Druk og Stoffer

[Benedict Monroe]

Selvom Ben mest af alt have lyst til at gå så kunne han ikke. Han ville gerne være der for sin søster, men hun havde også behov for at hvile havde hun ikke?
Han håbede egentlig inderligt at hun bad ham om at blive, bare de små ord ville gøre ham glad. Det ville være fremragende at høre de ord. Men det var Tracy der bestemte det hele. Det var hende der var her, og det var hendes værelse for nu. Så det hele kom an på hvordan hun havde det. Han ville jo gerne være der og beskytte hende så meget han kunne, men hvis hun ikke ønskede det så måtte det jo være sådan.
Som han tog fat i håndtaget til døren åbnede han den ikke, han lyttede til hvad det var hun sagde og vendte sig kort om. "Jeg ville ønske du kunne fortælle mig hvad der forgik i dit liv Tracy. Jeg skylder dig mere end du aner efter hvad du har været udsat for. Jeg vil gerne gøre skaden god igen, men det er åbenbart ikke mit lod i dit liv mere. Der er andre der har passet bedre på dig end jeg har.." et suk kom fra ham og han kiggede ned i gulvet. "Jeg beklager Tracy, men hvis du ikke ønsker mit tæt på dig mere forstår jeg det godt. Jeg er ikke den bror som du skulle have haft..." endnu engang vendte han sig imod døren og trak håndtaget ned.

[Deleted]

Tray lå og lyttede til sin bror og håbede så inderligt på, at han ikke ville forlade hende. Hans skidt nærmede sig døren, men til hendes lettelse stoppede de op der. "Bliv!" Tiggede Tracy inde i hovedet. Det var et brændende ønske. Så da hun havde ventet i noget tid, men ikke havde hørt trinene komme tilbage mød sengen satte hun sig hurtigt op. "BEN!!" Hun ville ikke være alene. Han måtte ikke forlade hende. Hun ønskede ham i sit liv. BLIV! Du må ikke gå." hun tiltede tilbage i sengen og lå igen ned, men så nu på ham. "Ben jeg.. Dem... Dem der har taget sig af mig, og sørget for mig, er.... en... Mafia... Jeg vil ikke fortælle noget fordi du ikke må blive fanget i deres spind som jeg er. Jeg klare mig og så længe jeg ikke gøre lederen sur, så har jeg en god plads, men du skal ikke ind i det miljø. Og du må love mig at glemme hvad jeg lige har fortalt dig, for aller kan vi begge være i fare"

[Benedict Monroe]

Døren var så tæt på, og alligevel kunne han ikke få sig selv til at gå ud af den. Han ville høre ordene at han skulle blive, men de lå sikkert så langt væk fra hende at han ikke anede hvad han skulle stille op. Han åbnede døren lidt på klem da ordene kom. Hun ville virkelig gerne have at han skulle blive. Han lukkede døren og fjernede hånden fra dørhåndtaget. Han vendte sig om og kiggede op på hende som hun snakkede.
Hun var end del af en mafia. En MAFIA! Hvad tænkte hun på? Det var virkelig ikke det rette sted at være. Han kunne mærke nogle tåre på vej ud men han nægtede at græde. Hvordan kunne Tracy være kommet så langt ud at hun tyede til noget ulovligt? Hvad lavede denne mafia egentlig? Hvor meget ulovligt var hun inde i. "Tracy..." han kiggede lidt ned i gulvet og bevægede sig tættere på. "Hvad har du rodet dig ud i?" han var alvorlig og alligevel var han en anelse vred. Hun ville aldrig kunne komme ud af den slags igen, hun ville aldrig kunne få et normalt liv igen. Dog ville han gerne hjælpe hende hvor han kunne.

[Deleted]

Døren blev lukke og Ben gik tilbage imod Tracy. Men så snart hun fortalte om mafiaen virkede det til at temperaturen i værelset faldt, hun sank og så op på sin bror. Bare han ikke var sur. Det føltes som om alting gik i stå, men hun ventede på at høre dommen. Den alvorlige tone fik Tracy til at krympe sig sammen og se væk. "Jeg var bange okay! Jeg tænkte mig ikke om! Hvad havde jeg overhovedet? Det var slet ikke meningen at jeg skulle ende der. Jeg kan ikke fortælle dig hvad jeg er roddet ind i. Det ville bare sætte dig i fare og det vil jeg ikke." Hun tav og trakt vejret tungt. Tårerne var begyndt at trille uden hun havde lagt mærke til det. "Undskyld, Jeg vidste ikke hvad jeg skule være"

[Benedict Monroe]

