Is This... A Date?

[Samuel Roden]

Serena Smith
En lille by i Skotland
Omkring kl. 17

---

Sam vippede lidt fra den ene fod til den anden. Han var iført et par lyse jeans og en blåternet skjorte. Han og Serena havde været mødtes nogen gange på De Tre Koste efter sidst og Sam kunne mærke hvor godt tilpas han følte sig i hendes selskab. Hun var en virkelig køn og sød pige og han kunne mærke hvordan sommerfuglene i maven flaksede rundt alene ved tanken om hende. En mild rødmen spredte sig over hans kinder. Hvordan kunne han rødme allerede inden hun var kommet? 
De var blevet enige om at mødes et andet sted denne gang, bare for at prøve noget nyt, stedet der var blevet valgt til denne lejlighed var en lille italiensk resturent. Sam havde aldrig været derinde før, men den så virkelig hyggelig ud. Et kort sekund blev han en kende bleg. Hvad hvis nu hun troede det var en date? En mild panderynken, var det en date? Det kunne det vel godt være..

Han slog tankerne ud af hovedet for ikke at gøre sig selv mere nervøs end han allerede var. Det var vel 3 måneder siden han og Syrena var gået fra hinanden, var det for tidligt at begynde at date eller var det okay? Altså hvis det var en date.. "Stop dig selv!" Mumlede han til sig selv og kiggede lidt ned af gaden for at se om han kunne få øje på hende. 
Med spidsen af tungen fugtede han sine læber og skævede til sit ur, den var næsten 5 så mon ikke hun var lige på trapperne? Det var sjovt som han altid var vanvittig nervøs lige inden de mødtes, når de så endelig satte sig ned og snakkede plejede han heldigvis at falde til ro. Blikket blev fanget af skiltet der hang udenfor hvorpå menuerne stod remset op. Han læste den igennem for at danne sig et overblik og for at fordrive tiden.

[Deleted]

Ligesom når Sam tænkte på hende, flaksede sommerfuglene i maven, når hun tænkte på ham. Og hun var pinligt bevidst om det. Hun havde aldrig regnet med, at hun ville syntes så godt om ham, selvom hun da havde syntes de klikkede fra dag ét. Det var vel første gang en fyr havde fået den slags følelser frem i hende. Hun havde virkelig prøvet at overbevise sig selv om, at det ikke var forelskelse, for selvom transitnøgler og susenetværket var opfundet, ville det være dumt at falde for en fyr, der boede på Hogwarts det meste af skoleåret. Det var Juli, så sommerferien nærmede sig, men alligevel. Hun brugte det meste af tiden i England, så der ville blive brugt en del tid frem og tilbage for dem. Hvis han altså også godt kunne lide hende.

Det lykkedes hende tit at få overbevist sig selv om, at hun ikke var forelsket, men alligevel gik det i vasken hver gang hun så ham, og hendes hjerte bankede altid 20 gange så hurtigt omkring ham. Det var frygteligt. Hun havde da også taget en fin, hvid sommerkjole på. Hun ville jo gerne se godt ud, når hun var omkring ham, og de skulle trods alt ud at spise. Det havde hun altså lært, at man gjorde i pænt tøj. Hun havnede ikke langt fra restauranten, men måtte alligevel gå det sidste stykke. Over skulderen havde hun en lille dametaske, og i armene havde hun en tynd sommerjakke. Det blev jo nok køligere senere. Hun kom gående ned ad gaden, og smilede stort, da hun fik øje på Sam. "Hej!" sagde hun og gav ham et kram, da hun nåede hen til ham. Det var ikke altid lige nemt, når han var 1,5 hoved højere end hende. "Har du ventet længe?"

(Kjole)

[Samuel Roden]

Det varede ikke længe før Sam fik øje på hende. Hans hjerte hoppede et par ekstra gange og han bed sig let i underlæben. Han var virkelig nervøs. Selv tanken om at han skulle starte op som professor efter sommerferien var ikke nær så nervevækkende som det at han skulle være på en date med Serena, for selvom ingen af dem havde sagt at det var det det var, så var det vel det det var.
Han forvirrede lidt sig selv med sine tanker og besluttede sig for bare at forsøge ikke at virke som om det var en date og så håbe på at hun måske ville komme med hentydninger som han forhåbentlig opfangede.

