Hvad Byder Du Uventede Gæster?

[Deleted]

Diagonalstræde – Blomsterbutik

Oktober 2056 – Omkring kl 19.30

@natacha

---

Aftenen var kold og regnen silede ned. Mudret, blodig og forslået slæbte manden sig gennem skovens mørke. Han kunne høre stemme bag sig. De var fjernt, men ikke fjernt nok.
Dagen var ellers begyndt så lovende. Han havde fået et heads up omkring en lille varulveflok der eftersigende skulle have en månesten i deres besiddelse. Lucifer var ret interesseret i disse sten. Eller i hvert fald bare i én af dem -der skulle gerne være flere end en. Det var langt billigere og mindre risikabelt end at betale andre for at brygge stormhatteeliksir til ham. Desuden vidste han at Zain Rigel søgte efter månestenene. Eller det var i hvert fald hvad rygterne sagde, og de to havde et opgør der skulle iværksættes.
Nu var det ikke fordi han var en retskaffen mand og derfor købte stenen, nej nej, Lucifer havde planlagt at snige sig ind og snuppe den. Desværre havde hele historien været opspind, det eneste der ventede ham som han ankom, var en ordentlig omgang tæsk og nu var de i hælene på ham.
Han havde tabt sin tryllestav i flugten og havde cirklet tilbage et par gange i håb om at finde den før de gjorde. Han nåede lige at overveje om han skulle tage chancen med bare at flygte i løb, men de var langt ude for lands lov og ret og han var såret.
Pludselig som sendt fra himlen fik han øje på den i mudderet. Et listigt smil formede sig på læberne. Han kastede sig ned og greb den i den ene hånd, i samme sekund som en høj dyb stemme lød, ”Han er her!”
Ude af stand til at samle en rigtigt tanke slog Lucifer et slag med staven og transfererede sig til det første sted der poppede op i hovedet på ham. Ikke et smart move. Med et brag landede han i noget der kunne være en blomsterkasse. Den gik i stykker så vand, glasskår og blomster væltede ud over hele gulvet, hvor han blev liggende i midten på ryggen. Han sukkede lettet over at være sluppet væk skønt hans skader hurtigt kunne sætte en stopper for den glæde.
Han blødte fra sår flere steder bl.a. et dybt cut i siden som hans hånd forsøgte at stoppe blødningen fra uden hjælp. Som han lå der og kiggede op i loftet med duften af roser og lavendel i næsen, begyndte han at undre sig over hvor i alverden han befandt sig.

[Deleted]

Outfit

Natacha havde lukket butikken ned og havde fået fodret Melody, og havde netop fået hende til at sove, da der lød et stort brag nede fra butikken, efterfulgt en en masse ting der lød til at klirre. Natacha så imod trappen ned til butikken. Bare det ikke var tyve! Melody skreg hvilket nok var forståeligt nok efter at være blevet hevet ud af sin nyfundne søvn på den måde. Hun pørvede at nynne for barnet og give hende hendes sut. Var det tyve måtte de hvert fald ikke finde Melody! 
Efter at have fået nogenlunde styr på sin datte, trak hun sin stav og meget forsigtigt bevægede hun sig hen til trappen og forsigtigt trin for trin ned i butikken. Hun stoppede halvvejs nede af trappen hvor hun kunne se det meste af butikken. Stadig med hævet tryllestav forsøgte hun at vinde kilden til larmen. "Er... Er her nogen?!" Spurgte hun så usikkert og trådte forsigtigt længere ned. Hun fik øje på de mange knuste potter og bagefter så også på manden, der lå over dem. "Hvem er du? hvordan er du kommet ind her?" Spurgte hun så, stadig med hævet stav.

