Hvad Byder Du Uventede Gæster?

[Deleted]

Hun fik lukket døren ind til Melodys værelse og gik ud til sin gæst, for at svare på hans spørgsmål. Det var svært at snakke om Ben, det var faktisk ikke noget hun rigtig gjorde fordi det stadig gjorde for ondt hos hende. Livet var så uretfærdig på den måde. Hun sukkede lidt og lod blikket falde til jorden, før hun samlede energi nok til at skjule den triste mine og fremmane et smil igen. "Jo, han var auror, men det var ikke derfor han...  Han havde fået fri, og var på vej hjem. Vi skulle male børneværelse, så det blev klar til Melody, men så på vejen hjem... Der... Han mødte den her unge troldmand, som... som ikke kunne styre sin magi, han var vred over et eller andet og Ben ville hjælpe ham... men... men han kunne ikke styre sin magi.... " Hendes øjne blev blanke og hun stod og nulrede det nederste af hendes bluse med fingrene. "En forbandelse ramte ham hårdt i brystet, og.. og.. så var han væk." Hjertet bankede så hårdt i brystet på hende at det gav genlyd i hendes ører. Det var svært at skubbe følelserne væk og det gjorde ondt inde i hende. Men der var intet andet at gøre end at finde en måde at komme videre på, præcis som dengang hun havde mistet sine forældre. Dengang havde hun haft @oliver at tager sig af, og nu var det lille Melody hun skulle være der for. Det var ikke en mulighed at bryde sammen eller at opgave. Det var der bare ikke plads til i hendes liv. 
Hun smilede prøvende, da han spurgte efter et tæppe. Det var venligt af ham at tage hensyn til sofaen. "Jo undskyld. Øjeblik." Hun skyndte sig hen til at skab, hvori hun fandt et tæppe, som hun rakte ham. "værsgo, det gør ikke noget, at det bliver beskidt." Hun tøvede lidt og så på kaffen, der var blevet stillet på bordet. "Skal du have noget i?"

[Deleted]

Skønt hun fremstod rolig som hun snakkede, kunne Lucifer koncentrerer sig om hendes hjerteslag og høre hvordan det blev sat op i tempo som hun fortalte om episoden. Han lyttede uden at sige noget til at starte med. Igen var Lucifer nok ikke den allerbedste til empati, men han forsøgte alligevel. ”Hvor frygteligt.” Svarede han i en sørgmodig mine. ”Det må have været svært, og så med et barn på vej,” Han tippede hovedet let på skrå og sendte hende et let bedrøvet blik. Han kunne se og fornemme på hende hvor påvirket hun blev af at snakke om det.
Han tog imod tæppet som hun rakte til ham og foldede det ud over det stykke af sofaen han kort efter satte sig ned på. ”Nej ellers tak.” Svarede han og betragtede hende lidt. ”Hvor længe havde I været gift?” Spurget han så videre ind til hendes mand. En del af hans nysgerrighed var alligevel vækket, hun så ikke så gammel ud, men altså udseendet kunne jo altid snyde.

[Deleted]

Natacha skævede lidt til den fremmede og satte sig i sofaen lidt fra ham. Ikke fordi hun var bange eller noget, han virkede sådan set flink nok, mere fordi hun med sine spørgsmål var på vej ind på meget privat grund. ”Vi var gift i næsten to år. Men - “ hun fnøs let i et lille smil som tankerne skyllede ind over hende. ”Jeg forelskede mig i ham allerede da jeg som 18 årig var i praktik i ministeriet..” Hun havde set Ben en af de første dag og havde endt med at spørge ham om vej, da hun havde haft svært ved at finde rundt. Han havde hjulpet hende og det var endt ud i en date. ”Det er desværre ikke første gang jeg står i en sådan situation. Men… nej ik noget. Jeg skal ikke sidde her og fylde dine ører med dårligdom” Hun sank en klump og tog så koppen op til læberne for at drikke af den mørke væske. Det havde bestemt været hårdt at miste Ben, særligt fordi hun ikke engang havde sine forældre til hjem. Hun havde været så alene da hun var gået i fødsel og havde ikke rigtig andre end Oliver. Ham kunne hun ikke kræve for meget af, skønt han var god til at hjælpe hvor han kunne. Men han skulle jo også ud og leve sit liv.

