mundvige, og kunne ikke lade vær med at placere to lige efter hinanden. Hun kunne ikke fatte, hvad der skete lige nu drunk on... well, hotness. Hvad end det så skulle betyde. Det var vanvittigt varmt inde i køkkenet lige pludselig, og hvor al den varme var kommet fra vidste hun ikke. Hun vidste bare at den radiated fra Blanche, og at hun måtte tæt, tæt, tættere på hende. Så mærkede hun Blanches hænder i hendes uredte hår, for det var hun bare aldrig kommet til, da hun fik nyheden om sin mor.

Men sorgen skubbede hun hurtigt væk, da hun mærkede Blanches kys under sit øre. Hun havde svært ved ikke at smile, og lod sine egne fingre glide ind i Blanches hår. Hun trak hende væk fra sin kæbe, trak hende tættere på og begyndte at placere kys langs Blanches kæbe.

"Sådan her?" drillede hun videre, fortsatte med at placere kys mod hendes kæbe, inden hun lod sine læber møde Blanches. Det var sweet, og hun havde svært ved ikke at komme til at nippe lidt i Blanches underlæbe. Hun kunne smage vinen på Blanches læber, men ønskede mere.

Da det var nødvendigt, trak hun sig tilbage og tog en næsten frantic indånding, hvorefter hun mødte Blanches læber igen. Denne gang mere messy, og med et hint af både tunge og tænder. Hvis altså Blanche ville. Hun sad nu oppe på køkkenbordet, nærmest i hvert fald, og var næsten ovre på Blanches side.

[Blanche Elaine Beaumont]

Blanche var begyndt at sukke, som Delphine afholdte sig fra at kysse hendes læber. Det var sød tortur, at føle Delphines læber mod hendes kæbe og hendes hånd begravet i hendes hår.

Lige som hun var ved at beklage sig i mumlende lyde, landede Delphines læber mod hendes og hun glemte alt om drilleriet og smeltede sig fuldkomment ind i momentet og kysset.
Det var ikke blot et kys, men flere og efter en kort vejrtrækningspause blev det kun en mere intens session for Blanche og Delphine. Delphine var næsten nået hele vejen hen over bordet til Blanche, hvilket bestemt ikke generede hende - for Blanches skyld kunne hun sidde i skødet på hende, hvis det var det hun ønskede.
”Sådan der...” svarede hun endelig, sådan rimelig forsinket. Hun følte næsten at hendes ord var ved at sidde fast i halsen på hende. Som om stemmen ikke virkede optimalt.

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine fulgte blot med i kysset, og lod sig trække ind i det. Hendes tunge gled henover Blanches underlæbe, men tittede ikke ind. Ikke lige nu i hvert fald. Hun hengav sig blot til den berusende følelse, og forsøgte at lade vær med at tænke for meget. Hvilket set i bakspejlet nok også ville være svært, når hun havde drukket den stærke vin direkte fra flasken til at starte med. Hendes kinder var begyndt at hede lidt op på grund af varmen, og nærheden og den generelle hotness mellem dem.

"Sofa?-" spurgte hun og pegede med den ene hånd mod stuen, som var tættest på, og trak sig tilbage for at hive noget luft ind i lungerne.

"-seng?" Hendes stemme var ru, varm og måske også lidt mere åndeløs end den plejede at være, men lige nu var de ved at kysset livet ud af hinanden, så det var måske også ok.

[Blanche Elaine Beaumont]

Blanche måtte lede efter ordene, som om hun var tvunget til at snakke engelsk, når sandheden var at de to kvinder talte fransk sammen. ”Mhm, sofa...” den var tættest på... men nej! ”Nej, seng... sengen.” det var mere intimt, der var mere plads og det var mere privat.

Blanche blev ved med at fange Delphines læber med sine og mens de fortsatte deres tætte og utrættelige kys, inviterede Blanche selv sin tunge ind mellem Delphines læber. Prøvende og sensuelt, mens små nydende suk undslap Blanches læber.
Det blev fortsatte næsten selv, som Blanche tog Delphines hænder i sine for at rejse sig op og hjælpe hende ned fra bordet, så de sammen kunne finde vej ind til soveværelset. Langsomt begyndte Blanche at klæde sin kjole af, mens de sammen fandt vej til sengen.

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine var allerede i gang med at trække mod stuen, fordi det var det Blanche sagde først. Men så ændrede hun det til sengen i stedet for, så det var nu der de søgte hen. Hun blev hjulpet ned af bordet, og åndede et 'okay' ud, for hun var over Blanche igen, kys efter kys. Hun var nær faldet, da hun skulle ned fra bordet, fordi det var et højt bord, og hun var ikke ligefrem den højeste kvinde i London, men formåede at gribe fat i Blanche og derved ikke falde.

Snart efter var de i soveværelset, og Blanche havde smidt kjolen. Det fik Delphine til at træde et par skridt baglæns, og betragte hende, før hun vendte ryggen til hende, og smed det tøj hun havde på, som hun dårligt nok tænkte ret meget over hvad var. Måske havde hun glemt det (måske havde forfatteren)? Det var under alle omstædigheder lige meget. Men nu stod hun i hvert fald med ryggen til Blanche i sit undertøj, som hun dårligt kunne huske, at hun havde taget på i morges heller.