The Dreaded Man-flu Hangover

[Yulansquin Faa]

Det hele havde bare været en drøm og intet andet. Der var intet galt med hende død eller levende. Hun havde det fint, og han kunne mærke hende, selvom han ville benægte det. "Men jeg er helt okey. Der er intet galt det var bare en drøm." forsatte hun i den ellers så rolige tone hun kunne præstere. Hun ville ikke have at han var ked af det for det havde jo ikke været virkeligt, det var bare noget han troede, og mareridt betød intet, det var jo ikke ting der gik i opfyldelse. Det hele var bare noget han troede og hun ville aldrig dø, ikke før hun var gammel. Der var ikke engang nogen hun var fjender med der måske ville kunne finde på at bruge døds besværgelsen på hende. Det var ikke sådan det hang sammen, hun havde få venner, men ingen fjender. Det var bare sådan det var. Den værste fjende hun havde haft var Vincent, men selv han havde forandret sig, måske ikke til det bedre. Men hun kunne ærlig talt ikke sige det med sikkerhed. Han havde jo aldrig sagt noget da hun mødte ham. Han havde bare gået i sin egen lille boble.

"Ssssh. Det er kun virkeligt så længe du tror på det." kom det roligt fra hende og lod stadig hånden køre hen over hans hår og kind. Det var virkelig ikke mere rigtigt end at en Kneazle havde 3 haler. Hvilket slet ikke passede. Så alt var okey, og intet var forkert. Andrew skulle bare indse at det hele havde været en drøm.
Hun lod ham græde ud præcis som han havde gjort ved hende under høstfesten. Der var intet galt i at græde det var ret naturligt. Måske græd han også fordi han var syg, hun anede det ikke for hun kunne jo ikke skrive under på at hun havde været syg før. Så det var ikke noget vigtigt i det. Andrew var nok bare lidt anderledes. Det gjorde det bestemt heller ikke bedre at han havde drukket dagen før, hans hovede måtte dunke og sætte gang i hovedet på en helt anden måde. Hun blev ved med at ae ham hen over håret og holdte ham tæt ind til sig. Hun sad lige her, og hun gik ikke nogen steder. Hun ville aldrig gå fra ham. Han var for vigtig for hende og det vidste han godt når han bare ville tænke over det. "Vil du have noget at spise efter dit bad?" spurgte hun og kiggede på ham. Hun kunne sagtens bikse noget sammen hvis han ønskede det. I hvert fald skulle han have et kop te! Det var mere end vigtigt hvis han var syg.

[Andrew Thomas]

Lige gyldigt hvor logisk Yules så end lød om at mareridtet ikke var rigtigt, så hjalp det ikke i længden. Han kunne bare ikke blive ved med at græde over sit personlige tab i dette, ikke når det ville ødelægge alt bare at fortælle om det. Hun kunne ikke vide det, for han vidste ikke engang hvordan hun havde det med det, om hun havde det lige som ham eller ej. Han regnede lidt med, at det var et komplet overstået kapitel for hende. Hans afrejse og forbleven væk værende et stort, fedt punktum og starten på noget nyt for Yules. Det var deprimerende at tænke på og derfor tvang Andrew sine tanker væk derfra som han nævnte badet. Han trak sig langsomt ud af omfavnelsen, og kiggede bare lidt ned på sine hænder, en smule skamfuld. Ikke over at have grædt, men over at have været så stor en jubel-idiot. Den kolde fornemmelse i brystet forblev stadig, men det var til at bære for nu. Han sank en klump da hun spurgte om han ville have noget at spise. Han var på ingen måder sulten, men kunne derimod sagtens godt bruge et shot whiskey eller fem. Det ville dog ikke være det bedste at sige til hende.

"Jeg.. Jeg er ikke særlig sulten.." erklærede han, stadig i en lidt slået tone. "Måske.. Måske en kop te eller noget andet drikkeligt.. Smoothie eller... I dunno," han rejste sig langsomt fra sengen, stadig ret svimmel, men formåede at forblive oprejst, som han gik hen og fandt noget rent tøj i sit skab. Før han gik ind på badeværelset, kiggede han lidt tilbage på Yules og tvang et meget lille smil frem. "Hvis jeg ikke er ude om 15 minutter så ring efter brandvæsnet," det var en god joke, men den faldt lidt fladt fordi han knap nok selv følte for den. Men han forsøgte i det mindste. Så gik han ind på badeværelset, uden at låse døren, bare for en sikkerheds skyld, hvorefter han smed alt tøjet og slæbte sig ind under bruseren. Der stod han i et stykke tid og stirrede tomt frem for sig under de dejligt varme stråler af vand.
Efter 10 minutter følte han sig ren nok og gik ud derfra, fik sig tørret af og ordnede håret sparsomt. Tøjet blev taget på og han følte sig en smule mere frisk, hvis man altså lige så bort fra at selve snottetheden var dukket op nu i små snøft og et enkelt nys mens han tog den nye t-shirt uden ærmer, på. Der var gået lidt mere end 15 minutter, men heldigvis var døren ikke låst. Forhåbentlig gjorde Yules ikke alvor af Andrews joke. Han kunne næsten se det for sig og det fik ham til at trække en lille smule på smilebåndet igen.