[Deleted]

Han forsøgte inderligt at virke forstående overfor hvorfor nogen folk i det hele taget valgte at gifte sig. Hele det der romance virkede som noget der gav flere problemer end noget andet. Følelser kom ofte i vejen for at tage “de rette beslutninger”, hvis ikke man kunne abstraherer fra dem. Såsom han havde gjort da han havde fundet ud af han havde en søn. Han vidste at han aldrig ville kunne give knægten et ordentligt liv, så han afleverede ham på børnehjemmet uden så meget som at fortælle ham hvem han var.
Han rynkede let på brynene, ”vi har vel alle vores spøgelser fra fortiden,” svarede han så med et let skuldertræk, ”så dårligdom skræmmer mig nu ikke, fortæl bare.” Opfordrede han hende så. Selvfølgelig kunne det godt være at hun bare ikke havde lyst til at sidde og krænge sin sjæl ud til en helt fremmede og det var nu også okay, men så måtte hun jo bare sige det.

[Deleted]

Lucifer virkede utrolig venlig og meget tilbagelænet, hvilket gjorde at Natacha for en gang skyld følte at hun kunne sige nogle ting uden at føle sig som en kæmpe byrde. Den del hadede hun. Hun kunne godt klare sig og ville ikke pusles omkring. Så hellere lade være med at snakke om tingene, men manden her virkede ikke til at tage det helt på sig på samme måde som andre gjorde det. Her kunne hun få lov at snakke og så sagde han noget uden at det blev total følelsesdybt. Det var enormt befriende. Hun tav et øjeblik før hun så fortalte. "Jeg mistede mine forældre for fem år siden i en ulykke. Noget med en billist, der ikke så sig ordentligt for... Min lillebror var kun 12 dengang, så.. Ministeriet ville sende ham på børnehjem, men jeg ved godt hvordan det er der. Det er kun virkelig få steder at børnehjemmene faktisk er ordentlige. Mange steder er forstanderne gammeldags eller de sender børn ud til forkerte familie eller den slags, som faktisk kun skader børn til at blive indelukkede og ufungerbare... Nå ligemeget, min pointe er at jeg endte med at få overtalt ministeriet om at Oliver skulle bo hos mig og jeg så kunne være hans værge til han bliver myndig. Nu går han så på 7. år af Hogwarts så det fint nok." Forklarede hun og så over på manden igen. Det var virkelig mærkeligt, at der bare sad en fremmed mand i hendes sofa, men han var jo kommet til skade og havde bestemt ikke virket til bare at kunne tage videre. Som hun så på ham, gled en bekymret skygger over øjnene på hende. "Hvordan går det egentlig med dig? Jeg fik aldrig spurgt til dine skader. Var eliksiren nok? Eller skal jeg finde noget til dine sår?" Der havde været blod på gulvet omkring ham hvor han var landet, så ham måtte jo have nogle sår et eller andet sted.

[Deleted]

Lucifer var ret dygtig til at maipulerer folk. Han havde gjort det gennem mange år. Det var vel også manipulation når han sad her og lyttede og forgav at være interesseret, men i virkeligheden mente at “ikke-varulve” var noget så ynkelige. Han lyttede aldrig på sine følelser, eller i hvert fald yderst sjældent, så at andre gjorde var helt underligt for ham. Det virkede bare så...svagt og unødigt.
Dog fangede det alligevel hans opmærksomhed da hun nævnte børnehjem. Primært fordi han jo selv havde afleveret sin eneste søn -og eneste svaghed, på et børnehjem. Han havde fulgt en smule med på sidelinjen og vidste Natacha havde en pointe i det med familierne. Spencer havde været i flere forskellige familier, men han blev sendt tilbage igen og igen.
Lucifer tog sig selv i at space ud fordi han havde været forsvundet i sine egne tanker for en kort stund. Han vendte atter tilbage og blev nærværende. ”Så faktisk kan man sige du næsten har to børn.” Han sendte hende et afmålt smil. ”Og stadigvæk overskud til at tage sig af en såret fremmed som komme væltende.” Smilet voksede lidt. Det var i sandhed en tragisk historie. Han havde selv mistet sine forældre, men det hørte alt sammen fortiden til.
Lucifer løsnede lidt grebet i siden hvor han holdt sin hånd over såret. Hånden var blodig som han fjernede den, men han slog lidt ud med den, ”det stopper nok om lidt.” Det var der nu nok en ret god chance for det ikke gjorde, men han var lidt nervøs for om hun ville stille spørgsmål hvis hun så såret.

