One Fool. One Liar.

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati ville gerne møde Lawrences far på et tidspunkt, sådan rigtigt. Men hun ville være utrolig nervøs og bange for, om han ville kunne lide hende. Hun vidste, hun var den første Lawrence var forelsket i, for det havde han sagt, da han havde spurgt hende om, at være kærester, men hun vidste ikke, at hun var hans første kæreste.
Hun vendte blikket mod sin kæreste, "Hvad fanden tror du ikke det?" spurgte hun med et hævet øjenbryn. Hun ville på alle mulige måder, nægte at tro på, at Donovan havde nogen som helst følelser for hende. Hun så ham som en bror, på lige fod med alle sine biologiske brødre. Han havde været i hendes liv i så mange år, at de nærmest ikke kunne være andet end søskende eller venner.
Hun lod røgen sive ud gennem sin næse og nikkede mod Daniel, som kom løbende mod bilen, "Godt, for der kommer første levende billed," sagde hun og rullede vinduet ned i hans side, da det var den side Daniel løb hen til. "Hey grimme," hilste hun roligt, hvortil den lille dreng utilfredst råbte, "Jeg ik´ grim." Den lille dreng nåede helt hen til vinduet, i Lawrences side, hvortil den lille dreng gjorde store øjne. "CHARLES LAVOIIIIIE!" et skingert nærmest piget toneleje blev ramt. Tati kørte vinduet op og klikkede sin sele op. Hun steg ud af bilen og gik om på Lawrences side af bilen. Hun gav Daniel en dumflad, "Din lille lort, du skylder mig 100 euro nu," sagde hun hårdt, hvilket fik den lille dreng til at løbe tilbage til huset, "Moooaar! Anna slår!" råbte den lille dreng, mens han løb mod huset. "Sladrehank," råbte Tati efter sin lillebror og smed skodet på jorden og trådte på den.

[Lawrence Dale Rider]

Lawrence troede faktisk lidt det gav sig selv, han aldrig havde haft en kæreste, når han aldrig havde været forelsket før. I retrospekt, ville han finde ud af det nødvendigvis ikke gav sig selv, men der var han slet ikke lige nu.
Lawrence så på Tati og trak lidt på skulderen. ”Fordi han er forelsket i dig og havde brug for at se om du ville reagere på det,” svarede han ærligt. ”For det andet, tror du seriøst på han bare har scoret en med williegener? Hun er så langt over nærmest alle mænds standarder og hun ved det godt,” påpegede han stadig meget ærlig. Nej, han stolede ikke på Donovan. Han havde genkendt blikket i hans øjne, når han så på Tati. Det var det samme som var i hans eget og han var derfor på ingen måde i tvivl. Lawrence tog et hvæs af sin smøg og tillod sig selv kort at lukke øjnene, som han lod røgen sive ned gennem hans hals og ned til hans lunger. Han åbnede dem dog igen ved Tatis ord og sukkede kort, som den lille dreng kom løbende imod dem. Lawrence sagde ingenting som Daniel og Tati og slet ikke om måden de snakkede til hinanden på. Det var først da Daniel gjorde store øjne og nåede til hans side – og det sidste navn han havde brug for blev nævnt i så skinger en tone at hans kugler voksede ind ad dem og han kunne smage dem. Han så koldt mod den lille dreng. ”Jeg hedder ikke Charles Lavoie. Jeg hedder Lawrence,” hans stemme var fuldstændig kølig. Han vendte blikket lige ud for at lade en kortvarig følelse forlade øjnene. Han var vred og irriteret, og kunne øjne dræbe havde de helt bestemt gjort det lige nu. Han steg ud ad bilen som Tati gjorde og så på hun gav ham en dumflad. ”Hvorfor skylder han dig penge, Tati?” spurgte han direkte og så på Daniel der løb tilbage efter han havde fået en dumflad. Lawrence askede ligeledes sin smøg kort efter hende.