[Yulansquin Faa]

Hun havde ondt af ham, det var ikke meningen at han skulle tro hun var død. Det var hun lagt fra, men at han lige frem havde troet det skræmte hende. Tænk hvis det en dag gik i opfyldelse. At hun rent faktisk døde ungt, og ikke kunne leve resten af livet sammen med dem hun elskede. Hun ville blot være et billede på et bord, og det skræmte hende endnu mere end noget andet. Det ville være en skam at det skulle være sådan, og dog var det kun en tanke. En tanke der var skræmmende nok i sig selv. Hun vidste godt at hun måske ikke spiste så meget, og at hun burde spise meget mere. Det var bare ikke sådan det skulle være for hende. Godt nok havde hun et fysisk hårdt arbejde, med en masse træning, men det ændrede ikke på at hun var alt for tynd hvis det stod til andre. Den dag hun døde ville hun gerne være gammel og måske veje lidt mere end hun gjorde nu. Den tid skulle nok komme, måske når hun blev gravid, ikke at hun troede hun ville kunne klare at være gravid, men det var vel også bare en af de ting der måtte komme med tiden.

Hun ville ikke have haft nogen problemer med at lave mere mad til ham. Han skulle nok få mad hvis det var det han ønskede, men det var det ikke. Han var ikke sulten, og hun ville virkelig ikke tvinge mad ned i halsen på ham hvis hun kunne blive fri. Han var trods alt et voksent menneske, og han bestemte selv hvad han ville her i livet. "Ingen mad, men vi kan strække den til en kop kaffe i stedet for te." så længe han fik noget varmt ned i halsen til den næse han havde. Smoothie ville være en virkelig dårlig ide, den ville bare være kold, og han skulle gerne have noget varmt, desuden havde hun ikke rigtig set noget hun kunne lave den helt store smoothie ud af. Den ville godt nok have været fyldt med vitaminer men det ville også have været det. Desuden ville det også bare kræve at hun skulle ud og handle lidt, og hun ville virkelig ikke gå fra Andrew når han var sådan her.

Minutterne gik og hun sad nede i køkkenet og ventede på ham. Hun havde dagdrømt lidt for sig selv og slet ikke kigget på hvor lang tid han havde været ude på badeværelset. Hun kom lidt til sig selv og blinkede nogle gange med øjnene. Hun havde taget Andrew's tallerken og kop med ned fra soveværelset og havde fået vasket det lidt op med hjælp fra magi, hun magtede ikke lige at stå med det selv. Så hun havde lavet en kop varm kaffe til ham, det kunne vel også kvikke ham bare en lille smule op. Hun rejste sig fra stolen og gik ud i stuen, hun skulle lige til at kalde på ham da vandet blev slukket ude på badeværelset. Godt så var han da på vej lige om lidt. Hun ville ønske at hun havde haft et billede af bryllupskjolen hun kunne vise Andrew, men det havde hun ikke. Han måtte vel bare vente på at hun stod i kjolen og viste sig frem for de to familier. Dog havde det været meget rart at få Andrew's mening om kjolen, men nu var kjolen bestilt og hun havde for alvor gjort et stort nummer ud af at bestemme kjolen, om end det ikke faldt i hendes mors smag.
Hun vandrede tilbage til køkkenet tog de to kopper der nu var fyldt med den varme kaffe og satte på spisebordet. Hun satte sig ned og begyndte at lukke øjnene, blot for at tænke på Matthew. Det var en lidt skræmmende tanke at tænke på hun snart ville blive en Price og ikke en Faa. På den anden side glædet hun sig en smule til at være sammen med den hun var begyndt at få følelser for resten af sit liv. Havde Matthew det på samme måde som hende?