[Deleted]

For Natacha var der ikke noget med at brokke sig eller klage over at livet var hårdt. Det var som det var og hun var vokset op med indstillingen om at man ikke skulle brokke over noget man ikke kunne ændre på. Hun måtte bare hænge i og så ville lykken vel også tilsmile hende engang igen. Derfor bagatelliserede hun også lidt hans ord om to børn. "Jeg havde ikke meget valg jo. Jeg kunne ikke bare sætte ham af på et børnehjem. Desuden havde jeg Ben dengang og Oliver var jo på Hogwarts det meste af tiden der. Melody kom jo først for et år siden. Der var Oliver 16 og har virkelig været en god støtte." Det var egentlig ganske rart med Oliver omkring, særligt for at hun ikke skulle føle sig alt for ensom. Natacha havde svært ved at indrømme over for andre at det var hårdt at være alene, men det kunne godt nogengange blive ensomt. Hun savnede nogengange en der kunne snakke med hende når Melody var langt i seng, en som kunne få hende til at slappe af og bare nyde lidt tid sammen med. Det var der bare ikke plads til at finde. "Skulle jeg bare lade dig ligge da? Beklager, men sådan er jeg ikke. Desuden tror jeg på, at det gode kommer igen." forklarede hun. Det var hendes tankegang for at komme igennem livet. 
Måske kendte hun ikke manden der var faldet ned i hendes butik, men hun kunne jo ikke bare smide ham ud når han var såret. Hun så på mandens hånd der måtte have holdt på såret, den var hvert fald rød af blod nu, og så så forskrækket op på ham. "Du bløder jo!" Næsten råbte Natacha i chok, men fik hurtigt lukket læberne godt sammen mens hun lyttede efter lyde fra børneværelset. Bare hun nu ikke havde vækket Melody? Det virkede heldigvis ikke sådan, hun kunne hvert fald ikke høre noget. Blikket faldt igen på manden. Denne gang et strengt næsten moderligt blik. "Bliv her og hold dig i ro." 
Derpå forsvandt hun ud i køkkenet, hvor hun fandt en klud og noget forbinding. Kluden samt en balje med vand blev stillet på sofabordet, før hun satte sig hen foran ham, så hun kunne kigge på såret. "Lad mig se det." bad hun i en blid tone.

[Deleted]

Han lyttede til det hun fortalte med en rolig mine. Han havde sat Spencer af på børnehjem, men han var på intet tidspunkt i tvivl om at det havde været det rette valg, for de begge, også selvom det betød at knægten måtte lærer at finde ud af alt det med af være varulv af sig selv. Han kunne jo bare vælge at lukke af for det som så mange andre gjorde, men det var selvfølgelig svært hvis ikke man vidste hvordan. ”Sommetider kan børnehjem være den rette løsning, men jeg forstår nu godt at du ikke ville “lade ham i stikken” som man siger.” Svarede han roligt.
”Nej du har ret, det ville nok skræmme kunderne væk i morgen.” Svarede han i en tør humoristisk tone. ”Ay det gode kommer igen? Det lyder en smule eventyragtigt.” Måtte han erkende.
Hendes udbrud fik også ham til at kigge ned imod sin blodige hånd. Han var stadigvæk ikke meget for at hun skulle pleje hans sår, men på den anden side ville hun nok stille mindre spørgsmål end Skt. Mungos ville. Han hævede et bryn som hun bad ham sidde stille. ”Bare rolig, jeg løber ingen steder.” Svarede han med et skuldertræk, skønt tanken kort havde strejfet ham. Desværre måtte han nok erkende -til sin egen ærgrelse, at han havde brug for hendes hjælp.
Han sendte hende dog et lidt misbilligende blik da hun bad ham om at få lov til at se, men endte alligevel med at løfte lidt op i de efterhånden temmelig blodige gevandter så såret fra tydelige klomærker kom til syne.