Det var virkelig ikke særlig fedt at stå i denne her situation og det vidste han godt. Men han vidste virkelig ikke hvad han skulle stille op. Han var såret og han kunne intet stille op. Tracy var ødelagt for livet, og hun havde kun gjort det være. "Du havde mig! Men mig vendte du ryggen. Betød jeg virkelig ikke noget for dig til at du gad kontakte mig? Var jeg virkelig ikke noget værd til at kunne hjælpe dig et sted i dit liv du ikke var klar til?" hans stemme var hård men han mente hvad han sagde, alle kortene kunne lige så godt komme på bordet med det samme, lige meget hvad Tracy så følte. "Du kunne i det mindste have kontaktet mig. Du kunne have bedt om hjælp fra mig eller mor. Inden mor døde..." han bed sig i læben og bevægede sig de sidste skridt hen imod hende.

[Deleted]

"Så nemt var det ikke!Jeg følte mig så beskidt! så bange så... Ensom." Hun græd og trak tæppet helt op under hagen. "Hvad skulle jeg have gjort, andet end hvad jeg gjorde? Mor lyttede ikke og du.. Jeg var bange for du var ligesom dem. " Det var pinligt at indrømme, men det havde været så modbydeligt og ensomt at leve under. Hun havde ikke været sikker på hvem hun kunne stole på og da hun havde forsøgt at snakke med deres mor om det, var det blevet fejet af vejen. "To år Ben.. TO ÅR! Er du overhovedet klar over hvordan det føles. Hvad der starter som.. Som et godnatkram, Der bliver til et knus.. til et Kys.. Til... " Det løb hende koldt ned ad ryggen og hun fik det helt dårligt. Tanken om at sige det, at han ikke forstod det. Det hele var roddet sammen nu i et stort kaos, der nu eksploderede i et virvar af følelser og oplysninger. "Hvordan skulle jeg fortælle min storebror at vores... vores far" Ordet brændte hende i halsen og hun fik kvalme af bare at sige det, men det skulle frem nu. "Han.. Hvordan skulle jeg kunne forklare dig det. Fortælle hvordan den mand duftede til mit hår mens han holdt mig tæt ind til sig, når jeg kun var iført mit natkjole. Hvordan hans hænder ofte gled op under kjolen!" Hun havde sat sig op i sengen igen og tårerne lov som vilde vandfald ned over kinderne. "Jeg var så flov. Jeg var så bange og alt imens... Han... han.. Ordene.. Truslen om at hvis jeg sagde noget, så... Han hviskede dem altid til mig... ALtid lige efter hvad han havde gjort og så sagde han godnat..." Med døde øjne kiggede hun over på Ben Det var underligt hvordan man kunne se så såret ud som Tracy gjorde, men samtidig så umådeligt død... Al livgnist i øjnene var væk. "hvordan skulle jeg kunne sige det? hvem ville tro mig?" Så forsvandt hendes stemme og der blev helt stille omkring dem.

[Benedict Monroe]

Han lyttede intenst til alt hvad Tracy fortalte. Han kunne se hvordan livsglæden røg ud af hende. Hvordan hendes tåre faldt ned over kinderne. Hvordan hun blev hvid i hovedet. Hvordan kunne han nogen sinde tilgive en familie som den de havde. Hvordan kunne en familie kalde sig en familie når de havde gjort som de havde gjort. Han bed sig i læben og åbnede munden. Hvad skulle han sige? Hvad kunne han gøre? Han kunne ikke sige noget der ville gøre det godt igen, den tid var forbi. Tracy var ødelagt for altid, og han kunne intet stille op. Han kunne lige så godt kaste sig ud for et højhus. Det var sådan han følte det lige nu. Han var ødelagt. Lige så meget som Tracy var. Han havde aldrig opdaget at noget var galt. Han havde aldrig opdaget hvordan Tracy langsomt havde forandret sig. Intet havde nogen sinde kunne bevise at det der var sket virkelig var sket. Deres bror ville benægte det hele, deres far ville benægte. Den eneste der ville have lyttet til ham var død og borte. Og nu gik Tracy samme vej. Måske ikke bogstavligt men det så sådan ud i hendes livløse udtryk.
"Jeg..." han vidste virkelig ikke hvad han skulle sige. Han skammede sig sådan ikke at kunne have beskyttet hende da han blev myndig. Han ville gøre alt for at skrue tiden tilbage og ændre det, men han kunne ikke. Han kendte reglerne for en tidsvender. Intet måtte forandres, og det var ikke lige frem fordi han havde en. "Jeg ville have troet dig. Du var den jeg var tættest på i familien ud over mor. Jeg kunne have hjulpet dig. Jeg kunne have..." han kunne ikke have gjort en skid. Det var et overstået kapitel og det var allerede sket den gang. Når det allerede var sket første gang, ja så ville man blive ødelagt.
Endnu engang fyldte stilheden rummet og han kiggede blot på Tracy. Hendes tåre gjorde mere ondt på ham end han ønskede, og det gjorde mere ondt at vide hvad familien havde gjort ved hende.

