The Dreaded Man-flu Hangover

[Andrew Thomas]

Hvorfor healeren intet sagde vidste Andrew ikke. Måske fordi de gerne ville have ham til at slappe af først? Han havde trods alt været ret panikslagen lige før og det havde enddog set ud til at en af de andre healere skulle til at bruge magi på at få ham til at falde ned og ikke være så overgear'et efter at se hvor i alverden Yules var henne. Men nu var hun her, med sin hånd i hans, så selvfølgelig kom der da ro på ham. Han var bare ikke helt vant til at ligge i en sygeseng og det gjorde at han følte sig virkelig akavet.
Der var stille et stykke tid før Yules spurgte om han var okay. Hendes stemme der stadig virkede usikker, samt hendes ansigt der virkede til at hun stadig ikke var okay med hvad der var sket, fik ham til at droppe sin macho-act og han gned sig i panden med den frie hånd før han sukkede lavt. "Det tror jeg ikke? Jeg ved ikke engang hvad jeg fejler og hvorfor der lige pludselig var blod.. Årh, jeg hader det her," det var svært at forklare om han var okay eller ej, for på den ene side var hans snottethed forsvundet som dug fra solen, hans hoste var også væk og han følte ikke at hans hud brændte. Men på den anden side følte han at han rent fysisk var helt og holdent udmattet. Han havde ikke som sådan behov for søvn, men derimod bare at hvile sig. Leddene på hans krop var lidt ømme og han følte sig generelt tung.

Det var nu, healeren endelig besluttede sig for at åbne munden. "Mr Thomas er meget heldig. Hvor længe sagde du, at du havde været syg?" Andrew svarede at det var startet dagen derpå og lægen måtte hæve et øjenbryn, før han besluttede sig for at det var nok bare var på grund af udenlandsrejserne. "Det var meget godt at De var der Frøken. Mr Thomas er blevet smitte af magi-sygen, der har været i omløb og det så ud til, at hans landsrejser har haft en bi-effekt der gjorde at sygdommen rasede hurtigere igennem hans system. Heldigvis vækkede De hans system da De spektral transfererede herind. Mr Thomas var meget tæt på at gå i koma-tilstanden, hvor at det ville have været meget mere svært at hjælpe ham. Men nu har han fået kuren, og kan frit tage hjem om nogle timer," de måtte være ret sikre på deres sag her på Skt Mungos hvis han allerede kunne tage hjem snart. Hvad der dog overraskede ham var, at Yules mere eller mindre havde reddet hans røv og han kunne ikke lade være med at kigge fra healeren over til sin veninde, først forvirret, men så taknemmeligt. Han blinkede et par gange, overrasket over hvor slemt det havde været. Det kunne være gået helt galt. Endnu en nærdødsoplevelse at skrive på listen tilsyneladende.

[Yulansquin Faa]

Det var egentlig lidt underligt at stå her og der ikke blev sagt noget. Hun ville have alt af vide, alt hvad der foregik og alt hvad de havde gjort. Hun måtte simpelthen klare alt der var sket, lige fra hun ikke måtte gå med til hvad der var sket til nu hvor hun var dukket op igen. Det ville have været meget lettere hvis det hele faktisk var blevet optaget, eller skrevet ned. Så kunne hun i det mindste vide hvad der var sket. Men nej den gik ikke, der var andre ting at tænke på. "Blødte du?!" hun havde slet ikke langt mærke til blodet der havde været. Hun havde slet ikke været opmærksom det skulle hun have været. Så kunne hun have fortalt at der i det mindste også var blod!