[Deleted]

Det var lidt underligt som Lucifer virkede til nærmest at forsvare børnehjemene, men havde havde vel sige grunde, som hun ikke lige forstod sig på i øjeblikket. sandheden var dog at hun havde kunnet få forældremyndigheden over sin lillebror og det havde været bedst i den situation. Hun smilede så lidt af hans drilske kommentar omkring hvad kunderne ville sige til hvis han stadig lå der, hun måtte dog trække lidt på skuldrene af hans beskyldning om at være eventyrsagtig. Til dels forstod hun ham godt, men hvor ville verden ikke værre hvis ingen troede på en optimistisk fremtid. "Tja, måske lyder det dumt, men jeg skal ikke være den der sætter en kæp i hjulet. Hvis jeg har mulighed for at hjælpe nogen i nød, så gør jeg det. Om så det er fordi han falder ned i min butik og smadre mine ting." Det var lidt en hentydning til Lucifer, ikke fordi hun mente han skyldte hende noget, for godhed var ikke noget man skulle holde regnskab over, men hun havde bedre bedre med sig selv ved at have den holdning til livet. Alt dette dog uden at være naiv omkring det.

Hun fik hentet kluden og skulle til at rense såret, som han jo måtte have fået fra nogle af potteskårene, men som han løftede op i skjorten og gjorde klomærkerne synlige. Hun så overrasket op på Lucifer med store øjne. "Du godeste! Hvad har du dog lavet?" Spurgte hun så men begyndte så at rense såret, for derefter blidt at forbinde ham.

[Deleted]

Han kunne ikke lade være med at være en smule fascineret af hendes godmodige væsen. Tænk at hun kunne være så afslappet og blid omkring en mand som ham, som hun jo sådan set ikke engang kendte. Han var indbegrebet af problemer og alligevel sad hun der med et smil og snakkede som om han var hedes nabo der var kommet på besøg. Der var noget bemærkelsesværdigt over det.
"Og det siger du som om det er det helt normale i verden." Svarede han med antydningen af et smil i den ene mundvig.
Den ældre varulv skar en grimasse som blusen blev løftet og såret kom til syne. Det var heldigvis ikke så dybt som det ville have været hvis det havde været der fuldmånen at kampen havde fundet sted. På den anden side ville han så også have haft sin pels til at beskytte sig. "Det er en lidt...lang historie." Svarede han en kende kryptisk og så ned på hende som hun gav sig til at rense hans sår.
Han skar en voldsom grimasse over den svigende smerte der skød igennem ham idet hun rensede såret. Han ville gerne sige at han ikke var en piveskid, men det gjorde forbandet ondt! Han sukkede lidt og tippede hovedet på skrå som hun gik igang med at forbinde hans sår. "Varulve," endte han så med at afsløre. Bare for at se hvad hendes reaktion mon ville være.

[Deleted]

