Hvad Byder Du Uventede Gæster?

[Deleted]

Lucifer blev stående og holdt lidt øje med det der foregik. Heldigvis lod mændende til at mene at det var lidt for meget besvær, og forlod kort efter butikken. Den lille pige på hans arm sagde ikke noget, hun kiggede bare op på ham med store øjne.
Da faren var drevet over og ilden var blevet slukket hørte han Natacha kalde på sin datter. Med rolige skridt kom han ud bare hende fra baglokalet. ”Hun er okay,” svarede han roligt og rakte datteren frem imod sin mor. Hun strakte omgående armene frem for at komme over til det velkendte ansigt og væk fra den fremmede mand der havde taget hende op.
Han var ikke sikker på hvordan Natacha ville reagerer på at han havde taget hendes datter op, men han kunne jo heller ikke rigtigt efterlade hende oppe på førstesalen, skønt det havde været hans første indskydelse. Den eneste grund til at han nok havde valgt at hjælpe, var primært fordi den blonde heks havde udvist ham den venlighed kort forinden. -og fordi hun nemt kunne have afsløret ham, men ikke gjorde det.

[Deleted]

Natacha tog prøvende et skridt op ad trappen, mens en frygtelig tanke ramte hende. Hvad hvis manden ovenpå havde gjorde Melody noget imens hun havde været hernede?! Hun skulle lige til at løbe op ad trappen, da hun hørte døren til baglokalet gå. Der burde der ellers ikke være nogen, så i ren panik drejede hun omkring og fik igen hævet sin tryllestav, tidsnok til at se Lucifer komme gående imod hende med hendes datter, som hun hurtigt overtog. "Melody! Hej skat... Åh undskyld jeg råbte sådan, men jeg ville ikke have de grimme mænd skulle komme op til dig." Hun tage sit tydelige sprog, som en mor der taler til en baby, for ung til at forstå et eneste ord. Derpå kyssede hun pigen på panden og holdt hende ind i sin favn. Blikket faldt nu på Lucifer, som altså havde sørget for pigen. Før nogen nåede at gør noget, havde Natacha kastet armen om Lucifer i et taknemmeligt kram. "Tak!... Tak fordi du passede på min datter." Så slap hun ham igen og så rundt i butikken, der lige nu var et stort kaos. Potter lå smadret, der var jord ud over hele gulvet, planter lå spredt og ved den ene reol var væggen helt sort af sod, ligesom noget af reol var brændt. Hun sukkede tungt. Heldigvis var det kun materielle ting, men det var noget af et arbejde at få det gjort i stand igen, og hun havde lige brugt det meste af sommeren på at gøre butikken i stand. "Nå men så ved jeg da hvad jeg skal bruge i morgen på. Det er simpelthen for sent i aften, jeg orker ikke mere." Så kiggede hun ned på sin datter igen. "Vi må nok også hellere få dig puttet, så du ikke bliver helt ustyrlig i morgen." Det var enormt hårdt og tidskrævende at være alene-mor til en pige der endnu havde fyldt sit første år endnu, men for nu ville hun ikke mere. Hun trængte til at sidde ned. Hun kiggede på Lucifer og skulle til at invitere ham med op på en ny kop kaffe, da hun kom i tanke om, hvad de egentlig havde været igang med. "Åh Ved Merlin, jeg har helt glemt dig. Jeg blev jo slet ikke færdig med dit sår. Det må du undskylde. Måske vi skulle starte med at kigge på det." Foreslog hun. Generelt snakkede hun utroligt meget lige nu, og havde nok lidt svært ved at få sig selv stoppet. Sandheden var noget at det var en form for at reagere på alt der lige var sket - hvis ikke mangel på samme. Hvert fald vendte hun sig nu igen mod trappen, Så flængen i hendes arm blev tydelig for Ludifer, den havde hun dog endnu ikke kommenteret på. 