Endelig åbnede healeren munden og endelig kunne hun se en fordel ved det hele. Eller det var der faktisk ikke, slet ikke da healeren sagde hvad det faktisk havde været. Hun måtte tage sig over munden med den frie hånd. Det kunne ikke passe at det havde været den. Det.. Skulle den ikke have været overstået?! Hun var forvirret og utrolig såret. Det kunne ikke være rigtig at det skulle være sådan. Nu vidste hun at hun virkelig skulle have været taget på Skt Mungos. "Åh.... Tak fordi i helbredte ham." et par timer var da ingen ting, det kunne hun da godt lige klare. Selvom hendes Boggart ville sige noget helt andet. Hendes værste frygt var jo at se sig selv liggende med diverse slanger liggende over hele kroppen fordi hun var ALT for undervægtig. Så et par timer... Det kunne hun da... Snilt klare ikke? Hun vendte blikket ned imod Andrew og gav ham et kys på kinden. "Din idiot! Du kunne have været død. Jeg sagde jo vi skulle være taget på Skt. Mungos!" der var stadig bekymring at spore i hendes stemme, om end at hun var lidt sur dog kunne det ikke spores i hendes stemme. Bekymringen sad der helt og holdent.

[Andrew Thomas]

Andrew nikkede. Han havde blødt, hvilket han nok ville have gjort Yules opmærksom på efter sin panik over det. Men det havde han ikke nået, for han var gået i brædderne før han overhovedet havde nået at tænke over det. "Jeg ville have sagt det, men.. Ja.." mumlede han, skamfuld over at han ikke havde været i stand til andet end at falde om i sin egen stue som en lille vatpik. Det var ikke lige hvad han plejede at gøre til hverdag. Han var stærk normalt.
At se Yules dække munden i chok over hvad lægen fortalte, var næsten værre end hvordan han selv havde det med at han havde været tæt på at dø igen, så han klemte lidt mere om hendes hånd, mens hun bearbejdede informationen.

Et kys på hans kind påmindede Andrew om mareridtet igen, samtidig med at det føltes rart. Han vidste stadig ikke hvordan han skulle forholde sig til det, men det var også lidt mere vigtigt for ham hvordan Yules havde det. Hun virkede stadig bekymret og han hadede lidt sig selv for at få hende så langt ud hvor de var endt her fordi han havde været helt sikker på at der ikke var noget galt. "Jeg!.. Du... Du har ret," indrømmede han lavt mens han kort kiggede væk. "Undskyld, Yo," han tog fat i skuldrene på hende og trak hende ned til sig for at give hende et kram. Han forsøgte at overbevise sig selv om at det var fordi hun havde behov for det, men når alt kom til alt var det faktisk bare fordi han selv havde brug for nærheden oven på den grimme oplevelse.

[Yulansquin Faa]

Tænk en gang at han havde været smittet af den magiske smitte! Det var utroligt, og gud ved hvem hvor lang tid han havde haft den i sig! Ingen vidste det, i det mindste virkede han da normal nok, bortset fra at han lå her på en hospitals seng. Hvis han nu kunne komme ud af den, nej han skulle hvile. Det var nok bedst at han blev i sengen. Dog kunne hun slå ham noget så hårdt for ikke at have fortalt han havde blødt. Havde det været første gang eller havde han gjort det om morgen også. Måske for flere dage siden?! Det kunne bare ikke være rigtigt! Det skulle ikke være sådan, hvorfor fanden fik hun også sådan nogle katastrofe tanker nu?! Sådan kunne hun altså ikke stå at tænke, men det var for sent nu.

Hun havde ret og han vidste det! Det var i det mindste en god ting! Gu var det ej! Han skulle skamme sig for ikke at have ville lytte til hende, og at han så bare faldt i søvn da de så den der film. Hvad den så end hed! Løvens Hule, eller var det løvens Gab? Det var også lige meget! Han skulle få så mange tæsk! Det var lige præcis det han skulle have! Hun var stadig dybt chokeret over at han havde haft den magiske syge, i det mindste var de da kommet i tide, og at han ikke ville blive en af dem der faldt for smitten!
Hun skulle lige til at åbne munden og skælde ham lidt mere ud i sin ikke særlige alvorlige stemme, men nej hun blev hevet ned til at kram og hun måtte give slip på hans hånd for at ligge hænderne så meget rundt om ham som hun kunne. "Jeg er bare glad for du er okey nu." hun var på nippet til at græde, men hun måtte ikke. Det ville være virkelig skidt hvis hun var begyndt at græde. Hun havde sådan set også grædt nok det sidste stykke tid.