[Tatianna Mary Maximorff]

Nogengange kunne Tati ærligt talt have svært, ved at finde ud af, hvornår Lawrence lavede sjov eller var sarkastisk og hvornår han rent faktisk var alvorlig og mente sine ord. Det her var et af de 'nogengange'. Hun så derfor på ham i noget tid, i et forsøg på at regne ham ud. "Har du drukket af natpotten eller hvad? Donovan er ikke forelsket i mig, jeg har kendt ham siden jeg var like 10 år gammel," svarede hun med et hævet øjenbryn, før hun trak lidt på skulderen, "Altså det har han gjort én gang før, så hvorfor skulle han ikke kunne gøre det igen? Er det bare fordi du ikke selv, kan score en med de dedersen gener? Du ved godt, nogen mennesker rent faktisk går efter det indre og ikke kun det ydre, ik?" spurgte hun en kende flabet og blinkede til ham. Hun havde flere gange været i bad med Donovan, sovet sammen med ham og hvad man ikke ellers lavede med sine brødre, for det var præcis, hvad hun så ham som. En bror. Hun nægtede at tro på, at han havde nogen som helst former for følelser for hende, ud over et søskendelignede.

Den lille dreng så blot forsat på Lawrence, med så store øjne, at de nærmest var på vej ud af hovedet på ham. "Du fjollet, Charles," grinte den lille dreng, mens Tati var på vej rundt om bilen, for at uddele dumfladen, så hun ikke nåede at høre det. Hun så efter sin lillebror, som han løb mod huset, "Hvad end han siger, så det løgn," råbte hun mod huset, for at nå at forsvare sig. Hun tog kort kasketten af, for at lade en hånd glide igennem det mørkebrune hår, før hun vendte blikket mod Lawrence igen, "Ikke noget," svarede hun og sendte ham et kort smil, før hun vendte blikket mod huset, hvor hendes mor kom gående mod dem, med et stort og imødekommende smil, allerede med armene ude, klar til at uddele krammer.

[Lawrence Dale Rider]

Lawrence vidste han var svær at læse. Det var med vilje. For hver en væk nogen prøvede at rive ned, blev han nødt til at sætte 50 nye mure op. Han brugte tit sarkasme og ironi, mens han ligeså tit kunne være alvorlig når han brugte sarkasme. Lige nu var han dog alvorlig. Han havde set det så tydeligt skrevet i Donovans øjne. Han rystede på hovedet ved hendes spørgsmål. ”Det betyder sgu da ikke, han ikke kan være forelsket i dig. Da min far var ung eksisterede Arian da heller ikke, det har ikke stoppet dem,” påpegede han og himlede kort med øjnene. Hvorfor troede hun ikke på ham? Han så overrasket på hende, som hun fortalte det ikke var første gang han havde haft held i posen i forhold til at score lækre damer. ”Selvfølgelig ved jeg det… Men jeg tror ikke på det uanset hvad. Det er fordi han vil se om du bliver jaloux,” påpegede han og lagde armene over kors. Han tog et nyt hvæs af sin smøg og opgivende lagde han hovedet mod nakkestøtten. Hans bukser var stadig for stramme på grund af den viagra hun havde skjult i hans øl og han havde ikke lyst til at møde hendes forældre eller søskende sådan her. Han havde ikke lyst til at skulle være sød ved Donovan.



Lawrence vidste lige nu at viagraen var den eneste grund til hans køn stadig stod oprejst. Den lille drengs stemme gjorde han ønskede at døden ville indtræffe hurtigere – for han var ikke sikker på, hvad han havde gjort for at fortjene den her straf. ”Lawrence,” rettede han ham igen og prøvede at skjule irritationen. Lawrence kunne knapt huske hvordan det var at have søskende, men han havde også været en del ældre end dem og gået på Durmstrang. Så han havde ikke set dem meget til at kunne have den slags samtale som Tati og Daniel havde. Lawrence så alvorligt på hende. ”Jo… hvad skylder han dig penge for?” spurgte han endnu en gang og lod sit blik vende som hendes. Som en lille rund dame kom gående mod dem, mærkede han straks panikken. Hans øjne begyndte straks at lede efter flugtmuligheder samtidig med hans hjerte begyndte at hamre hårdt mod hans brystkasse. Hendes arme som gjorde gestus til et kram – som han vel og mærket på ingen måde ønskede at få.