[Deleted]

En tid lå Tracy livløst uden at bevæge sig, hvis ikke det var for brystet der afslørede hende i sin dybe rytme eller det af og til blinkende øjne, så ville man nok tror, at hun ikke længere levede, at hun havde givet op og sjælen var væk. Der var en ubehagelig stilhed, som stilheden efter en storm. Kaotisk men øde. Tracy sagde ingenting, hun var ødelagt hele vejen igennem. Så skete der alligevel noget lidt uventet. Ganske forsigtigt og udenlyd bevægede Tracys hånd sig op og lagde sig lydløst på Bens arm. "Ben... Du må ikke bebrejde dig selv noget. Du kunne intet gøre. " Hun strøg let over hans arm med sin tommel og prøvede at trøste Ben. Der var ikke rigtig noget at sige, ikke noget hun havde lyst til, Men hun ville gerne vise Ben at han var okay.. At det han havde gjort var okay. 

[Benedict Monroe]

Hendes hånd blev lagt mod hans arm og helt automatisk lod han sin hånd ligge sig oven på hende. "Jeg kunne have gjort noget Tracy. Jeg var myndig til sidst. Jeg kunne have prøvet at stoppe dem..." han kunne mærke en tåre trille ned af kinden på ham. Aldrig havde han følt sig så skyldig over noget før. Det var så trist at hun måtte bære denne byrde helt for sig selv i så mange år uden at sige det til nogen.
"Jeg skulle have fundet dig noget før. Jeg burde have skrottet far og Sebastian og ledt efter dig den dag du løb væk." hvorfor skulle deres far have så meget magt over ham, det var ikke fair at han skulle have det. Det var hans skyld at Tracy var kommet i problemer.

[Deleted]

"Skaden er jo sket og jeg må leve med den nu. Men.." Hun tøvede, hun var stadig ikke helt sikker på, hvor hun havde Ben henne. "Jeg klare mig Ben og at jeg har Rebecca nu hjælper rigtig meget.. det og.. dig." Forklarede hun så ærligt. Hun var glad for at hun havde sin bror, selvom hun endnu ikke var sikker på om hun kunne stole på ham, men hun var klar nu til at lade tvivlen komme dem til gode. Hun blev tavs igen, mens hun tænkte videre. "Du må ikke misforstå mig Ben, men.. Jeg er glad for du først fandt mig nu." Tidligere havde hendes liv været værre og hun ville bestemt ikke have været åben for at lukke ham ind igen eller tro på at han ikke havde kendt til hvad der var sket i hjemmet. Så kom hun alligevel til at grine lidt. "Desuden, så var der jo en grund til du ikke fandt mig. Hver gang jeg hørte du var i nærheden, forsvandt jeg."

[Benedict Monroe]

Skaden var sket ja, og der var intet han kunne stille op for at gøre skaden god igen. Jo han kunne da kaste sig ind i at være en del af den mørke side. Slå Sebastian og deres far ihjel, så kunne de da aldrig gøre nogen nået igen. "Jeg burde slå dem ihjel..." kom det stille fra ham og kiggede lidt op på hende stadig med våde øjne. Han lyttede til til hendes ord og rystede så på hovedet. "Jeg ved det godt det er bare... Du ville nok klare dig bedre uden mig..." han var usikker på om hvor meget han måtte være i hendes liv, og han var i det hele taget usikker på sig selv lige nu.
Hun var glad, det var vel kun en god ting var det ikke? Eller nej, han havde jo ikke engang ledt efter hende i første omgang, og der havde hun stået det mest uforudsigelige sted af alle steder. Midt i en stripklub og dansede. Han havde aldrig sit liv troet at han nogen sinde skulle have fundet hende igen. Som deres far altid havde sagt. "Tracy er ikke en del af familien mere. Hun efterlod jeres mor med stor sorg, og se hvad der er kommet ud af det." det var i hvert fald noget i den stil der var blevet sagt.

[Deleted]

Tracy greb hurtigt fat om Benns håndled, som han fortalte, hvad han burde gøre. Hun rystede på hovedet af ham og så ham dybt i øjnene. "Har du slået hovedet? Hvis du slår dem ihjel så ender du bare i Azkaban. Hvordan skulle det på nogen måde være en god ide? Desuden så..." Hvad så? Ben havde jo fundet ind til hende, så kunne Sebastian vel også. Men Tracy var nok løbet ud af bagdøren, hvis Sebastian var dukket op på Night in Heaven. Bare tanken om hvordan Sebastian ville tage det at hun smed tøjet for andre, var nok til at få det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende. Det var bestemt ikke nogen rar følelse. "Ben hold nu op.. Tror du ikke der er en grund til du er her nu?"

