The Dreaded Man-flu Hangover

[Andrew Thomas]

Tidspunkt: Kl 10:15
Vejr: Rimelig solrigt
Deltagere: Yulansquin Faa
Outfit: Sort T-shirt uden ærmer, sorte sweatpants og et tæppe

Det var to dage efter at Andrew havde reddet en tilfældig kvinde ude midt i ingen ting uden for London, fra tre dementors der åbenbart måtte være løbet løbsk. Det havde været en anelse koldt den nat og han var blevet vågen lidt for længe for at hjælpe kvinden hjem. Og derefter skulle han selv hjem. Dagen efter var han taget på arbejde og havde haft en næsten lige så sen arbejdsdag, hvorefter regnvejr havde ødelagt hele hans aften på vejen hjem. Det havde gjort ham en smule skidt tilpas og han havde fået ondt i halsen, hvilket han ellers sjældent havde problemer med, men som altid gjorde Andrew det værst mulige: han tog i byen og drak sig tæskestiv! Sygdom skulle jo bare drikkes væk. Ikke? Ikke?! Aldrig havde han taget så grufuldt fejl, for han oplevede så sjældent at være syg og havde egentlig aldrig oplevet en reel influenza i sit liv. En influenza og tømmermænd på samme tid? Opskriften på en billet til helvede, uden refundering og uden en returbillet!

Han vågnede op klokken 9 med den værste hovedpine nogensinde, det var næsten som om at nogen havde hældt hvidglødende lava direkte ned i hans kranie. Han satte sig op brat på grund af hvor ondt det gjorde, fik overbalance i sengen fordi han blev viklet ind i sin dyne og væltede direkte ned på gulvet. Alting på hans natbord faldt med ned i processen. Natlampen ramte også. Og hvor? Hans hoved. Af alle steder. "Av, nej, damn.. Av!" hans stemme var nærmest en hæs hvinen fordi han havde så damning ondt og tårer dannede sig uvilkårligt i hans øjne. "Ej, damn.. Åh nej.." dette havde så også vækket resten af hans krop, da han hostende halvt kravlede halvt løb alt hvad han kunne ud til sit badeværelse. Maven var IKKE tilfreds med den her behandling! Til sidst lå han og jamrede og hostede for sig selv på badeværelsesgulvet før han formåede at kravle skamfuld tilbage til sit værelse for at finde noget tøj der ikke dækkede for meget af hans krop til. Han frøs men han følte at hans hud brændte. Det var forfærdeligt.

15 minutters tortur senere havde han tøjet på, og havde fået vasket al klam smag ud af munden, før hans dvaske, halvdøde krop slæbte ham videre ind i den stilfuldt rene stue, hvor han kollapsede, ansigtet først på den sorte lædersofa. Der gik ikke længe før en ringen på hans dørklokke vækkede ham til live igen. Endnu en gang faldt han ned fra sit sengeliggende stadig til gulvet med et ynkeligt lille udbrud af overraskelse og smerte, før han kom på et sæt sygeligt rystende ben og vaklede hen til døren, allerede komplet drænet for luft og energi. Yules der stod på den anden side blev mødt af et næsten ligblegt ansigt og hår der krøllede ud til alle sider da han åbnede døren og lænede sig tungt op af dørkarmen. Han havde slet ikke lagt mærke til at det var Yules der stod der endnu, han gloede bare sådan lidt dødt ud i luften. Og så fik han øje på hende og forsøgte med det samme at rette sig op og være anstændig, kun for at vakle faretruende bagud. "Øh, hey, godmorgen, jeg har ikke sat kaffe over, øjeblik," han snublede over ordene lige som han vaklede og han blev brat afbrudt af et hosteanfald der truede med at sende lungerne flyvende ud af kroppen på ham.

[Yulansquin Faa]

Outfit

Der var gået noget tid siden hun havde set Andrew sidst. Hun havde fået spillet nogle kampe for Montrose Magpies og de havde vundet begge kampe til alt held. Det havde været faktisk ret godt at spille lidt igen efter sommerens strabasser. Der var sket så meget på relativt kort tid at hun savnede Andrew's selvskab, og Mark's! Dog havde hun vandret til London efter at have været et smut forbi hendes forældre. Hun havde stadig ikke fået sagt hvad der var sket i Norge, og hun ville helst ikke fortælle det heller. Det ville være så mærkeligt, specielt fordi hun havde kysset Matthew helt tilfældigt fordi de havde snakket om Hailey.

Andrew havde givet hende sin adresse og hun have troligt troppet op foran hans hoveddør. Først overvejede hun om hun skulle gå ind, men så alligevel kunne hun ikke tillade sig det. Normalt kunne Andrew bare træde ind i hendes forældres hjem, men han var jo også bare en del af familien så det skete der ikke noget ved. Så i stedet for bare at vade ind ringede hun på døren. Hendes læder jakker og læder bukser sad præcis som det skulle. Selvom solen stadig stod på himlen var det ikke blevet koldt endnu, og det var kun en god ting. Hun elskede at solen stadig var fremme og kulden ikke havde sat ind endnu.