[Deleted]

Lucifer lod hende overtage datteren uden overvejelser. Han var ikke et børnemenneske, og igen havde han kun taget sig af hende fordi Natacha havde hjulpet ham. I et kort øjeblik vidste Lucifer ikke helt hvad han skulle forvente fra kvinden. Måske et møgfald over han havde taget datteren uden at få lov. Men så skete der noget helt andet, hun slog armene omkring ham. Lucifer der normalt ikke var i så meget nærkontakt med folk -og da slet ikke på denne måde, tog sig selv i at stå lidt og flagre med armene i luften, uden helt at vide hvor han skulle placerer dem.
Han var overrasket og kunne heller ikke helt bedømme om han brød sig om at hun overtrådte den usynlige mur han havde bygget på omkring sig. Set udefra alle scenariet nok have været underholdende.
Varulven lod armene falde ned langs siden igen da hun slap ham og han førte lidt akavet en hånd gennem det lange sorte hår. "Ingen årsag." Mumlede han, skønt det måske ikke var helt sandt.
Han lod de blå øjne drive rundt i den nu endnu mere smadrede butik. Selvfølgelig var der oprydnings- og reparations besværgelser, men derfor ville det jo stadigvæk tage noget tid hvis ikke man var en mester på det punkt. Han vendte blikket tilbage mod hende med en næsten undskyldende mine. "Jeg beklage at de fulgte efter mig hertil." Han rankede ryggen en anelse som han snakkede, som krævede det lidt af ham at indrømme når noget var hans skyld.
"Det er okay, det er ikke så slemt." Bagatelliserede han det, skønt det var ret slemt. Han kunne bare godt fornemme at hun nok selv havde en del om ørerne lige nu. Hans blik endte på hendes blodige arm som hun vendte om for at gå ovenpå igen. "Måske du skal rense dit eget sår til at starte med." Han pegede imod det som han snakkede.

[Deleted]

Natacha tog ikke rigtig notits af at Lucifer ikke gengældte krammet, hun var trods alt venner med @alecander som absolut heller ikke var en krammer, for for hende var den del meget forståelig. Alligevel have hun bare brug for at vise sin taknemmelighed til ham. Det var pludselig blevet en meget begivenhedsrig aften og hun var virkelig træt i hovedet. Dog tog hun sig selv i at være glad for at Lucifer var der. Hun var ikke helt sikker på hun ville kunne holde til at være alene lige nu. Hun skævede dog lidt til ham. "Et held at der gik ild i nogle af planterne. Jeg tror ikke de to mænd var helt klar på at håndtere en skrigende kvinde, et grædende barn Og en butik i flammer. Men så må de jo lade være med at kaste sådan rundt med tingene..." Hun grintede lidt for sig selv, branden havde været påsat af hende, men det behøvede folk jo ikke at vide. Hun havde været sikker i sit valg og havde haft forholdsvis godt styr over situationen på det punkt. Så kom hun til at trække vejret ind og måtte så hoste og rynke brynene. "Ej puh hvor det lugter. He måske er der en grund til at de anbefaler kun at tænde et duftlys ad gangen." Hun grinede lidt igen og rystede så på hovedet. Hun stoppede dog sit forehavende, da han kommenterede på hendes arm, og kiggede på skrammen. "Åh av.. jeg syntes også det rev sådan da jeg ramte imod reolen." De fleste andre ville noget reagere lidt mere panikken i en sådan situation, men af en eller anden mærkværdig grund, virkede hun altså rolig og kunne joke lidt med det der netop var sket. "Nå men hovedsagen er at de ikke fandt dig. Lad os gå ovenpå og få lappet os begge sammen." Hun gik op af de første trin, men stoppede så og så tilbage på ham. Det var så sjældent at hun bad om ting, men denne aften, lige nu, var det nødvendigt. Det var hun slet ikke i tvivl om! "Lucifer? Hvis nu jeg tilbyder morgenmad i morgen tidlig og en seng at sove i i nat, kunne jeg så få dig til at blive til i morgen?" Det var ikke fordi hun ville have der skulle ske alt muligt, men hun var ikke helt sikker på om hun ville kunne klare at være alene. "Jeg forstår godt hvis du skal videre, men..." Så tav hun. Det var for meget at spørge en fremmed om. Hvorfor havde hun overhovedet gjort det. Selvfølgelig havde han vel sit eget sted han boede og skulle hjem til.

