Hvad Byder Du Uventede Gæster?

[Deleted]

Der var pludselig mange ting at tage stilling til lige nu, og at hun sad med bar overkrop var ikke just det der lå først for.
Hun kiggede nærmere på Lucifer, de havde ikke kendt hinanden længe, men på den korte tid de havde delt, havde han sørget for hendes datter og også hjulpet hende. Hun havde tilbudt at overnatte og for, hvad der føltes som kort tid siden, havde hun spurgt om han ville blive til i morgen, fordi hun selv var bange. Hun følte sig ikke bange omkring Lucifer, men selvfølgelig gjorde den nyfundne viden omkring ham hende noget nervøs.
Hans spørgsmål fik hende til at trække på skuldrene. ”Jeg er ikke stødt på mange varulve i mit liv, men.. I findes vel i lige så mange afskygninger som vi… ikke-varulve. “ Hun ville ikke bruge ordet pelsløse, men mennesker var vel også en forkert betegnelse, da hun dermed underforstået ville påstå at varulve ikke var mennesker. Og sådan havde hun det hvert fald slet ikke!
”Jeg bad dig selv om at overnatte, fordi jeg ikke ville være alene efter det… besøg før. Men… jeg er ikke sikker på jeg får sovet under alle omstændigheder. Ikke nu. Undskyld. Du er selvfølgelig fortsat velkommen til at blive. Jeg ville ikke kunne få mig selv til at smide dig ud nu…” Hun skævede igen imod månen. ”Men vi lige finde ud af hvad vi gør. Hvor… hvor mange nætter har du?” egentlig havde de jo kun snakket om at han skulle blive til i morgen, men hvis han ikke havde sit eget, så ville hun ikke smide ham på gaden. Ikke før fuldmåne hvert fald.
Hun vendte igen ryggen til ham og trak de lyse lokker frem foran den raske skulder. En tid sad hun tavst og bare kørte fingrene igennem håret. Hun måtte bide tænderne sammen mens han regnede såret, og der kom også små lyde fra hende, som fortalte at det sveg. ”hvor længe?” spurgte hun så endelig efter at have siddet i ellers stilhed.

[Deleted]

Lucifer trak let på skuldrene. "Ja det vil jeg mene." Besvarede han roligt. Han var ikke flov over at være varulv. Tvært imod. Han havde været en del af en flok, og dermed havde han lært at værdsætte det. Han havde sågar været leder i sin egen flok, hvor han havde vendt andre som ham mente udviste potentiale for at blive "en af dem". Alt dette virkede dog som en menneskealder siden nu, og mange ting var ændret.
Han måtte da erkende at han var lidt imponeret over at hun trods alt lod ham blive. Hun ville let have kunne forlange at han skulle smutte ud i natten. "Udemærket." Konkluderede han og rettede sig en smule op, "i så fald vil jeg stadigvæk gerne låne din sofa." Det var i hvert fald meget bedre end de alternativer han kunne tænke sig til lige nu.
En undrende rynken formede sig på hans pande. "Hvad vi gør med hvad? Hvor mange nætter har jeg hvad?" Hun gav ikke helt nogen mening, men han kunne næsten regne ud af hun var bekymret for om han skulle gå i forvandling. Selv rettede han de blå øjne imod den tiltagende måne. Der var stadigvæk nogle dage endnu, og han havde ikke lige planer om at flytte ind.
Som hun på ny vendte ryggen til ham, gav han sig til at forsætte med at rense hendes sår. Han kunne tydeligt høre de små beklagende lyde der undslap hende. Luften af blod hang i luften, måske ikke for den almindelige næse, men det gjorde det for ham.
"Så...du er måske ikke så glad for varulve?" Spurgte han ind imens han fik renset det sidste af hendes sår.

[Deleted]

