One Fool. One Liar.

[Lawrence Dale Rider]

Lawrence anede ikke, hvad Abrahams tanker gik på selvom det reelt set ikke kunne tage ham lang tid, at finde ud af det. Det var han dog ikke interesseret i. Han kunne tænke hvad han ville, men var der nogensinde en hentydning af han ikke var mand nok til hende, kunne han ikke sige han ville være ligeglad. Han ønskede jo netop at være manden i hendes liv, selvom han var ude af stand til at forklare han havde det sådan. Lawrence anede intet om kristendom og Gud. Han anede ikke noget om nogen former for guder og en biblen, en koran, en Torah eller andre religiøse tekster, havde han aldrig læst og det havde heller aldrig fanget hans interesse. Han havde aldrig haft en gud, mens han var vokset op med de kår livet nu en gang havde givet ham. Han havde haft Jasper, og det var den eneste faste voksne, han havde haft.

Lawrence lod de kolde øjne hvile på Abraham ved hans ord. ”Hentyder, du, sir, til jeg skulle have været voldelig overfor din datter?” spurgte han direkte med en monoton stemme. Blev han lige sammenlignet med Patrick? Antog han, at alle Tati ville finde ville præcis som den første hun fandt? Var tilliden til hans datter så lav? Lawrence hørte også trinene op ad trappen, og så på Abraham som han tav. ”Tro ikke for et eneste sekund, jeg vil andet end..” han nåede ikke at færdiggøre sin sætning, førend han hørte Tatis stemme og den hårde banken på døren. Han syntes, hun virkede oprevet. Han rejste sig straks fra sædet og gik mod døren, uden at bede om tilladelse til at lukke hende ind og låste døren op i en hurtig bevægelse. Han åbnede den, og så kort på hende som han fik øje på hende fat i hendes arme ganske blidt så hun ikke ville slå ud mod døren mere – blot i tilfælde af hun ikke nåede at bemærke den var gået op. Hun virkede anderledes og som om noget var galt, og han ville for al i verden beskytte hende – som han havde gjort den aften hans ukendte onkel havde opsøgt ham og hun var blevet bragt i fare. ”Hvad er der?” spurgte han i en hvisken, inden han gav slip fra hendes arme og i stedet trådte tættere på hende.

[Abraham Maximorff]

Abraham mærkede hvordan han brød sig mindre og mindre, om manden foran ham. "Jeg hentyder ikke noget, jeg siger bare, at jeg har bemærket de blå mærker på hende og hun er min eneste datter. Jeg har svigtet hende før. Det kommer ikke til at ske igen." hans stemme blev ikke direkte hård, men det var nok tydeligt for enhver, at han ikke jokede lige nu. Han ville gå gennem ild og vand for sin datter. Ilden havde han allerede været igennem én gang, bogstaveligt talt. "Du har ingen idé om, hvordan det er, at blive ringet hjem fra arbejde, fordi ens lille pige har taget en overdosis eller fordi hun har forsøgt selvmord," hans stemme var forsat alvorlig. Desværre nåede de ikke videre i deres samtale og hvor ville Abraham gerne have hørt det sidste, af Lawrences sætning, da det bankede på døren og Tatis stemme lød, fra den anden side.
Han skulle lige til, at kalde, at hun måtte vente til de var færdige, men før han overhovedet nåede at åbne munden, var Lawrence allerede henne ved døren og havde åbnet hende. Han rejste sig op i en hurtig bevægelse, i det sekund Lawrence greb fat om Tatis arme. Han var en far der ville gøre alt, for at beskytte sine børn. Han nåede dog ikke ret langt, før Lawrence havde givet slip fra hende igen og han lagde sine muskuløse arme over kors. "Tatianna, vi sad og snakkede," informerede han roligt.