Da hun nåede frem til ham sænkede han sig ned for også at kramme henden. Hun var ikke særlig høj, men det havde han også været vandt til med Syrena. "Davs" hilste han med et stort smil.
"Nej jeg er næsten lige kommet" faktisk kunne han pludselig ikke huske hvor længe han have stået her, det føltes ikke så længe, men det var måske også bare fordi at hun var her nu. "Skal vi gå ind?" spurgte han lidt forsigtigt. Han havde jo aldrig været på date før så han anede ikke noget om hvordan den slags fungerede.

[Deleted]

Serena smilede stort til ham, da han gengældte krammet. "Godt," sagde hun. Hun ville jo ikke lade ham vente. Faktisk havde hun ikke rigtig lyst til noget, der kunne gøre ham utilpas. Uanset om det bare var at kede sig mens han ventede på hende. Hun havde jo dårligt kunne vente med at skulle mødes med Sam og nu vidste hun dårligt hvilket ben hun skulle stå på. Måske var hun en smule overdressed i forhold til ham? Måske troede han, at hun troede, at det var en date? Men hun ville vel egentlig gerne have, at det var en date. Hun var ikke helt sikker på hvad han ville.

"Ja, lad os det... Har du bestilt bord?" spurgte hun. Nok kunne de have hinanden henover sommerferien, og det var måske at tage sorgerne på forskud, men der var jo et stykke vej mellem England og Skotland, hvor de ville bruge det meste af deres tid. Men skulle det her være en date, og endda en date, der gik godt, så fandt de vel ud af det til den tid. "Glæder du dig til at starte på Hogwarts?" spurgte hun. De havde jo snakket lidt om hans nye job, og forhåbentlig var han lidt mere selvsikker omkring det nu.

[Samuel Roden]

Sam kunne ikke andet end at smile på ny. Hun var helt utrolig sød og som han krammede hende fangede han den behagelige duft af hendes shampoo eller også var det en parfume? Uanset havd duftede hun godt. Var det mærkeligt at synes? Han blev pludselig ldt i tvivl.
"Ehm..nej det har jeg ikke," indrømmede han i en dyb rødmen, hvorfor i alverden havde han dog ikke tænkt på det?! Det var jo midt i spisetiden, han burde da have tænkt sig til at stedet sikkert ville være proppet. Lidt diskret kastede han blikket ind af vinduet. Der så faktisk ret fyldt ud. "Ellers må vi bare gå hjem til mig, jeg kan sagtens lave en omgang spaghetti," det var ment som en joke, skønt Sam faktisk var ganske god til at lave mad, men var der ikke plads blev det måske en nødvendighed.

"For at være ærlig er jeg ret nervøs," indrømmede han som han åbende døren ind til resturenten og holdt den åben for hende. "Jeg er lidt bange for at eleverne bare ser mig som..ja jeg ved ikke..en der ikke er i stand til at undervise." Han bed sig lidt i den bløde underlæbe og sukkede.
Han var vidste godt at det var tåbeligt at være bekymret for at blive mobbet, han var jo meget ældre end dem, men frygten sad nok stadigvæk i ham efter at have været udsat for det så mange gange før.

[Deleted]

Serena smilede lidt, da han rødmede. Det var ret sødt, når det skete. "Mon ikke, der er plads... Vi fylder jo ikke så meget," sagde hun med et lille grin. Han var jo en kæmpe i forhold til hende, så de fyldte nok ikke meget til sammen. Han ragede jo lidt op i selskabet. "Men spaghetti er heller ikke et dårligt alternativ," sagde hun med et smil. Spaghetti hjemme hos Sam lød bestemt heller ikke som et dårligt alternativ.