Der var mange ting at tage stilling til i det lille hjem lige nu. Vigtigst var hele situationen, at vide, at man stod overfor en varulv. En varulv, men blot havde mødt for få timer siden og måtte tro på at han ikke var farlig. Det talte klart til hans fordel, at han havde sørget for Melody, mens der havde været ubudne gæster nedenunder, men var det nok? Og hvad vigtigere var, hvad søgte hun egentlig ved han selskab? For natten var det tryghed, men kunne en varulv give tryghed?
Natacha skævede til manden over den ene skulder, han virkede så rolig, men også så aflåst. Blikkede rettede sig igen imod månen, mens han rensede hendes sår. "Hvor mange nætter inden du forvandler dig og... om jeg bare skal smide dig ud i morgen. Jeg mener. Folk er efter dig. De fandt dig ikke he, men vil du så ikke vente på dig ved din lejlighed?" Hun ville nødigt sende ham i kløerne på nogen. Ikke fordi hun ikke forventede han kunne klare det, men han var stadig såret. Der var så mange muligheder og hun ville gerne vælge den bedst mulig for dem alle. "Uanset er min sofa fri, jeg skal nok lige finde en pude og et tæppe til dig." Hun ventede dog med at rejse sig til han sagde hun var good to go. For nu var det nok bedst lige at få gjort en ting færdig ad gangen. Hans spørgsmål omkring varulve fik hende til at tie lidt. Hvordan havde hun det egentlig med varulve? "Bliver du fornærmet, hvis jeg siger nej? Altså det er ikke fordi jeg har noget imod dig sådan direkte som person, men ville det ikke være underligt, hvis man slet ikke frygtede varulve. Det er vel en form for ærefrygt eller respekt. Jeg mener... ideen bag en varulv, mennesker der forvandler sig under fuldmåne og bider andre, den er jeg ikke glad for, da jeg virkelig ikke ønsker at blive bidt, men at du er varulv... Jeg mener, du har jo sagt du ikke vil gøre mig noget, så.. Dig behøver jeg vel ikke frygte."

[Deleted]

Han forholdt sig tavs imens hun tænkte situationen igennem. Han vidste at at det kunne virke overvældende for en som ikke selv var en del af det samfund. En som ikke havde forstået fordelene ved det at have de ekstra muligheder.
Som hun atter snakkede tøvede han lidt med sin gøren og skævede igen imod månen, ”2,” sagde han blot før han forsatte.
Han havde ikke tænkt sig at tvinge hende til at lade ham blive. Han kunne godt, men han havde ikke brug for at få ministeriet på nakken, det var rigeligt med de andre varulve. Hendes spørgsmål blev mødt med en kort tavshed. ”Jeg har ikke nogen fast bolig.” Indrømmede han så. Han boede hvor det var belejligt. Han havde haft en af de bedste boliger da han havde boet hos Carmine. Mere eller mindre blevet behandlet som en søn. Hvilket også var derfor at Zain Rigel var gået efter ham og havde fået strittet ham ud.
Han afsluttede sårrensningen ganske kort efter hun nævnte at hun kunne fine tæppe og pude. ”Hvis du stadigvæk er okay med det.” Svarede han så og lænede sig let tilbage.
Hendes ærlighed fik ham næsten til at smile igen. ”Måske,” svarede han. Det kom i hvert fald an på hendes argument. Men bare fordi hun fornærmede ham, betød det ikke at han ville skade hende. Han brød sig jo heller ikke om hendes slags.
Igen lyttede han intenst som hun forklarede hvad hun havde ment. Han tippede hoevdet let på skrå. ”Det er okay, det kan være svært at forstå for folk der ikke selv har prøvet det. Det er ikke helt så frygteligt som det måske lyder.” Sagde han blot. Han var ikke direkte fornærmet, det var mere at han havde ondt af hende næsten. Hun anede ikke hvad hun gik glip af. ”Og jeg holder mit ord.” Svarede han sandfærdigt.

[Deleted]

TO! Kun to dage til? Det var ikke meget. Hvorfor det var vigtig vidste hun egentlig ikke.Han blev vel sig selv igen bagefter, men hun syntes alligevel at det var meget tæt på. Brynene rynkede sig dog sammen som han efterfølgende fortalte at han ikke havde noget fast sted at bo. Dette fik hende til at ryste på hovedet og så om på ham. "Men Lucifer, du kan ikke bare leve på gaden med de sår du har tilegnet dig. Det er farligt for dig." påpegede hun som en rigtig mor der bekymrede sig for sin familie. ikke at hun så Lucifer som familie, men hun kunne ikke lide tanken om at han skulle bo i en papkasse. "Det giver jeg dig simpelthen ikke lov til!"Fastgjorde hun så meget bestemt, så det var tydeligt at mærke at hun virkelig mente det. "Du kan sove her til fuldmåne, men jeg kan ikke have en varulv til at overnatte under fuldmånde. Det kan jeg ikke risikere med min datter, men Jeg ønsker heller ikke at der går infektion i dine sår." Det var ikke noget at rafle om på det område. han kunne lige så godt sove på hendes sofa, som i en papkasse, når han ikke havde bedre, og så mente hun nu at sofaen var at foretrække.