Da døren blev åbnet lignede det jo et lig der stod bag døren. Hvad i hele hulen helved var der lige sket med ham? Han lignede jo noget der var løgn, og han skulle virkelig gå i seng igen! "Godmorgen Andrew... Har du det helt okey du ligner noget der er løgn." kom det fra hende og trådte indenfor. Kaffe ville egentlig være en god ting lige nu. Endnu en af de ting som hende og Andrew ikke var helt enige om. "Vent lidt." kom det fra hende og bevægede sig hen til ham. Hun lagde en hånd på hans pande for lige at mærke på ham. "Du er jo syg! Kan du så komme i seng, så skal jeg nok lave lidt morgenmad til dig, og give dig noget varmt at drikke." hun var alvorlig i tonen og hun kiggede alvorligt på ham også med et løftet øjenbryn. Hun fattede ikke hvordan han kunne være syg, hun var aldrig syg og havde aldrig været det i hele sit liv. Et par brækket knogler hist og pist men det var da også alt. Men lige nu var det Andrew der skulle have lidt opmærksomhed. Hun  tog sin læder jakke af og smed den over ryglænet på sofaen. Her stod hun i en sort trøje der passede til de sorte læderbukser. "Så se så at komme afsted. I seng sagde jeg." kom det fra hende. Egentlig ville hun gerne have snakket med ham, men hun kunne da i det mindste lige lave lidt mad til ham først, og der fra snakke med ham når den var færdig. Spørgsmålet var jo så om han havde lidt mad i hjemmet, han var jo ikke lige frem den fødte mad mor, og han havde ingen husalf.

[Andrew Thomas]

Andrew skulle lige til at joke det dumme hosteanfald væk og fortælle Yules at alting var i orden. Holde det inde som altid når han havde ondt et eller andet sted og bare tage det i stiv arm, men hendes næsten magisk hurtige hånd nåede hans pande først. Han var brandvarm så det var intet under, at hun med samme fandt frem til at han var syg. Han var ikke klar over at det var så slemt selv, eller måske var han det inderst inde, men han ville hellere benægte det, sætte sig i sofaen og måske se en film eller to med Yules og slappe af. I stedet jagede hun ham omgående i seng og han øjne, der allerede var blanke af feber, kiggede lettere forvirret på hende et par sekunder før han gik tilbage til benægtelsesstadiet. Han var i hvert fald ikke syg!
"Nej nej," han blev igen afbrudt af et par host. "Det bare lidt.. Morgenhoste," ordene skulle nærmest klemmes ud mellem de mange hosteanfald der kradsede sig igennem hans hals og gjorde den endnu mere øm end den i forvejen var. Enhver kunne se, at han var i så voldsom benægtelse at han ikke engang var i stand til at lyve om det, for han troede faktisk at han talte den ærlige sandhed, indtil svimmelheden og udmattelsen blev for meget og han til sidst måtte læne sig op af sofaryggen for at lade de rystende, svage ben få en pause. Han hev efter vejret lidt tid, lydende så absolut ynkelig som det var muligt for en man underlagt den forbandede mande-influenza.

Igen beordrede Yules ham og denne gang skar hendes alvorlige ord nok igennem til at han nikkede og slæbte sig ind mod soveværelset. Det gik pinefuldt langsomt og han var nødt til at stoppe i dørkarmen igen, for at holde endnu en pause på vejen. Endelig nåede han sin seng. Med al rodet på gulvet. "Neej.. Ej, for helvede," hans lave mumlen var fuld af fortrydelse over at han var væltet ud af sengen, for skjult inden i Andrew gemte der sig en perfektionist og han begyndte at rydde op, kluntet og langsomt, stillende ting på plads før han forsøgte at lægge sig i sengen. Med det samme han lå ned kunne han mærke at det bare ikke gik. Hans krop nægtede at ligge sådan her og hans næse var begyndt at blive tilstoppet så han slæbte sig igen ud på badeværelset for at snyde næsen... Resulterende i næseblod. Kort tid efter stod han i køkkenet som Yules var gået ind i. Hans køleskab indeholdt typiske ingredienser til hangover mad. Æg og lignende ting. Og fryseren var fuld af steaks. Der var dog et par grøntsager også.
"Jeg kan ikke ligge i den seng.. Den er dum og nedern og gør ondt," indrømmede han mens han stod der, indpakket i sin dyne og med en serviet for sin blødende næse. Dernæst slæbte han sig hen til spisebordet og dumpede ned på en stol som han ikke havde energi til at rejse sig fra igen, også selvom den var mindst lige så ubehagelig som den ellers normalt så bløde seng. Han ville bare hellere være i nærheden af Yules end alene i sin egen ynkelighed lige nu.