[Andrew Thomas]

Andrew havde nået opbygge sig en ekstremt dårlig samvittighed over at han ikke havde lyttet til Yules da hun tydeligvis havde haft ret i at det ikke gav mening at troldmænd og hekse blev syge. Han kunne endda se det på hende. Hun var virkelig ikke tilfreds og han var fuldstændig sikker på, at havde han ikke trukket hende ind i et kram så ville hun nok begynde at skælde mere ud og måske endda slå. Altså, ikke rigtig slå, men reprimande-slag. Den slags Yules gjorde sig i. Ikke med knyttet næve. Det var faktisk lidt mere et dask, men det var stadig nok til at svie og til at gøre ens hud rød. Og hun ville nok ikke stoppe bare ved et dask. Ikke at han kunne fortænke hende i det, hun havde sgu al ret til det. I stedet krammede de den ud og Andrew var nu alligevel lidt glad for at han ikke skulle have Yules-klask på sine bare arme.

Til gengæld kunne han også høre at hun var virkelig tæt på at græde og hans greb om hende blev lidt mere fast. Hvis hun havde brug for det, så havde hun brug for det. Andrew ville ikke stoppe hende. Selv var han lidt for chokeret over sin nærdødsoplevelse til at kunne græde over det endnu. Det ville nok komme om et par dage. I stedet gjorde Andrew hvad han var så god til: Satte sig selv i anden række og puttede andre først."Yeah, og du er min helt," erklærede han, både i ramme alvor, men også i et forsøg på at gøre hele episoden lidt mere let at tale om.

[Yulansquin Faa]

Hvis ikke det var fordi at hun følte trængen til at kramme ham, så havde hun i hvert fald givet ham et par dask. Men nej det kunne vente, han var okey nu og det skulle hun huske på. Dog kunne hun ikke lade vær med at tænke over at hun rent faktisk kunne have mistet ham nu her. Det var anden gang hun kunne have mistet ham og hun anede det ikke engang. For første gang hvad hun vidste af havde han stået med en fod i graven. Han kunne have været syg i måneds vis uden han selv anede det. Utroligt at han havde været så frisk som han var. Det var mærkeligt det hele når hun tænkte over det.

Hun stoppede krammet og kiggede ham dybt ind i øjnene. "Om et par timer er du fri til at gå." kom det fra hende og kiggede på ham. Hun ville ønske at han kunne gå nu. Hun hadet at være et sted som dette, men hun sagde det aldrig til nogen. Det var hendes egen lille hemmelighed. Tanken om at skulle ligge sådan et sted som her var skræmmende. Hun ønskede det ikke for nogen som helst. Hvis bare hun kunne komme et andet sted hen lige nu. Ingen kendte hendes hemmelighed, og ingen havde set hendes boggert før. Det var den mørkeste hemmelighed hun sad med og den ville hun selv gemme på så længe hun kunne. Man kunne ikke engang se på hende at hun var skræmt at være her. Hun var stærk og det var sådan det skulle fremstå også.
Hun tog fat i hans hånd og klemte den lidt. "Alt skal nok blive okey igen..." kom det stille fra hende og klemte hans hånd igen.

