You are now mine

[Deleted]

Nathaniel kunne mærke den syngende lussing hun gav ham. Han lod hovedet følge med, hvorefter han vendte blikket mod hende med et sæt kølige øjne. Følelsen af varme bredte sig i ansigtet. "Du glemmer din plads." lød det denne ganske mere vredt end køligt, han løftede hånden og lod den flyve som en syngende baghånd imod hende. "Husk hvem som er manden i huset, husk hvem som bestemmer. Du er min og jeg kan gøre som det passer mig, du tilhøre mig nu." lød det vredt, som han greb fat i hende og skubbede hende hen imod sengen. "Du skal blot være glad for jeg viser dig den mindste interesse!" lød det vredt, som han gik hen imod hende med vrede øjne.

[Deleted]

Så hurtigt, som hun havde haft givet ham en lussing, lige så hurtigt fik hun en tilbage, og den efterlod hende med en varm og stikkende fornemmelse på siden af kinden, der gav hende tårer i øjnene. Havde hun fortjent det? Måske en smule... Hun havde trods alt selv slået ham først - men han havde klappet hendes bagdel, og det ville hun ikke finde sig i. Det var nærmere det skub hun fik, bagud så hun landede i sengen, der gjorde hende nervøs og fik hende til at trække benene op under sig, så hun kom helt op i sengen, som han nærmede sig. Hurtigt fik hun trukket sin tryllestav frem, og hun kiggede på ham med et advarende blik, "Du holder dig der!" sagde hun vredt til ham "Du skal ikke komme et skridt tættere på," det var tydeligt at hun var usikker. Hun anede ikke om hendes magi ville virke eller ej - den havde så ofte forrådt hende i sandhedens øjeblik. 

[Deleted]

"HVOR VOVER DU!" lød det vredt fra Nathaniel, som hurtigt trak sin tav og sagde klart og tydeligt "expelliarmus!" lød det som han så et lys forsvinde fra hans stav imod hendes. Han forsatte imod hende med målsatte skridt, han ville have fat i hende. Hun skulle satme ikke slå ham, nu skulle hun have en rigtig lærestreg. Det der var dråben, som fik bæret til at flyde over.
Han svang staven over hovedet og smed endnu en forbandelse imod hende. "Petrificus Totalus" lød det klart, hvorefter endnu et mørkere lys fløj imod hende for at få hende til at fryse på stedet.

[Deleted]

Hun havde knap nok fået rettet sin stav imod ham, før han allerede havde fået hende afvæbnet. I et sidste forsøg, prøvede hun at trække sig længere op på sengen, så hun kunne få lov til at sparke ham væg, hvis han prøvede at gøre hende noget. Måske kunne hun låse sig inde på badeværelset for resten af dagene? Kunne man overleve så længe uden mad?
Med den tanke ramte Petrificus Totalus hende og hun stivnede på sengen. Ude af stand til at bevæge sig, men med meget vrede tanker om hvad hun havde tænkt sig at gøre ved ham, når hun engang fik muligheden for at tage sin hævn. Bare vent. 

[Deleted]

De vrede øjne blev atter erstattet med nogle rolige øjne, nu når faren var ovre. Han gik hen og satte sig ved siden af hende. Han tog en dyb indånding og fandt hendes stav som lå i sengen. ”Den er meget pæn, jeg tænker at hvis – vi gør sådan her.” hans tone var lettere kølig, hvorefter lyden af et knæk kunne høres, og han stod nu med to stykker af hendes stav. ”Så, køb dig en ny stav når du ikke bor her mere. Jeg skal nok betale, næste gang du hæver en stav imod mig – så bliver det værre end denne gang.” sagde han køligt og lod en hånd glide hen over hende. Han satte sin stav på plads i bukserne, og vendte imod hende. ”Se nu, sidder du der helt lydig.. Med begrænset tøj” lød det køligt, som han kørte en hånd hen over hendes kind. ”Tænk hvor ubehageligt det ku gå hen og blive for dig.” lød det varmt og sødt fra ham, men som en reel trussel. Han gav hende et let kys på kinden. ”Men det behøver jeg ikke gøre vel?” spurgte han roligt.

[Deleted]

En hel del følelser strømmede gennem Lyras krop, da hun så ham tage hendes stav... og vrede var helt klart en af dem, da hun så ham knække den foran øjnene på hende. Hun hørte knækket og mærkede det i sit hjerte - den havde været hendes næsten-trofaste følger de sidste syv år, og nu var den tid forbi. Hun ville gerne skrige af ham, men hun kunne ikke engang åbne sin mund, og derfor var det som om lyden næsten blev fanget indeni hende.