[Yulansquin Faa]

Mest af alt havde hun lyst til at tage ham i hoved og røv og kaste ham ind i sengen, men hun gjorde det ikke, hun ville være alt for svag til den slags, og hun kunne virkelig ikke give sig ud i at bruge alle sine kræfter på ham. Der var ting der skulle ordnes, så som at lave mad til ham. Det kunne hun da lige klare! "Morgen-hoste... Du er brandvarm. Du skal ligge i din seng!" kommenderede hun ham og alligevel lyttede han ikke efter. Det var der jo ikke noget nyt i. Han klarede det i Andrew-style og ville klare det hele selv. Hvordan var han egentlig blevet syg i første omgang? Hun havde aldrig hørt om en magiker der var underlagt en sygdom, ikke sådan alvorligt i hvert fald. Der havde lige været den der magiske smittte, men ikke engang den var hun blevet ramt af.

Endelig hørte Andrew efter hvad det var hun sagde, og for en gangs skyld kunne hun få lidt ro til at arbejde. Hun tog sin stav frem og svingede med den inde i stuen. Hendes jakke og taske fløj ud på plads i gangen, sofaen blev gjort lidt rent i form af at puderne blev rettet lidt til. Bordet blev også rodet lidt op efter Andrew's hæftige druk dagen i forvejen. Glas og flasker fløj ud i køkkenet og blev placeret på køkkenbordet. Det var da en mindre start dette her. Der efter bevægede hun sig ud i køkkenet og åbnede køleskabet. Og præcis som det var forventet var køleskabet næsten tomt. Hun valgte dog at tage noget brød, æg, bacon og nogle pølser ud af køleskabet. Der efter fandt hun remedierne til at kunne kokkerere. Æggene blev slået ud på en stegepande. Baconen blev lagt på en anden sammen med nogle pølser. Det syede fra baconen der ramte den varme pande. Langsomt begyndte der at dufte af stegt bacon og æg. Det var først da Andrew dukkede op i døråbningen at hun vendte sig om. "Om så den seng har huller og fjedrene er gået i stykker har du bare at ligge dig i den seng lige med det samme." kom det alvorligt fra hende. Endnu engang svang hun med sin stav og brødet fløj ud af posen for der efter at lande på en pande så det kunne blive ristet lidt. Der var intet bedre at få lidt ristet brød når man var syg og havde drukket. Eller hun havde da regnet med at han havde drukket efter at have fået flaskerne til at svæve ud i køkkenet. Æggene blev så småt færdige og hun vendte sig om for at koge noget vand. Han skulle have noget varmt, og det skulle ikke være kaffe. Nej en omgang te måtte kunne gøre underværker når det kom til stykket. Vandet blev kogt, et par kopper blev pillet ned fra en hylde og hun begyndte at lave en kop te til ham og en kop kaffe til hende. Maden var langt om længe færdig og hun hældte de 4 pølser, 5 stykker bacon og røræggen fra 5 æg ud på en tallerken. Teen havde trukket længe nok så hun fjernede te posen fra koppen og puttede den i vasken. Hun svang endnu engang staven og de to tekopper fløj efter hende som hun vendte sig om for at gå ind til Andrew der forhåbentligt lå i sin seng. Men der måtte hun tage gruligt fejl. Han sad ved bordet med dynen rundt om sig. "Hvad sidder du der for? Det er ikke din seng Andrew Thomas." sengen kaldte på ham og ikke en eller anden dyne på en stol. Han skulle ligge og slappe af og ikke ødelægge sig selv endnu mere. "Kom så, NU!" hun lagde tryk på nu og bevægede sig ind i stuen for at finde soveværelset. "Andrew let din store røv og kom ind i seng!" kaldte hun fra soveværelset. Hun satte tallerknen fra sig på nat bordet der efter to hun fat i de to svævende kopper og satte dem ved siden af.

[Andrew Thomas]

Duften af mad der ramte Andrews næsebor var rar. Det var den altid når han havde tømmermænd, men han kunne bare mærke en svækkethed der brokkede sig over tanken om at skulle arbejde med at spise senere. Men han måtte jo spise! Det var farligt, ikke at gøre det! Han kiggede på mens Yules forberedte al maden, pakkende sig tættere ind i dynen fordi han frøs afsindigt meget hver gang bare en eneste kropsdel kom uden for dynens varme. Der blev han bare siddende, kiggende sløvt mod Yules mens hun færdiggjorde resten og til sidst lagde sit blik på ham igen. Og nu vidste han udmærket hvor meget hun mente det, at han skulle ind i seng, for nu hun sagde hans fulde navn, så var det ikke for sjov! Også selvom han slet ikke kunne håndtere den seng lige nu. Alligevel gav han op da han kort efter hørte hendes kald fra soveværelset og han rejste sig langsomt og tøffede derind. Strikse Yules. Han havde det ret skidt.