[Andrew Thomas]

Efter lidt tid med kram og varme, trak Yules sig lidt væk og det blev erstattet med håndholdning igen. Andrew kiggede op på hende fra sin liggende position, egentlig stadig iført sweatpants og T-shirt. Nprmalt var det jo også magi der blev brugt til at hjælpe patienterne på Skt. Mungos, så det var kun nødvendigt at fjerne patienternes tøj hvis det var beskidt eller der var andet virkelig galt. Men Andrew havde fået kuren og var derved også immun, så det var ikke nødvendigt. Dog ville han være nødt til at få det vasket så snart han kom hjem. Andrew ville ikke risikere at smitte andre på nogen tænkelige måder! Sengebetrækket skulle også vaskes. Der var meget der skulle rengøres, når han tænkte over det. Han brummede nærmest som svar på at han måtte gå om et par timer, før han mærkede at hun gav hans hånd et klem, der fik ham til at tage øjenkontakt med hende igen. Så rettede han sig lidt, nok til at komme op at sidde med healerne der observerede grundigt for tegn på ildebefindende. Heldigvis skete der ikke noget, andet at hans hoved dunkede lidt mere.

Før han nåede at svare på spørgsmålet, brød overhealeren ind i samtalen. "Vi vil give jer noget tid alene og komme tilbage om en time for at se hvordan det står til. Her vil vi også få tjekket om du har fået dine magiske evner tilbage," Andrew vidste stadig ikke om hans magi var blevet "slukket" til at starte med, men han lod blot healerne gøre som de ville og fik rettet sengen til så han kunne sidde ordentligt i den og samtidig have et ryglæn. Derefter lænede han sig tilbage, relativt afslappet.
Timen gik med at Yules og Andrew sad og hyggesnakkede. Andrew gjorde nemlig alt hvad han kunne for at holde Yules hen. Hun måtte vel ikke bryde sig vildt meget om det her sted, og hun var sikkert stadig lidt ved siden af sig selv oven på dette. Healeren kom tilbage og ganske rigtigt var magien også tilbage på dette tidspunkt.
To timer mere gik og Andrew følte sig næsten helt frisk! Ja, der var godt nok en smule hovedpine tilbage, men han kunne godt mærke at det var tømmermændene der stadig talte. Til gengæld var han blevet hundesulten og da de endelig fik lov til at gå var han lige ved at blive sindssyg! Han kunne æde en damning ko, så sulten var han!
"Yules? Jeg er virkelig sulten," hvad der skulle gøres ved det, vidste han ikke. Han havde ikke rigtig mere i sit køleskab derhjemme, men til gengæld kendte han godt take-away apps'ne man kunne få på sin mobil. "Hvad med at vi bestiller et eller andet take-away? Så kan du også få noget at spise," han vidste godt at Yules var lidt for tynd, så det her var også lidt et forsøg på at give hende muligheden for at spise uden at presse hende for meget om det.

[Yulansquin Faa]

Timerne gik, og egentlig havde hun mest af alt lyst til at gå sin vej, men hun ville ikke forlade sin bedste ven et sted som dette ene og alene. Det ville hun simpelthen ikke gøre imod ham. Han fortjente bedre, og han fortjente at hun blev lige her ved hans side. Præcis som hun altid var, intet skulle ændres bare fordi han var kommet hjem fra sin jordomrejse. Hun fjernede blikket fra Andrew og hen på healeren der snakkede. Hun sagde ingen ting til at starte med men inden healeren gik fik hun da sagt. "Tak for det." Hun var ikke sikker på at det var hende der skulle sige det, men nu havde hun altså gjort det.