Hun havde allerede konkluderet en gang denne aften, at det kun var sket en gang, at nogen var faldet ned midt i hendes butik. Alligevel var det meget sjovt at høre ham kommentere på det igen, men okay hun havde nok lagt lidt meget op til det selv. Det gjorde nu også bare stemningen lidt nemmere, mens hun fik renset såret. Det så virkelig voldsomt ud, hun forstod godt det ikke havde lukket sig ved den eliksir hun havde givet ham tidligere. Den var jo mest til småskader. Dette her var alligevel stort. 
Hun rynkede brynene da han prøvede at feje fortællingen af med at det var en lidt lang historie. Det havde hendes jo også været, men hun havde fortalt den alligevel. Hun ville dog ikke presse ham, så hun måtte vel bare acceptere det. Til sidst kastede han dog et enkelt ord i hendes retning. varulve... Som i at det var en varulv, der havde kradset ham?! Instinktivt kiggede hun ud ad vinduet op på nattehimlen, for lige at tjekke månens status; halvfuld, ca. så der var ingen overskyggende fare ved at blive kradset af en varulv. "... Bare man ikke bliver bidt" nåede hun lige at få sagt, før der igen lød en rumsteren rundt nedenunder. Hun rynkede brynene, det kunne da ikke være Oliver, og døren ud til gaden var låst. i let chok så hun op på Lucifer, hvis det var ham de var efter, ville der være problemer, og Melody lå jo og sov lige inde ved siden af. Natacha måtte tænke hurtigt, og tage noget hurtige valg. Heldigvis havde hun været vant til at tænke under pres, så hun fik hurtigt sat en plan op. "Bliv her. Uanset hvad der sker så sig ikke den mindste lyv."  
Derpå rejste hun sig, lagde kluden på bordet og skyndte sig nedenunder.

Nede i blomsterforretning var der igen potter, der lå smadret og denne gang stod der to mænd midt på gulvet. Hun gik forsigtigt nærmere og prøvede at virke rolig. "Godaften D'herre. Jeg har desværre lukket som i måske kan fornemme, Så jeg må bede jer komme igen i morgen." lød det roligt fra hende. Hun var nået helt ned af trappen nu, men holdt alligevel en fornuftig afstand til de to nytilkomne. Den ene var en lang tynd mand med spidst næse, den anden en lav lidt hjulbenet fyr med overskæg. De så ikke ud til helt at have for mange brikker at flytte med, eller... De besad hvert fald ikke en politikkers tankespil, noget der måske kunne komme til Natachas fordel. "Åh Hej der, Hør her dame, vi leder efter den her fyr, vi er ret sikre på han har været her?" lød det fra den høje mandsperson. Natacha overvejede om det var Lucifer de talte om, men uanset ville hun ikke stikke ham. "En fyr? Beklager men her er kun mig og min datter. Der må jeg alligevel skuffe jer" Modsat før, hvor hun havde snakket med Lucifer, der var kommet dumpende, så modstod hun denne gang at kigge op imod førstesalen. De skulle ikke der op, det var helt sikkert! "Nøøh vi kan ligesom lugte at han er her. Hvor gemmer du ham?" Tilføjede den lave mand så og trådte et skridt hen imod hende, mens han virkelig snusede rundt i lokalet.
Natacha stivnede kort, hvis dette virkelig var varulve, så ville de have skærpede sanser, også i deres menneskelige form. De ville måske kunne dufte blodet fra Lucifer?! Med andre ord, hun måtte gøre noget! Hurtigt scannede hun sine muligheder, samt konkluderede, hvad der kunne give mening, da hun så fik en ide. "Jamen fint, hvis ikke I tror mig."  Hun trak hurtigt sin stav og svang den så et hav af duftlys på en hylde nærved blev tændt, og der spredtes en kræftig duft af både Roser og lavendel. De ville umuligt kunne lugte Blod igennem den duft. "Så er her lyst nok til at I kan se, at her ingen er."

[Deleted]