[Deleted]

Han lukkede kort øjnene som han forsøget at mærke efter sine skader. Hvor gjorde det mest ondt? Men med adrenalinen pumpende i årerne var det svært at vurderer. Han hørte tumult ovenpå og åbnede atter de blå øjne. Han kunne se der var en trappe som førte ovenpå, men han kunne ikke se op af trappen fra den vinkel han befandt sig.
Et gisp undslap ham som han igen forsøget at komme op. Nu begyndte smerten at slå ind. Han bandede kort under en indånding. Nu kom skridtene nærmere. Han kunne høre dem bevæge sig ned af trappen. Hvor stor var sandsynligheden for at han ikke blev opdaget? Han rullede lidt med øjnene af sin egen naive tankegang. Den lyse stemme skar gennem mørket, en kvinde.
Efter lidt kom hun til syne for ham og hun så forståeligt nok rimelig chokeret ud over det syn der mødte hende. ”Transferering,” gispede han og undlod at svare på den først del. ”Hvor er jeg?” Sendte han spørgsmålet tilbage og kom med et mindre smertestøn som han omsider fik kæmpet sig op og sidde. Blodet fra hans åbne sår havde blandet sig med bandet på gulvet og lå nu i en ret stor pøl omkring ham.

[Deleted]

Hun nåede butikkens gulv, stadig med trukket stav og gik forsigtigt nærmere. Han var tydeligvis ikke den snaksaglige type, men han så også ud til at være kommet til skade. Øjnene løb hen over ham, og det blev tydeligt at skaderne ikke kun kom af at ramme hendes butik. “Hogsmeade” svarede hun enkelt på hans spørgsmål. “Har du tænkt dig at gør mig noget?” Hun var nødt til at vide det. Alligevel gik hun hen til et skab hvor hun havde forskellige førstehjælps ting stående. Herfra tog hun en lille eliksir. Den ville lukke hans så hvis han drak den. “Her, drik den her”

[Deleted]

Lucifer lod atter de blå øjne glide imod den blonde heks som hun forklarede at han var i Hogsmeade. Så det måtte da næsten være rigtigt, men hvorfor i alverden var der så blomster overalt? ”Har der ligget en anden butik her gør?” Sourgte han videre som var han i sin fulde ret til at være den der stillede spøgrsmålene.
Hendes spørgsmål kom dog en kende bag på ham, han så undrende på hende, skønt hendes bekymring jo sådan set var reel nok siden han nu var kommet væltende ind på hendes enemærker. ”Nej,” gispede han, ”i hvert fald ike medmindre du giver mig en grund til det.” Hun skulle ikke få nogle fikse ideer med at tilkalde aurorne. Netop for at undgå den del tilføjede han så, ”jeg blev forfulgt af nogen, så jeg transfererede mig hertil, men jeg kan godt fornemme det er noget tid siden jeg har været her, for det har ikke altid været en blomsterbutik er jeg ret sikker på.” Han hold hånden over det blødende sår og forsøgte at komme på benene.
De blå øjne blev tvivlsomt rettet imod eliksiren hun rakte frem mod ham. ”Nu prøver du vel ikke at forgifte mig?” Det gik han nu ikke ud fra, men altså det var svært at stole på de pelsløse -varulvejagere kom i alle afskygninger.

[Deleted]

Hun lyttede til hvad han fortalt mens hun fra tid til anden kiggede op imod førstesalen. Der var stille for nu, så var Melody forhåbentlig faldet i søvn igen. 
Blikkede hvilede igen på manden. “Jeg åbnede butikken her for to måneder siden. Før det lå der vel en anden” hun var ikke helt sikker på hvilken, men altså noget havde der jo været. 
Hun kiggede imod døren ud til gaden, så igen op mod Melody og til sidst fandt øjnene hen på ham igen. “Tror du de kommer efter dig? At de ved du er er?” 
Hun så godt hans skeptiske blik, som hun rakte ham eliksiren, men fandt det alligevel underligt at han troede hun var ved at forgifte ham. “Nej, er der da behov for det? Det hjælper imod skræmmer og skader. Jeg tænker ikke det er blødt at lande i en masse potteplanter” konkluderede hun så og gav ham eliksiren.  Bare han så ville tage imod den.  

[Deleted]

Med de blå øjne fulgte han hendes blik mod trappen. Havde hun en sur mand sovende deroppe siden hun virkede lidt smånervøs omkring det. Han koncentrerede sig om at lytte, men det eneste han kunne høre var et ur der tikkede et eller ande sted.
”Hmm.” Han nikkede som var han tilfreds med det svar, og forsøgte så at rette sig helt op Såret i siden var ufattelig smertefuldt og det tvang ham til atter at bukke sig lidt sammen. Han var ellers en temmelig høj mand.
Han rystede på hovedet, ”nej, de ved ikke hvor jeg transfererede mig hen.” Konkluderede han sikker i sin sagm hvorefter han tog imod eliksiren hun fremrakte ham. Han duftede lidt diskret til den, heldigvis kunne han opsnuse de fleste af ingredienserne bare ved at holde den i hånden. Fordelen ved de forstærkede sanser. Umildbart virkede den sikker nok. Han tog en hurtig tår, jo den smagte også fredelig. Han tømte den og rakte den lille tomme flaske frem mod hende. ”Jeg må hellere komme videre,” Han begyndte at humpe frem mod døren, han var mere forslået og øm end han lige havde regnet med og såret i siden blødte stadigvæk.