Som han blev færdig med hendes sår vendte hun sig med fronten imod ham og trak igen sin bluse på og rettede på den, så det hele sad ordenligt. Hun var nervøs for han reaktion på hvad hun havde sagt omkring varulve og overvejede da også om hun skulle rykke sig længere væk, men besluttede sig så at det nok ikke ville være en god ide lige nu. I stedet så hun over på Lucifer. "Måske forstår jeg det ikke og det håber jeg du kan tilgive mig for," Hun holdt mere øje med ham nu end før og virkede faktisk ikke faktisk helt så rolig som før.

[Deleted]

Han måtte indrømme at han blev en anelse overrasket over hendes bekymring. Han havde nok ikke forventet at hun stadigvæk havde den indstilling nu da sandheden var ude i det åbne. Uden selv at tænke over det, lod han blikket dale til den røde plamage på hans gevander, som såret havde skabt. ”Jeg har overlevet værre.” Svarede han blot. Det var godt nok også imens han havde været medlem af Carmins flok og havde mulighed for at ligge i en seng og holde såret rent. Situationen var anderledes nu, men han kunne ikke rigtigt gøre noget ved det.
Brynene blev derfor skudt i vejret ved den meget moderlige tone, som et eller andet sted morede ham lidt. ”Det giver du mig ikke lov til?” Gentog han, med morskab i stemmen. Selvfølgelig ville hun ikke være i stand til at fastholde ham her hvis ikke han havde lyst, men skulle sandheden frem lød “her” til at være langt bedre end ude i kulden.
Han gjorde et let kast med hovedet over at hun ikke kunne have ham boende over fuldmånen, ”det vil jeg heller ikke anbefale.” Svarede han sandfærdigt. Han var dog ikke sikker på om hun mente at han skulle komme tilbage efter fuldmånen. Det gik han ikke ud fra.
Blikket hvilede fortsat på hende som hun vendte sig rundt og trak blusen tilbage over hoevdet. ”Som sagt kan det godt svære svært at forstå når man ikke selv har prøvet det.” Informerede han blot med et let skuldertræk. ”Der er intet at tilgive.” Igen havde han mere ondt af hende end han var sur på hende. Hvis hun vidste hvilken gave bidet var, ville hun nok også se anderledes på det. Det var i hvert fald hans overbevisning.

[Deleted]

Det var et mærkeligt møde dette her, og endnu mere mærkeligt var det, at Natacha ikke kunne få sig selv til at smide Lucifer ud. End ikke efter hun havde fundet ud af hvad han var.
Hun kiggede bekymret på ham. Først i øjnene, så på såret. Det skulle renses. Derfor blev en ny klud vredet op og hun trak forsigtigt op i hans tøj. ”Du bare passe bedre på. Det er farligt at have den tilgang til tingene” han kunne dø af det eller på anden måde få det rigtig slemt, og så ville ingen vide det. Han kunne ligge et sted og dø uden nogen ville finde ud af det. Tanken skar hende i hjertet, før hun rynkede på brynene og kiggede på han igen ”hvad sagde du, at du arbejdede med?” spurgte hun ind og mente faktisk ikke rigtig at have hørt det tidligere på aftenen.
Da Lucifer gentog hendes ord blev hun lidt flov og kunne næsten mærke varmen stige i kinderne. ”Okay, jeg ved godt jeg ingen ret har til at bestemme det, men jeg ville ikke have det godt med at vide du ikke har et sted at sove, når jeg har så meget plads.” hun skævede til med et lille smil på læben. Hun skyldte ham det virkelig!

[Deleted]

Endnu engang blev varulven imponeret over hendes tilgang til tingene. Måden hun betragtede ham for så alligevel at vride en klud op. Han var kun lige blevet færdig med hendes sår, og han troede kort at hun selv ville gå det efter, men som hun trak op i hans bluse, gik det op for ham at det ikke var hendes eget sår hun havde i tankerne.
Han havde et sted lyst til at protesterer lidt, men valgte at lade være, han ville kun have godt af at få renset det helt, så efter et tøvende blik rettet imod hende tillod han hende at løfte op så hun kunne komme til det væskende sår. ”Det sagde jeg ikke,” Kommenterede han ligeud og sukkede så, ”jeg arbejder ikke.” Valgte han at tilføje.
Den ældre varulv kiggede rundt dersom hun nævnte at hun havde meget plads. ”Det er okay, jeg sætter stor pris på din gæstfrihed.” svarede han roligt og bed tænderne let sammen som hun nærede sig såret med kluden.
Han så stadigvæk frem til en blød varm sofa at sove på, det var længe siden han ikke havde sovet under åben himmel eller i et eller andet efterladt hus.