[Andrew Thomas]

Andrew var stadig en smule ved siden af sig selv da han gik ud af badeværelset, men badet og Yules' forsøg på at trøste ham før havde da hjulpet lidt. Nu måtte han bare skubbe det om i baghovedet hvor det ikke blev ved med at kradse i hans tanker. Så kunne de eventuelt snakke om noget andet, når han tog ned i køkkenet. Men før han gik derned, kiggede han kort i en af sine flyttekasser, hvor et billedalbum lå, levende billeder fra Hogwarts, hvor en del af dem var af ham og Yules der enten så goofy og dumme ud eller bare lignede at de havde det rigtig sjovt. Han lagde i natbordets skuffe, så det kunne tages op senere, før han begyndte at gå ned mod køkkenet. På vejen nyste han højlydt og snublede ind af dørkarmen til køkkenet. Ved et mirakel holdt han sig dog stående, før det gik op for ham at han havde slået sin lilletå. Det fik ham til at stå bomstille et kort øjeblik, før han bed sig i knoerne.

"Av for.. Heeelvede!" først hoppede han lidt rundt på det ene ben før han hoppede videre hen at sidde ved bordet hvor Yules også var. Med det samme tog han kaffekoppen op til munden for at trøste sig selv lidt. Og med det samme drak han skoldhed kaffe der brændte hans tunge og fik ham til at spile øjnene op. "Ej, altså, nu stopper det!" han stillede omgående koppen fra sig og stak tungen ud på en meget komisk måde for at køle den af. Der gik lige lidt før han tog sig sammen og kiggede mod sin veninde. "Okay.. Jeg har et dumt spørgsmål.. Så, findes der ikke en eller anden måde hvor man heale sådan noget sygdomsnoget væk? Jeg har virkelig ikke set nogen som helst andre magikere være syge, så det giver slet ingen mening hvorfor jeg er det nu," det var et halv-alvorligt spørgsmål, men det var faktisk også en anelse dumt. For var der én ting, Andrew aldrig rigtig havde lært så var det healende magi, den slags der rent faktisk holdt ALLE andre magikere sunde og raske. Undtagen ham selv, fordi han ikke havde lært det.

[Yulansquin Faa]

Det var som om der gik timer før at Andrew ville komme, hvilket bare fik hende til at kigge drømmende ned i kaffe koppen. Hvis hun havde brugt sukker havde hun bare kørt skeen rundt i koppen, men nej hun brugte mælk når det nu var kaffe. Tankerne fløj rundt i hovedet på hende om hvad der skulle ske nu, og på fremtiden der snart ville komme. Hun havde slet ikke hørt Andrew komme ud imod køkkenet før han nøs og derefter måtte ømme sig.. Det var faktisk lige før hun væltede koppen af det chok hun fik. Hun rettede lynhurtigt koppen på plads men der var allerede kommet noget kaffe ud på bordet. Hun rejste sig op for at tage en klud og begyndte at tørre bordet af.
Mens hun lagde kluden på plads begyndte Andrew næsten og bande, hun kunne bare høre på ham at han havde lyst til at sige skældsord, men der kom ingen. Hun vendte sig om for at kigge på ham. Hvad lavede han nu?!

Hun måtte ryste lidt på hovedet af ham, han var virkelig uheldig i dag. Det var der ingen tvivl om at han var! Hun satte sig ned på stolen igen og stirrede på ham, og da han lige frem spurgte om der var en helende magi anede hun det virkelig ikke. Hun var ærlig talt blank. Hun kendte da til en healende potion, og Episky, men det var stort set også det. Det var ikke lige det med at heale hun havde gået mest op i. "Øøøøh... Jeg er ikke healer... Men Skt. Mungos burde kende svaret på det." dog tænkte hun på smitten der havde været i omløb kunne det have været den? "Den magiske smitte skulle være overstået. Måske du skulle få undersøgt om det kan være den?" hun havde ingen ide om hvad den smitte egentligt havde gjort ved nogen. Hun kendte ikke selv nogen der havde været en del af den smitte periode. Hun var heller ikke selv blevet smittet, heldigvis!

[Andrew Thomas]

damn, Yules vidste det heller ikke. Vent.. Magisk smitte? Det var første gang, Andrew havde hørt om det, så han måtte virkelig have boet under jorden mens han havde været ude at rejse. Det lød lidt farligt? Måske? Han snøftede let og tog en meget forsigtig tår af kaffekoppen. Det var noget bedre! "Hvilken magisk smitte? Er den farlig? Jeg har slet ikke hørt om den," spurgte han undrende mens han rejste sig fra bordet og gik hen tilet af sine køkkenskabe og åbnede det. Det måtte vist også være på tide at Yules fik en af de mange gaver han havde købt til hende, men som ikke havde været mulig at sende med uglen Dr. Pepper- ja, han havde en ugle der hed Dr. Pepper - for uglen havde flere gange forsøgt at æde den når han forsøgte at sende pakken. Det var chokolade, men pakket ind i en magisk pakke så det kunne holde sig i mange flere år end normal chokolade. Og det var awesome! For selvfølgelig havde han selv smagt det mens han havde været i Afrika for en kort periode.