Lucifer forsøgte virkelig at fokuserer på alt andet end smerten fra såret lige nu, som hun roligt rensede det. Det sveg voldsomt meget. Dem der havde været varulve gemmen flere år og som havde valgt at "lukke ulven ind" ville kunne kunne lære at kontrollerer enkelte dele af ulven, såsom øjnene, tænderne og kløerne. Og naturligvis de skærpede sanser, men de lå der under alle omstændigheder, nogen varulve -primært dem som så biddet som en forbanselse, havde dog lært at lukke lidt af for det. Men det krævede ufattelig meget selvkontrol.
Han hævede brynene ved hendes kommentar og skulle lige til at svare hende at det skib var sejlet for længe siden, men så hørte han noget rumstering nedenunder og rettede i stedet de vagtsomme blå øjne imod gangen hvor trappen førte nedenunder til butikken.
Lucifer skulle til at protesterer, han hadede at blive fortalt hvad han skulle gøre og desuden så ville han ikke beskyttes af en kvinde. Alligevel forholdt han sig tavs. Hvis det var varulvene som havde været efter ham tidligere, hvilket han havde en god ide om at det kunne være, så ville de finde ud af at han var her anyway var han ret sikker på.
Han så efter hende som hun langsomt forsvandt ned af trappen og rejste sig fra sofaen. Han rettede sit tøj og forberedte sig mentalt til at tage flugten, skulle det blive nødvendigt. Han fokuserede på deres stemmer og kunne svagt gøre dem nedenunder. Han lyttede med, de var ikke overbevist om hans manglende tilstedeværelse. Selvfølgelig ikke, hans duft var overalt nedenunder, heldigvis kunne blomsterne måske godt sløre den lidt.
Meget langsomt listede han hen mod toppen af trappen, han fandt sin tryllestav frem i tilfælde af at det skulle blive nødvendigt.

[Deleted]

Der skulle ikke gå længe, før der virkelig begyndte at lugte i butikken. Egentlig ville man nok bruge ordet "Dufte", men duften var så kraftig og kunstig, at det simpelthen blev enormt kvalm at stå i. Og det var selv for hende, det måtte være minimum 10 gange værre for en varulv. Hun vidste deres sanser var bedre, hvor meget vidste hun ikke, men hvis det stank for hende, måtte det bestemt være værre for dem!
"Ser I noget, som I vil have med jer, eller har i fået nok?" Spurgte hun så mens hun fortsat bevarede roen. Hun vidste at slaget i sandhed var tabt hvis hun gik i panik. Hele pointen var at holde hovedet koldt og holde dem hen med snak til hun vidste hvordan hun skulle få dem ud.
De to indtrængende så ikke ligefrem ud til at være tilfredse, og mens den ene gik hen for at kigge bag skrænken, trådte den anden helt tæt ind til Natacha og så truende ned på hende. "HØR HER DAME! NU HOLDER DU BARE DIN FEDE KÆFT, HVIS DU VED HVAD DER ER GODT FOR DIG SELV! LAD OS SÅ KOMME TIL, SÅ SKAL VI NOK BESTEMME OM DU ER ALENE ELLER EJ!" Derpå fejede han hende til siden ved at skubbe en arm i maven på hende, der kort fik hende til at miste pusten. og banke ind i en reol med forskellige tørrede blomster, hvilket ligeledes gav et brag. Natacha mærkede hvordan hun skrabede den ene arm ret grimt og mærkede følelsen af at der gik hul på albuen. Skønt! 
Hun nåede dog ikke at tænke videre over det, for i samme nu lød en hjerteknust gråd fra førstesalen; Selvfølgelig var stakkels Melody vågnet af manden råben. Nu skulle der virkelig tænkes hurtigt for at de to mænd i begav sig ovenpå. De skulle ikke i nærheden af hendes barn og der skulle ikke opstå kamp deroppe! 
Natacha så sig omkring efter ideer til hvad hun kunne gøre, og det gik op for hende, hvor meget de to indtrængende allerede havde fået kastet rundt med hendes ting. Det lignede jo Jerusalems ødelæggelse, og hun var havde ellers lige fået det så fint i butikken. mens hun kiggede fik hun øje på nogle tørrede blomster, og som hun så op, mødte skæret fra lyset hendes øjne. Nu vidste hun, hvad hun måtte gøre. Bare hun kunne få dem ud hurtigt efterfølgende! "Og nu har så også vækket min datter. Gider i gået at forsvinde!? Jeg melder jer til..." På dramatisk vis hold hun inde da lyset i rummet nu blev skarpere, hendes plan havde virket, nu skulle hun bare skynde sig om at følge den til dørs inden tabet blev for stort. "HVAD FANDEN HAR I GANG I!? DET BRÆNDER JO!! HVEM ER DEN IDIOT, DER HAR SMIDT BLOMSTER OVER I LYSENE. DET BRÆNDER FOR HELVED.!" Indvendigt undskyldte hun tusind gang til Melody for også at råbe, men hele ideen med ilden var jo at skabe panik og få dem ud. "FORSVIND FRA MIN BUTIK! NU!! ELLERS SÅ HENTER JEG MINISTEREN, HVEM JEG FAKTISK ER RET GODE VENNER MED OG SÅ HAR FINANSIERET MIN BUTIK. SÅ KAN I JO FORTÆLLE HAM  OM HVORDAN I BRANDER HANS TING NED!" Det kunne godt være at mænd var store og stærke, men var der noget Nat havde lært af sin mand, så var det at mange mænd var bange for en sur kvinde, hvilket hun derfor lagde for dagen. Hun bad bare til at hun ikke var så overbevisende, at Lucifer besluttede sig for at komme ned. Ligesom hun bad til at de to mænd ville skynde sig ud, så hun kunne få slukket ilden inden den spredte sig.