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati så på ham med sine nøddebrune øjne, "Er du seriøs lige nu?" spurgte hun direkte, før hun mærkede provokationen stige i hende, da han himlede med øjnene af hende. Hun bankede sin hånd ind i hans brystkasse, "Du skal fandme ikke himle med øjnene af mig, røvhul," sagde hun provokeret, dog uden at være direkte sur. Hvorfor ville han sige sådan noget? Donovan var ikke forelsket i hende. Var han jaloux over, at han havde krammet hende? Hun så bare ikke Lawrence som en jaloux type, men hun havde ikke set ham og nogle af sine venner samtidig, så hun kunne selvfølgelig ikke vide det og han havde da reageret, da betjenten Kevin havde taget hende på bagdelen. Hun fnøs let, "Hvorfor fanden skulle han prøve, at gøre mig jaloux? Jeg vil ikke ha' andre end dig.." det sidste blev sagt en smule lavere, fordi hun ikke tænkte før hun talte. Hun vendte blikket frem for sig og tog et hvæs mere af sin smøg.
Tati havde ærligt talt glemt alt om, Lawrences situation i hans bukser, da hendes lillebror havde taget hendes opmærksomhed. Hun hørte ikke, at han endnu engang rettede Daniel, i at kalde ham Charles. Hun vendte blikket mod Lawrence og bed sig lidt i læben, "Jeg havde givet ham 100 pund, for ikke at kalde dig Charles.." indrømmede hun og sendte ham et lidt undskyldende blik. "Tatianna, min skat. Havde I en god køre tur?" lød det i en utrolig blid stemme fra hendes mor, som kom mod dem, før hun lagde armene om sin datter. Tati gengældte kort krammet, "Ja, den var fin," svarede hun, uden at nævne noget om betjenten der havde stoppet dem, fordi hun havde kørt for hurtigt - det ville nok alligevel ikke komme bag på den kærlige mor. Célestine slap sin datter igen, "Det var godt," sagde hun med et varmt smil over sine læber, før den udelte opmærksomhed blev tildelt Lawrence, "Og du må være Lawrence," sagde hun og lagde begge sine arme om ham og krammede ham tæt ind til sig, "Det glæder mig, at møde dig," forsatte den positive stemme, "Mor, stop," bad Tati, da hun prøvede at redde Lawrence, hvilket fik Célestine til at slippe Lawrence igen, "Oh det må du undskylde. Tatianna har sagt du ikke, er så glad for kram," sagde Célestine, men ae hans arm, undgik hun ikke. Tati tog sig lidt til hovedet, "Lad os nu bare gå ind," sagde Tati og sukkede lidt. Hun fortrød allerede det her, for hun havde faktisk ret ondt af Lawrence.

[Lawrence Dale Rider]

Lawrence lod ligeledes sit blik hvile på Tati og nikkede. ”Ligner jeg en, der joker?” spurgte han selv direkte og mærkede en hånd mod sin brystkasse, hvilket kort fik alt luft til at forsvinde fra hans lunger. Han trak derfor vejret en gang overfladisk og derefter tungt. Han kæmpede mod sin trang til endnu en gang at rulle med øjnene over hendes ord. ”Bestemmer du ikke,” påpegede han blot køligt. Hun rullede også tit øjnene af ham, så han kunne ikke se hvorfor han ikke kunne gøre det samme. Forskellen på dem var blot, han ikke lod sig provokere af det eller for den sags skyld overhovedet gad at bruge sin tid på, at kommentere det. Lawrence var ikke en jaloux type, og han sagde det heller ikke af jalousi. Han ville blot fortælle hende det, da han synes det stod så tydeligt skrevet i Donovans øjne. Han skulle til at svare på hvorfor Donovan ville gøre hende jaloux, som hendes lavmeldte ord lød. Hans øjne blev kort blide. ”Jeg stoler på dig, Tati… Jeg vil bare fortælle dig, at han er forelsket i dig,” påpegede han og prøvede at lukke den, da det ikke lød til, hun var interesseret i at høre hans begrundelse.