[Deleted]

Det var en meget surrealistisk oplevelse pludselig at have en forslået mand liggende i sin butik, og Natacha var faktisk ret usikker på hvad man lige gjorde i en sådan situation. Hun havde selvfølgelig givet ham en helende eliksir, men måden han duftede til den fortalte hende også at han ikke var hvem som helst, ligesom han lød til at være stukket af fra nogen. Var han mon i problemer? og i så fald hvilke? Det var dog rart at få bekræftet, at de folk der var efter ham, ikke vidste hvor han var nu og taget hans udseende i betragtning, ville de nok ikke gætte på en blomsterforretning som noget af det første. 
Efter at han havde tømt flasken tog hun igen imod den, mens hun så så til mens han forsøgte at rejse sig. Han så ud til stadig at have ondt og Natacha fik dårlig samvittighed over at lade ham gå sådan. Hun stillede derfor flasken fra sig og råbte ham an. "Vent! Er du sikker på du er klar til at gå? Er det overhovedet sikkert for dig?" Natacha havde alle sine dage været en kærlig person, som satte andres behov foran sine egne, og det blev også tilfældet her. Han skulle da ikke noget steder i den tilstand. "Vil du ikke med ovenpå lidt først? Min datter sover... forhåbentlig, hun vågnede af larmen, men det lyder stille deroppe fra igen, og jeg har frisk kaffe på kanden." Hun så imod hans humpende skikkelse. "Du kunne jo hvile benet lidt og.. lade faren drive over og når du så er frisk, tage videre."

[Deleted]

Lucifer var allerede godt på vej hen mod døren -eller så godt som han nu formåede i sin stadigvæk sårede tilstand. Han tøvede som hun kaldte på ham. Egentlig ville han bare helst finde et eller andet sted han kunne få hvilet lidt, han var ret rodløs og havde derfor ikke rigtigt nogen steder at tage hen. Det lød måske ikke som et liv for hvem som helst, langt de fleste folk kunne jo godt lide at have et sted de kunne kalde hjem.
For Lucifer bestod "hjem" lige nu af en gammel faldefærdig efterladt vila lidt udenfor Glasgow. Det var for langt at transferer og stedet havde ikke nogen fungerende pejs eftersom det jo var efterladt og han helt ikke ønskede at nogen skulle finde ham der.
Han vendte sig langsomt rundt og lod overvejende blikket løbe over hende, Måske skulle han lige tage en kop kaffe og lade eliksirens virkning træde ordentlig ind før han gav sig i kast med den store vandring. Han kunne knap no huske hvornår han sidste have fået en kom kaffe faktisk.
"Byder du tit fremmede forslåede mænd på kaffe, eller bør jeg føle mig heldig?" Der var et let udfordrende og alligevel morende glimt i de blå øjne. Han havde ofte formået at holde humøret oppe selvom tingene så slemme ud. Det var nok måden han klarede sig igennem på. Han frygtede ikke kaos, en del af ham nød faktisk det uforudsigelige.
Som nu, han var blevet jagtet og tæsket af en varulveflok der sikkert ville forsøge at finde frem til ham en skønne dag, men det bekymrede ham ikke mere end at han kunne sige ja tak til denne generøse kvindes tilbud. Han var normalt ikke glad for pelsløse, de var svage individer i hans øjne, men lige nu gjorde det sig nok bedst at behandle hende pænt da hun var hans mulighed til at få lov at blive lidt inde i varmen, hvilket var kærkomment med det våde kolde tøj han var iført.