Selvom timerne gik prøvede hun så vidt muligt på ikke at vise hun ikke ville være her. Hun prøvede at tænke på noget andet i stedet for hendes frygt for steder som dette her. Hun ville hellere end gerne sidde og snakke med Andrew, og selvom det var hyggeligt nok lå det i baghovedet at det kunne ske at hun en dag lå et sted som her. Hvis ikke det var her i England, så et sted i Norge, hun håbede ikke det skulle ske, men det skulle ske den dag hun fødte et barn, føj hvor ville hun hade den dag det skete!
ENDELIG kunne de gå og hun var hurtig til at komme på benene, nu ville hun ud her fra. Problemet var bare en ting.. Spetalel ferens når de kom ud her fra.. Urgh! Det orkede hun næsten ikke, så hellere gå eller flyve! "Du har heller ikke spist noget hele dagen, klokken er vel også ved at være 19 eller sådan noget" hun havde ikke engang kigget på uret en eneste gang imens hun havde snakket med Andrew. Egentlig var det også bare et gæt om hvad klokken var. Hun var ikke som sådan sulten, jo måske lidt og hun skulle jo spise bare en smule, og hvad var bedre end i et godt selvskab? "Jeg kunne virkelig godt spise noget Kinesisk tror jeg." hun havde ikke spist ude længe, eller fået mad ude fra, hun kunne jo godt lide at lave mad, så hvorfor ikke bare nyde at lave maden selvom det godt kunne tage tid en gang i mellem. Godt nok vidste hun at der ikke var meget mad hos Andrew, men de kunne da købe noget på vejen hjem.

[Andrew Thomas]

Andrew rejste sig lidt hurtigt fra sin seng og gjorde lidt store øjne da Yules nævnte at klokken næsten var 19. Det var jo vildt sent! Hvor fanden var dagen gået hen? Den var jo helt væk! Han rettede lidt på sit forpjuskede hår og sendte Yules et lille smil. "Jamen, så lad os finde noget kinesisk! Jeg kender et godt sted!" men så kiggede Andrew ned ad sig selv. Stadig iført sweatpants og med helt bare arme i T-shirten der egentlig mere mindede om en undertrøje. Det ville jo blive skide koldt udenfor! Måske de skulle tage en taxi hen til restauranten han havde i tankerne.
I hvert fald spildte Andrew ikke tiden med at tage Yules hånd i sin og begynde at lede hende ud af Skt. Mungos. Der var andre syge rundt omkring på de andre værelser, healere gik rundt på gangene og til sidst var de uden for hospitalet, hvor mørket efterhånden havde gjort sin entré. Der havde været rimelig solrigt i løbet af dagen, men det var jo ikke sommer mere og så snart de stod uden for kunne Andrew mærke hvor bidende denne kulde var.

"Skal vi ikke.. Du ved.. Få fat i en taxi eller sådan noget? Her er ret koldt," erklærede han som han pr automatik stak hænderne i lommerne på sine sweatpants og begyndte at spænde i skuldrene. Det var et held at han i det mindste havde sokker på, men skoene havde han ikke. De var ikke kommet med under deres spektral-transferens hertil, for han havde slet ikke haft dem på under hans kollaps mod stuegulvet. Og nu blev han pinligt opmærksom på at hans havde slået sin to mod dørkarmen og at jorden herude ikke var sindssygt varm når man ingen sko havde på!

[Yulansquin Faa]

Endelig skulle de hjem, og endelig skulle de væk fra dette mareridt hun var i. For en gangs skyld var der kommet noget godt ud af det, men hun håbede egentlig mest af alt på at de aldrig skulle tilbage her til. Det ville skabe for mange problemer i sidste ende. Især når hun hadet at være et sted som dette. Bare tanken om at være her var ulidelig! Så da Andrew tog hendes hånd og førte hende ud af Skt. Mungos var hun mere end lykkelig. Hun var glad for at alt var som det skulle være. Det var først de kom ud at hun faktisk lagde mærke til at han intet tøj havde på stort set. Ikke engang nogle sko! Det kunne da ikke passe, men nu havde hun altså ikke lige tænkt sig at han skulle have sko på inden de skulle afsted. Det skulle jo være gået hurtigt.