Lawrence så det undskyldende blik, som hun indrømmede blankt hun havde bestukket Daniel for ikke at kalde ham Charles. ”Du skal nok kræve pengene tilbage så,” svarede han og trak lidt på skulderen. Han var utrolig glad for hun havde gjort en indsats, men det fortalte han selvfølgelig ikke. Lawrence stivnede som en overdrevent blid stemme lød og en lettere buttet skikkelse kom vandrende mod dem. Han så stille til, mens mor og fatter krammede og snakkede. Som Célestine henvendte sig til ham, rakte han sin hånd frem. ”Ja,” svarede han kortfattet – nervøsiten var klam og lammende. Hans hjerte hamrede, mens han udenpå stod fuldstændig upåvirket ud. Lige indtil han kunne mærke et par arme om sig, som forsøgte at hive ham tæt ind. Han skød med vilje sin bagdel tilbage for hans situation ikke var mærkbar. Hele hans krop var dog fuldstændig stiv, som panikken spredte sig i ham. Han kunne mærke sin egen krop og varmen for hendes. Hans hjerte blev mere og mere insisterende i sin banken, og luften føltes som om, den ikke eksisterede. ”I lige måde,” svarede han fraværende og hørte Tatis stop og først da – og endelig, gav Célestine slip fra ham. Han følte endelig han kunne trække vejret – men glæden var kortvarig. Han mærkede den hånd, som aede hans arm og luften blev igen tynd. Han så på moren. ”Eller berøring generelt, Fru Maximorff” påpegede han så høfligt som han overhovedet kunne fremmane sig selv at være og sendte hende et anstrengt smil. Han nikkede, da Tati foreslog at gå ind.

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati så på Lawrence med et blik, som nærmest kunne fortælle en blind, at hun ikke synes han var fair lige nu. "Ærligt, så kan jeg ikke se forskel på, hvornår du er seriøst og hvornår du joker," svarede hun ganske ærligt, til om han lignede en der jokede. For det meste kunne hun godt fornemme på ham, hvornår han lavede sjov og hvornår han mente sine ord, men det her var en af de gange, hvor det ikke var til at vide. Hun smilede tilfreds, da hendes slag lød til, at have taget pusten fra ham, bare et øjeblik, men det var længe nok til at tilfredsstille den unge brunette. "Jeg bestemmer alt, det troede jeg var gået op for dig efterhånden," svarede hun drillende og blinkede til ham, før hun skævede lidt mod huset. Hun mærkede en underlige, nærmest ubeskrivelig følelse gå igennem hele hendes krop. Han stolede på hende. Tillid var en stor ting for hende. De ord var i hendes ører næsten ligeså store som ordene 'jeg elsker dig'. Hun bed sig hårdt i læben. Han stolede på hende, hvilket ville sige, at hun havde en risiko for at skuffe ham, hvilket han sikkert ville blive hvis han vidste, hvad hun gik og fyldte sin krop med, når ingen kiggede. Hvem stolede også på en narkoman med ADHD? Sagde det mere om ham end om hende - eller omvendt? Hun så det blide blik der fulgte med orderne og hun kunne ikke være i det. "Nej han er ej," svarede hun stædigt, med en smule hakkende vejrtrækning.
Hun trak lidt på smilebåndet, "Jah.. Du er ikke sur over det vel?" spurgte hun og søgte hans øjenkontakt. Hun synes selv det havde været et godt forsøg på, at få Daniel til ikke at kalde Lawrence for Charles, men det var tydeligvis mislykkedes. Tati vidste godt, at hvis det ikke havde været for hendes forældre og søskende - nogle af dem i hvert fald - så havde hun ikke været i live den dag i dag. Så havde hun været død af en overdosis, for så var hun aldrig blevet clean. Den blide stemmen fra Tatis mor forsatte, med et stort smil fra den lille buttede kvinde, "Tak. Iiih hvor er det dejligt du ville med," sagde hun uden at bemærke, at Lawrence skød bagdelen væk fra hende, men det forbipasserede ikke Tatis øjne, hvilket fik hende til at hoste lidt, for at skjule sit grin, for ja, hun havde en fest lige nu, hvilket morfinpillerne hun havde taget inden hun var taget hjemmefra, hjalp til at finde det morsomme frem i. Den ældre kvinde viftede med hånden. Armbevægelserne afslørede nok tydeligt, at hun var vant til at bruge kroppen meget når hun kommunikerede, "Det vil jeg huske, men kald mig endelig Célestine," sagde hun med et stort smil. Tati sukkede tungt og rettede lidt på knolden. Célestine vendte blikket mod Tati, "Hvordan kan det være, at din kæreste kommer så fint klædt og du kommer i joggin bukser?" spurgte Célestine, hvilket fik Tati til at trække på skulderen, "Er det mig eller mit tøj du vil, ha besøg af?" spurgte Tati tilbage, hvilket fik moren til at sukke lidt, "Dig, det ved du da godt," lød den blide mor-stemme, hvilket fik Tati til at rulle med øjnene, "Så hold kæft og lad vær med, at brok dig over mit tøj," svarede hun en smule hårdt tilbage, selvom det måske ikke var helt fair af hende, og hun kunne også godt se på sin mor, at ordene havde gjort ondt inden i moren. Célestine rømmede sig lidt, "Andrew og Jerimiah kommer ikke, men de andre er kommet, så I kan bare gå ind," sagde Célestine og sendte både Lawrence og Tati et venligt smil, hvilket fik Tati til at sende thumbs ups og gå mod huset, "Ehm, Andrew er min storebror, der også kan magi. Jerimiah er min ældste storebror, han arbejder for FBI. Og Hunters kæreste kender ikke til magi, jeg ved ikke om hun er med i dag, tho.." fortalte hun, før hun skubbede døren op og kunne med det samme høre de mange stemmer inde fra stuen af. "Heey," kaldte hun og vinkede kort mod stuen, før hun bukkede sig ned for, at få sine sko af, men mærkede hvordan hun blev svimmel da hun rejste sig igen, hvilket gjorde hun måtte støtte sig til væggen lidt.