Så snart han begyndte at kravle op i sengen, faldt dynen af ham og han gøs over den ubehagelige kulde før han kravlede helt op i sengen og begyndte at række ud mod dynen på gulvet. Han kunne ikke nå og jo mere han strakte sig for at få fat i den, jo mere var han ved at få overbalance. Og jo mere anstrengte han sig. Endnu et grovt hosteanfald dukkede op, voldsomt nok til at hans øjne rendte i vand og han bare endte med at ligge i noget nært en fosterstilling, hivende efter vejret i et forsøg på at stoppe sin ekstreme hoste.
"Argh! Sengen er.. Kold!" det var virkelig svært at sige noget som helst når hosteanfaldet afbrød ham, næsten ord for ord, til det til sidst stoppede. Han havde, i sin sløve tilstand, endnu ikke regnet ud at det var fordi han manglede den forbandede dyne. "Køkkenet var mere varmt. Jeg fryser herre meget.. Ej, hvorfor er her så pisse koldt, altså," mumlede han mut mens han lagde armene om sig selv. Han var ikke ligefrem opmærksom på hvor meget hjælp Yules gav ham lige nu, for han var stadig halv i benægtelsens stadie, hvor han var rimelig overbevist om at han frøs fordi her rent faktisk var koldt og ikke fordi det var ham der havde en høj kropstemperatur mens rummet i sig selv var fint varmt. "Kan vi ikke godt please go tilbage til køkkenet, Yo?"

[Yulansquin Faa]

Nogen gange kunne hun godt slå ham i hovedet med en bog. Og nogen gange var han altså bare et barn. Det var næsten for meget, men hun kunne virkelig ikke gøre noget ved det. Så i stedet rystede hun på hovedet af ham da han endelig kom ind i soveværelset. For en gangs skyld hørte han efter hvad hun sagde. Han var mindst lige så stædig som hun var nogen gange. Og det var MEGET stædig. Hvis det stod til hende skulle hun ikke giftes, så havde hun det ganske udemærket med bare at være sig selv. Men dog kunne hun ikke gå imod familien, den betød for meget for hende, og fars ord var jo lov. Sådan føltes det i hvert fald en gang i mellem.

Hun kunne lige frem se hvor meget han kæmpede med at være i den seng, og hvor meget han prøvede på at få den dyne op fra gulvet. "Ej så stopper du Andrew..." hun måtte gå det sidste stykke over imod sengen og samlede dynen op. Hun lagde den ordentligt på ham og begyndte at putte ham godt ind. "Så hænderne over dynen så du kan spise." kommenderede hun og kiggede lidt alvorligt på ham. Det kunne han da i det mindste finde ud af, og da han havde gjort det pakkede hun ham lidt mere ind i dynen. Pressede dynen godt ind under ham så han kunne mærke dynens varme. "Du bliver lige præcis hvor jeg har placeret dig." kom det fra hende og fik lige rørt ved hans skulder og så aret der var der. "Hvad er det?" spurgte hun og kørte hånden hen over aret. Det var ikke fra Hogwarts tiden, det ville hun have kunne huske. Han må have lavet et eller andet vildt da han var i udlandet. Hun fjernede hånden fra ham hans skulder og tog tallerknen fra natbordet og satte på skødet af ham. "Så spis." kommenderede hun igen og svang med sin stav. Straks begyndte hans tøj fra dagen før at folde sig sammen og ligge sig på pænt på den nærmeste stol. Hun satte sig på sengekanten og tog sin kaffe. Hun pustede ned i koppen og tog derefter en tår af den.

[Andrew Thomas]

Der var intet bedre end at blive puttet af Yules. Varmen fra både hendes hænder og fra dynen, der blev pakket om ham. Han begyndte faktisk at falde lidt mere til ro af det og var tæt på at vælge at lægge sig til at sove igen, da Yules afbrød stilheden et par gange. Det holdt ham vågen, men han var træt nok til at han ikke gad til at være Rasmus Modsat længere og han nikkede til hendes ordrer, kiggende op på hende med trætte brune øjne, der helst bare ville være lukkede. Men der skulle spises først. Berøringen mod den skulder hvor han havde tandarret fra sin slåskamp med en drage vækkede ham dog lidt mere til dåd og han proppede sig lidt op, så han havde vægt på albuen og kiggede lidt mod sin skulder. "Dragebid.. Det var en af mindre drager, men de er vildt hurtige og jeg så det ikke lige komme," forklarede han før han tog gaflen fra tallerkenen med morgenmad på og begyndte at stable æg og bacon op på det toastede brød. Allerede nu kunne han se, at hans egne køkken-skills var forfærdelige i forhold til Yules', for han fik næsten altid overstegt det meste. "Det skete i starten af min karriere," tilføjede han, som var det en god nok forklaring for, at overbevise Yules om at han ikke ville komme galt afsted igen. Det ville dog være umuligt at love.

Lige så langsomt begyndte han at spise maden der var blevet lavet for ham og fordi det smagte så godt gik det også op for ham at han endnu ikke havde takket hende for at komme her og hjælpe og det hele. Ja, selvfølgelig var han overbevist om at han godt kunne have klaret sig selv, men det betød ikke at han ville være en røv over for hende. "Erhm.. Tak fordi du hjælper. Det smager meget bedre end når jeg selv forsøger at lave mad," han sendte hende et lille smil før han blev stille igen til fordel for at spise videre. Det hjalp på tømmermændene. Dog knap så meget på følelsen af sygdom i kroppen, som han stadig benægtede var der. Mirakuløst var der ikke kommet flere hosteanfald mens han stille og roligt fik mere og mere mad til at forsvinde ned i dybet der også var hans tomme mave.