[Deleted]

Det var en smule underligt at en fremmede slog armene om ham på den måde. En ting var hvis det havde været i en mere…passioneret..forbindelse, men i venlighed? Det var ikke noget Lucisfer var hverken vandt til eller god til.
Han sank let ved bemærkningen om at de nok ikke havde været klar på situationen. Hun havde nok ret. De havde fået lidt mere end de havde tiltænkt.
”Tydeligvis havde det ikke forventet at du skruede bissen på.” Svarede han med et afmålt smil på læberne. Det avr faktisk lidt bemærkelsesværdigt at hun havde stillet sig op imod dem, de kunne hurtigt have gjort livet rigtig surt for hende.
Et enigt nik blev sendt i hendes retning som han lod de blå øjne glide over ødelæggelserne i butikken, samt de mange duftlys. ”Det er en ret voldsom lugt, indrømmede han,” -især for en som ham. Det sidste sagde han dog ikke højt. ”Men et ret klogt træk.” Tilføjede han med et anakende blik.
”Det lyder som en god ide.” Erklærede han sig enig. Ikke at han var typen som hjalp folk, han var ingen helt, men han brød sig heller ikke om at stå i gæld til folk, som han lidt følte at han gjorde lige nu.
Hendes spørgsmål kom komplet bag på ham. Han kiggede forundret på hende fra sin plads for foden af trappen. Hun kendte ham slet ikke, anede ikke hvad han var i stand til og alligevel ville hun have ham til at blive. Det var en underlig form for tillidserklæring han ikke havde været forberedt på. ”Øh..” Han tøvede som han forsøgte at genfinde fatningen. ”Du vil simpelthen lade en fremmed ved navn Lucifer overnatte i dit hjem?” Det var sagt med et glimt i øjet, men lige under den charmerende fremtoning, gjorde forbavselsen sig tydelig.

[Deleted]

Natacha mærkede tydeligt nu hvordan trætheden og udmattelsen skyllede ind over hende og hun fokuserede bare på at komme op af trappen og hen i sofaen. så måtte Melody sove i hendes arme lidt eller på sofaen ved siden af hende. Hun skævede dog om til ham, som han kommenterede på at hun havde skruet bissen på. "Melody har ingen andre end mig. og så min bror selvfølgelig, men jeg giver ikke op uden kamp. Det er der bare ikke plads til. så på det punkt valgte du nok den rette butik at dumpe ned i." Lucifer havde været der så længe nu, at hun ikke forventede, at han ville blive farlig overfor hende. Det ville hvert fald virke underlig hvis han først blev det nu så. Natacha fnøs muntert, da Lucifer også kommenterede på stanken fra lysende, uvidende om at han også var varulv. "En af de ting jeg har lært om varulve er at deres lugtesans er langt bedre end vores, så.. Forestil dig hvordan det må lugte for dem. De ville umuligt kunne få færten af dig gennem den duft." Hun mente helt klart selv det havde været et godt træk, om Lucifer var med på den vidste hun ikke, men altså hun havde jo også stået rimelig meget selv med valget. Heldigvis nævnte han kort efter at det faktisk havde været et klogt træk hvilket kun fik hende til at smile lidt mere.
Hun gik mod stuen og sofaen for endelig at komme ned at sidde, da Lucifer stillede spørgsmål til hendes invitation. "skulle jeg blive skræmt af et navn?" hun trak igen på skuldrene og strøg Melody blidt over kinden. "Hør hvis ikke, er det også helt fint. Jeg er dig taknemmelig for at have beskyttet min datter. Jeg... jeg..." så tav hun igen, sank en klump og prøvede igen. "Jeg er ikke sikker på jeg får lukket et øje i nat, hvis jeg skal være her alene. undskyld, jeg ved godt det ikke er fair at lægge det over på dig, men jeg ved ikke om jeg kan få nogen til at komme så sent."