[Lawrence Dale Rider]

Lawrence bemærkede blikket i hendes øjne, men han tog sig ikke af det. Hans øjne hvilede upåvirket på hende og trak på skulderen ved hendes ord. ”Så fortæller jeg dig det. Jeg er seriøs lige nu, jeg kan se han er forelsket i dig,” påpegede han med en kølig stemme. Han var ikke jaloux, ikke som sådan. Hvorfor Tati egentlig skulle vide hvad han havde observeret, vidste han heller ikke. Han ville vel bare ikke have, at det senere skulle komme mellem dem, hvis Donovan sagde sine følelser til Tati eller måske var han ubevidst bange for Tati ville vågne op, og opdage Lawrence var dårlig nyt og Donovan ikke var – men omvendt, den kunne hun også regne ud når han fortalte det. Hvad handlede det om? Han så på hende og rystede på hovedet. ”Er det en kæreste regel eller bare en Tati regel?” spurgte han drillende. Han nød, hun blinkede til ham. Generelt så nød han hver eneste gang, hun var i nærheden af ham. Han nød den person, han blev når hun var i nærheden af ham og han nød den ro, hun gav ham. Hun var hans anker. Lawrence anede ikke hvad de ord fik hende til at føle eller hvor bange hun blev for at skulle skuffe ham. Han troede ikke på, der var noget hun kunne gøre, der kunne få ham til at blive skuffet. Han tog fejl, men det vidste han ikke. Tillid var også stort for ham og ligeså snart man havde brudt hans, så var den umådelig svær at få igen. Han løftede et øjenbryn ved den hakkende vejrtrækning og lod de grønne øjne analysere hende. Han gad ikke diskutere det, for hun var den eneste person han ikke ville skubbe væk fra sig. ”Hvad er der galt?”

Lawrence bemærkede hun trak på smilebåndet og lod de grønne øjne hvile på hendes blå. ”Nej,” svarede han kortfattet. Om andet, så var han glad for hun havde gjort et forsøg på at spare ham for at høre hans tvillings navn. Noget helt andet var, han faktisk mere var sur over, hun havde givet ham viagra. Han havde aldrig mødt nogens forældre før og hun var hans første kæreste. Han sagde det dog ikke lige nu. Lawrence så på Célestine som hun snakkede til ham. Lawrence nikkede lidt til svar på det var dejligt han ville med – og ved gud, han fortrød den beslutning lige nu. Hans øjne fandt Tati ved hendes host. Han kunne se, hun havde en fest. Lawrence ville ønske han lige nu ikke havde en dunkende fornemmelse i hele kroppen samt en erigeret manddom som bevis på, hvad hans krop gjorde. Lawrence bemærkede armbevægelserne og den eneste, han kunne tænke på var Arian, som også gjorde store gestusser med sine arme. Stik modsat ham, der så ligeså død på uden på som han var indeni. ”Okay,” svarede Lawrence og sendte hende et anstrengt smil, som ikke nåede øjnene. Han brød sig ikke om at skulle kalde Tatis mor ved fornavn, da det lige pludselig blev meget personligt. Lawrences blik vendte sig mod Tati som Célestine påpegede han var fint klædt, men Tati ikke var. Han synes ærligt, hun var smuk i alt hun havde på men det kunne han selvfølgelig ikke sige højt. Han havde et svagt smil plantet på sine læber ved Tatis spørgsmål. Han betragtede og analyserede deres interaktion. Alt var modsat af hvordan det var hjemme hos ham. Han havde glemt hvordan det var, at have en samlet familie. ”Tak, Fr… Célestine,” påpegede han, som hun sagde de bare kunne gå ind. Lawrence fulgte med Tati og lyttede til hendes ord. Han nikkede til hendes ord for at fortælle han forstod. Han begyndte at tage sit overtøj af, som hun hilste.