Med pakken i hånden gik han tilbage til bordet og holdt den i sine hænder, som han kiggede over mod Yules. Han ville lige vente til deres alvorssnak var ovre med at give hende den. Det var bedre når det kom på et godt tidspunkt i hans holdning.

[Yulansquin Faa]

Hvad kunne hun sige om smitten? Virkelig ingen ting, hun havde ikke selv oplevet den smitte. Hun havde kun læst om den ikke noget andet. "Øhh.. Ja ser du..." hun anede ikke engang hvad hun skulle sige. Det var så lidt hun kunne sige om den smitte. "Det er noget med at magikere mistede deres evner til at bruge magi, sådan i mindre eller mere grad alt efter hvor længe man havde været smittet. Ingen vidste hvor den kom fra sådan rigtigt af hvad jeg har kunne forstå.. Jeg kan ikke sige så meget om den. Der var ingen i familien der havde været en del af smitten da den var der. Far låste sig næsten inde på sit kontor imens den var der. Det var sjældent han var ude" kom det fra hende. Var der overhovedet mere hun kunne sige om den smitte? Hun havde ingen ide. Det var jo kun småting hun havde læst, desuden så havde der været travlt med så meget andet, og hvad der skulle ske. Så det havde ikke været så underligt at der ikke var blevet taget højde for smitten i familien.

Hun lagde godt mærke til pakken Andrew hentede. Måske var det nogle ting han havde fået sendt fra udlandet efter han var kommet hjem. Det var vel begrænset for hvor meget han kunne købe og sende hjem når han ikke selv var hjemme. Det var jo ikke fordi han havde bedt hende om at tage imod nogle pakker eller noget. Hun stirrede lidt nysgerrigt på pakken uden at sige en lyd. Hun havde faktisk ikke selv købt en gave til ham efter han var kommet hjem. Hun burde have gjort det nu hvor hun tænkte over det. Hun elskede at købe gaver til andre!

[Andrew Thomas]

Det lød en smule bekymrende for Andrew hvor voldsomt det lød med den smitte der havde været, men han var næsten helt sikker på at det ikke var det, han selv havde i sit system. Sidst han havde tjekket virkede hans magiske evner sgu fint nok. Han knipsede en enkelt gang med fingrene. "Lumos," jep, det virkede. En lille lyskugle fløj ud fra hans hånd da han strakte sine fingre ud og den slukkede igen da han lukkede næven. "Okay, så min magi er der stadig.. Pyha," han sendte Yules et forsikrende smil. Han var sikker på at hans egen sygdom bare var fordi han havde været ude i regnen for længe og at han havde drukket sig lidt for fuld natten før. Men man kunne jo aldrig vide sig helt sikker. Andrew tog pakken op på bordet og skubbede den hen til Yules.

"Så, nu hvor jeg føler mig lidt bedre tilpas, så kan vi gå ind og se en film, mens du tager dig af din gave fra Afrika. Den er ret awesome, by the way," sagde han nonchalant, dog afbrudt af et nys der ødelagde hans gentlemanliness lidt. Han havde husket at vende sig væk, så Yules ikke risikerede at blive smittet med hvad end det var han havde og han gik hurtigt hen og fik vasket sine hænder. damn nej, om hun skulle smittes af det han led af nu. Han lod hende åbne gaven, mens han selv tog begge kaffekopper, nu hvor hans hænder var rene, og gik ind i stuen med dem, så de kunne være i sofaen. Her var et dejligt varmt tæppe de kunne have det rart med og tv'et blev tændt. Efter lidt søgen rundt fandt Andrew sin yndlings Disneyfilm. Løvernes Konge!

[Yulansquin Faa]

Det var i det mindste altid noget at han fortsat havde sin magi. "Så er det nok ikke det." måske de alligevel skulle tage et smut forbi Skt Mungos? Hun havde jo ikke lige frem hørt at nogen blev syge, så hun var oprigtigt en smule bekymret for hvad det kunne være. Hun håbede egentlig at han ville komme oven på igen det ville have været rigtig rart. Hun kunne ikke lide at se ham sådan her. Det skar hende faktisk lidt i hjertet. Men når alt kom til alt så virkede han jo alligevel lidt mere frisk nu end han havde gjort tidligere. Han havde jo også sovet og fået lidt mad, måske det havde hjulpet lidt alligevel. "Måske vi alligevel skulle tage et smut på Skt Mungos?" kom det fra hende. Hun ville ikke kunne klare at se Andrew blive mere syg af hvad det end var han var syg med.