[Deleted]

Han trak let på skuldrene, ”det har du måske ret i.” Indrømmede han. Af alle butikker, var dette her bestemt ikke den værste, det måtte han da erkende.
Lucifer udstødte et lille listigt fnys, ”det har jeg bestemt ikke svært ved at forestille mig.” De blå øjne kiggede let imod lysene. Stanken var næsten uudholdelig. ”Det lader ellers til at du ved en del om varulve?” Nysgerrigheden have meldt sig lidt hos ham, det skete ellers yderst sjældent.
Han fulgte hende tilbage til den lille stue de havde befundet sig i, før de ubudne gæster var dukket op. Han betragtede hende som hun satte sig i sofaen. ”Jeg tænkte nu mere på den del, at jeg var fremmed. Navnet var bare for at øge dramatikken lidt.” Svarede han med et svagt smil på læben. Han forstod ikke hvor den blinde tillid kom fra.
Med et let skuldertræk, løb hans blik fra hende til sofaen. ”Tja...jeg har ikke noget bedre tilbud oppe i ærmet, så det kan da ikke skade.” Svarede han så endelig. Det ville da ikke være helt skidt at have en blød sofa at sove på i nat. Det var i hvert fald over den standart han havde troet at han skulle møde i nat.

[Deleted]

Natacha vidste en del om varulve og andre væsner fra sin tid i ministeriet og lidt før det. Det var jo sådan set det der dengang havde fået hende til at søge praktikplads netop der. Det og så hendes mand, der også havde arbejdet i ministeriet. De havde ikke helt været af samme holdning til fx varulve, men det havde kun givet anledning til nogle meget interessante snakke. “Jeg ved ikke hvor meget jeg ved. Jeg ved det basale, hvordan de forandre sig under fuldmåne, at der findes ting der han forhindre denne forvandling. At deres sanser er skarpere end vores og at de kan være farlige, men ikke nødvendigvis er det. Ikke at jeg ligefrem har lyst til at møde en varulv i fuldmånen skær, men... årh jeg snakker for meget. Det er bare politik det hele, undskyld.” Hun ville ikke til at kede ham med holdninger der måske ikke helt var som normen. Det var nok ikke lige det han havde brug for efter at være stukket af selv fra to varulve.
De havde kun lige fået sig sat i sofaen, da hun igen kom til at tænke på såret på sin skulder. Hun måtte hellere lige få gjort noget ved det. Derfor lagde hun Melody ned på et legetæppe, og fandt så en ny klud, denne gang ved hjælp af et svipser med tryllestaven og en hidkaldelsesformular. Da kluden var fløjet ned i hendes hænder prøvede hun så godt det var muligt at lægge den ind mod huden under tøjet, for at lægge pres på såret. Hun var tydeligvis en der gjorde tingene selv, bortset lige fra det knæk hun havde vist ved ikke at turde være alene, så virkede hun som en der hele tiden sørgede for sig selv og ikke spurgte om hjælp. 
Lucifers ord fik hende dog til at smile lidt. “Præcis, du var fremmed. Somme tider kan en fremmed være en ven man endnu ikke har mødt, og du har ikke ligefrem givet tegn til at ville mig noget ondt. Desuden så er jeg ret sikker på du ville have gjort det på nuværende tidspunkt, hvis det havde været din plan. Men igen du så ikke ligefrem ud til at have planlagt at komme dumpende her og... okay du nok stærkere end jeg er, men du er stadig skadet og... nu snakker jeg for meget, gør jeg ikke?”  Hun så en smule flov ud og valgte et øjeblik bare at koncentrere sig om sine egne skader.

[Deleted]