[Deleted]

Heldigvis fik hendes invitation ham til at stoppe, men hun måtte alligevel tygge lidt på ordene han efterfølgende sagde. Hvad hvis han nu alligevel ikke var til at stole på? Men han var jo stadig såret. Han lød dog flink nok. Igen kiggede hun op imod 1. salen, kunne hun risikere det?
Men helt ærligt, hvor mange ville angribe, efter de faldt ned i en bunke blomster. Desuden så han ret skidt tilredt ud. "Det sker kun når de dukker op midt i mine blomster." lød det så fra hende, før hun vippede lidt tænksom med hovedet, måske var det meget fint lige at forsikre ham om han ikke skulle gøre hende noget, bare sådan helt diskret. "Altså den sidste der var forbi til kasse var Ministeren, så det sker da, men ikke så tit." Det var nok meget at at fortælle lige, at hun altså kendte ministeren for magi og at han ville opdage, hvis der pludselig skete hende noget. 
Manden foran hende så dog ikke rigtig ud til at være i stand til at gøre så meget, men hun burde nok alligevel have taget hans stav fra ham, da hun havde haft chancen, hvorfor havde hun ikke tænkt på det. Nu var det for sent. 
Okay han virkede altså ikke så slem, det skulle nok gå. "Kom med op, vi må dog nok lige få tørret dit tøj før de sætter dig for godt til rette. Hvad var dit navn?" Hvis han skulle med op, var det nok en god ide at vide hvad han hed.

[Deleted]

Lucifers blik blev vendt mod det rod han havde lavet. Det kunne heldigvis hurtigt klares med en simpel besværgelse. ”Hmm.. Det er måske noget der sker ofte?” Han rettede atter blikket tilbage imod hende, et legesygt smil havde fundet vej til hans læber. Lucifer kunne sagtens være charmerende hvis situationen krævede det af ham, men man skulle ikke tage fejl af at han altid ville gøre hvad der var bedst for ham selv. Hans eneste svaghed var hans søn Spencer, som han havde afskåret sig fra efter at have anbragt ham på børnehjemmet, af den simple grund at Zain ikke måtte finde frem til ham.
Et hævet bryn, ”så du er en kending af ministeren?” Han gik ud fra hun mente Ministerne for Magi. Det kunne da godt gå hen og blive interessat.
Endnu et jag af smerte skar gennem ham og han pressede igen hånden mod såren som langtsom var begyndt at heales takket være eliksiren. Han skar en grimasse.
Han så ned af det gennemblødte tøj og forstod egentlig godt at hun fortrak han ikke slæbte vand og mudder med over hele gulvet ovenpå. ”Ja det er måske ikke helt dumt,” svarede han lidt tænksomt og rankede sig lidt. Han mødte hendes blik på ny. ”Lucifer.” Fortalte han sandfærdigt. ”Og dit?” Han så spørgende på hende.

[Deleted]

Natacha grinede let manden her var god til ord måtte hun indrømme og der var da noget over måden han smilede til hende på. ”Lige på det punkt tror jeg du er den eneste, men det er vel også en bedrift at være unik i dag” Grinede hun. Mange ville bare gå i et med mængden og ikke skille sig ud, ham her havde da alligevel sørger for at han blev husket. ”Egentlig var det mere min.. mand. Han var venner med ministeren, så vi holder stadig kontakten” Ikke at det altid fungerede så godt, men hun var Alecander evigt taknemmelig for den hjælp han havde givet oven på ulykken med hendes mand. Hun ville nok aldrig have klaret det uden.
Han præsenterede sig og hun trådte nærmere for at give ham hånden ”Natacha. Øhm rart at møde dig” Noget skulle hun vel sige til ham. Hun gik op ad trappen og forventede at Lucifer fulgte med. ”Badeværelset er bag døren der, hvis du har brug for at vaske dig. Jeg skal lige kigge til Melody og så finder jeg kaffe og småkager til os. Du kan bare sætte dig i sofaen, hvis du når at blive færdig før mig” hun sendte ham et smil og listede så over til en lukket dør, som hun meget forsigtigt åbnede før hun gik ind i det mørke værelse døren skjule.