"En pakke til mig? Det skulle du ikke have gjort" kom det fra hende og kiggede lidt på pakken. Nu skulle hun virkelig have købt en gave til ham, men så måtte han jo bare have den til gode! Faktisk så måtte han jo få to! Eller måske tre, det kunne hun altid finde ud af, men en gave skulle han da have. Især en velkommen hjem gave, og en her-er-også-en-gave-fra-mig ting. Hun skulle bare lige finde ud af hvad han så skulle have for noget. Måske hun skulle tage på shopping lidt senere? Hun åbnede pakken forsigtigt for man kunne jo ikke vide om der var noget der sprang ud af den, specielt ikke hvis det kom helt fra Afrika! Han havde virkelig været hele verden rundt, det var utroligt, og alligevel havde hun aldrig været længere end til Norge den ene gang, men nu skulle hun så også til at leve der. Gad vide om hun nogen sinde ville få et arbejde der oppe. Ellers måtte hun jo gå i skole igen, ikke noget hun lige frem havde lyst til.

Da pakken endelig var pakket op stirrede hun på æsken af chokolade. Det duftede godt, men hun elskede også chokolade! Hun åbnede æsken og tog et stykke det smagte faktisk rigtig godt! Så hun rejste sig op fra stolen tog fat i chokoladeæsken og bevægede sig ind til ham. Hun satte sig i sofaen og kyssede ham på kinden. "Lige til min søde tand. Tak du er en engel" kom det fra hende og kiggede lidt på ham som han satte filmen over. Hun så aldrig film, men så igen hun havde ikke engang et tv!

[Andrew Thomas]

Tage på Skt Mungos? Arh, i sidste ende skulle det jo nok bare gåes væk, men han valgte ikke at sige det. "Well, hvis det bliver være, så fair nok. Så går turen dertil," sagde han med et lille skuldertræk. Det blev jo nok bedre alligevel, så der var ikke noget at bekymre sig om. Andrew havde det jo fint, lige nu.
Yules kom ind med chokoladeæsken, der var åbnet og der var allerede taget et stykke, hvilket fik Andrew til at smile let. Selvfølgelig ville hun smage med det samme. Han kendte Yules godt nok til at vide at chokolade var en af hendes større svagheder. Snart sad de begge i sofaen og Andrew fik et kys på kinden der meget kort mindede ham om hans følelser, som han med det samme lukkede ned for, til fordel for Løvernes Konge.

"Nja, måske.." igen kom det nonchalante skuldertræk. Filmen begyndte og Andrew lagde fjernbetjeningen på bordet. Omkring 15 minutter inde i filmen blev han træt nok til at han lagde sig ned med sit hoved på Yules' venstre ben, bare lige for at ligge mere komfortabelt. Det var ikke planen at falde i søvn, men der gik meget kort tid fra han havde lagt sig ned til at han sov tungt igen, denne gang uden dødsmareridt, men til gengæld med nogle meget bizarre drømme, som hans kropstemperatur steg gradvist.
Filmen var ovre da Yules bevægede på sig og Andrew vågnede op. Han havde det meget værre end da han var vågnet op om morgenen. Kvalmen var voldsomt, hans hoved føltes som om at det skulle til at eksplodere, han var blevet svimmel igen og med det samme han havde åbnet øjnene lukkede han dem igen med en lille, utilfreds lyd. Indtil et hosteanfald fik ham til at sætte sig op, anstrengt og igen rystende, men denne gang over mængden af feber i hans krop. Hans hoste var mindst lige så anstrengt og han havde decideret ondt i brystkassen. En trang til at få koldt vand i ansigtet fik ham at rejse sig op og han begyndte at gå mod badeværelse, da endnu et hosteanfald gennemrystede hele hans krop. Da han fjernede hånden fra sin mund kunne han se blod. Et kort øjeblik så han dobbelt før han han kollapsede midt på gulvet, da hans ben bare gav op under ham.

[Yulansquin Faa]

I det mindste kunne han godt se at han nok skulle der hen af. Så var det vel bare et spørgsmål om tid før han fik det værre. Mest af alt skulle de nok være taget afsted nu. Men nej Andrew var stædig og hun vidste det godt. Dem på Skt. Mungos vidste jo sikkert med det samme hvad der var galt med ham under alle omstændighedder. Især hvis det var alvorligt. Men hvornår var det ikke det når en magiker var syg? Nu havde han ikke fået indtaget Amorentia ved en fejl vel? For den var farlig nok i sig selv! Nej han virkede ikke som en der var kærlighedssyg.. Hvad kunne det så være? Hvis hun nu bare kendte nogle af de der healende besværgelser, men nej det gjorde hun ikke. Episky var den eneste hun sådan lige kendte til, men det var kun til små skader. Dette her var jo ikke en små skade. "Okey hvis det nu er det du ønsker." hun lød anelse skuffet, men hun vidste at hun ikke kunne presse ham på nogen måder.