Lucifer lyttede til hvad hun sagde, "Ingen ting kan forhindre en forvandling. Nogen ting kan blot fastholde det menneskelige sind. Forvandlingen vil altid finde sted." Rettede han hende i en rolig stemme. Han rystede let på hovedet som hun undskyldte, "det gør ingenting. Det er et interessant emne." Konkluderede han. Hun måtte da sikkert også undre sig over hvodan en "helt almindelig" gut som ham, var endt i kløerne på en flok varulve.
Han så til som hun gav sig til at tage vare på sit sår. Han sad lidt og betragtede hende, "har du brug for hjælp?" Spurgte han så. Han hjalp normalt aldrig andre end sig selv, men hun havde trods alt lige hjulpet ham, så det mente han da selv at han skyldte hende.
Igen blev han lidt fascineret over hendes, måske lidt, naive syn på verden. "Det kan også være en fjende." Påpegede han, dog uden at ligge antydning til at han var på den side. Dog var han godt klar over at han ikke var noget godt menneske. Han så nu heller ikke sig selv som værende udpræget ond, han havde bare nogle skarpe holdninger som de fleste ikke kunne sætte sig ind i. Lucifer forholdt sig tavs imens hun forsatte sin forklaring. Der var nu noget underholdende over hvordan hun lod til at tro hun havde gennemskuet ham. Og nej, han havde da ikke planer om at skade hende, men havde situationen været en anden, havde de mødtes under andre omstændigheder hvor de ikke havde snakket sammen, havde situationen måske været anderledes?
Nu var det ikke fordi Lucifer slog ihjel for sjov, men han var ikke bange for at gå til drastiske midler for at prove a point. Det havde han aldrig været. "Men du har ret. Jeg har ikke tænkt mig at gøre et eller andet crazy." Forsikrede han hende så.

[Deleted]

Natacha havde ellers været sikker på at der var en mulighed for at forblive i sin menneskeform, men Lucifer virkede til at vide hvad han snakkede om. "Virkelig? Jeg havde ellers forstået det sådan at den der månesten forhindrede dem i at skifte form, men det er altså kun sindet så der ikke skifter? Hvad er så forskellen på stormhar elliksir og stenen? Ved du det?" Natacha vidste ikke at hun netop var igen med at spørge en reel varulv til råds, hun troede jo egentlig bare at det var en poltisk informativ samtale mellem to almindelige folk. Virkeligheden havde nok skræmt hende og gjort hende noget mere nervøs for at udtrykke sine holdninger, så på den led var det meget godt hun ikke kendte til Lucifers sande natur. "Uanset så synes jeg man burde favne om varulve og så vidt muligt hjælpe dem gennem natten. Det er sjældent eget valg tænker jeg at blive varulv, og hvis man først er blevet det kan det umuligt være let, hvis man også bliver udstødt af samfundet. Der ligger et tabu omkring varulve, et der ikke er fair, jeg mener se bare på professor Lupin, der døde under 2 troldmandskrig. Han var varulv, men han kæmpede jo for det gode. Ikke at jeg dermed siger at alle varulve er ufarlige, men altså, der er også troldmænd som gør modbydelige ting. Jeg siger bare man nok ikke bør dømme hunden på pelsen, bogstaveligt talt faktisk. Men så igen, sagt mellem os har jeg aldrig mødt en varulv, men de kan de ikke alle var kødædende monstre? kan de?" Natacha så afventende på Lucifer for hans respons. Hun var ikke nær så naiv som hun så ud, men havde bare en holdning til at man i givet omfang altid selv var lidt med til at skabe de monstre der rendte omkring i gaderne. 

NAtacha så ned og lagde kluden fra sig, som Lucifer spurgte om hun havde brug for hjælp. Faktisk kunne det være meget rart med lidt hjælp til såret. Hun nikkede derfor og vendte så ryggen til ham og trak forsigtigt blusen over hovedet, så hun nu sad med bar ryg. Blusen blev dog holdt for hendes forparti, så hun ikke sad og følte sig alt for blottet, mens såret ny kom til syne. Det var alligevel et ret stor skade hun havde fået pådraget sig. Det var omkring 4-5 cm langt og virkede en anelse dybt. "Det er pænt af dig at hjælpe." Lød det om til ham over den ene skulder. Hun bed mærke i at han igen var mere negativ anlagt end hun var, men hun havde nok også altid været lidt for optimistisk. "Sig mig er du altid så pessimistisk omkring alting?" Han burde ikke tage livet så tungt, det kom der intet godt ud af mente hun og det ville kun fastholde en i alt det negative. Hvis man var positivt så man ofte tingene fra en helt anden vinkel. Hun smilede lidt yderligere. "Det er godt at vide, at du ikke vil gøre mig noget. og... tak. Fordi du bliver."

