This Must Be The End..

[Deleted]

Hun lyttede til ham, hun vidste jo udemærket godt at han håbede og at han ville hende alt det bedste, desværre var det bare ikke altid så simpelt: "Sådan nogen ting ender aldrig godt" rettede hun ham, hun kunne da ikke nævnte et eneste par som bare havde været sammen til dages ende.
Sådan fungerede det måske på film - ja de film som Zeke jo ikke havde set, men sådan fungerede det bare ikke ude i den virkelige verden og det vidste hun jo udemærket godt, livet var ikke som man ønskede det, heller ikke selvom Ashleen godt vidste hun havde svært ved at leve uden Zeke.

"Jeg tænker jeg måske hellere må gå" sagde hun og modstod igen fristelsen for bare at overfalde ham og kysse ham, det var fristende at blive, men hun kendte jo godt sig selv og sin viljestyrke, og han skulle ikke skubbe ret meget til den, før hun ville bøje sig.
Det var jo ikke ligefrem blevet nemere af at de havde siddet og snakket på den måde. Han var en dejlig fyr og det vidste hun.
Hun smilede let til ham, igen uden at sige noget, hun anede faktisk ikke rigtigt hvad hun skulle sige, hun ville nok bare ønske at det hele havde været anderledes.

[Ezekiel Amardeus]

Selvom han var af en helt anden mening end hun var, ønskede han ikke at starte debatten op igen, slet ikke når hun jo så tydelig allerede havde truffet sin beslutning. Derfor måtte han virkelig modstå fristelsen til at sige noget ala hun ikke kunne vide det hvis ikke de gav det chancen.
”Jeg er ked af du har så lidt tillid til os.” Sagde han i stedet roligt og tilføjede så, ”men det er okay, jeg vil ikke presse dig mere.” Han bed sig i underlæben og slap hendes hænder. Han var tydeligt såret over det hele, men han forsøgte ikke at vise det.

Til det nikkede han blot og rejste sig. Der var intet han kunne gøre for at overtale hende til at blive, ikke medmindre han tilbød hende at overtage Vanessas plads og bortadopterer deres barn og det kunne han bare ikke gøre.
Han kunne ikke leve med hende som en submissive, eller i hvert fald ikke kun det, men det havde han jo prøvet at forklare hende om og om igen. ”Så må du have dig godt og passe godt på dig selv.” Sagde han vedmodigt. Han ville nok bare få en ugle fra Skt. Mungos når han skulle hente deres barn for han gik ikke ud fra at Ashleen ønskede at han skulle holde hende i hånden under fødslen. ”Eller..må jeg komme når du skal føde?” Han ventede gerne udenfor, bare det at være i nærheden når det skete ville da føles langt bedre end af modtage en ugle med pakke til afhentning sådan lidt groft sagt.

[Deleted]

Hun kiggede ned af sig selv, det var jo ikke ment på den måde: "Jeg tror bare ikke jeg stoler på kærlighed" sagde hun ærligt. Det var jo som sådan ikke ham hun ikke stolede på, det var nok mere hele idéen om at man levede lykkeligt til sine dages ende og alt det pjat, hun kunne slet ikke se det for sig.
"Tak" sagde hun roligt, som han sagde at han ikke ville presse hende, og alligevel følte hun sig en smule overrasket da han slap hendes hånd. Det gav hende et hul ind i brystkassen.
Hun vidste jo godt at det var hendes beslutning, men tanken om sådan helt at miste ham var alligevel fuldkommen ubærlig, som håbede hun stadig på at de kunne finde en mellemvej.

"Zeke..." sagde hun næsten som ville hun have han ikke sagde farvel, selvom hun godt vidste at det var hende der havde sagt det. "Undskyld... Virkeligt" sagde hun, hun beklagede virkeligt alt det her.
"Jeg elsker dig, det gør jeg... Og jeg ved også at du vil elske vores barn" sagde hun i en ærlig stemme og rejste sig op som om hun gjorde klar til at gå: "Tror du ikke det er bedre vi ikke ser hinanden?" spurgte hun i en vemodig stemme.
Aldrig havde noget i hendes liv været så hårdt, og hun var på randen til bare at bryde sammen, hvilket man nok også kunne se på hende.

[Ezekiel Amardeus]

Han sukkede blidt, "det er kun fordi du ikke tør give den en chance." Smilede han svagt. Hvad pokker skulle han ellers sige. Det var jo intet i verden han hellere ville end at skabe en familie med hende, men han vidste også at han ikke kunne blive ved. At han blev nødt til at lade hende gå, hvis skæbnen så ville det, ville de blive ført sammen igen en dag, det bar han bare nødt til at tro på for at kunne komme igennem det.
Alting føltes bare pludselig så tomt og ensomt. Ja han havde Vanessa og han ville få Ashleens og hans barn, men derfor ville han stadigvæk føle sig alene det var han helt sikker på.

Han svarede ikke på hendes undskyldning, men vendte i stedet bare hovedet den anden vej for ærlig talt anede han ikke hvad han skulle svare, det var jo ikke fordi den hjalp nogen steder, den healede ikke det hul der formede sig i maven på ham ved tanken om at han var ved at miste hende.
"Selvfølgelig vil jeg elske vores barn." Sagde han roligt, "ligesom jeg elsker moren." Denne gang kunne han ikke fremtvinge flere smil, i stedet blev det til en underlig grimasse.
Denne gang gloede han dog på hende i komplet forvirring, "nej selvfølgelig tror jeg ikke det er bedre vi ikke ser hinanden." Slog han hurtigt fast. De skulle have et barn sammen, det bedste ville da være at de kunne tale sammen og ses, mest fordi at det også ville give ham en undskyldning for at have hende i sit liv. Han kunne godt se på hende at hun havde det ligeså svært som han, men lige nu var hun jo den eneste der kunne gøre noget ved det. Eller det følte Zeke i hvert fald.

[Deleted]

Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige mere, hele denne her samtale var så nedslående og det var en underlig fornemmelse at blive ved med at have den samme samtale igen og igen: ”Det ved jeg godt du gør" sagde hun i et roligt smil, som han sagde at han elskede hende.
Hun hadede at det hele bare skulle være så kompliceret imellem dem, alligevel var hun overbevist om at det var bedst sådan her: "Men tak for alt" sagde hun og gik hen i mod ham og gav ham et kort kys på kinden, inden hun igen satte retning i mod døren.

Hun var glad for Zeke, hvordan kunne man ikke være det?
Desuden var han den fødte faderfigur og hun var helt sikker på at deres barn ville have et fantastisk liv sammen med ham, han var perfekt, han var en god far og et godt forbillede. Hun glædede sig til at bruge tiden på at finde sig selv igen.
Selvom hun vidste hun havde svært ved at komme videre. Ashleen gik ud af døren, hun havde brug for lige at gå lidt inden hun tog hjem.

//Out