[Yulansquin Faa]

Hun lyttede til ham som han snakkede. Et drage bid.. Hvorfor skulle han også lige have den slags arbejde?! Det var altså en virkelig dårlig ide at have den slags arbejde. Kunne han ikke have valgt noget helt andet arbejde? Noget der ikke var farligt? Ja hun kom da selv til skade med sit arbejde, men det var da ikke at lade livet helt. Okey der kunne da ske dødsfald, men det var virkelig ikke så tit, det var mere skader man fik, og de kunne lappes. "Et drage bid... Hvorfor skal du også have den slags arbejde." fnøs hun. Hun var bestemt ikke tilfreds med hans form for arbejde. Selv Matthew havde ikke den slags arbejde. Godt nok var han kontor mus, men han havde sikkert også været ude i felten inden han startede som leder. Ja det var da i det mindste ikke nær så farligt som at at arbejde med drager.

Hun tog en ny tår af koppen og kiggede på ham som han endelig begyndte at spise. I det mindste havde han da lidt appetit. Det var kun en god ting. Så kunne han da få det lidt bedre, om ikke bare så ved tømmermændene han nok rendte rundt med. Det var hun sikker på. Mad i maven var en ting der fik alle og en hver til at få det bedre. "Du behøver ikke at takke mig, du er en af mine bedste venner. Det manglede bare at nogen passer på dig når du nu ikke selv kan." hun var mere afdæmpet i tonen, men nu havde han da også hørt efter hende når det kom til stykket. Dog var han ikke blevet en bedre kok på sin rejse. Det undrede hende virkelig ikke. Han skulle sikkert finde en der kunne lave mad til ham hver dag, bare for at han fik noget ordentligt at spise. Den mand skulle virkelig have et kursus i at lave mad. En mand der lavede mad var samlejeet, i hvert fald hvis du spurgte hende. Matthew skulle også lærer at lave mad. Men han gjorde det helt sikkert ikke.
Da han var færdig med at spise tog hun tallerknen fra ham og satte den på natbordet. Hun tog fat i koppen med teen og rakte den ud til ham. "Drak det her." kom det fra hende. Han skulle nok blive rask, det handlede bare om tid. Og så skulle han sove!

[Andrew Thomas]

Det var så tydeligt på Yules at hun overhovedet ikke brød sig om hvad hun fik at vide. Hendes tænke-ansigt var fremme igen, til hun åbnede munden med en negativ kommentar, der fik Andrew til at trække på skuldrene. "Fordi.. Drager er spændende? Og fordi jeg får mere motion ud af det," han tænkte sig lidt mere om. Det var skide dårlige grunde og egentlig heller ikke den grund han havde rigtigt. Men hans hoved var bare så tomt lige nu og det krævede super meget at få hjernen i gang. "Og fordi der er mange drager der er i nød, som har brug for hjælp. Og jeg vil hjælpe dem, for det er ikke mange andre der vil," og her var den rigtige grund!

Snart havde han spist al maden og trætheden i hele hans krop havde fordoblet sig i løbet af måltidet. Nu halvt lå han bare og var næsten småsovende. "Men jeg ville bare ikke være utaknemmelig og nedern.. Du ved," han mumlede en smule i den sætning, som var det hårdt at snakke og at det trættede ham endnu mere. Han tog imod koppen med te og begyndte at drikke. Aldrig havde han oplevet noget så lindrende, for han havde egentlig ekstremt ondt i halsen. Men det her varmede dejligt og det betød også at han ikke spildte tiden. Han drak det relativt hurtigt, selvom det stadig var ret varmt og stillede derefter koppen fra sig for at lægge sig helt ned igen, dødtræt. "Årh, jeg er træt," Andrew gned sine øjne let og kiggede så op på Yules, der var ved at rejse sig. Med det samme rakte han ud efter hendes hånd, da en pludselig panik vældede op i ham. Hvis han vågnede op på samme måde som før og væltede ned og ødelagde tingene på sit natbord, så ville det bare være virkelig nedern. Og han havde det stadig ikke godt. Og han havde virkelig... virkelig... Ikke lyst til at være alene herinde.
"Vil du ikke nok.." det var SÅ svært at bede om det, for Andrew bad aldrig om ting. Han havde altid styr på tingene selv, han sørgede altid for sig selv og han fokuserede altid på andres ve og vel. Han hadede at være i positionen hvor han var nødt til at tage en selvisk beslutning. Det var noget nært umuligt for ham og det var også tydeligt på hans ansigt at det var svært. Rigtig, rigtig svært. "Please bliv," mumlede han til sidst, næsten skamfuldt. Han havde kigget hende i øjnene da han sagde det, men hans blik blev omgående nedslået derefter. Han skammede sig vildt over at være i den her situation hvor han bare følte sig magtesløs.