[Tatianna Mary Maximorff]

Et stædigt blik blev sendt i Lawrences retning, "Nej, han er ej og selv hvis han var, hvad ville det så gøre til forskel?" spurgte hun direkte. Hun kunne ikke se, at Donovan skulle være forelsket i hende. Hun havde kendt ham nærmest altid, de havde badet sammen, sovet sammen og mange andre ting, så hvis han havde følelser for hende, burde han så ikke have fortalt hende på nuværende tidspunkt. Hun trak lidt på den ene skulder, "Begge," svarede hun roligt og smilede til ham. Hun havde flere gange fået af vide, at man ikke kunne stole på hende, fordi hun var tidligere misbruger. En gang misbruger, altid misbruger. Så det at han stolede på hende og sagde det til hende, var nærmest nok til, at sætte en angst anfald i gang i hende. Hendes vejrtrækning forsatte med, at være en smule hakkende, selvom hun prøvede at beherske sig. Hun beds sig i læben, da han spurgte hvad der var galt. Skulle hun være ærlig og sige, han ikke skulle stole på hende? Eller skulle hun bare lades som ingen ting, så de kunne komme indenfor, så hun kunne tænke på noget andet? Hun rystede lidt på hovedet, "Ikke noget," svarede hun og sendte ham et svagt smil, "Kom, lad os gå ind," tilføjede hun hurtigt, uden at give ham en chance for at svare, før hun var gået ud af bilen.
Hun nikkede lidt, "Godt," svarede hun blot, uden helt at vide, hvad hun ellers skulle svare, for selvfølgelig var hun glad for, at han ikke var sur over det, men hun havde jo heller ikke gjort det i en ond mening, men i et forsøg på at skåne ham, at det så ikke havde lykkedes, var en anden side af sagen. Tati var ikke typen, som gad gå en runde og uddele kram til dem alle sammen, "Hey," lød det inde fra stuen, nærmest i kor, fra den store søskende flok, på trods af at de var to søskende nede. Hun mærkede hvordan hendes svimmelhed langsomt forsvandt igen. Hun hang sin jakke og trådte ind i stuen, hvor de mange brødre og de af dem der havde kærester, kærester også sad. "Hvor far?" spurgte hun undrende og gjorde en gestus mod sofaen, hvor der lige var to ledige pladser, hvor hun satte sig ved siden af Hunter, så Lawrence kunne slippe for at sidde ved siden af andre end hende. "Han er ude i køkkenet," svarede Hunter, før han rakte hånden frem mod Lawrence, "Hej. Hunter og det her er Nikoline" præsenterede han sig og sin kæreste, som også gav høfligt hånden og hilste.

[Abraham Maximorff]

Abraham stod ude i køkkenet og var i gang med, at hjælpe. Han hørte de nye stemmer. Det kom faktisk ikke bag på ham, at hans eneste datter, var den sidste til at komme, han var nok nærmere overrasket over, at det to minutter før den aftalte tid. Han trådte ind i stuen, "Hva Søren, to minutter før aftalt tid? Er du blevet syg?" spurgte han med et drillende smil over sine læber.
Han så på Lawrence, "Velkommen til," sagde han roligt og rakte hånden frem mod det nyeste familiemedlem. Han var ærligt ikke meget, for det hårde ydre den yngre mand havde, men han vidste af erfaring, at det ikke ville nytte noget, at sige til Tatianna, at han ikke brød sig om, hun var sammen med en som ham. For ja, Abraham dømte Lawrence på hans udseende. Han klappede de store hænder sammen, "Der er mad om fem minutter, så Daniel, ud og vask hænderne og værsgo at tage plads," sagde han, hvilket fik søskende og vedhæng til at rejse sig og gå mod spisestuen, hvor det lange bord, var pyntet fint op. 