Filmen kørte der ud af og Andrew lå på hendes skød og var faldet i svøn. Det gjorde hende ikke noget, så kunne de da i det mindste få lidt ud af dagen igen alligevel. Egentlig fandt hun filmen lidt sørgelig. Især der da Muffassa døde! Det var da skrækkeligt at man fandt på sådan noget! Det var lige før hun knep en tåre, men hun gjorde det ikke. Hun havde grædt nok det sidste stykke tid, dette her var jo bare en film og ikke noget der var virkeligt. Måske hun selv skulle få et af de der fjernsyn og nogle film. Det virkede nu meget hyggeligt.
Filmen sluttede og hun måtte ærlig talt sige at den var ret god. Det var første gang hun havde set den og hun aede Andrew lidt i håret og rykkede på sig, hvilet bare resulterede i at Andrew vågnede. Han hostede, den stakkel. Hvad skulle hun gøre? Jo måske noget varmt ville gøre godt. Så i det han rejse sig tog han de to fyldte kaffe kopper og bevægede sig ud i køkkenet. Hun begyndte at nynne lidt for sig selv men da hun hørte et bumb og noget falde ned kom det fra hende. "Hvad sker der Andrew?" men der kom intet svar. "Andrem?" spurgte hun igen. Det var dog utroligt var han gået op på værelset igen eller hvad var han? Hun vendte sig om for at bevæge sig ud i stuen igen men der så hun Andrew ligge midt på gulvet og var helt væk. "ANDREW!" kom det højt fra hende og en anelse skræmt. Hurtig som hun var nåede hun Andrew og klaskede ham lidt på kinden, men der var ingen respons. "Andrew er du okey. Andrew vågn nu op!" det stak hende i hjertet. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Endnu engang klaskede hun ham på kinderne, lidt hårdere end hun normalt ville have gjort, men der skete stadig ingen ting. Skulle han dø nu?! Det ville hun ikke kunne klare! Hun trak sin stav og holdte fast rundt om ham. Der var ingen tid at spille de måtte til Skt Mungos!

Røgskyen stod stille da de ankom til Skt Mungos. Andrew lå på gulvet og hun nærmest lå hen over ham. Hun hadet at bruge spetakel ferens men der havde ikke været anden mulighed. "HJÆLP MIG!" råbte hun op tårerne nærmest stod ud af øjnene på hende. Hun kunne ikke miste Andrew. Hun ville ikke have at han skulle samme vej som Hailey. Nej det måtte ikke ske! Flere sygeplejersker kom over til dem og fik båret Andrew op på en seng og trillede afsted med ham. En healer kom over til hende og spurgte hende om en masse ting men hun kunne ikke svare på nogen af dem. "Han er lige kommet tilbage efter en jordomrejse, jeg ved ingen ting. Hjælp ham nu bare." det var en sætning hun sagde igen og igen. Men alligevel blev healeren ved me at spørge ind til ting hun ikke kunne svare på. Hun anede ingen ting, hun kunne ikke svare på om han havde fejlet noget det sidste halve år? Om han havde været i nærheden af nogen fra smitten? Om han havde været sådan her længe? Havde han haft behov for at drikke en masse væske? Hun anede ingen ting, hun kunne ikke give nogen svar til ham. Hun ville bare have de skulle hjælpe ham! "Er der nogen vi skal fortælle at han er her?" spurgte en sygeplejerske om da overhealeren var gået. Dog rystede Yules på hovedet. Der var ingen, jo måske hans forældre, men det var også alt. Måske hun skulle.. Ja hvad skulle hun? Hun anede det ikke! Hun bevægede sig ned imod hvor de havde taget Andrew ind men hun blev stoppet på vejen. "Du kan ikke komme ind nu." kom det fra en af sygeplejerskerne og hun måtte vente i uvished om hvad der nu skulle ske. Bare Andrew var okey. Hun vidste at hun skulle have stolet på sit instinkt og taget til Skt Mungos med det samme! Hvorfor skulle Andrew også være så stædig?