[Yulansquin Faa]

Hun fattede ikke at han kunne have et arbejde som det. Det var så farligt og der kunne være så mange dødsfald indblandet. Det kunne gå hurtigt, især hvis man ikke passede på. Andrew passede på det var hun sikker på, men alligevel var han kommet til skade. Tænk hvis det havde været hovedet det var gået ud over! Så havde han jo ikke lige frem været her mere! Det ville have været en skam, og så ville han ikke have kunne se hende i den smukke brudekjole Haru havde været så god til at finde til hende. Så ville han bare være et billed på et bord. Det ville i sandhed også have været en kedelig nyhed for familien. Det ville bare være endnu en sorg der skulle overstås. "Det er stadig farligt Andrew. Du burde virkelig ikke lave den slags arbejde. Kunne du ikke bare have arbejdet i ministeriet i stedet for." et suk kom efter hendes sætning. Hvis han bare havde arbejdet der så havde alt ting været meget bedre, og ikke nær så farligt!

Hun kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet, og hun håbede på at han nok skulle få det bedre. Det var hun sikker på, også selvom han var syg. Nu skulle han bare ligge her og slappe af og nyde at der var nogen til at passe på ham.
Da han havde drukket sin te færdig rejste hun sig op da han sagde hun var træt, hun skulle til at bevæge sig ud imod døren da han tog fat i hendes hånd. Så hun måtte ikke gå? Sikke noget pjat, hun gik jo ikke langt væk, bare ind i stuen. Så kunne hun jo altid høre ham når han vågnede. Han ville sikkert komme væltende ud alligevel. "Jeg skal nok blive." kom det fra hende og satte sig ned på sengen igen. Hvis det var det han ønskede så skulle hun da nok blive. Hun tog en tår af kaffen satte den fra sig og puttede ham lidt mere, der efter lænede hun sig ned og gav ham et kys på panden. "Sov nu" kom det fra hende og satte sig tilbage og lænede sig lidt op af sengen.

Da han endelig var faldet i søvn rejste hun sig for at bevæge sig ind i hans kontor. Han måtte da have et eller andet hun kunne læse i som ikke omhandlede drager. Til alt held fandt hun en bog, det så ud til det var en krimi for der var da en blodig kniv på forsiden. Hun tog fat i bogen og bevægede sig imod soveværelset igen. Hun bevægede sig over på modsatte side af sengen hvor Andrew sov og satte sig på sengen, lænede sig op af sengekanten og åbnede bogen.
Først virkede bogen ret kedelig og uden handling, men jo mere hun kom igennem den blev den mere spændende. Hun kiggede væk fra bogen et par enkelte gange da Andrew rørte lidt på sig. Koppen med kaffen havde hun da fået taget med over på den anden siden af sengen og hun tog den i hånden for at tage en tår af den. Langsomt lukkede hun bogen lidt i og kiggede ud af vinduet. Gad vide hvad matthew lavede lige nu. Han var sikkert på arbejde, måske hun skulle have taget sig sammen til at skrive et brev til ham.

[Andrew Thomas]

Det var en enorm lettelse af hun ville blive. Han kunne slet ikke få sig selv til at sove hvis han skulle gøre det her, helt alene, så da hun valgte at sige ja, åndede han lettet op og lod lige så stille søvnen vinde over sig. Før han nåede at falde i søvn kunne han dog mærke hendes læber mod sin pande. Han ønskede dem et andet sted, men han ville aldrig udsætte hende for det. Det gik bare ikke. I stedet sukkede han træt og faldti søvn. Det gik næsten alt for hurtigt og hans søvn var meget tung til at begynde med, indtil feber-mareridtet meldte sig. Og ved gud det var skræk-vækkende!

Det hele startede med et ikke helt så uskyldigt kys. Det udviklede sig. Hendes familie opdagede det. Hun blev ekskluderet fuldstændig. Matthew Price opdagede det. Han slog hende og ville ikke have mere med hende at gøre. Hun valgte at trække sig helt fra Andrew der var ulykkelig i drømmen, men så skete det værste af det hele: Familien Price, familien Faa var der. Andrew var der. Yules var der. I hånden havde hun sin tryllestav og tårer rendte ned af hendes kinder, da hun løftede staven. Matthew kiggede trodsigt, på hende og på Andrew. Hendes stemme knækkede næsten da hun ytrede ordene. De alt-ødelæggende ord. "Avada Kedavra.." den grønne stråle ramte hende i brystet og hendes krop faldt livløs, de tårevædede, døde øjne stirrende bebrejdende direkte ind i Andrews sjæl. Før han nåede at skrige i afmagt stoppede mareridtet brat.