"Pjat, det skal nok gå fint," besluttede hun for ham. "Det kommer nok til at kræve lidt tilvænning, men altså... Det skal nok gå fint," Hun forstod godt det var grænseoverskridende og skræmmende, men det skulle han nok klare. Serena sendte ham et beroligende smil. Hun havde svært ved at forestille sig, at han ville blive en af de der kedelige undervisere, der mumlede og sagde 'øhm' hele tiden, så det ville helt sikkert gå. Men det var jo altid grænseoverskridende at starte et nyt job.

[Samuel Roden]

Et forsigtigt skævt smil gled over hans læber da hun sagde at de ikke fyldte så meget. "Tal for dig selv," svarede han underholdt og kunne ikke lade være med at smile på ny. Hun var virkelig sød, og Sam var en smule nervøs for om han måske var begyndt at udvikle et crush på hende. Burde han det? Det var jo ingen kun nogen måneder siden han og Syrena var gået fra hinanden så han følte nok lidt at han blev nødt til at være mere ked af det end han egentlig var.
Han blev revet lidt ud af tankestrømmen som hun igen snakkede. "Altså..hvis du hellere vil det kan vi sagtens," sagde han stille. Så ville de måske også kunne snakke lidt bedre. Måske komme lidt mere ind på livet af hinanden, men hvis hun glædede sig til at skulle spise her, ville han jo heller ikke ødelægge det for hende.

Han var virkelig glad for at hun var så positiv, hele hendes attitude var så anderledes end Syrenas, men det var jo nok også fordi Syrena var en meget hård person der var svært at komme ind på livet af, hvor Serena virkede lige omvendt. Ikke at han holdt mindre af Syrena af den grund. Men jo mere tid han brugte med Serena, jo mere overbevist blev han om at han og Syrena slet ikke havde passet så godt sammen som de ellers begge gerne ville have haft.
"Det håber jeg virkelig, ellers må du jo trøste mig når jeg kommer hjem helt grædefærdig efter første skoledag." Selvom det var en joke, spredte en ny rødmen sig i hans kinder, denne gang dog en smule mildere end før. "Så skal vi gå ind eller bare tage hjem til mig?" Okay lød det måske lidt creepy eller? "Altså ikke ment på en "jeg håber der sker noget" -agtig måde," skyndte han sig at tilføje. Måske han lidt håbede på at få chancen for at kysse hende? Bare lidt. Han kæmpede for at holde endnu en rødmen nede ved tanken.

[Deleted]

Serena grinede lidt af ham. "Okay, til sammen fylder vi nok ikke mere end de fleste," rettede hun. I forhold til ham, var hun jo et lille myr, så volumenmæssigt kunne de vel fordeles på to fuldvoksne mennesker. Men han var jo heller ikke en lille fyr, overhovedet. "Det er op til dig," sagde hun med et skævt smil. "Det er dig, der inviterede, jo," sagde hun halvt drillende. Hvis han hellere ville spise hjemme hos sig selv i stedet for at sidde på en trang restaurant, var det helt fint med hende. Hun kiggede ind på restauranten. Der var nok egentlig ikke rigtig plads til dem.

"Jeg skal nok trøste dig," grinede hun igen. Hun var nok lidt mere positivt indstillet ind de fleste, men hun gik også meget op i at folk havde det godt. Desuden havde hun det jo selv godt, hun var i dejligt selskab og kunne jo på ingen mulig måde klage. Det havde folk tit lidt svært ved at forbinde med hendes profession som Quidditchspiller, hvor man jo sagtens kunne få en del knubs. Hun var nu langt mere sejlivet end hun virkede. "Jah, jeg tror i hvert fald godt vi kan opgive restauranten," sagde hun, da et andet par gik ind foran dem. Hun rødmede også lidt over hans kommentar. "Såå... Håber du slet ikke på der sker bare lidt..?" prøvede hun med et halvnervøst smil. Hun ville jo gerne have der skete en smule. Ikke noget, der behøvede at være heftigere end lidt kysseri, men hun kunne jo godt lide ham, og han var vel næppe lavet af træ.