[Deleted]

Selv oppe på førstesalen nåede den fæle lugt fra de mange duftlys hans næse. Han skar en grimasse og tog nærmest helt automatisk en hånd op for at dække sin næse. Lucifer stod stadigvæk skjult for de to mænd, men havde et rimelig godt udsyn til hvad der foregik nede i butikken. Han så hvordan den ene varulv gav hende en albue i maven og skubbede hende af vejen. Enhver anden, mere heroisk person, ville nok være trådt ind og have taget kampen op, men Lucifer havde nu aldrig været helte-materiale. Han tænkte for det meste kun på sig selv og hvad der var bedst for ham i de givende situationer.
I det samme lød der gråd inde fra det værelse som Natacha før havde lukket døren til. I et par hurtige skridt var Lucifer henne ved døren. Helt lydløst fik han skubbet den op og gik ind. Han var ikke helt sikker på hvad der foregik nede i butikken lige nu, han vidste bare at han måtte have den lille pige til at være stille.
Roligt bøjede han sig ned over sengen og tog hende op. Han havde aldrig været glad for børn, men selvom hun lod til at være lettere forvirret over hvem denne fremmede der lige havde taget hende op var, lod hun til at falde en smule ned. Om det var i chok over ham vidste han dog ikke.
Roligt hævede han sin tryllestav, og transfererede datteren og ham selv ned i baglokalet neden i stueetagen. Her havde mændene tydeligvis allerede kigget kunne man se på det rod de havde efterladt, så hvis de gik ovenpå nu ville de kun finde en tom etage.
I det samme hørte han kvinden råbe noget om at det brændte. Stadigvæk med Melody i armene, kiggede forsigtigt ud gennem en lille sprække i døren for at se om situationen var under kontol eller om der var grund til panik. Han håbede at de to kødhoveder ville opgive deres færd og "stikke halen mellem benene". Indvendigt morede han sig lidt over det lille ordspil.

[Deleted]

De to mænd så på hinanden, som var de usikre på hvad de skulle stille op og ventede på den anden tog initiativ til noget. Denne usikkerhed udnyttede Natacha til at gå et truende skridt tættere på dem. ”Her er kun mig og min datter og jeg vil gerne bede jeg om at gå. Jeg kender ikke noget til hvem end I lever efter, men prøv da evt nede på kroen. Jeg hørte noget tumult dernede tidligere, og lad mig så være så jeg kan redde min butik, medmindre I gerne vil betale mig en ny!” ordene var bestemte og hun sendte dem et blik som kun en kvinde kunne. Heldigvis efter lidt tøven vendte de to om og Kort tid efter hørte klokken over døren. Natacha faldt udmattet lidt sammen på gulvet, men fik dog peget sin stav mod flammerne, så hun kunne få dem slukket. Så kiggede hun imod førstesalen. Der var blevet stille deroppe. Bare Melody var okay. Hun skyndte sig hen imod trappen og kaldte med stor bekymring i stemmen. ”Melody?!” ikke at hun forventede barnet svarede, men måske Lucifer ville. Hun havde hvert brug for at vide at datteren var okay.