[Benedict Monroe]

Han blev noget overrasket over hendes behandling af hans håndled. Han kiggede hende ind i øjnene og det var nu tydeligt at se han havde våde øjne. Dog lyttede han på hvad hun sagde og han trak lidt på skuldrende. "Det gør de da også efter hvad de har gjort. I det mindste skulle du ikke være bekymret for at de skulle finde dig. Jeg kunne gøre en ende på de tanker, en gang for alle..." han vidste godt det var den forkerte tankegang at have, men det var den eneste logiske tanke han havde. Hvis han havde gjort noget godt for hende for nogle år siden, så havde alt været godt den dag i dag.
Han kunne ikke kigge på hende igen. Det var virkelig ikke en rar følelse for ham at sidde med lige nu. Hvis han ikke havde set hende, så var hun nok ikke havnet her. Måske havde han alligevel presset hende ved at vise sit ansigt over for hende. "Jeg ved det ikke Tracy, du har fundet nogle andre at stole på. Der var sikkert nogle andre du kunne have kontaktet som er vigtigere for dig end jeg er." han klemte lidt om hendes hånd med sin frie hånd. Det kunne alt sammen have været anderledes, hvis han bare aldrig havde fundet hende.

[Deleted]

Det overraskede hende ærligt talt, hvor påvirket Ben var af det hele og det var nok det, der fik hende til at smide den sidste del af tvivl til ham. Hvis  han virkelig mente det han sagde, så var der ingen tvivl om hvis side han var på. Det fik hende til at smile, og hun satte sig op i sengen, hvor hun blidt strøg ham over armen. "Det er okay Ben. Jeg tilgiver dig." Han måtte have det hårdt. Han havde lige fundet ud af, hvilke løgne, der blev fejet ind under gulvtæppet i familien, og han stod i midten og kunne intet gøre, fordi meget af det var gamle sager. En tid strøg hun ham trøstende over armen uden at sige så meget. Så stoppede hun og så på ham. "Lad være med at tro for meget godt om mig storebror. Dem jeg stoler på, er ikke gode mennesker og ville smide mig ud det øjeblik jeg træder forkert." Hun huskede den dag med Abel, hvor hun havde fortalt om Rebecca, hvortil han så havde bedt hende om at gå for at han ikke blev inddraget i noget. Det var ikke lige helt det hun ønskede. "Ben... Jeg øhm.. har et forslag måske... Hvis du vil og du har plads, så ville jeg gerne låne din sofa et par dage. Bare Sebastian ikke dukker op.. eller HArold."

[Benedict Monroe]

Hun tilgav ham, hvordan kunne hun tilgive ham? Han havde ikke været andet end en brik i det hele. Han var der for at slippe af med deres mor mens deres far og storebror kunne gøre hvad de ville med hende. Det var ikke fair over for hende. Her sad hun og tilgav ham for noget han kunne have stoppet hvis han havde sagt nej nogle af alle de gange det var sket. Det kunne ikke være rigtigt, men de var opdraget til altid at høre efter hvad der blev sagt. Så han havde jo aldrig tvivlet på at de gjorde det rigtige, ikke før nu. "Jeg burde ikke tilgives.. Jeg har været med i det ved at få mor væk..." sagde han i en halvkvalt gråd. Hvis han bare havde kunne sige nej en gang i mellem var det aldrig sket. Men familien lå jo så dybt i hans hjerte, og nu var den ødelagt. Det var ikke fair over for nogen af dem.
Han kunne ikke tro det hun sagde, der havde været nogen for hende den dag hun løb væk. De havde været som en familie for hende, og det havde han ikke. Den familie der var hendes havde ødelagt hende og var ikke eksisterende i hendes verden. Den familie han kendte var ikke engang en familie i hans. Hvis han bare kunne slå dem ihjel så ville alt være meget bedre. "Du fortjener bedre end mig..." mumlede han og kiggede lidt på hende og ned i sengen.
Hvis bare han havde modet til at tage hjem og slå deres far ihjel så gjorde han det, men han vidste at han ville blive eftersøgt og kastet i Azkaban, og det var ikke noget han ønskede, han ønskede ikke at se sin søster såret og ødelagt på den måde som hun var nu. Det ville kun gøre det hele meget værre hvis det skete. Han lyste dog lidt op af hendes ord og han nikkede. "De ved ikke hvor jeg bor. Far kan ikke rigtig lide at jeg er bartender, og ikke har taget en ordentligt uddannelse" kom det fra ham og tørrede nogle tåre bort fra ansigtet.