[Lawrence Dale Rider]

Lawrence trak på skulderen til hendes spørgsmål. Han anede ikke hvilken forskel det ville gøre. Han anede jo ikke en gang hvorfor han havde et behov for at sige det højt overfor hende. Han nikkede til det var begge. Lawrence anede ikke hvad det gjorde ved hende at få at vide, hun havde hans tillid. Han så det som selvskrevet hun havde den – hvorfor være kærester med nogen, som man ikke stolede på? Han nåede ikke at svare hende før hun sagde de skullle gå ind og fulgte blot med.

Han nikkede kort til det var godt. Lawrence bed sig i læben som han hørte de mange mande stemmer, som kom fra stuen af. Han lod de grønne øjne bevæge sig rundt i lokalet for at se på fremmødte og hilste på dem han gik forbi på sin vej. Han tog imod hendes gestus og satte sig i sofaen og nød hun satte sig i midten. Han kunne ikke sidde ved siden af et fremmed menneske. Nogle gange skulle han tilmed sidde en meter væk fra folk han kendte forholdsvis godt. Han så på Hunter som han rakte sig ind over Tati. Uhøfligt. Han lod sin hånd røre Hunters og gav den et klem. ”Hej. Lawrence,” præsenterede han sig til dem begge. Han så op, som Abraham vandrede ind i stuen. Han havde mødt ham før, men nu var han har som Tatis kæreste. Han var derfor også hurtig til at skjule den situation han stod i, mens den nervøsitet han tidligere havde mærket, begyndte at dulme under overfladen. Ikke nok til han sådan rigtigt kunne mærke den, men den var der. Han opfattede at Abraham drillede hende og så på ham, som han direkte blev henvendt sig til. ”Tak,” svarede han og lod sin hånd finde Abrahams, inden han gav ham et fast håndtryk. Han vidste et eller andet sted godt han blev dømt for sit udseende – også selvom han havde nedtonet det i dagens anledning med en hvid skjorte og et par sorte bukser. Selvfølgelig var tatoveringerne stadig tydelig og måden han generelt så ud på, kunne han som sådan heller ikke skjule. Lawrence nikkede som Abraham gav tilladelse til de kunne sætte sig til bords, men ventede til Tati rejste sig, da han ikke kunne tage initiativ når han var et nyt sted. Han følte sig så malplaceret og underlig i den her situation. Han havde virkelig glemt hvordan det var at have en større familie.

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati tænkte ikke over det uhøflige i, at Hunter hilste på Lawrence, ved at række ind over hende. Hun havde et godt forhold til de fleste af sine søskende, men hun vidste også godt, at hun altid ville blive set som familien narkoman. Men de kunne lave sjov med hinanden og det nød hun. Hun lagde hånden på Lawrences knæ og lænede sig derefter frem, da de to mænd gav hånd indover hende, og slikkede Hunter på armen, "Aaaad, du så klam, Tati!" udbrød han og tørrede hånden af i hende, hvilket fik hende til at grine, "Så kan du sgu da bare lade vær, med at række hånden indover mig, spade," sagde hun morende, hvilket fik Hunter til at grine og ryste på hovedet af hende.
Hun så op på sin far, da han kom ind i stuen, "Haha, meget morsomt, men nej, jeg har det fint," svarede hun og smilede til sin far, før hun rejste sig efter han havde sagt hej til Lawrence. Hun krammede sin far, men forsvandt nærmest i hans muskuløse arme, "Please, vær sød ved ham," bad hun hviskede, så der forhåbenligt ikke var nogen andre der kunne høre det, for snakken der gik. Hun slap ham igen og lod de andre gå først, mens hun så efter Daniel som løb ud og vaskede hænder. Hun gjorde et nik med hovedet, som tegn til, at Lawrence skulle komme med. Selvfølgelig ville hun sørger for, at de kom til at sidde ved siden af hinanden.