Erstattet af en opvågning så voldsom at han satte sig op med et sæt, koldsveden dryppende ned fra hans pande. Han havde ikke rørt på sig særlig meget i søvnen, men hans vejrtrækning var blevet hurtigere med mareridtets rædselsfulde klimaks. og nu hyperventilerede han, mens hans hjerte hamrede afsted inden i ham. Hans øjne var vidt opspilede, paniske som han lagde armene om sig selv og overvejede om det han lige havde oplevet rent faktisk var sket. Han havde endnu ikke fået øje på Yules, for han kiggede bare lige frem for sig, rystende over hele kroppen.
"Nej... Nej nej nej nej nej..." hans stemme var omtrent lige så panisk som resten af hans krop som han var lukket helt inde i sig selv, fanget af mareridtets panik.

[Yulansquin Faa]

Alt i mens Andrew havde sovet havde hun siddet og læst, og tænkt lidt på Matthew. Det var underligt at brylluppet var så tæt på og hun snart skulle giftes. Det havde været underligt i starten, og at hun slet ikke kendte Matthew, det havde ændret sig fuldstændig da hun var rejst til Norge for at lære ham at kende. Hun kunne stadig mærke hans læber mod hendes en gang i mellem. Selvom det bare havde været et mindre kys fordi hun havde følt at alt ramlede omkring hende. Kun fordi de havde snakket om Hailey. Hun havde søgt nærvær det samme havde hun gjort ved Andrew under høstfesten. Der var intet der havde været med vilje. Heldigvis havde hun ikke kysset Andrew, det ville have været en katastrofe hvis hun havde gjort det. Det ville slet ikke være særlig godt på nogen måder. Det ville kunne ødelægge alt mellem hende og Matthew, og sætte en masse ting i gang mellem hende og Andrew, det var slet ikke noget af det hun ønskede skulle ske. Hun ville så gerne have at tingene bare var som de var nu.

Hun var på vej ud af sengen da Andrew rørte på sig og hans vedvarende "nej" genlød. Hun anede ikke hvad der foregik og hun lagde en hånd på hans arm. "Hey, hvad sker der?" spurgte hun oprigtigt bekymret inden hun lagde en hånd på hans pande. Han havde stadig feber, den var faldet lidt, men ikke nok. Hvordan hun vidste at det var feber anede hun ikke, men han var stadig varm og det var godt nok for hende til at vide noget var galt. Hun lukkede bogen sammen som lå i skødet på hende med den anden hånd og rettede sig lidt op. Hun havde mere eller mindre ligget halvt ned med en pude under hovedet. Endnu engang gik hendes tanker over på Matthew. Hun skulle virkelig snart til at sende ham en ny ugle hvis alt skulle blive som hendes forældre ønskede. Et langt og sundt ægteskab mellem to mennesker der kunne nyde lidt af deres ungdom stadig. Selvom familierne nok forventede børn snart. Så skulle alt bare være ham og hende til at starte med. Det ville være en god ting at starte med det. Desuden så skulle de jo også begge to vende sig til at de ikke længere var alene.

[Andrew Thomas]

Alt hvad der skulle til at for at bringe Andrew ud af sin levende mareridtsagtige tilstand var, at høre den stemme der tilhørte Yules. Levende. Hendes berøring fik ham til at kigge på hende meget kort før ham omgående kiggede væk igen. Hvis han nogensinde kyssede hende, så ville det helt sikkert ske og en ond smerte bredte sig i hans bryst bare ved tanken. han tog sig til hovedet, stadig rystende som et espeløv og komplet ude af stand til at få en fuld forståelse af hvad han gennemgik. Panik? Absolut sorg? Raseri over sig selv? Måske lidt af det hele. Hvordan kunne han overhovedet tænke at det var en god idé, at kysse Yules? Han holdt af hende mere end nogen anden, og derfor kunne han aldrig udsætte hende for sådan noget. Det kunne han bare ikke. Også selvom det betød at han i sidste ende ikke fik lov at tilbringe sit liv med hende. Han ville altid være hendes ven, men der ville også altid være en grænse han ikke kunne krydse. Og nu, efter sit mareridt, vidste også præcis hvad konsekvenserne ville være. Katastrofale. Alt-ødelæggende.

"Det.. Det var bare et.. Et mareridt," forsøgte han at forklare, men hans stemme knækkede flere gange. Han var voldsomt tæt på et komplet nervøst sammenbrud og det at Yules sad her hjalp ikke rigtig på det. Hver gang han kiggede på hende, begyndte han bare at hade sin lyst til at kysse hende mere og mere, hvorefter han begyndte at hade, at han var nødt til at hade det andet. Det hele var så forvirrende og alligevel så han også alting klart. Han var jo forelsket i hende. Da det først var indrømmet, samtidig med at han konkluderede at det ikke ville blive til noget som helst, kunne han ikke holde det inde mere. Denne gang var tårerne ikke af lykke som sidst de så hinanden, men tårer af frustration, frygt og kvælende sorg. Han var en idiot. Han skulle aldrig have rejst! Han skulle have ventet på at Yules dimiterede fra Hogwarts og så skulle han have inviteret hende ud omgående! Han skulle have sagt ja til alle de 27 invitationer. Og nu hvor han erkendte det hele, samt det faktum at han var forelsket i hende, var han også nødt til at indrømme over for sig selv hvor komplet forfærdelig en ven han selv var. Det var bare for meget, det hele. Men han kunne ikke sige det til hende. Hun ville sikkert spørge ind til mareridtet, så han valgte at sige det på forhånd, det som han rent faktisk var i stand til at svare på. "Du døde," et enkelt lille hulk af afmagt undslap ham og han rev sig selv let i håret, fuldstændig ude af sig selv.