[Samuel Roden]

Sam lo og nikkede så. Han kunne da godt spørge om de kunne få et bord, men af en eller anden årsag lød det andet bare en kende mere hyggeligt lige nu. Bare det at kunne sidde og slappe af bare de to og snakke om hvad end de lystede uden at have nysgerrige blikke hvilende på dem. At tro folk ligefrem hold øje med dem vidste han godt var ret dumt og nok også lidt paranoidt, men han var bare så nervøs for at gøre noget galt.
"Skal jeg bestemme?" Spurgte han og skar en mild grimasse. Hvad nu hvis hun bare sagde det for at være høflig og hun i virkeligheden helst ville blive her, men ikke ville sige nej. "Ehm.." han så lidt hjælpeløst tilbage mod resturenten. "Altså jeg bor ikke så langt herfra." Kommenterede han som vejede han tingene op i sit hoved. "Er du sikker på du ikke helst vil være her?" Han blev nødt til at spørge for at være sikker.

Han skulle til at svare hende som et par skød ind foran dem og gik ind på resturenten. Kort efter vendte de tilbage uden at have fået plads. "Det har du nok ret i." Sagde han og var ret flov over at han ikke havde tænkt på at bestille plads.
Sam gjorde antydning til at de skulle begynde at gå og kiggede så mod hende da hun spurgte ind til intentionerne. Han rødmede dybt, han ville faktisk virkelig gerne kysse lidt på hende, men vidste ikke helt om han turde.
"Nej?" Han ombestemte sig, det lød ikke godt og det var jo løgn. "Eller..altså...jo..måske? Gør du?" Han var komplet befippet og den røde farve havde allerede spredt sig et godt stykke ned af hans hals som han vovede sit blik til hendes igen.

[Deleted]

"Sam... Spaghetti er helt fint," sagde hun med et stort smil. "Jeg er her for selskabet, ikke så meget for maden," fortsatte hun med et lille grin. Han var da sød. Det virkede til, at han bare gerne ville gøre det hele rigtigt. Han virkede bestemt ikke som en fyr, der ville spærre hende inde i en samlejekælder eller opføre sig underligt, bare fordi der ikke var andre mennesker omkring dem. Tvært imod.

Hun betragtede parret, der kom ud igen. Okay, så havde de heller ikke nogen chance for at sidde der. Det passede hende måske egentlig okay. Sam var måske lidt mere afslappet i hjemlige omgivelser end på en restaurant. Hun løftede kort øjenbrynene, da han sagde nej. Ville han virkelig ikke noget? Det fik han dog hurtigt ændret til et svar, der mindede lidt mere om hendes eget. "Måske lidt," medgav hun. Hun hoppede på ingen mulig måde i seng med den første og bedste fyr, men måske der kunne blive udvekslet et par kys. Hun smilede stort. "Så spaghetti... Har du det hele, eller skal vi købe noget med på vejen?" spurgte hun, lidt for at skifte emne, og lidt for at være sikker på de fik noget at spise den aften.

[Samuel Roden]

Hendes ord fik hjertet til at slå noget hurtigere. Det var sødt sagt og han kunne mærke at han faldt en smule mere til ro. "Ja også mig," indrømmede han. Han kunne virkelig godt lide at være i hendes selskab, det var så hjemligt, som om at de havde kendt hinanden altid. Han var bare så desperat efter ikke at træde forkert, han ville ikke ødelægge noget der endelig var ved at blive så godt!
Allerede nu følte han sig lidt på glat is, han ville gerne sige sandheden uden at lyde creepy, men naturligvis var han interesseret i at der skete noget senere. Ikke samleje. Bare det at han måske kunne få lov til at kysse på hende. Han var nok bare bange for at indrømme det i frygt for at hun ikke havde det på samme måde og hun bare søgte venskab.