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati havde ingen idé om, hvad de snakkede om, eller jo, hun kunne selvfølgelig godt gætte sig til noget af det, hun var trods alt ikke dum. Hun tog i håndtaget på ny og bankede forsat med den anden hånden, "LUK OP!" råbte hun igen, denne gang mere hidsigt. Hun hadede tanken om Lawrence alene med hendes far. Ikke fordi hun ikke stolede på nogen af dem, for det gjorde hun, men fordi hun ikke ønskede at Lawrence skulle blive ristet og hun ville aldrig kunne tilgive sin far, hvis han skræmte Lawrence væk. "LUK.." mere nåede hun denne gang ikke at sige, før døren blev åbnet og hun mærkede Lawrences hænder om sine arme. Nok meget godt, ellers havde hun nok forsat bankede på ham. Hendes brystkasse hævede og sank sig, som om hun lige havde været ude og løbe en lang tur, ligeledes bankede hendes hjerte hårdt. Hun så op på ham med sine nøddebrune øjne, som han trådte tættere på hende. Hun bed sig i læben, som hun slog armene om ham og fik dem snurret 180 grader rundt, så hun stod med ryggen mod sin far. "Du havde ret.. Patrick er i live.." hviskede hun tilbage, mens hun kom brevet i hans baglomme, før hun slap ham og vendte sig mod sin far, "Oh virkelig far? I snakkede? Vi ta'r hjem nu," sagde hun skuffet. Hun kunne ikke lade sin far vide, at Patrick stadig var i live, eller nogen andre i familien. Hun vidste de ville bekymre sig og hun havde gjort nok, for at være den der damnede op og ødelagde ting for familien.

[Lawrence Dale Rider]

Lawrences øjne blev hårdere ved Abrahams ord. ”Med al respekt, sir, så…” Lawrence tav, inden han færdiggjorde sin sætning. Han havde lyst til at påpege, han blot kunne lade være med at svigte hende til at starte med. ”Så får hun let blå mærker. Jeg slår hende ikke,” han irettede sig. Han vidste, at han ikke kunne sige hvad han egentlig ville sige – det ville være både for modigt og dumt. Han var dog ikke bange for Abraham – faktisk var han mere bange for sin egen far, end han var bange for ham. Lawrences stemme var forsat rolig og monoton, til trods for han sagtens kunne høre tonelejet hos Abraham ikke var en joke. Han lyttede i stilhed til Abrahams ord, og skjulte hvad han ikke vidste. Tati havde aldrig fortalt ham om selvmordsforsøg eller noget i den dur – men det kunne han ikke tilkendegive overfor Abraham. ”Nej, sir, det gør jeg ikke,” svarede han kortfattet. Han vidste, hvordan det var at miste til selvmord, mord og den overdosis hans første mor havde givet hans far. Han vidste, hvordan man for al i verden kunne blive slået ud af kurs, når de mennesker man så desperat forsøgte at blive besluttet blev taget fra en, men det var ikke hans børn. Det var hans øvrige familie. Han ville heller aldrig sige det højt og det var nemmere blot at give ham ret. Lawrence bemærkede Tatis hurtige vejrtrækning og betragtede hendes brune øjne. Han mærkede hendes arme om hende og på trods for han hadede berøring fandt han sig i det, når det var hende. Hun var den eneste, der måtte røre ham. Dog helst heller ikke i al for lang tid ad gangen – men når hun var som nu – virkede oprevet, bange og forskrækket, tog beskyttergenet i stedet over og følelsen af uro ved berøring forsvandt. Han lagde sine arme om hende og lod dem dreje, så han stod med hovedet mod Abraham. Hans ærme gled dog også op, hvilket afslørede tatoveringerne på hans arm. Han så ikke direkte på Abraham, men kunne se på hans ben han havde rejst sig – sikkert i det sekund hans hænder havde været om Tatis arme. Han lyttede til hendes hvisken og mærkede hun puttede noget i lommen på ham. ”Han har opsøgt dig..” hviskede han og kunne mærke vreden dulme. Han kunne smadre Patrick lige nu. ”Tak for snakken, sir,” påpegede han roligt og lagde armen om hende, så de kunne gå.



//Out//