"En taxi? Burde du ikke tage hjem, så finder jeg noget mad. Du har jo næsten ikke noget tøj på.." hun kiggede lidt ned på hans fødder, og ærgede sig over at han ikke havde noget på, det måtte være koldt for ham, og folk ville helt klart kigge på dem når han gik der i kort ærmede trøje og ingen sko. Alle de blikke der ville falde på dem, de måtte jo tro at han var vanvittig. Han skulle nødig blive syg igen, eller sådan muggler syg! Det ville være en skam, i det mindste kunne han ligge sin alkohol lidt på hylden så, i hvert fald for en stund, for han var jo ikke dranker. Han havde nok bare været lykkelig for at være hjemme igen.

[Andrew Thomas]

Andrew havde ikke lyst til at tage hjem alene. Der var sikkert blod på stuegulvet og selvom han så sig selv som værende rimelig hårdfør når det kom til blod og lignende, så var han utryg omkring det nu. Han havde været tæt på at dø og det blod var bare endnu et bevis på at det var sket og at han kunne have været død lige foran Yules. Han ville hellere lide i kulden lidt end han ville tage hjem, men han kunne også godt høre på Yules at det nok ikke var noget, han burde diskutere med hende. At det var bedst at han bare indvilgede. Om han var i stand til at spektral transferere uden brug af sin stav vidste han så til gengæld ikke. Det ville kræve rigtig, rigtig meget koncentration i hvert fald!

"Yeah, det ville nok være for det bedste. Jeg har ikke engang sko på," mumlede han eftertænksomt, før han gav Yules hånd et lille klem og gav slip på hende. Så var det tid til magisk transport uden en tryllestav. Han håbede virkelig at han ikke ville splintre af det. Med et ansigt der så dybt koncentreret ud, løftede han en finger og knipsede.
Heldigvis gik det fint, for han poppede op i gangen i sin lejlighed og kiggede sig lidt rundt. Her var ikke helt mørkt endnu, for lygterne ude på gaden sendte lys ind. Men han tændte nu alligevel lyset i sin lejlighed og gik længere ind. Ind i stuen hvor blodet var alt for tydeligt, selvom der ikke engang var særlig meget. Han kunne have været død lige her og han ville ikke kunnet have gjort noget ved det. Og Yules ville være der, se det hele ske. Han ville have ødelagt hende ved at gøre det.

Han stod i et langt stykke tid og stirrede på de små klatter af blod. Så gik han hastigt ud i køkkenet, flåede en klud ud af skabet og fik den gjort våd. Der gik ikke længe før han sad på gulvet, skrubbende blodet væk. Og det forsvandt da også, men i Andrews hoved var det der bare stadig, en fast påmindelse om hvad der var sket. Den her dag var gået meget mindre godt end han først havde regnet med! Han rystede på hovedet, rev sig lidt i håret, da han havde rejst sig og gik rastløs rundt i stuen, før han nærmest løb op på soveværelset for at hente sin stav. Han kunne vel få det væk med magi, right? Right!? med et sving, fik han gjort hele stuegulvet rent. Ikke bare det ene sted hvor han var væltet. En vase fra en af vindueskarmene faldt dog ned og klirrede, hvilket forskrækkede den allerede stressede mand og fik ham til at fare sammen og løbe hen i det andet hjørne af stuen, hvor han stadig havde udsyn til det sted hvor pletterne havde været. Her gled han rystende ned langs væggen, trak benene op til sig og blev siddende, tryllestaven knuget i sin hånd og den anden hånd gravet ned i håret mens han forsøgte alt hvad han kunne på, ikke at flippe fuldstændig ud.

[Yulansquin Faa]

Heldigvis lyttede Andrew da lidt til hvad det var hun sagde. Hun var glad for at han bare lyttede til hende en gang i mellem. Det ville gøre det hele lidt nemmere når hun så kom tilbage til lejligheden. Hun var ikke engang sikker på hvad der ville ske med Andrew når han så blodet på gulvet, men han var stærk så han skulle nok klare sig, det var hun da sikker på. Han skulle nok bare lige vende sig til tanken at han kunne have været død. Det var slemt nok at tænke på hvis han havde været død. Så havde han været endnu et offer for denne smitte lige som de mange andre. Nej hun var glad for at hun havde taget valget om at komme her hen. De skulle bare have gjort et fra starten af i stedet for at vente. Det var ikke så godt at de skulle vente fordi han var stædig.