[Lawrence Dale Rider]

Lawrence mærkede hendes hånd på sit knæ. Hendes berøring gjorde ikke noget bedre for ham lige nu. Faktum var han kunne dufte hende og nu også mærke hende, og alt han havde lyst til var at flå al tøjet af hende og bare tage hende op ad væggen eller på stuebordet. Bare et eller andet. Samtidig var det en lyst fremprovokeret af en pille, så hans lyst var lige nu mere betonet af den. Jo længere tid situationen stod på, jo mere ville det også begynde at stramme til og reelt set begynde at gøre ondt. Han så på Tati som hun slikkede på sin brors hånd og bed sig i læben. Han kommenterede ikke på det, men holdt sine tanker til sig selv. Det var lidt sjovt, men også ulækkert. Han rejste sig fra sofaen som Tati gjorde et nik med sofaen og var klar til at følge efter hende.

[Abraham Maximorff]

Abraham så mod sin datter da hun rejste sig, og fortalte hun ikke var syg. "Godt," svarede han roligt og gengældte hendes kram. Hun ville altid være hans lille pige, uanset hvor gammel hun så end blev. Den dårlige samvittighed over, at han ikke havde set tegnene noget før, da hun havde været sammen med Patrick, havde gjort han kun var endnu mere på vagt nu. Han havde været det overfor de venner hun havde haft med hjemme, da hun havde boet hjemme, men han var det i den grad også nu, hvor hun havde fået ny kæreste, som lignede en der var medlem af mindst en rockerbande og havde et tæt samarbejde med mafiaen. Jep han dømte Lawrence for hans udseende og for hans attitude, der skreg 'damn verden' - sådan så Abraham det i hvert fald.
Han slap sin datter igen og nikkede lidt, som tegn på at han havde hørt hendes bøn. Han lod de andre gå ind i spisestuen, men som Lawrence forbipassede ham, greb han i en hurtig og relativ hård bevægelse fat om den unge mands arm, og fik trukket ham tæt ind til sig. De brune øjne, så direkte ind i Lawrences grønne, "Du skal vide jeg holder øje med dig. Hver og en lille bevægelse, ser jeg. Selv når du ikke tror det," lød hans mørke stemme, før han slap Lawrence igen og sendte ham et smil og gik forbi ham og satte sig ind til de andre i spisestuen.

[Lawrence Dale Rider]

Lawrence havde en eller anden idé om han helt sikkert ville blive dømt af Tatis far og skam også af hendes brødre på grund af måden han så ud på. Han havde heller ikke tænkt sig hverken at ændre sig udseendsmæssigt eller personlighedsmæssigt blot for at de skulle kunne lide ham. Det var ikke dem, han var derfor og det vigtigste for ham var Tati. Han mærkede et hårdt greb i sig, da han gik forbi Abraham og stoppede derfor op. Han lod sig trække tæt indtil Abraham og så op på ham med et fuldstændig upåvirket blik. Han fik sin egen medicin. For en lille time siden havde han gjort præcis det samme ved Donovan. Forskellen var bare, at de ord Abraham sagde til ham, ikke skæmte ham det mindste. Han brød sig ikke om berøringen, men det havde han ikke gjort om taget så havde været blidt eller som det var nu – hårdt. De grønne øjne hvilede på de mørkebrune, som han ikke skar en mindste grimasse. Hverken over hvad der i realiteten burde gøre ondt eller den direkte trussel han fik af den høje ældre mand. ”Det forstår jeg,” påpegede han. Hans stemme var rolig og upåvirket. ”Men du må også forstå, jeg vil hende det bedste og jeg ikke vil lade noget ondt ske hende,” lød hans stemme igen. Hans øjne var fikseret på Abraham, som han afventede han rent faktisk ville give slip på ham og han kunne få lov til at sætte sig ved siden af Tati. Nok havde han været nervøs kort forinden, men det var en følelse han knap kunne mærke, let alone vise til nogen som helst. De eneste følelser han reelt set kunne mærke helt gennemborende gennem sit korpus var de følelser han havde for Tati, for de var stærkere end den ligegyldighed han ellers normalt følte.