[Andrew Thomas]

Andrew var helt væk da hans krop havde ramt gulvet, tungt. Der var bare intet at hente for Yules der forsøgte at vække ham ved at klaske ham på kinden hårdere og hårdere, indtil det virkede til at hun tog en meget fornuftig beslutning og benyttede sig af magi til at føre dem begge til Skt. Mungos. Det kunne Andrew godt mærke gennem sin bevidstløse tilstand og han begyndte også så småt at komme tilbage til overfladen mens sygeplejersker kørte ham væk fra Yules på en båre. Blod var begyndt at rende fra hans næse og ører og det første healerne gjorde var at kigge på hinanden, bekymrede. Den magiske smittes epidemi var ellers overstået, var den ikke?! Men det her var et enkelt tilfælde, der var ikke flere syge af hvad de vidste af. Deres nuværende patient måtte bare have været uheldig nok til at fanget smitten gennem et eller andet. Godt nok havde de også haft andre enkelte tilfælde, efterdønninger, men indtil videre så det ud til at Andrew var en af de sidste. Hurtigt fik healeren der havde ansvaret, sendt nogen af sted efter kuren før han begyndte at bruge magi på at holde Andrew nogenlunde stabil. Selvom han var vågen, var han alt for syg til at bevæge sig.

Da de først havde fundet frem til hvad Andrew fejlede - hvilket overhealeren havde været skarp nok til at finde ud af - var det en relativt smal sag at fixe problemet. Ind kom sygeplejersken med en eliksir der indeholdt kuren til patientens overlevelse. De formåede at få den hældt i ham, for han var nok ved bevidsthed til at de ikke havde behov for at gøre det på andre måder og som de stod og holdt øje med ham, årvågne og bekymrede, begyndte blegheden i hans ansigt at aftage. Et par enkelte afkræftede host efterlod hans krop før hans øjne åbnedes, dødtrætte oven på det alvorlige sygdomsanfald. Han forstod ikke hvor han var og med det samme forsøgte han at komme ud af sengen. Så blev healere og sygeplejere ellers levende igen! Han blev puffet tilbage i sengen og de snakkede om at han skulle tage det roligt. At det havde været et tæt møde med det, der var på den anden side. Han lyttede ikke en skid. Hvor var Yules?! Hvorfor var han her?! "Yules.. Hvor er hun?!" han forsøgte at skubbe sygeplejerskerne væk, men han havde ikke rigtig kræfterne til det. Til sidst gav de lidt op på protokol og en af sygeplejerne gik ud for at hente Yulansquin Faa. Man kunne høre larmen inde fra værelse, da hun kom ud for at hente Yules, hvordan healere forsøgte at tysse på Andrew der bare blev ved med at forsøge at komme ud af den skide seng han lå i.

[Yulansquin Faa]

Hun var så bekymret for Andrew at hun ikke vidste hvad hun skulle stille op med sig selv. Hun var i vildrede. Hvis de nu bare var kommet da hun sagde det første gang så var alt dette her ikke sket. Hun håbede virkelig på at alt var okey, og at han ikke var kommet alt for meget til skade. Det ville sidde på hendes skulder hvis det var alvorligt. Hun havde ikke holdt fast i at de skulle afsted. Skyldfølelsen sad i halsen på hende og hun blev fysisk dårlig at hun måtte sætte sig ned, hun var lige glad hvor hun sad, så hun sad på hug op af en væg. Hvis bare hun var taget afsted med det samme. Hvis bare hun havde fået Andrew overtalt til det. Også selvom han var stædig. Hun kunne være lige så stædig som ham, hvis ikke meget værre!

Hun ville så gerne se ham men hun måtte ikke. Skyldfølelsen i hende strammede sit greb om hende. Tænk hvis han døde. Tænk hvis det alt sammen havde været hendes skyld! Hun håbede virkelig ikke at det var alvorligt det der var sket med ham. Hun ville få det så dårligt langt værre end hun havde det nu. Hun havde brug for støtte lige nu, hun havde brug for Matthew. Snart ville han være der til at få hende til at slappe af. Snart ville han være der hver dag og snart ville han kunne sige alle de rigtige ting til hende. Men han var for langt væk til at han kunne hjælpe hende nu.

Sart efter dukkede der en sygeplejerske op til hende med en flaske i hånden. "Du skal drikke det her." uden forkalring måtte Yules gøre som hun fik besked på. Hun åbnede flasken og drak indholdet. Det var ikke så slemt som hun havde regnet med at det ville være. Kort tid efter dukkede den selv samme sygeplejerske op igen og viste hende ind i rummet hvor Andrew lå i sengen og prøvede at slippe ud af. "Andrew!" kom det fra hende helt modløs og trådte hen ved siden af ham. Nu skulle han høre efter hvad der blev sagt, uden at stille nogen spørgsmål, hun var her jo nu.