[Yulansquin Faa]

Alt var så roligt og så fredeligt, eller det troede hun da at det var. Hvis man da lige så bort fra at Andrew lige havde sagt nej flere gange i træk. Nogen gange kunne man have lov til at spørge sig selv hvad der foregik inde i hovedet på den mand. Hun havde lyst til at spørge yderligere ind hvad der var galt, men da han lige selv svarede at det var et mareridt ville hun da gerne vide hvad det havde handlet om. Nysgerrigheden sad i hende, men kunne hun tillade sig at spørge yderligere ind til det? Dog kam han hende i forkøbet og han fortalte at hun døde. Døde? Hun havde det ganske udemærket, hun sad lige her ved siden af ham og havde det ganske glimrende. "Jeg har det fint Andrew, jeg er lige her" kom det fra hende og kiggede på ham. Hun skulle ingen steder, ikke sådan som tingene var så havde hun altså mange år foran sig endnu, og det ville ikke ændre sig. Hun skulle giftes, og hun var lykkelig. Eller så lykkelig som man da kunne være.

Hvis man ikke troede på hende så skulle man nok få det at se til brylluppet. Hun var glad for at skulle giftes med Matthew, om end hun ikke kendte ham ordentligt, men de havde hele livet foran sig til at lærer hinanden at kende. Det der skræmte hende mest var bryllups natten og det der skulle foregå. Hun havde aldrig været sammen med en fyr før, om end hun havde håbet på at hendes første gang skulle have været Andrew for så mange år tilbage. Det var bare ikke sådan det var forløbet. Andrew var stukket af og nydt livet længere ude end hun selv havde været. Hun var den dag i dag aldrig rigtig kommet over det, men det var der jo ikke noget at gøre ved. Så måtte hendes første gang jo være med Matthew og så måtte hun jo se hvordan det gik når den tid kom.
Hun lænede sig ind til Andrew og krammede ham. Hun kunne lide at se ham græde, det skar hende i hjertet noget så frygteligt. Hun kyssede ham i panden og lod hans hoved ramme hende på brystet for at ae ham hen over håret. "Alt er okey, det var bare et mareridt." hun ville ikke gå i detaljer om hvad der var sket i mareridtet det måtte han selv vælge om han ville fortælle hende. Så længe han vidste at hun var her og hun var helt okey. Hun forsatte med at ae ham hen over håret om end at han var svedig af drømmen så var hun lige glad. Han havde brug for hende, og det var det der betød noget for hende.

[Andrew Thomas]

Andrew kiggede kort op da Yules sagde at hun havde det fint og at hun stadig var her. Men det ændrede ikke på den knusende fornemmelse han bare havde i hele kroppen. Han havde lyst til at gemme sig under sengen, lige som han havde gjort det, da han fik nyheden om sine forældres død. Han havde lyst til at skrige og slå på ting og så derefter græde videre. Hvordan kunne han hanve de følelser for sin bedste ven! "Men du var død før og du lå bare dér og stirrede," igen knækkede hans stemme og han kiggede knust på hende med et opgivende blik. Han kunne stadig ikke tale om alt det andet og det ramte ham så pisse hårdt. Mon han nogensinde ville finde kærlighed igen, nu hvor Yules og ham aldrig ville ske? Ville han bare dø alene? Han kunne slet ikke stoppe den mørke, forfærdelige tankerække og det fik ham til at græde endnu mere.

Og så kom hendes arme, og trak ham ind i et tæt kram, lige som han havde gjort det for hende, da hun var brudt sammen. Bortset fra at hun havde sagt åbent hvorfor hun var ked af det og han var nødt til at holde sin grund fra hende. Det var uretfærdigt og forkert! Gråden tog til i styrke, mens hun sagde at det bare var et mareridt og aede hans hår. Det var rart og beroligende, så hans rysten begyndte lige så stille at falme. Han græd dog stadig. "Men det var så virkeligt," fik han fremstammet lavt, som han græd videre i lang tid, indtil han var alt for udkørt til at græde mere. Han var rød om øjnene, men blev lige så langsomt mere stille og træt igen. Og opmærksom på hvor skide dårligt han stadig havde det. Det var ikke helt så slemt som før han havde sovet, men det var stadig slemt. Den kradsende ømme hals, hovedpinen og svimmelheden og den kvalme der var, efter mareridtet. Helst ville han sove det væk. Men ikke når han var så svedig som nu. Der var behov for et bad. "Jeg... Jeg tror jeg har brug for et bad," hans stemme var lidt lille og pinlig berørt over at han bar blevet omfavnet mens han praktisk talt havde koldsved over hele kroppen.