Hun stirrede efter ham som han forsvandt fra gaden. Så var det tid til at finde noget mad, hun overvejede kort om hvor det skulle være henne, men hun vidste at det nok skulle komme til hende, hvis hun bare fulgte sin mavefornemmelse. Hun vandrede væk fra Skt. Mungos, hun skulle langt væk her fra så hurtigt som muligt! Hun vandrede i godt og vel 10 minutter inden hun kunne dufte mad. Det var bare ikke helt det mad hun ville have, hun skulle finde noget kinesisk, det kunne hun virkelig godt spise. Hun vandrede videre ned af gaderne og fandt endelig et sted med noget kinesisk mad. Hun gik direkte ind og direkte op til menukortet som hun stirrede på. Hvad skulle hun vælge og hvad kunne Andrew spise? Hun stirrede et stykke tid på menukortet inden hun besluttede sig for noget. Hun valgte lidt stegte nudler, stegte ris, and, forårsruller, lidt indbagt kød af forskellige ting, lidt forskelligt sovser og til sidst lidt sushi. Det kunne Andrew sikkert godt spise. Hun brød sig ikke ret meget som sushi men det kunne da spises.

Godt og vel en time efter at Andrew og hende havde gået fra hinanden landede hun endelig foran Andrews bolig. Hun havde to poser fyldt med mad, men hun var virkelig også sulten, og det samme måtte Andrew da også være. Hun bankede ikke engang på for at bevæge sig ind i hans bolig, hun åbnede døren og vandrede ind. "Jeg håber du er sulten Andrew" kom det roligt fra hende og lukkede døren efter sig. Hun vandrede ud i køkkenet uden at opdage Andrew sad på gulvet i et hjørne. "Andrew? Er du ikke hjemme endnu?" kom det roligt fra hende og satte maden fra sig på bordet. Hun bevægede sig ind i stuen og kiggede lidt rundt og så Andrew sidde på gulvet og knugede sin stav ind til sig. Hun vandrede hurtigt hen til ham og satte sig på hug foran ham. "Andrew er du okey?" spurgte hun og tog fat i hans hånd så han kunne give lidt slip på sin stav.

[Andrew Thomas]

En hel time gik mens Andrew forsøgte at få samling på sig selv. Men han kunne simpelthen ikke falde til ro, ikke mens han sad her helt alene med tanker om blod, død og forrædderi på hjernen. Hans vejrtrækning var ustabil for at sige det mildt, og han blev ved med at knuge staven hårdt ind til sig fuld af kaos og panik der bare væltede rundt i hans lille, trætte hoved, der slet ikke kunne håndtere det på nuværende tidspunkt. På et tidspunkt gik døren ind til hans lejlighed op og Yules kom ind, men på det tidspunkt var Andrew bare helt væk i sit eget hoved og reagerede overhovedet ikke på hvad hun sagde, som stod ude i køkkenet. Det var som om at nogen havde slukket for hans sanser og han kunne hverken høre, se eller lugte noget som helst.
Det var først ved berøringen af hans hånd, at Andrew kom til sig selv med et hårdt sæt og vidt opspilede øjne. Han var ikke sikker på hvor længe han havde siddet her, men han småfrøs nu og han rystede også en smule. Hans greb om staven løsnede sig til staven faldt til gulvet med en klinkende, træagtig lyd og han kiggede op i Yules' øjne et øjeblik, meget tavs, før det gik op for ham hvor tåbelig han måtte se ud.