[Deleted]

Han så på hende en smule overrasket. Hun lod til at tro på hele sagnet om månestenene. Det gjorde han også selv, men langt de fleste magikere mente at det var noget vås. De magikerer der altså kendte til legenden. Der var ikke mange der interesserede sig for det, lidt som eventyret om dødsrelegianerne. ”Altså ifølge legenden så har månestenen samme virkning som stormhatteeliksiren. Hvis en varulv bære den på sig, vil han eller hun beholde de menneskelige sind under en forvandling. Det siges at den blev skabt af en magtfuld troldmand som skabte den første varulv og lavede månestenen for at kunne styre varulven. Når han havde stenen kunne han styre ulven.” Forklarede han, ”Men det løb ud af kontrol og ulven bed andre i landsbyen og sådan startede hele “varulve-epidemien”,- som nogen så fint kalder det. ” Han var selv modstander af det ord, da han mente at man kun blev stærkere af at være varulv. ”Stenen blev delt i flere dele fordi den var så kraftfuld. Den gav magikeren magt over alle de ulve der var i nærheden af ham. Derfor siges det også at hvis en pelsløs har en af delene af stenen kan han eller hun have kontrol over en varulv i fuld ulveform, men har man dem alle kan man måske styre flere varule på én gang. Styre deres sind.” Sluttede han sin forklaring.
Han lyttede til hvad hun havde at sige og tænkte selv over sin rspons imens hun trak blusen af. Han tog kluden og gav sig til at fjerne blodet fra såret, så skaden bedre kunne tages i øjesyn. Når hans kølige fingre strejfede hendes blege hud, kunne han mærke varmen derfra. ”Det var så lidt.” Svarede han og vendte så tilbage til det hun havde sagt før, ”nu er det ikke alle varulve der ser det som en forbandelse.” Påmindede han hende roligt, ”nogle varulve har tilmed ondt af dem der ikke er bidt, det er trods alt kun 1 gang om måneden det er et problem, og igen er det ikke engang alle ulvene der synes at dén nat er et problem.” Lucifer var en af dem der ynkede de pelsløse. De anede ikke hvad de gik glip af, men det kunne han måske ikke direkte sidde og sige nu her uden at skræmme livet af hende.
Han tøvede let og rettede de blå øjne imod hende da hun spurget ind til hans pessimisme. ”Jeg ville kalde det realistisk.” Rettede han, skønt han godt vidste at hun nok havde ret i at han godt kunne fremstå lidt negativ omkring verden. Et let nik blev sendt mod hende som svar på den sidste del, imens han holdt kluden imod såret for at stoppe blødningen. Hans eget sår blødte også stadigvæk en smule, men ikke helt så meget som det havde gjort før.

[Deleted]

Natacha sad halvnøgen med ryggen vendt mod Lucifer, så han kunne rense hendes sår. Imens lyttede hun til hans viden. Han virkede til at have en utrolig indsigt og vide en masse. Hun kunne godt høre der var nogle ting, som hun havde haft misforstået, men det hun særligt bed mærke i var hvordan han fortalte om at kunne styre en varulv, hvis man var i besiddelse af en månesten. Det fik hende til at rynke på næsen, og hun skulle lige til at vende sig og spørge ind til det, da han brugte et ord, som fik en alarmklokke til at ringe. på få sekunder havde hun øget afstanden og så nu indgående om på ham, som prøvede hun at finde ud af hvem han var. Hovedet var lagt let på skrå og brynene rynket sammen i undren. "..Pelsløs?? Men.." I tankerne forsøgte hun at samle sin viden omkring aftenen og se om det kunne passe sammen, der var et eller andet ved det hele, som generede hende. Lucifer vidste for meget om varulve, men der var altså et eller over måden han omtalte hele denne sag, som gjorde Natacha nervøs. 
Hun tænkte på de kradsmærker han havde haft da han kom, og på hvordan det hele havde udviklet sig, hvorfor han var kommet og hvem han var blevet jagtet af. "Lu.. Lucifer?" Hun sank en klump og rømmede sig for at kunne tale videre. "Hmm... Hvor mange Pelsløse er der i min butik? Hv-hvor mange varulve har der været?" Hendes hjerte galopperede afsted og hun mærkede angsten røre på sig, mens hun inde i hovedet bad til at han ikke ville blive sur over, at hun havde opdaget hans hemmelighed.... Hun var hvert fald ret sikker på det var hans hemmelighed.