[Andrew Thomas]

Så snart Yules stemme lød, helt modløs og afmagtet, slappede Andrew endelig af igen. Han faldt pladask tilbage på sengen som en lydig hund og lavede et enkelt, træt støn over trætheden i hans krop, da hun kom hen til ham og han kunne se hendes ansigt. Okay, hun var ikke gået. Men hvad helvede foregik der? Hvad var der sket siden han lå her, med en masse fremmede folk i hvide kitler omkring sig? Det gav jo slet ingen mening! Han kiggede forvirret rundt, før hans blik var tilbage på Yules, der mest af alt lignede én der havde været i helvede og så tilbage igen på hendes ansigtsudtryk. Hvorfor så hun sådan ud? Og så begyndte brikkerne at falde på plads. Hosteanfaldet. Blodet. Hvordan alt var blevet sort og derefter hvordan han havde ligget vågen herinde, ude at stand til at bevæge sig, i så mange smerter at han ikke havde været i stand til at klage over det. Det var ved at forsvinde nu, men samtidig forstod Andrew også hvorfor Yules så sådan ud i ansigtet. Han havde skræmt hende fra vid og sans ved at besvime på sit stuegulv. Faktisk havde han en anelse ondt i skulderen efter det fald, men det ville nok ikke blive værre end et sølle blåt mærke. Det værste var at Yules havde oplevet noget rigtig slemt, og hun havde siddet helt alene derude.

Med det samme tog han hendes hånd og nussede cirkler, som han plejede. "Undskyld, jeg.. Undskyld," hans stemme var lidt hæs oven på de mange hosteanfald, men hans undskyldning var oprigtig og han skammede sig virkelig over at have udsat Yules for dette. Det var ham der passede på andre, ikke omvendt. Sådan hang verden bare ikke sammen. "Jeg ved du ikke er okay.. Hvad.. Hvad kan jeg gøre for at hjælpe?" en af healerne sendte ham et strengt, men også varmt blik. Hvordan kunne han glemme sig selv sådan? Healeren havde aldrig oplevet noget lignende, i hvert fald ikke fra andre en hårdhjertede, badass aurors. Og Andrew var ikke en auror. Han var en træt ung mand, der nær var gået i en koma-tilstand over den magiske smitte. Det havde de dog hverken fortalt ham eller Yules endnu, heller ikke hvordan hun teknisk set havde sørget for at hans korte sygdomsforløb var gået gnidningsfrit ved at spektral transferere og derved vække ham, før han nåede koma-tilstanden. Teknisk set havde hun reddet hans røv, men det vidste hverken Andrew eller Yules endnu.

[Yulansquin Faa]

Andrew var okey, det skulle han bare være. Der var ikke noget andet det skulle være. Men tænk nu hvis de ikke kunne kurrer ham, tænk hvis han døde her lige nu?! Det ville være frygteligt! Tænk hvis han døde om en time, eller meget mindre! Hun turde ikke tænke tanken, men hun havde allerede tænkt den. Det var ikke noget hun kunne gøre ved den, og alligevel var det som om noget inde i hende blev revet ud. Hun var så bange for at det var noget alvorligt med Andrew at hun straks ville sende et brev til Matthew om at hun havde brug for ham. Men hvad ville det nytte? Han ville ikke få brevet før om et par dag alligevel og så ville det måske være for sent. Det ville virkelig heller ikke være særlig pænt møde der så ville være mellem Andrew og Matthew. Nej det måtte laves om eller sådan noget. Argh hvorfor skulle Matthew også bo så langt væk når hun havde brug for ham!

Hun mærkede Andrew hendes hånd og de små cirkler han lavede. Hun sagde ingen ting, men nød at have ham i hendes hånd. Selvom Andrew tænkte mere på hende var det ikke der hendes tanke den lå. Nu skulle hun helt sikkert også købe en Få-det-bedre gave! Det var nu hele tre gaver hun skulle ud og købe! Han fortjente noget godt. Måske et nyt jakke sæt... Men så skulle han jo selv med ud og købe det så han kunne få et i den rigtige størelse... Hun måtte klemme lidt i hans hånd for at vide at han var okey. Hun lagde godt mærke til blikket healeren sendte ham, men hun var lige glad. Andrew havde det godt, han var vågnet så de havde vel fundet ud af hvad han fejlede ikke? Hun var ikke sikker, og hun håbede sådan lidt på at der ville ske noget positivt. At de ville fortælle nogle gode ting. Men ingen af dem sagde noget, det var som om der var helt stille i rummet, og det kun var Andrew's stemme man kunne høre. Hun stirrede fra healeren til Andrew og tilbage til healeren igen. Alt i mens hun ventede på at der blev sagt noget. Men intet blev sagt, stilheden blev endnu engang aktuelt. "Andrew... Er du okey?" kom det endelig fra hende og kiggede ned på ham. Hun ville ikke have at der skulle ske mere med ham nu. Han skulle bare have det bedre inden for kort tid.