".. Ja.. Bare.. Træt," han vidste godt at det var lidt af en hvid løgn, men han ville ikke have, at Yules blev bekymret igen over at han var ved at gå i stykker, nu hvor for hvad, femte gang i dag? Det var ikke det, der havde været planen med at hun skulle komme og besøge ham. De skulle hygge sig, lave whatever hun havde lyst til og have en god dag sammen. Og nu havde han bare ødelagt det ved at være hundesyg.
Andrew gned sig let i tindingerne som for at komme lidt mere til sig selv. Han skævede mod der hvor blodpletterne havde været, gøs let og lænede sig derefter tilbage mod væggen med lukkede øjne. "damn.. Jeg kunne have været død, hvis du ikke havde været her, Yules," indrømmede han til sidst, som var det først gået rigtigt op for ham nu. Han åbnede øjnene for at se undskyldende mod hende.

[Yulansquin Faa]

I det mindste fik hun forbindelse til ham, og det var det vigtigste af det hele. Hun smilte lidt til ham, men hun kunne faktisk godt forstå at han var træt, det havde sikkert været en lige så lang dag for ham som det havde været for hende. Hun klemte hans hånd en ekstra gang og nikkede til ham. "Du skal have noget at spise, og så kan du sove lidt." kom det fra hende og kiggede lidt på ham. Hun rejste sig op stadig med ham i hånden for at føre ham op at stå. "Du skal ikke tænke mere på det nu, du overlevede og det er det vigtigste nu" kom det fra hende og førte ham ud i køkkenet til maden.

Først da de var i køkkenet slap hun hans hånd og fandt nogle tallerkner og lidt bestik, ikke så meget for hendes skyld men mere for Andrew. Det var så længe siden de havde spist sammen så hun kunne dårligt huske om han spiste med spisepinde. Det gjorde hun sådan set selv når hun spiste kinesisk. "Jeg håber du er godt sulten, jeg har vidst købt mere end rigeligt." hun grinte lidt for sig selv og vendte sig om med tallerkner i hånden. Hun satte dem på bordet og lagde bestik til Andrew. Lidt efter lidt pakkede hun alt maden ud af poserne og det fyldte nærmest hele bordet inden hun var færdig. "Hvad siger du til at jeg sover her? Så tager jeg sofaen, så kan vi få hygget lidt sammen i morgen, det gik jo galt i dag." hun kiggede lidt på ham, og håbede på at han ville sige ja, men hun kunne ikke forstille sig at han ville sige nej. Hun satte sig på en stol og begyndte at åbne en af æskerne for at tage nogle nudler og der efter nogle spisepinde.

[Andrew Thomas]

Yules' smil var det der fik Andrew tilbage imod overfladen igen. Han smilte ikke tilbage endnu, men nikkede til gengæld og lod hende hjælpe sig op at stå på lettere rystende ben. Han var stadig lidt ude af den. Han nikkede blot igen idet Yules sagde at han ikke skulle tænke mere over det at han kunne have været død. Han lod hende bare bestemme for nu, ladende sig lede ud til køkkenet hvor han ploppede ned at sidde ved køkkenbordet. Han ville have hjulpet hende, men som sagt var han stadig ikke helt ved sig selv endnu. Ikke før han så hvor meget mad der var, det fik sat gang i appetitten. Det, blandet med Yules kommentarer og det lette grin fik ham helt fuldstændig tilbage til overfladen og han rystede kraftigt på hovedet, som havde han lige siddet og været i staver.

Det første Andrew greb ud efter var naturligvis sushien. Andrew havde en stor forkærlighed for den slags og derfor var det også det første der skulle ned i hans endeløse hul, der måske nok kunne beskrives som en mave for andre. "Selv hvis jeg ikke var sulten nok til at spise alt dette, så ville noget af det også kunne gemmes," og det sagt begyndte Andrew at tage for sig, glad for at have fået appetitten tilbage igen. "Selvfølgelig må du sove her, Yules. Men," han så lidt alvorlig ud, men smilte så. "Jeg er nødt til at at forsøge at insistere på at jeg tager sofaen."