[Deleted]

Lucifer duppede forsigtigt såret med kluden. Hendes hud virkede blød og fin mod hans lidt ru hænder. Han var ikke flov over den han var. Faktisk havde han altid haft en ide om at pelsløse var ynkelige og svage. Den underlegende race, om man så kunne sige.
Ikke at han spankulerede rundt og ytrede den mening til hvem som helst, det kunne hurtigt få en i problemer. Men han løj nu heller ikke, hvis han blev spurgt om hans holdninger.
Hun trak sig og han sendte hende et let spørgende blik som hendes øjne mødte hans. Det var først kort efter at det gik op for ham at hun havde bidt mærke i det ord, der ellers lå lige så normalt i munden for ham, som køkkenbord, eller Lumos. Han forholdt sig dog tavs imens hendes hjerne lod til at arbejde på fuldt tryk. Han lod hende lægge to og to sammen.
Spørgsmålet fik ham næsten til at smile, primært fordi det var så undvigende. Han sukkede let og tippede hovedet på skrå. ”Hvorfor spørger du mig ikke bare direkte om det du gerne vil vide?” Spurgte han så og hævede de mørke bryn.

[Deleted]

Hun vendte sig langsomt rundt i sofaen og kunne ikke lade være med lige at skæve imod månen, den var heldigvis ikke fuld endnu, men så havde situationen nok også været helt anderledes. Hun blinkede nogle gang som hun nu så på ham, mens hun endnu sad med blusen i hånden og bar overkrop. Den del var fuldstændig nedprioriteret lige nu. Hun havde kun en ting i hovedet. Han havde nævnt tidligere, at han ikke var farlig, at han ikke ville gøre hende noget, men var det ændret nu? Han svarede hende ikke men bad hende bare spørge direkte. Skulle hun det? Melody lå heldigvis i værelset ved siden af og sov for håbentligt stadig. Så sank hun en klump og så på ham, klar til at rejse sig hvis han greb ud efter hende. "En... En pelsløs ville aldrig omtale sig selv sådan. Du.. du snakker med for stor respekt til ulven.... Du.. du er en en af dem, En... en varulv?" Hun stirrede på ham med forvirrede øjne og det var tydeligt at se hun frygtede ham. "Du.. du sagde tidligere, at du ikke ville gøre med fortræd." lød det så bare, før hun endelig kigget væk. Hvad skulle hun gøre? Hun måtte for alt i verden passe på Melody.

[Deleted]

Han bemærkede godt hvordan hun lidt diskret rettede blikket imod månen. Dette gik et svagt smil til at træde frem på hans læber. Han vidste altid hvornår det var fuldmåne, den var stadigvæk nogle dage væk, men han forstod nu godt hendes bekymring.
I høflighed, som man ellers ikke skulle tro han besad hvis man kendte ham, fast holdt han sit blik imod hendes ansigt, sådan at han ikke gav sig til at studerer hendes næsten nøgne overkrop.
Hovedet blev tippet let på skrå. Han udstrålede stadigvæk stor ro modsat hende. Han kunne mærke hendes nervøsitet. ”Og du respekterer da ikke varulve eller?” Spurget han blot, stadigvæk med det veholdte rolige tonefald.
Stemningen havde ændret sig meget mærkbart og meget hurtigt. At se frygten i folks øjne havde altid fået ha til at føle sig en smule magtfuld, skønt han var godt til at holde denne skjulte tilfredsstillelse nede så det ikke lod sig bemærke. ”Det sagde jeg ja. Og jeg mente det. Jeg har ingen grund til at skade dig.” Svarede han så og så aflæsende på hende, ”men du er måske kommet på andre tanker med at ville have mig overnattende?” Det ville ikke undre ham. Han følte sig bare så træt og afkræftet efter at have mistet blod og generelt bare den kamp han havde været igennem før han var dumpet ind her. Før hun kunne svare, tilføjede han så, ”Lad mig i det mindste rense dit sår færdigt før du smider mig ud.”