Der var ikke noget Lyra hadede mere end vand, men fyre med for meget selvtillid snuppede lige nu næsten en delt førsteplads. Han havde først sin hånd på hendes kind, og derefter mærkede hun også hans læber. Lyra ønskede at hun kunne få lov til at slå fra sig - det her var uacceptabelt, og hun ville ikke finde sig i det. Hun trak vejret hurtigt af ren frygt for hvad den ustabile Nathaniel kunne finde på.

[Deleted]

Nathaniel rejste sig op og klappede let i hænderne. "Se det her er virkelig spændende. Jeg kan se en fantastisk fremtid for os, så længe du gør hvad du bliver fortalt, og lader mig få hvad jeg vil have." sagde han køligt og snurrede rundt, som han vendte blikket imod hende.
"Nu løfter jeg det her, så sidder du helt stille og vi taler som voksne personer. Ellers har jeg en idé til hvad vi kan gøre for at rette din opdragelse til." sagde han med et smil, hvorefter han gik hen og trak en stol foran hende og løftede atter sin stav og svang den for at stoppe den forbandelse der var over hende.
"Så nu, i en rolig og høflig tone - så fortæl mig hvad jeg gjorde galt. Du er trods alt min." lød det roligt, imens han strammede grebet om sin stav.

[Deleted]

Klappet gav hende et chok, hvilket man ville kunne se, hvis hun havde været i stand til at bevæge sig. Det var hun dog ikke. Ikke før et minut efter, hvor han kom på idéen om at de skulle snakke sammen. Snakke sammen. Han var jo ikke til at snakke med. Alligevel valgte hun at makke ret og opføre sig pænt, da hun mærkede forbandelsen blive løftet fra hende. Det tog hende et par sekunder om at genfinde sig selv og falde til ro. Hun havde ikke lyst til at sidde sig op, men da hun gjorde det tog hun fat i en pude, som hun holdte foran sig og krammede ind til sig, så hun ikke følte sig sårbar. Overfor hende sad han.

”Du skubbede mig i vandet, du var påtrængende og du smækkede mig i røven... det var dét du gjorde galt,” svarede hun ham så roligt, og derved også lavt, som hun kunne få sig selv til. Hun havde ingen problemer med at se ham i øjnene - hun ville ikke virke bange. Alligevel gjorde hun alt for ikke at virke provokerende... de kunne godt have en samtale, hvis det var det han ønskede, ”Og du knækkede min stav.” hun kiggede knust over på stumperne af den.

[Deleted]

Nathaniel nikkede og så ned på sin egen stav, og lod den køre igennem fingrene. Han lagde hovedet let på skrå, og trak let på mundvigen. "Jeg har vist ikke været særlig sød." lød det afslappet fra ham, som han gemte sin stav væk. Han lændte sig ned og tog hendes to stykker af staven op. "Ved du hvad min kære." lød det venligt fra ham. "Nu tager vi lige en dyb indånding, så erkende vi begge at VI BEGGE gik over stregen. Så opfører jeg mig pænere fra nu af, ligeså gør du." - i sidste ende var det jo hende, som faktisk havde startet det hele. Så det var godt at Nathaniel var det større menneske af de to.
"Så kan vi få købt en ny stav til dig. Jeg betaler selvfølgelig." stemmen var åle glat, og han sendte hende et sukkersødt smil. "og så må du oprigtig undskylde min opførelse." hans stemme var oprindelig og han foldede hænderne bedende til hende.

[Deleted]

Nej. Han havde bestemt ikke været særlig sød, og hun anede ikke hvad hun skulle stille op med ham. Hun kunne ikke give ham ret, så i stedet kiggede hun på ham, en anelse stift gennem de brune øjne.

Da han ønskede at de begge skulle erkende at de var gået over stregen, var hun ved at protestere. Hun var bestemt ikke gået over stregen! Hun kunne mærke sine kinder blive varme igen, men alligevel tog hun sig en dyyyb indånding og prøvede at overveje noget hun kunne undskylde for.
”Jeg erkender at jeg ikke burde have slået dig med en bukket eller givet dig en lussing svarede hun ham. Hun burde have gjort noget langt værre... langt langt værre.

Langsomt nikkede hun, en smule opgivende, får hun begyndte at tørre sine tårer væk, som pressede på. Den lorte tryllestav havde aldrig gjort noget godt for hende alligevel... ”Fint... jeg tager imod din undskyldning.” måske kunne hun så snart få noget fred.