Igen blev han dog glædeligt overrasket som hun sagde at hun måske også håbede på mere. Okay, det var da en start! Han smilede og hans øjne lyste op, det var rart at vide at de var på samme side! "Ehm jeg har det hele." Svarede han som han nok trak sig selv tilbage til virkeligheden. Hun var virkelig en sød pige. Og Sam der ellers havde været så overbevist om at det skulle være ham og Syrena resten af deres liv.
"Denne vej," guidede han med et smil og gik ned af gaden. Han havde faktisk flere gange overvejet at flytte til en lille by i nærheden af Hogsmeade, bare fordi det var svært for en "ikke magiker" at bo et sted der ikke havde elektricitet. Det var ret primitivt med gasblus og sterinlys, på den anden side havde det da også sin helt egen charme. "Såh..går det ellers godt på holdet?" Spurgte han nysgerrigt ind imens de gik.

[Deleted]

Serena smilede varmt til ham, da han gav hende ret. Hun var ret glad for ham allerede, og hun var så dejlig afslappet i hans selskab. Hun tog den lette sommerjakke på, da de begyndte at gå. "Jah, de får mig virkelig i form. Det er noget lidt andet en skoleholdet," medgav hun. Hun så frem til at de skulle lave pasta sammen. Det var jo som om de havde kendt hinanden langt længere, end de egentlig havde, så hun frygtede ikke de ville komme til at løbe tør for samtaleemner. Hun kunne jo nok ikke finde noget i hans køkkenet, og en hvid kjole var næppe egnet til spaghetti - men helt ærligt, så var hun ret sikker på at Sam var ligeglad med om hun spildte eller ej. Han var der jo for selskabet, ikke hendes kjole.

Hun betragtede ham kort, mens han gik. Hun blev stadig overrasket ind i mellem over hvor stor han var i forhold til hende. Hun undrede sig et kort øjeblik om det overhovedet ville fungere, hvis de endte med at kysse lidt. Han måtte da brække ryggen, hvis det var noget, der skulle foregå over længere tid. Hun rødmede lidt. Hvorfor gik hun og tænkte på det allerede. "Hvad med dig?" spurgte hun. Hun var da interesseret i om det gik godt for ham. "Altså ikke på holdet... Men... Du ved, generelt?" fortsatte hun med et lille grin.

[Samuel Roden]

Han smilede stort mod hende "Ja det kunne jeg forstille mig," at være på et hold der levede af at spille, der var standarterne nok en del højere. Han lod tankerne glide lidt i baggrunden - ikke at det ikke interesserede ham, for det gjorde det - men lige nu kunne han bare ikke helt koncentrer sig om så meget andet end hvor hyggeligt det blev at få hende på enehånd.
Som de gik ned af gaden blev der vendt et par enkelte nysgerrige blikke i deres retning, hvilket fik en mild rødmen til at træde frem på hans kinder på ny. Han ragede en del op over hende, men det betød jo ingenting, ikke for ham i hvert fald. Syrena egentlig heller ikke været særlig høj.

Igen løb tankerne lidt af med ham, men hans nærvær blev atter fanget ind som hun snakkede til ham og spurgte ind til hvordan det gik med ham. Han smilede igen, "som sagt udover at være ved at dø af skræk over at skulle undervise, så går det faktisk ganske godt." Han var lidt bekymret for Scott der lod til at reagerer ret voldsomt på bruddet med sin kæreste, men ellers havde han nu intet at klage over.
Han drejede ned af en lille mørkelagt sti, for enden af denne lå der en magisk passage til Hogsmeade. Han stoppede op foran et stort egetræ. "Vi skal bare igennem her," forklarede han, "det er en passage som på parron 9 3/4," det var også udelukkende fordi Sam havde fået den specielle eliksir fra ministeriet dengang, ellers var han faktisk slet ikke sikker på om han ville kunne komme igennem. "Kom med," uden helt at tænke over det, greb han fat omkring hendes hånd og trak hende så med igennem og inden længe stod de i udkanten af Hogsmeade. Han tænkte ikke helt over at han endnu ikke havde sluppet hendes hånd.