[Deleted]

Natacha havde godt bemærket, at manden var lidt tilbageholden til at starte med da hun ville rense hans sår, og som det tøvende blik forsvandt i hans øjne, lod hun helt blidt og med nænsom hånd kluden rense såret. ”Måske svier det lidt. Jeg skal nok være forsigtig.” Lovede hun, og uden at snakke ned til ham, formåede hun alligevel at tale til ham med en moderlig hjertevarm stemme.
Det var meget tydeligt at høre, at hun var vant til at vise omsorg og havde et stort hjerte, måske også et, der sommetider kunne ende med at skade hende selv, men det var der ikke plads til at tænke på. Det overraskede hende lidt, at han intet job havde, og hun begyndte helt at overvejer om han simpelthen bare var en strejfer? Det var hvert fald den tanker hun sad med i hovedet. Som de snakkede fik hun flere gange vredet kluden og såret blev langsomt pænt og rent.
Så pludselig som hun netop endnu engang havde dyppet kluden ned i vandet, stoppede hun op og langsomt drejede hun hovedet, for at kunne se på ham. ”Måske, hvis ikke det er for meget at spørge om, kan du så lokkes til at hjælpe mig med at flytte nogle planter i morgen? Jeg har nogle potter med rosentræer omme i gården, som jeg gerne ville have flyttet om foran min butik, men jeg er ikke sikker på at kunne bære dem. Hvis ikke du har tiden til det, så skal du ikke. Det var bare, hvis du alligevel ville overnatte.” Hun vred kluden op og lagde den så på bordet, før hun rakte ud efter noget bandage, så hun kunne dække såret forsvarligt til.

[Deleted]

Han så på hende ved hendes blide ord. Der var bare noget hjertevarmt over hende, som han måske havde en smule svært ved at håndterer fordi det lå så fjernt fra den den han var.
”Godt jeg ikke er så piv...” mere nåede han ikke at sige før ansigtet blev lagt i smertelige folder. Okay, det sveg en smule mer end “lidt”.
Han lod hende forsat rense såret og kunne også selv nogenlunde følge med i at det blev pænere at se på efterhånden som hun fik renset det. Lugten af blod var ham ikke ukendt, men han havde faktisk aldrig brudt sig om den.
Kluden blev lagt på bordet og han blev siddende stille stadigvæk med et tag i bluen så den blev holdt fri af såret og så hun kunne forbinde ham. ”Det kan jeg da godt..” Sagde han lidt tøvende. Hun måtte vel have en grund til ikke at bruge magi til det, men det ville han ikke lige blande sig i. ”Jeg har ikke alligevel det travleste program i morgen.” Et let afmålt smil gled over læberne i et splitsekund før det atter forsvandt. ”Igen tak for hjælpen med..dette her, det havde du ikke behøvet.” Han nikkede imod den bandage hun var i færd med at lægge over såret.

[Deleted]

Natacha måtte koncentrere sig lidt om ikke at komme til at grine over Lucifers forsøg på at lyde stærk og mandig. "Mænd!" Tænkte hun og kunne heldigvis nøjes med en lille trækning i den ene mundvige. Hun havde en fornemmelse af at han ikke ville blive super lykkelig over, hvis hun grinede alt for meget af ham. Heldigvis formåede han at sidde stille og snart så såret rigtig fint ud, hun rejste sig, for at skille sig af med både klud og vand. 
Som hun kort tid efter kom tilbage imod sofaen havde hun en hovedpude med til ham, som hun rakte ham. "Jeg tænkte den er bedre end sofapuderne." Så sendte hun ham et lille mystisk smil, der var svært helt at blive klog på og kiggede sig omkring for at se om der var klar til natten. "Tak igen Lucifer, fordi du tog dig af min datter, og tusind tak fordi du vil hjælpe mig i morgen." Hun rakte ind for at tage de tomme kaffekopper, samt kanden og ville bære dem ud i køkkenet, hun stoppede dog halvejs ude af stuen. "Jeg må hellere undskylde på forhånd, hvis Melody ender med at vække dig tidligt i morgen. Hun har det med at blive sulten før fanden får sko på." Derefter drejede hun omkring og fik de sidste ting ryddet op, før hun smilede og sagde godnat.

- Out