[Deleted]

Nathaniel tog en dyb indånding og lagde hovedet let på skrå. Det var godt de begge kunne erkende at de trådte over stregen. Han gav jo sig reelt set i denne situation, da han ikke gjorde noget forkert. Det eneste han gjorde var at hjælpe hende med at blive opdraget. Tænk nu hvis hun opførte sig over for andre fuldblods troldmænd. Måske var det i virkeligheden Ulysses familie som havde brudt med hende, fordi de havde set disse mange problemer?
Nathaniels øjne hvilede på hende, og han så ned på sine egne hænder. "Perfekt. Så lad os nyde hinandens selskab, vi skal jo ikke gå og være uvenner når vi er forlovet." sagde han og smilte til hende. "En ting jeg vil komplimenterer dig på, det er du er umådelig smuk." sagde han og sendte hende samtidig et sukkersødt smil.
"Har du lyst til noget i dag." spurgte han roligt.

[Deleted]

Lyra havde ikke lyst til fortsat at være i samme rum som ham, men det virkede ikke til at han ville lade hende slippe lige her og nu. Hun følte sig fanget i en tragisk skæbne.
Hvordan skulle hun nogensinde kunne nyde hans selskab? Og hvordan skulle hun overleve et år på Hogwarts med ham? Eller en livstid?
Alligevel sad han der og var så selvsikker, at han turde at komplimentere hendes udseende. Åh ja, han havde fået en smuk kommende kone - personligheden skulle bare lige rettes op på: hvordan? Med tortur, selvfølgelig. Hun rettede sine brune øjne mod ham og hun sendte ham et påtaget og taknemmeligt smil. ”Tak, Nathaniel.” svarede hun ham høfligt, før hun snøftede en enkelt gang og vendte sig mod det tøj hun før havde fundet frem. ”Er det ikke en god idé at manden i huset bestemmer hvad vi laver, så jeg kan få noget rutine?” på den måde kunne hun slippe og måske bare tåge en smule.

[Deleted]

Hun begyndte at opføre sig ordenligt. Hun begyndte at være den kone som han tænkte hun skulle være, så ville han heller ikke være så modbydelig. Hvis hun valgte derimod at være krævende og irriterende, så ville han også være ubehagelig. Sådan var det, hun skulle trods alt fremstå perfekt.
”Se nu taler vi.” sagde han godt tilfreds, hvorefter han sendte hende et smil. ”Tag tøj på. Jeg går ud nu. Jamen du har ikke huslige pligter, da husalferne gør det meste.” sagde han konstaterende.
”Så jeg tænker at vi kunne spise en let frokost. Så kunne vi derefter gøre lige hvad du havde lyst til?” han lød opfordrende til hende, at hun også skulle komme let på banen. ”Sket er sket, og vi skal se fremad.”
Nathaniel rejste sig op, og gik med rolige skridt hen imod døren - hvorefter han vendte sig. "Tag noget passende på." sagde han, som han gik ud af døren og gik ned i deres stue, for så at vente på hende.

[Deleted]

Han kommanderede hende til at tage tøj på, og hun nikkede stille og lydigt, selvom hendes hoved havde en masse ord, det ønskede at kaste efter ham. Det var alt for uretfærdigt og lige nu ønskede hun at hun kunne bytte liv med en af sine søstre - de kunne umuligt have et værre liv end hende.
”Frokost lyder godt - al den skænderi har gjort mig ret sulten,” lo hun kort, selvom hun bestemt ikke var underholdt. Det var noget af det hendes familie havde lært hende bedst - at vise sig fra ens ønskede side, og påtage sig et humør, man ikke troede man kunne påtage sig. Lyra gjorde det ikke tit, men det her var ren overlevelse i hendes øjne.

Endelig forlod han lokalet og hun begyndte at tage noget tøj på, men bemærkede straks at hendes hænder rystede. Hun måtte kvæle sin hulken og prøve at tage sig sammen, nu hvor hun endelig var alene. Tøjet kom på og hun tog sig en dyb indånding og pustede ud. Så gik hun hen til døren og bevægede sig ned ad trapperne for at finde sin forlovede.

Det var en bluse og en nederdel. Intet fint, men heller ikke nusset. Hun ønskede ikke at have tøj på, hun ikke kunne bevæge sig i.

[Deleted]

Frokost var en fremragende idé. Nathaniel så rundt i hans hjem, og klappede en enkel gang – inden skikkelsen af en gammel husalf kom frem. Han så op på sin herre, og bukkede hovedet let. ”Hvad kan jeg gøre for dem unge herre?” spurgte den, inden Nathaniel så på den – med lettere afsky i øjne. ”Forbered mad til min forlovet og jeg.” lød det, inden han gik ned og satte sig ved spisebordet. Glas svævede ind og blev fyldt med græskarjuice, og han vendte blikket imod Lyra – som hun kom ind af døren. ”Håber du er sulten, der bliver forberedt god mad nu.” sagde han med et smil, som han rejste sig op og tog stolen til højre for ham ud – så hun kunne sætte sig ned.