[Deleted]

Serena nikkede bare. Det var hårdt at blive tævet i form af holdet, men hun elskede hvert et øjeblik af det. Hun var noget af et nips, når det kom til quidditch, men overraskende nok, så kunne hun tage mange tæv før hun faldt af kosten. Desuden krævede det jo at man kunne ramme hende med en basker, eller den anden søger kunne puffe hende af den. Serena vidste godt hvordan det måtte se ud, når de gik sammen. Han var jo en kæmpe i forhold til hende. Hun smilede bare til ham. "Det skal nok gå fint. Du skal bare gøre det et par gange, så er det slet ikke så slemt mere," sagde hun, forhåbentligt beroligende.

Det blev endnu tydeligere hvor stor en forskel, der var på dem, da han tog hendes hånd. Hendes hånd var jo lillebitte i forhold til hans. Det havde hun alligevel ikke prøvet før. Det fungerede fint at holde i hånden, og lidt per refleks lod hun fingrene flette sig ind i hans, da han alligevel ikke virkede til at give slip på hende. Hun havde jo sådan set heller ikke lyst til at give slip. Hun sagde ikke så meget til ham, hun sendte ham bare et smil. Han måtte jo trække hånden til sig, hvis han ikke kunne lide det, og hun følte ikke at deres stilhed var akavet. Akavet stilhed havde der heldigvis aldrig været noget af mellem dem - heller ikke selvom de ikke talte. "Er det ikke lidt underligt at bo i Hogsmeade, når du ikke er magiker?" spurgte hun og håbede virkelig, virkelig ikke at han blev fornærmet. Det var simpelthen bare smuttet fra hende. "Altså... Nu er det jo tæt på Hogwarts, men... Er det ikke besværgerligt uden alle muggler-tingene?" Det lød ikke meget bedre, men hun håbede han kendte hende godt nok til at vide, at det ikke betød noget for hende om han var magiker eller ej. Hun tænkte jo ikke at magikere var en overlegen race eller noget lignende.

[Samuel Roden]

Han smilede taknemmelig til hende. Det var virkelig rart med de opløftende ord, også selvom han selv var ved at skide en snemand over det, desuden havde hun nok en ret god pointe. "Ja det har du nok ret i," sagde han og gjorde et kort nik med hovedet. Hogsmeade så varm og imødekommende ud skønt luften var en kende kølig. Men alle de hyggelige lys fra folks stuer gav bare byen en rar og varm udstråling.
Da han mærkede hendes fingre flette sig sammen med hans smilede han lidt genert til hende som hans kinder blussede en smule op på ny. Hvor var det dog irriterende at han rødmede hele tiden, hun måtte da synes at han var lidt af en tøsedreng. Inderst inde vidste han godt at hun ikke tænkte sådan om ham, eller det virkede ikke til at hun gjorde i hvert fald, det var nok bare mere set med hans øjne at han burde tage sig lidt sammen.

Han trak hende med sig uden at slippe hendes hånd. Det føltes rart at flette fingre med hende på denne måde, lidt som om at det gav en anden nærhed. Han smilede ved hendes spørgsmål og nikkede så. "Det kan til tider godt være ret besværligt." Indrømmede han og skar en mild grimasse. Madlavningen foregik over et bærbart gasblus, sådan et som man kunne gave med når man skulle på vandreferie i bjergene eller noget, opvask og den slags var nu ganske normalt som ved så mange andre, lys var fra pejsen og sterinlys - som by the way tog en evighed at tænde - og hans madvare måtte ligge i en form for køleboks som Scott havde kastet en besværgelse over så tingene kunne holde sig kolde, så nej det var ikke let og Sam var ærligt heller ikke sikker på at han ville blive boende i Hogsmeade nu hvor han havde fået job på Hogwarts.
"Bare det at lave kaffe er et større projekt," afslørede han med et morende smil på læben. Det var med at koge vand i en gryde og så sådan noget nesskaffe i. De nåede frem til De Tre Koste hvor Sam holdt døren for hende. Han boede jo ovenpå så man skulle igennem her.