[Deleted]

Han nikkede ”ja det er i hvert fald hvad rygtet siger.” Erkendte han med et let nik. Alle brændte vel for på en eller anden måde at skille sig lidt ud fra mængden. Smerten var så småt ved at fortage sig. Ikke helt, men det hjalp på det. ”På den måde.” Svarede han lidt tænksomt og tippede hovedet en kende på skrå. ”Var? De er måske ikke venner mere?” Han vendte atter de blå øjne imod hende.
Han tog en smule tøvende hendes hånd og rystede den. Han var ikke vildt begejstret for ikke-varulve, men nu hvor hun hjalp ham var det nok det mindste han kunne gøre. Heldigvis for ham var han ufattelig dygtig til at lyve og fake, så på den måde kunne han tit charme sig ind på folk uden egentlig at have nogen interesse i dem. ”Det havde sikkert været mere rart for dig at møde mig, hvis ikke jeg havde ødelagt hele dit blomsterstativ.” Påpegede han og kastede et blik bagud mod roderiet.
De nåede op af trappen og Lucifer nikkede til hendes tilbud om badeværelset. ”Det må jeg sige, det er en ret god service, jeg skal nok anbefale din butik ude i byen.” Sagde han morende før han forsvandt ud på badeværelset. Han fandt sin stav frem og brugte en besværgelse til at tørre tøjet. Nu hvor såret var ved at heale havde han lidt mere overskud til den slags. Han løftede op i gevanterne og kunne det stadigvæk blødte, dog ikke helt så meget som før. Der var allerede blodige mærker på hans tøj, så det ville ikke gøre den store forskel om han lod blusen falde. Når han lige fik mulighed for det, måtte han rense såret så det ikke blev betændt, men for nu lod han det være.
Han pjaskede lidt vand i hovedet for at få det værste mudder af, og forlod så badeværelset. Han fandt stuen og gik ind, dog satte han sig ikke ned i sofaen, han var trods alt stadigvæk beskidt.

[Deleted]

Det var egentlig dejligt nok med lidt selskab. Det fraholdt Natacha fra at tænke på hvor træt og udmattet hun egentlig var, og det var rart nok generelt at møde nogle nye mennesker. Der var ikke meget tid til at socialisere uden for hjemmets fore vægge med en nyåbnet butik og en baby. “Desværre ikke. Jeg mistede min mand i en ulykke for et lille års tid siden. Han... han døde i forsøget på at rede en ung troldmand” det var svært at snakke om, og hun savnede ham meget. Han havde ikke engang nået at se deres lille datter, da ulykken skete 3 måneder før Natacha fødte. Heldigvis jokede han lidt med det pludselige møde hvilket fik hende til at trække på smilebåndet. “Måske, jeg tager hvad jeg kan få” hun listede ind til Melody som heldigvis var faldet i søvn, så hun var hurtig ude igen og lukkede døren, før hun så hentede kaffe og kage i køkkenet. “Sid endelig ned”

[Deleted]

Lucifer havde sommetider en smule svært ved at sætte sig ind i sorg. Han havde kun oplevet det ganske få gange selv, fordi han var så afskåret fra folk. Han lukkede aldrig nogen så tæt ind at det ville gøre ondt at miste dem. Ikke længere. Han betragtede hende kort, ”Det gør mig ondt,” sagde han så. Nok mere af pligt end fordi han egentlig mente det, men han lød overbevisnede nok i sin udtalelse.
Igen forstod han nok bare ikke helt det behov for at lade folk komme tæt på, men han levede selvfølgelig også et lidt farligt liv kunne man sige. ”Han var måske auror?” Det plejede at være i det fag man mistede sine kære når de forsøgte at redde andre. Det kunne naturligvis også være i et komplet andet henseende, det var bare et bud.
Han koncentrerede sig kort og lyttede som hun forsvandt ind på værelset. Han kunne høre svagt høre barnets tunge åndedrag skønt han stod et godt stykke fra døren. Endnu en fordel ved at være tildelt gaven som varulv.
Da hun vendte tilbage faldt blikket igen ned af det beskidte tøj da hun bød ham at sætte sig. ”Måske du har et tæppe jeg kan sidde på så jeg ikke sviner din sofa til?” Han rettede de blå øjne imod hende. Det faldt ham aldrig særlig naturligt at være venlig overfor folk, men hun gjorde det næsten umuligt ikke at være det. Han undskyldte sig atter lidt med at det også var fordi han havde brug for at slappe lidt af inden han begav sig videre og derfor ikke ville have hun smed ham ud.